De vidt divergerende Former hos Stauderne, der rummer baade buskformede,
tæppedannende, opretvoksende og krybende, pudeformede og sivdannede
Planter, og deres vidt forskellige Krav til Livet, samlet sammen som de
er fra al Verdens Marker og Moser, Klipper og Skove, giver deres
Anvendelse en Udstrækning og en Alsidighed, som er ukendt inden for
andre Samfund af Haveplanter. Næsten enhver Tanke, der gælder
Haveudsmykning med Blomster, kan finde Udtryk gennem dette mangeartede
Materiale, og næsten hver Plet Jord, hvor andet forsager, kan klædes med
en eller anden Art Stauder.
_Rabatten_, det vil sige et langstrakt Bed, i Reglen langs med en Gang,
er vel det første og oprindeligste formelle Udtryk for Havens Udsmykning
med Blomster og er stadig den Form, som lettest lader sig underordne
Havens Plan og som bedst forener Glæden ved Besiddelsen og Betragtningen
af de enkelte Planter, men den rent dekorative Effekt. Rabatten er det
Grundlag, hvorpaa den rent umiddelbare Kærlighed til Blomsterne,
Liebhaveriet, Samlerglæden bedst kan mødes med den rent architektoniske
Stræben efter at skabe Skønhed af Helheden. Og den er ikke Udtryk for et
Kompromis, hvor de to i Reglen stærkt modstridende Sæt Interesser har
maattet slaa af paa Kravene for at mødes. Tværtimod byder Rabatten langs
en Gang den bedste Lejlighed til at betragte de enkelte Blomster, medens
paa den anden Side den vegetative Fylde bunden af Rabattens klare
enkelte Form bedre end nogen anden Blomsterdekoration formaar baade at
fremhæve og at underordne sig Havens Linier. Intet Under at man derfor i
England, hvor baade Liebhaveriet og Havekunsten har faaet sit højeste
Udtryk, altid har plantet Stauder fortrinsvis i Rabatter og har drevet
Kunsten at arrangere saadanne--rent æstetisk set--op til en her i
Landet ukendt Højde og forøvrigt ogsaa--som det altid gaar med den store
Iver--et godt Stykke ud over Maalet.
Staudernes Fejl, de enkelte Arters korte Blomstringstid, lader sig
lettest bekæmpe ved en Anvendelse af mange til forskellig Tid
blomstrende Arter, og denne Mangfoldighed lader sig igen lettest
beherske under Rabattens Form. I smaa Villahaver, hvor Gruppernes Antal
maa være begrænset, vil disse, der sjældent kan sammensættes af mere end
et Par Arter, lade Haven i alt for hyppige og lange Perioder være uden
Blomster, og Tyngdepunktet i Havens Udsmykning vil flyttes snart hid
snart did, eftersom de enkelte Grupper kommer i Blomst; ganske
anderledes med Rabatten, der i lang Tid viser Blomster og altid i hele
sin Udstrækning er til Pryd, saaledes at Ligevægten ikke forrykkes. Det
er paa Grund af Rabattens Velegnethed til netop at være den lille Haves,
Villahavens Form for Staudedyrkning, at dens Sammensætning og
Tilplantning--i Overensstemmelse med denne Bogs Plan--bliver Genstand
for en mere indgaaende Behandling end de andre Former for
Staudeanvendelse.
Ved Valget af Stauderabattens Plads maa der tages Hensyn til
Vækstbetingelserne (se under Staudernes Kultur), og til at Rabatten kan
komme til at tage sig saa meget som muligt ud til sin Fordel, set fra et
bestemt Punkt i Haven. Den ideelle Beliggenhed er saaledes, at Rabatten
fra vedkommende Punkt, det være sig nu Havens Indgang, Husets Veranda
eller et Lysthus, ses væsentligst paa langs; naar den ligger vinkelret
paa Synslinien, virker den selvfølgeligt langt mindre fyldigt; af samme
Grund er krumme Rabatter uheldige, og jo skarpere Kurven er, desto
mindre virker de. Den fordelagtigste Beliggenhed kræver endvidere, at
den ses mod Solen; Blomsterne drejer sig som bekendt næsten alle i meget
høj Grad efter Solen, og selv om denne Tilbøjelighed ikke gør nogen
særlig Virkning for den enkelte Blomsts Vedkommende, saa er en let
Drejning af en Rabats Blomstermyriader af mægtig Virkning, hvad enhver
vil kunne overbevise sig om ved en Sommerdag at betragte den samme Rabat
fra Nord og fra Syd.
Virkningen kan yderligere forøges, ved at Rabatten har en let Hældning
mod Gangen og mod Iagttagerens Standpunkt. Det vil naturligvis være
forholdsvis sjældent, at alt saaledes kan forenes til at skabe en saa
koncentreret Effekt set fra et Punkt, og det vil jo i Reglen ogsaa
betyde en Svækkelse af Virkningen iagttaget fra andre Steder af Haven.
Hvis Rabatten er dobbelt d.v.s. at to Rabatter flankerer en Gang, og
hvis de har samme Bredde og blomstrer samtidigt, saa vil en Beliggenhed
i Nord og Syd være meget at foretrække, eller maaske rettere udtrykt: to
symmetriske Rabatter bør--særlig naar de har Hække som Baggrund--ikke
lægges i Øst-Vest, idet den nordlige da vil opnaa meget større Glans end
den sydlige paa Grund af, at de højere Stauder og Baggrunden vil skygge
over Dele af den sydlige Rabat. Uligheden vil altid være følelig og
virke uheldigt. Naar Forholdene er ugunstige for symmetriske Rabatter,
bør man overveje Muligheden af en asymmetrisk Ordning. Hvis Gangen,
hvortil Rabatterne skal slutte sig, løber i Havens nordlige Del og i
Retningen Øst-Vest--det drejer sig naturligvis om en mindre Have--vil
det ofte være smukt at have en Hæk eller anden høj Baggrund bag den
nordligste Rabat, og saa beplante denne med væsentlig høje Stauder,
medens den sydlige Rabat beplantes med lutter lavere Planter og lægges,
uden Baggrund af Hæk eller andet, direkte op til Plænen. Alene en stærk
fremtrædende forskellig Bredde vil hjælpe over Ulemperne ved den
dobbelte Rabat i Øst-Vest Retningen. Hvis der ikke findes en Baggrund
for Blomsterne, men Rabatten føres tværs over en aaben Plæne eller
gennem en Køkkenhave, vil man, forudsat man undgaar større
sammenhængende Plantninger af høje Stauder, og der ellers ikke kastes
Skygger ind over Rabatterne, være ret frit stillet med Hensyn til
Beliggenheden i de forskellige Vindhjørner.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 9. Blandet Stauderabat,
tilplantet med stor Dygtighed.]
Belysningen af Rabatten maa være ensartet; hvis en Bygning eller et Træ
kaster Skygge over den ene Ende, medens den anden ligger i fuld Sol, vil
man faa en utiltalende Uligevægt i Blomstens Fylde og Glans. Denne
Ulempe kan modvirkes i ikke ringe Grad, naar der til de skyggede Pladser
vælges Stauder, der taaler at undvære Sol, men at træffe et saadant Valg
og faa det til at passe med de øvrige Dele af Rabatten, er ikke hver
Mands Sag.
Med Hensyn til Bredden, saa kan den variere fra en ganske smal Stribe
til en mægtig Bredde; kun maa der naturligvis være Forhold i Tingene,
for at en smuk Virkning skal naas. Billedet (Fig. 1) viser en mægtig
bred Stauderabat, der imidlertid staar i udmærket Forhold til Gangen og
til Hampton Courts vidtløftige Slotsfløj. Foruden de tilstødende Ganges
Bredde og hele Havens Karakter, maa selvfølgelig Forholdet til Længden,
d.v.s. det fra et Sted synlige Del af Rabattens Længde, tages med i
Betragtning. Selve Plantematerialet og Arrangementet deraf spiller en
stor Rolle ved Fastsættelsen af Dimensionerne, eller maaske snarere
omvendt; en urolig, stærkt vekslende Beplantning kan lettere fylde en
bred Rabat end et i Form og Farve monotont Arrangement. Af Hensyn til
Beplantningen kan en almindelig Sommer-og Efteraarsrabat ikke godt være
under 2 m bred, medens en Foraarsrabat kan være betydelig smallere paa
Grund af de i Reglen mindre Planter. Man er altid noget tilbøjelig til
at anlægge Gangene ved en Rabat lidt for smalle, man maa jo erindre, at
de, foruden deres egentlige Bestemmelse, tillige har den, at virke med i
Helheden, at danne en rolig Flade som passende Modsætning til al
Blomsternes overvættes Fylde og Liv i en vellykket Plantning. I Stedet
for en gruset Gang, kan man paa engelsk Manér have en græslagt Gang, men
en saadan kræver Vanding, Tromling og Maskinslaaning og i det Hele en
Pleje, som sjældent bliver danske Plæner til Del. Hvis dette i
Forbindelse med et omhyggeligt Jordarbejde ved Anlægget ikke ofres, vil
en saadan "Græsgang" hurtig blive grim og luvslidt. Rabatterne langs en
saadan Gang behøver ingen Afgrænsning eller Kant, hvad ellers enhver
Rabat maa have, med mindre den forreste Række Planter er lave eller
pudedannede Planter, der i sig selv danner en Afgrænsning mod Gangen; en
saadan Kant bliver dog ifølge Sagens Natur uklar og uregelmæssig. Kanter
kan dannes af en Mængde forskellige Stauder, idet de fleste lave
Planter, der beholder nogenlunde kønt Løv hele Aaret, eller i hvert Fald
hele Sommeren igennem, egner sig til dette Brug. Disse Kantplanter
kræver imidlertid en hyppig Omplantning for ikke at blive for brede og
uregelmæssige; mange af dem har ogsaa den Fejl, at Frosten borttager
Planter hist og her og derved bryder Rækken, og i det hele er Stauder
som Kant behæftede med den meget væsentlige Fejl, at de ikke trækker
Linien skarpt op. Hvor Rabatten bestaar af lutter høje Stauder, kan der
anvendes en Kantning af Smaahække af storbladet Buxbom, Bøg, Eg eller
Tax, Græskanter kan med passende Breddeforhold danne en flatterende
Ramme om Blomsterne, men de er vanskelige at vedligeholde og navnlig i
smaa Flader kommer Græsset sjælden til sin Ret og kan heller ikke
anbefales til almindeligt Brug. Lavendelkanter er noget helt for sig
selv; Lavendelhække langs Køkkenhavens Hovedgang er en af de meget faa
Traditioner for Planteanvendelse, som vi direkte har arvet fra vore
Oldeforældres Tid og Lavendelhække er i Kraft af den ekstra gammeldags
Charme, der omgiver dem, nu selvfølgelig tip-top moderne. De egner sig
dog egentlig kun sjældent til Kant om Staude-Rabatter og i hvert Fald
kun for Rabatter med ret høje, isoleret stillede Stauder (eller
Georginer). Den mest anvendelige og absolut bedste Kant, Planteverdenen
yder os, er almindelig Buxbom. Kulturen af Buxbom er den lettest mulige,
og den er aldrig for fremtrædende, som de blomstrende Kanter til Tider
kan være, den indskrænker sig til at fungere som Afgrænsning og gør
dette mere skarpt og mere klart end nogen anden plante. Buxbom vil være
den Kant, der under alle almindelige Forhold vil være at foretrække.
Hvor det drejer sig om en almindelig af mange forskellige planteformer
sammensat Rabat, det vil sige en Plantning, der vil være jo mere
vellykket jo større dens Frodighed og Fylde, dens Overdaadighed i
vekslende Former og Farver er,--gælder det netop at have en enkelt,
sober og klar Kant, hvilket igen vil sige, at en Stenkant vil virke
bedst. Netop Modsætningen mellem Indholdets, d.v.s. Staudevegetationens
uregerlige Fylde og den strenge lige Kantlinie er af den allerstørste
Virkning. Dette er ganske analogt med saa mange Tilfælde, hvor
Vegetation og Architektur mødes; enhver kender det ualmindelig smukke
Syn af Ranker, der hænger ud over en Havemur; det er Modsætningen mellem
Rankernes bløde, opløste Linier og Murens faste, haarde Konturer, der
tiltaler os saa umiddelbart. De mosgroede Sten og de vedbenddækte Mures
kendte Charme beror paa ganske det samme, i det væsentlige da. Man bør
derfor ikke ved Stenkanter være bange for at plante de yderste Planter
nær Kanten, saaledes at en eller anden pudedannende Plante kryber over
Kanten, og ej heller skal man, om en Staude bryder ud af Geleddet,
vælter sig frem i første Række og stikker Blomsterhovederne ud over
Kanten, straks være parat med Stokke og Bast. Paa den anden Side maa man
være forsigtig med ikke at arrangere noget saadant; den Slags Ting
ordner Naturen altid bedst selv. Mursten--maaske helst Munkesten
--anbragte enten i Løberskifte eller i Kopskifte danner en fortrinlig
Kant, og det er vel den eneste Art Stenkant, man her i Landet kan faa
for en rimelig Penge. De i Handelen værende lange, smalle Cementkantsten
er ogsaa gode, men mange Mennesker nærer jo en mærkelig Uvilje mod dette
fortrinlige Materiale. Hvis Forholdene ellers tillader det, saa danner
almindelige Fliser mellem to Rabatter paa samme Tid Kanter og Gang.
Virkningen er i Reglen meget smuk, hvad den derimod ikke bliver, naar
der anvendes een Række Fliser midt i Gangen; særlig naar Gangen er
stærkt rundet, ser det hæsligt ud, og Gangen danner ikke længere den
rolige ensartede Flade, som er ønskelig for at fremhæve Plantningen.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 10. Rabat med pudedannede
Planter og Stenkant i Forgrunden.]
Rabatten i sin enkleste Form bestaar kun af en Planteart, enten i samme
eller i flere Varieteter, og i denne Form er Rabatten egentlig kun en
langstrakt Gruppe og altsaa behæftet med Staudegruppernes Fejl:
Blomstringens Kortvarighed, der gør den mindre værdifuld for de ganske
smaa Haver. Det, der maa kræves af en saadan Rabat, er at Planterne i
saa lang Tid som muligt uden for den egentlige Blomstringsperiode ser
nogenlunde tiltalende ud, d.v.s. enten at de blomstrer sent--før
Blomstringen ser de fleste Stauder meget tiltalende ud--eller at de som
Pæoner og Lupin bevarer Løvet kønt længe efter Afblomstringen, eller
endelig, at de som Pyrethrum, Viola cornuta og Bellis remonterer hen paa
Sommeren. Der er enkelte Planter, der som Pæon og Pyrethrum egner sig
mindre godt for den sammensatte Rabat, og som derfor helst maa staa for
sig selv. Heldigvis har netop disse to Slægter et Par Arter, Pæonia,
albiflora og Pyrethrum roseum, der er saa uendelig rige paa Varieteter,
at en saadan Rabat kan oplives ved det rigeste Spil af Farvenuancer. Det
sidste Tiaar har bragt en Række Forbedringer paa baade Pyrethrums og
Pæonernes Omraade, som man ikke havde drømt om tidligere, hundredevis af
de pragtfyldte Sorter staar til Publikums Raadighed, og der drives i
England og Amerika en sand Luksus med disse Blomster, og der betales
ofte en Snes Kroner for Stykket af de nyeste og smukkeste Sorter. Man
kan trøstigt sammensætte disse Rabatter, som man lyster, alle Farverne
klæder hverandre udmærket. Dette gælder derimod ikke, hvis man danner en
Rabat af Phlox paniculata, der iøvrigt ogsaa egner sig til en
"Enartsrabat". Denne Plantes Sortiment spænder nemlig over et Par
Farver, blaalilla og skarlagenrødt, der ikke saa godt passer til de
øvrige; man maa her enten undgaa disse Farver eller mildne de værste
Sammenstød f. Eks. mellem lysviolet (Antonin Mercié) og brunligt purpur
(Reichsgraf von Hochberg) ved at strø rigeligt hvide eller meget lyse
Farver imellem, løvrigt skal man ikke være for ængstelig, der opstaar
ofte ganske uforvarende pikante Disharmonier, der virker pudsigt uden at
ødelægge Helheden. Det eneste, man skal undgaa--og det gælder næsten i
hele Staudeverdenen--, er at det rene skarlagenrøde (Phlox Dr.
Königshöfer), denne knaldrøde Pelargonie-Farve afstedkommer næsten altid
Ulykker.
Denne Rabat med kun en Art kan udvides til to, tre, fire og flere Arter,
der kan afløse hverandre. Eksempelvis kan en Pæonrabat gennemvæves med
Paaskelilier, men der maa ligge mindst en halv Snes Løg samlede i
Klumper. Naar disse blomstrer--det skal være af de tidlige Sorter--vil
Pæonerne netop staa med unge brune Spirer godt over Jorden og vil danne
en smuk Helhed sammen med de gule Narcisblomster. Til Afløsning af
Pæonfloraen kan der mellem Planterne lægges Lilier, Pæonernes Blade vil
da skjule, at Lilierne ofte er nøgne og visne paa det nederste Stykke af
Stilken. En saadan Rabat kan ligge urørt i en halv Snes Aar eller
længere uden at tiltrænge Omplantning, idet de tre nævnte Staudeslægter
hører til dem, der ikke ofte behøver Omplantning (se Kulturen). Iris, og
i det Hele alle Slægter med stort Farvesortiment, egner sig til den Art
Rabatter, idet Formens Ensartethed klæder Farvernes Vrimmel, og det
forholder sig næsten altid saa, at Farvevariationerne indbyrdes
harmonerer, Phlox danner som nævnt en Undtagelse.
Gamle Dages Stauderabat bestod gerne af en eller to Rækker Planter
anbragte med samme indbyrdes Afstand ligesom Knapperne i en Frakke; men
denne Maade, den ganske vist lader de enkelte Planters Habitus træde
tydeligt frem, har den Fejl, for det første, at den, grundet paa de alt
for faa Planter, ikke giver Rabatten nogen videre Betydning som
Udsmykning af Haven, og for det andet, at den lader den nøgne Jord se
alt for meget mellem Planterne. Mulden kan være smuk, naar den er
nyvendt, men naar den først er klasket af Regn og hvidnet af Sol, er den
alt andet end tiltalende, og man foretrækker da ogsaa nu i Almindelighed
at følge Naturens Eksempel og altid lade Vegetation dække Mulden; den
kan jo kun holdes nøgen ved Arbejde og i Naturen finder man Klipper og
Sten og Sand nøgent, men aldrig udækket Muld, i hvert Fald er det da
dækket af Løv. De nævnte gammeldags Rabatter egner sig bedst til
videnskabelige Plantesamlinger, hvor en stræng Sondring mellem Planterne
er nødvendig, og hvor det dekorative Moment kommer i anden Række.
En af de største Fejl, der kan begaas ved Ordningen af Blomsterne i en
Have, er at sprede dem jævnt over hele Haven, dels er det upraktisk, og
dels gaar næsten al dekorativ Virkning tabt; det gælder fremfor alt at
koncentrere saa meget som muligt. Hvis man har mere end en Rabat, eller
hvis Ejendommen kun bebos en Tid af Aaret, kan man mangedoble
Blomsternes dekorative Effekt ved i den enkelte Rabat at samle Planter,
der alle blomstrer samtidigt og saaledes i nogle faa Maaneder
vedligeholde et forstærket Flor.
De egentlige Stauder overvintrer jo i Reglen ikke noget videre af deres
overjordiske Del, og det ligger derfor i Sagens Natur, at alle de
Planter, der bærer Blomsterne højt til Vejrs paa lange Stilke, maa have
en vis Tid til at udvikle sig, og derfor vil man ogsaa se, at næsten
alle høje Stauder er ret sildigblomstrende, medens de foraarsblomstrende
i Reglen bestaar af lavere Planter, heraf følger at en Foraarsrabat i
Blomst fra April til Juni lettest fremstilles som en lav Plantning af
alle mulige "alpine", krybende og pudedannende Planter, medens en
sommerblomstrende lettest dannes af mellemhøje og en Efteraarsrabat af
meget høje Stauder; der findes dog en Mængde Undtagelser fra denne
Hovedregel.
En lav Foraarsrabat kan, af Hensyn til den Vækstejendommelighed ved de
pudedannede Planter, at de blomstrer rigest paa Pudens Sider, ikke
plantes helt tæt; man vil staa sig ved at lade de enkelte
Plantegrupper--hver "Pude" maa selvfølgelig i Overensstemmelse med den
almindelige Regel for Staudeplantning bestaa af en lille Koloni af
Planter--mere eller mindre isolerede, selv om man for Afvekslings Skyld
af og til gør Brud paa denne Regel og endda lader et Par Arter blande
sig mellem hverandre. Den frie Plads, der opstaar mellem
Plantegrupperne, er det ikke let at udfylde. Man kan lade den graa
Antennaria brede sig som et Tæppe i Mellemrummene, men det vil, da dette
Tæppe stadig skal klippes og navnlig ikke maa genere Rabattens egentlige
Bestand og derfor maa holdes i Ave, foraarsage et stort
Vedligeholdelsesarbejde. Bedre er det at anvende Sten, saaledes at
Rabatten bliver et "Stenbed" af Lighed med dem, der anvendes i
Gartnerier til Udskoling af "Stenhøjsplanter" og forsyne dem med større
eller mindre Sten, trykkede let ned i Jorden. Rabatten bør i saa Fald
helst ligge rigeligt over Gangen og være noget oprundet mod Midten. De
hvide Skærver, som faas ved Kalkbrud, kan ogsaa anvendes i deres
forskellige Størrelser, og skønt det vist aldrig har været prøvet, er
Forfatteren tilbøjelig til at tro, at et Lag groft Grus over Jorden vil
være anvendeligt, i hvert Fald at foretrække for den nøgne Jord, der som
nævnt ovenfor kun i ny behandlet Tilstand er smuk. Dette Foraarsflor
skal i Reglen have megen Sol og helst ligge paa et ikke fugtigt Sted,
udsat for frisk Luft; er Forholdene anderledes, kan man dog af Primula,
Aurikler og mange Slags Løgvækster danne en tilsvarende Rabat, der
taaler lidt Skygge og mere indelukket Luft.
Paa Grund af Planternes lave Vækst, bør en saadan Rabat selvfølgelig
ikke have den Bredde, som vil være passende for højtvoksende Blomster,
O,5 à 1,5 Meter vil under almindelige Forhold danne henholdsvis Minimums
og Maximums Bredde. I Resten af Aaret ser de fleste af disse
Foraarsplanter nydelige ud, naar de da ellers behandles rigtig med
Afskæring af visne Blomster o.s.v., idet mange af dem er Planter, der
som Ajuga, Aubrietia, Iberis, lave Phlox, Arabis, Alyssum o.s.v.
beholder deres Løv uskadt, og endogsaa med de mange brunlige, graalige
og grønne Schatteringer danner det sarteste Farvespil, naturligvis af en
hel anden Karakter end den, der udfoldes under Blomstringen, men ofte af
en blid Ynde, der en solet Efteraarsdag kan virke ganske betagende.
Med en Beplantning af Juli-og Augustblomstrende Stauder, en
Skærsommerrabat, kan man med Delphinium i Hovedrollen vel nok fremstille
den mægtigste Virkning, der overhovedet kan naas med Blomster; men en
saadan Rabat har den Fejl, at den efter Afblomstringen ser grim ud, og
den vil i Almindelighed kun være at anbefale, hvor der findes adskillige
Rabatter eller tilstrækkelige gartneriske Hjælpemidler, saaledes at der
kan dyrkes et Sæt Chrysantemum og Aster Amellus, der i Slutningen af
August kan henplantes i Rabatten og fortsætte Sommerens Flor. Ejere af
Sommerhuse, der kun bruges i Ferien, vil naturligvis netop have Glæde af
en saadan Plantning.
Til mere almindeligt Brug, eller rettere til Brug i det videst mulige
Omfang, egner sig derimod en Rabat sammensat af baade Sommer-og
Efteraarsblomstrende Planter, idet den kan holdes i Flor lige til Frost
og Væde lægger alt øde. I Tiden indtil St. Hans vil en saadan Rabat
aldeles ikke virke skæmmende, selv om den er ganske uden Blomst, idet
netop disse unge spirende, saftspændte Planter er i Besiddelse af en
frisk og løfterig Skønhed, som de samme Planter ganske savner efter
Blomstringen.
I større Haver og under større Forhold vil en bred Rabat af
Efteraarsasters og sildige Gyldenris, Chrysantemum og andet
sildigtblomstrende Materiale være til stor Glæde, navnlig hvis vi er saa
heldige at faa et sommerligt Efteraar, ellers er disse i Meget sildige
Blomster her i Landet ofte tilbøjelige til at "snadske" væk i de lange
Nætters Regn, uden at den magtesløse Sol formaar at live dem op igen om
Dagen; især er det slemt naar Rabatten ikke ligger frit, hvor Sol og
Vind kan tørre lidt paa Blomsterne. Ogsaa i den almindelige Sommer-og
Efteraarsrabat skal man give Afkald paa det allersildigste, ellers vil
Rabattens sidste Dage blive et altfor langvarigt og pinligt Farvel til
den svindende Sommer.
Naar man paa en Gang skal naa to Maal, en fri, let og malerisk
_Gruppering_, saaledes som det nu en Gang bedst klæder dette
Blomstermateriale, og paa den anden Side opnaa en vis Ro og Orden i
Fordelingen, en vis Ligevægt, saa bliver det selvfølgelig som ved de
fleste æstetiske Spørgsmaal en Sejlads mellem Scylla og Karybdis med
Fare for at styre for nær skematisk Stivhed paa den ene Side og planløs
Uorden paa den anden.
Bestaar Rabatten kun af faa Arter, saa er Fordelingen selvfølgelig
ganske ligetil: den bør være jævn og ensartet, hvis man derimod, hvad
der i Almindelighed vil være Tilfældet, sammensætter sin Rabat af en
Mængde af Stauderigets Slægter, bliver Fordelingen vanskeligere. Den bør
ske under tre Hovedpunkter: Blomstringstid, Vækst og Farve.
Med Hensyn til Blomstringstid er der næppe delte Meninger om, at kun en
Vej er den rette, nemlig at fordele de Blomstringstider, som Rabatten
spænder over, saa jævnt som muligt over hele Længden. Man vil næsten
aldrig paa dette Omraade løbe Fare for at faa Fordelingen altfor
omhyggelig, idet Planterne i saa Henseende dels er meget forskellige de
forskellige Aar og dels i Løbet af deres Alder forskyder
Blomstringstiden lidt, men næsten alle i forskellig Grad. Hvad
Fordelingen efter Vækst angaar, saa er Spørgsmaalet her vanskeligere,
idet man her, hvis man er nøje kendt med sit Materiale, kan løbe den
Risiko ved en for omhyggelig Opstilling, at berøve Rabatten det Liv som
Planternes store Formrigdom kan give. At de store Planter i
Almindelighed skal bagest og de smaa forrest følger af sig selv, ellers
vilde de jo skjule hverandres Blomster og væsentlig forringe
Vækstbetingelserne for de lavere Planter. Naar det ikke overdrives vil
det være af fortrinlig Virkning af og til at gøre et rask Brud paa denne
Hovedregel og lade en mellemhøj Plante af karakteristisk Vækst, f. Eks.
en Kniphofia eller en Yucca blive anbragt nær Kanten. Alle Slags
Planter, som Chelone, Campanula persicifolia og andre, hvor den
egentlige Plante er en lav Roset, og som kun opnaar deres Højde ved
selve Blomsterstilkens Længde, egner sig ogsaa til fremskudte Pladser;
hvorimod Planter med Tilbøjelighed til at blive visne og nøgne forneden,
som Althæa, Aconitum, visse Delphinium o. fl. naturligvis ikke maa
rykkes frem, men maa skjule deres Fejl i de bagerste Rækker. Planter,
der har en lidt rund Vækst, som Anthemis Kelwayi, kan ogsaa
undtagelsesvis faa Lov at vælte sig ud over Kanten. Der kan fremkaldes
Variation i Rabattens Indre, ved at man f. Eks. lader en stor Gruppe
Phlox paniculata, som en vældig Bug nærme sig Forgrunden paa et Sted,
hvor Plantningen ellers er holdt ganske lav. Forsidens lave Planter kan
man lade skyde Fjorde ind mellem de høje Planter og endogsaa lade dem
nærme sig Baggrunden, naar ellers Naboernes Habitus tillader dette. Alle
disse nævnte Tilfælde bor være Undtagelser, og Hovedreglen bør være den
naturlige, at de høje er bagerst og de lave forrest. Man skal nødig
anvende en Art, der rager paafaldende op over de andre; i saa Fald maa
den da plantes gentagelsesvis flere Gange, dog ikke med nøjagtigt
ligestore Mellemrum og heller ikke i ganske nøjagtig samme Antal i hver
Gruppe.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 11. Fra Bredden af Dammen i
det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
Anvendelsen af kun en Plante paa hver Plads var en af Hovedfejlene ved
Staudeplantningen i tidligere Tider og er det tildels endnu. Man kan
nemlig aldeles ikke vente nogetsomhelst andet end et ret trøstesløst
Resultat af en Rabat, hvor Planterne ikke er anvendte flere af hver
samlede i Smaagrupper eller Kolonier. Det er en Egenskab ved Stauder--og
det gælder vistnok for næsten al Blomsterdekoration--at først i Flok
formaar de at yde en vis Virkning. Man ser da heller aldrig Begonier,
Lobelia eller andre Udplantningsplanter anvendte enkeltvis; hvorfor man
har negligeret denne fundamentale Regel for Staudernes Vedkommende, naar
den er bragt i Anvendelse for Sommerplanternes, er egentlig
ubegribeligt; maaske skyldes det Liebhaveriet. Imidlertid er det jo
meget, tilladeligt, om man ogsaa paa den Maade øger Variationen, at man
her og der planter en enkelt Plante af een Sort. Grupperne eller
Kolonierne maa nødig i for høj Grad blive lige store, bør ikke heller
være for kompakte eller runde; tværtimod vil en lidt langagtig Gruppe,
der i sine Ekstremer opløser sig lidt, saaledes at Nabogruppernes
Forløbere kan finde en Plads i dens Udkanter, ofte være det heldigste;
man beholder paa den Maade den Virkning, som Massen frembringer og
undgaar det klumpede i Arrangementet. Den Færdighed, der skal udøves ved
Tilplantningen af en Rabat, er den samme, som den maa besidde, der skal
binde en Krans eller pynte en Vase smukt og frit, kun at den, der
planter Rabatter, gaar og arbejder med nogle ret ensartede og uanselige
Rodklumper og Smaaplanter, hvis fremtidige Vækst og Farvepragt han maa
nøjes med at genkalde i Erindringen. For at kunne gøre det med blot
nogenlunde Sikkerhed, kræves der baade et solidt Plantekendskab og en
klart arbejdende Fantasi, der ved Synet af en Etikette med et latinsk
Navn nøjagtigt genkalder Billedet af Planten paa de forskellige
Udviklingstrin, Det er selvfølgeligt meget vanskeligt, og det er da
ogsaa en Trøst for os alle, at det vist er grumme faa Mennesker, der kan
tumle med et saadant Fantasistof, og det er en anden og bedre Trøst, at
Naturen er saa uendelig barmhjertig; naar Mennesken blot gør lidt og
viser den gode Vilje, saa gør den Resten, saaledes at Resultatet i
Reglen bliver godt.
Ikke mindst ved en Foraarsrabat af lave og pudedannende Planter maa man
netop paa Grund af Staudernes Lavhed og ofte kompakte Form passe paa
ikke at danne en Række ensartede, runde Klumper. Aflange Kolonier, helst
lagte saaledes, at deres Længdeakse danner en spids Vinkel med Rabattens
Kanter, og saaledes at de kun undtagelsesvis støder direkte op baade til
Forkant og Bagkant, vil være at foretrække, idet Rabatten ellers let,
set paa langs, kommer til at se ud, som om den var afdelt i Striber paa
tværs. For alle de blandede Grupper gælder det, at der skal være store
Flager af Farver, ellers gør den ingen Virkning i sin Helhed, men den
bliver selvfølgelig saa meget mere værd, om man mellem denne
Hovedbestand har drysset enkelte Planter der, efter at man har nydt
Skuet af Rabatten i sin Helhed, kan fremkalde en fornyet og dybere
Interesse ved en Betragtning i Detailler. Hvis der ikke er Stof til et
saadant Detailstudium, vil Rabatten let for et mere kultiveret
Havepublikum reduceres til et havearchitektonisk Paradenummer. Mange
Blomster er jo interessante og vidunderlig skønne, selv om de mangler
den Intensitet i Farven, der gør dem egnede til at være Bærere af den
store Virkning, "Fjernvirkningen"; dette gælder f. Eks. mange Blomster,
der ikke er ensfarvede, men danner en Kombination af Farver; saadanne
staar man sig ved at anvende for "Nærvirkning".
Naar man i en ellers velgrupperet Rabat fordeler Farverne jævnt i en
ikke for smaalig Blanding, vil man i Reglen opnaa en malerisk og munter
Farvesymfoni, som vil glæde de fleste Mennesker, fordi de fleste
Blomster nu engang klæder hverandre ret godt. Denne umiddelbare Glæde
over de uordnede Farver betragtes imidlertid i England, Stauderabattens
Hjemland, i vide Kredse som Tegn paa en aldeles ukultiveret Smag. Man
betragter den Art Rabatter som et overstaaet Stadium, og man har søgt at
anlægge et mere artistisk Synspunkt for Farvernes Fordeling. Man har
tilplantet Rabatter i kun en Farve i forskellige Nuancer og Grader; f.
Eks. Orange schatteret af hen imod Gult til den ene Side og Skarlagen
til den anden, eller Rabatter af kun to Farver, f. Eks. Hvidt og Blaat
(man undgaar dog saa gerne det rene Blaa, som det findes i Anchusa og
visse Delphinium, idet det kun vanskeligt staar vel til det mere
violetblaa i de øvrige blaa Stauder: Lupin, Campanula o.s.v.). Man har
ogsaa taget Hensyn til Bladenes Farve og dannet Sammensætninger af
udelukkende graabladede Planter eller i hvert Fald af Planter med
graagrønne Blade; man har endogsaa været saa langt ude i Effektjageriet,
at man planter Rabatter af Planter med graaligtfarvet Løv og udelukkende
hvide Blomster, de saakaldte "Maaneskinsrabatter", der i den Belysning
eller ved elektrisk Lys skal være meget ejendommelige. I en stor Have
kan man jo nok tillade sig den Art Eksperimenter, men de er jo uden
Interesse for en almindelig dansk Villahave. Mere interessant og som Ide
sundere er en Sammenstilling af Planter, der har et ensartet
Hjemmestedspræg, f. Eks. se ud som om de havde hjemme paa særlig tørre
Steder. Planter som Gypsophila, Eryngium, Echinops, Statice vilde være
anvendelige i saadanne Tilfælde. Denne Følelse for det fysiologisk
Samhørige er forstaaelig og naturlig; det maa indrømmes, at for den, der
blot har noget Plantekendskab og Øje for Planter i det hele taget, er
der noget utiltalende og tvungent i at se Planter med udpræget
Mosekarakter jævnsides med Planter, der bærer Strandvegetationens Præg.
Det er denne Følelse, der som ovenfor berørt er bærende i den
nylandskabelige Retning i Havekunsten.
Det absolut ejendommelige Udtryk, som denne forfinede Kultivering af
Farvefordelingens Kunst har faaet, er imidlertid "Regnbuerabatten", det
vil sige en Rabat, hvor Planterne er arrangerede efter Farve, saaledes
at disse er ordnede i en bestemt Rækkefølge.
[Illustration: Fig. 12. Stauderabatter i Hellerup Strandpark.]
Den tidligere nævnte Dame, Miss Gertrude Jekyll, har behandlet dette
Emne udførligt baade i Bøger, Tidsskrifter og i Praksis, og navnlig
Gartnerfirmaet J. Kelway & Son i Langport, et førende Firma paa
Staudernes Omraade, rimeligvis det betydeligste i Verden, har med
kunstnerisk Bistand sammensat disse Regnbuerabatter i alle Størrelser og
passende til alle Jordbunds- og Klimaforhold, og saadanne Rabatter for
endelig er det hele gennemvævet af Bladenes Grønt. De forskellige
Udviklingstrin, Planter gennemgaar, gør jo endvidere enhver Beregning
vanskelig. Det drejer sig ved en Stauderabat kun sjældent om jævne
Flader, som ved de nævnte Gruppeplanter, d.v.s. Udplantningsplanter,
hvis Form sjældent gør sig saa meget gældende. Staudernes rigt
varierende Former giver yderlig stærkt bevægende Flader, om dette Ord
overhovedet kan anvendes.
Disse engelske "artistic Borders" har i høj Grad Krav paa Studium, idet
de sikkert kan virke befrugtende og idegivende ved Planlæggelsen af en
Rabatbeplantning, men en direkte Efterligning vil afgjort i første
Omgang skuffe, og kun en ihærdig og aarelang Eksperimenteren og Flytten
omkring med Stoffet vil give et Resultat. Omstaaende Plan (Fig. 13) er
dannet udelukkende af de forholdsvis faa i denne Bog nævnte Sorter.
Ved Valget af et eller andet Beplantningsprincip maa man dog naturligvis
erindre, at man gør klogest i i sin Have at ordne alt, som man selv
synes, og som man selv har Glæde deraf uden at tage Hensyn til Regler,
der gælder for Folk med helt andre Forudsætninger baade for at kunne
udføre Planen og for at kunne nyde Resultatet.
[Illustration: Fig. 13. En af de saakaldte "Regnbuerabatter", hvor
Planterne er ordnede efter Farver. Rabatten er m 48 X m 3. Navnene er
forkortede. Rabatten er kun sammensat af Planter, der er blandt de her i
Bogen nævnte. Se Side 34]
For at give en praktisk Anvisning, der direkte kan følges af Folk med
blot noget Begreb om Planter og under normale Forhold, skal nedenfor
fremsættes de i Virkeligheden meget simple Principper, hvorefter en
Sommer-og Efteraarsrabat, som den er vist paa Figur 7, er plantet. Med
Hensyn til Fordelingen efter Aarstid og Vækst er fulgt de ovenfor
fremsatte Regler, og Farverne er fordelte jævnt over hele Længden, idet
dog de "ledende" Planter er valgt i Hovedfarverne. Rabatten deles i
mindre Dele paa f. Eks. en halv Snes Meters Længde, og i hvert af disse
plantes en Gruppe af Delphinium, der dog ikke i hver Sektion eller Fag
ligger nøjagtigt paa samme Sted, men lidt varierende, saaledes at
Afstanden ikke bliver nøjagtigt den samme. Selve Gruppen varierer
ligeledes, saaledes at den ene er lidt større end den anden og saaledes,
at den ene springer lidt mere frem end den anden. De bør heller ikke
bestaa af een Varietet, men hver Gruppe af et Par forskellige Varieteter
af forskellig Højde og Vækst og Farvenuance; de høje dybblaa vil være
lidt mere fremtrædende i en Gruppe, de lavere og lyseblaa i en anden
o.s.v. Derefter planter man i hver af Rabattens Sektioner en Gruppe af
lyserøde Phlox, varierer Gruppernes Plads, Størrelse og Sammensætning af
Farvenuancer lidt paa samme Maade, som nævnt ovenfor. De andre ledende
Grupper kan være Chrysanthemum indicum Varieteter, Solidago o.s.v. Naar
der paa denne Maade er givet Rabatten en vis Struktur, et Skelet, kan
den resterende Plads let udfyldes med andre Planter, uden at man behøver
at gøre sig større Bekymringer, thi det vigtigste af alt ved
Fordelingen, d.v.s. Ligevægten, opretholdes af de ledende Planter, der
dominerer i Kraft af deres Antal og iøjnefaldende Skønhed, og som
afløser hverandre som Bærer af en vis rythmisk Inddeling, der sikrer, at
Rabatten i hele sin Udstrækning til enhver Tid er i nogenlunde samme
Grad smykket med Blomster. Det kan paa denne Maade ikke undgaas, at en
enkelt Farve vil blive den dominerende i en bestemt Tid. I Juli vil de
blaa Delphinium herske, i August de røde Phlox, der afløses af alt det
meget Gule, der blomstrer i Sensommer og Høst, og tilsidst vil Aaret
sluttes af med Asterssorternes mange lilla Nuancer, som den dominerende
Farve. Dette særlige Præg for hver Aarstid er saa langt fra en Ulempe,
at det netop er et Udtryk for Staudeplanternes større Værdi i
Sammenligning med Udplantningsplanter og Roser.
Med en saadan rythmisk Gruppering er Rabatten med de høje Stauder i
Anlægget ved Hellerup Lystbaadehavn tilplantet, (Fig. 12) og efter alt
at dømme vil den blive af god om end ikke særlig fin Virkning, og paa
den Maade vil sikkert de fleste, naar de har skaffet sig noget Kendskab
til Stoffet, lettest faa arrangeret en Rabat. Om et Par Planter her
eller der misklæder hinanden, er ganske uden Betydning, og lader sig let
ordne et følgende Aar. Der er egentlig kun én Farve, man skal være
forsigtig med, det er som før nævnt den ren
skarlagenrøde--Pelargoniefarven som den findes i enkelte Phlox og hos
Lychnis--denne knaldrøde Farve har en egen Ævne til at gøre sig uheldigt
gældende og falder udenfor Staudernes egentlige Farvegebet.
Ligesom Spørgsmaalet om Grupperingen i en Rabat under Hensyn til de tre
Hovedmomenter--Vækst, Blomstringstid og Farve--egentlig kun rummer
Vanskeligheder ved Rabatter sammensatte af mange Arter, saaledes rummer
ogsaa Spørgsmaalet om _Planteafstanden_ kun Vanskelighed i den Art
Tilfælde. Hvor der kun anvendes to eller tre Plantearter, der vil, selv
om Varieteternes Antal er aldrig saa stort, Planteafstanden naturligvis
være den samme i hele Rabatten og vil let kunne fastslaas for den
enkelte Art. Ved den artsrige Rabat kan der derimod slet ikke opstilles
almindelige Regler; man maa kende hver enkelt Arts Voksemaade og
derefter tildele den Pladsen. En Ting er i hvert Fald nødvendigt, der
maa plantes tæt, langt tættere end man sædvanligt ser, og tættere, end
hvis det gjaldt om at opnaa saa velkultiverede Eksemplarer som muligt.
Den her omhandlede Beplantningsmaade har--selv om det selvfølgelig ikke
drejer sig om en Imitation af Naturen--dog i mangt og meget sit
Forbillede i den vildtvoksende Plantebestand og søger at bibeholde
Plantens naturlige Vækst og at lære af den yndefulde Maade, hvorpaa de
indbyrdes grupperer sig. Noget af det mest iøjnefaldende ved
vildtvoksende Planter er, at de staar tæt, d.v.s. at Jorden mellem dem
slet ikke ses; Klipper, Sten og nøgne Sandbrinker ses, men aldrig
Mulden; det er imod dens Natur at være udækket. Man skal derfor altid
lade lave og krybende Planter dække Bunden i Rabattens Forgrund, bagved
behøves det ikke, og det vilde ogsaa i altfor høj Grad besværliggøre
Arbejdet, om al Jord var dækket med Planter. Ved brede Rabatter skal der
endogsaa helst løbe en Sti, en couloire de service, hvor man kan færdes
under Arbejdet. En saadan Sti kan ogsaa løbe mellem Rabatten og
Baghækken, saa denne kan faa Lys forneden og blive klippet. Hvis en
Rabat udelukkende bestaar af høje Stauder, og der foran er en Kant af
Buxbom, vil man ofte gøre klogt i at plante en indre Kant af Ajuga eller
Cerastium, der holdes i Ave med Saksen paa den mod Buxbommen vendende
Side, men faar Lov at løbe frit ind imellem de forreste Planter, paa den
Maade kan Buxbomkanten skaanes for en altfor generende Nærhed af store
graadige Planter.
For at der ikke ved en Plantes Henvisnen og Nedskæring skal opstaa et
Hul, bør man beregne det saaledes, at de mere tidligtblomstrende Planter
anbringes paa en i Forhold til deres Højde noget tilbagetrukken Plads;
paa den Maade skjules de lettest af senere blomstrende Naboer.
Alle Stauder, der har en uregerlig navnlig halvslyngende Vækst som
Galega Hartlandi og Clematis recta bør helst udelukkes af en almindelig
Rabat; de passer bedre i "the wild garden" end i Rabattens velordnede
Samfund.
Naar en Rabat er beregnet paa mange Maaneders Flor, maaske fra April til
November, vil der ifølge Sagens Natur fremkomme bare Pletter, hvor en
Gruppe Stauder er afblomstrede, maa man derfor paase, at Planter, der
efter deres Blomstring ser grimme ud, ikke plantes i for store udelte
Grupper, men mellemplantes med sildige Arter. I en Rabat med lang
Blomstring kan man, hvor omhyggeligt man end ordner alt, dog ikke
undvære Supplementsplanter, der i Løbet af Sommeren hjælper
Hovedbestanden med at holde Rabatten i tilfredsstillende Flor; nedenfor
skal nævnes nogle af de Planter, der bedst egner sig til dette Brug.
Mange af de eetaarige Planter, der saas direkte paa Blivestedet, er
ganske fortrinlige Supplementsplanter og dertil særlig lette at have med
at gøre. De skal saas i umiddelbar Nærhed af de foraarsblomstrende
Stauder, de kan saa ofte sprede et helt Blomstertæppe over disses
nedskaarne Stubbe. Blandt de allerbedste er de saakaldte Shirley
Valmuer, (Papaver Rhoeas), Godetia, Salpiglossis og Nigella, alle
velkendte og meget smukke. De spirer villigt, naar de saas i Slutningen
af April og dækkes ganske let med Jord og skaanes for Udtørring,
saalænge Spiringen finder Sted. I Reglen kommer Planterne tæt op, og maa
da gerne udtyndes meget.
[Illustration: Kelway & son, Langport Fig. 11 Shirley Valmuer; etaarige
Planter, der saas mellem Stauderne til Supplement.]
I et Reservebed kan der dyrkes adskillige toaarige Planter, der, saaede
og priklede den foregaaende Sommer, om Foraaret vil være tjenlige til at
henflyttes i Rabatten og udfylde Mangler ved denne. Blandt de bedste
regnes Campamila Medium i blaa, hvide og navnlig smukke lyserøde Farver.
Gyldenlak baade brune og gule. Oenothera Lamarckiana, o. m. a. Paa et
saadant Reservebed kan der med suppleringen for Øje dyrkes en Mængde
Stauder, naar blot det er Planter, der taaler at flyttes i en mere
fremskreden udvikling. Chrysanthemum indicum varieteterne egner sig
særlig godt til dette brug, dels fordi de taaler at flyttes i Knop (ikke
saa godt inden Knopdannelsen har fundet Sted), og dels fordi den sildige
Blomstring gør, at der er særlig mange Huller at fylde, naar
Chrysanthemum staar i Flor. Under større Forhold, hvor den
tilstrækkelige gartneriske Hjælp er tilstede, kan denne Supplering af
Rabatterne finde Sted i udstrakt Grad ved Hjælp af Reservestauder,
dyrkede i Staaltraadskurve. Ved disses Hjælp kan næsten alle Arter
Stauder flyttes til enhver Tid. Almindelige Udplantningsplanter, som
findes i Handelen er naturligvis det bekvemmeste Materiale at anvende
for den almindelige Villaejer, og mange af disse Planter egner sig ogsaa
udmærket til at stoppe Huller med; men det maa naturligvis være Planter
med "Staudekarakter", saaledes vil Pelargonier og Begonier ikke gøre
Fyldest, mens derimod almindelige Margueritter, Verbena (særlig Arten
venosa), Cuphæa, Agathæa, Antirhinum, Gazania, Pentstemon, Salvia patens
og mange andre er fortrinlige. De lave Dværgtropæolum har den Egenskab,
at de i den kraftige Rabatjord bærer Blomsterne under Bladene, saa at de
skjules, hvorfor disse Varieteter af Tropæolum er uanvendelige til
Supplering i kraftig Jord. Af andre fremmede Planteelementer, der under
visse Forhold kan faa Plads i Stauderabatten er Georginer, særlig de
opretvoksende Pompongeorginer, baade de yndefulde smaablomstrende og de
moderne, storblomstrende engelske Pompongeorginer. Almindelige
Kaktusgeorginer egner sig ikke til dette Brug. Lathyrus
"Ærteblomsterne"--Sweet Peas--har jo den særlige Ævne at dele
Havevennerne i to Lejre, enten kan Folk ikke døje at se og lugte dem,
eller ogsaa kan de slet ikke undvære dem. Hvem der har det paa den
sidste Maade, men ikke har meget Plads, kan særdeles vel anvende dem i
en Stauderabat; baade Farver og Habitus passer smukt ind mellem Stauder,
men de volder nogen Ulejlighed ved at visne Blomster og Bælgene stadig
skal afpilles, ellers bliver det hele en stakket Glæde.
Ligesaa fejlagtigt det vilde være ganske doktrinært at holde sig til den
rene Staudebestand med Udelukkelse af de nævnte Supplementsplanter og
ved ikke i givet Tilfælde at drage Nytte f. Eks. af Buske, der--som
Buddleja og Hydrangea--egner sig til større Stauderabatter, ligesaa
forkert vilde det naturligvis være at forskærtse Staudekarakteren ved
for megen Indblanding af fremmed Stof. Særlig vil en større Indblanding
af Roser ofte være uheldigt.
Medens der med Hensyn til selve Plantningen iøvrigt skal henvises til
Kapitlet om Kulturen, skal her blot nævnes, at den letteste Maade at
udføre en Beplantning paa efter en given Beplantningsplan er at inddele
Planen i Kvadrater paa l m2 og derpaa i Rabatten anbringe Smaapæle
saaledes, at de danner tilsvarende Kvadrater. Paa den Maade kan man
kontrollere, om man af Bedet bruger netop det i Beplantningsplanen
forudsatte Areal, saaledes at man hverken faar for faa Planter eller
faar tilovers af dem. Men af denne skematiske Inddeling maa man
naturligvis ikke lade sig forlede til at ordne Planterne rækkevis, det
vilde i de blandede Rabatter være ganske forkasteligt.
Den rækkevise Ordning kan iøvrigt være smuk, fordi der derigennem opnaas
en Massevirkning ligesaa god, men blot paa en anden Maade end ved den
gruppevise, og den har yderligere ved de lange lige Rækker Blomster
noget vist roligt og fornemt ved sig, som den blandede Rabat maa savne.
Men denne Ordning begrænser selvfølgelig Arternes Antal til nogle ganske
faa.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 15. Rabat med Iris pallida
i Blomst i Knuthenborg Have.]
Foruden Rabatten, der som nævnt særlig i sin blandede Form er den mest
anbefalelsesværdige Anvendelse af Stauder for den mindre Villahave, kan
man paa mangfoldige Maader gøre Brug af Stauder, og hvert nyt Krav, der
stilles, vil give Havearchitekten, Gartneren eller Havevennen Anledning
til stadig paa nye Maader at frugtbargøre det rige Stof. Dette, at hvert
enkelt Tilfælde egentlig gør Krav paa sin selvstændige Løsning,
vanskeliggør det i høj Grad at give almindelige Regler, og intet er
heller næppe mere skadeligt for Haveanlæg end den direkte og
uselvstændige Anvendelse af Forskrifter og Skemaer, idet der
bogstaveligt i hvert eneste Tilfælde er særlige Forhold, der gør sig
gældende.
Blandt de almindeligste Staudeanvendelser er _Kantplantningen_, der i og
for sig naturligvis er en simplificeret Rabat. Hertil egner sig snart
sagt alle lave Stauder, der bevarer Løvet nogenlunde smukt ogsaa udenfor
Blomstringstiden. Et Par af de allerbedste er: Viola cornuta, paa Grund
af deres lange Blomstringstid, Dianthus plumarius og Aubrietia i Sol,
Primula i Skygge og Arabis paa tørre Steder og Vinca under Træer for
Eksempel langs en Allé, hvor det ellers kniber med at faa en Kant til at
gro. Næsten alle Saxifraga og Sedum egner sig til Kant, hvor der er
tilstrækkelig Sol. Lavendel er omtalt ovenfor. Jo bredere og højere
Kanten kan være, jo større bliver Udvalget. I mange Bondehaver ser man
ofte ret store Staudearter anvendte til Kant, og den derved fremkomne
Massevirkning forfejler jo sjældent sin Virkning, men en Kant af
Geranium--der er ret almindelig--er jo rigtignok ogsaa kun smuk ca.
fjorten Dage af Aaret, og der er i det hele taget al Anledning til at
fraraade saadanne Kanter i en lille Villahave. Paa Taasinge anvendes
ofte Kanter af Astilbe japonica, der i den frugtbare Jord og milde Klima
naar en mægtig Udvikling, og selv udenfor Blomstringen er disse brede
mørkegrønne Hække udmærket smukke.
Ved Foden af en Pergola, saaledes som vist paa de to Billeder (Fig. 15
og 16) af den samme Pergola fra Knuthenborgs Have, kan der plantes
Rækker af Stauder, der blomstrer til forskellig Tid; ligeledes rundt en
Dam eller et Bassin.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 16. Samme Rabat som Fig.
15, senere paa Aaret, Lilierne blomstrer.]
Særlige _Staudehaver_ er der jo kun sjældnere Plads til, og en
almindelig Anvisning kan, hvad det formelle angaar, selvfølgelig ikke
gives, idet de stedlige Forhold maa være ganske bestemmende. Hvad
Tilplantningen angaar, saa er en saadan Have jo i sine Bestanddele ikke
andet end et Antal afbrudte Rabatter, og de Synspunkter, der er gjort
gældende ovenfor vil naturligvis ligesaavel her kunne lægges til Grund
for Beplantningen. De meget høje Stauder maa som Regel kun anvendes i
Yderkanten, og det vil maaske oftest være smukkest, om en saadan lille
Have i Midten forsynedes med et Bassin til Vandplanter eller at Gangene
løb sammen i et Brændpunkt, der markeredes med en Figur, en Solskive,
eller lignende. Det vil altid være heldigt, om den Art Særhaver danner
et Rum for sig afgrænset tydeligt til alle Sider, det forlener altid et
saadant lille Anlæg med en særlig Hygge. En saadan Have yder en
fortrinlig Koncentration af Blomsternes Virkning, der yderligere
forøges, hvis man ogsaa kan opnaa en Samtidighed i Blomstringen, ved for
Eksempel at plante en Foraarshave med en Samling af alle de lave og
pudedannede Foraarsplanter som Hovedbestand og med mørke, stedsegrønne
Træer som en lunende høj Hæk om det hele. Med nogle faa højere,
foraarsblomstrende Stauder i Udkanterne vilde en saadan lun Plet
allerede i det tidligste Foraar kunne blive aldeles fortryllende.
I store Haver har i umindelige Tider Rosariet været en fast Bestanddel,
andre Særhaver har man sjældent anvendt; men netop Stauderne yder det
fortrinligste Materiale til dette Brug; hvor vilde ikke en Irishave være
smuk; rigtig plantet vilde den være i Blomst i maanedsvis, og vilde, med
jævn Anvendelse af Slægtens mange Arter og Varieteter og med forstærket
Brug af nogle af de mest rigtblomstrende og iøjnefaldende Sorter, danne
en vidunderlig Helhed og samtidig byde Plantesamleren og Liebhaveren
rigelig Næring for hans stilfærdige og fornemme Passion, Glæden over
Arters og Variationers Mangfoldighed.
Der findes en Klasse Haveplanter, som vi paa dansk betegner med
Kolektivnavnet "Stenhøjsplanter". Baade paa Fransk, Engelsk og Tysk
kaldes de samme Planter for Alpeplanter, hvad der naturligvis for saa
vidt er misvisende, som baade Pyrenæernes og Appeninernes højtliggende
Bjærgskraaninger har ydet omtrent det samme Bidrag til denne Flora som
selve Alperne. Men Navnet "Stenhøjsplanter" er ikke alene misvisende, da
disse Planter ikke behøver en Høj for at kunne vokse, men det er yderst
uheldigt, fordi der ved det klæber Forestillingen om Stenhøje, som for
mange staar som Toppunktet af den Række Misforstaaelser og Smagløsheder,
der indtil de allersidste Aar har været raadende, navnlig i den lille
Haves Anlæg. Af disse Planter, der maaske kan betegnes som
"Stenplanter", kan der ogsaa dannes en Særhave, uden at man behøver at
stræbe efter at faa stablet et lille Materhorn op. Man kan dyrke
Planterne paa Stenbede, det vil sige særlig veldrænede, noget oprundede
Bede, belagt med jævnstore Sten, der trykkes halvt ned i Bedet i
liggende Stilling; man maa ikke, som det ses ved Stenhøje, sætte Stenene
paa Enden. Mellemrummene udfyldes med Planterne, hvis bløde, blomstrende
Tæpper og Tuer fremhæves af de haarde, kolde Sten. Dette Møde mellem
organisk og uorganisk, enten det er paa mosgroede Sten, vedbendklædte
Mure eller blot lidt Ukrudt mellem Fliser, forfejler aldrig sin Virkning
paa Menneskenes Sind. Ved saadanne Stenbede faar Planterne de
Betingelser for deres Vækst, de skal have, og man slipper for at faa
Stenene til at optræde som selvstændige Dekorationsgenstande, som ved
den gammeldags Stenhøj.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 17. Typisk Stenhøjsplante,
Iberis sempervirens.]
Andre Særhaver, som Haver af duftende Blomster eller Haver med Blomster
udelukkende i en Farve, som der af og til plantes, vil--bortset fra
hvorledes saadanne Ekcentrisiteter ellers forliges med Havekunst--altid
netop kunne søge deres bedste Materiale i Staudernes uendelige Rigdom af
Variationer.
Ved Plantning af Stauder i _Grupper_ kommer deres Brist d.v.s. de
enkelte Arters korte Blomstringstid stærkest frem, denne Fejl kan
naturligvis modvirkes ved at man planter to eller flere til forskellig
Tid blomstrende Arter sammen, men dette vil selvfølgelig i Reglen betyde
en Svækkelse af den Massevirkning, som er Gruppens væsentligste raison
d'étre. En Gruppe Delphinium som den paa Fig. 18 viste, vil man dog
kunne gøre fornøjelig uden at forringe Antallet af Delphinium ved at
lægge den fuld af Narcisser, og senere paa Aaret, naar Delphiniumerne er
visne og nedskaarne, kan den tilplantes med Chrysanthemum, der dog maa
fjernes igen. Hvor der er Skygge, kan en Gruppe af Strudsevingebregner
mellemplantet med Darwin Tulipaner anbringes. I stærk Skygge taber
Tulipanblomstens Størrelse sig dog i Løbet af et Par Aar. Hvor der er
Sol, kan lægges en Irisgruppe, hvori der om Foraaret lægges Gladiolus
til at fortsætte Floren. Næsten hver Staude kan, naar der ellers er
Forhold mellem dens Størrelse og Gruppens Dimensioner, anvendes og med
jo mere Held jo bedre Planten tager sig ud udenfor Blomstringstiden.
Disse Grupper er og bliver dog behæftede med den Fejl, at Tyngdepunktet
i Havens Udsmykning med Blomster ikke bliver paa samme Sted, hvis der er
flere Grupper, og er der kun en enkelt, saa vil Haven være uden Blomster
alt for længe ad Gangen.
En Haveven kunde tænkes at more sig med at danne Farvegrupper ved f.
Eksempel foran et Buskads at samle en Del af Foraarets gule Blomster:
Doronicum, gule Tulipaner, Euphorbia polychroma, gule Iris, Trollius og
mange andre, eller i en anden Gruppe at forene alle de mange høje gule
Høstblomster: Helianthus, Rudbeckia, Solidago o.l. Vurderingen af de
mange gule Nuancers Intensitet og deres forskellige Flimmer i Solen er
en Nydelse for de rigtige Plantevenner, og den Art Fornøjelse er langt
billigere at opnaa med Stauder, som for største Delen vil være for
Haanden fra Omplantningen, end med andre Planter, der enten købes hvert
Aar eller besværligt overvintres.
Som _Udplantningsplanter_ kan Stauderne ogsaa anvendes, dog kun de der
let lader sig flytte i Knop eller er ganske tidligtblomstrende. Har man
et almindeligt Blomsterbed foran Havedøren, kan det tilplantes om
Efteraaret med Arabis, der knap er afblomstrede omkring første Maj, før
et Hold Trollius, maaske med en Kant af Phlox divaricata, kan indtage
Pladsen. Naar disse omkring 1ste Juli er afblomstrede, kan et Hold
Sommer-Phlox træde til, for endeligt lidt ind i September at vige for et
Hold Chrysanthemum, der igen følges af Arabis eller andet tidligt
foraarsblomstrende. Med et Reservebed og lidt Omtanke lader denne--eller
en lignende--Succession sig let opretholde. Det er i det hele
forbausende, saa lidt Stauder anvendes til Udplantning, trods det, at
Publikum dog stadig lader en Følelse af Kedsomhed ved de evindelige
Begonier og Lobelier komme til Orde, og man altsaa skulde tro, der var
Jordbund for noget nyt. Ved Slotte og kommunale Gartnerier, hvor der
stilles store Krav til Afvekslingen, og hvor den nødvendige Arbejdskraft
er til Stede, er man i de senere Aar begyndt at anvende Stauder til de
vekslende Udplantninger, idet Planterne dyrkes i de tidligere nævnte
Staaltraadskurve, der muliggør en skadesløs Transport til og fra
Reservebedene. Dette betyder naturligvis en mægtig Forøgelse i
Afvekslingsmulighederne, men det er paa den anden Side ogsaa et temmelig
kostbart og omstændeligt Arbejde at slæbe omkring med de ofte store
Blokke.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 18. Gruppe af høje
Delphinium. Etter Nedskæringen kan den tilplantes med Aster, Amellus
eller Chrysanthemum.]
[Illustration: Fig. 19. Rabat af Iris germanica langs et Buskads.]
Enkelte Stander med passende Vækst egner sig til at stilles alene, eller
maaske tre sammen, frit i Græsset. I den ældre landskabelige Havekunst,
var saadanne _Solitærer,_ baade træagtige og urteagtige, meget yndede.
De anvendes nu sjældnere, maaske fordi disse fritstaaende Planter,
navnlig under smaa Forhold og hvis Motivet gentages for ofte, virker
uroligt, men det er ikke desto mindre en udmærket Maade at lade en
Plante udvikle sig til et beundringsværdigt Pragteksemplar, hvilket ikke
kan naas i Rabat eller Gruppe. Bocconia, Rudbeckia laciniata, Gunnera,
Yucca og Kniphofia er blandt dem, der tager sig bedst ud fritstaaende
paa en Plæne. Lejlighedsvis kan der ogsaa i den moderne architektoniske
Have findes Anvendelse for saadanne Solitærer af anseelig Habitus til at
fremhæve og betone Hjørner eller andre Punkter af Betydning i Anlægget.
Til dette Brug kan man i Anlæg med nogen Pretention anvende en
Opstilling af store Stauder i Baljer eller Kasser og kan ved at have
flere Sæt opnaa en konstant Virkning. Denne Kultur af Stauder og andre
Planter i Baljer eller Kasser burde anvendes langt oftere for at
delagtiggøre Steder, hvor Vækstbetingelserne er ugunstige, i Glæden over
Blomster. I Gaarde eller Restaurationshaver kunde der skaffes et ofte
haardt tiltrængt Skær af Skønhed ved at saadanne Beholdere med Planter
skiftedes et Par Gange i Sommerens Løb. Langt flere Stauder, end man
aner, kan vokse og tage sig ud i saadanne Baljer. Chrysanthemum maximum,
Helenium pumilum, Achillea Millefolium, Aster Amellus, Astilbe,
Chrysanthemum indicum, Doronicum, Erigeron speciosus, Iris, Agapanthus,
Lupinus, Monarda, Trollius, Veronica o. m. a. egner sig til dette Brug,
men de stiller selvfølgelig store Krav til Vanding og Ernæring, og
Beholderen maa være vel drænet. Det er ikke heldigt, naar Solen brænder
for stærkt paa Beholderens Sider, og dersom Planterne er fritstillede,
bør de drejes af og til for at blive regelmæssige i Væksten.
Det der adskiller den _"naturlige" Staudeanvendelse_ fra de hidtil
omtalte er, at man ved Plantningen tilstræber en Efterligning af det
vildtvoksende i enkelte Tilfælde vel endogsaa en ligefrem Illusion. I
blandede, "malerisk" grupperede Rabatter forsøges ganske vist som nævnt
ovenfor at læmpe Plantningen lidt efter de Maader, hvorpaa vildtvoksende
Planter breder sig mellem hverandre, man opnaar paa den Maade tidligere
det hjemmevante bodenständige--Udseende, som Vegetationen ellers bruger
Aaringer om at opnaa. Den Bevægelse mod at udviske Sporene af
Gartnerarbejdet, som Planterne altid foretager, naar de lades urørte,
benytter man ganske vist ogsaa i Rabatten for saa meget som muligt at
bibeholde den Ynde i Grupperingen, som kun Naturen selv formaar at
fremkalde, men man tilstræber dog alligevel slet ikke det, der tilsigtes
ved den landskabelige Plantningsmaade.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 20. Naturlig Plantning af
Spiræa m.m. i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
I den landskabelige Have var der, som tidligere nævnt, ikke megen Plads
for Stauder og egentlig kun for de ganske "vilde"; Anvendelsen var
knyttet til Søbredder, Bække og saadanne lignende Forhold, som aldrig
findes i mindre Haver. Man kan snarere vente, at den tidligere nævnte
nyere, naturlige Staudeanvendelse, trods sin relative Vanskelighed kunde
finde Dyrkere mellem Ejere af middelstore Haver eller Haver med
Naturforhold, der vanskeliggør en mere kultiveret Udformning af
Blomsterbede.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 21. Ornithogalum som
"vildtvoksende" i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
Hvor og hvordan kan der naturligvis ikke svares paa i Almindelighed ved
Spørgsmaalet om en saadan "Wild gardening"; kun kan der gives et Par
vejledende, nogenlunde almengyldige Grundsætninger. Man bør i Reglen kun
sætte saadanne Planter sammen, som blomstrer samtidigt, da en Del
visnede Stauder--det visne afskæres selvfølgelig ikke regelmæssigt i
saadanne Plantninger--ofte kan ødelægge Synet af de blomstrende. Naar
derimod alt er visnet, vil vedkommende Plet ikke tiltrække sig nogen
Opmærksomhed, denne vil under nogenlunde store Forhold søge andet Steds
hen, hvor noget blomstrende paakalder den. Man bør i Reglen plante
større Mængder af samme Art og Varietet, ellers er Resultatet selv paa
en lille Afstand, at Farverne taber i Kraft. Endelig bør der være et
vist Forhold mellem Størrelsen og Mængden af Planter og Stedet. Skal der
paa en lille Plet dannes et "Vegetationsbillede", kan man naturligvis,
selv om Forholdene ellers er ensartede, ikke anvende det samme Materiale
i samme Omfang, som hvor Forholdene er større og alt ses paa Afstand. At
man ved selve Grupperingen af Stauderne maa aflure Naturen saa meget som
muligt er en Selvfølge, men naar man ellers anvender velegnede Planter,
d.v.s. Planter, der breder sig selv ved Frø eller Udløbere, og som er
saa kraftige, at de selv nogenlunde kan holde sig Ukrudtet fra Livet,
saa kommer i Løbet af et Aarstid i Reglen den naturlige Ligevægt
tilstede, og det eftertragtede vildtvoksende Præg breder sig over
Plantningen. Baade af Hensyn til Trivslen og af Hensyn til Virkningen
maa man naturligvis søge Stauder, der passer til Stedets Karakter.
Til disse naturlige Plantninger regnes ikke den meget almindelige
Placering af Stauder langs Buskadser, det ser i Reglen ikke godt ud, og
Planterne trives sjældent saadanne Steder, kun ganske enkelte som
Hemerocallis kan klare sig nogenlunde under de Forhold, der findes i
Kanten af et Buskads. Ej heller medregnes eller anbefales den ogsaa
anvendte Metode at forlænge Buskadsernes fremspringende Tunger ud i
Græsset med en Plantning af Stauder, der ofte yderst ude opløses i en
Del mere fritstaaende Planter; selv om Betingelserne for Væksten
saadanne Steder kan være gode, saa er det dog nærmest en grim og
misforstaaet Plantningsmaade, særlig hvis der bruges mange Arter.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 22. Naturlig Plantning af
Foraars-phlox paa Stenhøj i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
Det er ikke i den flade, veldyrkede Del af Haven, at den naturlige
Staudeplantning hører hjemme, snarere i Havens "Overdrev" paa tørre
Skrænter, hvor intet Græs kan grønnes, ved fugtige Hulninger i
Terrainet, under Træer, langs en Grøft eller et Vandløb, rundt en Dam,
ved Moser og Ellekær, paa Stengærder og i forladte Grusgrave, om
saadanne Lokaliteter skulde træffe sig, høre til eller kunne drages med
ind i en Haves Omraade. Saadanne Steder passer the wild gardening, og
der kan skabes Vegetationsbilleder af den, der kender sit Stof og ellers
forstaar at holde sig til det naturlige, uden at det hele bliver
fuldkommen Vildnis og tæt Jungle. Et af Billederne Fig. 21 viser
Fuglemælk, Ornithogalum nutans som forvildet under Træer i
Haveselskabets Have, et udmærket Eksempel paa, hvorledes en ellers ret
uanvendelig Plads kan udnyttes, saaledes at den i hvert Fald en Tid af
Aaret er et stort Plus til den Have, hvori den findes. Paa tørre solede
Skrænter, hvor det vilde blive Fortvivlelse at slaas med Græsset for at
faa det grønt, kan man opnaa et pragtfuldt Dække af Dianthus plumarius,
Arabis, Sedum spurium, enkelte Saxifraga, Ajuga, Iris pumila,
Buphthalmum salicifolium, Achillea millefolium, Veronica longifolia og
mange andre Tørstekunstnere blandt Stauderne. Under Træer er det navnlig
Primula, Bregner, Vinca, Funkia, der, foruden mange tidligblomstrende
Løgvækster, kan komme i Betragtning. Paa Skrænter og langs Udkanten af
Træplantninger, hvor der er rigelig Plads, kan man faa Anvendelse for de
mange gode Stauder, der er vanskelige at holde i en Rabat paa Grund af
Rodstokkens vandrende Tendenser, d.v.s. Rudbeckia, Monarda.
Chrysanthemum uliginosum, Helianthus rigidus, Solidago og Asters; under
Forhold, hvor der er Plads, vilde disse Planter i Mængder udvikle en
Skønhed, som aldrig opnaas inde i selve Haven. Mere eller mindre
klatrende Stauder som Lathyrus, Galega og Clematis recta, der ser grimme
ud som opbundne--i hvert Fald er det vanskeligt at binde dem smukt
op--er paa deres rette Plads øverst paa en Skrænt, hvor de kan faa Lov
at hænge ned og samtidig bøje Blomsterne op ad: saadan tager de sig ud.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 23. Alpeplanter paa en Mur
i Knuthenborg Have.]
Steder ved Mose og Vand og i det hele fugtige Steder er naturligvis de
mest taknemmelige at arbejde med. Der er jo i Reglen den indfødte Flora
i sig selv smuk nok og bør vel ogsaa i de fleste Tilfælde bevares og kun
beriges med manglende danske Planter eller med fremmede Stauder, der
egner sig til at gaa ind i Ensemblet uden at virke forstyrrende. Man kan
erstatte de almindelige danske Arter af Spiræa og Iris med smukkere og
navnlig mere holdbare Former.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 24. Trollius, Engblommer i
en Vase.]
Hvorfor gøres der i det Hele saa sjældent Brug af _den danske Floras
Stauder_ paa Steder, hvor Forholdene egner sig dertil. I en almindelig
Have vil de altid blive til Ukrudt, men hvor Jordbunden umuliggør en
frodig Trivsel af Kulturplanter, vilde de dog være paa deres Plads. Ved
Jyllands Vestkyst og paa Skagen fører en Mængde Villaejere en fortvivlet
Kamp med at faa Græs og Roser til at makke ret, fordi de synes, at det
nu engang hører med. Hvorfor dog ikke plante den lille gule Sedum, der
gror udenfor Døren eller Gyvel eller Strandtidsel, der vil vise sig
taknemmelige for en ringe, men forstandig Pleje. Alfred Lichtwark har i
et lille livligt Skrift "Der Heidegarten" [4]), som burde læses af mange
Villaejere, behandlet det urimelige i at anvende Kulturjordens
gartneriske Praksis og Materiale paa den sandede Lüneburg Heide--det
samme vilde naturligvis gælde Klitnatur--og den Lethed, hvormed man faar
noget ud af den stedlige Vegetation. Lichtwark taler dog kun om lige,
architektonisk formede Bede; han var ingen Ven af landskabelige
Arrangementer.
[Footnote 4: Park-und Gartenstudien, Berlin 1909.]
Ordet _Stenhøje_ og Stenhøjsplanter er berørt ovenfor ved Omtalen af
Stenbede, og denne Del af den naturlige Staudeanvendelse skal som
tidligere nævnt kun berøres i denne Bog. Der raser i England i
Øjeblikket indenfor Havebruget en sand Mani for
Stenhøjsplanter--Rockgardening--en Bevægelse, som snart vil naa her til
Landet, og som skylder de mange smaa nydelige, nyere Alpeplanter sin
Styrke. De egentlige Stenhøje i gammeldags Forstand vil der næppe blive
dannet flere af; den Ramme, hvori nuomstunder disse Planter anbringes,
vil i Reglen ikke være nogen Høj, snarere en Fordybning i Jordsmonnet,
en Hulning omgiven af stedsegrønne Træer, med de store stenlagte
Skraaninger fulde af de mange herlige Alpeplanter, det hele indelukket
som et Rum for sig i Haven; saadan er snarere Typen paa den moderne
"Stenhøj". De Sten, vi har til vor Raadighed her i Landet--undtagen paa
Bornholm--egner sig meget daarligt til Fremstilling af den Art
Stenarbejde; man kan ikke i en Skraaning med de almindelige Rullesten
fremstille de naturlige Lag, som Klipper i Reglen ligger i, og som
falder mere naturligt end store Partier af Rullesten. Langt bedre lod en
Efterligning af det gode gamle danske Stendige, saaledes som det hegner
Sjællands Skove, sig udføre, navnlig da dette jo i Modsætning til
"Stenhøjen eller -dalen" kunde indgaa i Havens Plan som fornuftigt,
organisk Led.
Den yndefulde Vegetation, der findes paa gamle Murruiner, kan man ogsaa
prøve at indfange i Haven. Hosføjede lille Billede, Fig. 23 fra
Knuthenborghave, giver et Indtryk af Udseendet. Muren, der godt kan være
lav, er fyldt med fast stampet Jord. Stenene paa Billedet er Kalksten,
men almindelige Munkesten kan ogsaa anvendes. En Mængde Planter, navnlig
dem, der staar de "alpine" nær, kan trives og blomstre ved det Minimum
af Fugtighed, de faar paa en saadan Plads. Muren ligesom alle Sten er jo
en Akkumulator baade for Fugtighed og Varme, hvilket betinger Trivsel
under disse ejendommelige Forhold.
For Fuldstændigheds Skyld skal nævnes den Staudeanvendelse, som bestaar
i at opgrave og i Stue om Foraaret at drive visse Stauder og at
arrangere Staudernes Blomster som afskaarne i Vaser. Fremgangsmaaden
behandles korteligt nedenfor under Kulturen af Stauder. Selve
Arrangementet af Blomsterne i Vase er underkastet Regler, der mærkeligt
nok intet har tilfælles med Ordningen i Bede. En Plante, hvis Blomster
skal ses i Mængde samlede paa Friland, tager sig ofte netop ud nogle faa
i et Glas.
[Illustration: Fig. 25. Nymphæa.]