IV.

I Løbet af de paafølgende Uger var Henning daglig sammen med Fru

Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den

hyggelige Gjæstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjærne

tilbøjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badesæsonen ud,

sjælden længere. Man spiste sammen ved table d'hôte, spillede Croquet

paa Plænen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes

om Aftenen i »Salonen«, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende

Medlemmer blandt Badegjæsterne.

I de første fjorten Dage af sit Ophold paa Fanø havde Henning kun

taget sparsom Del i disse Glæder. Han var kommen derover for at

bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af

Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig

Grad havde lagt Beslag paa hans Opmærksomhed.

Naar han var færdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at

sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande

behagelige Drømmerier ligesom den første Aften, da han gjorde Minnas

og hendes Moders Bekjendtskab.

Der var -- som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres

sidste Samtale -- kommet en velgjørende Ro og Arbejdslyst over

ham. Han tænkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en

Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa

var netop nu det rette Øjeblik dertil kommet.

Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort

Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel næsten ligesaa flittigt som

før, og han følte den samme Trang dertil, men han opdagede dog -- i

Begyndelsen med en vis Forundring -- at det var blevet mere fristende

at være med til Badegjæsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna

tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit

eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det følgelig

maatte være den unge Pige, der var det tiltrækkende Punkt. At han

derimod skulde være eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig

forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste Øjeblik ind.

Det var fra først af snarere en Slags broderlig Interesse, han følte

for hende. Han havde med behørig Diskretion spurgt sin Vært ud om

Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han

ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under

de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig

solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en

Slags Agent eller Kommissionær for sine tidligere Handelsvenner. Om

Fru Thorsen erklærede den ligefremme Gjæstgiver med al Respekt for

sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at

holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde

sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For

Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarørende.

Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige,

saa vidt hun kunde være bleven det i saadant et forkvaklet Hjem.

Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad

de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans

Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne

Pige til at blive noget godt og helstøbt, og det gjorde ham ondt, at

hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende.

En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og

han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden

ret at vide af det til at optage Traaden fra deres første Samtale.

Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt

Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret

sammen som gamle, fortrolige Bekjendte.

»Naar jeg hører Dem tale om Theatret, Frøken Thorsen«, sagde

Henning, »kommer jeg altid til at tænke paa, om det var af

Tilbøjelighed, De valgte deres nuværende Stilling. De udtaler Dem saa

skeptisk derom.«

»Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbøjelighed«, svarede

hun let henkastet. »Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor

Skuespillerinde, saa havde det været en anden Sag«.

»Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det

maa dog i mer end en Henseende være en mindre behagelig Stilling«.

Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse:

»Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet

kæmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg

tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Nødvendighed.

Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var

jeg nødt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg

aldrig holdt af, og jeg har ikke lært noget ordentligt, saa jeg kunde

paatage mig en Plads som Lærerinde eller lignende, og saa var der

tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid

troede jeg det maaske selv. Ved Hjælp af den Smule Stemme, jeg har,

fik jeg Ansættelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk

Uddannelse; jeg kan saamænd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og

derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuværende Stilling

kan føre til noget.«

»Det er Synd, Frøken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem.

Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde

føre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er _én_

Stilling, som bliver tilovers for Dem, og som er mere værd end enhver

anden, naar den udfyldes paa rette Maade«.

»Og hvad er det?« spurgte hun med barnagtig Nysgjerrighed, uden at

forstaa, hvad han sigtede til.

»Det er som Hustru«, svarede han livlig.

Hun saa et Øjeblik næsten forskrækket paa ham og begyndte saa at le.

»Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke

passer til, saa er det til at gifte mig. For det første tror jeg

slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive

rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg

hverken, at han eller jeg vilde være tjent med hinanden.«

»Nu er De barnagtig, Frøken Minna«, sagde Henning, der uvilkaarlig

ærgrede sig over, at hun saa bestemt erklærede, at hun aldrig kunde

blive alvorlig forelsket.

»Nej, jeg er slet ikke barnagtig«, svarede hun. »Jeg er bare vis

paa, at selv om jeg kunde føle noget, der lignede Kjærlighed, saa

vilde den gaa over, naar jeg havde været gift et Par Maaneder. Jeg

vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad

skulde det saa blive til?«

»Fy, De er jo en rigtig Sfinx!« -- Henning blev mer og mer ivrig. »De

undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa

sand og naturlig, maatte kunne blive en fortræffelig Hustru«.

»De har altfor gode Tanker om mig«, svarede Minna, denne Gang meget

alvorlig. »Men De ved ikke, at for at blive en god Kone -- det tror

jeg ganske sikkert -- maa en ung Pige først og fremmest have havt et

godt Exempel i sit Hjem, og dernæst maa hun af Naturen have faaet et

blidt og kjærligt Sind -- og jeg har ingen af Delene ...«

De sidste Ord kom usikkert og tøvende frem, og da Henning forundret

saa paa hende, havde hun Taarer i Øjnene. Han blev uvilkaarlig varm

om Hjærtet.

»Og det siger De i samme Øjeblik, som De græder over Deres forstilte

haarde Sind? Aa -- De gjør Dem selv Uret, Frøken Minna. -- Jeg

kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge

Piger, jeg har truffet paa.«

Han havde i den bevægede Stemning, han var kommen i, grebet hendes

Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrød

heftig: Slip mig!

Der var paa én Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa

ham. Hendes Bryst arbejdede stærkt, som om hun undertrykte en

Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen

til det øvrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i

Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes

han skulde opfatte dette heftige Udbrud. --

Da Henning om Aftenen kom op paa sit Værelse uden senere at have

talt med Minna, var han opfyldt af en Mængde forvirrede Tanker. Hvor

meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var

opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes

det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde været sammen,

omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu

denne pludselige, stærke Sindsbevægelse uden nogen egentlig Aarsag!

Men havde ikke ogsaa _han_ et Øjeblik ladet sig rive med af en

uforklarlig Følelse?

Han erindrede, at han havde følt sig pinlig berørt, da hun saa

kjækt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men

hvis hun var ham ligegyldig, hvad behøvede han saa at bryde sig om

hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjærlighedens

guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt

mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv

Uret! Han kunde ikke nægte, at han i det Øjeblik selv havde været

under Indflydelse af en varm og bevæget Stemning. Var hun da virkelig

kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab,

der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere

Følelse uden rigtig at vide af det?

Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet

altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Værelset,

medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet

vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det

var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod

fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det

sælsomme Blik, hun havde fæstet paa ham.

Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde

tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig

selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at

nogen af os har vidst det før nu.

Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til

Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige

feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang

til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at

adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et

Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var

halvvejs færdigt, rev han det itu.

Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det

beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter

at det for længe siden var blevet højlys Dag.

* * * * *

Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til

Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem.

Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede

Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine

Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden.

Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa

Benene.

Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis,

der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen

laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over

Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ

udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin

glade Morgenkoncert.

Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han

klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud

af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter.

Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd

med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne

i Porten.

»Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?«

bemærkede den altid velvillige Lars.

»Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.«

Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men

Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar

gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i

Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa,

graa Øjne, svarede han igjen:

»Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl.

Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime;

for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.«

»Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem

Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser

i Dag?«

»Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars.

»Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes

Mo'er, som er i Besøg hos vos.«

»Rejser de i Dag --?« spurgte Henning noget forvirret.

»Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene,

for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn.

Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til

Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at

byde Frøkenen Farvel.«

Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld

Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk.

»Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede

Henning noget kort.

»Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer

han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.«

Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud

til Trillebøren.

Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en

ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten--Eller.

Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel

hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var

foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere

Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse

paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade

hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen

Forklaring mellem dem?

Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han

hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke længer være

det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han

forestillede sig, at det skulde være helt forbi mellem dem, var det,

som en Magt, der var stærkere end hans Vilje, drog ham til hende.

Det var ikke en alt betagende Kjærlighed, som ikke kjender til Tvivl

eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette Øjeblik havde grebet

ham -- i saa Fald kunde han ikke have betænkt sig et eneste Minut.

Men det var en besynderlig, uroblandet Længsel, som tilskyndede ham

til at opsøge hende og give sig sin Skæbne i Vold. Og saa maatte det

forestaaende Møde afgjøre den for ham.

Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte

gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst

for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde

pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke,

at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham.

Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette

Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende,

spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at

trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se.

Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske

allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden?

Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse

bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende.

Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til

Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud

over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde

faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i

Havstokken og skruppede løs paa Badevognen.

Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa

Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud

over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og

passiaret.

Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning

hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et

lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af

Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad

denne Vej kom Henning ind.

I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste

ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af

Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke.

Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og

uryddeligt ud.

Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en

Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset.

Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig

omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev

staaende.

Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers

røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den

foregaaende Aften. --

»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?«

-- Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne

vilde gjøre den.

»Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men

uden kjendelig Bevægelse.

»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og

jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.«

»Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.«

»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes

vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen

Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af

disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden

at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, nægt det ikke,

Minna -- saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden

paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.«

»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er

lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det

hele.«

Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede

med en hemmelig Uro.

»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem.

Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt,

hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor

jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser.

Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg

kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes

oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig

en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.«

Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen.

Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa

hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige

paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og

sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole.

»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. -- Han talte sig mere

og mere varm, jo længere han betragtede hende. -- »Vi har rigtignok

kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var,

som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne

Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? -- Minna -- nu

begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det

var, jeg følte for Dem -- at jeg elskede Dem; hører De, Minna,

elskede Dem af hele min Sjæl ...«

Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes

Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling

som før uden at svare ham.

»Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjær?«

»Jeg ved det ikke ...« Svaret kom langsomt og nølende, men med en

Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det

samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder.

»Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid

gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at

sige det!«

»Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...«

Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte --

med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der

gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig

og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men

pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. -- »Saa, ikke

mere«, mumlede hun. --

Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt

straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for

hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede

Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke,

og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig

Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom

til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde

Bryllup saa snart som muligt.