* * * * *
Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans
Frederik, følgende Brev:
»Kjære, gamle Ven!
Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede
dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det
derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i
Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker
dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din
Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!
Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente
Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles
ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre
Fornuftslutninger.
Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde.
For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til
den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig
jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i
Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær.
Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der
tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop
saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig
at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede
mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en
lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste
Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i
en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg
havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel
derved.
Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en
Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev
saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men
først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet
havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var
Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og
en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom
det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det
skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som
vil give dig Vaaben i Hænde mod mig.
Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig
letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg
kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire
Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer
eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!
Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en
alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde;
hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men
da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse
mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede
ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger,
med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg
har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens
Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin
Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller,
om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier
til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i
Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa
da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke
for hele ens Liv. --
Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i.
Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til
Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget
uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge
Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg
skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget
er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt
jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung
endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes
mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt,
at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det
gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig
ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og
nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som
du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en
Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og
det vil Minna gjøre -- Minna i Forening med min Kunst.
Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid
været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil:
hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke
alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes
Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg,
hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig
denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en
Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem
bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men
allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller
Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter
og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder.
Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af
at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og
ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade
Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil
du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse?
Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er
ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage.
Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave,
gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og
smuk Fremtid for os.
Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig,
før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din
ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar,
gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig
blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og
trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. -- Gid du, min brave
Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan.