Fire Gange om Dagen i Sommer- og Badesæsonen gaar Dampfærgen fra den
stadselige jydske Havn over til den lille sandede Ø i Vesterhavet
-- Øen, der er berømt for sin hvide Strandbred og sine Beboeres
maleriske Klædedragt. -- Hvilket henrivende +dolce farniente+ kan man
ikke nyde paa Fanø!
Kun et halvt hundrede Skridt fra Færgestedet ligger den hyggelige
Gjæstgivergaard, en rigtig god gammel Gjæstgivergaard med blomstrede
Gardiner for Vinduerne, med Storkerede paa Taget og med en
Pragtudgave af en Avlskarl, der er hele Gaardens og alle de Rejsendes
Faktotum og altid parat til at give alle mulige Oplysninger om sin
kjære Fødeø og dens Befolkning.
Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er stærkt efterspurgte af
Øens Gjæster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets
Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt
ned mod Søen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med
hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger
Byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over
Fanøs hvide Klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige
Flade; dets dybe Dønninger høres tydelig, naar Vinden bærer ind over
Land.
Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede
Smaahuse, opførte af røde Mursten, med grønne Døre og Vinduesrammer
og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som
snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der
atter og atter skjuler Vejens Fortsættelse.
Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer Havet. Snart
træde de frem i bløde Bølgedannelser, snart med skarpt afskaarne
Toppe, dækkede af den stride Marehalm. Før man ret ved af det, har
man naaet de sidste Klithøje, der skjule Strandbredden, og paa én
Gang breder denne sig for Øjet i hele sin blændende Hvidhed.
Det er nær ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa
den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner
allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strækninger ser det
ud som den fineste Moiré; andre Steder taarner det sig op i smaa,
kunstig formede Forhøjninger eller lægger sig i bløde Folder, ordnede
Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfældige Lune,
men en kunstnerisk Haand havde udført denne vidunderlige Mosaik.
Men naar Vinden blot løfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette
Røgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger
antaget en ny Skikkelse.
Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet,
glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare
længe, før Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et
forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mørkeblaa, lyse og lilla
mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Bræm, men
paa én Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned
i Søen. --
I Læ af Klitten kan man belure dette Stævnemøde mellem den heldende
Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa
Stranden, i Luften og i Vandet, som røber Mødet. Og Havet besørger
Akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog saa melodisk
lyder dets Brusen. For et modtageligt Øre lyder det som en Sang,
man ikke bliver træt af at høre. Det synger ikke blot om sig selv,
ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med
ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig
ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og
giver Svar, som man ikke vilde undvære -- --
Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med
det samme er Trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin Brusen,
men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den
ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder
at betro.
En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten
med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget,
vender ærgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjøtter ikke om
at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nærmere, rejser han sig
fortrædelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved
sig selv:
»Flere Badegjæster!«
Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelværten og
hans Kone, som har faaet Besøg fra Kjøbenhavn.
»Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen?« siger den godlidende
Gjæstgiver.
Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en
halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjæsterne.
»Maaske jeg maa have den Ære at præsentere Dem min Svigerinde og
Niece fra Kjøbenhavn: Fru Thorsen og Frøken Minna -- Hr. Genremaler
Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?«
»Ja, Gudbevares! Der forsømmer vi saamænd aldrig at komme«,
forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. »Vi interesserer os
saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre,
jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?«
Henning maatte svare benægtende; han havde ikke den Fornøjelse at
kjende Fruens Mand.
»Ak nej«, vedblev Fruen; »nu lever vi jo ogsaa saa skrækkelig
indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med Forretningerne paa Børsen.
Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamænd
kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for
de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden
den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjøbt et
Maleri af Dem.«
Af Hensyn til sin skikkelige Vært vilde Henning nødig være uhøflig
-- hvad der iøvrigt aldeles ikke laa for ham -- men den gode Frue
begyndte unægtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt
livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en
vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama.
»Holder De ogsaa af Malerier, Frøken?« spurgte han.
»Ja, meget.«
Svaret lød ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et
Sidestykke til Moderen.
Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelværten,
hans Kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge Malers
Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne ædle Tjenstfærdighed, hvorved
hun vandt ikke saa lidt i Hennings Øjne.
Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave Gjæstgiver
havde paanødet ham Bekjendtskabet med sine kjøbenhavnske Slægtninge.
Han gav sig til at se lidt nærmere paa denne Frøken Minna, som han
for et Øjeblik siden var bleven forestillet for.
Hun var høj og rank af Væxt, noget over Middelhøjde, en stærkt
bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og
Sundhed. Trækkene var regelmæssige, maaske en lille Smule for store,
men med et mildnende Skjær af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde
højst være nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rødlig blond Haar,
som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods
hendes stærkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende.
De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen.
Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i
Nærheden af sine Slægtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa
Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine
Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften.
»Er det for længere Tid, at Frøkenen gjør os den Fornøjelse at slaa
sig til Ro her?« spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de
nærmest foreliggende Æmner, saasom Vejret, Øens Mærkværdigheder o. s.
v.
»Jeg tænker, vi bliver her en Maaneds Tid«, svarede Minna. »Onkel og
Tante har været saa venlige at invitere os over til sig, og de vil
gjærne beholde os, saa længe vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit
Vedkommende maa i alt Fald være hjemme, til Prøverne begynde.«
»Er Frøkenen ansat ved Theatret?«
»Ja -- det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har
jeg i alt Fald foreløbig ikke bragt det.«
Der gik en hastig Rødme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved
den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden.
»Men De tænker dog vel paa at blive Skuespillerinde -- at komme til
at debutere i en større Rolle?« vedblev Henning.
»Aa ja -- hvis jeg blot havde tilstrækkeligt Talent, men det er jeg
begyndt at tvivle stærkt om.«
»Det er sjældent at høre en ung Pige kritisere sig selv saa strængt
-- især i Deres Fag«, bemærkede Henning, der følte en voxende
Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. »Men netop af Deres Udtalelser
slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er
meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de største Tanker om
sig selv.«
»Blot De talte sandt«, svarede hun livlig; »jeg har saamænd den
største Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at
faa en Rolle.«
Det kjække Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes
Væsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig
Modenhed, som havde noget eget tiltrækkende ved sig.
»Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?«
spurgte Henning.
»Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ældre Skuespillere
begyndte en Gang at læse med mig, men han blev snart kjed af det, og
siden er der ingen, der har lagt Mærke til mig. Deraf slutter jeg
ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst ønske, jeg
kunde gaa fra det hele.«
Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra
hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet.
Henning ansaa det for ubeskedent at gjøre flere Spørgsmaal, da
han mærkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berørte hans
Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen
hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevægelige Sind var allerede
fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for næppe en halv
Time siden. Hun forekom ham at være en sjælden sanddru og aaben
Karakter, der paa én Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var
der desuden noget, som røbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun
vistnok fortjente at være.
De var imidlertid komne op til Gjæstgivergaarden, og Fru Thorsen
tog Afsked med en Mængde erkjendtlige Udbrud om det interessante
Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort.
Minna havde derimod været paafaldende tavs under den sidste Del
af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrød, at hun overfor et
vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om
sine egne Forhold.
Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde »Paa Gjensyn«. Men
Minna indskrænkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilføje et
lignende Ønske. Det var Synd at beskylde hende for at være behagesyg.