Stort, brillant Fyrværkeri stod der paa Plakaten. Den hvislende
Lyd af Raketter og Sværmere blandede sig med Tonerne af en fejende
Gallop inde fra Koncertsalen. Saa kom der en Bombe med Guldregn, og
man hørte det glade Publikums langtrukne Aa-aah! En Mængde Raketter
fór susende til Vejrs, alle paa én Gang, og endelig fulgte de tre
obligate Kanonskud, som meldte, at Fyrværkeriet var forbi.
Folk løb i et Slags smaat Trav ned til Koncertsalen, nogle for at
finde Plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte Vandring
udenfor. Oven over de blændende Illuminationslamper, de løvtætte
Lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte
Sværm hvælvede sig en klar, stjærnebesaaet Himmel, saa rolig og
majestætisk, som om den tilfulde havde Fornemmelsen af, hvor højt den
var hævet over denne Mylr af fornøjede Menneskebørn, der i Øjeblikket
aabenbart kun tænkte paa at nyde Aftenens flygtige Glæder lige til
det sidste Minut, naar Klokkeringningen for sidste Gang kaldte ud. --
Lidt afsides fra Strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende
Menneskemængde og i Læ af Skrænten, der førte op til det højere
liggende Terræn, havde nogle unge Mennesker fundet en hyggelig Krog,
hvor de havde slaaet sig til Ro omkring et Bord, hvis rigelige
Forsyning med Glas og Flasker røbede, at der ikke havde været Mangel
paa saadanne Bacchi Gaver, der besidde den værdifulde Egenskab at
kunne friske Sindet op samtidig med, at de fugte Ganen.
Der afholdtes et lille Symposion i Anledning af et fornøjeligt
Gjensyn, og det rundelige Offer til Bacchus var derfor ikke paa
urette Sted og kunde ikke heller forarge nogen Mo'ers Sjæl --
Totalafholdenhedsapostlene undtagne.
Man snakkede, lo, slog saa pludselig over i et alvorligt Æmne for
strax efter at vejre det hen med en lystig Skæmt.
Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige
Verden og vel ikke mindst glad over den smukke Aften, paa hvilken man
havde sat hinanden Stævne for at fejre Gjensynet med en hjemkommen
Ven.
Det var ham, der sad længst oppe i Hjørnet. Han havde lagt sin
bredskyggede Straahat ved Siden af sig paa Bænken, saa Vinden
uhindret kunde tage et Tag i hans Haar og bringe lidt Køling til
Panden, der i Øjeblikket saa en Smule varm og blussende ud. Hans
Ansigt var, hvad man med en noget vag Betegnelse kunde kalde kjønt;
det havde et aabent, venligt Udtryk, egnet til at vække Tillid og
Sympathi; men Trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre
udpræget Karakter.
Han sad i en skødesløs, tilbagelænet Stilling, med det ene Ben kastet
over det andet, aabenbart følende sig ganske overordentlig vel til
Mode, ikke blot i Følelsen af Øjeblikkets Velvære, men meget mere ved
en glad Bevidsthed om, at der laa en hel Del forude at glæde sig til
og kun ringe Ballast bag ved, som der var nogen Grund til at tynges
af paa Rejsen ind i Fremtidens forjættede Land.
Han var Aftenens Helt. Samme Dag var han kommen hjem fra en
Studierejse i Tyskland og Norditalien. Han havde set sig godt om --
saa godt, som de knappe Rejsepenge tillod -- faaet en hel Del bestilt
og hjembragte en utrolig Mængde Skitser, hvoraf i det mindste nogle
sikkert skulde blive til Billeder, der vilde indbringe ham baade Ære
og Penge i fuldt Maal.
Han var maaske lidt Sangviniker -- den unge Mand -- men paa samme
Tid en ærlig, sandhedssøgende Natur, der ikke skyede Arbejde for at
naa sit Maal. Lidt Idealist var han maaske ogsaa; han saa gjærne
baade Livet, Menneskene og sin Kunst i det bedste Lys; han troede
ubetinget mere paa det gode end paa det onde, og fik det sidste en
Gang imellem Magt over ham -- thi, ærlig talt, han var ingen Helgen
-- saa fortrød han det oprigtig en lille Tid, lovede sig selv dyrt og
helligt, at han vilde og skulde blive fornuftigere -- og syndede saa
igjen, naar det unge Blod paany ledte ham i Fristelse.
Saaledes var han, hverken værre eller bedre.
Og tilmed -- at han var, som han var, kunde han endda nærmest takke
sig selv for. Han kunde lige saa godt være gaaet i Spaanerne, thi
der havde i Grunden aldrig været nogen til at tage Vare paa ham. Han
havde ikke danset paa Roser fra Barnsben af. Sin Opdragelse og den
Smule Kundskaber, han havde, havde han selv været Mand for at skaffe
sig. Forholdene i Hjemmet havde kun været maadelige.
Hans Moder havde været en svag, lidende Kvinde, et af de stakkels
Væsener, hvis Liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har
Evne til at skabe Lykke hverken for sig selv eller andre.
Med Faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man
plejer at kalde et mislykket Geni; et forkludret Menneske, der paa
sin Vis havde Drengen kjær, men manglede enhver Forudsætning for at
kunne give ham noget, der kunde ligne Opdragelse. Gamle Bentsen havde
i mange Aar ernæret sig ved at male Skibsportræter, efter at han
omsider havde maattet opgive sine Forhaabninger om at blive Kunstner,
en Indbildning, som han havde levet paa saa længe, til han havde
forspildt baade sin egen og sin stakkels Kones Tilværelse.
Nu tog han sig i Mellemstunder et Glas for meget for at trøste
sig over de bristede Illusioner. Med Fortjenesten ved at male
Skibsportræter gik det kun smaat, og da hans Kone døde, tabte han den
sidste Rest af Energi. Det varede ikke længe, før Skolepengene for
Sønnen udeblev den ene Maaned efter den anden, og saa maatte Drengen
til sidst ud af Skolen.
Han var den Gang tolv Aar. Saa var det, at han begyndte at opdrage
sig selv. Der var en tidlig udviklet Ærgjerrighed hos ham, og det var
den, der holdt ham oppe. Han læste paa egen Haand, hvad han kunde faa
fat i, erhvervede sig paa den Maade en vis overfladisk og rigtignok
saare mangelfuld Dannelse, og for Resten hjalp han Faderen med at
male Skibsportræter.
Denne sidste Beskjæftigelse var det, som vakte Lysten hos ham til
at blive Kunstner. Han troede fuldt og fast paa, at han kunde naa,
hvad der var mislykkedes for hans Fader. Men paa Akademiet kunde han
foreløbig ikke komme; dertil var der hverken Tid eller Raad. Det var
paa dette Tidspunkt gaaet stærkt ned ad Bakke med gamle Bentsen; han
kunde knapt nok fortjene Føden til sig selv, langt mindre til dem
begge, og saa var der ikke andet for, end at Henning maatte paa
Porcelænsfabriken og male paa Kopper og Tallerkener i Stedet for paa
Lærred.
Der blev han i to Aar. I mer end én Henseende var det en stræng Tid
for ham. Han følte hos sig selv, at han kunde blive til noget, naar
han blot kunde komme til at udvikle sine Evner. Men ved at slide i
helt mekanisk Arbejde fra syv om Morgenen til syv om Aftenen for en
ussel Betaling, der til Nød kunde opholde Livet i ham og hans Fader
-- derved skulde han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid
gik de bedste Aar af hans Liv til Spilde, netop de Aar, da han
skulde lære noget. Tanken derom fødte tit Mismod og Bitterhed i hans
Sind, men det fik dog ikke rigtig Bugt med ham, fordi hans naturlige
livsfriske Gemyt holdt ham i den tilbørlige Ligevægt. Tværtimod
øgede det hans Modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne Øjeblikke
dæmrede der altid et Haab om, at han endnu kunde naa sine Ønskers
Maal og give den forhadte Fabrik Døden og Djævlen.
Saa kom endelig det første alvorlige Vendepunkt i hans Liv. Han havde
i al Hemmelighed malet et lille Genrebillede, der slet ikke saa' saa
ueffent ud trods dets aabenbare Mangler. Han havde længe spekuleret
paa, hvorledes han bedst skulde kunne indhente en sagkyndig Dom,
og omsider tog han den Beslutning at vise det til Inspektøren paa
Fabriken, der gik for at være en kunstforstandig Mand.
En Søndag Morgen indfandt han sig i Inspektørens private Bolig. Sit
Maleri havde han svøbt ind i et grønt Klæde og holdt det under Armen,
medens han med bankende Hjærte ventede paa at faa Manden i Tale. --
Inspektøren var en lille, vims Mand, der havde meget store Tanker om
sig selv, meget smaa om alle andre. Saa havde han ogsaa en halv Snes
Malerier, som han ansaa for en af de bedste Malerisamlinger i Verden.
»Naa -- hvad ønsker vi, lille Bentsen?« spurgte han med al den
Nedladenhed, der sømmede sig for en saa betydelig Mand.
Henning kom efter nogen Tøven frem med sit Maleri og sagde, at han
gjærne vilde høre Hr. Inspektørens Mening om det.
Inspektøren saa først paa Maleriet, saa paa Henning og endelig paa
Maleriet igjen. Dernæst bad han Henning tage Plads, og medens han
stadig holdt Maleriet i en Arms Længde ud fra sig, begyndte han en
meget lang Tale, hvis Begyndelse og Ende gik ud paa, at der ikke var
nogen større Ulykke for en ung Arbejder end at faa den fixe Ide, at
han var Kunstner. Det var den lige Vej til Fattighuset. Man skulde
blive ved det, man var, og være glad ved sin Lod i Verden. Henning
havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende Exempel i sin Fader. Var
denne bleven ved sin Profession, kunde han have været en velstaaende
Mand i Stedet for som nu at være et ulykkeligt Menneske.
Henning bad -- maaske lidt heftig -- Inspektøren om at sige ham, hvad
han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde høre
hans Mening.
Inspektøren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han
betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en
Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger:
»Naa, min unge Ven, De vil absolut høre min uforbeholdne Mening? Ja,
saa gjør det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er
absolut talentløst.«
Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig
op og vovede at spørge Inspektøren, hvormed han begrundede en saa
skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv
om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin
naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget
mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besøgt
Akademiets Skoler.
»Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst?« spurgte Manden.
Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle.
»Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at _De_ bliver aldrig Kunstner.
Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad,
jeg kan give Dem.«
Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brændte af Skam og Harme
over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde
man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv
være fordømt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og
Nelliker paa det samme Porcelæn Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom
alle de andre var bleven en gammel Hest i Trædemøllen?
Han følte sig saa modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og
trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin Skæbne? Saa
vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa
ud og svire hver Skilling op af den Ugeløn, han havde hentet den
foregaaende Dag.
Men disse Tanker varede kun saa længe, til han var kommen fra
Inspektørens Bolig ned i Porten. Saa tænkte han paa, om han da
virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et »mislykket
Geni« ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hænderne. Nej, og
atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke
hans Skyld, at man ingen Lærdom havde givet ham; at man ikke havde
prøvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet
ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Knøs, og sat en
Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde
vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prøve paa at blive
til noget, og blev Arbejdet end strængere derved, saa blev Æren
ogsaa saa meget desto større, hvis Lykken stod ham bi.
Haabet, som atter vaktes hos ham, strøg paa én Gang alle mismodige
Tanker bort. Han besluttede -- hvad han nu indsaa, at han skulde
have gjort fra først af -- at henvende sig til en »rigtig« Kunstner
og høre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa _han_ sagde, at
Arbejdet var talentløst, saa vilde han prøve paa at forsone sig med
sin Skæbne, men give tabt strax efter det første Nederlag -- det
vilde han ikke.
Denne Beslutning udførte han allerede den næste Dag og med mere Held.
Hans gode Stjærne førte ham til den rette Mand, og fra det Øjeblik af
kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den første, strænge Ungdomstid.
I den mellemliggende Tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind
i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den
første Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at
knække ham.
Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit første Billede udstillet,
gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand
til at gjøre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med
allehaande glade Forhaabninger. -- --
* * * * *
Selskabet i det lille hyggelige Hjørne var blevet mer og mer
animeret. Man havde opfrisket en hel Mængde fornøjelige Minder; nød
i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt
til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der
indtræder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet
afbrød den med de Ord:
»Lad os høre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og Æventyr, gamle
Dreng!«
»Aa, dem kan jeg fortælle jer en anden Gang«, svarede Henning. »Jeg
har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de
fleste Turisters Lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser I, og
for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top
til Taa.«
»Pokker heller«, udbrød en af Kammeraterne; »dit selvbeskikkede Hverv
som Alvorsmand beholder du vist ikke ret længe. Vi kjender dig nok,
du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!«
»Ja, det er vist«, tilføjede en anden. »Henning er absolut en af de
mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet
Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, -- hvad siger du,
Hans Frederik?«
Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung Mand, med noget støt og
sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige,
rødladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af stærk Sminke, lod
en paa Forhaand gjætte, at han rimeligvis maatte være Skuespiller.
Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Røst, der maatte lyde godt fra
Scenen, svarede han:
»Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: »Aanden er vel
redebon, men Kjødet er skrøbeligt«. For Resten er der alligevel mere
Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade være at friste
ham.«
»Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du
burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet
for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav
Theologien og gik til Theatret!«
»Ja, for oven i Kjøbet at blive en dydig Skuespiller!«
»En dydig Skuespiller er en Uting«, supplerede en anden. »Husker I
ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor Digter har sagt:
»Man selv maa Livsbedrifterne fornemme,
naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.««
»Saa, nu begynder, min Tro, Ørbæk ogsaa at lade det regne ned over
os med Citater. Hold din Mund, lille Ørbæk, og lad mig faa Ordet«
-- den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. -- »Jeg vil
bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner _maa_ skeje lidt
ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjøres -- og vi er jo enige
om, at det er Livets Øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler
Forudsætningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo -- -- --«
»Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere
Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og
Glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den smaa -- -- Skal vi to
gjøre en lille Afstikker -- hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.«
»Nej Tak«, svarede Henning leende. »I Aften maa du dyrke den Slags
Glæder uden mig; jeg gider ikke være med.«
»Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glæden, som
Hostrups Kobbersmed siger, skjønt Glæden slet ikke har sparket til
dig! Og maa vi saa høre dine Grunde?«
»Ja, dem skal du faa -- Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more
mig paa den Vis -- det er Sagen.«
»Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver
dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end Ørbæks.«
»Jeg synes, det er saa ganske ligefrem«, svarede Henning, denne Gang
helt alvorlig. »Naa -- vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium
af Lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver paa
at forklare dig det, men jeg skal dog gjøre det alligevel. -- Ser
du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det
saadan, at naar jeg føler mig glad, saadan rigtig hjærteglad, saa
kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke
oplagt til at begaa Daarskaber, som -- lad os være enige om det --
dog er os temmelig uværdige«.
»Det var en drøj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er,
som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du
est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke
varer længe, før du ender som velbestaltet Filister og Ægtemand. Og
saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle løse
Fugle.«
Og den unge Mand drog et dybt Suk, som om han følte den inderligste
Medlidenhed baade med sin egen Letsindighed og sin Vens
Standhaftighed. Men et Øjeblik efter tilføjede han:
»Og du gaar altsaa ikke med -- -- --?«
»Nej, Erik, det gjør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke
kalde mig en Heldøre. Jeg mener blot, at det er paa Tiden, at vi
bliver fornuftige.«
Henning rejste sig og tømte sit Glas.
»Og nu skal I allesammen ha'e Tak for i Aften; jeg har været rigtig
glad ved at træffe jer igjen og opfriske gamle lystige Minder. Følg
nu mit Exempel og lad os ende Aftenen lige saa honnet, som vi har
begyndt den.«
»For Pokker, du kan da gjærne følge med ned til Rydberg. Vi har jo
Tiden for os.«
»Nej, ikke i Aften, du,« lød Hennings Svar. »I ved jo, at jeg skal
paa Farten igjen allerede i Morgen. Jeg vil over til Fanø og male et
Studie færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg
tager afsted med Morgentoget.«
»Aa -- du er en rigtig Stivstikker. Nu var vi komne i saadan en god
Stemning, og saa spolerer du det for os til Slut med alle dine dydige
og moralske Forsætter.«
»Nej, vist ikke, det er ikke Hennings Skyld«, mente en anden. »Det
var Hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike.«
»Ja, lad os saa bare komme afsted!«
De vandrede leende og smaaskændende ud af Haven og skiltes udenfor
Porten. Henning vedblev at være døv for sin Kammerats Overtalelser,
og tilsidst delte Flokken sig i to Hold, hvoraf det ene drog ind
ad Byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og Hans
Frederik, fulgtes ad til den førstes Bopæl.