De Resultater, man almindeligvis har for Øje, giver ikke Indtrykket af,
at de fysiske Forhold i Danmark er Staudedyrkningen gunstige; ikke desto
mindre er Forholdet dog det, at mange Planter som Kniphofia og
Agapanthus er haardføre her, medens de i Tyskland ikke henregnes til de
egentlige Stauder, fordi de maa tages op og gemmes om Vinteren. Selv
overfor et af Naturen saa begunstiget Land som Frankrig har vort Klima
væsentlige Fortrin, idet Phlox og mange andre af vore bedste Stauder
lider af, at Solen forkorter Blomstringstiden og ødelægger
Blomsterne--ikke at tale om sydligere Lande, hvor Stauderne i snævrere
Forstand slet ikke hører hjemme. I Virkeligheden er Antallet af
haardføre Planter, og dermed af Stauder, naturligvis meget større i
sydligere Lande, men de Arter, der særlig har været Genstand for
Forædling, egner sig i Reglen ikke for et varmt Klima. I England er det
en almindelig Anskuelse, at de sommerblomstrende Stauder naar deres
højeste og pragtfuldeste Udvikling i Skotland paa Grund af de lange lyse
Sommerdage--og dem kan Danmark jo ogsaa glæde sig over. Det, der gør
vore hjemlige Staudeplantninger fattige og kedelige, er i Reglen den
daarlige Kultur, Planterne er Genstand for, hvad enten dette nu skyldes
manglende Kendskab eller for ringe Indsats i Arbejde eller Penge.
Selv om Stauderne--i hvert Fald Flertallet af de moderne--er
Kulturprodukter, der i Udseende adskiller sig ikke saa lidt fra de
oprindelige Former, saa har disse Planter dog sjældent ændret deres
naturlige Tilbøjelighed for hver sit bestemte fysiske Milieu. Planter
trives i Reglen netop i samme Maal, som man formaar at efterkomme deres
Ønsker og Krav i den Retning, enten ved kun at vælge Planter, der ynder
det Klima og den Jordbund, man har at byde dem, eller ved saa vidt
gørligt at ændre de fysiske Forhold efter Planterne. Hvad enten man nu
forsøger det ene eller det andet--eller, hvad der er det almindeligste,
lidt af hvert--saa kræver det noget Kendskab baade til Planterne og til
de forskellige Kulturmethoder at opnaa et Resultat. Og endelig kræves
der en vis--efter Forholdene meget varierende--Sum af Arbejde og Penge,
og hvis denne ikke ydes, kan man ikke, saa lidt som paa Livets andre
Omraader, vente at høste noget.
Nedenfor skal nævnes de Betingelser og de Fremgangsmaader, der gælder
for det store Flertal af Stauderne, medens der med Hensyn til de enkelte
Arters Særkrav maa henvises til Bogens specielle Del. Naar der
overhovedet lader sig opstille nogenlunde almengyldige Regler for et saa
uensartet Plantesamfund som Stauderne, er det fordi en Plante i Reglen
kun optages til almindelig Kultur, og kun gælder for en god Staude, naar
den ikke er kræsen, men tager til Takke og trives under forskellige
Forhold.
Der er i Almindelighed ikke Tale om at vælge særlig gode Pladser eller
særlig Jordbund til Dyrkningen af Stauder; Stedet og Forholdene er jo
gerne givne. I de smaa Haver er der i hvert Fald sjældent meget at vælge
imellem. Hvis der endelig er et Valg at træffe, er det gerne mellem Sol
og Skygge, og man bør da undgaa det sidste, thi selv om der findes en
antagelig Række Stauder, der taaler Skygge eller Halvskygge, saa opnaar
man dog aldrig noget smukt Resultat uden Solens kraftige Hjælp, i det
mindste det meste af Dagen. At der i Middagstimerne glider en Skygge
over Stauderabatten, er nærmest af det gode, da det i høj Grad tjener
til at forøge Blomstens Holdbarhed under Midsommerens stærke Solbrand.
[Illustration: Fig. 26. Gammel Klump af en Lilie før Omplantningen.]
[Illustration: Fig. 27. Hvorledes Delene af Planten (Fig. 26) ordnes ved
Omplantningen.]
Den ugunstigste Plads for de fleste Stauder er den, der saa ofte anvises
dem, nemlig Pladsen under eller klods opad større Træer og Buske. I den
Kamp om Næring og Fugtighed, der udspinder sig saadanne Steder, ligger
Stauderne selvfølgelig altid under, og af den Hjælp, man gennem Vanding
og Gødskning yder Stauderne, tager Træernes og Buskenes Rødder Løvens
Part, og Hjælpen kommer altsaa nærmest Fjenden til Gode og lokker
yderligere Trærødderne hen under Stauderne. Man kan--hvad der
naturligvis er dyrt og omstændeligt--anbringe Tagpap lodret i Jorden
eller endog støbe en smal Mur for at begrænse Trærøddernes Vækst.
[Illustration: Fig. 28. En velopbunden Staude, Gyldenris; den samme
Plante som Fig. 29.]
[Illustration: Fig. 29. En daarlig opbunden Staude; den samme Plante som
Fig. 28.]
Mange Villaejere mener ikke at have anden Rabat tilovers for Stauderne
end en saadan Pinebænk langs et gammelt Buskads; det er naturligvis
Indbildning, for der findes i de fleste ældre Haver en Mængde Buskads,
der hverken i sig selv er kønt, ejheller tjener til noget som helst ud
over at gøre Haverummet uklart i sine Omrids, den med Buskadsplantning
tilsigtede Virkning, at lade Haven synes mindre nøgen de første Aar og
maaske større end den egentlig er, er jo i ældre Haver dels ikke længer
ønskelig og dels i Reglen aldrig opnaaet. I mange Tilfælde er
Anbringelsen af Busketter sket ganske hensigtsløst. En Mængde af disse
kedelige og unødvendige Busketter kan ryddes og give Plads for Stauder
og det Liv og Lys, som følger hermed. Mangen Gang vil ogsaa et lille
Indgreb i Græsplænen eller en behændig Omlægning af en Stump Gang skabe
fortrinlig Plads til Stauder, hvor man før mente ikke at have Rum
tilovers. Rosengrupper af Thea-og Remontantroser er jo særlig; paa let
Jord ikke komme længere, naar de har staaet en 8 à 10 Aar, og der findes
sikkert mange saadanne ældre, lumsk kedelige Rosenrabatter, der til
Glæde for alle Parter ogsaa for de virkelige Rosenvenner kunde ofres og
genopstaa med Fylde og Liv af Blomster og Farver.
Den bedste #Jordbund# for Stauderne er almindelig god Havejord i saadan
Kulturtilstand, at den holder noget paa Fugtigheden om Sommeren og ikke
lader Vintervæden stagnere. Hvis Jorden er for sandet og let, saaledes
at Regnen løber lige gennem den, kan den forbedres og bringes til at
holde paa Fugtigheden, dels ved Tilførsel af sværere Jord eller af
Gødning og da navnlig Kogødning og dels ved Iblanding af Kompostjord.
[Illustration: Fig. 30. Del af ældre Iberis med 2 Skud, egnede til
Stiklinger.]
[Illustration: Fig. 31. Skud af Iberis, som det er taget fra Planten, og
efter at det er gjort i Stand til Stikning.]
[Illustration: Fig. 32. Rodstikling af Romneya, der er begyndt at gro.
Overskæringen finder Sted ved de hvide Mærker.]
[Illustration: Fig. 33. Gammel Plante af Lychnis.]
For de Haveejere, der til deres egen Skade ikke ved at vurdere
Kompostjorden, og derfor ikke skaffer sig saadan, skal kortelig oplyses
om denne fortrinlige Jordarts Behandling: I en passende afsides Krog af
Haven samles alt muligt navnligt organisk Affald fra Haven og Huset, som
Ukrudt, visne Plantedele, afslaaet Græs samt alt Køkkenaffald,
Fejeskarn, Sod, Træ-og Tørveaske, Vejskrab, gl. Murkalk, Kloak-og
Grøfteoprensninger m.m. Som Kompostmateriale anvendes ogsaa Tørvejord og
Muld. For at fremskynde Forraadnelsen iblandes af og til lidt Kalk,
hvilket ogsaa skal have en desinficerende Indflydelse overfor
Plantesygdommes Smitstoffer. Bunken skal holdes pænt firkantet, mindst 1
Meter høj og med stejle Sider og flad ovenpaa, saaledes at den af og til
kan overhældes med Latrin eller anden flydende Gødning, om da Havens
Dimensioner er af den Art, at sligt lader sig gøre uden at genere. En
saadan Kompostbunke lugter ikke mærkbart, naar ikke netop Solen bager
paa friskt Affald. Naar Bunken har naaet en passende Størrelse afsluttes
den, og der samles saa sammen til en ny. Bunken omstikkes et Par Gange i
Aarets Løb, saaledes at alle Stoffer blandes godt, og efter ca. to Aars
Forløb vil alt være fuldt forraadnet og vil danne en ualmindelig
nærende, alsidig og kraftig Jord, der i de fleste Tilfælde maa harpes,
før den anvendes. Denne Kompostjord, der i Gartnerierne anvendes med en
vis reserve, idet den menes at indeholde Sygdomskim af forskellig Art,
er ganske fortrinlig til at forbedre Staudebedene med, da disse Planter
forholdsvis sjældnere lider af nogen Sygdomme. Kompostjorden indeholder
altid Ukrudtsfrø, men denne Ulempe tiltrods er den alligevel den
billigste Plantenæring, man kan skaffe sig.
Kompostjorden, der gør den lette sandede Jord mere bindig, saaledes at
den bedre holder paa Fugtigheden, udøver den modsatte, men ligesaa
gavnlige Virkning paa den svære, lerede, for stærkt sammenhængende Jord
ved at skørne den og gøre den lettere gennemtrængelig for Luft og Vand.
[Illustration: Fig. 34. Planten Fig. 33 delt til Formering.]
Gødskningen paa svær Jord bør helst ske ved Hestegødning, og paa let
Jord ved Kogødning; men i Reglen er man jo ikke saa heldig at kunne
vælge. En passende Tilførsel af Kalk vil navnlig i ældre Haver, hvor
Jorden ofte er sur, være en god Jordforbedring.
Den Dybdebehandling af Jorden, der anses som selvfølgelig ved en
Vinrabat, vil forekomme mange selv ret havekyndige Mennesker aldeles
urimelig, naar det drejer sig om en Stauderabat: men mange af Stauderne,
tilmed af de bedste, som Delphinium, Phlox, Helenium m.m., er saa
graadige Planter, som der overhovedet findes i Kultur, og lige saa lidt
som man høster gode og smukke Druer paa en mangelfuldt ernæret Vinstok,
ligesaa lidt vil underernærede Stauder vise sig i deres Pragt. En god
Rabat eller Gruppe skal i Reglen være tæt plantet, og det Krav, der
derved stilles til hver Arealenheds Ydeævne, er meget større end ved
andre Kulturer, og det er derfor kun rimeligt, at Rabatten gødes og
dybbehandles i et Omfang, der staar i Forhold til den Kraftanstrængelse,
man forlanger af den paagældende Jordstrimmel. M. 0,8 à 1,0 er en
passende Dybde, idet man dels derved skaffer Plads til tilstrækkelige
Mængder Næringsstoffer og dels foranlediger Rødderne til at søge dybt,
et Forhold, der har den allerstørste Værdi i Sommerens Tørkeperioder, en
Værdi, som kun vanskeligt, hvis overhovedet, kan erstattes ved
besværlige Vandinger.
[Illustration: Fig. 35. Aconitum Napellus bicolor.]
Hvis Jordbunden er af den Beskaffenhed, at Vintervæden er tilbøjelig til
at blive staaende længere Tid, vil et Drænlag under Gruppen eller
Rabatten være nødvendig. Et saadant kan bestaa af Slagger, Murbrokker,
Afharpning fra Kompostbunken eller lignende.
Ved Plantningen af unge Planter, navnlig om Foraaret, vil det være til
stor Gavn at iblande Jorden noget Tørvestrøelse, saaledes at der
anvendes et Lag paa fem Centimeter til en 80 à 100 Centimeter dyb Rabat.
Dette Stof, der holder godt paa Fugtigheden, og som er en Substans, som
de unge Rødder med Begærlighed borer sig ind i, maa dog anvendes uden
Overdrivelse, idet dens Virkning senere hen formenes at være uheldig for
Planternes Vækst, der let bliver for blød og løs.
Hvorvidt man lettest fremstiller Rabatten ved Reolgravning med et Par
Spadestik, en Opskovling og en Omgravning af Bunden og under dette
Arbejde søger at iblande de gjødskende Stoffer, eller den lettest
fremstilles ved at udgrave hele Bedet og derpaa fylde det med en
passende Jordblanding, beror paa Forholdene i de enkelte Tilfælde, og
navnlig vil Valget af Fremgangsmaade være afhængig af Muldlagets
Tykkelse og af om Dræning er nødvendig.
[Illustration: Fig. 36 Ajuga reptans var atropurpurea.]
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 37. Aethionema
grandiflorum.]
[Illustration: Fig. 38. Alyssum saxatile fl. pl.]
At der ikke, som for andre Planters Vedkommende, kan fastslaas en eller
to Aarstider, der er de bedste som #Plantetid# for alle Stauder, ligger
i Sagens Natur, men man kan fastslaa en Tid, som for det store Flertals
Vedkommende er, om ikke den bedste, saa dog god Plantetid; det er
September Maaned. Saa er nemlig Sommertørken forbi, og de korte Dages
Sol formaar ikke at skade de nyplantede Planter, medens Jorden og Luften
dog endnu er tilstrækkelig varm til, at navnlig Roddannelsen kan gaa for
sig. De Stauder, der daarligst lader sig plante paa denne Tid er dels
de, der blomstrer allertidligst om Foraaret og de der, som saa mange
smaa Stenhøjsplanter, lider af Fugtighed om Vinteren paa sværere Jord.
De sildige, d.v.s. de oktoberblomstrende, lider en Del under
Plantningen, og selvfølgelig gaar det paagældende Aars Blomstring jo
tabt. Det er nødvendigt at fastsætte et saadant fælles Tidspunkt, idet
man jo af praktiske Grunde ikke ved Tilplantningen af en Rabat kan
efterkomme de enkelte Arters meget forskellige Krav i den Retning; hvis
man, hvor det drejer sig om Plantning af en enkelt eller et Par Arter,
er i Stand til at rette sig efter Planternes Natur, saa gælder den
almindelige Regel, at de foraars-og sommerblomstrende Stauder bedst
plantes et Par Uger efter Afblomstringen, og de Efteraarsblomstrende
bedst lige naar Vegetationen begynder, i Reglen i April Maaned. Der er
jo ofte mange Hensyn at tage, der gør, at man ikke kan plante til de
ovenfor angivne Tider, men heldigvis er det i Virkeligheden ogsaa muligt
at flytte og plante Stauder næsten hele Aaret med Undtagelse af de
Hindringer, som Frost og stærk Tørke lægger i Vejen. Navnlig naar
Planterne ikke skal underkastes en Forsendelse, men kun skal flyttes
indenfor samme Have, er man i Virkeligheden meget mere frit stillet med
Valg af Plantetid for Stauder, end Tilfældet er med andre Planter. Kun
maa man vælge godt Vejr, hvad der i denne Forbindelse vil sige Graavejr
eller let Regn.
[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 39. Anchusa italica Dropmore
Variety.]
Den for al #Plantning# gældende Regel, at Planterne hverken maa sættes
for dybt eller for højt, gælder naturligvis ogsaa for Stauder. De skal
staa nøjagtig en lille Kende dybere, end de har staaet paa deres
tidligere Plads. Forsyndelser mod denne elementære Regel kan svække
visse Stauder, f. Eks. Pæoner, saa det mærkes gennem lange Aar. Der maa
rystes findelt Jord ind mellem Rødderne, der ikke maa bøjes, men
hellere, om de forekommer for lange, maa afstudses med en Kniv. Dette
sidste kan man dristigt gøre, navnlig ved Planter, der er fremkomne ved
en umiddelbar forudgaaende Deling, idet de gamle Rødder i Reglen er
værdiløse. Rødder, der er udtørrede som Følge af en Forsendelse eller
paa Grund af sjusket Behandling, skal altid helst fjernes. Man skal
vande grundigt om nyplantede Planter, selv sent paa Aaret og i Regnvejr,
idet man kun paa den Maade sikrer sig, at Jorden slemmer tæt ind om
Rødderne. Det vil være gavnligt, for ikke at sige nødvendigt, at Jorden
mellem nyplantede Stauder dækkes med et kort Lag Mistbænkegødning, Tang,
Tørvesmuld eller lignende Materiale for at hindre Udtørring om Foraaret
og Opfrysning om Vinteren. Denne Dækning maa finde Sted saaledes, at
selve Planten ikke dækkes, hvad der navnlig for adskillige
Stenhøjsplanters Vedkommende vil være forbundet med Livsfare; mange af
disse Planter taaler heller ikke Dækning med Gødning, men foretrækker
Tang eller Løv.
[Illustration: Fig. 40. Anemone japonica, forskellige Varieteter.]
Nogle af Stauderne danner mægtige, et Par Meter høje Buske, nogle er
Planter, der er ganske lave og tæppedannende, andre sender meterlange
Rodskud til Siderne, og atter andre forholder sig rolig paa samme Plet
Aar ud og Aar ind. Denne Uensartethed i Vækstens Omfang og Hurtighed
unddrager sig naturligvis enhver almindelig Regel om hvilken Plads, der
maa indrømmes hvert Individ. Hvis man ikke kender Planten, men gennem
Omstaaende Liste eller et Katalog kender dens Højde, har man for saa
vidt en Rettesnor, som de højeste almindeligvis kræver størst Plads, og
de lavere mindre; men uden virkeligt Kendskab til Planternes Vækst, vil
man uvægerligt begaa en Række Fejl, som man saa næste Aar maa rette ved
at fylde Hullerne og tynde ud, hvor der er plantet for tæt. Man har
opstillet en Regel, der dog er af meget begrænset Gyldighed, gaaende ud
paa, at den Plads, der indrømmes hver Plante, udmaales for de høje
Stauders Vedkommende med en Diameter af 2/3 Plantens Højde, for de
mellemhøje med Diameter lig Højden, og for de lave med Diameter to Gange
Højden.
[Illustration: Fig. 41. Anemone silvestris.]
En Hovedbetingelse for en vellykket Plantning er at Plantematerialet er
godt. Dermed menes ikke i denne Forbindelse gode ægte Sorter, men sunde,
kraftige Planter i passende Størrelse.
[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 42. Artemisia.]
Hvis det drejer sig om Planter, der er fremkomne ved Frøformering, skal
de have været udpriklede en Sommer eller i det mindste et Par Maaneder,
det samme gælder om Planter, der er tiltrukne ved Stiklinger; disse to
Kategorier af Planter kan man--naar de da ellers er unge--kun ønske sig
saa store som muligt. Anderledes med delte Planter, de maa naturligvis
for at være vækstsikre have en vis Størrelse, men ellers er smaa Planter
at foretrække for store, d.v.s. endnu delelige. Vi rører her ved et
Punkt, hvor der i Tidernes Løb er begaaet talløse Forsyndelser mod
Stauderne. Hvis man planter en stor Blok f. Eks. af sommerblomstrende
Phlox uden at dele den, vil den næsten ikke nyde godt af Omplantningen
og vil ikke tage fat med fornyet Kraft, saaledes som det altid sker,
naar man planter smaa, kraftige Skud. Hvis man piller tre gode Skud af
en stor Blok, der ved Delingen maa antages at ville give en Snes
saadanne Skud, saa vil de tre enkelte Skud i Løbet af et eller to Aar
danne en Blok større og kraftigere end den store Moderplante, hvis denne
samtidig plantes udelt. Vil man hurtigt have store, fyldige Planter, kan
man opnaa dette ved at plante flere Smaadele nær hverandre, men med
ti1strækkelig Jord imellem, saaledes at de smaa Skud kan føre deres
selvstændige Tilværelse og sende Rødder til alle Sider. Det er nemlig
dette, som navnlig alle de indre Skud i den store Blok ikke formaar, og
derfor vokser de saa slet. De bedste Planter er unge, nyformerede
Planter, der en Sommer paa et Skolebed har dannet deres eget Rodnet, og
saaledes har lært at sørge for sig selv, og de daarligste Planter er
gamle Planter eller store Dele af saadanne, hvis Skud kun med deres ene
Side formaar at komme i direkte Berøring med den nye nærende Jord. Naar
man derfor fra gavmilde Naboer faar forærende store Klumper af Stauder,
maa man dele dem ud i smaa og plante Delene som enkelte Planter, og
dersom man køber Planterne og forlanger, at de straks skal fylde i
Bedene, maa man købe flere Eksemplarer af samme Art.
[Illustration: Fig. 43. Aquilegia coerulea hybrida.]
Planter, der er plantede om Efteraaret, dækkes som nævnt altid for at
undgaa Opfrysning, men saadan #Vinterdækning# er i det Hele altid
tilraadelig og bør danne et fast Led i Kulturen af Stauderne. En Del af
disse hidrører ligefrem fra Egne med meget mildere Klima end vort, og en
meget stor Del fra Steder, hvor Frosten ganske vist er haard og
langvarig, men hvor Snedækket er mere paalideligt, og hvor navnlig den
danske Vinters lunefuldt vekslende Spil af Frost og Tø er ukendt. Dette
gælder bl. a. de fleste Alpeplanter. Selv vore indfødte danske Stauder
ude i Naturen faar jo i Reglen nogen Dækning af nedfaldende Løv, vissent
Græs, og i hvert Fald danner deres egen Top jo noget Dække.
[Illustration: Fig. 44. Astilbe Arendsii, forskellige Variationer.]
[Illustration: Fig. 45. Astilbe Arendsii Ceres.]
De Stauder, der helt forsvinder fra Jordens Overflade, som Lilier,
Incarvillea, Pæoner, Aconitum og mange flere, dækkes lettest ved et godt
tykt Lag gammel Gødning over Stedet, hvor de hviler. Et Lag paa ca. 5-8
Ctm. vil være passende i de fleste Tilfælde. Den store Mængde Planter,
der som Heuchera, Kniphofia, Yucca, Hypericum, beholder deres Løv i Live
om Vinteren, maa selvsagt kun dækkes med Gødning paa Rødderne, medens
Toppen maa rage frit op. En Klasse Planter, der er særdeles vanskelige
at dække, er de "alpine", d.v.s. de lave Stenhøjsplanter, der absolut
ikke maa dækkes med Gødning eller lignende Materiale. Det bedste vilde
være Sne, men det kan man her til Lands ikke løbe an paa; det næst
bedste er et Lag Granris ikke tykkere, end at Luften har rigelig Adgang
til Planterne. Det drejer sig nemlig ikke om at holde Kulden ude,
Temperaturen over og under et saadant let Grandække er naturligvis
omtrent den samme, kun er den mere konstant under Risenes Skygge, idet
Virkningen af Sol og lettere Morgenfrost ikke naar ned til Planterne.
Naar det træffer i med lange Tøvejrsperioder ledsagede af lidt Sol, saa
kan man se mange af disse Bjergplanter "spidse Øren"; de tror det er
Foraar og begynder i det fattige Lys en ung spæd Vækst, der til Skade
for hele Planten svides af, naar Frosten kommer igen. Grandækket hindrer
ved sin Skygge Planterne i at faa saadanne utidige Foraarsfornemnmelser
med den deraf flydende Fortræd. Risene hindrer ogsaa ofte den faldne Sne
i straks at fyge bort.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 46. Bellis perennis.]
Planter, som ikke helt har afsluttet deres Vækst, maa ikke dækkes,
navnlig ikke lige i Hjærtet, hvor Dækket i saa Tilfælde let vil
foraarsage en Forraadnelse; det vil derfor være rigtigt at afvente en
alvorlig Frost, før Dækningen foretages. Om Foraaret maa man paase, at
Dækket fjærnes i Tide, saa Planterne ikke faar Lejlighed til at vokse
under Dækket, Skuddene vil nemlig saa blive "gejle" d.v.s. lyse og tynde
og lidet modstandsdygtige for de ublide Paavirkninger, der finder Sted,
naar Dækket tages af. Man maa af og til kradse lidt Gødning væk og
fjerne et Ris hist og her. Den fulde Afdækning maa for Risenes
Vedkommende foretages i Graavejr; Gødningen lader man gerne ligge, den
hjælper til at holde paa Fugtigheden i vort tørre Foraar.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 47. Campanula persicifolia
Moerheimii.]
Foruden Gødning og Granris anvender man ogsaa Tang, Savsmuld, Tørvesmuld
og lignende Stoffer, og i Stedet for Granris kan man anvende Lyngris.
Løv er et fortrinligt Dækkemateriale, der ikke let foraarsager
Raaddenskab, men da det er tilbøjeligt til at flyve bort, maa der lægges
lidt Ris over det. Planter, der lider meget af Vinterfugtighed f. Eks.
Eremurus, kan dækkes med Sand.
Naar Vinterdækket er fjernet, foregaar #Rensningen# mellem Stauderne, og
det er i de fleste Haver en Regel at grave mellem dem; at denne
fordømmelige Skik er gammel, ses af nedenstaaende Citat af en Havebog
(Bentziens) fra Midten af forrige Aarhundrede.
"Efterat Haugeeieren om Foraaret har truffet Overenskomst med en eller
anden af de saakaldte Gartnere, der paatage sig Pasning af saadanne
mindre Hauger, blandt hvilke der vistnok findes flere dygtige og
samvittighedsfulde Mænd, men ogsaa en Mængde, som paatage sig Noget,
hvortil de ikke have ringeste Kjendskab--og vor Erfaring synes desto
værre at vidne om, at Haugeeierne, til liden Baade for dem selv, ere
meest tilbøielige til at vælge imellem disse, fordi de kunne spare et
Par Rigsdaler aarlig--giver denne sig, saa saare Jorden er nogenlunde
tjenlig, i Færd med at grave Rabatterne eller Bedene og det ret dybt og
med en Spade og lige tæt ind til Planterne deri; thi han vil jo gjerne
gjøre Eieren tilpas og skaffe ham hans Hauge i tilsyneladende pyntelig
Stand saa tidlig som mulig. Men i det tidlige Foraar ere mange af
Planterne endnu ikke komne frem over Jorden; hvor ofte seer Man derfor
ikke en saadan raa Arbejder med Spaden gjennemskjære mange prægtige
Planter især af Løgvæxterne og derved aldeles ødelægge dem; medens han
ved sin utidige Gravning berøver andre Planter saa godt som alle de unge
kraftigste Rødder og Skud. Vi bør derfor paa det Indstændigste anbefale
saadanne Haugeeiere aldeles at forbyde Brugen af Spade paa de Steder i
Haugen, hvor der staaer Stauder, og kun lade Greben anvende med
Forsigtighed og først naar Planterne har viist sig tilstrækkelig over
Jorden, hvis de ikke ere forsynede med Navnepind, eller dog i det
Mindste en nedstukken Stok antyder deres Plads."
Vi slutter os til Bentzien, opgiver Gravningen og nøjes med at luge
Ukrudtet væk. Det er sjældent noget stort eller besværligt Arbejde og
almindelig Ordenssans kræver det jo ogsaa gjort. En længere Forsømmelse
paa dette Omraade kan blive vanskelig at genoprette, idet Kvikrødder,
Skvalderkaal og andet fleraarigt Ukrudt, der har filtret sig ind i en
Blok Stauder, kun vanskeligt lader sig pille ud igen.
Naar der #vandes#, skal der vandes saa det bløder igennem, det ved
enhver, der har haft lidt med Planter at gøre. En lille Overbrusning kan
maaske nok gavne Planterne, men lader jo Jordens og Røddernes Tilstand
være uforandret og gør maaske den Skade, at der, hvor der ikke ligger
gammel Gødning mellem Planterne, danner sig en Skorpe paa Jorden, der
fremmer Fordampningen. Naar det ikke netop drejer sig om ganske smaa
Forhold, bør man stræbe efter at faa indrettet Trykvand, saaledes at man
kan vande med Slange. En 3/4" Rørledning, der ofte kan anlægges
overjordisk, saaledes at den tappes af om Vinteren, er ikke dyr. Hertil
kommer saa Udgift til Haner, Slanger m.v. Det er næsten uoverkommeligt
at foretage Grundvanding af en større Rabat uden dette Hjælpemiddel. Men
det kan ikke nægtes, at denne Vanden med Slange er en lidt blandet
Velsignelse for Planterne. Naar det iskolde Vand med fuld Kraft slynges
mod Planterne en hed Sommerdag, er det naturligvis i nogen Maade til
Skade. Naar man passer at vande imellem Planterne, og med en opløst
Straale vil denne rigeligere Vanding alligevel Være langt at foretrække
for en sparsom men hensynsfuld Vanding med Regnvand eller andet
tempereret Vand. Den Tid, der fordrer mest Vanding, er gerne Maj og
Juni. Den, for hvem Vanding er noget nær en Umulighed, maa dække
rigeligt med Gødning mellem Planterne og maa, særlig hvis Jorden er af
let og tør Beskaffenhed, udskyde nogle af de tørstigste Stauder af sit
Sortiment og i Stedet optage nogle af de mange Stauder, der med næsten
utrolig Energi formaar at klare sig i det tørre løse Sand. Mange af de
nyere Haver i Berlins Omegn, i det tilsyneladende trøstesløse
brandenburgske Sand, staar ofte i et forbavsende Flor af Blomster, fordi
disse med stort Kendskab er valgte blandt Planteverdenens Sulte-og
Tørstekunstnere, der, naar de engang har faaet fat, trodser den
utroligste Tørke og ser glade ud endda. Det er øjensynligt, at man paa
tørre, sandede Steder her i Landet, for Eks. ved Skagen, hvor Luften dog
er langt mere fugtig end i Brandenburg, alt for ofte enten opgiver Ævred
eller ogsaa med overdrevne Bekostninger holder Liv i de konventionelle
Haveplanter uden at prøve de mange tørketaalende Planter, der dog
findes.
Nogle Stauder taaler næsten ikke animalsk #Gødning,# saaledes mange
Alpeplanter, og Forfatteren har en Formodning om, at Grunden til at
Lilier saa ofte slaar fejl, skyldes, at disse Planter ofte ikke kan
taale navnlig frisk, animalsk Gødning. Det store graadige Flertal af
Stauderne griber og konsumerer alt, hvad der bydes dem, og naar
Stauderne plantes tæt, som de i Reglen bør, maa der lægges megen Gødning
paa et forholdsvis lille Areal. Naar det ikke drejer sig om nyplantede
Stauder, kan man med stort Udbytte anvende Kunstgødning. De Stoffer, der
kan blive Tale om, er Kalk, 18 pCt. Superfosfat, 37 pCt. Kali og
Chilisalpeter.
De tre førstnævnte virker ret langsomt og skal derfor udbringes om
Vinteren, Kalk og Superfosfat ikke samtidigt. Chilisalpeter virker i
Løbet af faa Dage og maa ikke udbringes, før man mener Planterne i Stand
til at optage det deri indeholdte Kvælstof, idet det ellers meget
hurtigt vaskes ned i Undergrunden, særlig paa sandet Jord. Evnen til at
optage Næring staar naturligvis i Forhold til Vækstlivligheden. Den
Mængde, der skal anvendes, kan under almindelige Forhold sættes til 20
kg Kalk, 6 kg Superfosfat, 3 kg Chilisalpeter og 1 kg Kali, alt pr. 100
Kvadratmeter. De to førstnævnte Stoffer er uskadelige, hvorimod de to
sidstnævnte ved overdreven Brug kan virke skadeligt eller endog
dræbende. Det er ofte ret omstændeligt at skaffe og blande de enkelte
Dele Kunstgødning, og der findes derfor i Handelen en Del færdige
blandede Kunstgødninger, der selvfølgelig er dyrere end de rene;
Kunstgødning er jo imidlertid saa billig, at en Prisforhøjelse, eller
endog en Fordobling af Prisen, rigeligt vil opvejes af Fordelen ved den
mere bekvemme færdigblandede Form,--dette gælder naturligvis kun i
mindre Haver. Der findes en Del forskellige "Mærker" Blandingsgødninger,
og det har i mange Aar været et yndet Emne for "Havebrugskonsulenter" at
analysere saadan Blandingsgødning og derpaa, uden Hensyn til at
Emballage, Reklame og Forhandlingsprovision ved Salg af saa billige
Stoffer som Kunstgødning selvfølgelig koster mere end selve Stoffet,
føre et naivt Bevis for, at Blandingsgødninger er meget dyrere end de
"rene" Gødningsstoffer. Dette fortjenstfulde Arbejde for Folkeoplysning
har haft den uheldige Virkning, at det har skræmt mange Villaejere fra
at anvende Kunstgødning, og de vil næppe komme til at gøre det i større
Udstrækning, før der kan anbefales en god almindelig Blandingsgødning.
Det danske Gødningskompagni har foretaget det fornuftige Skridt under
eget Navn at udsende en saadan Blandingsgødning "Tyren" med en
Sammensætning, der aabent meddeles, og som er af den Natur, at den kan
anbefales til alt almindeligt Brug. Falbydelsen af Blandingsgødning er
den eneste Vej til at faa Villaejerne til i større Udstrækning at bruge
Kunstgødning.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 48. Centaurea ruthenica.]
Hvad enten man udstrør Gødningen tør eller udbringer den i opløst
Tilstand, maa man passe at fordele den jævnt og maa knuse alle Klumper.
En egentlig Nedbringning i Jorden er ikke nødvendig, man kan blot med en
Rive blande Kunstgødningen med det øverste Jordlag. Kompostjord, hvis
Tilberedning er omtalt ovenfor, er en aldeles fortrinlig og alsidig
Gødning.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 49. Cerastium Bieberstemii.]
Blandt de Arbejder, der melder sig i Sommerens Løb ved Staudernes
Pasning, er #Opbindingen# et af dem der tager mest Tid, men som maa
gøres, om man ellers skal have noget smukt ud af sine Planter. Hvis man
absolut vil befries for dette Arbejde, kan der ganske vist sammensættes
en lang Liste af Stauder, der ikke kræver Opbinding; men saa maa man
rigtignok ogsaa give Afkald paa en hel Række af de aller smukkeste
Planter, navnlig af de sommer- og Efteraarsblomstrende. Der er faa
Havearbejder, der saa gennemgaaende ses elendigt udførte som Opbindingen
af store Stauder; store pragtfulde Asters ses ofte snørede sammen som et
Knippe Ris, der bogstaveligt er blottet for ethvert Spor af Plantens
naturlige og frie Skønhed, den, som Opbindingen burde støtte, men som
den oftest forstyrrer. Det vedføjede Fotografi (Fig. 28) viser tydeligt
hvorledes en Staude, i dette Tilfælde en Solidago (Gyldenris), bør
opbindes frit og i Overensstemmelse med sin Vækst; hvorledes en klodset
Opbinding ødelægger alt, ses paa det til Skræk og Advarsel vedføjede
"Gegenbeispiel" (Fig. 29).
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 50. Chrysanthemum maximum
hybridum Triumph.]
Af en god Opbinding kræves tre Ting; den skal være stærk, lidet synlig
og være underordnet Plantens Vækst.
For at Opbindingen kan blive stærk, kræves,--foruden Anvendelsen af
passende Materiale, Granrafter, Enebærstave, Hasselkæppe, Bambusstokke
og lignende i Forbindelse med Bast eller Tjæregarn, alt efter Planternes
Størrelse--at Stavene gaar langt ned i Jorden, ellers er hele
Foranstaltningen til ingen Nytte.
[Illustration: Fig. 51. Cimicifuga japonica]
At gøre Opbindingen usynlig er der ingen Grund til; grøntfarvet Bast og
Stokke, som af og til anbefales, ses naturligvis ikke meget, men naar de
endelig ses, gør det et ubehageligt, unaturligt Indtryk; det er jo en
ærlig Sag, at Planterne er opbundne. Noget andet er det, at Opbindingen
skal udføres, saa den ikke virker for fremtrædende, man bør saaledes
sætte Stokkene bag Planterne og bør anvende de færrest mulige. Ved selve
Opbindingsmaterialet er der ikke noget grimt; det hæslige Syn af
opbundne Stauder skyldes i Reglen, at Opbindingen ikke underordner sig
Planternes Vækst, men paatvinger Planten en unaturlig Form. Den
naturlige Silhuet, Konturerne, eller hvad man vil kalde det, maa ikke
ødelægges; derfor maa Stokke aldrig naa mere end højst to Trediedele op
ad Planten, saaledes at denne foroven spreder sig ganske frit. Mange
selv ret høje Stauder som Kniphofia, Eremurus o.l. behøve ingen
Opbinding, og alle fine lette Blomster som Heuchera, Aquilegia o.s.v.
maa naturligvis nødig skæmmes af Stokke og Bast. Man skal selv hvor
Opbinding er nødvendig, ofte lade nogle af de forreste Grene helt
uopbundne for at bevare det frie og lette saa meget som muligt.
Gaillardia, Potentilla og mange andre skal man lade flyde omkring, som
de lyster, det klæder dem bedst. Planter af en særlig Vækst som Clematis
recta, Galega og Pæoner kan man "rise" ligesom Ærter, naturligvis med
korte Ris.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 52. Colchicum autumnale.]
I hvilket Omfang, man af Skønhedshensyn skal foretage #Nedskæring# af
afblomstrede Stauder og bortfjerne visne Blomster, er en Smagssag og er
forskellig for de forskellige Plantningers Karakter; i en lille, sirlig
Have med fint holdte Plæner og smalle Rabatter er Forholdet noget andet
end i en stor Have med en anden Karakter og med vidtløftige Plantninger.
Forholdet er ogsaa meget forskelligt for de forskellige Planter; Valmuen
lader de sidste røde Blade dale sagte til Jorden, medens de endnu er i
deres fulde Pragt, og det dekorativt formede Frøgemme afsløres
pludseligt. Campanula persicifolia, navnlig de dobbelte, lader
Blomsterne sidde og gennemgaa en ækel Forraadnelsesproces lige for Næsen
af en; saa forskellige er de.
Hvormeget eller hvorlidt, der skal gøres for Skønheden, maa bestemmes i
hvert enkelt Tilfælde. Men denne Nedskæring af afblomstrede Stauder har
ogsaa et andet Formaal, nemlig at forynge og forny Planten. En af de
mange Aarsager, hvorfor Staudeplantninger mislykkes, er at dette
Beskæringsarbejde, der ved Rosenkultur anses som selvfølgeligt,
forsømmes ved Stauderne. Naar Nedskæringen passes, forynges Planterne
fra Roden, og mange, som f. Eks. Pyrethrum, giver til Tak et Efterslet
af Blomster senere paa Aaret. Ligeledes modarbejder en dyb og rettidig
Nedskæring mange Stauders beklagelige "toaarige Tilbøjeligheder",
Planter som Althæa, Anchusa, Aquilegia, Coreopsis, Digitalis, Eryngium,
Malva moschata, Verbascum og mange flere vilde let, om de fik Lov at
sætte for meget Frø, dø bort, dersom Frødannelsen ikke hæmmedes ved en
Bortskæring af Toppen, inden Væksten helt er sluttet. Der gaar maaske
nok nogle Blomster i Løbet, men man opnaar en forøget Vivacitet ved
Roden, der viser sig ved Dannelsen af nye Bladrosetter, og Planten lever
videre, er i Virkeligheden bleven formeret ad vegetativ Vej. Saadan
Afpillen af visne Blomster og Nedskæring kan for de lave og pudedannede
Planters Vedkommende ske med en Faaresaks eller lignende Instrument.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 53. Coreopsis grandiflora.]
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 54. Delphinium hybridum,
enkeltblomstrende.]
Den med Kulturen af Stauder nødvendig forbundne periodiske #Omplantning#
foretages bl. andet for at holde Planterne, navnlig dem der er
tilbøjelige til at brede sig, i Ave, saa de ikke ganske overvælder
mindre kraftige Naboer. Solidago, Helianthus rigidus og andre, der
sender Skud vandret ud i betydelig Afstand fra Moderplanten er meget
vanskelige at have sammen med andre Planter, idet det netop er disse
Udløbere, der giver de bedste Blomster, og en regelmæssig Afstikning vil
altsaa direkte modarbejde Bestræbelserne for at faa den bedst mulige
Blomstring. Overfor saadanne Planter er en Omplantning hvert eller hvert
andet Aar næsten det eneste Middel til at holde dem paa Plads. Det
bruges at sætte Skiferstykker vertikalt ned i Jorden for paa den Maade
at begrænse Udløbernes Vagabonderen; det hjælper dog kun delvist, og
saadanne Planter egner sig bedst til naturlig Plantning, hvor de kan faa
Lov til at brede sig, som de vil, og netop paa Grund af denne deres
Væstejendommelighed hurtigt kan give Indtryk af at være vildtvoksende.
[Illustration: Fig. 55. Delphinium hybr., lys, fyldt Var. med mørkt
Øje.]
Den periodiske Omplantning er for mange af vore bedste Planter ganske
uomgaaelig, for at de kan yde store og gode Blomster; saaledes kan
foruden de nævnte Phlox, Aster, Chrysanthemum, Delphinium, Helenium og
mange andre af de aller smukkeste Stauder kun blomstre ulasteligt nogle
ganske faa Aar uden Omplantning. Aarsagen til dette Forhold er omtalt
ovenfor: I Tilfælde, hvor Stauder i Aarenes Løb skyder sig op over
Jorden, hvilket f. Eks. sker med Heuchera, Saxifraga cordifolia,
Aurikler o.s.v. kan Jorden hyppes lidt op om Planten til Erstatning for
en Omplantning. For Hyppigheden af disse Omplantninger spiller Jordens
Bonitet og Gødningskraft en stor Rolle. Hvis Jorden er let og der ikke
gives Gødningstilskud indtræffer Tilbagegangen hurtigere end under
modsatte Forhold; til Gengæld arbejder Udløberne naturligvis stærkere i
en næringsholdig Rabat. Det er dog særligt de enkelte Arters forskellige
Krav, der gør Tidsrummet mellem de periodiske Omplantninger vekslende.
Nogle Stauder, som Helleborus staar en Menneskealder eller mere, før de
synligt har kulmineret, andre som Asters gaar tilbage allerede andet
Aar, atter andre som Delphinium gaar først synligt tilbage i det femte
eller sjette Aar. I Reglen vil Planter der er længe, d.v.s. to à tre
Aar, om at naa den fulde Udvikling ogsaa være dem der holde længst uden
Omplantning. Savnet af en Generalregel paa dette Omraade er ikke saa
stort, som man skulde tro, idet man jo let kan erkende Tilbagegangen ved
de talrigere og mindre anselige Blomster. Ved Omplantning af store
Rabatter er det en ualmindelig Fordel, hvis den er sammensat af Planter,
der blomstrer og afblomstrer nogenlunde samtidigt og ligeledes
kulminerer samtidigt.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 56. Høje Delphinium langs
en Gang i Knuthenborg Have.]
[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 57. Delphinium semiplenum.]
Staudernes #Formering# kan ske baade ved Frø og ad vegetativ Vej; dette
sidste vil sige at smaa Stykker af Moderplanten fraskiltes og bringes
til at danne selvstændige Planter.
Frøformeringen giver ofte kraftige Planter, men er besværlig for
Amatøren. Hovedfordelen ved denne Formeringsmaade er at man paa en Gang
kan opnaa en stærk Formering, d.v.s. faa mange Planter af et Eksemplar,
men dette har jo i Reglen kun Interesse for Gartneren. De ofte
mangfoldige Afvigelser i Afkommet har kun Interesse for hvem der ønsker
at tiltrække nye Varieteter, men er en stor Ulempe for alle andre.
Frøet saas bedst i Urtepotter eller Skaale og dækkes med et Lag fint
Jord "svarende til Frøets Tykkelse", som det hedder i en ældgammel
Gartnerformel, som selvfølgelig ingen i Praksis kan rette sig meget nøje
efter. Man maa paase at Jorden i Frøskaalen holder en jævn Fugtighed, en
selv ganske kortvarig Udtørring kan ødelægge Spiringen. For lettere at
vedligeholde denne jævne Fugtighed anbringes Potterne, Skaalene eller
Kasserne i en Karm med et skygget Mistbænkvindue over. Efterhaanden som
Frøet spirer, maa de forskellige Arter fjernes fra den sluttede Luft og
sættes i Skygge under lidt friskere Forhold. Musene anretter ofte
Fortræd paa Frøet og dette forhindres bedst ved at lægge Glasskiver over
Potter og Skaale; saa snart det har spiret hører Musenes Ødelæggelser
op. Udsæden finder bedst Sted om Foraaret fra April til Juni, kun meget
langsomt spirende Frø bør saas om Efteraaret eller i det ganske tidlige
Foraar. Frø af Iris, Dictamnus og adskilligt andet, der er tilbøjeligt
til at miste Spireevnen hurtigt, skal saas saa saare det er høstet. Naar
de unge Planter er vel over Jorden maa de i Reglen udtyndes og senere
udprikles paa et vel præpareret Bed paa Friland. Mange Arter lader sig
iøvrigt saa direkte i Jorden, naar man ellers kan finde en skygget Plads
i Haven med let, ukrudtfri og findelt Jord.
Den vegetative Formering har betydelig større Interesse for Havevennerne
og for øvrigt ogsaa for Gartnerne, idet Sortsægtheden sikres bedst paa
denne Maade. Den kan foregaa ved Rodstiklinger, ved Udløbere og ved
Rodskud og endelig ved almindelig Deling. Stiklingsformeringen, der i et
Gartneri er særdeles let, er den vanskeligste for Amatøren, idet den
kræver Drivhus eller Mistbænke, hvor Luften kan holdes "sluttet" et Par
Dage om de nystukne Stiklinger. Da de Planter, der som Phlox, Aster,
Chrysanthemum o.a., der bedst lader sig formere ved Stikning ogsaa i
Reglen udmærket egner sig for Deling, vil man i Reglen vælge denne, den
letteste Maade.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 58. Dicentra spectabilis.]
Formering ved Rodstiklinger har større Interesse for Amatøren, idet
denne Fremgangsmaade kan anvendes med en hel Række Planter, der
vanskeligt lader sig underkaste en Deling. Planternes tykke
Rødder--Planter uden saadanne kan ikke formeres paa denne Maade--skæres
i Stykker paa ca. tre Centimeter, saaledes som vist paa Billedet (Fig.
32). Stykkerne lægges vandret i en Rille ca. 12 cm under Jorden.
Delingen af Rødderne maa foretages straks om Foraaret, naar Frosten er
borte, og Jordstykket maa holdes fugtigt og let skygget. Hvis man
foretager Roddelingen om Efteraaret, maa Stykkerne lægges i Kasser, der
opbevares koldt, men frostfrit og beskyttes mod Udtørring.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 59. Digitalis purpurea
gloxiniæflora.]
Formering ved Udløbere, underjordiske eller næsten overjordiske, og ved
Rodskud er i Princippet det samme, som den almindelige Deling og disse
Formeringsmaader har det til Fælles, at de i Modsætning til de ovenfor
nævnte Formeringsmaader, der alle kræver nogen Øvelse, er saa ligetil at
intet fornuftigt Menneske kan være i Tvivl om Fremgangsmaaden. De
vedføjede Billeder (Fig. 33 og 34) oplyser Methoden fyldestgørende. Der
skal overfor mange Planter vises en Del Forsigtighed: man maa
naturligvis ikke med en Spade hugge en Pæon igennem, men man maa tvinge
den itu ved at drive to Grebe, eller for mindre Planters Vedkommende to
Haandgafler, ind tæt ved hinanden og saa langsomt tvinge dem fra
hinanden igen. Paa denne Maade skilles Planten naturligt i sine
Sammenføjninger. Planterne skal deles saa meget som muligt, uden at det
gaar ud over Vækstsikkerheden, idet de større, endnu delelige Planter
har ringere Værdi end de mindre Eksemplarer; se ovenfor.
[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 60. Digitalis og
Hemerocallis.]
Enkelte Stauder, som Gypsophila paniculata fl. p. og flere, kan formeres
ved Forædling paa Rodstykker, men saadanne komplicerede
Formeringsmethoder er uden Værdi for Havevenner.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 61. Echinops Ritro.]
De ovenstaaende Kulturanvisninger gælder for de typiske Havestauder,
medens særlige Staudesamfund som Vandplanter, Bregner, Stenhøjsplanter
o.a. i mange Tilfælde har særlige Kulturregler, men Bogens Omfang og
Overholdelsen af den engang vedtagne Plan tillader ikke en særlig Omtale
udover hvad der vil blive nævnt i den følgende specielle Del.
Hvor der ingen egentlig Plantekultur finder Sted, i de ofte nævnte
naturlige Plantninger, gælder Reglerne om Staudernes Kultur naturligvis
i meget modificeret Form; ofte bestaar alt Kulturarbejde i at Toppen
aarligt slaas af med en Le, og maaske gives der med Aars Mellemrum lidt
Gødning.
I nær Tilslutning til Kapitlet om Staudernes Kultur hører Behandlingen
af Staudernes #afskaarne Blomster#.
[Illustration: Fig. 62. Eremurus himalaicus.]
Naar blot Stilkene er lange nok egne de fleste Stauder sig til
Afskæring, og man bør da ogsaa dyrke et særligt Bed for derfra at
forsyne Husets Vaser med friske Blomster.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 63. Erigeron speciosus.]
Vandet i Beholdere og Skaale bør forsynes hver Dag; dersom det er sket,
at Blomsterne hænge visne af en eller anden Grund for de naturligt har
tabt Friskheden, bør man sætte dem i kogende Vand til dette er bleven
koldt, de vil da i de fleste Tilfælde rette sig. Mange Blomster, f. Eks.
Asters, maa ikke straks sættes i et varmt Værelse, de falder nemlig saa
ofte med det samme. Asters, Chrysanthemum og mange andre Blomster med
lidt haarde Stilke kan man lettere faa til at suge Vandet, naar den
nederste Ende af Stilken først er knust lidt. En anden Fremgangsmaade
til at faa Vandet til at gaa let op i Stilkene er at holde Stilkene
under Vand og med en Kniv afskære den yderste Ende og først derefter
hæve dem op over Vandet; paa den Maade forhindres, at der danner sig
smaa spærrende Luft-propper i Stænglens Hulheder.
[Illustration: Fig. 64. Blomster af Eryngium alpinum.]
#Etiquetteringen# af Stauder (der passer i en Rabat og kun mindre godt i
en naturlig Plantning), er en Nødvendighed, naar man vil have nogenlunde
Orden i Sagerne. Man kan faa Etiquetter af Emaille eller Porcelain;
begge Stoffer kan faas i en graalig Tone, saaledes at de hvide Plader
ikke lyner altfor meget igennem; særlig om Vinteren virker det
ubehageligt. Den Art Etiquetter maa bestilles paa en Fabrik med Skrift
og er dyre. Almindelige store Stikpinde, de saakaldte Thüringervarer,
som faas i Værktøjshandler og hos Frøhandlere, er billige, men holder
sjældent mere end en eller to Vintre. De skal overstryges med tynd
Maling, der hvor Skriften skal staa, og denne skrives med Blyant inden
Malingen endnu er hel tør. Her findes i Handelen aldeles udmærkede
Zinketiquetter, der er kemisk præparerede, saaledes at Skriften oxyderer
og holder sig. Disse Zinketiquetter er vel nok i Forhold til Prisen, det
bedste, der findes. For at undgaa at skrive alle de lange Navne, kan man
naturligvis bruge Numre eller Forkortelser og saa føre tilsvarende
Lister. Naar man forkorter, kan man betegne Slægts-og Artsnavnet med
Begyndelsesbogstavet, hvorimod Varietetsnavnet helst maa skrives helt
ud; det vil nemlig altid være lettere at erkende Slægt eller Art frem
for Varieteten.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 65. Gaillardia aristata
grandiflora.]
Paa Grund af den udprægede Uvilje Havevenner i Reglen lægger for Dagen
overfor den latinske #Navngivning# var det en nærliggende Tanke at samle
saa mange danske Navne som muligt. Forholdet er jo det, at hvad der
kræves i Havebruget er en Varebetegnelse og hertil er den videnskabelige
botaniske Nomenklatur kun lidet egnet. Den danske Flora er fuldt benævnt
med et Sæt danske videnskabeligt anerkendte Navne; anderledes med
Havebrugets Planter, der næsten alle stammer fra andre Steder; kun faa
af dem har danske folkelige Navne, der er saa udbredte, at de tør
anerkendes. En direkte Overføring af den danske Floras Slægtsnavne til
de Slægter af Haveplanter, der er repræsenteret i denne, er ofte
upraktisk som populær Betegnelse, idet de danske Arter ofte kun i ringe
Grad minder om de udenlandske. Kunstigt at danne et Sæt Havenavne er
naturligvis en ufremkommelig Vej. Det eneste rigtige er vist
efterhaanden som saadanne Havenavne dannes, da at faa dem og deres
Betydning slaaet fast. I England, hvor den store Befolkning er mere
interesseret i Blomsterdyrkning end her, og i Tyskland hvor Evnen og
Vilje til at erstatte fremmede Ord med tyske er stor, har man langt
flere Havenavne end vi har, og der skrives paa begge Sprog Amatør Bøger
med udelukkende Anvendelse af folkelige Navne, dog mærker man Ulemperne
og Usikkerheden, idet det latinske Navn gerne maa tilføjes. I Handelen
anvendes aldrig andet end den latinske Nomenklatur. Vi er herhjennne paa
Vej til at faa en Del Havenavne gerne afledet fra Latinen. Saaledes er
Reseda bedre kendt end Navnet Vav, der er den danske Floras Slægtsnavn
for Reseda, ligeledes er Anemone bedre kendt end Simmer o.s.v. Det
forsøges ofte at indføre tyske Navne ved f. Eks. for Phlox at skrive
Flammeblomst (Flammenblume); saa er det latinske og snart danske Phlox
dog at foretrække.
[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 66. Galega officinalis
Hartlandii.]
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 67. Gentiana acaulis.]
Naar Forholdene er saaledes, vil man forstaa, at Forf. helt har maattet
se bort fra Ønsket om at yde et Bidrag til en forøget Anvendelse af
danske Havenavne, men har holdt sig paa det tørre d.v.s. til den ikke
særlig morsomme, men solide og velprøvede latinske Nomenklatur, kun med
Tilføjelse af enkelte anvendelige danske Navne. Faatalligheden af danske
Havebøger forøger jo Ansvaret i høj Grad ved at forsømme Lejligheden til
at slaa danske Navne fast, men ogsaa ved gennem mislykkede Forsøg at øge
Forvirringen; og Forf. vil være tilfreds med at undgaa, at ogsaa denne
lille Bog skulde blive et Bidrag til den almindelige Konfusion i
Haveplanternes Benævnelse.
For at en Plante skal være behørigt benævnt kræves Slægtsnavn, Artsnavn,
mulig Varietetsnavn, mulige Synonymer (Dobbeltnavne) Autormærke (d.v.s.
forkortet Navn paa den Botaniker, der har benævnt Planten) og
Hjemstedsbetegnelse. Stauderne i denne Bog er efter almindelig Skik
ordnede alfabetisk efter Slægtsnavnet, med Tilføjelse af Artsnavn og
Varietetsnavn, men med Udeladelse af Autormærke og Hjemsted, der
almindeligvis ikke bruges i Handelen. I enkelte Tilfælde er tilføjet
Synonymer, naar deres Anvendelse er gængse i Havebruget.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 68. Gypsophila paniculata
fl. pi.]
De Varieteter og Krydsninger, der opstaar i Havebruget, forsynes gerne
af Tiltrækkeren med et Navn, der har Betydning som tillokkende
Varebetegnelse. Da disse Tiltrækninger næsten udelukkende finder Sted i
Frankrig, England, Holland og Tyskland, belæmres det danske Havepublikum
foruden med de latinske Navne med et helt Sæt andre fremmede Navne. Der
er i de senere Aar endogsaa begyndt at dukke ungarske, slaviske og
japanske Navne op, saa Fremtiden ser jo lidt broget ud. Havebruget
trænger til en ny Linné til at ordne Benævnelsen af det uhyre Antal
Haveplanter, der hvert Aar sendes paa Markedet. Foreløbigt er der dog
ikke andet at gøre, end at tage Forholdene, som de nu en Gang er, og
navnlig ikke lade den forstaaelige Uvilje gaa ud over Blomsterne.
[Illustration: Kgl. Danske Haveselskab. Fig. 69. Pudedannende Planter,
Aubrietia, langs en Gang.]