II.

Han boede et godt Stykke udenfor Byen, i en af de fjærneste Afkroge

af det saakaldte Villakvarter. Derude kunde han have Atelier og et

Par Værelser til sig og sin Fader for det halve af, hvad det vilde

koste inde i Byen. Og han var endnu ikke kommen saa vidt, at han ikke

behøvede at tage Hensyn til en Mer- eller Mindreudgift til Huslejen.

Desuden satte han Pris paa at bo luftigt og frit, uden at have

en Række Huse lige overfor, der spærrede for Sol og Lys. Saa var

der ogsaa den Fordel, at han havde helt landlige Omgivelser: de

tilstødende Villaer med deres pyntelige Haver. I Forsommeren

trivedes Guldregn og Syrener saa frodig herude; der var Grøfter og

Græs med Fandens Mælkebøtter og en Rigdom af gule »Smørblomster«

langs Vejkanten, og han foretrak dem fremfor ophedede Brosten med

Sporvejsskinner og Vogntummel. --

Det var en klar, stille Sommernat, som modtagelige Gemytter særlig

vide at sætte Pris paa. Luften var saa frisk og kølig, at det blev

en Nydelse at indaande den i stærke, fulde Drag.

Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt

det sidste Aar i Udlandet. Han troede nok, han havde lært en Del, og

hvad han især følte sig glad over, var den Ro, han syntes, der var

kommen over ham.

»Det forekommer mig«, sagde han, »at Fremtiden ligger klarere for mig

end nogensinde før. Og ved du hvad, Hans Frederik, jeg har aldrig

været saa oplagt til at tage fat. Det er ingen Skade til, at man i

sin Ungdom har havt en Del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at Medgang vil

gjøre mig godt, men havde jeg alle mine Dage været Lykkens Kjælebarn,

var jeg maaske næppe naaet saa vidt som nu.«

»Ilden hærder Staalet; Striden Kæmpernes Kræfter«, deklamerede Hans

Frederik i en dybsindig Tone. »Jeg tror nok, at du er en af den

Slags Naturer, der ejer et vist Fond af Modstandsevne, og for hvem

Hindringer vel endogsaa kan være en Spore, men i Længden maa du vist

have Medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin Ret. Du er mig

lidt for blød; der er næppe Jærn nok i dig til at kunne holde ud fra

først til sidst, hvis du var saa uheldig for Alvor at komme paa en

fejl Hylde.«

»Du mener, at jeg i Grunden er en vag og let Natur?« spurgte Henning

med et halvt Smil.

»Aa ja -- tildels. Det vil sige, du har en god Vilje, men jeg vil

dog haabe, at Skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt Nederlag,

thi saa kunde det maaske falde dig ind at give tabt.«

Henning gik nogle Minuter tavs og huggede med sin Stok løs paa

Græsstraaene ved Vejkanten. Hans Ansigt havde faaet et alvorligt og

tankefuldt Udtryk, som i Grunden klædte ham bedre end det sorgløse

Præg, der i Reglen plejede at være over det.

»Jeg har tit tænkt noget lignende«, sagde han endelig. »Jeg bilder

mig ind, at jeg kjender mig selv til Bunds. Jeg ved, at jeg kan være

overgiven kaad og lystig; at jeg kan gjøre Ting, som jeg bagefter

ærgrer mig over, og saa til andre Tider være saa fornuftig og

besindig -- ja, hvis du vil tillade mig det Udtryk, vil jeg kalde

det saa aandelig og moralsk klar over mig selv -- at jeg tror for

bestandig at have taget Afsked med alle Daarskaber. Og jeg ved

ogsaa, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned

og endnu mindre til at gjøre mig saa glad og frejdig til Mode, som

om Fru Fortunas Gaver var blevne tilsagte mig for evig Tid. -- Det

er, hvad I endnu i Aften kaldte min sammensatte Natur. Men trods

den og trods alle mine svage og vage Anlæg, saa tror jeg dog paa,

at jeg vilde have aandelig Elasticitet nok til at bære, selv hvad

du kalder et alvorligt Nederlag. -- Du ved, hvad der hændte mig for

to Aar siden, netop den Gang jeg troede, at Fremtiden laa god og

lys foran mig. Det var dog en Skuffelse, saa bitter, at den vel

kunde have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde havt mere

Modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig.«

»Aa, det er ikke altid den Slags Sorger, der ødelægger en Mands Liv.

Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunde jeg sige, at det

maaske netop var dit lette Sind, der hjalp dig ud over det. I alt

Fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit Liv -- hvor meget

de Pokkers Fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os.«

»Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg

alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en

eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en

Gnist af sandselig Attraa i den Følelse, jeg nærede for hende. Jeg

blev bedre i hendes Nærhed, jeg havde saa fuldt og helt Fornemmelsen

af, at dersom hun vilde det, kunde der blive noget virkeligt af

mig. Naar vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min Sjæl

opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde

i mig: Hvor inderlig -- inderlig kjær du dog er mig! Jeg kunde have

raabt det ud til de kolde, døde Stenhuse, til de bladløse Trær, jeg

gik forbi. Men alligevel gjemte og vogtede jeg denne Følelse som en

kostelig Skat, hvoraf jeg kunde hente Kræfter til at naa et hvilket

som helst Maal. Jeg rugede over den som en Gjerrig, thi Haabet om at

vinde hende stod altid saa lyst og stort for mig, at jeg næsten var

bange for at betragte det som noget, der laa nært nok til at gribe

efter. Og saa -- tilsidst -- var det for silde.«

»Ja vist -- det er undertiden en underlig forkert Verden, vi lever

i«, bemærkede den anden filosofisk.

»Men du har dog Ret, Hans Frederik, naar du siger, at det ikke greb

ødelæggende ind i mit Liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du -- for

det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde

aldrig vakt Forhaabninger hos mig for bagefter at behandle mig som

et Stykke Legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager Tag i en,

naar man tror sig sveget og miskjendt, var der slet intet af. Derfor

tjente min Sorg snarere til at øge mine Kræfter. Kunde jeg ikke

vinde hendes Kjærlighed, skulde jeg i det mindste bevare hendes gode

Mening om mig. Jeg vilde overbevise hende om, at jeg fortjente hendes

Venskab. -- Ja, det levede jeg paa, da det gjorde mest ondt, og det

hjalp mig ud over den værste Tid. Maaske blandede der sig ogsaa en

Smule Forfængelighed deri. Jeg fandt en Slags Trøst ved at tænke paa,

om jeg vel nogensinde skulde kunne tvinge hende til at beundre mig --

som Kunstner. Naa, om saa bag efter mit lette Sind gjorde Resten; det

skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det« -- Henning lagde sin Haand paa

Vennens Arm og saa paa ham med et varmt Blik -- »hver Gang jeg faar

de gamle Minder frem, saa vaagner denne Følelse saa frisk og levende

som nogensinde før.«

Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Hans Frederik:

»Kom det aldrig til nogen egentlig Forklaring mellem jer?«

»Nogen egentlig Forklaring? -- Aa nej, men det er dog umuligt, at vi

skulde have misforstaaet hinanden.«

»Og du har ikke talt med hende i de sidste to Aar?« spurgte Hans

Frederik videre.

»Nej, hvad skulde det nytte til? Hun har allerede været gift i

halvandet.«

»Lykkeligt?«

»Det haaber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske

Hjærte.«

Henning sagde det i en Tone, der vidnede om, at Ordene var oprigtig

mente. Saa fór han let med Haanden hen over Panden, idet han

tilføjede:

»Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de

gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glæde,

og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for

Resten gjort før. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fanø og

gjør mit Studie færdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa

at se, at det virkelig er Alvor med det Jærnmenneske, jeg er blevet

til. Godnat du!«

De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor

hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time.

Henning sprang saa let og sorgløs op ad Trappen, som om han allerede

havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig

havde kaldet frem.

Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin

Ungkarlelejlighed inde i Byen.