Hr. Kasbjerg fik heldigt lavet moralsk fordærvelse og udskejelser,

dog i et sømmeligt sprog, eftersom dette jo var en alvorlig mands

værk og måske en gang vilde nå ind i selve sognebibliotekerne. Dagene

tog af, bogen tog til. Men nu var spørsmålet -- det blev påtrængende

midt i September --: Hvordan ender sådan et menneske? For en snes år

siden vilde det være at anbefale, at han begik selvmord, men i vore

dage tar det sig ligesom lidt gammelt ud, vi må vogte os for det

melodramatiske. Nej, det gør sig bedre, at han slet ikke ender. Han

-- -- man ser ham gå bort, ud ad en pløret landevej. November,

skumring, ikke videre godt vær, han forsvinder i regntykningen, man

ser ham ikke mere, en flok råger flyver skrigende op, vinden stønner

hæst -- --

Ja. Det er naturligvis udmærket; sådan noget forstår et københavnsk

publikum at gutere. Den bratte afslutning virker brutalt og er vist

heller ikke gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder at gå

ud decrescendo, pp, ppp, fermat.

Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for de kræsne

litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et

formål, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale;

derfor vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med et knald, i

rødt. Vi bestemmer os for selvmord.

Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans

modløshed var upålidelig. Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjælpe på

det ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afspærre ham fra

publikum, hvor han havde magt til det. Men ingenting bed på ham.

Efter at han en stor del af sommeren havde været umedgørlig tavs, var

han nu blevet så ivrig med sit eget værk og så ovenpå, at hr.

Kasbjerg kom i den største forlegenhed. Og for at ikke Ivar Holt

skulde komme ham i forkøbet med sin egen bog, blev han nød til at

hente modløsheden hos Drewes, men den var desværre ikke af nogen

rigtig god kvalitet. Der blev meget at gøre med at smælte sammen og

lave overgang; først i midten af Oktober var helten færdig til

selvmord, og bogen gik i trykken.

"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog

ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad

og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede

til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte i og for sig

ikke til dette mesterværk, men en gang for alle har han villet slå

fast -- -- dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny åre, der

er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig i

lang tid har været forberedt til udbrud. Vi -- publikum -- kender

ikke de sjælelige omvæltninger, der er gået forud for dette værk, vi

aner, at der i den ikke længere unge forfatters sind har fundet en

krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser -- hvad der for

os er det vigtigste -- at et betydeligt digterværk er resultatet

deraf. Ja netop digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest

vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og realistiske

produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest nøgterne

forfatter? Må ikke poesien en gang bryde igennem også hos livets

koldeste iagttager?

Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen handler om.

Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham.

Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin

helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden,

uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti så forskellige

er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for læserne. Først

ser vi ham som et naturens barn -- det siger kun lidt at nævne

Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af

høj skønhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prægtige

panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og

solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og

nuancer. De, der har søgt at fastslå hr. Kasbjerg som ren

Københavner, de nødes nu til beskæmmede at indrømme, at forf. kender

sit land, sit _muld_, så godt som nogen.

Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser,

hvordan den fine unge pige, Kaja, længes imod ham og skænker ham sin

unge elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes at være såre

skønt. Men -- og her viser forf. os digterens første brøst -- han

sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsløs og

bevidstløs, som han er, står han uden for de moralske bestemmelser,

hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han

ikke længere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt

andet, han griber i blinde og slipper i blinde.

Senere træffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi

_hun_ holder ham fast, den rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes

hjælpersker, ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun ikke

alene kan holde på ham; der må afveksling til. Vi forudser den

moralske forargelse, som disse kapitler vil vække hos snævre sind,

der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget

og ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger af

udsvævelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i

digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne opløste

type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han

formår kun at suge det moderne samfunds gifte i sig.

Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har

forladt, men hun formår ikke mere over ham, han er i kløerne på

Messalina og -- befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske

moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens

karakteren opløses, og legemet nedbrydes, svinger sjælen sig mod

himlen og stjærnerne -- ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige

rum, der er forlængelsen af digterens uendelige higen. For første

gang er her gjort et alvorligt forsøg på at forklare den samtidige

tilstedeværelse af grov sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene

er ligesom reaksjonen mod det andet, og således splittes digterens

sind mer og mere. Der findes her -- i til dels rimfri vers -- syner

af høj patos, som er mærkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt

varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede

her, skønheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet

mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hånd,

der intet øjeblik ryster eller griber fejl.

Således er skuet af det opløste menneske, vor tids farligste produkt,

åndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold

med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel søger

digteren i længsel tilbage til den, men den er nu død for ham, død

som hans første, ideale kærlighed. Og dog, hvor dybt han end er

sunket, så er der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed glimter

frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bøn om lykke, men

forf. tror ikke på disse forsøg på rejsning, vi tror heller ikke

derpå. Med en næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts

svingninger mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; vi

forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid og

dyriskhed kæmper med hinanden -- -- indtil der en dag knalder et

skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hæver

revolveren til sin højre tinding. Da han føler det kolde stål, mindes

han sin ungdoms kærlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trækker

af.

Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge

piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er

holdt i ære, -- man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde

paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. Man tar ikke

fejl af, hvor forf. selv står, og det er det, der gir bogen dens

sædelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes

med 'Adam Homo's -- omend den er mindre almenmenneskelig --; der er

vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren,

mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind."

Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af den dybt grebne og højt

ansete højskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian

Hostrup og den senere Realisme"), og på denne frisindede og alvorlige

mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier deres bogskabe for

mesterværket, de religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og

indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de

ledende, københavnske anmældere istemte en lignende tone, var dens

succes fastslået.

Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, købte han

bogen og læste den med interesse og væmmelse. Alle hans ideer

aflurede og lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og side

ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste lag var ham selv,

kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde måttet levere

simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha

fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et

billede af en hellig mand, der får tarmene vundet ud af livet på en

almindelig garnvinde.

En hel uge var han lammet efter dette rov, og så begyndte han at

tænke over det. Var det ikke en bekræftelse på hans tidligere anelse?

Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så lidt

som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige

så lidt egnede han sig til at være menneske, sådan som han var.

Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige

forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning er umulig i litteratur.

Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens

frække ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.?

Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde

falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde

Ivar Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en

forfærdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle

undtagelser, der er pansrede fra top til tå, så de kan træde reglen

under fødder og hæve sig bydende over den. Alting lukker sig om den

særegne, hvis der ikke er dynamit i hans sjæl, han spærres ude fra

solen og gemmes i det mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke

menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men

denne afspærring er ikke nødvendig; den særegne kan godt bruges, hvis

de andre får lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til

og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende måde som hr.

Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilsætning og

fradrag. Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var

fiaskoen.

En dag mødtes de to på gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg

hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod også stille, han

vilde ikke ha udseende af at rende fra det.

"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget på

hinanden.

"Jo -- jeg arbejder på bogen. Nu må der jo forandres noget."

Kasbjerg så studsende på ham. Var manden ikke rasende? Kunde han

bruges mere endnu?

"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige

slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre."

"Ja, gør det."

"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel på talent, eller

var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre

mennesker i mig?"

"Hm," sa Kasbjerg.

"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve at klynge Dem op i

luften og ryste alt det lånte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem,

når De er bleven raffineret for efterligning og påvirkning? Det er

vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede,

tror jeg nærmest."

Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme himmel. Hvis man kan knuse

mennesker med ord, så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt,

hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. Det vidner også

Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog,

vilde jeg altså komme i forlegenhed. De er en beholder med andres

ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg

har været i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt

menneskeeksemplar; det har De også, siden De mente, det var bedst at

mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De

tåler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive så meget

tilbage, at det kunde gælde for een person. Ja. Det indser jeg nu.

Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De

eksisterer ikke. De er -- en -- usubstantiel -- hallunk. Det er Deres

latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det

kan De selv se efter."

Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han.

"Ja -- hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke omgås Dem

længere. Jeg vil ingen mere pumpning ha."

Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. Så foer

blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske!

Det opdagede han først, da manden ikke mere virkede hæmmende ved sin

tilstedeværelse.

Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær står han, usynlig, lige

foran det lys, der ses i et fjærnt vindu. Det er ude på landevejen,

jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, høre ham

skrige. Jeg kunde også trykke på en knap, så at han langt borte

forsvandt lydløst i jorden.

Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev

langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til

at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen

lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han

nu og da trådte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst

nåede han vand og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede han

og blev til et menneske af almindelig højde, men han var ikke kuet

endnu, han skulde også træde ned og komme frem. I den næste bog igen,

det ukendte værk, som han følte vægten af i dette øjeblik, skulde han

vinde sin sejr. Han var ramt og havde lært at slå.

Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der

står på hodet i blækhuset, så såre ånden kommer over dem.

Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint sind. En flok

måger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og så

glad efter dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt gå til

værs.

Publikum havde god grund til at undre sig over Ivar Holts nye bog, så

meget mere som han allerede en gang havde vakt dets undren. Det var

en jeg-bog, skønt denne fremstillingsform udtrykkelig er forbudt af

fagmænd, og ligesom den foregående var den uden handling og egenlig

uden mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der betegnede

det som et rigtigt menneske. Det syntes til en begyndelse at være

en turist eller snarere sjælen af en turist, der, uvist med

hvilken befordring, færdedes hen over jorden. Her var en del

naturskildringer, der kunde være gode nok, når man blot vidste, hvad

de skulde være rammen om, men der skete ikke noget inden for dem. Til

tider syntes det, som om denne sjæl kørte på sikkel, men længere hen

i bogen var den blevet til en slags guddom, der dog igen steg ned på

jorden og tog et unyttigt menneskes skikkelse på. Denne unyttige, der

var ejer af en grøftekant, skildredes som lykkeligere end andre

mennesker, men han var det blot ikke ret længe. Ti -- hed det -- det

nyttige breder sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer

under forstkultur, grøftekantens græs har en mand købt af kommunen,

det må ikke siddes ned, og snart er alt solskin beslaglagt til at

modne frugt og sæd med, til at tørre skjorter og underbukser, til at

drive motorer og helbrede syge, for at de igen kan blive nyttige

borgere, -- ikke en stråle er til overs; den unyttige, der lar sig

beskinne af solen, er en tyv, han stjæler en værdi, som han ikke har

ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre af Grønland og

ved polerne, hvis han kan finde dem. Den unyttige drives bort og

udryddes som Indianere, Australnegre og andre af hans fæller. Og selv

om han vil leve som åbenbar tyv, der stjæler plads og lys fra andre,

så har han intet sted ro: Toget, der farer forbi, gør ham til skamme;

dampmaskinen hujer med sin fløjten: Ned med ham!

Han betragtes af menneskene som uddød, hans tilværelse benægtes. Hvis

han ytrer sig, ryster alle på hodet: Sådan taler et menneske ikke;

disse tænkeformer er dels gået af brug, dels har de aldrig

eksisteret.

Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der består i, at han er

det knusende mindretal, een mod en million, -- den trøst, at han er

ene om en tilfredshed, som er større end andres. Heller ikke trænger

han til nogen medynk, fordi han hører til en race, der skal udryddes;

de stærkere former uddør uafbrudt, mens de spinklere stadig er de

sejrende.

Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed og ledende ide.

Publikum mente det samme og havde andet at bestille end at

udspekulere, hvad forfatteren egenlig vilde, for ved publikums

venstre albue ligger et bogbjerg på ni og tredive bøger i højden og

otte og halvfjerdsindstyve bøger i omkreds; der er ikke tid til lang

rettergang: lad forfatteren sige med tydelige ord, hvad han mener, at

vi kan få ham ekspederet og komme til den næste! Hvorfor kan han

ikke udtrykke sig som de andre, vi er vant til at forstå!

Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed er

forfriskende. Den, der har noget specielt på hjærte, ham vil vi høre.

Frem med ham. Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers går vi

i stå, man kan blive idiot af alle de bøger, der ligner hverandre --

-- Publikum kan leksjen, den har stået i alle landets aviser.

Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre folk omtalte ham

slet ikke eller hentydede til ham som forfatter til den og den som

bekendt mislykkede bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevægelse,

da han læste bogen. Ligheden med hans egen var jo på visse steder

påfaldende. Han læste den virkelig helt igennem, for at se om der var

udfald mod ham personligt. Jo, der var noget, som næppe vilde blive

forstået. Men alligevel var det ikke værd, at publikum læste bogen,

og efter nogen overvejelse bestemte han sig til at stikke anmældelsen

ind mellem to andre, helst ikke af de berømteste forfattere. En dag

så Ivar Holt sig anmældt mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han

blev straks slået af det snedige heri; han havde ikke tiltroet hr.

Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. Men det er netop faget.

Ubehagelige individer kvæler man under en dyne. Begravelsen foregår i

al stilhed. Det litterære frisind her i landet er ikke til at spøge

med. Vi har karle, som fælder deres mand med bagen. De sidder

modstanderne ihjæl.

Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand for en

samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges naturligvis i et

konservativt blad, for dær blir man dog altid flået på en

standsmæssig måde; de spytter i næverne og skælder ud. Folk, der

læser det, forstår dog så meget, at man er en mand, der har gjort

noget.

Nu var der en gammel mand -- han var for resten nær ved at dø den

gang, hans venner var alvorligt bekymrede på hans vegne og opfordrede

ham indtrængende til at hvile sig og i nogen tid overlade kritikken

til yngre, pålidelige kræfter, men han vilde ikke svigte sit hværv,

så længe han kunde holde på en pen, så stor var hans pligtiver og

hans kærlighed til litteraturen. Denne mand havde læst Ivar Holts

anden bog og fik nu også fat i den tredje. Han huskede meget godt den

anden og behøvede aldeles ikke at læse den tredje helt igennem for at

opdage, at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. Det var

en ubehagelig bog, den fornærmede ham; ganske vist var den ikke

rettet mod ham personligt, men den kunde udmærket godt fortolkes som

hån mod alderdommens sunde fornuft. På side 38, linje 7 fra neden

stansede han, han kunde ikke mere, det var ikke til at forlange. Ja

-- alderdommen er gammel, og ungdommen er fræk --

Mæ-n --

Han anbragte sig i sin skrivestol -- hustru og døtre ilede til og

stivede ham bekymret af med puder -- og så skrev han med skæld og

smæld sin sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, næste

morgen så han for sidste gang et eksemplar af sit kære blad, om

eftermiddagen udåndede han. Dette skete i hans egen otte og

halvfjerdsindstyvende og i bladets et hundrede og syv og

halvfemsindstyvende årgang.

Ivar Holt fik således aldrig den mand at se, og det var et stort tab

for ham; han vilde ellers lettere ha forstået den døde modstand, som

ungdom finder så harmelig og ubegribelig.

Journalist Axel Ørnberg havde et tyndt, spidst hoved og alt sit hår i

behold (manddomskraft), gråblege, visne øjne (erfaring), en dyb,

lodret grøft uden for hver mundvig (livets alvor), samt en tør,

småskændende træstemme (hård skal, bag hvilken varmt hjærte). Han var

oprindelig cand. theol. uden nogen tanke om at blive litterat, men da

han en gang stod ledig på torvet, erhværvedes han af det ældgamle

blads redaktør. Han var grundhæderlig, familiefader, højremand, lidt

formuende og vilde altså være en udmærket litteraturanmælder, navnlig

i vore dage -- det vil her sige i halvfjerdserne -- da det ikke er de

ydre glimrende ævner, det kommer an på (ti uvederhæftige begavelser

har vi nok af), men alvorlige mænd, hvis hoved ikke svimler i de

stride strømme, hvis øje ikke tåges af det moderne blændværk, og hvis

tag om penneskaftet altid er fast og sikkert. Ørnberg var manden.

Hans hjærne, der var tør som en afgnavet okseskank, forvirredes

aldeles ikke. Hans hånsord var altid de samme, og hans relative

bisætninger altid lige samvittighedsfuldt indæskede i hverandre. Han

benyttede hellere de statelige ord: påbegynde og bibeholde, end de

mere tarvelige: begynde og beholde, og indtil sin sidste stund

stavede han s-k-j-ø-n-d-t skjøndt. Han var en karakter, det blev

sagt, mens han endnu levede, og hvor mange af os andre får den lov,

før vi er døde? Han, den alvorlige mand, forstod ikke spøg, lige

så lidt som han forstod at le. Han lod sig ikke blænde af de

moderne, men klassikerne lærte han at elske gennem Kurzgefasste

Litteraturgeschichte'r, Die Perlen der Weltlitteratur og résumé'er af

la littérature classique. Derfor kom også hans store tid hver første

Januar, ti så forærede han som nytårsgave sine læsere en udsigt over

verdenslitteraturen i de to sidste århundreder. Dær var Goethes

mægtige skikkelse og Schillers ophøjede tankeverden: dær var Heines

hensynsløse genialitet og Byron, der blottede samfundets brøst -- --

det var forfærdeligt, der var eet geni (med spærret tryk) på hver

linje, og når læserne var nået gennem dette optog, der varede fire

numre, så følte de sig styrkede til at modstå de elendige modernes

nedbrydende påvirkning hele resten af året.

Han var en af de konservatives bedste mænd, og da han nu endelig

begik den sidste fortjenstfulde handling, hvorved man indkasserer

resten af den ros, der billigvis tilkommer en -- næmlig at dø, da var

det smukt at tænke på, hvordan han havde endt sit dådrige liv med at

fordømme en dådløs bog.

Desværre blev denne omstændighed ikke til nogen reklame for den

dådløse digter. Ivar Holts undlivelse hørte jo til den afdødes mindre

betydningsfulde forsøg på at redde den danske litteratur fra

undergang.

"Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig."

"Synes De?"

"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog imod ham."

Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske

andre ting.

"Det kan jeg vist ikke," sa han.

"Hvad vil De da gøre?"

"Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en tur uden for byen?"

"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. Så kan jeg sige

farvel til Dem med det samme."

"Rejser De?"

"I overmorgen, ja."

"Nå. Hvad skal De -- -- Er det på besøg?"

"Det er en plads. I Århus."

"Ja -- Århus er vist en meget god by."

Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet ikke ked af det. Han

spekulerede over noget helt andet.

"De vil ikke hellere blive i København?"

Frøken Ravnø lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget

at leve af, være fri for at dø af sult, mener jeg."

"Nå. Ja såmænd. Det kan nok være."

"Det kan det. Farvel. Lev vel."

"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg -- -- Jeg kan ikke forstå,

hvad det var, jeg kom til at tænke på."

"Det kommer nok, når jeg er gået."

"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg

holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det

er?"

"Der er vist så meget," sa hun og vendte et blegt, hårdt ansigt imod

ham. "Tænk Dem bare, at De skulde giftes med mig."

"Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit."

Støv og Stjærner · 第 5 / 10 段