dog i et sømmeligt sprog, eftersom dette jo var en alvorlig mands
værk og måske en gang vilde nå ind i selve sognebibliotekerne. Dagene
tog af, bogen tog til. Men nu var spørsmålet -- det blev påtrængende
midt i September --: Hvordan ender sådan et menneske? For en snes år
siden vilde det være at anbefale, at han begik selvmord, men i vore
dage tar det sig ligesom lidt gammelt ud, vi må vogte os for det
melodramatiske. Nej, det gør sig bedre, at han slet ikke ender. Han
-- -- man ser ham gå bort, ud ad en pløret landevej. November,
skumring, ikke videre godt vær, han forsvinder i regntykningen, man
ser ham ikke mere, en flok råger flyver skrigende op, vinden stønner
hæst -- --
Ja. Det er naturligvis udmærket; sådan noget forstår et københavnsk
publikum at gutere. Den bratte afslutning virker brutalt og er vist
heller ikke gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder at gå
ud decrescendo, pp, ppp, fermat.
Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for de kræsne
litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et
formål, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale;
derfor vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med et knald, i
rødt. Vi bestemmer os for selvmord.
Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans
modløshed var upålidelig. Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjælpe på
det ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afspærre ham fra
publikum, hvor han havde magt til det. Men ingenting bed på ham.
Efter at han en stor del af sommeren havde været umedgørlig tavs, var
han nu blevet så ivrig med sit eget værk og så ovenpå, at hr.
Kasbjerg kom i den største forlegenhed. Og for at ikke Ivar Holt
skulde komme ham i forkøbet med sin egen bog, blev han nød til at
hente modløsheden hos Drewes, men den var desværre ikke af nogen
rigtig god kvalitet. Der blev meget at gøre med at smælte sammen og
lave overgang; først i midten af Oktober var helten færdig til
selvmord, og bogen gik i trykken.
"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog
ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad
og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede
til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte i og for sig
ikke til dette mesterværk, men en gang for alle har han villet slå
fast -- -- dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny åre, der
er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig i
lang tid har været forberedt til udbrud. Vi -- publikum -- kender
ikke de sjælelige omvæltninger, der er gået forud for dette værk, vi
aner, at der i den ikke længere unge forfatters sind har fundet en
krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser -- hvad der for
os er det vigtigste -- at et betydeligt digterværk er resultatet
deraf. Ja netop digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest
vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og realistiske
produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest nøgterne
forfatter? Må ikke poesien en gang bryde igennem også hos livets
koldeste iagttager?
Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen handler om.
Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham.
Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin
helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden,
uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti så forskellige
er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for læserne. Først
ser vi ham som et naturens barn -- det siger kun lidt at nævne
Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af
høj skønhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prægtige
panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og
solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og
nuancer. De, der har søgt at fastslå hr. Kasbjerg som ren
Københavner, de nødes nu til beskæmmede at indrømme, at forf. kender
sit land, sit _muld_, så godt som nogen.
Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser,
hvordan den fine unge pige, Kaja, længes imod ham og skænker ham sin
unge elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes at være såre
skønt. Men -- og her viser forf. os digterens første brøst -- han
sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsløs og
bevidstløs, som han er, står han uden for de moralske bestemmelser,
hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han
ikke længere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt
andet, han griber i blinde og slipper i blinde.
Senere træffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi
_hun_ holder ham fast, den rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes
hjælpersker, ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun ikke
alene kan holde på ham; der må afveksling til. Vi forudser den
moralske forargelse, som disse kapitler vil vække hos snævre sind,
der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget
og ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger af
udsvævelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i
digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne opløste
type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han
formår kun at suge det moderne samfunds gifte i sig.
Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har
forladt, men hun formår ikke mere over ham, han er i kløerne på
Messalina og -- befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske
moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens
karakteren opløses, og legemet nedbrydes, svinger sjælen sig mod
himlen og stjærnerne -- ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige
rum, der er forlængelsen af digterens uendelige higen. For første
gang er her gjort et alvorligt forsøg på at forklare den samtidige
tilstedeværelse af grov sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene
er ligesom reaksjonen mod det andet, og således splittes digterens
sind mer og mere. Der findes her -- i til dels rimfri vers -- syner
af høj patos, som er mærkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt
varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede
her, skønheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet
mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hånd,
der intet øjeblik ryster eller griber fejl.
Således er skuet af det opløste menneske, vor tids farligste produkt,
åndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold
med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel søger
digteren i længsel tilbage til den, men den er nu død for ham, død
som hans første, ideale kærlighed. Og dog, hvor dybt han end er
sunket, så er der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed glimter
frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bøn om lykke, men
forf. tror ikke på disse forsøg på rejsning, vi tror heller ikke
derpå. Med en næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts
svingninger mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; vi
forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid og
dyriskhed kæmper med hinanden -- -- indtil der en dag knalder et
skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hæver
revolveren til sin højre tinding. Da han føler det kolde stål, mindes
han sin ungdoms kærlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trækker
af.
Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge
piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er
holdt i ære, -- man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde
paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. Man tar ikke
fejl af, hvor forf. selv står, og det er det, der gir bogen dens
sædelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes
med 'Adam Homo's -- omend den er mindre almenmenneskelig --; der er
vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren,
mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind."
Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af den dybt grebne og højt
ansete højskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian
Hostrup og den senere Realisme"), og på denne frisindede og alvorlige
mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier deres bogskabe for
mesterværket, de religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og
indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de
ledende, københavnske anmældere istemte en lignende tone, var dens
succes fastslået.
Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, købte han
bogen og læste den med interesse og væmmelse. Alle hans ideer
aflurede og lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og side
ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste lag var ham selv,
kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde måttet levere
simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha
fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et
billede af en hellig mand, der får tarmene vundet ud af livet på en
almindelig garnvinde.
En hel uge var han lammet efter dette rov, og så begyndte han at
tænke over det. Var det ikke en bekræftelse på hans tidligere anelse?
Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så lidt
som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige
så lidt egnede han sig til at være menneske, sådan som han var.
Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige
forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning er umulig i litteratur.
Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens
frække ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.?
Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde
falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde
Ivar Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en
forfærdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle
undtagelser, der er pansrede fra top til tå, så de kan træde reglen
under fødder og hæve sig bydende over den. Alting lukker sig om den
særegne, hvis der ikke er dynamit i hans sjæl, han spærres ude fra
solen og gemmes i det mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke
menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men
denne afspærring er ikke nødvendig; den særegne kan godt bruges, hvis
de andre får lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til
og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende måde som hr.
Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilsætning og
fradrag. Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var
fiaskoen.
En dag mødtes de to på gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg
hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod også stille, han
vilde ikke ha udseende af at rende fra det.
"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget på
hinanden.
"Jo -- jeg arbejder på bogen. Nu må der jo forandres noget."
Kasbjerg så studsende på ham. Var manden ikke rasende? Kunde han
bruges mere endnu?
"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige
slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre."
"Ja, gør det."
"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel på talent, eller
var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre
mennesker i mig?"
"Hm," sa Kasbjerg.
"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve at klynge Dem op i
luften og ryste alt det lånte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem,
når De er bleven raffineret for efterligning og påvirkning? Det er
vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede,
tror jeg nærmest."
Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme himmel. Hvis man kan knuse
mennesker med ord, så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt,
hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. Det vidner også
Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog,
vilde jeg altså komme i forlegenhed. De er en beholder med andres
ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg
har været i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt
menneskeeksemplar; det har De også, siden De mente, det var bedst at
mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De
tåler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive så meget
tilbage, at det kunde gælde for een person. Ja. Det indser jeg nu.
Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De
eksisterer ikke. De er -- en -- usubstantiel -- hallunk. Det er Deres
latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det
kan De selv se efter."
Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han.
"Ja -- hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke omgås Dem
længere. Jeg vil ingen mere pumpning ha."
Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. Så foer
blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske!
Det opdagede han først, da manden ikke mere virkede hæmmende ved sin
tilstedeværelse.
Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær står han, usynlig, lige
foran det lys, der ses i et fjærnt vindu. Det er ude på landevejen,
jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, høre ham
skrige. Jeg kunde også trykke på en knap, så at han langt borte
forsvandt lydløst i jorden.
Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev
langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til
at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen
lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han
nu og da trådte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst
nåede han vand og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede han
og blev til et menneske af almindelig højde, men han var ikke kuet
endnu, han skulde også træde ned og komme frem. I den næste bog igen,
det ukendte værk, som han følte vægten af i dette øjeblik, skulde han
vinde sin sejr. Han var ramt og havde lært at slå.
Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der
står på hodet i blækhuset, så såre ånden kommer over dem.
Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint sind. En flok
måger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og så
glad efter dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt gå til
værs.
Publikum havde god grund til at undre sig over Ivar Holts nye bog, så
meget mere som han allerede en gang havde vakt dets undren. Det var
en jeg-bog, skønt denne fremstillingsform udtrykkelig er forbudt af
fagmænd, og ligesom den foregående var den uden handling og egenlig
uden mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der betegnede
det som et rigtigt menneske. Det syntes til en begyndelse at være
en turist eller snarere sjælen af en turist, der, uvist med
hvilken befordring, færdedes hen over jorden. Her var en del
naturskildringer, der kunde være gode nok, når man blot vidste, hvad
de skulde være rammen om, men der skete ikke noget inden for dem. Til
tider syntes det, som om denne sjæl kørte på sikkel, men længere hen
i bogen var den blevet til en slags guddom, der dog igen steg ned på
jorden og tog et unyttigt menneskes skikkelse på. Denne unyttige, der
var ejer af en grøftekant, skildredes som lykkeligere end andre
mennesker, men han var det blot ikke ret længe. Ti -- hed det -- det
nyttige breder sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer
under forstkultur, grøftekantens græs har en mand købt af kommunen,
det må ikke siddes ned, og snart er alt solskin beslaglagt til at
modne frugt og sæd med, til at tørre skjorter og underbukser, til at
drive motorer og helbrede syge, for at de igen kan blive nyttige
borgere, -- ikke en stråle er til overs; den unyttige, der lar sig
beskinne af solen, er en tyv, han stjæler en værdi, som han ikke har
ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre af Grønland og
ved polerne, hvis han kan finde dem. Den unyttige drives bort og
udryddes som Indianere, Australnegre og andre af hans fæller. Og selv
om han vil leve som åbenbar tyv, der stjæler plads og lys fra andre,
så har han intet sted ro: Toget, der farer forbi, gør ham til skamme;
dampmaskinen hujer med sin fløjten: Ned med ham!
Han betragtes af menneskene som uddød, hans tilværelse benægtes. Hvis
han ytrer sig, ryster alle på hodet: Sådan taler et menneske ikke;
disse tænkeformer er dels gået af brug, dels har de aldrig
eksisteret.
Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der består i, at han er
det knusende mindretal, een mod en million, -- den trøst, at han er
ene om en tilfredshed, som er større end andres. Heller ikke trænger
han til nogen medynk, fordi han hører til en race, der skal udryddes;
de stærkere former uddør uafbrudt, mens de spinklere stadig er de
sejrende.
Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed og ledende ide.
Publikum mente det samme og havde andet at bestille end at
udspekulere, hvad forfatteren egenlig vilde, for ved publikums
venstre albue ligger et bogbjerg på ni og tredive bøger i højden og
otte og halvfjerdsindstyve bøger i omkreds; der er ikke tid til lang
rettergang: lad forfatteren sige med tydelige ord, hvad han mener, at
vi kan få ham ekspederet og komme til den næste! Hvorfor kan han
ikke udtrykke sig som de andre, vi er vant til at forstå!
Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed er
forfriskende. Den, der har noget specielt på hjærte, ham vil vi høre.
Frem med ham. Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers går vi
i stå, man kan blive idiot af alle de bøger, der ligner hverandre --
-- Publikum kan leksjen, den har stået i alle landets aviser.
Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre folk omtalte ham
slet ikke eller hentydede til ham som forfatter til den og den som
bekendt mislykkede bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevægelse,
da han læste bogen. Ligheden med hans egen var jo på visse steder
påfaldende. Han læste den virkelig helt igennem, for at se om der var
udfald mod ham personligt. Jo, der var noget, som næppe vilde blive
forstået. Men alligevel var det ikke værd, at publikum læste bogen,
og efter nogen overvejelse bestemte han sig til at stikke anmældelsen
ind mellem to andre, helst ikke af de berømteste forfattere. En dag
så Ivar Holt sig anmældt mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han
blev straks slået af det snedige heri; han havde ikke tiltroet hr.
Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. Men det er netop faget.
Ubehagelige individer kvæler man under en dyne. Begravelsen foregår i
al stilhed. Det litterære frisind her i landet er ikke til at spøge
med. Vi har karle, som fælder deres mand med bagen. De sidder
modstanderne ihjæl.
Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand for en
samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges naturligvis i et
konservativt blad, for dær blir man dog altid flået på en
standsmæssig måde; de spytter i næverne og skælder ud. Folk, der
læser det, forstår dog så meget, at man er en mand, der har gjort
noget.
Nu var der en gammel mand -- han var for resten nær ved at dø den
gang, hans venner var alvorligt bekymrede på hans vegne og opfordrede
ham indtrængende til at hvile sig og i nogen tid overlade kritikken
til yngre, pålidelige kræfter, men han vilde ikke svigte sit hværv,
så længe han kunde holde på en pen, så stor var hans pligtiver og
hans kærlighed til litteraturen. Denne mand havde læst Ivar Holts
anden bog og fik nu også fat i den tredje. Han huskede meget godt den
anden og behøvede aldeles ikke at læse den tredje helt igennem for at
opdage, at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. Det var
en ubehagelig bog, den fornærmede ham; ganske vist var den ikke
rettet mod ham personligt, men den kunde udmærket godt fortolkes som
hån mod alderdommens sunde fornuft. På side 38, linje 7 fra neden
stansede han, han kunde ikke mere, det var ikke til at forlange. Ja
-- alderdommen er gammel, og ungdommen er fræk --
Mæ-n --
Han anbragte sig i sin skrivestol -- hustru og døtre ilede til og
stivede ham bekymret af med puder -- og så skrev han med skæld og
smæld sin sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, næste
morgen så han for sidste gang et eksemplar af sit kære blad, om
eftermiddagen udåndede han. Dette skete i hans egen otte og
halvfjerdsindstyvende og i bladets et hundrede og syv og
halvfemsindstyvende årgang.
Ivar Holt fik således aldrig den mand at se, og det var et stort tab
for ham; han vilde ellers lettere ha forstået den døde modstand, som
ungdom finder så harmelig og ubegribelig.
Journalist Axel Ørnberg havde et tyndt, spidst hoved og alt sit hår i
behold (manddomskraft), gråblege, visne øjne (erfaring), en dyb,
lodret grøft uden for hver mundvig (livets alvor), samt en tør,
småskændende træstemme (hård skal, bag hvilken varmt hjærte). Han var
oprindelig cand. theol. uden nogen tanke om at blive litterat, men da
han en gang stod ledig på torvet, erhværvedes han af det ældgamle
blads redaktør. Han var grundhæderlig, familiefader, højremand, lidt
formuende og vilde altså være en udmærket litteraturanmælder, navnlig
i vore dage -- det vil her sige i halvfjerdserne -- da det ikke er de
ydre glimrende ævner, det kommer an på (ti uvederhæftige begavelser
har vi nok af), men alvorlige mænd, hvis hoved ikke svimler i de
stride strømme, hvis øje ikke tåges af det moderne blændværk, og hvis
tag om penneskaftet altid er fast og sikkert. Ørnberg var manden.
Hans hjærne, der var tør som en afgnavet okseskank, forvirredes
aldeles ikke. Hans hånsord var altid de samme, og hans relative
bisætninger altid lige samvittighedsfuldt indæskede i hverandre. Han
benyttede hellere de statelige ord: påbegynde og bibeholde, end de
mere tarvelige: begynde og beholde, og indtil sin sidste stund
stavede han s-k-j-ø-n-d-t skjøndt. Han var en karakter, det blev
sagt, mens han endnu levede, og hvor mange af os andre får den lov,
før vi er døde? Han, den alvorlige mand, forstod ikke spøg, lige
så lidt som han forstod at le. Han lod sig ikke blænde af de
moderne, men klassikerne lærte han at elske gennem Kurzgefasste
Litteraturgeschichte'r, Die Perlen der Weltlitteratur og résumé'er af
la littérature classique. Derfor kom også hans store tid hver første
Januar, ti så forærede han som nytårsgave sine læsere en udsigt over
verdenslitteraturen i de to sidste århundreder. Dær var Goethes
mægtige skikkelse og Schillers ophøjede tankeverden: dær var Heines
hensynsløse genialitet og Byron, der blottede samfundets brøst -- --
det var forfærdeligt, der var eet geni (med spærret tryk) på hver
linje, og når læserne var nået gennem dette optog, der varede fire
numre, så følte de sig styrkede til at modstå de elendige modernes
nedbrydende påvirkning hele resten af året.
Han var en af de konservatives bedste mænd, og da han nu endelig
begik den sidste fortjenstfulde handling, hvorved man indkasserer
resten af den ros, der billigvis tilkommer en -- næmlig at dø, da var
det smukt at tænke på, hvordan han havde endt sit dådrige liv med at
fordømme en dådløs bog.
Desværre blev denne omstændighed ikke til nogen reklame for den
dådløse digter. Ivar Holts undlivelse hørte jo til den afdødes mindre
betydningsfulde forsøg på at redde den danske litteratur fra
undergang.
"Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig."
"Synes De?"
"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog imod ham."
Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske
andre ting.
"Det kan jeg vist ikke," sa han.
"Hvad vil De da gøre?"
"Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en tur uden for byen?"
"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. Så kan jeg sige
farvel til Dem med det samme."
"Rejser De?"
"I overmorgen, ja."
"Nå. Hvad skal De -- -- Er det på besøg?"
"Det er en plads. I Århus."
"Ja -- Århus er vist en meget god by."
Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet ikke ked af det. Han
spekulerede over noget helt andet.
"De vil ikke hellere blive i København?"
Frøken Ravnø lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget
at leve af, være fri for at dø af sult, mener jeg."
"Nå. Ja såmænd. Det kan nok være."
"Det kan det. Farvel. Lev vel."
"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg -- -- Jeg kan ikke forstå,
hvad det var, jeg kom til at tænke på."
"Det kommer nok, når jeg er gået."
"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg
holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det
er?"
"Der er vist så meget," sa hun og vendte et blegt, hårdt ansigt imod
ham. "Tænk Dem bare, at De skulde giftes med mig."
"Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit."