han længe efter. "Man kan blive from af det: Denne er dagen, som
Herren har gjort. Når nattergalen synger om formiddagen, da er
sommeren på sit højdepunkt. Læg for resten mærke til forskellen på
stroferne i nattergalens sang. Der er almindelig kvidren af
forskellige grader, og der er fløjtetoner, som gør nattergalen til
nummer et af alt syngende, men der er også en ganske umusikalsk
snærren -- jeg antager, den er det ældste i de forskellige
udviklingslag, dens stemme repræsenterer. Hvis jeg var nattergal,
vilde jeg blandt andet skrive en epokegørende afhandling --
sammenlignende sprogvidenskab -- om de forskellige strofer i
nattergalens sang. Denne snærren er så antik. Jeg tænker mig
fuglekrybdyret -- Archæopteryx -- sidde og slå sine knastørre triller
ved randen af kridthavet. Det må ha været storslået hæsligt. Hvorfor
ser De så gnaven ud? Synes De, det er noget vrøvl? Det er det også.
Men sådan går min tid, og den går godt."
"Nej, det må De virkelig ikke sige."
"Nå. Men hvad vil De herude, når De er i dårligt humør? Jeg vilde
ønske, jeg var en gammel krage med en stor familie, så vilde jeg
skrige rundt om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind på en kedelig
brakmark."
"Hvad mener De så om den plads?"
"Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om den?"
Hun ser ikke godt ud, tænkte han. Hvor menneskekød virker råt ved
siden af solbeskinnet bøgeløv!
"Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet Deres studier!
Jeg forstår ikke, nogen kan være så ligegyldig med sin fremtid."
"Hvad fejler min fremtid, synes De? Gør jeg ikke nok for den?"
"Deres bog sidste efterår gjorde heller ingen virkning."
"Den gjorde den virkning, at min næste bog blir bedre."
"Og imens har De ingenting at leve af."
"Jeg føler mig meget levende."
"Jeg kan ikke forstå, De har meget imod at få en ordenlig, sikker
indtægt. De kan vist godt få den plads; min onkel holder umådelig
meget af mig; han har ingen børn selv. Så har De hele eftermiddagen
og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De engang kan leve af Deres
bøger, så kan De jo ta Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i
det?"
"Alle mine formiddage ødelagte. Og hvorfor skulde jeg gøre det?"
"Jeg forstår Dem virkelig ikke," sa hun næsten grædefærdig, og
derefter tilføjede hun med et koldt, klart blik: "Og så blev De da
til noget rigtigt. De kom ind i en praktisk stilling og fik andet at
bestille end at tænke Dem som nattergal."
Hendes blik gjorde et dybt indtryk på ham. Han så sig pludselig
afklædt alle digterdrømme, han stod dær foran hende som en afsløret,
æstetisk tosse. Det var kvalmt. Og så opdagede han en ting til: Det
var jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvfølgelig.
Hvorfor gik han alle de ture med hende, hvorfor fortalte han hende
alting? Han havde engageret sig. Han mindedes noget, som nogle
mennesker har, det kaldes forsørgelsespligt; han blev kold lige ned
til mellemgulvet, og han fik næsten vand i øjnene, ikke tårer, men
vand, af noget, der river. Han tænkte ikke på, om han var forelsket i
Henriette Ravnø. Til tider var han det, en gylden, luftig kærlighed,
uden henblik på dagligt udkomme, uden sanselighed. Nu var den
fuldstændig forsvundet, samtidig med at det var blevet hans pligt at
gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, som hans fiaskoer
indbragte?
Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. Stik den ramme
virkelighed i næsen på en rigtig poet: han vil påstå, at det er
salmiakspiritus.
"Hvad mener De så?" spurte hun endelig.
"Jeg ved ikke -- --"
Som han stod dær, lignede han et beslutningsfoster, der er gået i stå
midt i udviklingen. Han svajede hid og did som et menneskesiv for
stridige viljers vinde.
"Nu er denne dag ødelagt for mig," sa han og stivede sig af.
"Var det det hele?" udbrød hun.
Han stejlede under hendes foragt som en ung hest for et piskeslag.
"Nu vil jeg hjem," erklærede han, og dermed gik han.
Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, før hun turde spørge:
"Har jeg fornærmet Dem, hr. Holt?"
"Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tænke over det. Men hvis jeg opdager,
at jeg virkelig er en pjalt, så tror jeg ikke, at jeg kan være Dem
taknæmlig for, at De har bragt mig på sporet efter den sandhed."
Resten af vejen gik han alene. Da han nåede ind ad København til, kom
han til at gå bag efter to herrer, der talte meget højt og ivrigt.
"Det hele anfægter mig aldeles ikke," sa den ene. "Så længe jeg er
direktør, skal vort selskab være første klasses, og mit personale
første klasses. Vi er forrest i konkurrencen, og det agter vi at
blive ved med. Vi tjener godt, og vi lønner godt, og det, vi har at
bestille, kan overkommes, når der arbejdes med fuld kraft. Jeg kunde
antage flere folk, så der blev mindre at bestille, det ved jeg nok,
men jeg ved også, at et personale er bedst, når det arbejder med fuld
kraft. Hvad man udretter med halv kraft, blir halv mislykket.
Selvfølgelig antager jeg ikke tuberkuløse, og en mand med mavekatar
er eo ipso diskvalificeret. Selvfølgelig gir jeg nødig ferie, jeg har
selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, der kan udholde
det samme som jeg. Alt det om frisind og humanitet -- -- så længe jeg
kan få mine folk på _mine_ betingelser, så får jeg dem. Vil selskabet
indføre et andet princip, så kan det jo ta en anden direktør.
Hvorfor skulde jeg forandre principper, som jeg ved, er gode nok?"
Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran de to. Han måtte se
den mægtige mand, der talte sådan.
Han huskede, hvordan han en gang som lille dreng havde fået lov til
at stå og se et tog køre forbi. Da havde han fået en forestilling om
livets store magter, om noget, som ingen kan stanse, men som knuser
den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget var det brutaleste, han
indtil da havde set. Han fandt tilværelsen mindre tryg fra den dag og
drømte tit vildt om nætterne. Men synet af den ubekendte direktørs
ansigt gjorde endnu stærkere indtryk på ham. Han fik en knusende
forestilling om, hvad det vil sige at være noget og at udrette noget.
Det praktiske liv var en buldrende, hårdt malende jærnmaskine, som
brusede forbi ham og ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at stå
ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der blæstes omkuld og i
sønder af det store sus, der drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den
mægtige direktør la mærke til Ivar Holt, selv om han blev nok så stor
en digter. Ingen af hans slags kunde tiltvinge sig denne mands
anerkendelse; ikke engang som kontorist under ham vilde han være
brugelig; alene udtrykket i hans øjne vilde røbe ham; han var nu en
gang forbandet til at være digter i et tomt rum.
I samme øjeblik som han opdagede det, fik han en uhyre længsel efter
den virkelige, håndgribelige tilværelse, og denne længsel ledsagedes
af forvisningen om, at han var den, der stod uden for. Toget var
larmet forbi. Han kom ikke med.
Han satte sig ned på en grøftekant og syntes, det var bedst at dø.
Verden har set nok af livstrætte mennesker, der hænger sig. Burde den
ikke for en gangs skyld se en, der hænger sig, træt af mangel på liv?
Digterens lod har tabt betydeligt i værdi i den sidste menneskealder.
I gamle dage var det anderledes, skønt digterne også den gang var
lukkede uden for virkeligheden. Dær sad Ingemann på det slot i
Vesterled, mens Paludan-Müller lurede på dybsindige tanker i sin
filosofiske luftballon -- -- men deres lod var udelt, de anede vel en
anden verden, men den foragtede de, sådan som man er tilbøjelig til
at foragte, hvad man ikke forstår. De vågnede aldrig op af deres
digterkæfert, de var og blev salige. Den prosaiske verden er intet
andet end et skyggebillede af den poetiske, dær har en digter altså
intet at gøre. Det mente også manden for det hele, Johan Ludvig
Heiberg, der var en stor svindler og simulerede digter hele sit liv
igennem. Men nu er digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf
den ene findes på jorden, så at digteren står med et ben i himlen
og et på jorden; men det er meget ulykkeligt at være i verden og dog
ikke være der, det er en stilling, der aldrig kan gøre sin mand
tilfreds. Dog er det uundgåeligt, at digteren nu har sit ene ben på
jorden, da denne omsider er blevet godkendt -- efter at den i en
forholdsvis kort periode, dansk åndslivs fornedrelsestid, har været
mistænkeliggjort -- og angsten for at komme uden for verden er slem
og levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige så frygtelig
som selve dødsangsten. Et ben oppe og et nede, hinkende på bægge ben,
det er en digters ikke længer salige lod. Tilmed falder menneskenes
ringeagt stundom over det ben af ham, der står på jorden, de synes,
det står usikkert. Da han havde sin verden helt for sig selv, nød han
dog altid noget af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan
han kontrolleres på det ene ben.
Solen gik ned over Ivar Holt på hans grøftekant. Hans skygge lå halet
ud hen over kløvermarken, og langt borte, på en ledstolpe, så han sit
hoved opslået med rødt om. Han fik noget smørrebrød op af lommen og
spiste. Det begyndte at blive lidt bedre med ham. Nu fik han snart
tresindstyve kroner. Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret
beset, det at sidde ved en grøft og grine frem for sig ud i
landskabet, solo og intensivt, uden at nogen hårdfingret hånd i hele
verden har ret til at gribe en i armen og sige: Op med dig! Vi skal
forsørges! Du har andet at bestille end at sidde og glo! -- det er
unægtelig en tilværelsesform. Den forrenter sig ikke stærkt, men er
der ikke så meget grøftekant, at den kan ernære en mand eller to? Så
meget mere som den menneskerace er i færd med at uddø.
Lad så de andre slås. De behøver ikke at hade manden på grøftekanten,
han er ikke farlig. Det sker ikke, at han en dag slår hodet i stykker
på et andet menneske; hans velvære kræver ikke knuste hjærneskaller.
Men det kan gærne være, han skal sulte ihjel; det er meget muligt, at
den, der aldrig har haft lyst eller ævne til at slå en anden mand ned
i landevejen, selv skal dø af en tom mave.
Forstå og beundre en mand, det gør en fornuftig og forelsket kvinde
gærne, når hun er vis på, at han vil gifte sig med hende. Men dersom
hun ikke er det, da må han være belavet på at få kritik i stedet for.
Henriette Ravnø var en praktisk pige, der en gang kunde blive en
udmærket hustru. Hun havde uden modstræben forelsket sig i Ivar Holt,
og da det var fuldbyrdet, var han efterhånden blevet forringet i
hendes øjne. Hun betvivlede just ikke hans talent, og hun vidste
også, at man skal ikke straks foragte et talent, fordi det ikke er
noget levebrød, men derfor behøver det vel ikke at hindre sin
ejermand i at få et andet, virkeligt levebrød.
Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsøgte hende stadig, men havde
aldrig noget at tale om. Han søgte ikke nogen plads, studerede ikke,
skrev ikke ret meget, men det lod til, at han var meget interesseret
i at høre hende fortælle om alle sine ubetydelige småting. Hun kom
snart til at gøre en ende på det.
For ham var hun ikke længere det lyse akkompagnement til hans syner.
Nu, så længe han følte sig som en ussel digter, var hun den, der
havde opdaget ham og givet ham et knæk i selvtilliden. Men det kunde
jo være, at hun, som havde opdaget hans sygdom, også kunde blive hans
læge.
Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet så nøgtern,
og forelskelsen var gået over. Han så hendes kolde, fordrende blik:
Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vågnede han op af drømme om
rigeligt børn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemgå.
Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det
gabende svælg.
Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, almindeligt
menneske. Som så mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde
han ikke tåle at tænke ordet _poesi_. Hans sjæl stod sig nok bedst
ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve med i noget. Han
formanede sig selv til nøgternhed. Det ligger vist særligt til de
senere danske poeter. "På det jævne, på det jævne," skriger en, som
om han havde opdaget det jævne. -- "Gik der en smule digter tabt, et
menneske blev bevaret," forkynder en anden, som om det nogen sinde
lykkedes ham at smøge digteren af og blive et menneske. Mange danske
forfattere er gået så vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af
dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne
hviskede: Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans
bøger finder en realistisk klat møg, så kan vi vide, at han har brugt
den til at kvæle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt
sig selv i forklædning med ordet _digter_, hvilket var det eneste
ord, der svarede til hans foragt.
Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i
jorden til op på lårene og er ringere end andre mennesker; han når op
i overmenneskelige højder og regnes dog ikke for større, men han
træffer ikke selve jordens overflade.
Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere skulde få inspirerede
øjeblikke. Han følte den allerstørste trang til at være et fornuftigt
menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed,
selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde også gøre noget for
at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom
udelukkende af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, den
havde aldrig været så udpræget som i dette år. Den kunde også kaldes
nedslåethed, for så vidt som den berøvede ham al mulig lyst til at
foretage noget som helst, men når humøret var kommet igen, så skulde
han til at tænke på fremtiden.
Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende gennem den høje luft;
nu var den faldet ned på jorden som en kold sten; han tænkte aldrig,
den kunde hæve sig mere.
Hos en livskraftig natur er der intet, som er mere upålideligt end
forknythed. Han kan ha slået sig nok så godt til ro i resignasjon,
den varer ikke ved. Hans selvnedsættelse kan være fuldkommen ærlig
ment; men der er i hans iver efter at regne sig selv for ingenting,
et forbrug af energi, som tyder på, at nedslåetheden ikke er andet
end en hvile, hvori han samler kræfter til et nyt opsving.
Nedtrykthed hos et sundt menneske, det er asken, der lægges på ilden,
for at den kan holde sig til næste morgen, da det igen blir dag, og
ny ild nødvendig.
Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede sig selv som det jævne
menneske, så kom ånden over ham. Han siklede en dag ud af byen, nord
på, indtil han nåede strand. Dær satte han sig. Det var næsten
vindstille; ingen bølger var at se, undtagen at der med regelmæssige
mellemrum dannedes en rynke ti alen fra land, rynken blev til en
vold, og en bølge væltede sig ned i sandet med et brat, tungt plask,
der fortalte om mange miles rejse.
Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han sugede lyset ind i sig,
og dette lys, som nu blev opmagasineret, vilde en gang stråle tilbage
igen; måske på en regnmørk vinterdag vilde han pludselig se sig selv
vade i solskin. Han var i dette øjeblik ikke bange for nogen vinter,
han indsamlede et forråd af lys, der var stærkere end alle nætters
mørke.
Foran ham lå havet i glat, silkeblå sorgløshed, over ham stod solen
og glemte ikke at gøre sin pligt. Solen er umådelig god, den gør alt,
hvad den kan.
Han havde igen indtaget sin retmæssige plads midt i verden, rundt om
sig bandt han ved sin sjæls kraft lyksaligheden, ligelig fordelt på
alle sider som en verdenskugle.
Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og rugede over sit ensomme
afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lært at
kende i det sidste års tid -- bruddet på fuldkommenheden. Nu kom han
til at forstå den. Lykken er en kugle. For hver en, der står med
hodet opad, er der en, der har hodet nedad. Den ene står op mod
solen, den anden vender bort fra solen, anelser farer frem og
tilbage. Når den ene om middagen bær solskinnet på sine skuldre,
ligger den anden med brækket lår ude i natten og råber om hjælp.
Disse to mænd er mig, den ene ikke mindre end den anden, jeg har
været nede, og jeg har været oppe; bægge disse mænds lod er min lod,
jeg glemmer aldrig den ene for den anden.
Han lå længe uden at kunne tænke på at røre sig, hans sanser virkede
ikke længere. Tiden rislede forbi ham med uhørlig hast, men han var
gledet af og blevet liggende uden for tidens vej. Han mærkede ikke
sit eget legeme, han vidste ikke, om hans fødder lå over kors, og han
kunde umuligt sige, hvordan hans hænder var anbragt.
Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der kontrollerede den
stansede maskine, en rest så lille som infusjonsdyret, der kryber hen
over den hvilende oceandampers skrueskovle.
Mange grublere har kendt denne sindstilstand: det mindst mulige
kvantum bevidsthed lysende over den øvrige, bevidstløse ånd.
Store, ubegribelige ord er opstået bagefter: Uendelighed,
Udødelighed, Personlighedens grænseløshed -- --. Ingen forstår dem,
men der er i dem et vældigt afsind, der river mange med. Opfinderne,
der rimeligvis senere omkom af åndelig forstrakthed, hædredes
hinsides graven som digtere og profeter.
En mand vågner midt om natten i absolut mørke og stilhed, hans sanser
griber efter noget og får intet, han kender ikke tid og sted, mærker
ikke sit legeme, men føler sig i øjeblikket som en ånd uden krop, og
i sin meningsløse angst farer han op i sengen -- legemet er der, arme
og ben er rigtigt nok fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er
på ny sprunget ind i tiden og kører med, men han forstår livets
mystik, han er i stand til at tro på sjælens udødelighed, og han
kræver kødets opstandelse: Jeg må beholde mit legeme, at jeg ved,
hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Fornæmmelse af at være blot
sjæl er forfærdelig.
Seeren -- manden med de lukkede øjne og det indre lys -- glemmer hele
sit legeme, og hans bevidsthed svinder bort indtil en lille lysende
prik. I ham alene foregår der intet; de døde forandres uophørligt i
deres kister, det arbejder i jordens indre, og glødende storme hærger
stjærnetågerne, men et menneskes sjæl kan gå i stå nogle sekunder.
Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager gud og alt
andet, hvad han ikke forstår. Han er borte et sekund, der for ham
synes tusende år, han rejser sig bleg og forfærdet op fra jorden og
bekender: Fra evighed til evighed er du gud!
Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo ingen været hos ham, han
ved ikke, hvem han taler til.
Den ene står op fra ekstasen og bekender gud. Det var et øjebliks
afsind, men afsindet var ikke hans, han skyder det fra sig, gud var
hos ham, afsindet var gud.
Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har været ude i
uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg kan bære denne
ubegribelighed og behøver ikke at redde min forstand ved at kaste
ubegribeligheden over på en anden. Der er ingen anden gud end mig
selv.
Allerede i begyndelsen af sommeren sivede det gennem aviserne ud til
publikum, at forfatteren hr. Kasbjerg arbejdede på en stor, ny roman.
Deri var der nu ikke noget mærkeligt, da han var en sikker mand til
at komme med en bog hver jul, men det år blev der i pressen talt
usædvanlig meget om hr. Kasbjergs næste bog. En redaksjonssekretær
ved et stort jysk blad (fra først af medarbejder sammen med hr.
Kasbjerg) havde hørt, at bogen vilde komme til at indtage en særegen
og betydelig plads i den ansete forfatters produksjon. En fynsk
redaktør (som skyldte hr. Kasbjerg penge) udtalte, at julemarkedet i
år vilde frembyde en ikke almindelig interesse, idet en af
litteraturens bedste mænd -- for at spænde publikums nysgærrighed
skulde navnet endnu ikke nævnes -- samlede al sin kraft for at
slå et hovedslag, der sikkert vilde gi genlyd viden om. Og en
fælleskorrespondent (der skyldte hr. Kasbjerg sin stilling) talte om
de opsigtsvækkende rygter, der gik i Københavns litterært
interesserede krese om hr. Kasbjergs næste værk, enkelte indviede
påstod endog at kunne citere sentenser deraf, efter hvilke sentenser
at dømme værket vilde blive af en mere fantasirig flugt end den
betydelige forfatters tidligere værker. Og sådan blev det ved,
succes'en forberedtes, publikum talte de forskellige tegn på et
kommende storværk, men opdagede ikke den skjulte tråd, som forbandt
dem.
Til sidst kunde hr. Kasbjergs eget blad ikke længere forholde sig
passivt over for de mange rygter. Først på efteråret bragte bladet et
interview af den udmærkede digter, men skønt intervieweren, der var i
nystrøgen silkehat, forbandt en forhørsdommers borende energi med en
Sherlock Holmes' snedighed, så fik han ikke ret meget ud af sit
besøg. Den populære forfatter svarede så vidt muligt kun med smil og
skuldertræk, men visse fakta fik manden i silkehatten dog
møjsommeligt fravristet sit offer: Det var en moderne roman, just
ingen københavnerroman og slet ikke nogen samfundsroman; en
ufrivillig blottelse fra det til sidst udmattede offers side tydede
på, at der var vers i den; manden i silkehatten turde derfor love
sine nydelige læserinder, at romanen kom til at handle om kærlighed.
-- Derefter tog vi vor høje hat og bad undskylde; havde vi vidst, at
_det_ var æmnet, skulde vi ikke ha oprevet digterens sind ved vort
lange og pinlige forhør. Kærlighedsdigtere skal man lade i fred, de
andre gør det ikke så nøje med.
Det lille interview var umådelig morsomt og blev optrykt i mange
provinsblade. Det var skrevet af hr. Kasbjerg selv.
Men samtidig artede hans levende model, Ivar Holt, sig ikke så vel,
som ønskeligt var.
Fra først af havde han anlagt sin helt som den vege, unge mand med
sky, hvidspirende længsler efter livets lyst og med en fantasi, der
gik ovenud, fanden i vold, op i den blå himmel. Men snart fordærvede
Ivar Holt dette billede for ham. Han kunde være hæftig og
hensynsløs; længsel var ikke noget heldigt udtryk for hans herskende
sindsstemning; der var lidenskab i ham, ikke så lidt. Der måtte
stærkere farver til, det skulde ikke være noget kalkmaleri. Hr.
Kasbjerg vilde hellere gøre en himmelstormer ud af ham, det første
udkast måtte kasseres. Men så kunde Ivar Holt være mild og
fredsommelig, han stormede ikke himlen, han svævede derop. Hm ja,
hvordan skal det nu tillaves i en bog? En slags forloren
himmelstormer? Jo, det gør sig vist bedre, og så har man brug for
ironi. Man kommer publikum til at smile, mens det dog indser, at det
ikke er en ren gøgler.
Hvad hr. Kasbjerg vanskelig forstod, det var Ivar Holts nøje kendskab
til jorden. Han havde megen natursans. Hr. Kasbjergs "udpenslede"
stil magtede selvfølgelig også naturskildringer, men Ivar Holt tog
naturen ind gennem alle sanser. Endogså hans lugtesans var overmåde
fin og skelnedygtig. Han kunde mange af Københavns gader på næsen;
hans kendskab til sjællandske provinsbyers lugt var videnskabelig
udviklet. Også hans smagsævne var meget nuanceret. Når han talte om
smags- og lugtefornæmmelser, var hans skiftende minespil en hel række
illustrasjoner til hans ord. Og hans synsævne -- -- hr. Kasbjerg
havde med uro lagt mærke til, at der hos enkelte yngre forfattere
åbenbarede sig en ejendommelig styrke i synsiagttagelser. De gjorde
overraskende opdagelser, hvor den ældre slægt troede at ha set alt,
hvad der var, men de nøjedes ikke med synet alene, de belejrede
fænomenerne med alle sanser, og meget gammelt blev nyt. Hr. Kasbjerg
plejede -- som anmælder -- at udtale om dem, at de manglede tanker,
de havde ikke anelse om sykologi, i virkeligheden misundte og
frygtede han dem. Heldigvis havde de endnu uhyre vanskeligt ved at
vinde frem til publikum. Ivar Holt syntes at være en af dem. Men han
var rigtignok en besværlig fyr at benytte som levende model. Hvordan
kan een være hjemme både i himlen og på jorden? Og frem for alt,
hvordan skal det forenes i en bog, så at publikum tror på det?
Hr. Kasbjerg var ikke længe om at finde på noget. Det spørsmål var
snart faldet ham ind: Hvordan har den unge mand det i erotisk
henseende? Og da det gik op for ham, at manden var uerfaren, forstod
han det hele: Under manglende erotik blir fantasien vild; kvinder,
det er noget, der trækker nedad på den vilde flugt. Der var altså
ikke andet at gøre: Ivar Holt måtte studeres i erotisk belysning. Men
det blev en ubetinget fiasko. Hr. Kasbjerg skulde ikke for hans skyld
umage sig med at invitere piger; de betød ikke noget for ham.
Det var særdeles ubehageligt. Hr. Kasbjerg skulde med fornøjelse ha
skaffet den unge mand lidt ekstra indtægt, for at han kunde overkomme
at beholde Katinka eller Teologine i nogen tid. Selv vilde han bare
betinge sig en vis ret til observasjon. Men det mærkelige menneske
syntes slet ikke erotisk angribelig. Det var uforklarligt. Hvad skal
man stille op med et menneske, i hvem der ikke er erotik? Frem for
alt, tør man i vore dage sætte ham i en bog? Publikum går ikke på
ham; hr. Kasbjerg kendte sine folk. Det blev nødvendigt at foretage
en sammensmæltning. Lynggren, der ellers skulde ha været en person
for sig, kom i støbeskeen sammen med Ivar Holt -- altså bogens
hovedperson, som derved både erhværvede frækhed og erotik. Det
begyndte at blive lidt indviklet; manuskript måtte kasseres, der
måtte igen tages fat forfra. Nå, men indviklet, det er også meget
godt, indviklet og opløst; det sidste ord står hos Poul Møller og er
udmærket, når bare det kan laves. Hr. Kasbjerg lavede af alle kræfter
og kunde allerede la rygterne begynde at sive ud til publikum.