Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes
at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde
gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag
der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han
var hos hende.
I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig
tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer
at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for
hende; de lod snarere til at skræmme hende.
Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med
beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel
efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den
opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke
havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling.
Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag
være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten
fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe
hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige,
hvad der bedrøvede hende. --
En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde
opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han
spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun
sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes
Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.«
Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas
Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt
over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine
Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt
Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham.
En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som
sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da
han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at
han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden
skulde have al den Fritid, han kunde raade over. --
Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde
forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det
havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.
Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i
Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes
ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke
Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han
endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro,
hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden.
Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig
overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han
have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde
forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa
mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske
naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.
»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis
Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han
skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han
foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er,
men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille
Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde
mig over hans Lykke.«
En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos
Henning -- kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han
lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et
Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte.
»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel
Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i
Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom,
men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den
Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde
forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske
intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?«
Minna rystede paa Hovedet.
»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort
langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en
daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam
skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.«
Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale
havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen.
Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede
kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes
Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa
hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at
det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte.
Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil
havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe
Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket
Tavshed paa begge Sider.
Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende.
Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin
egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning.
Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde
tændt Lys.
Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at
søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun
ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved
Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed.
Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over
dette mer end almindelig slette Lune.
Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa
Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men
hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i Øjeblikket ikke finde
nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sød ud, som hun sad der ved
Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes
lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa
bløde og runde som et Barns.
Han gik hen til hende.
»Hvad er der i Vejen, Minna?«
Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet.
»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?«
»Ingen Ting!«
»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som
naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart
være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver
at være saa barnagtig.«
»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig,
der kalder mig saadan«.
»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere
alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder
dig ikke den mindste Smule om at beherske det.«
»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...«
»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god
Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...«
»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed
med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok
over«.
»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig
ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa
ondt Humør?«
»Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.«
»Minna!«
Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et
alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde
før, naar der havde været Uenighed mellem dem.
»Naa, vil du endelig vide det?« -- hun fór heftig op af Stolen og
stod lige overfor ham -- »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang
for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil
ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!«
Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det
var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der
saarede ham.
»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han.
»Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hører du«.
»Det skal du heller ikke« -- Henning talte rolig, med synlig Umage
for at beherske sig -- »men du kunde nok have sagt det paa en lidt
hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og
lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du
kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.«
Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa
Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede
sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken.
»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde
dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!«
Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var
kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende
saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde
derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, --
naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok
forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men
saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa
Laasen og traadte ind.
Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad.
Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes
Hoved.
»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen
Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke
mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke
længere være vred paa dig«.
Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham.
»Du fortryder det -- gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi
jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«.
Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans
Hals.
»Aa -- du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem
Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og
hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet
ingen maa have nogen Del i dig!«
Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over
denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet
sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af
Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om
hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder.
»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa
glad, som han nylig havde været bekymret.
»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du
holder af andre end mig.«
Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og
Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede
hede Kys paa hendes Mund.
Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for første
Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa
ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel,
fik ham næsten til at stønne af Angst.
Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa'
paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der
ved, at man ikke længere er vred paa det.
»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han.
»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er
kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har
holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig
havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i
dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og
du er heller ikke vred længere -- er du vel? Saa --« hun klyngede sig
tættere op til ham og hviskede de sidste Ord -- »saa maa du ogsaa
gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.«
Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde
Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild,
afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- --
Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst
og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst
foran ham. --
»Gaa! Gaa!« -- Hun stødte Ordene kort og hæst frem.
Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed
hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det,
ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken,
der smertede ham mere end hendes Vrede.
»Tilgiv mig -- tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden.
Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han
nærme sig hende.
»Nej -- nej, rør mig ikke!« bad hun.
»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg
vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...«
»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du
kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...«
»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne
tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen
kan blive godt mellem os.«
»Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa
ondt ...«
Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked -- skammede sig
som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og
uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind --
hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu
rev op i ham.
Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru?