staar ypperligt til hverandre. Se saa fint det schatterer. En av
disse moderne malerne maatte kunde faa et søkkende fint skilderi af
det derre der.»
At Hinken ikke fik et apoplektisk anfald er ubegribeligt. Han stirret
fra den ene til den anden, og guderne maa vide hvad han tænkte om
dem: men de to stod saa uanfægtet og hverdagslig, som om det var den
naturligste ting af verden at diskutere chefens næse i hans egen
nærværelse.
Ude i det ydre kontor hang Olsen hjælpeløst over kassebogen. Han bed
sig tilblods for ikke at sprække af latter. Det var hans lykke at
Hinken ikke kunde se ham.
«Ud, ud med dere!» brølte Hinken.
«Du skal se han vil kaste os paa dør,» sagde Dick uendelig forbauset.
«Ja kanske det. Han ser ud som han kunde finde paa lidt af hvert. Gad
vide om et glas vand vil berolige ham.»
«Og nu vi havde det saa morsomt og hyggeligt.» Dick rystet
misbilliggende paa hovedet.
«Ud, siger jeg.» Hinken var ikke længere sig selv mægtig. Han reiste
sig og kom frem mod Dick med næverne knyttet og med mord i øinene.
«Lad være Ratje. Lad være, dit fæ, dette er min affære og ikke din.»
Det var Darling som skreg, og det var akkurat saavidt han fik grebet
Ratjes vældige næve før den faldt. Men i samme nu havde han selv
Hinkens knyttede haand plantet i sit venstre øie. Det var et kraftig
slag saa han var nær ramlet overende; men han stod sig alligevel. Han
ravet bare bortover til Ratje og lagde armen om halsen paa ham. «Bær
mig ud! Fort! Manden er jo gal!» Han lod som om han besvimet, saa
Ratje blev nødt til at holde paa ham.
«Ud, dit asen,» hvisket Dick.
«Ud af mit hus,» brølte Hinken.
Ratje havde mest lyst til at knuse Hinken som havde slaaet hans ven;
men Dick hang tung mellem armene hans og han kunde ikke for skams
skyld slippe ham. Han løftet ham op og bar ham ud gjennem det ydre
kontor og ud i gangen. Der kom Dick pludselig til sig selv igjen, og
smidig som en aal smat han ud af Ratjes trofaste favntag.
«Saa tak. Du behøver ikke bære mig helt ud paa gaden, Jonas.»
* * * * *
«Hvad jeg ikke kan begribe,» sagde Jonas Ratje, da vi siden paa dag
diskuterte begivenheden over et par flasker øl paa Tyskebryggens
café, «er at du, Dick, kunde besvime, fordi om du fik den
guttaperkanæven hans i synet.»
Dick smilte svagt, og smilet var ganske grotesk, for hele fjæset hans
var meget ophovnet paa den ene side. Han havde vasket sig nu; men
netop derfor blev det forslaaede øie saameget pragtfuldere at skue.
Nu var det ham, som var blaa og gul og grøn i ansigtet. «Der er saa
meget, du ikke forstaar idag, Jonas,» sagde han træt. «Jeg skulde
kanske ladet dig svimeslaa ham?»
«Ja, det var netop det du skulde. Du kan bande paa, at han skulde
ikke slaaet dig for ingenting. Forresten skal han nu faa sin juling
alligevel. Jeg er ikke vant til at staa som passiv tilskuer og se paa
at mine venner bliver bunkeslaaet af den første den bedste flab.»
«Du kan bare vaage dig! Kanske du tror, at jeg har anstrengt mig til
det yderste for at erhverve mig et blaat øie, for at du skal gaa hen
og ødelægge det hele med dine bamsetag. Neitak! Dette synemærket skal
pleies og passes med omhu, for det skal bruges, og hvis vi ikke med
skjønsomhed og omtanke kan faa det til at være værd sine to-tretusen
kroner, saa er det vor egen skyld.» Dick drak ud før han fortsatte:
«Og nu gaar jeg op til doktor Sørensen og faar attest for at jeg er
skammelig mishandlet?»
«Bliver du længe?»
«Nei, jeg kommer saa snart jeg kan, for bagefter maa jeg op paa
kontoret og tale et alvorsord med Hahn. Det er mulig han foretrækker
at sælge «Styggen II» istedetfor at udsætte sig for skandalen. Det er
sandelig ikke greit for ham stakkar, som har en saan ustyrtelig
hidsig kompagnon.»
«Hvad vil du sige ham da?» spurgte jeg.
«Sige? Sandheden naturligvis. Her kommer Ratje og jeg op paa kontoret
fredelig og ordentlig for at snakke om forretninger, og saa kommer
jeg til at ytre et par uskyldige bemærkninger om rent ligegyldige
ting, og saa flyr Hinken paa mig og slaar mig helseløs. Stakkars Hahn
maa jo kunne forstaa, at ethvert samarbeide mellem firmaet og os er
en umulighed efter dette. Vi er jo ikke trygge for livet engang paa
den maade. Næste gang skyder Hinken kanske med revolver. Ratje her
kan bevidne, at jeg ialfald ikke kunde optraadt fredeligere under
omstændighederne end jeg gjorde.»
Det var rent rørende at se den uendelig krænkede uskyld som straalte
ud af hele Dicks væsen. At selv en saa brutal fyr som Hinken skulde
nænne at lægge haand paa saa megen dyd samlet i en person var næsten
ufattelig. Med rette bar Dick Darling sin krænkede person med en
værdighed som viste, at han selv idetmindste forstod at vurdere sit
eget sande værd.
Ogsaa Jonas var synlig imponeret. Da Dick forsvandt gjennem døren med
et gemytlig afskedsnik, brast det ud af Ratje: «Pinedø, han er
storartet. Du skal se han klarer det nok.»
Og vi blev ikke mindre imponeret, da Dick en times tid senere
atter traadte ind til os. Jeg havde aldrig i mit liv tænkt mig,
at der kunde gjøres saa meget ud af lidt renset bomuld og lidt
forbindingsgaze. En haardt saaret fra krigen er ikke saa omhyggelig
emballeret, som han var. Men det havde ogsaa taget paa ham. Han
vaklet for hvert skridt og det første han sagde var: «Du bliver nødt
til at støtte mig under armen, du Jonas, hvis jeg skal magte at komme
mig op til Hahn. Jeg vidste det var galt; men jeg vidste ikke at det
var saa galt, som doktor Sørensen har forklaret mig. Det viser sig
nemlig, at i bedste fald bliver jeg ikke arbeidsfør paa mange dage;
men der kan ogsaa indtræffe kombinationer og komplikationer med fine
latinske navne. Doktor Sørensen var saa venlig at skrive dem op for
mig. Det er jo altid hyggelig at vide, hvad man feiler, og det gjør
et storartet indtryk paa en jury, hvis det skulde vise sig, at sagen
maa gaa saa langt før den kan helbredes -- nei, ordnes mener jeg.
Jeg har forresten ombestemt mig. Jeg vil ikke søge Hahn paa kontoret.
Jeg vil gaa hjem til ham iaften. Det er mere diskret og saa undgaar
vi den skrækkelige Hinken. Den fyren tager paa nerverne mine. Jeg
taaler ham ikke. Og kontorist Olsen er en slarvebøtte som kunde komme
til at sige noget bare for at være Hinken til behag. Nei alt ialt
tror jeg, jeg bestemmer mig for at gaa hjem til Hahn selv iaften. Du,
Jonas, du faar hjælpe mig ud og ind af drosjen. Ja for jeg er for
svag, jeg blir nødt til at kjøre.»
«Og du skriverkarl!» sagde han til mig. «Du kunde gjerne faa ind i
avisen en liden stump om dette her, saa folk faar vide, hvor farlig
han er. Det gaar jo rent løs paa den offentlige sikkerhed dette herre
her.»
Men da sagde jeg pas. Ganske vist er det pressens hellige pligt at
verne om den offentlige moral og paapeke brutalitet og andre
misforekomster i samfundet; men -- naaja, her var jo grunde for at
det kanske var heldigst at holde et æret publikum udenfor. -- Det
blev forresten et helt arbeide at faa Dick Darling til at indse
berettigelsen af disse grunde, og til denne dag er jeg ikke sikker
paa at han har tilgivet mig min ubegribelige tværhed.
* * * * *
Der gik hele to maaneder før jeg næste gang mødte mine venner. Det
var en herlig varm julidag, at jeg efter invitation fra Jonas Ratje
tog en tur med «Styggen II» ud i Mangerfjorden for at se paa
brislingfisket der ude. Ratje som nu optraadte som reder og
enevoldshersker paa baaden var mægtig stolt og glad; men det var
først ud paa eftermiddagen, da vi laa forankret ved et af
brislinglaasene i den aabne fjord, at han fik tid til at tage sig
lidt af mig.
Vi var blevet fine nu ombord i «Styggen II.» Vi havde solseil over
hele agterdækket som var lastet med kasser og is for brislingens
skyld. Om solseilet var der for min eller isens skyld skal jeg ikke
kunne sige; men det er ligegyldig. Hovedsagen var at der i den
smaahakkede is laa forvaret et halvt dusin selters, og at vi havde
det som ellers hører til.
Vi ventet til Dick Darling fik gjort alting klar nede i maskinrummet
og gik derpaa over til den alvorlige del af forhandlingerne.
Fjorden spillet og blinket mangfoldig smaakruset udover. Maager
kredset i tusindvis rundt brislinglaasene og fyldte luften med iltre
skrig.
Motorskøiter tøffet frem og tilbage og lagde strimmer af ildelugtende
stank efter sig hvor de for. Men de gav billedet sit præg og gav os
ogsaa et begreb om den mægtige flydende industri som er vokset op
omkring vore hermetikfabrikker. Inde om styrbord skimtet vi taarnet
paa Manger kirke. Det pegte som et omvendt udraabstegn ret ind i den
høie himmel med de hvide drivende skyer som kom sigende ind fra
havet.
Kort sagt sceneriet var udmærket og livet var godt at leve. Hvad
under da at vi strakte os velbehagelig der paa agterdækket. Snadderne
var fyldt med Pioner-brand, som Jonas havde skaffet tilveie, Gud ved
hvorfra, men Bergens toldbod havde den neppe passeret, ligesaalidt
som den D. C. L. wisky som perlet i glassene sammen med den iskolde
selters.
«Naa, Hahn & Hinken maatte give sig tilslut?» spurgte jeg for at faa
konversationen ind paa det emne som unegtelig interesserede mig ikke
saa lidet.
Dick Darling smilte saa munden gik helt op til ørene. «Ja, de gav
kjøb,» sagde han; men mere sagde han ikke.
Men Jonas sagde temmelig utaalmodig: «Du kunde nu gjerne fortælle,
naar manden spørger dig.»
«Fortæl selv, du var jo med, og du snakker meget bedre for dig end
jeg gjør.»
«Aa, du behøver ikke skabe dig, Dick. Du klarte snakkingen godt nok
den kvelden, og det vil jeg sige, at den nationale scene tabte en
stor skuespiller, da de ikke fik dig; for komedien var upaaklagelig
den; men et held var det at selve politimesteren var tilstede og
hørte paa. Det havde sin betydning.»
«Gik dere til politiet med historien?» spurgte jeg. Dette begyndte at
blive spændende.
«Nei, det gjorde vi ikke; men det var ligesom en høiere styrelse greb
ind og hjalp os. Der er en høiere retfærdighed i livet, som griber
ind, selv naar menneskene tror de ikke har brug for den. Det gaar
ikke an for en brutal natur som Hinken hensynsløst at slaa til en bra
mand som Dick der for ingen verdens ting, uden at straffen kommer
over ham paa en eller anden maade. Der gaar en Menesis igjennem
livet.»
«Nemesis,» skjød jeg ind.
«Ja ja, Nemesis da. Jeg har ikke greie paa disse fine latinske
ordene. Nei, politimesteren var i bostonlag hos Hahn den kvelden, og
det var saamen Hahn selv som bad han komme ud og se paa Dick. Men det
er vel bedst at fortælle i sammenhæng.
Du ved jo hvad som var hændt, og du saa selv hvor medtaget Dick var
om eftermiddagen. Udover kvelden blev han værre og da drosjen stanset
udenfor konsul Hahns hus var det saavidt han med min hjælp kunde
komme sig op til entrédøren. Det var stuepigen, som lukket op for os,
og hun blev saa ræd da hun saa denne skrækkelige saarede manden, at
hun slet ikke vilde slippe os ind, og hvis ikke foden min
tilfældigvis var kommet imellem, saa tror jeg næsten hun havde klemt
døren igjen for os. Men det var fruen selv som viste os ind i det
smaa anretningsværelset mellem kjøkkenet og spisestuen. Og det var
hun som varskuet gamle Hahn.
Da Hahn kom ud til os var det svært smaat med Dick stakkar. Han bare
anket sig og ømmet sig, og det var mig som maatte forklare
kjøbmanden, at vi var kommet opom for at varskue om, at vi ikke kunde
tage det slæbet ud til Fotlandsvaagen som vi havde aftalt skulde
besørges næste dag.
Hahn saa jo selv, hvordan det stod til, saa han fandt sig i det
uundgaaelige; men han vilde have greie paa hvordan det var gaaet for
sig.
Det var da Dick saavidt fik stønnet frem: «Overfald hr. grosserer,
overfald paa sagesløs mand.» Og med det samme besvimet han -- yndig,
forsikrer jeg dig. -- De gjør det ikke bedre paa den nationale.
Hahn løb ind i stuen og kom tilbage med en konjakflaske og et glas,
og lige i hælene paa ham kom politimesteren.
«Der kan du selv se,» sagde Hahn til ham. «Der ser du, hvorledes
sikkerheden paa aaben gade opretholdes.»
Politimesteren forsøgte at smile; men han fik det ikke rigtig til, og
det saa nærmest ud som han bed sig i læben.
Imidlertid fik vi slaaet en god slurk konjak i Dick, og det var rent
hyggelig at se, hvor det kvikket ham op. Han fik bevidstheden igjen
og med det samme han slog øinene op, sagde han: «Det var ikke paa
aaben gade, det var paa Deres kontor, hr. grosserer.»
Tja. De trængte ind paa Dick og skjønt han forklarte dem, at han
helst ikke vilde tale noget mere om det, saa gav de ikke fred før han
blev nødt til at fortælle dem allesammen om Hinken og hans
brutalitet.
Da var det Hahn som ikke fik det til at smile. Men politimesteren
smol noksaa lunt, han.
Enden paa visen blev at baade Dick og jeg blev tilsagt at komme op
paa kontoret næste formiddag. -- Og det var det hele.»
Ratje lænnet sig bagover og tømte pjolterglasset sit tilbunds. Han
satte det tilbage med et lidet klask og blev siddende og stirre ind i
den lyse himmel han ogsaa med et smil som var stærkt i familie med
det som forherliget Dicks fjæs.
«Jamen, hvordan gik det da videre?» spurgte jeg.
«Videre? Det var ikke noget videre da skjønner du. Resten var jo bare
formaliteter, naar undtages at Hahn & Hinken en stund forsøgte at
holde prisen temmelig stram.»
«Men vi fik hende rimelig tilslut,» skjød Dick ind. «Doktor Sørensens
attest og de mange latinske navnene gjorde kanske udslaget, og
politimesteren havde jo med egne øine seet hvordan jeg saa ud. -- Ja,
det var en lykke at Hahn havde bostonlag den kvelden.»
«Og Hinken?» spurgte jeg.
«Ja at ikke Hinken sprak af sinne, det skjønner jeg ikke,» sagde
Jonas om lidt.
«Aa, du ved, han vilde nok helst givet mig en paa det andet øie ogsaa
han. Men Hahn er svært ræd for skandaler, og det er nu ham, som har
mest at sige i firmaet, saa Hinken fik bare tie.»
* * * * *
Atter sænket tausheden sig over os. Det var en lang stund før Jonas
hævet glasset:
«Skaal karer!»
«Skaal og gratulerer med skuden!» sagde jeg.
«Lad os drikke for Hahn & Hinken,» sagde Dick.
Det gjorde vi.
Mamons træller.
«Det er vældig saa du er blevet velhavende i det sidste, Jonas»,
sagde Dick Darling og stemmen var fuld af bidende ironi.
Strilen laa med en søklastet baad langs siden af «Styggen II». Han
vilde have slæb til byen og havde budt Jonas Ratje fem kroner for «at
hænge bagpaa» indover saalangt som ind forbi moloen. Dette var et
stykke ude i fjorden og den strilebaaden vilde igrunden slet ikke
hefte noget større. Alligevel havde Ratje afvist tilbudet kort og
fyndig i udtryk som kun hans tunge kunde prestere magen til.
Dagen var en fortryllende maidag med hvide drivende skyer, med blank
smaakruset sjø og med skiftende lysvirkninger indover de graa
fjeldknauserne, hvor enkelte lyse birker netop havde klædt sig i
grønt. Hvide maager kredset høit oppe i rummet og hele landskapet saa
ud som en flot skitse i hvidt og ultramarin med enkelte stænk af
andre farver inde imellem.
Men trods at fjorden var blaa og himlen høi og luften fuld af sol og
vind, var humøret ombord i «Styggen II» ikke saa lyst som det kunde
være.
Selv sad jeg paa forpolleren og iagttog folk og forhold og ting uden
at sige noget. Det interesseret mig at faa rede paa de underliggende
motiver, som fik mine venner til at snu vrangsiden ud. Men jeg skulde
vel vogte mig for at gaa mellem barken og veden.
Som sagt Ratje vilde ikke slæpe strilebaaden og Dick Darling vilde.
Deraf den ironiske bemerkning som indleder disse linjer.
Ratje bare gryntet stædig, hvorfor Dick fortsatte: «En skulde tro, du
fandt femkronerne strød alle steder. Du er blevet saa stor paa det,
at du gidder ikke bøie dig og plukke dem op om du fandt dem paa
gaden.»
Han spyttet forarget over lu række saa alt spyttet drev ind
paa dækket, og jeg noterte mig, at naar Dick kunde være saa
usjømandsmæssig maatte han sandelig være ordentlig forarget.
Strilen blev liggende der han laa. Ogsaa han havde merket at det var
uoverensstemmelse mellem de høiere magter. Han haabet fremdeles at
kunne spare sig roturen til byen. Men han kjendte ikke Jonas Ratje
saa godt som jeg.
«Hør her du din striletamp. Lad gaa af rækken der, ellers skal jeg
lære dig. Tror du dit skidne kadaver, at du kan klænge dig ind paa
en ærlig bymand med dit fysiognomi og din sorte sjæl, saa tager du
pinedø feil, far. Lad gaa, siger jeg», og Ratje hug med støvlehælen
efter strilens fingre saa han slap taget.
Men det blev formeget for Dick. Han kom omkring maskinskylightet,
rakte sig ud over rækken og raabte til strilen: «Lang mig fangelinen,
mand». Og strilen var fort i vendingen da han hørte det. Dick slog
bugten af linen omkring slæbebøilen og slang enden ned i baaden
igjen.
Ratje stod og saa paa og hans mægtige aasyn blev mørkt som Jupiter
tonans under en tordenbyge. Han trak rolig tollekniven og før nogen
af os vidste ordet af sad strilen med stumperne af en kuttet
fangeline i hænderne og bandte saa godt han havde lært. Det var ikke
stort i forhold til hvad vi var vante med ombord i «Styggen II», men
fra et almindelig missionsmøde-standpunkt var det meget respektabelt.
Da fangelinen var kappet stak Jonas kniven i sliren igjen, knyttet
næverne og holdt dem opunder næsen paa Dick Darling: «Og nu, du
elendige fedtkoger, nu ser du at komme dig nedenunder og faa skrangle
værket igang lidt fortere end fort, for ellers sker her noget som du
ikke liger. Save?»
Dick sagde ikke et ord mere. Han bare trak medlidende paa skulderen
henover mod mig, som om han vilde bede mig om undskyldning og antyde
at Jonas ikke var rigtig vel bevaret.
Jeg vogtede mig vel for at tage parti. Jeg holdt mig urokkelig
nøitral.
Et øieblik efter skjød «Styggen II» over stevn og Ratje tog roret.
Det bar indover til byen, mens skummet stod hvidt om baugen og
propellen kjærnet op en stribe af boblende seltersvand i kjølvandet.
Jeg fik fyr paa piben og indrettet mig paa at underholde mig selv,
for det saa ikke ut til at Jonas vilde bli synderlig underholdende.
-- Men det tog jeg feil i. Hans hjerte var fuldt og han maatte have
afløb.
«Det skulde bare mangle, at vi herombord i «Styggen II» nogensinde
skulde falde saa dybt, at vi gav en haand til udsugervæsenet,» kom
det iltert. «Her ligger en slig svinehund af en stril inde ved torvet
og tager to kroner for en liden palesei; -- to kroner -- og det af
fattige smaafolk som ikke ved hvor de skal faa maden i munden engang.
Jeg saa en stakkar kone forleden dag. Torvet var stappende fuldt af
blanke seier, og kjærringen stod og graad for hun ikke kunde faa
kjøbt middagsmad til ungerne sine, endda hun hadde penge til rimelig
kjøb, og ligevel stod den strilegapen og flirte og lo og forlystet
sin svarte sjæl over elendigheden. Og sligt skal man tage paa slæb?
Nei han kan dyre død slide paa aarene til ryggen hans gaar af, den
bandsatte flaaeren. Hvis han tror at Jonas Ratje sælger sjælen sin
for hans lusede femkroning, saa tar han feil.»
-- -- -- «Om det er den samme strilen? Det ved jeg ikke. Det er
ialfald samme sorten baade udvendig og indvendig. Og den skarve Dick,
gaar han ikke der og er saa eggesyg for at faa fat i nogen luseører
af blodpengene han ogsaa. Siden han begyndte at jobbe er han blevet
saa gridsk at det er en skam.»
«Jobber han?» spurgte jeg pligtskyldigst.
«Om Dick jobber? Ja det kan du lide paa han gjør. Han er god for sine
tyve tusen, saavist som han eier en krone. Helt siden ifjor sommer
har han ikke gjort andet end at sope ind penge, og han snakker ikke
om andet end aktier og udbytte og salg fra morgen til aften, og jeg
tror fra aften til morgen med. Han snakker jobbing i søvne, mand. Min
fredelige hyggelige Dick er blevet en mamonstræl, en guldkalvdanser,
en -- en --» Jonas ledte efter ordet, som han mod sædvane ikke fandt.
--«En kapitalist, en pengepugende kapitalist.» Der var en verden af
opsparet foragt i tonefaldet.
Men nu havde Jonas Ratje faaet udløst lidt af sin galde og trak sig
tilbage ind i sit skal. Han lukket styrehusruden som for at betyde
mig at audiensen var forbi og jeg blev siddende der paa polleren og
røge og stirre ind i de nye merkelige perspektiver som aabnet sig for
mit blik. -- Jonas Ratje som filantrop og Dick Darling som
pengepuger, og to gamle venner paa nippet til at blive fiender bare
for en lumpen femkrones skyld og for en stril. -- Sandelig verden
holdt paa at blive vendt op og ned.
* * * * *
Det var nogen dage senere. Dick og jeg sad paa Tyskebryggens café med
en flaske øl mellem os. Jonas Ratje var oppe i byen for at faa
klarering for nogen slæb hos Hahn & Hinken, som efter den store brand
havde faaet kontor langt inde i Kong Oscars gade.
Jeg havde bragt episoden fra forleden dag paa bane og Dick viste sig
at være meddelsom:
«Ja er det ikke besynderlig med Ratje. Det er akkurat som om fem
kroner ikke var penge. -- Det der som du siger om den konen -- ja
kanske er det sandt og kanske er det ikke; men hvad kommer det os
ved. Kan nogen se paa en femmer enten en har tjent den hos en stril
eller hos en herremand kanske?»
«Jamen Jonas sagde at du var kapitalist, en pengepugende kapitalist,»
skjød jeg ind.
Dick rødmet der han sad, saa jeg kunde se at han blev rød helt
opunder haarroden endda han var temmelig skidden i fjæset. --«Sagde
Ratje det? Ratje?»
«Tja, det sagde han, og jeg lyver ikke. Kanske han lyver, kanske du
ikke er kapitalist og pengepuger?»
Det var stygt af mig; men Dick vred sig som en orm der han sad, og
jeg kunde ikke for mit liv lade være at give skruen en omgang til.
«Det havde jeg aldrig troet om dig Dick,» sagde jeg dydig.
«Saa det har Ratje sagt, Ratje som selv -- --»
«Hvad behager?»
«Ja sandt for dyden, naar han sladrer af skole, hvorfor skulde jeg da
tie. Ratje skulde passe sig selv, han som sopte ind femtentusen
kroner bare paa Belleaffæren.»
«Femten tusen?»
«Ja netop. Du ved hun blev kjøbt for firehundretusen og solgt igjen
for en million to hundrede tusen tre maaneder efter. Jonas var med
der og femtentusen var hans part. Og du maa ikke tro det er hans
eneste job. Nei far, han var med paa «Stalton» og paa «Fredheim» og
«Anna» og «Peik» og -- nei han skulde bare tie. Han snakker om
kapitalister og jobbing. For hver femhundrede kroner jeg har tjent
har han tjent dobbelt saa meget. Jonas snakker om kapitalist, han som
vasser i penge. Han kan lægge op hvad dag det skal være for den del.
Det er derfor han er blevet saa storsnudet; men han skulde dyre død
bare tie stille. Jeg kan endnu mindes de dage da vi vilde været glade
ved en femkroning for et strileslæb. -- Nei jasaa, saa Jonas snakker
om kapitalist?»
Dick blev ganske hæs af bevægelse. Han bøiet sig helt frem over
bordet til mig og hvisket: «Ved du at han vilde sælge «Styggen»?»
«Sludder, aldrig i verden,» sagde jeg.
Dick slog kors under hagen med en graasvart pegefinger akkurat som
gutungerne, naar de rigtig skal bedyre et udsagn. «Sælge Styggen II,»
sagde han med gravrøst og kunde næsten ikke tale for bare
sindsbevægelse, og jeg spurgte med øinene for at faa nærmere
forklaring, for jeg skjønte jo at overfor saamegen sjælsfordærvelse
gik det ikke an at spørge høit.
«Ja da. Vi fik et bud paa hende. Jeg siger ikke at det var et daarlig
bud; men alligevel, efter al den møien vi hadde for at faa fat i
hende, saa -- --. Sælge «Styggen II» og det til de blodsugerne. Nei
før skal jeg gaa naken paa gaten og tigge.»
«Hvilke blodsugere?» Dette begyndte at bli dramatisk og nu vilde jeg
tilbunds i den historie.
«Hahn & Hinken naturligvis. Hvem andre. Tænk sælge «Styggen II» til
dem.»
Dick hadde ganske ret, dette nærmet sig helligbrøde. Jeg blev
siddende og stirre ind i et minde. Jeg syntes jeg saa Dick hin
mindeværdige dag da han drog op til Hahn emballeret som en ekstra
prima førsteklasses krigsinvalid med bandager baade her og der for at
pointere hvorledes Hinken bavde maltrakteret ham. Det var det som
skaffet mine venner saa rimelig kjøb paa baaden; og nu havde altsaa
Ratje villet sælge den til disse samme gamle eiere.
«Hvad bød de?» spurgte jeg.
«Syvogførtitusen.»
«Og dere kjøbte hele kareten for atten?»
«Ja!»
Jonas Ratjes synd begyndte at bli noget mindre. En avance paa
niogtyvetusen var ikke slig at løbe fra i disse vanskelige tider. Jeg
dristet mig til at sige saameget til Dick.
Han bare knuste mig med et eneste blik. --«Nei, det siger Jonas
ogsaa. Han sælger gjerne baade konen og barnene sine om nogen bød ham
lidt for dem.»
«Ja tro det.»