"Det er Dem selv, der er kold."

"Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige problemer med et

knips af en finger."

"Å -- De er slet ikke noget problem. Derfor kan De jo godt være en

stor digter naturligvis."

"Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille det ubrugelige ud af

mig. Jeg befinder mig netop i en -- -- overgangstilstand, hvor De

kunde være mig til stor nytte."

"Uha, hvor De ydmyger mig!"

"Men det er da mærkværdigt, at De tror, det skal være en fornærmelse.

Det er jo bare en -- -- teori."

"Ja det er vist en teori. Uf! Farvel."

"Farvel. Det er ækelt, at De foragter mig. Det klæer Dem meget

grimt."

"Så? For at tale om noget andet -- -- skal De ikke selv ha noget at

leve af -- -- efter Deres sidste fiasko?"

"Jeg lever da. Jeg behøver ikke andet end -- ja -- formiddagen fri:

klæer, det er ikke meget, og så en smule at spise, så hvad!"

"De har det vist rædsomt der hjemme!"

"Sikken et farvel-ansigt. De kunde gærne være lidt sød den sidste

dag."

"Å -- --" hun stampede i jorden foran ham, "undertiden er jeg

virkelig nær ved at tro, at De ikke har den fulde brug af Deres

forstand!"

Han blev hel ilde til mode. Nu havde han gået og bildt sig ind, at

hun brød sig noget om ham. Det gjorde hun ikke -- med det ansigt.

Hvad vilde hun så med ham? Det havde måske moret hende. De skulde

altså heller ikke skrive til hinanden, ingenting, bare farvel. Det

var nu ikke rigtigt imod ham. Han havde virkelig savnet hende i de

tre måneder, hun havde været borte fra København. Men nu havde hun en

plads, og dermed færdig med ham.

"Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes umådelig godt om," sa

han stille som slutning på sine egne tanker.

Nu er det ikke den heldigste form for en kærlighedserklæring. Det er

muligt, den kan bruges over for en ældre jomfru, der står på

springet, men Henriette Ravnø var varmblodig og stolt. Hun rystede

afvisende på hodet. Og dog var hun i dette øjeblik så vidt, at hun

uden hensyn til fremtid og følger kunde ha givet ham al sin

kærlighed, hvis det havde været hende muligt at tro på hans.

"Jeg vil også tænke på Dem, når De er borte."

"Så? Vil De det?"

"Ja."

"Så sidder jeg vel oppe på en sky -- ved siden af Dem?"

"Det kan vi godt sige -- ja men det klæer Dem."

"Nej, det gør ikke. Farvel."

"Farvel. Det er kedeligt, De er vred på mig."

"Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op på en sky, så gør det ikke

Dem noget."

"Ja, sådan vil jeg tænke på Dem."

"Hør, tror De ikke, vi kan blive ved at stå og snakke på den måde i

det uendelige?"

"Jo akkurat. Det var morsomt, at det også faldt Dem ind."

Frøken Ravnø lo. "Ved De hvad: Lad være at tænke mere på, at De -- --

synes godt om mig. Det er latterligt."

"Nå. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet ikke, hvad det er, vi

snakker om. Vi er to døvstumme, der står i tåge og mumler noget i

retning af hinanden. Før har der dog været tider, hvor vi anderledes

kunde -- -- der er i alt fald ingen, jeg har talt så godt med som med

Dem."

Nej om det gjaldt hendes liv, kunde hun ikke forstå meningen med hans

sørgmodige udtryk! Men nu måtte hun gå; det var ikke til at holde ud

længere. Hun vilde ikke græde, mens han så på det. Hun måtte gå fra

ham i det øjeblik, det var sværest, fordi han endelig havde begyndt

at tale som et menneske.

"Farvel."

"Farvel, frøken Ravnø." Han fik lige indtrykket af en kold, død hånd,

og så var hun gået.

Å, hvor de første hundrede skridt var drøje! Men bagefter var hun

altid glad over, at hun havde taget en rask beslutning; ellers havde

hun måske sagt alt, og hun vilde nødig se, hvordan hendes tilståelse

blev modtaget af hans åndsfraværende venlighed.

Ivar Holt følte sig underlig lammet. Et menneske var gået fra ham og

havde ikke ladet andet tilbage end sin foragt. Den kunde han ikke

vride sig fra, den var læsset på ham; enten han vilde eller ej, var

der ikke andet for ham at gøre end undersøge sin egen fortjeneste og

værdighed. At ønske foragteren ad helvede til -- det kan man gøre,

når andre hører på det, overfor en selv er det utilfredsstillende;

slige ønsker lå desuden ikke for hans temperament.

Først interesserer jeg hende, siden forlader hun mig med et

mistillidsvotum -- digteri, manglende indtægt. Hun syntes en gang, at

hun så noget i mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde på

noget oplevet og gennemtænkt; men dem har jeg fået en nat på

Mælkevejen. Et udtryk i mine øjne, der kunde vidne om livets alvor --

men det er den særegne migske mangel på duelighed til livet.

Mennesker er væmmelse, de minder mig om, hvad jeg er, og gir mig lyst

til at være, hvad jeg ikke er.

Men efterhånden som han gik, opløstes den smærtende knude inde i ham;

kun en lille hård, uforanderlig knast blev tilbage og markerede tiden

med svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det den gang. Det

var ikke bedøvet af sult og træthed, da han kom hjem, og da han

vågnede, ellers vel til pas, næste morgen, var hans første tanke:

Hvad er det dog, der er i vejen med mig? Og så huskede han det

straks. Men det var ellers godt vær og tegnede til at blive en smuk

dag, og da han stak hodet ud ad vinduet og så solskinnet falde ind

nede fra tværgaden, tænkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at jeg

ikke er meget mere ulykkelig.

Noget af det værste, Ivar Holt kunde huske fra sine drengeår, var når

han skulde op og i skole i den mørke årstid. Når han ved halvotte

tiden lukkede gangdøren op og så ud i den sorte blæst og i regnen, da

forstod han det, man kalder for livets skyggesider. Men når han fik

skindhuen ned i panden og hænderne begravede i lommerne på den lange

kappe, og regnen forgæves piskede på de tykke fedtelædersstøvler, da

fyldtes han altid af en stor hyggefølelse. Han krøb gærne lidt

sammen, lukkede øjnene halvt og slog kraven op om ørene; så var han

utilgængelig; regn, storm og kulde belejrede ham og erobrede ikke en

tomme af ham; han havde en fjerdingvej at gå, men kunde gærne ha gået

en hel mil, for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, han

var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke noget; kvadratmile af

snavs rundt omkring; ovenover, et milehøjt hav af regn og mørke; han

var et uhyre lille væsen på bunden af regntykningen, men han modstod

det hele. Mon folk tænkte på, at den våde klump, der arbejdede imod

blæsten, var fuld af varm lyksalighed indeni?

Også som voksen bevarede han den ævne til at hylle sig ind, når livet

gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og

lavede drivhus indenfor, hvor jegfølelsen skød vildt op i den

tropiske hede. Men tilværelsen slider hul på de fleste pansre,

hudløsheder er uundgåelige, et eller andet sted siver der noget ondt

ind; også i drengeårene kunde det hænde, at en støvle var utæt, og da

var glæden ufuldstændig.

Ivar Holt gik og svedte og frøs, østenvinden var slem dette forår, og

livets kår var ubillige. Herregud, at mægtig dumhed gjorde sig

sådanne anstrængelser for at slå ham ned! Skulde man ikke tro, at han

var den store og farlige, mens det tohundredårige blad var den lille

og betrængte? Dær sad en velhavende mand ved sit brede skrivebord og

slagtede en sølle poet, der sandt at sige ikke havde mange penge i

sparekassen. Lad ham dø af sig selv, han er ingen samfundsfare.

Ude ved frihavnen mødte han Lynggren.

"Nå, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at Ørnberg er død. Dær

er vist en plads for dig. Jeg kender redaksjonssekretæren. Du var i

stand til at kunne blive anmælder. Der skal skældes ud naturligvis.

Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, at en smule vittighed

var ingen skade til. Jeg tror, du er brugbar."

"Synes du, det vilde være en passende stilling for mig? Især nu, da

-- --"

"Skidt. Selvfølgelig blir du nødt til at rose Kasbjerg, men hvad, så

hævner man sig og gør det lidt ondskabsfuldt, uden at nogen lægger

mærke til det. Det er ens private tilfredsstillelse."

"Ja men, hvor kan du tro, at de vil antage mig som medarbejder, efter

den behandling, de har givet mig?"

"Å -- Ørnberg var jo gammel og havde lov til at sige, hvad han

tænkte. Men det vigtigste er, at du er jo hverken pervers eller alt

dette her; du blir med tiden en meget renlig forfatter; det er jo

noget, enhver kan se. Det må du prøve at forklare dem. Der er såmænd

ingen dernede, der er gale på dig; gamle Ørnberg forstod dig ikke, og

så skældte han ud, du kan vel nok forstå, at det hører til i ordenlig

journalistik. Men gå ned og snak med redaksjonssekretæren, han er den

fornuftigste, og tag noget bedre tøj på, du kan godt låne en syl af

mig, og forklar ham, at du er et meget medgørligt menneske, og at du

bare vil ha lov at skrive om blåt og grønt og -- det kan du nok selv

sige på en pæn måde."

"Synes du ikke, det er en lumpenhed, du opfordrer mig til?"

"Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal skrive falske

veksler eller brække ind og stjæle pengeskabe. Men du søger da for

fanden vel nok den plads?"

"Du forstår vel ikke, Lynggren, at jeg hader det blad?"

"Nej, gu' gør jeg ej. Hvis du vælter med din sikkel i en bunke

hestepærer, så hader du vel også dem! Hvad rager det dog det

spørsmål, om man skal leve, eller man skal dø af sult?"

"Alene det at træde op dær og lave mig til -- -- for resten ved

hverken du eller nogen anden, hvor medgørlig jeg er."

"Når man først lærer mennesker at kende, blir man altid medgørlig.

Selv om man får lyst til at spytte på dem, så opdager man dog, at de

kan bruges til noget, og det gør straks, at man blir mere

menneskelig."

"Der må være andre udveje, Lynggren, det er umuligt andet. Det kan

ikke være nødvendigt, at jeg sælger mig selv."

"Hør min ven: du må sgu hellere gå til et gammelt, konservativt blad,

for dær er nu mere spillerum. Selvfølgelig er de sure og sære, men

disciplinen er slet ikke slem; de ser og hører så dårligt. Jeg vilde

ikke anbefale dig et radikalt blad, for dær har de nu mundering og

klaptræ og alting i orden, parolen lystres og ingen sludder i

geleddet. Du kan aldrig få nogen friere stilling end den, der nu

tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgås nogle gamle stødere og

vogte på din mund."

"Jeg tør ikke, Lynggren. Jeg tør ikke sælge min frihed. Og der er en

uhæderlighed i det, som jeg ikke skøtter om at hærde mig til."

"Nå. Jeg ser, at monsøren er en stor digter på månen, men en nar på

jorden."

"Å, det er slet ikke så vittigt, det kunde jeg selv ha sagt."

"Des større nar er du da. Men nu vil jeg ikke låne ti kroner på dig.

Det vil sige, hvis du trænger til en syl -- --."

"Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en slubbert, der kan

købes, når jeg blir noget ældre."

"Det tror jeg med, men så er det for sent. Kære ven, gamle

slubberter, dem er der ingen pris på. Det skal være unge. Ja -- og så

farvel."

I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk. Det var et ungt

menneske, der trængte til at lære retskrivning; han kom midt på

eftermiddagen, og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde også

være det samme. Det havde ikke længere nogen betydning, at marken var

grøn, og himlen blå. Siklen stod og samlede rust, og en dag blev den

solgt. Det var en lettelse; det leddeløse dyr var en forfører. Ivar

Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede angerfuldt sig selv

med den, der drikker, og den, der gør endnu værre ting. Han søgte

også en plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert tredje

år med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik den ikke.

Når han havde undervist sin time og sad alene tilbage med

bevidstheden om, at han nu havde råd til at anskaffe sig for

fyrretyve øre af livets bekvemmeligheder, så tænkte han på, hvad han

havde sagt nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse.

Det faldt ham ikke ind, at lidt uhæderlighed i dette tilfælde kunde

ha været på sin plads. Når først man er pekuniært ovenpå, får man nok

råd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede for at komme i

vej. En praktisk mand spiller sine kort fint, bagefter afsværger han

de småsnyderier, der hører til for at komme ind i spillet.

Men det tænkte Ivar Holt ikke på. Han sad hjemme hos sig selv og

smagte fattigdommen -- den virkede snarere som bærme end som gift --

og overvejede, hvad andre mennesker nu vilde gøre i hans sted, men

han fandt ikke på noget, han kunde efterligne. Derimod slog det ham

som noget aldeles utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var

skabt til at være rig. Ikke for at bruge rigdommen, men han fandt i

sin sjæls hele grundstemning noget, der var analogt med rigdom. Hvis

han havde en guldklump på otte og halvfemsindstyve pund, vilde han

grave den ned lige under en bred, magelig kampsten, og så vilde han,

hver dag det var godt vær, gå ud og sætte sig på denne kampsten og

fløjte en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder.

Halvandet pund vilde han måske skrabe af til at opholde livet med.

Hans nætter hjemsøgtes af elendighedssyner, og de var uregerlige, de

slap ham ikke, før det blev lyst. Om dagen kunde han trøste sig med,

at det strængt taget ikke var umuligt at slå sig igennem livet som

vagabond, men mørket tog tilliden fra ham og nedbrød hans sind. Der

kom øjeblikke, hvor han vilde sælge sin frihed for en ringe pris, men

hvornår kom der en, der vilde købe den?

Han gik sjælden ud. Det gjorde ondt i ham, når han så mennesker med

hårde, snavsede hænder; sådan en næve var mere værd end hans elendige

sjæl. Men så blev han igen oprørt over sin egen selvforagt; denne

følelse lå slet ikke for ham. Han måtte le ad sig selv, når han følte

sig mest ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, det var en

misforståelse af et skammeligt tilfælde. Hvordan han var skabt til

at være, det kunde han sige aldeles nøjagtigt, han behøvede blot at

huske en af sine sikleture i godt vær. Det var ganske forfejlet, når

sorg bankede på hos ham, han var ikke af dem, der forrenter ulykke

ved at udvise større energi. At han skulde fortvivle, det var lige så

unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse ihjel. Modgang var ham

til ingen nytte, han blev aldrig alvorsmand. Det var ikke

fordringsfuldhed; han måtte jo kende sin egen natur. Man forlanger

heller ikke, at et appelsintræ skal blomstre og bære frugt i

Grønland.

Hans bestemmelse lå klart for dagen, den tvivlede han ikke et øjeblik

om. Hvis der altså var nogen højere mening med, at han var indrettet,

som han var, så måtte der ske noget; det måtte snart komme, nu da han

var så langt nede. Dette håb var hos ham om dagen; om natten kom

panikken over ham. Tiden gik, og han syntes snart, han kunde se, hvor

skrænten hældede hen ad.

Det skal nok hænde en mand -- selv om han ikke er sig nogen god

gærning bevidst -- at der en dag på hans dørtærskel står en ung,

_altopofrende_ kvinde med vildt hår og veltalende øjne. Så glider et

fornuftvæsen et øjeblik ud af sin bane og begår en dårskab, som i

naturens husholdning er høj, værdifuld visdom, og hvis han er et helt

uerfarent menneske, glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde

magter, der bevirkede, at en kvindes øjne kom til at hvile på ham med

velbehag, og at livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned til

ham, som ikke vidste, hvor han skulde gå hen og plukke den.

Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø af tavshed og ensomhed,

da det bankede på hans dør. Hans hjærte slog hurtigere, mens han gik

hen for at lukke op.

Det varede noget, før han kendte hende. Uskyldige blå øjne,

forfjamsket hår, der gjorde indtryk af, at dets ejerinde kunde

djævles hedt med en tilgængelig mand. Det var Teologine.

Nu vilde han ikke netop ha nævnt hende, om nogen havde spurt ham,

hvad han mest trængte til i hele verden. Dog bad han hende ikke gå

pokker i vold, han var jo selv på vej derhen og var derfor i en ydmyg

forfatning.

Hun vilde gærne -- lidt forpustet -- sige goddag og se, hvordan han

boede.

Han tænkte sig om. Jo, såmænd. Nu huskede han et varmt, rundladent

faktum; hende havde han en gang kysset. Det kys havde trukket renter,

her kom kapitalen til hævning; værsgo, kom indenfor.

"Det var Dem, der var så sød den aften. De var med Lynggren."

Ja; så forklarede hun, Lynggren skrev altså i aviserne, det var det

hele med ham. Man var nødt til at -- --

Hun så fornærmet ud og gik tilbage mod døren. Han tog hendes hånd og

førte hende helt hen til vinduet og smilede til hende. Det gjorde han

så nobelt. Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham med sine

raffineret barnlige øjne.

"Og De er sangerinde," sa han, mens han tænkte på, hvor fattig en

mand kan være.

Ja. I dette øjeblik vilde hun gærne ha været noget finere for hans

skyld.

"Men jeg kommer aldrig på varieté!"

"Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget for Dem."

Han protesterede ikke mod at blive stillet uden for mændenes

almindelige hob, han var helt optaget af at se på hende, men vidste

ellers ikke, hvad han skulde gøre. Rummet om ham var fuldt af stille,

smilende lykke; det grå loft var blå himmel, de snavset marmorerede

vægge var horisonten. Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed,

den faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra hele horisonten

strålede den ind på ham. Nu skete der endelig noget af det, som var

lovet ham for lang tid siden.

De så på hinanden, indtil der måtte ske noget. Hun gemte sit hoved

ved hans bryst, det kunde ikke være andet, og så kom de til sæde på

hans sofa, hun på skødet af ham. Dær sad den uerfarne mand med

problemet lige over sig; hvad vilde det nu være mest hensigtsmæssigt

at gøre? Han vidste det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm

ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge om hendes hals, så

lå det nær at klappe hende på kinden, og det gjorde han. Virkningen

var øjeblikkelig og vidunderlig, og dog var det hans første forsøg på

rigtige kærtegn. Han sad i held den gang.

Dagen gik.

Verden var blevet anderledes. Sortrøde, glødende kobberskyer dækkede

himlen, vinden gik i korte, tunge stød; der var forventning om noget,

der skulde komme. Så stod solen op, kobberskyerne flammede skummelt,

dækket rævnede langs den østlige horisont, og gennem den blå kløft

væltede sollyset ind over den forbavsede jord, hvorpå der stod et

eneste gråt, sammenkrummet menneske. Men nu traf lyset ham, og mens

muldet flammede mørkt, stod han ret op mod himlen som en

menneskefakkel. Det blå er forbigangent, verden er blevet rød.

For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig ikke så stort ud, men

hun så, at han var god, hun erfarede, at han ikke blev rå eller

ligegyldig bagefter, og hun hørte ham sige, at han vilde gifte sig

med hende, og at han var lykkelig.

Når blot han var det! Hun havde gjort, hvad hun kunde. Teologine, det

fattige barn, hun gav den eneste skærv, hun ejede.

Ivar Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af stille latter, ligesom

når han i sine drengeår gik til skole en regnfuld vintermorgen og

efterhånden samlede en masse privat forlystelse under sin varme

frakke. Han morede sig ganske ubehersket, mens han gik ud ad

Vesterbrogade; folk så efter ham, og enkelte forhørte sig om, hvem

han var, idet de ventede at høre et navn, der var bekendt i landet.

Hans munterhed kogte over, mens han hviskende fløjtede sig et stykke

"Lohengrin"; han underholdt sig med at repetere vittigheder, han

havde læst, og fandt dem bedre, end han tidligere havde gjort; han

fandt morskab i at stå stille og klappe en venlig danois, og imens så

det meget forstyrret og meget lidt alvorligt ud i hans sjæl. Han var

åben som et hus, der har lukket op til alle sider; enhver grov næve

kunde komme hen og grave i ham, han var forsvarsløs. Kun den

ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over hans

ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at gå uden om ham; de

forstod, at han havde ikke noget at dele. Den glade eneboer ligner

ikke andre glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham gå

alene.

Ivar Holt tilbragte hele dagen ude på landet og forfattede under

sagte fløjten en lyksalighedsteori, som han glemte i det øjeblik, han

blev færdig med den. Kærnen i hans teori lød ellers som følger:

Den sande lyksalighed består i at ha uendelig megen tid til sin

rådighed og ikke at mærke, at man bruger den.

Da han kom tilbage til byen og så andre menneskers ansigter, faldt

det ham ind, at også han måtte gøre noget for sin fremtid. Han

henvendte sig til fire redaktører og fik tre afslag. Den fjerde, som

var den mindst fine, spurte, om han kendte noget til samtidige

forfatteres intimere oplevelser, og om han kunde levere bladet en god

roman om dette æmne. Dertil mente han nej og gik.

Jeg kan alligevel ikke anerkende tilværelsens alvor, tænkte han, mens

han sad hjemme og ventede på Teologine. Jeg lærer det aldrig. Jeg kan

ikke engang lære at se på et alvorsmenneske, uden at jeg får kvalme

og ond samvittighed. Og dog kan jeg godt se den højere styrelse, der

stadig forsøger at få et alvorligt menneske ud af mig. Den sendte mig

til København, for at jeg kunde blive embedsmand; jeg selv gjorde mig

til digter. Den fik Kasbjerg til at skrive en bog om mig, hvoraf jeg

kunde se, i hvad retning jeg i så tilfælde burde udvikle mig, men jeg

blev i uskyldigheden, tilfældigvis. Den højere styrelse tilbød mig

Henriette Ravnø som alvorskone, og da jeg lod hende gå, kastede den

mig Teologine om halsen; hende havde jeg, inden jeg rigtig vidste af

det, hende har jeg. Godt. Hende beholder jeg. Men jeg må ikke ta ud

på en grøftekant og ingenting bestille, derfor er jeg nu igen blevet

straffet. Bare det kunde hjælpe noget, at jeg kan alt det udenad, som

veltænkende mennesker mener om mig! Jeg kan holde op med at skrive

bøger, men jeg kan ikke holde op med at være digter. Kunde jeg blot

skabe min sjæl om til en grovsmeds sjæl -- næverne kunde endda gå an.

Men det er desværre noget vrøvl. Og her har vi så Teologine.

* * * * *

"Nå," sa hun, da de hen på aftenen var blevet så vidt nøgterne, at de

kunde tale om forretninger, "hvor meget tjener du så ved dine bøger?"

Ivar Holt pegede på en kasse ved siden af kufferten. "Fedtebrød og

cervelatpølse," svarede han.

"Ja, men så indbringer det vel en del at skrive i aviser," fortsatte

hun alvorlig uden i mindste måde at finde hans svar morsomt.

"Det gør det. Men mig indbringer det ikke noget, da jeg ikke skriver

i aviser."

"Hvorfor gør De ikke det?"

Hvor kvinders øjne kan ligne hverandre, tænkte han. Og nu har jeg

igen ægtemandsfornæmmelser.

"Og hvorfor blir Deres bøger ikke rost noget mere? For jeg har hørt

folk sige, som har forstand på det, at De skriver udmærket."

"Det kommer af, at vi her til lands ikke har litterære kliker; nu

kaldes det fagforeninger. Når man ikke har sine papirer i orden, får

man ingenting for ulejligheden, hverken ondt eller godt."

Hun så forvildet på ham. I værelset bagved afjamrede frelsermændene

deres allerindstændigste aftenbøn.

"Hvad lever De da af?"

"Jeg lever ikke af noget videre. Ved De hvad, for resten? Jeg får en

stilfærdig lyst til at slå de mennesker ihjel, som spør, hvad jeg

lever af."

Han så panik i hendes øjne; hun var bange for fattigdom, havde

rimeligvis fået for meget af den en gang. Frelsermændene sluttede af

med et gudsjammerligt: Amæ--n!

"Nu går jeg," sa hun. "Jeg går!"

"Ja vel; jo. Vist går De. Det var jo rigtig sødt, den tid det varede.

Husk nu på for fremtiden at sætte penge i sparekassen; tænk på mig,

og husk det. Så -- er det så slemt?"

"De må ikke røre ved mig! Jo -- det mener jeg ikke -- -- De har været

så god. Men jeg er bange for Dem."

"Ja. De opfatter mig symbolsk. Så er jeg heller ikke hyggelig. Ellers

er jeg rar. Det kunde blevet godt med os. De er den eneste -- -- jeg

må ha lov til ikke at kunne mere for bevægelse. Men hvis De vinder i

lotteriet, så kan De komme og gifte Dem med mig. Jeg skal ikke banke

Dem, fordi det er Deres penge."

Før han kom ind igen, smilede han til noget ude i mørket. "Det

forslår endnu ikke," sa han.

Fra frelsermændenes værelse trængte nu allehånde, ganske verdslige

lyde ind til ham.

Han satte sig op på bordet, dinglede med det ene ben og spidsede

læberne.

Her sidder jeg og fløjter, tænkte han.

Hvor menneskelighed er, dær er også en udvej, selv om vort håb og

vort eje er blevet fortæret af luerne -- læg så for resten mærke til,

hvor forskelligt det såkaldte menneskelige er. Ti een fylder det

umættelige rum med bønner, een begynder at bygge op igen, een roder

sig vanvid til i asken og slæbes bort af tre stærke mænd; to knytter

næver og ryster dem mod himlen, går derefter bort, den ene hænger

sig, den anden drikker sig fuld -- alt dette er menneskeligt.

Men der kan også findes den, der sætter sig på en sten og fløjter en

melodi. Hans livsbegreb er så fordrejet -- perversus kaldte Romerne

det --, at elendigheden gør ham til humorist, han bestrider livets

alvor. Han har ingens medfølelse, for ham er der ingen udvej.

Støv og Stjærner · 第 6 / 10 段