frøs.
* * * * *
Der havde været sjøforklaring; men nu var den over og Ratje og
Darling stod ude paa gaden igjen. Det var saa forbistret underlig. De
følte sig saa hjælpeløse og hjemløse. Hvor skulde de gaa hen, hvor
skulde de gjøre af sig? Gaa hjem? nu midt paa blanke arbeidsdagen?
Gaa ombord? Der var jo ikke noget at gaa ombord i.
De drev bortover gaden, og helt ubevidst gik de mod havnen.
«Den klarte vi godt,» sagde Dick langt om længe.
Ratje svaret ikke.
Om lidt sagde Dick: «Men du kunde jo gjerne varskuet mig først. Det
var ikke din skyld, at jeg slap fra det med livet.»
«Tosk,» sagde Ratje.
«Det kan du selv være.» Dick var stødt. «Farvel,» sagde han og drev
en anden vei.
Ratje blev staaende og se efter ham. «Han tror pinedød, at jeg gjorde
det med vilje.» Et øieblik spekulerte han paa at løbe efter Dick
Darling og forklare ham, at det hele var et virkelig uforfalsket
uheld; men saa opgav han det. «Han tror mig saa alligevel ikke, det
nautet. Og desuden, naar sandheden skal siges, saa var det bare et
tilfælde at det blev et virkelig uheld; for -- -- --»
Han var stoppet op ret for Holbergstøtten. Han stod rent
aandsfraværende og saa paa den og talte med sig selv. En konstabel
over paa fortoget fikserte ham skarpt: Var manden fuld? Ordenens
haandhæver drev nærmere; men Ratje tog sig sammen og ruslet afgaarde.
Fader Holberg stod tilbage med sit broncesmil. Endnu spilledes der en
og anden komedie udi den berømmelige handelsstad Bergen.
Jesabel.
Jonas Ratje, føreren af slæbebaaden «Styggen II», laa og strakte sig
saa lang han var midt oppe i en taugkveil.
Han var inderlig forarget, og røgen fra den korte, smaa snadden kom i
korte hidsige smaa stød, som ekshausten fra en totakts motor.
Jeg sad paa polleren og afventet, hvad der vilde komme. En slig
forargelse maatte have afløb, og det kunde være ganske lærerigt
iblandt at høre Jonas Ratje udgyde sin bitterheds skaaler.
Men der gik fem minutter og der gik ti uden at den forventede
udladning kom. Han bare dampet og dampet paa piben, iltert og
uafladelig, og piben snorket af surhed og elendighed. Mig tog han
ingen notis af. Lod som jeg var bare luft. Jeg var dog ellers en
velseet og æret gjæst ombord i «Styggen II» naar min vei faldt
saaledes.
Det hele var ganske merkværdigt.
Langt om længe vovet jeg en liden bemærkning: «Hvor er Dick Darling
henne idag?» spurgte jeg.
Det var gnisten i krudttønden. -- Ratje sprang op og formelig fræste:
«Ja kan du sige mig det, du, saa er du klogere end de ti vise fra
Østerland. -- Væk er han, væk som et telegram fra Rundemanden, den
forbandede abekatten. Først lægger han baaden op en hel dag midt i
travleste sæsonen; fordi han maa have kjedelsjau. -- Kje-del-sjau,
naar det er travelt. Har du nogensinde i dit syndige liv hørt magen.
Men lad nu det gaa; men mens vi saa ligger bommende stille og alle de
andre bavianerne tager fra os det ene jobbet efter det andet, saa
triner min godeste Dick op efter middag med snip og manschetter og
bonjour og stiv hat, som en anden udenrigsminister og meddeler mig
ganske rolig, at han skal have fri, for han skal paa byen.
Nu har jeg faret paa salt vand siden jeg blev en næve stor; men jamen
er det det stiveste nogen har budt mig til denne dag.»
Jeg smilte sympatisk og lidt uforstaaende. Dick iland midt paa dagen,
det kunde sagtens forklares; men maskinist Darling i bonjour og
manschetter en hverdagseftermiddag, det hørtes utrolig og jeg rystet
tvilende paa hovedet.
«Hvad pokker griner du efter? Din udslidte kuglespidspen! Tror du mig
kanske ikke?» fræste Ratje. --«Jo far. Det er desværre altfor sandt,
og handsker havde han ogsaa, den kænguruen! Men hvis ikke den
forbaskede nordlandsdukken er «la femme» i den historien, saa skal du
faa kalde mig gryde saalænge jeg lever.»
«Nordlandsdukken?» Sandelig dette var en dag fuld af uanede nyheder.
«Gik Dick paa frierfødder?»
«Næ, hvis han endda det gjorde, saa skulde jeg tilgive ham hans
daarskab, saa gammel han er; men vil du tænke dig, den gamle
han-idioten har lagt sig til en guddatter. Han som aldrig har havt
nogen ting at bestille hverken med gud eller døttre. Og en tilkommen
og fornuftig mand skulde man tro. Men «no fool like an old one» siger
engelskmanden og han har dyre død ret.»
Themaet begyndte at interessere mig. Ratje var nu kommet i farten,
saa nu behøvet jeg bare at pirke lidt i ham en gang imellem med et
lidet spørsmaal for at holde ham gaaende.
«Naar begyndte komedien?»
«Aa Dick har altid havt stormandsgalskab, det er min mening; men
siden vi gik i kompani med Hahn & Hinken og begyndte at tjene lidt
penge har han været uudgrundelig hoven.»
«Dere tjener penger nu da?»
«Aa jo saamen, det kunde gaa værre, men saa ved du det trænges ogsaa,
for vor halvdel i «Styggen II» fik vi ikke for ingenting, saa der er
baade renter og afdrag at skulle klare. -- Men nok om det. Dick som
jo er ungkar har et par ganger maattet klare afdragene alene. Men det
siger jeg dig, det er det dummeste jeg har indladt mig paa i mine
dage. Den gangen Dick og jeg eiet gamle «Styggen», den som forliste,
husker du, da eiet vi halvt om halvt, og da var Dick et skabeligt
menneske at arbeide sammen med; men siden han nu er kommet til at eie
to kroner og femti eller vel saa det mere end mig i denne
fillekassen, saa er der forsyne mig faret en hovmodighedens djævel i
ham, saa det snart ikke er mulig at være indenbords med ham.
Stiveskjorte og glacehandsker paa en yrkedag, saa skjønner du selv.
Men det er denne fankens jentungen som er skyld i hele uleiligheden.»
«Ja, jentungen, hvor kom hun fra?»
«Fra himmerige eller Nordland eller et varmere sted, hvad ved jeg.
Hun kom dumpende ned paa Holbergsalmendingen en dag med parasol og
kruset pandehaar og trange skjørter og det hele, da mindst jeg anet
det. Dick, det asen, blev rød og bleg, og før jeg fik snu mig, saa
var det: Kjære søde onkel Dick og gamle hyggelige onkel Dick, aanei
saa morsomt at træffe dig, og jeg skal hilse saameget fra mama. -- Du
kunde faa kvalme af at høre paa det. -- Og idioten presenterede mig
for ladyen. Mig! Hvad byder du? Og frøken Jensen fra Harstad bød mig
tre fingre og tørket dem bagefter af paa lommekluden sin! -- Æsch!»
«Spørger du om hun var pen? En lang spæd tingest med svai i ryggen og
to kulstykker i øienhullerne og vældig kruset haar. Pen? Ja det var
hun vist, slig som saanne kvindfolkjægere som du kalder pen. Men hvad
business har hun med at være pen, naar hun bruger penheden sin til at
dreie hovedet rundt paa en slik skikkelig gammel hankat som Dick
Darling. Havde det været dig hun slog fekten paa, saa skulde jeg ikke
sagt et muk; men stakkels gamle Dick! Og hvad skal enden blive? Nu
kommer hun her næsten hvereneste middagsstund, og onkel Dick her og
onkel Dick der og baade fem og ti kroner i pompaduren sin, naar hun
gaar. Hun ruinerer ham. Det er hvad hun gjør med penheden sin. Han,
tosken, er stok sten blind og smisker og ler og gererer sig som en
nybagt dæksgut i Schiedamsche Dyik.»
«Jamen hvorfor taler du ikke til ham og faar ham fornuftig? Du har jo
ellers talegaver nok.»
«Sagde du, faa ham fornuftig? Gaa ud paa Nevengaarden du og snak
fornuft til patienterne og se om du faar dem fornuftige. Har jeg ikke
snakket, tror du? Jeg har bedt og bandet, truet, snakket resonerlig
og skjældt ham ud. Alt har jeg gjort; men tror du det hjælper. --
Aanei far. Bare du nævner tøsungen er han færdig til at fly i synet
paa dig.
Æsch. Jeg er saa lei hele filleriet at jeg kunde gaa bort og hænge
mig. Kom med op til madam Olsen i Kortpilsmuget og faa en dram og et
glas øl. Hun pleier at have sager i bagværelset.»
* * * * *
Det begav sig, at jeg kom ud paa andre eventyr og farter, saa der gik
maaneder før jeg saa mine venner Ratje og Darling igjen.
Men saa en dag ud paa vaarparten fandt jeg «Styggen II» fortøiet
langs Tyskebryggekaien og jumpet ombord. Dick Darling stod i
maskinkappen og Jonas Ratje støttet sig mod styrehusdøren.
Dick var bleg, og saa svært daarlig ud. Han var blevet saa underlig
gammel og var ligesom mindre end før. Jeg skulde netop gjøre en
bemærkning i den anledning, da jeg blev opmærksom paa Ratje. Han
gjorde de besynderligste ansigtstrækninger, blinket med øinene, kort
sagt, han bar sig som han havde voldsom tandpine. Samtidig hyttet han
til mig bag Dicks ryg, og jeg skjønte, at han ønsket at telegrafere
et eller andet til mig; men i farten var det mig ikke mulig at
forstaa, hvad det var.
Imidlertid var jeg paa min post og intet usædvanlig hændte; men da
Jonas og jeg var kommet tilsæde i styrehuset, og Dick var krøbet ned
igjen i maskinrummet forlangte jeg energisk en forklaring paa de
underlige fagter.
«Ok,» sagde Ratje. «Jeg blev saa bange for, at du skulde sige noget
til Dick om Jesabel.»
«Aa, om den unge damen, som du var saa forarget paa sidst?»
«Sagde du damen? Ja det var en nydelig dame det. Du ser, hvad hun har
faaet ud af Dick stakkar. Han er blevet en olding, gammel og
indskrumpet og skjælvhændt og syg og elendig, og humøret hans er
gaaet i hundene, saa han kan ikke prestere et smil, om han saa haler
det op med en trosse. Men havde jeg hende her saa skulde jeg forsyne
mig tampe hende paa bare enden med mine egne hænder.»
Jonas spyttet inderlig forarget. Jeg vilde gjerne høre mere om dette
og holdt følgelig fred. Det kunde være ubekvemt at komme med formange
spørgsmaal til Jonas Ratje; men tog man ham paa rette maaden, fik man
i regelen vide hvad man vilde.
Han stopped piben sin og dampet en stund i taushed før han atter
klemte paa.
«Ja, du husker sidst du var ombord. Det var endda den dagen han havde
rigget sig til i stiveskjorte og hansker. Efterat du var gaaet, kom
han ombord ud paa eftermiddagen og jenten var med ham. -- Men det
var et syn. Ny hat og ny kaabe, kjole fra Sundt & Co. og lysegule
støvler og slør og langsjal, som hun kunde være en konsulfrue fra
Kalfaret, og ikke som en anstændig skomagerdatter fra Harstad.
Men Dick, det asen var glad. Han smilte saa kjæften gik helt op til
ørene, saa lykkelig som om han havde arvet, og ikke som om han havde
lagt ud hundredeogfemogseksti blanke kroner paa det værste hunafskum
som nogensinde har traadt Bergens gader.
Og jentungen smøg sig omkring ham som en slange og onkeldicket ham
til han blev skrubtosket. -- Aa det var værre end en filmens dronning
i et appachedrama.
Men ret som det var, fik hun det saa travelt med at komme afgaarde,
at det var fælt. Hun skulde absolut møde en veninde klokken syv
precis. Onkel Dick maatte endelig undskylde hende. Hun vilde meget
heller have blevet hos sin snilde gamle onkel; men som sagt hun
maatte afsted.
Dick stakkar, syntes han maatte trøste hende, fordi hun maatte gaa
fra ham, og saa stak han til hende en tikrone og sagde, at det var
rigtig bra hun maatte gaa, for nu maate han alligevel i kjedlen og
gjøre den ren.
Men da tøsen var gaaet sin vei, kunde jeg ikke dy mig længere, og saa
læste jeg op for Dick hvad jeg syntes om baade ham og hende. Det
endte med at vi havde os et regulært lidet slagsmaal, og da vi var
færdig med det, var stiveskjorten ikke længer presentabel. Det var i
det heletaget en forholdsvis kostbar dag for Dick den dag.
Da vi havde havt vort opvask, blev han mere manerlig, og næste morgen
var kjedlen ren og alt klappet og klart til at go ahead. Sit arbeide
kan han jo. Og enten det nu var julingen han havde faaet, eller det
var fordi han syntes han maatte gjøre op igjen for de mange penge han
havde lagt ud, nok er de følgende dage hang han i som en smed.
Men Jesabel saa vi ikke noget til. Til at begynde med tog Dick det
rolig. Ja han trallet og sang saalang dagen var og var bare solskin.
Han gik omkring og fortalte mig baade det ene og det andet for at
vise mig for en framifraa jente hun var, denne frøken Jensen. Hun var
datter til gamlekjæresten hans, og hun lignet sin mor op ad dage. Og
hun var saa gjild, at der var ikke maade paa det. Jeg ved ikke alt
det sludder han vræket af sig.
Der gik to og der gik tre dage og hele ugen. Jentungen saa vi
ingenting til. Dick blev mere og mere lang i ansigtet; men han sagde
ikke noget, og ikke jeg heller. Jeg var bare glad vi var kvit hende.
Saa lørdag eftermiddag kom der en spirrevip af en kontorist ombord.
Han vilde fragte «Styggen II» til en tur rundt Askøen om søndagen.
De var nogen damer og herrer som skulde paa plassertur.
Ja vi blev enige om prisen og fyren betalte kontant det jeg
forlangte. Udover natten gik Dick og jeg og skrubbet og pudset
messing og gjorde alting shipshape saa godt vi kunde.
Nei, «Styggen» har ikke noget passagercertifikat; men vi har jo salon
ombord og det er ikke første gangen vi har havt passagerer. Vi har
endogsaa været paa havforskning.
Naaja. Nok om det. Søndag morgen laa vi nede ved Møhlenpriskaien saa
pudset og fin som en lystyacht, og da vi hørte passagererne komme
borte i bakken, stak Dick nedenunder for at gjøre maskinen klar. Selv
gik jeg til landgangen for at hjælpe dem ombord.
Det var et følge, vist en fem seks par med rygsækker og nistekurver
og flasker som sig hør og bør til en rigtig plassertur.
Men hvem tror du var med i følget? -- Jesabel alias frøken Jensen
iført al den dyre stasen, den hun havde faaet af Dick.
Da hun opdaget at det var «Styggen II» hun skulde ombord i blev hun
pludselig benauet. Hun stoppet op, pegte paa baaden og spurgte
kavalorten om det virkelig var meningen hans at byde en dame som
hende en slig sjofel baad som den der. Aldrig i livet vilde hun sætte
sin fod ombord i den.
Saa blev der opstandelse. -- Arrangementsspirevippen blev evig
ulykkelig og alle de andre samlet sig om hende og tigget og bad hende
om at tage tiltakke. Det var ganske som et cirkus med pantomime.
Det kunde varet længe, hvis ikke pokker var faret i mig.
«Bare træd ombord I, jomfru Jensen. I har jo været her før, saa I kan
vise de andre herskaberne veien,» sagde jeg og lettet paa huen.
Hun maalte mig med et blik, som hvis blikke kunde tilintetgjøre
o.s.v. -- som der staar i romanerne. Men Ratje er ikke saa let at
knuse, ved du. Med min sødeste stemme fortsatte jeg: «Og onkel Dick
vil blive saa henrykt over at se Jer.»
Hun stod som om hun ikke vidste enten hun skulde løbe sin vei eller
ikke, og for at hjælpe hende over en pinlig situation brølte jeg
ligegodt ned gjennem skylightet til Dick, at han maatte komme op, for
her var en dame som vilde hilse paa ham.
Dick kom og var først bare solskin. Men da han saa hvor flau og
genert hun var og merket Jesabels onde hjerte, saa blev han saa
underlig lang i fjæset og blev staaende og trippe, som han slet ikke
vidste, hvor han skulde gjøre af sig selv. Saa snudde han helt rundt
paa hælen og gik ned i maskinrummet igjen. Der blev han forsyne mig
hele dagen uden at vise sig i maskinkappen engang, enda det blev saa
stegende varmt, at det var rent et syn. Hvis ikke jeg havde sørget
for at sende drikkevarer ned til ham i passende hyppige portioner saa
tror jeg han havde kreperet. -- Men det bedrøver mig at maatte
tilstaa at Dick, det naut, blev mildest talt usømmelig synlig
beruset.
Jomfru Jesabel havde det storartet. Jeg sørget for hende paa alle
maader, bad hende være forsigtig med den pene kjolen, som hun havde
faaet hos onkel Dick. -- Og undskyld frøken, skal vi ikke lægge den
hatten forsigtig ned i salonen. Onkel Dick vil ikke lige, at den dyre
presenten hans bliver ødelagt; og gid frøken, der har De faaet en
flæk paa det sjalet som onkel Dick betalte tyve kroner for. -- Kort
sagt, jeg kunde ikke været mere omhyggelig for hende, om hun havde
været min egen datter. --
Men tror du bæstet satte pris paa det. -- Nei far, hun saa ud som hun
vilde æde mig hvergang og hun fik spirrevippen til at se næsten lige
saa morsk ud.
Ok ja! Utak er verdens løn. Men jeg tænkte hun kunde have godt av
det; for naar hun skjønte, hvor varmt jeg tog mig af hende, saa
kanske hun ikke vilde tørke hænderne sine i lommedugen næste gang,
hun tog en ærlig mand i haanden.
Naaja, den dagen fik ogsaa en ende og vi kom omsider ind til byen
igjen. Der vilde Jesabel liste sig iland uden at sige farvel til sin
kjære onkel. Men se det blev der ikke noget af. Jeg sørget personlig
for at Dick kom paa dæk i sidste øieblik og rakte hende haanden til
afsked. Men saa skammelig utaknemmelig var den svinemær at hun ikke
engang vilde tage ham i haanden, endda Dick slet ikke var værre end
at han kunde staa paa sine ben.
Spirrevippen vilde lægge sig imellem for at skaane hendes finere
følelser. Men det skulde han ikke have gjort ligevel, for det kom han
til at angre paa. Dick blev olm og langet spradebassen en i synet,
saa han for trekantet bort over dækket. -- Og saa blev der halloi. --
Damerne skreg i vilden sky, og herrerne morsket sig, og Dick gik
bersærkergang, hvad jeg ikke kunde fortænke ham i.
For ikke at faa «Styggen»s renomé ødelagt blev jeg omsider nødt til
at stifte fred. Derfor kastet jeg hele selskabet iland og slog to
pøser vand paa Dick, hvilket kjølet ham af saa passelig, saa han
atter trak sig tilbage til maskinrummet. Dernede satte han sig til at
tude som en unge og vrøvlet en hel del om en slange ved sin barm.
Sommetider var det mig han mente og sommetider Jesabel. Men han var
jo fuld, saa jeg tænkte det gik nok over.
Mandag morgen havde han hovedpine og bondeanger, som sig hør og bør
dagen derpaa. Han vrøvlet noget om at han var et elendig og
foragtelig menneske, og at det var rimelig en dame som frøken Jensen
ikke vilde have noget at gjøre med ham.
Jeg trøstet ham og sagde, at det kunde han være glad for. -- Men glad
var han ikke.
Men jamen kom den frække tøsungen ombord udpaa eftermiddagen. Og
enten du vil tro mig eller ikke, saa blev der stor forsoningsfest;
hun graad og Dick snøftet og det hele var saa yndigt, at jeg maatte
op til madam Olsen og tage mig en toddy til at svælge det hele ned
med. Da jeg kom ombord igjen fik jeg vide at hun og Dick hadde
bestemt at gaa i Nygaardsparken om kvelden og høre paa koncert. Dick
var saa idiotisk lykkelig at han spurgte om ikke jeg vilde gaa med
dem. Jeg indrømmer at jeg kunde sagt nei paa en pynteligere maade end
jeg gjorde. Han mente det vist godt, tosken.
Dagen efter var hans humør sort som sod, og da jeg spurgte om han
havde moret sig, saa bad han mig ryge og rende og fare -- naaja, du
forstaar hvorhen. Men det var nu lidt uhøfligt af ham; for det var
virkelig ikke min skyld, at Jesabel fandt kontorspirrevippen i parken
og stak af med ham, saa Dick blev staaende igjen som en anden Per
Snott.
Jeg synes han burde være evig taknemlig for at han endelig havde
faaet øinene aabne. Men langtifra! Allerede to dage derefter kom
tøsungen og gav ekstragallaforestilling her paa agterdækket paa
«Styggen II» igjen, og Dick danset efter hendes pibe paany som en
gammel dansebjørn. Det var sandelig baade sørgeligt og usømmeligt.
Men jeg havde faaet nok af at blande mig op i hans affærer, saa jeg
tiede bom stille og sagde ingenting, selv da hun gik sin vei med to
gule sedler i pompaduren. Hvis Dick havde besluttet at gaa i hundene,
saa gjerne for mig. -- Men slig gaar det, naar folk ikke faar raset
ud i ungdommen, saa maa de rase naar de bliver gamle, og da bliver de
titusen gange værre.
Naa ja. Der gik nogen dage, hvor Dick skinnet lidt op igjen, og hun
kom hver middag og onkeldicket ham. -- Men saa blev hun pludselig
borte igjen, og vi hørte ikke mere til hende, før en dag der kom en
detektiv ombord og spurgte efter Dick Darling. Jentungen var mistænkt
for at have stjaalet et gulduhr fra kontoristen sin. Nu mente
politiet, at hun havde stampet det eller solgt det; men selv sagde
hun, at hun havde faaet penge hos Dick og at det var de hun havde
flottet sig med.
Dick gik iland paa flækken, og «Styggen II» lagde op hele
eftermiddagen. Du kan vel tænke dig, hvor forarget jeg var.
Men neimen om jeg orket at sige noget til Dick, da han kom ombord
igjen om kvelden. Han var askegraa i ansigtet, og han kunde ikke
samle sine tanker saameget at han kunde sige to ord i sammenhæng. Jeg
troede sandelig at han var blevet gal.
Af detektiven fik jeg siden vide, at Dick kom til hende i
varetægts-arresten. Da havde hun først spillet fornærmet og nægtet
alt; men om lidt var hun stukket i at jamre og græde, og saa havde
hun erkjendt tyveriet og en hel del andet, som ikke var pent og
passende for en ung pige. Dick, stakkar, havde staaet saa hjælpeløs
som et lidet barn, for hvem hele verden er gaaet istykker, og havde
bare dreiet huen rundt og rundt i hænderne ustanselig, mens taarerne
silte ned over kinderne hans. Det var meget værre end om Jesabel var
hans egen datter.
Siden gik han ud og løste ind uhret hos pantelaaneren og bragte det
tilbage til kontoristen samme aften.
Men jenten blev alligevel dømt for tyveri og løsgjængeri; for hun
havde nok været et vidtløftig pigebarn paa mange maader.
Da hun kom ud igjen var Dick selv inde paa politikammeret og hentet
hende, og samme kvelden blev hun skibet nordover til Harstad med
hurtigruten. Dick betalte selv billetten og fulgte hende ombord.
Dermed skulde den historie have været slut. Da «Mercur» kom sydover
igjen var Dick ombord for at spørge styrmanden om hun var kommet vel
frem. Men der fik han vide, at hun var stukket af i Trondhjem.
Simpelthen sporløst forduftet.
Ok ja far! Det er altsammen saa sørgeligt, at du kunde le dig kvæk
ihjel af det.
Dick stakkar er bare et vrag og gaar omkring om dagene som en Jeremiæ
begrædelsesbog i pragtbind. Du ved jeg bander nødig; men pinedø kan
man fristes. Jeg synes, at du gamle fyldepen skulde skrive i aviserne
at slige forbistrede pigebørn burde sættes under laas og lukke i al
evighed, amen!
Hjælpe! Nei naturligvis kan det ikke hjælpe, saalænge slige halvgamle
idioter som Dick gaar omkring med en voksklump til hjerte; men er det
ikke fanken, at slig en krøltop af et fruentimmer skal kunne ødelægge
en mand slig da. Kvindfolk skulde afskaffes. Det er min mening. Et
enkelt eksemplar skulde sættes paa spiritus og sendes paa musæet til
skræk og advarsel. Det vilde være mere end tilstrækkeligt.»
«Jamen du er jo selv gift, Jonas Ratje!»
Han glæfset i saa gnisten sprutet af ham: «Der er vel forskjel paa
kvindfolk og kvindfolk. Dina Ratje født Weidemann er et anstændig
menneske, det skal jeg lade dig vide. Hun er ikke nogen jomfru
Jesabel, and don't you forget, eller saa forsyne mig skal du faa
svælge tænder som grynvælling.»
Jeg havde et svare stræv med at stille ham tilfreds og da jeg
nogenlunde havde beroliget ham piltet jeg iland. Luften ombord i
«Styggen II» var ikke rigtig klar den dag.
Men for min ven Dick Darling var jeg dybt bedrøvet.
Syndens sold.
Jonas Ratje tændte sin pibe og gik om paa styrbords side af
styrehuset, hvor han stillet sig op med begge hænderne i
bukselommerne og stirret over mod Fæstningskaien med en bister og
fortænkt mine i sit ellers saa joviale fjæs.
Ratje havde sin bestemte hensigt med denne manøvre. Han var en mand,
som i det hele taget sjelden gjorde noget uden bestemt hensigt. Netop
nu, i dette hellige øieblik stod Trumpen, formanden hos Hahn &
Hinken, inde paa Holbergsalmendingen og skreg sig hæs paa: «Styggen
hoi!»
Det begav sig at Ratje og Trumpen ikke var perlevenner for tiden;
derfor var det skipper Jonas Ratje syntes merbemeldte Trumpen kunde
have godt af at staa der en stund og brøle. Den svinepelsen! Havde
han ikke i sidste kulopgjøret noteret de to ton kul, som han og Ratje
var blevet enige om skulde gaa af som «svind.» Intet under, at da
Ratje stod oppe hos Hahn & Hinken paa kontoret og fik den salve midt
i synet, saa havde han paa et hængende haar forsnakket sig og røbet
visse transaktioner som firmaet helst ikke skulde have sin næse i.
Hahn & Hinken eiet halvdelen af «Styggen II.» Trumpen, maskinisten
Dick Darling og han selv eiet resten; men der bestod visse hemmelige
aftaler og arrangements, som gjorde, at kontorets halvdel nødig
maatte vide, hvorledes den anden halvdel disponerte uofficielt.
Nok om det. De to ton kul var netop en af de ting som kun vedkom den
farende del af rederiet og det var derfor noget henimod forræderi af
Trumpen, den klodsmajor, at han havde opgivet disse kullene i sidste
maanedsopgjør.
Som en konsekvens af dette misgreb eksisterte der nu en aaben konto
mellem ham og Ratje. Vistnok havde skipperen i sidste øieblik bidt
sig i tungen og derved undgaaet at røbe sig; men hvis Trumpen
indbildte sig at han skulde faa dø i synden, saa var han gaaet feil i
byen; for han kjendte nok ikke kaptein Jonas Ratje ret.
Dick Darling stak hovedet gjennem maskinkappen: «Trumpen staar inde
paa Nyalmendingen og brøler som han skulde have betaling for det,
Ratje.»