hinanden synderlig i hverdagslaget; men nu var Dick imponeret. Dette
var en stor mands hensynsløse greb i farens stund. Tusen gallons
wisky i sjøen! Du store alverden. Havde det været blanke kronestykker
Ratje havde foreslaaet ham at kaste overbord, det havde ikke anfægtet
ham synderlig, saalænge det ikke var hans egne; men wisky. Han gik
agterover og rystet paa hovedet hele tiden. Men han var kuet og han
lystret ordre. Det daget for ham at paa en maade var dette det
største han havde oplevet. Men da pumpen var kommet igang, og han saa
den dyre drik staa som en armtyk straale ud gjennem afløbsrøret i
skibssiden, da kunde han ikke længere, og han krøb ned i sit hul,
hvor han satte sig ned og graad af ærgrelse, som et barn man har
skjændt uretfærdig paa. Spændingen havde været for stor, nu kom
reaktionen. Dick Darling seg sammen som en vaad klud, slap og
ødelagt.
Men Ratje havde endnu sin hellige stund i behold. Det kriblet ham i
alle nerver. Vilde han kunne holde det gaaende til tanken var tom?
Det var det store spørgsmaal. Hvert halve minut saa han agterover, og
hvergang syntes han skøiten var kommet utrolig meget nærmere.
Men det tog sin tid alligevel før han blev indhentet, og da
skøiten endelig var naaet frem paa praiehold havde Ratje den
tilfredsstillelse at se at pumperne ikke længere tog. Tanken var
altsaa tom. Det gav ligsom rygrad. Han slap rattet og gik agter i
lugen til Dick.
«Aabne bundventilen og slip ind saa meget sjøvand i tanken, som der
er tid til,» sagde han. Og da han saa Dick straks reiste sig for at
efterkomme ordren, satte han hænderne for munden som raabert og
brølte over til skøiten en hel skylle af udsøgte uforskammetheder.
Hans samvittighed var nu snehvid og selv ikke en kongelig norsk
tolder havde noget at sige ombord i hans skib, de kunde være saa
beslaaet de vilde baade med blanke knapper og guldtresser baade her
og der. Men da han havde revet af sig det værste, faldt det ham ind
at paa denne maade kunde han gaa glip af halve komedien. Saa tilbød
han generøst at steame ind til Mjøvik, om kanske hans høihed vilde
gjøre ham den fornøielse at følge efter og aflægge ham en visit. Han,
Ratje, vilde føle sig smigret og hædret ved saa megen ære. -- Og
tolderen bed over agnet.
Naa ja. I Mjøvik fik Ratje sig en koselig stund. Men jamen var det
paa nippet, at Dick, det bagbæst, havde ødelagt det hele. Han havde
ikke kunnet modstaa fristelsen. Da han havde grædt ud, havde han i al
stilhed fyldt en pøs med wisky og stillet den tilside til senere
brug. I sidste øieblik opdaget imidlertid Ratje det, og endnu medens
tolderen stod ved siden af ham, slog han med aandsnærværelse hele
pøsens indhold overbord.
«Den pøsen skal bare bruges til drikkevand, Dick. Det ved du, saa du
kunde gjerne finde noget andet til alskens suttel og søl, naar du
endelig skal bale med det. -- Men undskyld, jeg glemmer nok min pligt
som vært,» vendte han sig forekommende mod toldbetjenten. «Hvormed
kan jeg være til tjeneste, min herre. Jeg kan ikke tænke mig, at
dette skal være et toldeftersyn, saasom vi aldrig gaar i udenrigs
fart. Men forøvrigt er der intet som er mig kjærere end om det høie
toldvæsen vil benytte mit ringe skib som øvelsesfeldt. Det kunde jo
muligens være nyttig.»
Tolderen bare skulet bort paa ham. «Vil De aabne vandtanken for
mig?»
«Med fornøielse,» han viste veien ind i «salonen» og aabnet en luge i
dørken. Hele rummet fyldtes øieblikkelig med den lifligste
spiritusduft. Tolderens ansigt opklaredes i et bredt veltilfreds
smil.
«Kan De laane mig et glas?» spurgte han.
«Nei desværre, det findes ikke her ombord; men kanske en vandøse kan
klare det?»
Tolderen nikket bifaldende. Øsen kom og tolderen fyldte den til
randen i tankens dunkle dyb. Han satte den for munden og drak en
vældig slurk. -- -- -- Derpaa spyttet han: «Aa fy for al landsens
ulykke. Det er jo sjøvand!»
«Ja naturligvis er det sjøvand. Kjære hvorfor spurgte De mig ikke
først, saa skulde jeg have sagt Dem det straks. Kanske De troede det
var brændevin, De? -- Nei desværre, saa heldig er vi ikke herombord,
at vi kan have hele tanken fuld af slige sager at traktere vore
gjæster med, selvom de er saa høitæret som Dem min herre.»
Toldbetjenten vendte ret om paa hælen og gik fraborde uden saameget
som at sige farvel.
Men da han var vel afgaarde gik Dick bort til værktøiskabet sit, det
han meget omstændelig lukket op. Han tog kaffespandet sit ud, tog
laaget af og holdt spandet bort under næsen paa Ratje: «Det var
meningen min at dele med dig, Jonas; men naar du har raad til at slaa
væk en hel pøs wisky, saa fortjener du sandelig ikke at faa noget.
Nu vil jeg drikke, og du kan nøie dig med at se paa.»
Ratje bare lo. «Drik du. Du kan trænge det efter dagens
sindsbevægelser. Imens gaar jeg iland og ser om vi kan opdrive lidt
mad; for jeg er sandelig mere sulten end tørst.»
* * * * *
Paa matten nede ved døren i det indre kontor hos Hahn &. Hinken stod
Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene.
Ved den ene side af den høitidelige kontorpult sad Hahn, taus og
alvorlig, som altid.
Men frem og tilbage paa gulvet mellem vinduet og pengeskabet løb
Hinken skummende af raseri. Ratje havde netop aflagt en fuldstændig
beretning om turens begivenheder og Hinken var misfornøiet med
resultatet som rimelig kunde være. Af og til stoppet han op og kastet
nogen iltre spørgsmaal til Ratje, som besvaret dem med knusende ro.
«Men gubevaremigvel mand, forstod De ikke, at det var penge De paa
den maaden pumpet overbord? Blanke penge. Fire femtusen kroner kastet
paa sjøen.»
«Ja er det noget at snakke om.» Ratjes beskedne ydmyghed var med
engang som strøget af ham. Stemmen blev hidsig og agressiv. «Det var
vel billig nok sluppet det. Eller kanske De synes, det vilde lønnet
sig bedre at tage et par aars tugthus for at redde de lumpne
kronerne for toldvæsenet. For det maa De da begribe, at hvis jeg ikke
havde gjort hvad jeg gjorde, saa var Deres fordømte smuglehistorie
blevet røbet. Det kunde blevet noget andet det end at sidde lunt paa
kontoret, medens andre risikerer baade liv og ære for Deres skyld.
Havde De sagt fra paa forhaand hvad hele affæren gjaldt saa skulde
pokker havt noget med Deres skidne smuglegods at gjøre.»
Attaken kom saa uventet. Hinken var ikke vant med at blive overhæklet
paa sit eget kontor. Han tabte ganske fatningen: «Uforskammet! Der er
døren! Hvad er det De vover, er det mig De skjælder ud?»
«Take it cooly, old man! Her er en regning som skal betales først før
jeg gaar. Syv døgn à 40 kroner pr. døgn er 280 kroner, tak. Ogsaa er
der en liden reparation paa et damprør som kommer paa 50 kroner. Det
er 330 alt i alt.»
«Ikke en øre betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine
øine.»
«Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen.
Og Jonas Ratje aflægger ed paa at den er sand. Save?»
Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet
paa Ratje for egenhændig at kaste ham paa dør. Men det skulde han
ikke have gjort. I næste sekund laa den vesle tyksakken paa sin bag
og sprællet med benene borte i krogen ved pengeskabet.
Der gled et blegt smil over Hahns strenge ansigt: «Kom her med
regningen, De kaptein Ratje. Jeg skal skrive paa den, saa kan De hæve
pengene ude ved kassen. Og saa kan De hilse Trumpen fra mig, at De
skal have slæbningen for den kullasten som kommer i næste uge.
Godmorgen Ratje, tak for umagen.»
Ratje blev lidt forbauset. «Tak selv hr. grosserer, godmorgen.»
Men da han vel var ude af døren og Hinken havde faaet samlet sig lidt
sammen borte i krogen, sagde Hahn: «Ratje havde fuldstændig ret. Der
var intet andet at gjøre, og vi skal være ham taknemlig for hans
konduite. Det hele var en skidt historie, og nu taler vi ikke mere om
den.»
Nedenom og hjem.
Det var en ny og slet ikke ubehagelig fornemmelse for Jonas Ratje,
dette at føle sig som velhaver.
Nu havde han og Dick Darling slidt ondt ombord i «Styggen», den vesle
taug- og vandbaaten deres, i en lang aarrække og aldrig var det
lykkedes dem at tjene mere end netop det allernødvendigste fra dag
til dag, indtil nu da stor og uanet rigdom var dumpet ned lige i
fanget paa dem.
Eller kanske nogen vil bestride at 435 kr. netto kontant er stor og
uanet rigdom? Det var netop den sum Jonas Ratje dags dato havde sat
ind i Kreditbanken, og Dick Darling havde nøiagtig samme sum i sin
indvendige trøielomme igaaraftes da han gik iland.
Da han imidlertid ikke var tørnet til idag, skjønt klokken gik til
tolv, saa kunde det formodes at beløbet for Dicks vedkommende
allerede var reduceret, og at Dick var fuld eller ialfald ikke vilde
vise sig før han var blevet det.
-- Jo da, de to gamle pirater var pludselig blevet lykkens kjælebørn.
Først var der nu en vis ekspedition de havde foretaget for de herrer
Hahn & Hinken. Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse
høie herrer havde ønsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget
at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt
for tort og svie.
Derefter satte det ind med et vældig sildefiske nede paa
Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente
penge som græs. «Styggen» havde været i traden nat og dag i ugevis.
Ratje og Darling havde ikke havt fire timers søvn i døgnet i al den
tid, mens de sled ondt som hunder og tjente penge som grosserere.
Og endelig som de var færdig med hele sildesjauen kom der en tysk
havforskningsdoktor med briller og rare instrumenter og leiet
«Styggen» for 40 kroner dagen i hele fjorten dage.
-- Ak ja, livet var ikke saa værst, og selv om Dick tog sig et par
dages gallafyld ovenpaa de gode job, saa fik det taales, naar bare
det bagbæstet havde varskuet først, saa Ratje ikke behøvet at sidde
her og vente som en anden nar.
Forresten havde han det allright her i styrehuset. Han kunde jo gaa
hjem; men siden Dina Ratje født Weidemann igaaraftes havde hørt nævne
de mange kontanter, havde der været saa mange antydninger og
hentydninger og vink om alle de ting som hun og barnene absolut
maatte have nye, at det kanske ikke var værd at holde for nær opunder
der for det første.
Jonas Ratje karvet i piben og belavet sig paa at nyde livet. Han fik
fyr i tobaken og tog frem en flunkende ny bankbog med en vis andagt.
Jonas Ratje var kapitalist. Jonas Ratje havde bankbog. -- Nu kunde de
komme og gjøre sig vigtige baade «Dræberen» paa «Liv» og «Smaafanden»
paa «Trygg» og alle de andre paverne. Han blæste dem et langt stykke.
Ja, om det saa var Jeremiassen paa «Storegut», som havde hus paa
Laksevaag og var god for sine tyvetusen mindst, saa kunde han faa lov
til at kysse ham baade her og der.
Ratje stak ikke op for nogen.
* * * * *
Vaarsolen spillet i de smaakrusede bølger. Det skinnet af blanke
reflekser fra de mange ruder over i de nye murstensgaardene paa
Tyskebryggen og hele Vaagen var fuld af yrende liv. Der blæste en
liden frisk bris fra øst og inde ved Triangelen stod de kommunale
flag ret ud fra de tre flagstænger. Enkelte B. D. S.-skibe ved
Fæstningskaien var ogsaa flagsmykket i en eller anden anledning. Men
inde i styrehuset paa «Styggen» var det ganske stille. Solen baget
saa behagelig gjennem de store vinduer og Jonas Ratje laa paa ryggen
paa sofabænken og snorket. Piben var faldt i dækket og bankbogen var
blevet liggende paa hans brede bryst.
Pludselig vaagnet han. Døren blev revet op med et kraftig tag, og i
aabningen stod Dick Darling.
Dick var ædru. Ratje gned sine øine, han kunde ikke rigtig tro dem.
Dick ædru nu middagstider, endda han havde været i land hele
formiddagen, det var jo forholdsvis utrolig.
«Naa er du der, du gamle hallunk.»
Dick svarte ikke, han kom helt ind, lukket døren bag sig og satte sig
paa bænken ved siden af Ratje. Saa spyttet han langsomt og besindig
to gange og endelig kom det: «Det bliver svinagtig dyrt.»
«Dyrt? Hvad bliver dyrt?»
«Svinagtig! Sekshundredeogfemogtredve kroner, det er det allermindste
vi kan faa det for.»
«Er du gal, eller er du bare fuld, mand?»
«Ingen af delene. Jeg har været tre forskjellige steder og spurgt;
men 635 kroner er allerlaveste pris, det er bandt sikkert det. -- Og
du ved der kommer altid et eller andet lidet til, saa siger vi 700
kroner rundt.»
«700 djævler. -- Hvad er det du sidder og vabber om mand.»
Dick trak betænkt op et papir af lommen sin. Det var krøllet og
skiddent; men de store klodsede bogstaverne var ganske læselige. «Se
her, kan du selv se. Nyt vevlager i høitrykken 47 kroner, nye
pumpeventiler 15 kroner stykket, og da bruger vi endda de gamle
sæderne. Saa maa vi have fem nye stagrør i kjedlen og -- --»
«Plager hinmanden dig? Hvad skal dette sige?»
«Skjønner du ikke det, Ratje, at hvis vi skal gaa en dag længer med
denne vidunderlige submarine baaden vor, saa maa maskinen og kjedlen
repareres. -- Og nu har vi lidt penge, altsaa maa det gjøres nu, og
vi maa heller begynde idag end imorgen.»
Der kom et forunderlig træk om Ratjes mund. Han sad endnu med
bankbogen i haanden og blev siddende og bladet i den ganske
aandsfraværende.
Dick tiet ogsaa stille, spyttet langsomt og betænkt med lange
mellemrum. Af og til skottet han bort paa sin kammerat; men fandt det
raadeligst ikke at sige noget.
Saa dette var altsaa meningen.
Ikke før var der et par øre tilovers, saa straks var de ude for at
plyndre, baade den ene og den anden. Først madamen med jeremiader om
klær og sko og guderne maatte vide, hvad andet. -- Og saa Dick med
denne fillemaskinen sin. Nu havde den alligevel skranglet afgaarde i
ti samfulde aar trods der altid havde været den samme klagesang at
høre bestandig. Men til dato havde nu «Styggen» hostet sig frem fra
job til job -- og det klarte sig vel endnu en stund.
Jonas Ratje smeldte bankbogen sammen med et klask. «Nei saa pinedø,»
kom det resolut. Det skulde ikke ske hvordan pokker det saa gik. Han
puttet iltert bogen ned i den indvendige frakkelommen og knappet tæt
til, som om nogen vilde røve den fra ham.
Dick Darling blev siddende som før. Atter blev der en lang og pinlig
pause. Saa sagde han langt om længe: «Jamen vi maa. Der er ingen bøn
for det.»
«Maa, maa -- nei siger jeg,» buste det ud af Ratje.
«Tag det med ro mand. Det vi maa, det maa vi. Vi kommer ikke udenom
det. Vi kan ikke holde det gaaende et halvt aar til, og da bliver det
endda dyrere. Desuden, nu har vi penge; men om et halvt aar, saa har
vi ingen. Ialfald ikke jeg; for da har samlaget faaet dem. Jeg
kjender gamle Dick, den fyldehunden, fra før.»
«Ja du om det. Det er dine penge; men før jeg gaar med paa dette, før
skal vi sælge hele skrabejernshaugen efter vægt.»
«Sælge «Styggen». Det mener du ikke.»
Nu var Jonas Ratjes taalmodighed slut. Han røg op i et gnistrende
sinne, slog i væggen saa det skranglet i hytten og svor og bandte
baade paa det ene og det andet. Det var et stort ordforraad Jonas
Ratje havde til raadighed, naar han var i det hjørne.
Dick var heller ikke renonce for trumfer, og i de næste ti minutter
skjældte de to mangeaarige kammerater hinanden ud i et sprog, som
kunde sat skottene i brand, saa glohede var de gjensidige
velsignelser.
Endelig orket de ikke mere. De sank tilbage hver i sit hjørne af
sofabænken helt udmattede og kobberrøde i ansigterne. De var begge
anpustne som efter det tyngste arbeide, og de var fremdeles olme i
øinene. Det var ikke første gang disse to røg i totterne paa
hinanden. Tvertimod, gjennemsnitlig havde de et sammenstød en eller
to gange pr. uge; men saa voldsomt som denne gang var det yderst
sjeldent.
Der sad de nu og skjeglet surt til hverandre en lang stund. Men de
havde sagt, hvad der kunde siges. Kort og godt situationen havde
naaet det psykologiske moment, hvor den i næste fase maatte slaa om i
det tragiske eller i det komiske.
Det var en flue paa Ratjes næse som egentlig afgjorde det hele. Dick
Darling saa den og fandt den snodig og følgelig smilte han. -- Saa
smilte Ratje og Dick lo. -- Og da lo Ratje med.
«Naa endelig. Det var forfriskende; men gudbevaremigvel saa sint du
blev, Dick.»
«Ja da, og du var ikke det mindste sint, du. Bare sød og elskværdig,
ikke sandt?»
«Naa ja ja. Se her har du min haand, grinebider!»
«Tak. -- Men skal vi saa beslutte os til at reparere?»
«Nei.» Ratjes mund smækket i som en rævesaks.
«Naa saa, naa!» Dick blev atter stødt og der opstod en fem minutters
evighedspause. -- -- -- -- --!
«Du Dick. Skal vi sælge hele kassen?»
«Hvem vil kjøbe?»
«Hahn &. Hinken, ved du.»
«Ja for halvandet tusen. Det har vi jo snakket om saa mange gange
før.»
«Ja, men om vi sælger saa beholder vi jo jobben for dagløn.»
«Og bliver andenmands slaver for resten af vort liv. Tak, men det
bliver der ikke noget af.»
«Hvorlænge kan du holde det gaaende? Et halvt aars tid?»
«Ja til nød.»
Atter pause.
-- -- -- «Om vi assureret «Styggen», Dick. -- Ja mod totalforlis
selvfølgelig.»
Dick sendte sin kompagnon et blik. Hvad pokker var det nu som stak
ham?
«Assurere? Hm, hvorfor det?»
«Joooo! Der hænder saa mangt, sagde kobben. Det kan da være godt for
noget at assurere.»
«Hm!»
Atter en lang pause. -- Det var karakteristisk for situationen, at de
ikke kunde se hverandre i øinene. Deres blik mødtes uvilkaarlig
engang; men straks saa de til hver sin side. Netop dette gjorde, at
de forstod saa inderlig godt begge to.
«Tager vi takst paa hende, faar vi hende altids op i tre, halvfjerde
tusen kroner, og kanske lidt mere.»
«Ja ha, jo det faar vi nok. -- Men, puh saa kvalmt her er Jonas.»
Dick slog døren op paa vid væg og den kjølige friske vaarluft fyldte
hele styrehuset i en gufs.
De aandet begge to ud og suget et par dybe drag, nydelsesfuldt og
velbehagelig. -- Det var som en opvaagnen.
«Kom med op paa almendingen og faa et glas øl, Jonas. Jeg er saa
tørst, at det er ligesom struben skulde snøre sig sammen paa mig nys,
du.»
«Allright, gaa an. Jeg skal bare se efter fortøiningerne først, saa
kommer jeg efter.»
* * * * *
Naar en dampkjedel angribes af tæring, gaar det ofte for sig paa den
maade, at det begynder som et mikroskopisk lidet knappenaalsstik i
en plade; men lidt efter hvert griber tæringen om sig i det sunde
jern og der bliver som et saar i det. Man kan gjøre hvad man vil, man
kan ikke stoppe det. I slike tilfælde forsøger maskinisten med soda
og lignende kemikalier at koge sygen ud; men oftest uden held.
Det var slig tæring som havde angrebet Dick den dag da Jonas Ratje
havde talt om at assurere «Styggen». Det hele var jo ingenting og
selve bemærkningen var jo uskyldig nok; men den tanke som ikke blev
udtalt og som laa bagom, den var giftig. Den aad sig ind i Dicks hele
tilværelse og blev som et aabent saar, som laa der og værket og tæret
sig dybere og dybere ind i hans bevidsthed. Han var ingen
forbrydernatur; men han kunde forsøge hvad han vilde, den giftige
tanke havde faaet fæste, og det hjalp ikke at han slog brændevin og
andre destilata i sig for at stanse den. Sygen var der og lod sig
ikke drive bort igjen.
Anderledes med Jonas Ratje. Han var vistnok den som først havde
fostret tanken; men hos ham var den forlængst glemt da Dick en dag en
maanedstid senere pludselig spurgte: «Skal vi saa tage og assurere
vraget, Ratje?»
Det kom saa uventet, saa absolut apropos slet ingenting, at Ratje
uvilkaarlig brast i latter. «Ja hvorfor ikke?»
Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften,
da de laa vel fortøiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem,
tog Dick temaet op paany: «Du gaar altsaa op og snakker med
assurancefolkene imorgen du, Jonas.»
«Det er alvoret dit det da, Dick?»
«Der er ingen anden udvei?»
De saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker
om dette pinlige punkt. Men ingen af dem turde tale ud. De stod slig
næsten et halvt minut, saa trak de øinene til sig. «Allright!» sagde
Ratje og vendte sig helt rundt paa hælen og gik.
Den næste dag blev «Styggen» assureret for 3800 kroner og Dick
Darling gik i en rus de følgende otte dage. Ratje derimod smagte ikke
spirituosa; men paa hver side af munden hans grov der sig ind to dybe
furer, og det skjælmske gode udtryk i øinene veg plads for et
staalgraat kvast blik, som gav ansigtet et barskt og lidet tiltalende
præg. Dick lagde ogsaa mærke til at Ratje, som ellers alle dage havde
været pratsom nok, nu var blevet en taus og indesluttet mand.
Dagene gik og lykken var fremdeles med. Næsten hver uge kunde Jonas
Ratje forøge sin bankbeholdning. Sommetider bare med en femkrone,
andre gange med mere. Langsomt men sikkert naaede han de 500 og
videre helt op til 600 og forbi, saa han var paa god vei opimod de
700 kroner. Men der foregik samtidig en forandring med manden selv.
Han var blevet pengegridsk. Han drev sig selv og Dick og baaden til
det yderste, undte sig ikke ro hverken dag eller nat, men var
paafærde baade tidlig og sent og pirket op selv den mindste job, paa
hvilken der kunde tjenes en krone. Ja han forsmaaede ikke engang at
ligge til langt ud paa kvældene og samle op lystseilere, som laa i
vindstille bortunder Askølandet og drev. -- Det var forresten
en specialitet som ikke betalte sig saa daarlig. De unge
kjøbmandssønnerne var ikke knebne, især naar der var damer ombord.
Men denslags business gik ud over nattesøvnen, og Dick stod mangen en
god gang i maskinkappen og gjæspet og smaabandte for sig selv. Men
han tiet klogelig stille. Han havde faaet sin vilje med assurancen,
og han var klog nok til at indse at til gjengjæld vilde Ratje have
sin vilje i alt andet.
* * * * *
Det var en dag ud i august maaned. Der blæste en frisk bris fra nord,
og sjøen gik hvidtoppet indover Byfjorden. Ret ud for Dekkeværftet
laa en kolosal Hamburg-Amerikabaad og tog ind kul. Passagererne var
sendt iland som en anden saueflok for at kjøre til Fløien eller
Fantoft. Imidlertid gjaldt det at blive færdig med kulsjauen før
passagererne kom tilbage. Oppe paa promenadedækket gik en
snorebeslaaet næstkommanderende og var ubehagelig mod sine
underordnede og andre, som kom i nærheden af ham. Det forbedret ikke
mandens humør da han opdaget «Styggen» som kom hostende med en
kulskude paa slæb. Han sendte en hagelskur af mindre smigrende
hilsener imod den, og Ratje kvitterte promte ved at manøvrere slig,
at den skidne kulskuden gnuret sig et langt stykke bortover langs
pakketbaadens hvidmalte side.
Tyskeren fræste skjældsord over Ratje, som til gjengjæld paa
klingende «hamburgerplatt» lod ham vide, at det ingenlunde passet
sig for en stakkars næstkommanderende at tiltale en skipper og
selveier saa uhøvisk, og hvis han gjorde mere vrøvl skulde det være
Ratje en fornøielse at tage lægteren med sig igjen, saa kunde
Hamburg-Amerikalinjens aktionærer spendere en ekstra kjøretur paa
sine passagerer mens man ventet paa komplettering af bunkerkullene.
Tyskeren fandt ud, at han havde fundet sin overmand i kunsten at
bruge mund, hvorfor han vendte sig og drev agterover.
Ratje fortøiet lægteren og fik to tomme paa slæb tilbage til
Laksevaag.
Det var paa denne slæbeturen tilbage over fjorden at det hændte og
det gik saa fort for sig, at det var rent forunderligt. Slæberen var
kort og det blaaste en frisk liden kuling fra nord. Omtrent
midtfjords tog lægterne et forkjert skjær og drev ind paa «Styggen».
Den ene med stevnen midtskibs og den anden paa laaringen. «Styggen»
krænget saa voldsomt over, at Dick ganske enkelt gjorde en kolbøtte
udenbords. Ratje selv fik krabbet sig ud af styrehuset og fik saavidt
huke sig fast i stevnen paa den ene lægteren i samme nu som «Styggen»
sank som en sten. Den gik ret tilbunds, hang et sekund eller to efter
slæberen; men saa smaldt tauget af og Ratje saa bare, hvor sjøen
ligesom kogte under ham idet baaden for tilbunds.
Han var en kraftig kar Ratje; men jamen havde han job med at faa
halet sig ombord i kulskuden. Men op kom han.
-- Men Dick! Var Dick gaaet tilbunds? Han speidet ivrig ret ned i
sjøen, som om han ventet at Dick skulde komme op der «Styggen» gik
ned, og han blev ganske perpleks, da han pludselig hørte fra en
ganske anden kant:
«Hiv mig en ende ud, du din trefoldige bavian, eller kanske du vil,
at jeg skal gaa samme veien som «Styggen.»»
Saa blev Dick bjerget naturligvis; men han var ikke blid, da han
endelig blev halet indenbords. Han havde den opfatning at Ratje
idetmindste kunde varskuet før han sendte «Styggen» nedenom og hjem.
Han sagde sin kompagnon endel smigrende ord, hvoraf saapekoger og
idiot var nogen af de mildeste.
Besynderlig nok svarte ikke Ratje et muk. Han satte sig ret ned paa
polleren med hænderne for ansigtet.
Dick satte sig vis à vis. Han blev saa forbauset over, at Ratje tiet,
at han uvilkaarlig blev taus selv ogsaa. Men han var vaad efter badet
og han frøs i kulingen. Han saa sig om efter hjælp.
Borte paa Hamburg-Amerikabaaden havde den guldbeslaaede
næstkommanderende seet, hvad der gik for sig, og da han unægtelig var
sjømand selv om han var ubehagelig, saa var han ikke længe om at give
sine ordrer, og mindre end tre minutter efter katastrofen pilte en
dampchalup udover med næstkommanderende selv i agterskotten.
Da den kom inden praiehold blev Ratje nødt til at tage hænderne fra
ansigtet og svare, og Dick saa da til sin usigelige forbauselse at
taarerne formelig silte nedover kinderne paa Ratje.