Alfred Lichtwark, den nys afdøde tyske Kunsthistoriker, udtalte gentagne
Gange i sine Skrifter om Havekunst, at dennes højere eller lavere
Standpunkt var afhængig af Amatørerne, og han søgte at bevise sin
Paastand ved Henvisning til den overlegne Havekunst i England, hvor det
vrimler med Havebøger og-tidsskrifter, ikke alene skrevne for
Amatører--det har vi og Tyskerne ogsaa--men skrevne af Amatører. Der er
næppe heller Tvivl om, at Lichtwark har Ret; thi den forretningsmæssigt
drevne Tilplantning og Vedligeholdelse af Haver maa og skal føre til
Skabelonmæssighed og Routine, hvor dygtige Mennesker der end beskæftiges
ved denne Gren af Havebruget. Hvis derfor det private Havebrug, der i
Forhold til Landets øvrige Kultur staar saa lavt, skal højnes, maa det
ske ved at vække Interessen og skabe kundskabsrige Amatører.
Som et beskedent Led i denne Bestræbelse, hvis Resultater naturligvis i
første Række vil komme det faglige Gartnerarbejde tilgode, maa
nærværende Bog ses og bedømmes.
Forfatteren bringer sin bedste Tak til Det Kongelige Danske Haveselskab,
Messrs. Kelway & Son, Langport, d'Herrer Carl V. Lange og N.W. Larsen
for al velvillig Bistand, navnlig med Udlaan af Billeder. Docent ved
Landbohøjskolen G. Becker har velvilligst gennemgaaet den botaniske
Nomenklatur; for denne værdifulde Hjælp yder Forfatteren ham sin bedste
Tak.
At Forlaget ikke har skyet at give Bogen et Udstyr, som ellers ikke
bliver danske Havebøger til Del, vil sikkert finde Paaskønnelse i alle
haveinteresserede Kredse, og det maa ønskes, at Publikums Modtagelse af
foreliggende Bog maa blive en saadan, at andre Dele af Havedyrkningen:
Roser, Stenhøjs-og Vandplanter o.s.v. paa lignende Maade kan tages op
til Behandling ad Aare.[1]
[Footnote 1: Saadanne Bøger er udkomne paa samme Forlag henholdsvis 1915
og 1917.]
Ordrup i April 1914. _G. N. BRANDT_.
I nærværende 3die Oplag af "Stauder" er indført en Del Rettelser og
Sortimentet er ændret, saaledes at det er tidssvarende. Da jeg selv ikke
længere dyrker Stauder, og derfor ikke følger Fremkomsten af Nyheder saa
nøje som tidligere, har jeg raadført mig med forskellige Kolleger og
takker navnlig Handelsgartner Aksel Olsen, Kolding, for værdifuld
Bistand.
Ordrup, Juli 1918. _G. N. BRANDT_.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 1. En af de berømte Rabatter
i Haven ved Hampton Court, der har dannet Forbillede for talløse andre
Stauderabatter i engelske Herregaardshaver.]
[Illustration: Fig. 2. Stauderabat foran Mur i en engelsk Have.]
Det tyske Ord Staude har i Mangel af et dansk i mangfoldige Aar tjent
som Kollektivbetegnelse for en vis Klasse af Haveplanter, der botanisk
set er uden systematisk Samhørighed, men som danner et fysiologisk Hele,
en Gruppe af Haveplanter, der kan defineres som fleraarige, urteagtige,
haardføre Prydplanter. Trods denne tilsyneladende skarpe Begrænsning
gaar Stauderne dog jævnt over i tilstødende Dele af Planteverdenen.
Fleraarigheden kan for manges Vedkommende under visse Forudsætninger
blive til Toaarighed, og paa den anden Side kan toaarige Planter under
visse fysiske Forhold eller ved Kulturens Indgriben forblive fleraarige.
Enkelte Stauder kan ogsaa af og til vise Tendens i Retning af træagtig
Udvikling af de nederste Partier, og endelig er Haardførheden jo et
svingende Begreb: Hvad der er haardført paa Taasinge, fryser væk ved
Viborg, og de enkelte Aaringer og de enkelte Planters Forhold forrykker
stadig Grænsen for Haardførheden.
Det bliver altsaa i mange Tilfælde en Skønssag, om en Plante kan
henregnes til Stauderne eller ikke. Blandt de her i Bogen nævnte
Planter, vilde mange maaske ikke anerkende Digitalis purpurea,
Agapanthus umbellatus og Yucca filamentosa som Stauder, men kalder dem
henholdsvis en toaarig Plante, en Koldhusplante og en Busk. Naar
imidlertid en Plante i sin Kultur og sin hele Anvendelse ikke adskiller
sig fra Stauderne, saa kan man rolig benævne dem som saadan, og det er
da heller ikke taget i Betænkning i denne Bog, hvis Hensigt blot er at
bidrage til en større Anvendelse af disse Prydplanter navnlig i de
almindelige Villahaver. Denne sidste Begrænsning har medført, at de
egentlige Rabat-og Gruppestauder, som i Reglen er de anvendeligste i en
mindre Have, har faaet en langt mere udtømmende Behandling end Stenhøj-,
Vand-og Sumpplanter, Bregner, Løgvækster, for hvilke der dog alle er
medtaget typiske Repræsentanter for derved at give Bogen en vis
Afrunding. En Del af disse Planter er behandlede i et særligt Bind i
"Vand-og Stenhøjsplanter", der er udkommet under Forf. Redaktion.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 3. Pæonrabat langs en Gang.]
Naar man for at vurdere Stauderne som Haveplanter sammenligner dem med
Udplantningsplanterne: d.v.s. Pelargonier, Begonier o.s.v. og med
Roserne, der jo i det væsentlige udgør Havens Udsmykning med Blomster,
vil det, hvad Prisen angaar, vise sig, at Stauderne gerne vil falde lidt
dyrere ud end Roser, naar det samme Areal skal tilplantes, medens de
selvfølgelig i Længden vil være langt billigere end
Udplantningsplanterne, der kun varer en Sommer. Hvad Udgiften til
Arbejdet med Vedligeholdelsen angaar, vil et Staudeareal i Reglen koste
det meste Arbejde, naar det da ikke drejer sig om en af de saakaldte
naturlige Plantninger, der selvfølgelig slet ikke bør vedligeholdes i
almindelig gartnerisk Forstand. Medens enhver, der overhovedet vil, kan
passe Rosenplantninger og almindelige Blomsterbede, vil der i Reglen
fordres en vis Sum af Kendskab baade ved Tilplantningen og ved
Vedligeholdelsen af Staudeplantninger. Men til Gengæld for denne større
Indsats af Penge eller Arbejde--ogsaa Tankearbejde--, giver Stauderne
rigtignok ogsaa Skønhed og Glæde tilbage i et helt andet Omfang og langt
mere mangfoldigt end andre Blomster.
Det, Folk søger hos Blomster, og Grundene, hvorfor de dyrker dem, kan
være saa ganske forskelligt; nogle Mennesker glæder sig navnlig over
Blomsterbedenes rent dekorative Virkning, medens andre staar i et ganske
anderledes intimt Forhold til Planterne og navnlig glæder sig over de
enkelte Individers Skønhed og over det hele vegetariske Liv; for disse
sidste er netop Stauderne de Planter, der mere end nogen andre giver
Udtryk for Døgnets og Aarstidernes Vekslen; en Stauderabat med mange
Arter er i stadig Udvikling, skifter Udseende omtrent hver Dag; med
næsten dramatisk Kraft giver disse Planter Udtryk for Livets Kredsløb:
Spiring, Udvikling, Blomstring, Visnen og Fald, medens et Pelargoniebed
er ganske stillestaaende hele Sommeren igennem, dets Opgave er den rent
dekorative, og den, der søger andet, kan ikke afvinde et saadant Bed
større Interesse. Der er heller ikke til det almindelige Blomsterbed
knyttet den Forventningens og Gensynets Glæde som til Stauderne, der
kommer igen af sig selv, saa sikkert som Foraaret kommer. Det er navnlig
denne Ævne til at vække Interesse og til at komme i et mere intimt
Forhold til Menneskene end andre Planter, der i disse sidste Aar har
lettet Stauderne deres Sejrsgang. De er i allerhøjeste Grad den private
Haves, Hjemmets Blomster, og det er da ogsaa særlig England og
Nordamerika, med disse Landes højt udviklede Boligkultur, at Stauderne
pranger i Haverne, medens de i Frankrig, hvor Havekunsten væsentlig
tager Sigte paa det repræsentative og ikke paa det hjemlige, er næsten
ukendte udenfor Liebhavernes Kreds--i hvert Fald i deres moderne
Anvendelse. Den endeløse Variation baade i Farve og Form og i det Hele i
alle Forhold giver Stauderne den mest alsidige Anvendelsesmulighed, og
ogsaa derigennem en Ævne til at vække Interesse, som
Udplantningsplanterne aldrig kan naa.
[Illustration: Fig. 4. Stauderabat foran Mur i en engelsk Have.]
Naar en Plantegruppe, med saa overdaadige Muligheder for at blive
populær og anvendt i større Udstrækning, dog først i de allersidste Aar
er begyndt at indtage den Plads i Haverne, der tilkommer den, og det
skønt Stauderne egentlig aldrig har savnet Talsmænd indenfor Havebrugets
Literatur, saa maa det naturligvis have sine ganske særlige Grunde, som
maa søges og paapeges, om ikke den pludselige Skiften fra Havens
Skammekrog til dens Hædersplads skal forekomme ganske uforklarlig, eller
kun Udslag af en Mode. Disse Aarsager, til at Stauderne i de mange Aar
har fristet en saa trist Tilværelse, findes tre Steder: nemlig hos
Stauderne selv, i deres hidtidige mangelfulde Behandling og endelig i
visse havearchitektoniske Forhold.
Selve Staudematerialet har i de sidste ti à femten Aar gennemgaaet en
indgribende Forbedring, ikke saa meget ved Introduktion af nye
Arter,--denne Kilde, der tidligere flød saa rigeligt, er nu, da hele
Jordkloden efterhaanden er bleven bogstavelig trawlet for dekorative
Planter, næsten ophørt at rinde; kun fra Vestkina er der i de senere Aar
kommet en Del gode Stauder,--men ved den gartneriske Forbedring af ældre
Arter. Ved Krydsbefrugtninger har man skabt Hundreder og atter Hundreder
af nye Former, og ved Udsæd i Titusindevis af samme Plante har man
udsøgt et enkelt Individ, der udmærkede sig i en bestemt Retning, ved
Farve, Blomsterstørrelse, opret Vækst eller ved lignende Fortrin; en
saadan Variation har man forfulgt gennem mange Generationer for at ende
med en Varietet, tilstrækkelig distinkt og fikseret til at sendes i
Handelen. Gennem en imponerende Anvendelse af Kapital, Intelligens og
Taalmodighed er det sket i Virkeligheden, som Maeterlinck giver poetisk
Udtryk gennem Blomsternes Forvandling i Merilns Have:[2] det er de samme
gamle Blomster, som vi kender fra vor Barndoms Haver, fra Grøfter og
Gærder, fra Moser og Skove; men Stilkene er blevne højere og rankere,
Blomsterne er blevne større, af ædlere Form og klarere og dybere Farve,
langt mere straalende. Alle de gode gamle Bekendte: Valmue, Potentil,
Spiræa, Natlys, Perikum, Tjærnenellike, Oksetunge, Klokkeblomst,
Engblomme, Pæon, alle disse og mange andre at de velkendte Slægter har
vokset sig kønnere og har faaet en Holdning og en Glans, de ikke før har
kendt, og dog har det hele Udseende bevaret det hjemlige, gammelkendte
Præg. Denne gennemgribende Forædling af store Dele af Staudeverdenen
hører til de stærkeste Aarsager til at de nu kommer frem i første Række.
Mange af de gamle mest udbredte Stauder er behæftede med Fejl, som
altfor kort Blomstring, Tilbøjelighed til at vælte, Ømfindtlighed for
Frost og m.m., som deres altfor beskedne Skønhed slet ikke kan veje op.
Samtidig med at Skønheden i og for sig er forøget, har man ligeledes ved
Tiltrækning af nye Former faaet borteliminere en Del af den Arts
praktiske Mangler.
[Footnote 2: i "Jovzelle"]
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 5. Pæoner i Skyggen af ældre
Træer.]
Grunden til at Stauderne hidtil i Reglen har faaet en fejlagtig
Behandling og Anvendelse maa søges--foruden i den manglende Interesse,
der er forstaaelig ligeoverfor de mange kedelige Sorter, der findes
udbredt overalt--tillige vistnok ogsaa i, at Stauderne navnlig er blevet
anbefalede med, at de kunde passe sig selv, og ganske stille stod og
voksede sig kønnere og kønnere. Saadanne Doktriner er, naar de engang
har faaet Indpas i Amatør-havebruget, næsten uudryddelige, og dette er
saa meget mere beklageligt i foreliggende Tilfælde, som intet er mere
fejlagtigt end den nævnte indgroede Anskuelse. Stauderne kræver under
visse Forhold ganske vist kun liden Pasning, men i Reglen dog mere end
f. Eksempel Roser, og selv om enkelte Stauder helst skal lades urørte i
mange Aar, saa vil det store Flertal ikke som paastaaet vokse sig
kønnere, men vil, overladte til sig selv, gaa jævnt tilbage efter det
første Par Aars Forløb. I Mængder af Villahaver er det eneste
Kulturarbejde, der foruden Lugning ofres paa Stauderne, en Foraars-eller
Vintergravning mellem Blokkene og dette Arbejde er kun til Skade (se
nedenfor under Omtalen af Rensning mellem Stauderne). Under disse
Omstændigheder bliver Stauderne, særlig naar de tillige er fejlagtigt
anvendte, kun kedelige og komme ufortjent i daarligt Ry. En Fejl ved
Anvendelsen har været, at man næsten altid plantede for faa sammen af
samme Art. Det er først naar adskillige sammenplantes, at de tiltrækker
sig nogen Opmærksomhed; den Fejl begaas næsten aldrig med
Udplantningsplanter, der altid anvendes mange samlede. Endelig har et
Artsvalg afpasset efter de forhaandenværende Jordbundsforhold vist
hidtil været ret sjældent, og det er netop kun gennem et saadant, at der
opnaas den rigtige Frodighed og Glans i Plantningen.
Den tredie Art Aarsager til den hidtidige ringe og fremtidige udstrakte
Anvendelse af Stauder, maa som nævnt søges i de havearchitektoniske
Forhold.
Som man vil vide var forrige Aarhundrede lige til Halvfemserne behersket
af den saakaldte landskabelige Havestil, det vil sige, at Parker og
Haver anlagdes og beplantedes med det naturlige Landskab som Forbillede;
navnlig det typiske engelske Landskab med bølgende Græsflader,
fritstaaende Træer og Buskgrupper blev efterlignet. Anvendelsen af de
rigtige prangende Havestauder var i et paa den Maade anlagt Areal
principstridigt og kunde kun finde Sted ved en fremtrædende
Inkonsekvens. Først i Slutningen af Aarhundredet ændredes Smagen som
bekendt i den Retning, at Haven, navnlig den mindre, blev anlagt som en
Have og ikke som Landskab, og derfor naturligvis blev beplantet med
Haveplanter. Denne nyere Retning i Havekunsten, har med Iver kastet sig
over Stauderne, som det allerbedste Blomstermateriale, ikke alene paa
Grund af Skønheden i og for sig, men ogsaa fordi mange af Stauderne
hører til vore aller ældste Haveplanter, og derfor har en vis gammeldags
og hjemlig Hygge over sig, som netop passer i de nutidige Bestræbelser
paa Haven og Husets Omraade, der paa enhver Maade søger Tilknytning til
Boligkulturen for et Par Generationer siden,--vore Oldrefædres Have og
Hus.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 6. Hvide Lupiner i Skygge.]
Samtidig med at denne moderne, mere rationelle, i Reglen retlinede Maade
at anlægge Haver paa, har sejret og skaffet Plads for Stauderne, saa er
der--gloria victis--opstaaet en Art "nylandskabelig" Bevægelse, der
næsten helt og holdent bygger paa Staudeanvendelse. Den ældre Have med
hele sit konventionelle landskabelige Apparat, de lange Perspektiver, de
kulisseagtigt opstillede Buskadser og Trægrupper, led--dens øvrige gode
eller daarlige Sider ufortalte--i hvert Fald af den Mangel, at dens
Anvendelse paa smaa Haver krævede en saa lille Maalestok, at det hele
ofte blev ganske meningsløst. I mere eller mindre bevidst Følelse af
dette begyndte man for en Del Aar siden i England at skabe naturlige
Landskabsbilleder mindre Vegetations Scenerier, der kunde fremstilles
uden at reducere Maalestokken.
Denne den saakaldte "wild gardening" fik sin fortrinligste Forkæmper i
den bekendte Havebrugsforfatter W. Robinson, og navnlig i de senere Aar
i den ikke mindre bekendte Haveæstehtiker Miss Gertrud Jekyll. Omkring
en Dam, i en Lysning, i et Krat eller paa andre velegnede Steder, hvor
Synet af fremmedartede Omgivelser ikke kan genere, skabte man væsentligt
ved Hjælp af Stauder, der ikke havde et altfor kultiveret Præg og som
ifølge deres Vækst egnede sig dertil, et Stykke Have, hvor alt groede
som var det hjemmehørende, og derfor fik det vildtvoksende tiltrækkende
Præg.
[Illustration: Fig. 7. Dobbelt Stauderabat i et Gartneri. Plantet i Nov.
1912; Billedet er taget i Aug. 1913. Gangen er 4 m og Rabatterne 3 m.
brede.]
Lidt senere, i Begyndelsen af dette Aarhundrede, viste en lignende
Bevægelse sig i Tyskland; men medens man i England ad Forsøgenes og
Erfaringens Vej naaede til at fastslaa Maal og Midler for den Art
Havekunst, saa var det i Tyskland en enkelt Mand, Willy Lange, der
væsentlig ad Tænkningens Vej og paa videnskabeligt Grundlag--de Tyskere
bliver jo sig selv lig alle Dage--fastslog Regler for en landskabelig
Havekunst, der i Modsætning til den ældre kan passes ind i en lille
Ramme. Lange, hvis Hovedskrift, Gartengerstaltung der Neuzeit, udkom
1904, og som senere er trykt i flere Tusinder end nogen anden tysk Bog
om Havekunst, gør ganske overordentlig stort Brug af Stauder til at
skabe sine smaa Vegetations-Scenerier.[3])
[Footnote 3: En Hovedsag for Lange er Hensyntagen til Planternes
naturlige Samhørighed, det vil sige, at Planter, der hører hjemme, eller
ser ud som de hørte hjemme i et bestemt fysisk Milieu ikke plantes
jævnsides med Planter fra et ganske andet. For Eksempel bør en Plante,
der bærer de tørre, sandede Steders Karaktermærke, ikke sættes ved Siden
af en Plante, hvis store, saftige Blade viser, at den hører hjemme under
fugtige Forhold; ved at følge denne Regel skaffes en typisk
Plantebestand og typiske Vegetationsbilleder, der dog udmærket kan
bestaa af Planter, der er forædlede ved Kultur, naar de kun har bevaret
deres oprindelige Karakter; Meningen er jo ikke at illudere. Skønt Lange
har en stor og troende Menighed og Miss Jekyll talrige Efterlignere, vil
denne Form for Havekunst, dog næppe faa Betydning udover en meget stor
indirekte--bl. a. ved at vække Interessen for Stauder--idet den, der
planlægger en saadan Plantning, i det væsentlige ogsaa selv maa udføre
den; Tankerne kan jo nemlig ikke, som ved et andet Haveanlæg, gives en
koncis, latent Form i en Tegning; det vil desuden altid være et
forholdsvis ringe Antal Mennesker, der paa en Gang vil være i Besiddelse
af tilstrækkelig Færdighed og Viden og tilstrækkelig Forstaaelse til at
kunne udføre Vedligeholdelsen i Anlægets Aand. En Del Plads kræves jo
ogsaa, saa denne wild gardening altid vil være forbeholdt de faa. I
populariseret og skematiseret Form har denne Art Havekunst iøvrigt
Betingelser for at udarte til noget meget slemt. I Tyskland, hvor de jo
har ondt ved at holde Balancen, ses allerede Gravsteder (!) i Willy
Langes Maner.]
Naar saaledes Stauderne i den senere Tid er blevne stærkt forbedrede, og
Fordom med Hensyn til deres Kultur er ved at fjernes, og endelig
Forholdene inden for Havekunsten er de gunstigst mulige, vil man
forstaa, at disse Planters stærke Fremrykning ikke er tilfældig, og at
Pelargonierne maa glæde; sig over, at de i hvert Fald har Storstædernes
Altankasser at falde tilbage paa. Denne unaturlige Form for
Blomsterdekoration er vist det eneste, Stauderne ikke lader sig anvende
til.
[Illustration: Fig. 8. Plantning at Funkia og andre Stauder i en Gaard
ved et engelsk Landsted.]