over i bagbords mundvig.
«Ja men; han vil have fat i -- --.»
«Lad ham brøle, det asen. Pas du dit, saa skal nok jeg passe mit.»
Dick skjønte at Ratje var nok ikke naadig idag. Han rystet paa
hovedet og sagde ganske sindig: «Ja ja Jonas, saa sætter jeg maskinen
igang, da.»
«Du gjør fanden heller! Du kan bare understaa dig til at røre den før
jeg giver besked. Det er mig som er skipper her, ser du.»
Dick tiede. Han forstod her foregik noget som han ikke havde rede
paa; men han kjendte Ratje og da det ikke syntes at være noget som
specielt angik ham selv, saa holdt han sig nøitral og nøiet sig med
at holde øie med Trumpen inde paa bryggen.
Minutterne gik og Trumpen brølte. Ratje fuldendte sin pibe og stoppet
sig en ny.
Pludselig blev der fart i Dick: «Død og plage. Der kommer «Trygg» og
Trumpen praier den.»
«Hvad siger du? Ja, det skulde bare mangle at den plimsolleren skulde
tage jobben fra os. Fuld fart forover, Dick. Skynd dig.» Ratje stak
piben i lommen, gik over til bagbord, satte hænderne for munden som
raabert: «Halloi. Nu kommer vi.» Og dermed for han ind i styrehuset.
Men derinde bandte han, saa blaa flammen stod ham ud af halsen. «Hm!
Den Trumpen. Han skulde jamen faa vide, hvad han var gjort af, det
kunde han tage gift paa.»
Med et flot sving klappet «Styggen II» op langs bryggen; men Ratje
gik ikke ut af styrehuset. Oppe paa bryggekanten stod Trumpen og
raabte en besked. Ratje keg gjennem ruden; men han rørte sig ikke.
Det frydet ham at se, at Trumpen blev sintere efterhvert. Tilslut
hoppet han ombord og for henimod styrehusdøren og idetsamme han rev
den op, bøiet Ratje sig over talerøret til maskinen: «Fuld fart
forover, Dick.»
Først derefter vendte han sig mod den anden: «Nei, goddag Trumpen.
Hvad i alverden er det du har det saa braadt om idag?»
«Braadt om? Her har jeg staaet og skreget og brølt paa dig i snart en
halv time; men du er nok stok sten døv, du. De to skuderne i
Laksevaagsholen, som skal over til Heggernæs. Er det meningen, de
skal komme over idag?»
«Har du staaet og praiet? Jeg har ikke hørt dig, jeg. Saa det var de
to skuderne. Ja, vi skal hente dem med engang.»
Trumpen vendte sig forarget for at gaa igjen; men opdaget saa at
«Styggen II» alt var kommet midt ud paa Vaagen med kurs for moloen.
Han satte i en fleskeed: «Hvad skal dette betyde? Vil du se at sætte
mig iland igjen, og det lidt fort.» Den vesle fyren stod og trippet
af bare ivrighed; men Ratje, stor og svær, stod ganske rolig ved
rattet og rørte sig ikke, styret bare samme kurs.
«Hvad er dette for narrestreker, Jonas. Sæt mig iland, hører du. Jeg
har det travelt og har ikke tid til ablegøier nu.»
«Ikke jeg heller. Det haster med skuderne, ved du. Og desuden er det
bedst, du følger med og passer paa, at der ikke forsvinder to ton kul
fra dem underveis.» Ratje smilte bredt og tilfreds.
Der gik et lys op for Trumpen. Han begyndte at forstaa et og andet,
og da han fik tænkt sig om blev han endnu sintere end før, hvilket
han ikke lagde skjul paa. Han skjældte skipperen ud efter noder; men
Ratje tog det med ro.
«Du kan nu pibe eller gale som du vil; men du faar blive med nu.»
Og Trumpen maatte følge med først til Laksevaag og siden til
Heggernæs. Men derude sprang han paa land straks han kunde. Han var
saa fortærende sint at han sprutet gnister.
Ratje sagde ingenting. Først da han havde hjulpet til at faa begge
skuderne fortøiet saa han op paa Trumpen som endnu ikke var færdig
med at skjælde ud.
«Ja ja, farvel da, Trumpen. Du foretrækker at spadsere indover til
byen igjen du; men jeg har det travelt, saa nu gaar vi.»
Det gik op for Trumpen at han havde begaaet nok en dumhed. Men da var
det forsent, for «Styggen II» stod indover igjen for fuld fart; og
Ratje, den skjælm, bøiet sig ud af styrehusdøren og vinket saa venlig
med haanden til afsked.
* * * * *
«Dick,» brølte Ratje. «Kom her op Dick!»
Op fra maskinrummet stak Dick Darlings sodede ansigt. Han tørket sig
med tvistdotten over panden. «Bevares er det gamle Erik, som er løs,
slig som du bælger?»
«Ja, netop han. Se nu paa de skuderne som «Trygg» slæber afsted med
der. Hvis det ikke er Hahn & Hinken sine, skal jeg lade mig flaa
levende.»
«Da slipper du at blive flaaet dennegangen, skjønt du havde ærligt
fortjent det. Nu er det tredie gangen i denne ugen at «Trygg» faar en
job som vi skulde havt. Skammer du dig ikke, Ratje?»
«Skammer mig. Hvad mener du? Er det kanske min skyld at Trumpen -- --
-- --.»
«Oh yes! Trumpen er god at skylde paa, han. Men det var dig, Jonas,
som gav Trumpen den lystreise til Laksevaag og Heggernæs. Og der har
du betalingen.» Dick gjorde en talende gestus over mod «Trygg», som
netop seilet forbi med to digre lægtere i slæbet. Skipperen derover
tillod sig ovenikjøbet at hilse med tre smaa stød i fløiten idet han
strøg forbi, og Ratje, som ellers ikke savnet herredømme over
sprogets bitre gloser, tiet bom stille.
Tilfældet var usædvanlig og gav kanske bedre end noget andet udtryk
for, at kaptein Jonas Ratje var saaret paa et meget følsomt punkt.
Dick, som for en gangs skyld merket at han havde overtaget, kunde
ikke dy sig. Idet han dukket ned maskinleideren smald det:
«Du burde huske paa, at der er flere end dig, som har part i «Styggen
II», og denne hersens kassen vor skulde helst være en forretning.
Istedet derfor gjør du den til et flydende cirkus og flyver rundt paa
havnen og giver opvisninger i clownekomik, som en anden fordrukken
bajads. Huf! At nogen skal være nødt til at -- -- -- --»
Men nu var sinnet kogt op i Ratje: «Shut up! din hylende hyæne, eller
jeg slaar hovedet dit ned i maven paa dig, din svarte, sodstinkende,
fedtkogende, talgsmørende djævel.»
Dick skjønte han var gaaet et skridt for vidt, hvorfor han behændig
smat nedenunder; mens Ratje gik ind i styrehuset og slog døren i
efter sig saa det kunde høres over hele Vaagen. Derinde fortsatte han
at prøve sprogenes velklang i mange og malende udtryk, fra alverdens
havnesteder, og han gav sig ikke før han var saa udmattet, at han
simpelthen ikke kunde længere. Først da satte han sig ned, støttet
hovedet i hænderne og gav sig til at tænke.
Det var en lang og pinefuld proces; men da han endelig var færdig
smilte han noksaa fornøiet. Men før han gik ud paa dækket igjen trak
han frem sin vældige hestehandlerportemonæ og undersøgte omhyggelig
dens indhold.
Paa middagsstunden, da alle slæbebaadene laa stille ved
Holbergsbryggen ofret Ratje sin middagslur og aflagde en visit ombord
i «Trygg.» Det endte med at de to skippere stak op til Eide paa
almendingen for at faa sig et glas øl. Det ene blev til to og tre og
fire. Siden da samlaget aabnet blev der kjøbt aquavit og mere øl som
blev fortæret i styrehuset paa «Styggen II.»
Desværre maa det bekjendes, at særlig skipperen paa «Trygg» blev
synlig beruset. Særdeles meget synlig, saa han gik og vævet og tullet
til spot og skjændsel for alle paa havnen. Han kaldte Ratje for sin
bedste ven og forpligtet sig til at slaa en vis Trumpen helseløs,
saasnart han fik ham under hænderne; thi havde ikke samme Trumpen
snydt ham blodig og meget og havde ladet sig betale for at «Trygg»
skulde faa nogen elendige slæb for d'herrer Hahn & Hinken, uagtet
dette glorværdige firma havde givet udtrykkelige ordre til at han,
Hansen paa «Trygg», skulde have alle de slæb som hans ven Ratje ikke
kunde overkomme. Men han, Hansen paa «Trygg», var meget for god kar
til at lade sig snyde af en slik elendig skinhellig luseknækker som
Trumpen, og nu vilde han fluksens og uopholdelig begive sig op paa
kontoret til Hahn & Hinken og meddele dem hvilken simpel og utro
tjener de havde i søndfjordingen Trumpen. Havde kanske ikke Ratje
sagt, at han bare skulde forlange tilbage de 27 kroner, som den
infame bondeknøl havde stukket i lommen for de stakkels tre slæbene,
som han havde havt i ugen. Ratje, den hædersmand, den fuldtro ven,
skulde være hans vidne for Gud og mennesker paa, at han, Hansen paa
«Trygg», var mand for at mestre slig en snigende, pengegrisk
kjæltring, hvilket det nu var hans agt at bevise ved øieblikkelig at
fordre de omtalte penge tilbage af firmaet.
Hansen sjanglet opover almenningen. Men da var det at Ratje tog sin
nyvundne ven om livet og lempet ham ombord igjen og førte ham
nedunder i «salonen» paa «Trygg», hvor han heldte endnu mere
brændevin paa ham til han ikke længere kunde gaa. Derpaa laaste Ratje
ham inde og overlod ham til sin skjæbne.
«Og nu Dick, har jeg atter engang givet opvisning i clownekomik som
en anden fordrukken bajads. Læg dig det paa minde, Dick. Og glem
ikke, at det er 27 kroner Trumpen skal dele med os. Der er endnu en
dram tilbage paa flasken. Den er dig vel undt, Dick; men faa saa
rokken igang, for nu har vi andet at bestille end at drive flydende
cirkus. Vi faar se at komme ud i Sandvigen efter den sildeskuden som
skal ind til Tyskebryggen. Hurry up, mand! Vi har alt kastet bort to
timer af dagen. -- Men kjua Trumpen, han har noget at glæde sig til
nu.»
* * * * *
«Augusta Victoria,» Hamburg-Amerikalinjens flotte paketbaad, var
netop færdig med kullingen. De hvidklædte matroser var allerede igang
med spylingen under kommando af en guldbeslaaet trediestyrmand.
Mens Trumpen var nede i maskinmesterens lugar for at faa paategnet
modtagelsesbeviset for kullene, tog «Styggen II» en sviptur ind til
Sukkerhuskaien med sjauergjængen; men langs siden af turistbaadene
laa endnu en ensom kullægter, og det gjaldt om at skynde sig for at
faa den bort før turisterne kom tilbage fra sin kjøretur til Fløien.
De var snart ventende, for allerede klokken syv skulde damperen
fortsætte nordover.
Det var Trumpen som skulde styre lægteren under slæbet tilbage til
Laksevaagsholen.
Men saa bandsat gik det for sig, at da «Styggen II» med lægteren var
midtfjords slap slæberen og det var et held og et vidunder at ikke
«Styggen II» fik den i propellen.
Trumpen stod tilbage ombord i skuden og skreg sig hæs paa «Styggen
ohoi.» Men Ratje var vist baade døv og blind, for han fortsatte
uforstyrret sin kurs, og først langt borte paa fjorden tittede han ud
af styrehusdøren.
Der kruset sig et lumsk smil om hans mund, da han lagde roret haardt
bagbord og svinget tilbage.
Han lagde sig et par favne fra lægteren, slog stop i maskinen og lod
drive. Saa gik han ud paa dækket og halte slæberen indenbords.
Først da det var gjort, tog han en smækker line, kveilet den op i
haanden og kastet den over til Trumpen, som skreg unævnelige ting til
ham oppe fra skuden.
Det viste sig at linen var for kort, og alt det Trumpen strakte sig,
saa naaede han den ikke, den faldt i sjøen.
To gange til hændte det samme og Trumpens tale var hverken from eller
tækkelig.
Men Ratje tog det med ro, meget roligere end hans vane var.
For fjerde gang kveilet han linen op, og denne gang suste den som en
lasso gjennem luften og svang sig et par gode tørn omkring Trumpen,
som stod og strak sig over lægterripen for at faa tag i den.
Der er ingen mennesker, som tør paastaa, at Ratje gjorde det med
vilje; men faktum er at linen fik et lidet ryk i det samme, og
Trumpen tabte ballancen og gik paa hovedet i Puddefjordens vover.
Trumpen kunde ikke svømme; men han fik fat i linen med hænderne og
klynget sig krampagtig fast til den, mens Ratje sindig og langsomt
halet den ind haand over haand til han fik havaristen langs siden.
Istedetfor nu at gaa igang med bjergningen med engang, satte han sig
godt tilrette paa rællingen og nød synet af den forulykkede
søndfjording.
Der laa Trumpen og fræset og spyttet sjøvand og svor ved alle himlens
og havets guder: «Træk mig op, din satan!» skreg Trumpen.
«Fy, din tale er usømmelig, din uciviliserte tosk», sagde Ratje. «Tal
høflig til din overmand. Høflighed koster ingen penge.»
«Træk mig op, eller saa skal hinmanden --»
Ratje slakket en halv favn eller saa paa linen og Trumpen fik sig en
ordentlig dukkert. Da han kom op til overfladen stønnet og spyttet
han værre end før; men lektionen havde været lærerig. «Vær nu
skikkelig og træk mig op, Ratje», bad han pyntelig.
«Se se, vi begynder alt at lære opdragelse,» sagde Ratje; men han
gjorde ingen miner til at hjælpe synderen indenbords.
Da blev Trumpen ræd, og der skjalv frygt i hans stemme. «Aa, kjære
Ratje, hjælp mig op nu, er du snild. Du ved du skal have det saa godt
igjen,» klynket han.
Ratje godtet sig. «Ja ja, -- godt igjen. Du sagde ikke det forleden,
da du lod Hansen paa «Trygg» faa slæbene og stak provisionen i lommen
uden at dele med Dick og mig, endda du ved saa vel hvad aftalen er.»
«Jeg har ikke faaet nogen provision!»
Dick Darling kom op fra maskinrummet i det samme for at se, hvad det
var som var iveien og Ratje raabte til ham: «Kom her, Darling,
Trumpen siger, at han fik ingen provision af Hansen paa «Trygg.»
Dick kom. Med et eneste blik opfattet han situationen. Han stak
hænderne i lommen og plystret en lang forstaaelsesfuld node.
«Hvad skal vi gjøre med ham?» spurgte Ratje. Han brød sig slet ikke
om at Trumpen begyndte at brøle om «hjælp» alt det han orket.
Dick kastet et foragtelig blik udenbords. «Lad ham gaa tilbunds. Det
er jo bare en søndfjording,» sagde han ligegyldig.
«Aa, Gud bevare mig arme synder,» stønnet han. «Træk mig op. Jeg
klarer ikke at holde mig oppe længere nu.»
«Aa jo da. Du klarer det længe endnu,» sagde Ratje, han gav den
ulykkelige Trumpen en ny dukkert.
«Hvormeget var det du fik hos Hansen?» spurgte Ratje, da han kom op
igjen.
«Jeg fik ikke en øre, hører du,» jamret det udenbords.
Atter slakket Ratje et par alen paa linen. «Hvormeget var det du
fik?» kom det uforstyrreligt.
«Ti kroner,» skreg han langs skibssiden i sin yderste nød.
«Fy, at du kan lyve nu i din sidste stund.» Ratjes stemme var mildt
bebreidende og Trumpen gik under paany.
«Hvormeget var det saa du fik?»
«Syvogtyve kroner.» Trumpen var blevet myg som voks nu. Han skjønte
det hjalp ikke at komme med løgn længer.
«Syvogtyve kroner? Og nu vil du dele med Dick og mig? Vil du ikke
det, Trumpen, vennen min.»
«Jo bare hal mig op, jeg greier det ikke længer.»
«Og saa vil du forære Dick og mig din part, fordi vi er saa snilde at
lære dig af med din begjærligheds synd?»
«Nei, saa skulde da f-- -- --»
Resten druknet i de salte vover. «Høflig, fremforalt høflig, naar du
taler til en kaptein, din flerfoldige søndfjordstril, der du er. Vil
du forære mig og Dick din part eller vil du ikke?»
«Aa jo, træk mig op, saa skal du faa det.»
«Naa endelig, nu bliver du medgjørligere, lader det til.»
«Ja, ja, bare træk mig op, saa skal du faa det med engang, -- Aa du
din blodtørstige -- -- --.»
«Naa høflig! siger jeg,» kom det advarende. «Ræk portemonæen din til
Dick først; og nu faar det gaa lidt gesvindt, for nu er jeg lei af
denne komedien.»
Der kom en baad roende indover; men Trumpen kunde ikke se den der han
laa.
«Træk mig op først, saa skal du faa pengene.»
«Aa langt fra. Pengene først,» sagde Ratje, han gav Trumpen en lang
dukkert, længere end nogen af de forrige.
«Har du bestemt dig nu?»
Trumpen graad sine modige taarer. Men han havde endelig lært. Uden et
ord mere fik han med møie og besvær portemonæen op af lommen med den
ene haand og Dick bøiet sig udover og tog den fra ham.
«Saa, hal mig nu indenbords,» sagde Trumpen.
«Nei stop lidt. Se først efter, Dick, om der er penge nok. -- -- Saa
der er det? Ja ja, da kan du hive stormleideren ud til ham, den
elendige stymper, og giv ham en haand, saa han kommer ombord.»
Idetsamme robaaden svang om agterstavnen paa «Styggen II» saa at
Trumpen kunde se den, blev han halt over rækken af fire kraftige
hænder.
Men Trumpen var saa rystet at han satte sig ret ned paa polleren og
graad som et barn.
«Tja», sagde Ratje. «Jeg haaber det har været dig en velsignet stund
til belærelse og eftertanke. Men du kan understaa dig til oftere at
lade Hansen paa «Trygg» faa slæb, naar jeg er i nærheden, saa kan du
bide dig i næsen paa, at du skal faa med mig at bestille. Tror du
kanske at du din noksagt kan komme kaptein Ratje tværs for baugen,
ustraffet? Uf at slikt naut skal faa lov til at leve. Jeg angrer
næsten paa, at jeg drog dig op igjen.
Men nu faar vi se at faa fat i skuden igjen, Dick. Har du pengene?
Lad mig faa 13 kroner og 50 øre og lad den stymperen faa igjen sit
raadne mammon.
Fuld fart forover, Dick!»
Diplomatiske forhandlinger.
Jeg skulde møde en mand klokken to; men nu var den bare tolv, og jeg
vidste virkelig ikke hvor jeg skulde gjøre af mig i mellemtiden.
Derfor blev jeg staaende midt paa Tyskebryggekaien og betragtet
mistrøstig omgivelserne. Folk pilte afgaarde under paraplyerne, for
himlen var aaben og trods det var i slutten af mai var veiret saa
koldt og ufjælgt som om vi skulde være i februar.
Jeg stod og overveiet, hvorvidt jeg skulde bestemme mig for en
café eller kaffistova, da jeg pludselig blev var en liden
grønmalet skorsten som stak op for enden af kaien ude ved
Nicolaikirkealmendingen. Da var jeg ikke i tvil længer. Det var en
evighed siden jeg havde hilst paa mine venner ombord i «Styggen II,»
saa skjæbnen kunde ikke give mig et tydeligere vink. Skorstenen var
ikke til at tage feil af. Der fandtes bare den ene af den
konstruktion og farve paa hele Vaagen.
Styrehuset var lukket, men jeg hørte stemmer indenfra. Det var først
min mening at praie, men det faldt mig ind at det var ganske
overflødig og jeg steg stille ned paa dækket.
De inde i huset var saa optaget af sit, at de ikke lagde mærke til
den smule støi jeg gjorde, og jeg hørte de var høirøstede. Det var
først Jonas Ratjes sterke trompetrøst som sagde:
«Aa gamle Hahn er ikke saa værst; men Hinken er og bliver en
blodsuger alle sine dage. Han var saa sta som et muldyr.»
«Ja, og naar Hinken ikke vil, saa staar du og gaber og ved ikke ud
eller ind. He, Hinken vil ikke. Asch, at du ikke skammer dig Ratje!»
Det var Dick Darling som gnældret dette, og det slog mig at han var
ualmindelig ophidset. Det lignet slet ikke Darling, som ellers var et
af de roligste mennesker jeg kjender.
Et øieblik var jeg fristet til at blive staaende for at faa høre
videre, hvad det hele dreiet sig om; men saa syntes jeg ikke det godt
gik an at belure mine gamle venner, og derfor aabnet jeg døren med et
raskt greb.
Der blev pludselig saa stille, idet de saa mig. Det var tre ialt.
Kaptein Jonas Ratje som stod bred og majestætisk midt i rummet. Dick
Darling, maskinisten, i det ene sofahjørne og Trumpen, kulformanden
hos Hahn & Hinken, i det andet. De skulte paa hverandre alle tre,
som folk gjør naar de pludselig bliver afbrudt i en hemmelig samtale.
Denne skulende taushed var ikke netop det velkommen jeg havde ventet
mig, og jeg følte mig oprigtig talt lidt stødt og lidt skuffet.
«Goddag,» sagde jeg. «Jeg kan godt gaa min vei igjen.»
Ratje tog sig sammen. «Nei for noget sludder. Stig bare paa og luk
døren efter dig. Goddag pennevisker! Det var bare noget vi sad og
snakket om, og saa kom du saa uventet. Det var derfor vi blev lidt
altereret med det samme du aabnet døren.»
Jeg lod mig ikke nøde. Min nysgjerrighed var vakt og her var jo
øiensynlig noget i gjære, men for anstændigheds skyld fandt jeg at
burde bemærke: «Jamen hvis jeg kommer til uleilighed, saa -- --»
«Nei langt fra. Tvertimod, du kan kanske hjælpe os, naar du faar høre
hvad det er,» sagde Ratje, og Darling gjorde plads for mig i sofaen
og trykket min haand, hvad der var ligesaagodt som en skriftlig
sanktion af skipperens udsagn. Bare Trumpen spyttet lidt
demonstrativt; men vi var ikke vant til at tage nogen notis af hvad
Trumpen mente eller ikke mente. Jeg dalte ned midt i sofaen uden
videre palaver:
«Altsaa fortsætter vi der hvor vi slap. Hvad er det Hinken ikke vil?
og hvorfor skal Ratje skamme sig? Det var saalangt vi var kommen, da
jeg havde den ære at gjøre min entré.»
«Fordi han er en tosk,» svarte Darling.
«Hvem, Hinken?»
«Nei, Ratje. Hinken er et asen.»
«Aa saaledes!» sagde jeg; men jeg var fremdeles ikke med paa noderne.
«Du prater du,» replicerte Ratje til Darling. «Naar du er saa meget
bedre end jeg, saa kan du jo gaa op og klare braserne selv da. Det er
let nok at sidde der i sofahjørnet og bruge kjæft; men faa den
snydenstruppen til at sælge, det er betydelig værre det. Du kan bande
paa at han ved lige saa godt som du og jeg at «Styggen II» giver sine
femogtyve procent saavist som den giver noget. Det er Hahn & Hinken
som er bogholdere for denne kareten her, saa du behøver ikke fortælle
ham noget om den ting. Du kan lide paa, at han ved hvad side af
smørrebrødet der er smør paa. Han har vel sine provisioner som vi
ikke faar vide noget om, som vi har vore, som han muligens aner; men
som ialfald ikke staar i bøgerne hans.»
«Ja, men netop derfor er det han maa og skal sælge. Vi skal have
denne baaden for os selv, og naar vor halvdel giver 25 pct., saa
giver den anden halvdel ogsaa 25 pct. Følgelig er det bedre at have
hele greien selv.»
«Visdom, Darling. Visdom hvert eneste ord. Der er bare den hage ved
det hele, at Hahn & Hinken ikke vil sælge.»
«Tja, det har du sagt et par ganger nu; men det er slet ikke det som
er kjernen i spørgsmaalet. Her er ikke tale om hvad kjøbmand Hinken
vil. Her er tale om hvad vi vil og hvad han maa. Og er ikke du saapas
kar, at du kan greie den biffen, saa er du betydelig mindre kar end
jeg har holdt dig for. Det er det hele.»
«Du har kanske midler til at tvinge ham du, Dick.»
«Se, din vesle taagehjerne begynder at skimte en tranlygte gjennem
skodden nu, lader det til. Jeg siger ikke, at jeg har midler til at
tvinge ham; men hvad jeg mener er at vi maa arrangere det slig at
Hahn & Hinken vil sælge naar vi vil kjøbe.»
«Du vil kanske være saa venlig at antyde, hvorledes du har tænkt dig,
at det skal foregaa?» Jonas Ratjes stemme var kvas af sylspids ironi,
men Darling lod som han ikke mærket det. Han sad lidt og saa ud for
sig, saa spurgte han: «Var det umulig at faa ham til at nævne en
pris?»
«Gudbevaremigvel. Er du fuld eller er du bare dum? Den sidste halve
time har jeg holdt paa med at faa dig til at begribe, at Hahn &
Hinken ikke vil for nogen pris.»
«Allright, Jonas. Du giver altsaa det hele op for a bad job. Saa faar
jeg forsøge. Vil du være med op nu straks, eller skal jeg gaa alene?»
«Nu med en gang?»
«Ja nu!»
«Pokker til hastverk. Du faar idetmindste vaske dig!»
«Nei, det kan gjøres bagefter, det.» Dick reiste sig og gik. Ratje
fulgte brummende efter. Trumpen, som jo ogsaa var medeier for en
sjettepart, blev slet ikke spurgt om han vilde være med og blev
siddende tilbage; men da han ikke var videre underholdende, saa gik
jeg min vei.
* * * * *
Det var først senere at jeg fik høre, hvorledes det var gaaet paa
Hahn & Hinkens kontor. Hahn var gaaet og Hinken sad alene, da de to
taugbaadsfolkene tren ind i det indre kontor. De lod døren staa aaben
bag sig, saa kontoristen og løbergutten kunde høre hvert ord.
Hinken svarte ganske kort paa Dick Darlings venlige godmorgen: «Naa,
hvad var det saa?»
Dick gik ikke lige paa sagen. Han blev staaende og dreiet den fedtede
sekspencehuen mellem fingrene før det kom:
«Det er bare det, at «Styggen» maa under værksted og faa maskinen
ordentlig overhalet, og vi vilde gjerne vide hvadforet værksted det
skulde være?»
Hinken saa op: «Værksted? Kaptein Ratje har ikke sagt noget om det.»
Ratje sagde ikke noget. Han ante ikke hvor Dick vilde hen, derfor
tiet han.
«Baaden er jo flunkende ny, og aldrig har jeg hørt et ord om, at
nogenting var iveien,» sagde Hinken, da han ikke fik noget svar.
«Baaden er snart fire aar gammel den, saa det er paa tide at maskinen
bliver overhalet.» Dick slap en diger spytteklyse midt paa
linoleumen.
Hinken blev rød; dette var mangel paa respekt; men han holdt sig i
tømme og sagde noksaa høflig: Der staar spyttebakke der ved ovnen,
Darling.»
«Ja, jeg ser det!» sagde Dick uendelig ligegyldig. Og pludselig
vendte han sig til Ratje: «Du Jonas, har du nogensinde seet noget saa
snodig som kjøbmand Hinken sin næse? Den er grøn paa tippen, get.»
Ratje skjønte fremdeles ikke hvor det bar hen; men han vidste at Dick
Darling var ædru den dag, saa han forstod han havde en hensigt, og
Ratje var villig til at støtte sin ven for alt han var værd og svarte
kjapt nok: «Ja pinedø! Jamen er den grøn, det har jeg aldrig lagt
mærke til før.»
Hinken førte uvilkaarlig haanden op til næsen. Han blev stupende rød
og i mange sekunder kunde han slet ikke faa ord for sig; men endelig
brølte han: «Er dere fulde begge to?»
Dick smilte blidt og sagde henvendt til Ratje: «Har du set saa galt?
Jeg tror han bliver sint fordi vi beundrer næsen hans. Gad vidst om
han faar et anfald?»
«Aa nei da! Han overlever det nok. Men han burde se sig selv i et
speil, saa vilde han bedre kunne forstaa hvor nydelig han er.»