Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net
Avskriverens bemerkninger: Åpenbare trykkfeil er rettet i denne
e-boka, men forfatterens stavemåte for øvrig er beholdt.
S/S "STYGGEN"
AF
BURCHARD JESSEN
4. TUSEN
FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)
KRISTIANIA
1917
Copyright 1917
H. Aschehoug & Co.
Kristiania.
W. C. FABRITIUS & SØNNER A/S.
INDHOLD
Side
1. By og bygd 1
2. Gjennem pumperne 14
3. Nedenom og hjem 47
4. Jesabel 63
5. Syndens sold 81
6. Diplomatiske forhandlinger 97
7. Mamons træller 117
8. Sandheden om briggen 131
By og bygd.
Der var igrunden altfor meget lys. Paa en skyfri junihimmel stod en
blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og
havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.
Rundt Vaagen laa husrækkerne og formelig æste varme ut af træværk og
murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster,
for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.
Over paa Tyskebryggen stod kjøbmændene enkeltvis eller et par tre i
klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa
varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som
de ellers pleiet.
I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet
af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al
herlig støi, saa man selv i denne døsige dag fik et indtryk af liv og
rørelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fæstningskaien laa en
enkelt rutebaat og forsøgte at se smart ud. Det var jo midt i
turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som
sædvanlig og ret udfor moloen laa en liden slæbebaad plat stille og
drev.
Det var «Styggen», kaptein Jonas Ratje.
Jonas Ratje havde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det
var længe siden. Han havde pløiet mange have og seet lidt af hvert i
verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjøfolk. Han var
blevet ludende lei af sjøen endnu før han var femogtyve aar gammel.
Saa giftet han sig og sjølivet blev ligetil uudholdelig. Men engang
da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle
maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt
nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjøen som Ratje
og vel saa det. Men nu havde han faaet øie paa et gammelt vrag af en
taugbaat som var tilsalgs.
Dette var i South Schields.
Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for
spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og
seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene,
eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke
havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet
betale.
Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene
helskindet over men var ovenikjøbet saa heldig at træffe paa en
drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slæb og tjente en
ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i
nogenlunde stand paa fillebaaden sin.
Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt
lykken med sig. Siden havde de og «Styggen» ført en tilværelse saa at
sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt
sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og
ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre
skuffelser; men lidt efter hvert havde de lært alle trick i traden,
og nu efter nogen lange aars læretid havde de vundet frem til en egen
position her nede paa Vaagen.
Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling
eller «Styggen»; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet
en tunge, som ved passende anledning kunde lægge ord til en situation
paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin
stilfærdige, uudforskelige maade mærke en uven, saa man vogtet sig
for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.
Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at
være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet
paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens
undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks vaabenhvile.
Alligevel ligte de sig igrunden fortræffelig, for kampen gav dem
stadig mange smaa triumfer. Mangen spænding, som livet op i
hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til
at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig
som forholdene nu engang laa an, var det sundt.
* * * * *
Saa laa altsaa «Styggen» hin solhede sommerdag med stoppet maskine og
drev udenfor moloen. Ratje hang over rattet og Darling stod i lugen
til maskinrummet og tørret svetten med en tvistdot.
Desværre var det dødt i businessen for øieblikket. Det sørgelige
faktum var, at de havde ikke havt en job hele dagen; for imorges kom
«Sabben» og nappet et skudeslæb til Salhus lige for næsen af dem.
Begivenheden foranlediget mange unødvendige ord fra Ratje og en
stille beslutning om hevn hos Dick.
For at faa en smule afløb for noget af sin galde havde Ratje derpaa
sat kursen for Sukkerhusbryggen, hvor han tog ind ti tons vand fra
byens vandværk. Samtidig fik han anledning til en særdeles oplivende
krangel med vagthavende havnebetjent, som han snød for tre af de
nævnte ti tons.
Men det var ogsaa alt «Styggen» og dens besætning havde udrettet
hele den udslagne formiddag, og nu gik klokken alt mod tolv.
Ude ved Heggernæsset laa en vedlastet sognejægt med raaseilet
hængende slapt langs masten, mens tre mand i en færing sled for
haarde livet med at bugsere den indover. Ratje tænkte et øieblik paa
at gaa ud og praie den for slæb; men bestemte sig alligevel for at
lade være. Der var liden mening i at brænde kul paa slig en uvis
forretning. I bedste fald kunde han tage ind to tre kroner for
slæbet; men sandsynligheden talte for at jægteskipperen, den gnier,
vilde spare sine kroner og lade folkene slave sig ihjel. Det var
langt tilkvælds, og naar bare han var inde og vel fortøiet til
natten, saa var vel han tilfreds.
Nu var der intet andet tilbage end et lidet forlorent haab om at
Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, skulde komme og praje dem
for et slæb. Slikt hændte iblandt, for Ratje og Trumpen havde sine
smaa hemmelige aftaler, ifølge hvilke Trumpen fortrinsvis benyttet
«Styggen» naar det var noget. Aftalerne var lige fordelagtige baade
for Trumpen og Ratje; men kanske ikke fuldt saa indbringende for Hahn
& Hinken. Desværre, man kan nu engang ikke drive sjørøveri uden at
det gaar ud over nogen. -- Og Ratjes samvittighed var tøielig.
* * * * *
To kjuagutter havde najet en baad fra en sognjægt inde ved Dræggen.
Nu satte de kursen freidig mod fjorden, mens sogningen stod igjen og
raabte og bandte i solstegen. Imidlertid begav det sig, at de to
vikinger røg i totterne paa hverandre om suprematiet ombord. Det
endte med et gallaslagsmaal, som gav sogningen tid til at forfølge
synderne landværts. Følgen var, at da de to i baaden havde fundet ud,
hvem som var den stærkeste og havde indrettet sig derefter, saa stod
sogningen paa pynten af Fæstningskaien for at standse dem med sin
tales velklang eller paa anden maade.
Han opnaaede ogsaa det. For da de to i baaden kom tvers af pynten,
lagde de sig tilro paa aarerne og optog ordskiftet paa sin side.
Sogningen skjældte, saa godt han havde lært, og selv syntes han det
ikke var saa lidet; men han opdaget efterhaanden, at han havde fundet
overmænd i den kunst.
Med medfødt veltalenhed udøste gutterne sin kritik over den stakkars
bonde. De fortalte ham nøiagtig og uden omsvøb, hvad de syntes om
hans personlige udseende. De gav en kort og drastisk oversigt over
hans familieforhold og afstamning, saaledes som de opfattet det. De
valgte med kyndighed og virtuositet sine udtryk fra det bergenske
gadesprogs rige ordforraad. Sogningen havde fuldt ud følelsen af at
ordene ikke var smigrende. Derfor svor han ved alle sine hjemlige
guder, at fik han saasandt fat i de nederdrægtige byfantene, saa
skulde han minsandten rundjule dem slig, at de ikke skulde se ud som
folk de første fjorten dagene.
Ratje var blevet opmærksom paa balladen. Han raabte bort til Dick, at
maskinen skulde sættes igang, og et par slag af propellen bragte dem
over paa den anden side af indseilingen, hvor de havde fuld oversigt
over komedien.
Det var fra først af pur nysgjerrighed, som bevæget Ratje til denne
manøvre; men pludselig slog det ham, at her var en liden forretning
at gjøre. Han studset et øieblik paa, hvorledes han skulde gribe
sagen an. I grunden var der nok af kjuagutten i hele hans
konstitution til at hans sympatier var helt og holdent paa de to
benglers side; men samtidig var han klar over, at det ialfald ikke
var dem som kunde betale for assistance. -- Og derefter tog han sit
parti.
«Sei, du sogning! Eg er enig med gutungerne i, at du ser ud som en
abekat; men det er det samme, ka betaler du meg for at sætte deg
ombord i baaden din?»
Sogningen bed over agnet. Nu var hævnen indenfor rækkevidde. --«En
krone,» bød han flot væk.
«Gaa hem og blaas. Vil du give ti?»
«Nai,» kom det bistert tilbage. Denne verdens nydelser kan kjøbes for
dyrt. «Nai,» sagde han endnu engang afgjort. «En krone og femti! Vil
du saa kom an.»
«Nai,» hermet Ratje og satte sig tilrette paa hyttetaget. De to unge
haabefulde var alt paa vild flugt bortover mod Skudevigen.
«To kroner da, og ikke en øre mere.»
«Hør her, din gamle noksagt. Om fem minutter er gutterne kommet
iland, og baaden din er i drift udover fjorden. Vil du saa give fem
kroner for at blive sat ombord, eller vil du ikke?»
Sogningen stod ubeslutsom. Synderne var nu næsten helt borte ved
Bontelbo; men fem kroner! Nei piskedausen, det var alligevel for
mange penge, og atter bed han af: «Nai!»
«Ja ja far, som du vil. Farvel, hils hem. Fuld fart forover Dick!»
Men det blev formeget for sogningen. Et var at sige nei, saalænge der
var haab om hjælp; men at se baaden og hævnen glide sig ud af
hænderne, det klarte han ikke. Han sukket tungt, tørket sig over
ansigtet med hueforet og raabte: «Nei stop nu lidt kar. Du har vel
ikke slik braahast. Du skal faa fem kroner da, og gid du maa være
fordømt for en dyrkræmmer, din byfant.»
Ratje lod sig ikke sige to gange. Han lagde roret om og klappet langs
kaien saa elegant, som om det var en lystyacht han førte. «Jump
ombord, din grinebider.»
Sogningen var saa ivrig efter at begynde jagten, at han nær var
hoppet paa sjøen. «Driv paa karer, driv paa,» sagde han. Han trampet
i dækket af bare utaalmodighed.
Men Ratje tog det med irriterende ro. Han satte sig godt tilrette paa
hyttetaget og gjorde ikke den ringeste mine til at ville komme
afsted. Sogningen var færdig til at fly i flint.
«Tag det med ro, din hankat. Jeg liger ikke slige gebærder ombord i
mit skib. Vi har ingen hast. -- Pengene først, før kommer vi ikke af
pletten.»
Naaja, der gik et kostbart minut til spilde med yderligere vrøvl;
men da sogningen saa at gutterne var naaet helt bort til Gert
Meyers boder med al udsigt til at naa land, før de kunde bli
indhentet, saa tog han det fornuftige parti. Han halte op en stor
hestehandlerportemonæ og talte forsigtig op paa hyttetaget fire
kroner og femti øre.
Endnu i dette hellige øieblik maatte han prutte.
«Det er alt jeg har. Du lyt gjøre det for det,» sagde han afgjørende
og stak portemonæen i lommen igjen.
Men da vaagnet Ratje.
«Aa du din skidne, stinkende bondeknøl, er det mig du vil holde for
nar? Tag dine raadne skillinger og se til at pille dig iland og det
lidt fortere end fort. Din udspekulerte gorilla. Har jeg sagt fem
kroner, eller har jeg sagt fire kroner og femti øre? Kom iland, hører
du, straks paa flyvende flekken.»
Sogningen sagde ikke mere. Han halte op pungen igjen og lagde den
sidste femtiøringen ved siden af de andre pengene.
«Allright!» sagde Ratje, han strøg pengene til sig i en haug. «Full
speed, Dick. Hurry up nu. Har manden betalt, saa skal sandt for dyden
«Styggen» gjøre sin pligt.»
Jagten var kort men spændende. Gutterne som syntes det drog i
langdrag, havde alt gjort sig op, at der blev ikke noget af det hele,
og havde ændret kurs udover fjorden. Men da de saa mærket, at de blev
forfulgt, gjorde de et fortvilet forsøg paa at naa ind i baadhavnen
ved det militære badehus.
Men «Styggen» var dem for rap i vendingen. Det blev straks indlysende
at tilbagetoget var afskaaret.
Da tog pokker ved dem. Al deres medfødte gutteondskab tog fart, og
mens bugserbaaden halte ind paa dem, saa det høist kunde vare et
minut endnu, brugte de dette minut til at varpe overbord aarer og
øskar, tofter og tiljer. Alt som løst var slang de bortover sjøen
saalangt de orket.
Sogningen stod og saa paa ødelæggelsens vederstyggelighed og bandte
saa blaa luen stod ham ud af halsen. Hu! Han skulde lære de
banditterne!
Ratje frydet sig, og selv gamle Dick kunde ikke lade være at smile.
«Hvad fanken var det som randt i dem?»
Den ene af gutterne rev nyglen af baaden og sendte den samme vei som
alt det andet, og da det var gjort, reiste han sig og lo frydefuldt
mod solen. Det saa ikke ud til at knegtene var bange for
konsekvenserne.
I samme nu som Ratje hukket baadshagen i baaden sprang begge gutterne
paa sjøen og lagde paa svøm udover. De havde nok regnet ud paa
forhaand at sogningen først og fremst vilde tænke paa baaden; men
uden aarer og inventar og uden nygle kunde han i det mindste ikke
forfølge dem.
Det gik ogsaa ganske rigtig slig. Sogningen hoppet i baaden sin uden
at tænke paa følgerne, og Ratje, som straks var med paa noterne,
stødte den fra borde med kraft og eftertryk.
Der sad sogningen.
Ratje tog roret igjen og satte efter synderne, som han halte
indenbords lidt mere haardhændt end strengt taget nødvendig. Han var
halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen
fornøielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen
skulde holdes udenfor den affære. Det var ikke nødvendig, at en slig
stril lagde haand paa byens barn. Han skulde selv besørge det
fornødne.
Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig. Han havde
stukket en finger i nyglehullet og havde det ikke bekvemt.
Ratje gjorde atter en sving bortover til ham. «Halloi, hvad bæljer du
efter? Nu har du jo baaden din.» Han stak hænderne i lommen og godtet
sig inderlig. De infernalske spillopmagerne havde virkelig gjort sine
sager upaaklagelig.
«Aarene og det andet kram? Nei far, jeg har andet at bestille end at
fare Byfjorden rundt efter vraggods og drivtømmer. Det bliver din
egen sag, som ikke ved, hvad et par ægte bergenske kjuagutter kan
finde paa. Desuden det er udenfor kontrakten. -- Men det er det
samme. Hvad betaler du?»
Sogningen vilde ingenting betale, og han sagde det med mange ekstra
sprogblomster.
«Nei nu er du grov,» sagde Ratje. Men ligemeget. Du skal ikke faa
sagt, at jeg er vrangvillig mod en god kunde. Vil du give mig to
kroner, saa skal jeg fiske op det meste saa du bliver hjulpen.»
Sogningen vilde fremdeles ikke.
«Allright, min mand. Naar du er saa sta, saa faar du have det saa
godt. Jeg skal vente i fem minutter, om du vil ombestemme dig.»
Da tre minutter var gaaet havde sogningen udtømt saa meget af sin
galde, at han besluttet sig til at akceptere Ratjes tilbud; men da
hændte noget.
Ratje skulde netop til at fiske op den første aare, da Dick pludselig
afbrød ham: «Lad nu de narrestrekerne fare. Nu er der andet at tænke
paa. Ser du derude i Kvarven?»
Ratje lod aaren drive og skygget med haanden over øinene mod solen.
«Donnerwetter! Det er «Midnight Sun»! Gudskelov, vi har ti ton
ferskvand paa tanken. Først til møllen faar først male. Det blir
femogtyve kroner mindst til os det, Dick! Shake her up, old man. Nu
gjælder det at være om sig.»
Han blev saa ivrig. Men saa kom det som en eftertanke. «Men vi kan
ikke lade den arme tosken ligge her og drive.»
«Vi maa!» sagde Dick tørt. «Kast gutterne overbord og lad dem hjælpe
sogningen.»
«Ja du siger noget. -- Men nei, det bliver alligevel synd.» Han
hukket baadshagen fat i den anden aare, som netop kom drivende forbi
og halte den indenbords. «Se her, din vadmelsbrok!» skreg han og
kastet aaren over til sogningen. Denne var ikke sen til at gribe den.
«Nu klarer han sig altids. Gutterne faar følge med. Vi sætter dem
iland paa Sukkerhusbryggen, naar vi gaar ind efter ny vandforsyning.»
Han hug næven i rattet. «Dick giv hende alt hun kan taale, om saa
kjedlen din gaar tilhimmels.»
Gjennem pumperne.
Paa hver sin side af den høitidelige kontorpult i det indre kontor
sad de herrer Hahn & Hinken.
Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje
og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et
bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre
ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han
saa ned i nogen papirer i dybe tanker.
Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.
Der gik et minut og to og tre. Situationen blev næsten lummer, og
Ratje gjennemgik i stilhet sit synderegister. Der var jo desværre et
og andet punkt, hvor resterne af hans samvittighed ikke var saa
blankpoleret, som den gjerne burde være. Kunde det være mulig, at
firmaet havde faaet greie paa de filleprocenterne, som han pleiet at
stikke i arbeidsformanden deres, denne Trumpen som han kaldtes;
eller var de kommet under veir med, at han pleiet at kulle «Styggen»
fra firmaets kulskuder, uden altid at huske det ved opgjørene. Eller
-- --
Han blev afbrudt i sin tankegang af Hinken: «Ved De hvad, Ratje, 57
kroner for de sidste slæbene, det er blodpenge.»
«Undskyld hr. grosserer, naar grossereren betænker at vi arbeidet i
et kjør uden skaffestunder og langt udover natten. Ja De ser, Trumpen
har jo kvitteret for timetallet, og -- --»
«Ja ja. Lad nu det være godt for denne gang. De kan hæve pengene ude
hos kassereren. Men det var nu ikke nærmest det vi skulde tale om
idag. Hm, sig mig, kaptein, kan De paatage Dem at forsvinde fra
jordens overflade, De og baaden Deres, og han den gamle maskinisten,
hvad er det nu han heder?»
«Dick Darling.»
«Javel, det var det han hed. Kan Dere forsvinde totalt i otte dage
uden at vække opsigt og uden at nogen kommer med ubekvemme
spørgsmaal?»
«Det kommer saamen an paa det,» trak Ratje det tvilende ud.
«Ja, det skal naturligvis ikke gjøres for ingenting. Vi betaler en
rimelig dagpenge for baade folk og skib.»
«Kunde ikke grossereren forklare det lidt nærmere?»
«Nei, først maa jeg vide om De kan dette eller ikke?»
«Naar?»
«Aa, der er god tid. Det bliver ialfald ikke før om en fjorten dage.»
«Jo, det kan jeg altids klare. Der er mere end tid nok til at slaa ud
nogen skrøner, som nok vil blive troet. Men jobben?»
«Skal vi snakkes om senere. Midlertid faar De holde Dem klar, sørge
for at proviantere for en fire fem dage og fremforalt ikke lade nogen
vide, hvor De skal hen.»
«Nei, det er vel vanskelig nok det, naar jeg ikke ved det selv
engang. Bliver det langt slæb?»
«Nei slet ikke slæb. De skal ud paa andre eventyr og farter
dennegangen. Og er De den mand jeg tager Dem for saa kommer De at
lige Dem godt. De skal faa bud fra mig, naar saalangt kommer.» Hinken
fordybet sig atter i sine papirer for at antyde at audiensen var
forbi.
Ratje gik. Det var regnveir, rigtig sipende regn. Folk i Strandgaden
pilte afsted i den graakolde eftermiddag for at komme i hus saasnart
som mulig. Bare en konstabel vasset afsted med langsomme
reglementsskridt midt i gaden. Alle andre havde som sagt hastværk,
undtagen Ratje. Han blev gjentagne gange staaende i dybe tanker.
Engang var det enda saa paafaldende, at en kjuagut stoppet op og
spurgte om han var ansat som «Christiesstøtte», hvis ikke fik han
flytte sig fra fortoget før han groede fast.
Ratje smilte og tog sig sammen. Han gik ret ombord i «Styggen». Den
laa som vanlig naar den var ledig ude ved Holbergsbryggen. I
«salonen» sad Dick og Trumpen og spyttet skraatobak udover dørken.
Trumpen flyttet sig for at give plads for Ratje: «Nu, hvordan gik
det. Gjorde han vrøvl,» spurgte han.
«Nei, han betalte allright nok, og du skal faa dine procenter, naar
bare du giver tid et øieblik. Men først faar du give mig greie paa,
hvad fanden han har i hætten, han chefen din.» Ratje berettet
nøiagtig hvad der var gaaet for sig paa kontoret; men Trumpen havde
ikke færten af nogen ting, saa det hele løb ud i ørkesløse gisninger.
* * * * *
«Noget raaddent er der et eller andet steds, det kan vi ialfald regne
ud. Først al denne forbistrede hemmelighedsfuldheden. Allerede det er
mistænkelig. Og saa tænke sig til, at Hinken af egen drift byder 40
kr. døgnet og frie kul. Nei, det hænger aldrig rigtig sammen. Havde
han budt 20 og jeg havde forlangt 40, saa havde han maattet betale
30, det vilde været det normale. Men byde 40 og give 40 uden vrøvl!
Enten skal vi lastes med nitroglycerin eller smuglegods, det kan du
tage gift paa, Dick. Og naar vi skal gaa syd til Slotterø, hvorfor
pokker skal vi da ud Hjeltefjorden og gaa udenskjærs det stykke
nedover, sig mig det om du kan.»
Ratje stod ved roret og Dick Darling sad paa maskinskylightet.
Regntunge skyer hang lavt over fjorden og de nakne bjergknauser laa
farveløse og glædeløse rundt om. Hist og her kom de forbi en
bondehytte eller et baadnøst; men det livet ikke op i landskabet; for
der var over det hele noget fattigsligt og fortrykt. Det var som om
selve luftens raakolde fugtighed lagde en dæmper over alt som vilde
udover hverdagslivets ensformighed.
«Styggen» snøftet og bar sig, som om den slet ikke ligte denne uvante
tur, og kulrøgen laa som et uldent baand efter den i kjølvandet.
Rundt om kredset maager lavt over vandet.
«Er det meningen, at vi skal gaa sørover inat, eller tænker du at
ankre op i en eller anden vig og afvente dagen?» spurgte Dick.
«Ved ikke. Jeg ved i det hele taget ingenting. Det er det forbistrede
ved det. Hinken gav ordre til at gaa denne veien tilhavs og derefter
skulde vi gaa sørover, hvis ikke noget hændte i mellemtiden. Men,
sagde han, han antog vi vilde faa nærmere ordre. Hvor den skal komme
fra maa guderne vide. Men for os kan det jo være lige fedt. Vi har
førti kroner døgnet og frie kul, vi, og kan det more ham at vi flyr
rundt som et spektakel og en flyvende hollænder for den betaling, saa
gjerne for mig. Jeg var bare tilfreds vi kunde farte rundt hele aaret
paa tamp for slig fragt.»
Endnu før Ratje fik talt ud, skjød en færing frem bag nærmeste odde.
Den var bemandet med en mand og en gut. Den lagde sig lige i
«Styggen»s kurs og der blev den liggende og vente til den kunde
praie.
«Der har vi bud fra Hinken,» sagde Ratje.
Dick bare brummet noget uforstaaeligt.
«Hvad er der nu iveien?»
«Aa bare det, at hvis Hinken har noget hemmeligt fore, saa er han en
tosk til at arrangere.»
«Ja, begribeligvis. Men hvorfor kommer du med det nu?»
«For nu har jeg opdaget den femte, som er mere eller mindre indviet i
hemmeligheden og endnu flere bliver det. Det er dumt. En hemmelighed
bør kjendes af saa faa som mulig. Men de som kjender den bør kjende
den tilbunds.»
«Du er nysgjærrig Dick, og du er ærgerlig fordi du ikke er indviet.»
«Indviet? Det er jeg jo. Strilen der skal lodse os.»
Det stemte. Strilen skulde lodse. Han forlangte, at man skulde gaa
videre med det samme, og stak tilhavs nordenom Sartorø. Da var det
allerede næsten mørkt. Men ingen lanterner blev sat ud og i mulm og
mørke bar det sydover langs kysten.
Under Marstenen oplevet de nogen spændende minutter. Det gjaldt at
komme forbi uden at blive opdaget, hvis det var muligt. Ved at holde
langs landet paa nordsiden, og derefter snige sig over sundet og
stikke forsigtig ud igjen paa den anden side, mente Ratje at de kunde
undgaa at blive seet; -- -- men ikke at blive hørt, for «Styggen»
pæset og stønnet, som om den vilde avertere sin nærværelse for hele
verden. Følgen var at de blev praiet fra fyret; men uden at svare
dampet de videre i natten.
* * * * *
Tager man kartet for sig og sætter det ene passerbenet paa Slotterø
fyr og drager en cirkel omkring det med en tre kilometers radius, saa
finder man at en stor sektor af denne cirkel paa sydsiden af
Sælbøfjorden er opfyldt af smaa øer og holmer med trange sund
imellem. Her er et virvar af smaa viger og smuthul, hvor en liden
damper kan skjule sig om det kniber. Her er sparsomt bebygget med
lange afstande mellem gaard og gaard.
Didind var det «Styggen» satte kursen hen paa morgenkvisten efter sin
hemmelighedsfulde nattereise, og netop som daggryet dæmret i øst
ramlet ankerkjættingen ud af klydset. Der laa den nu i en lun liden
afkrog. Rundt om hævet landet sig, saa at ingen kunde se den paa en
kilometers afstand, og knapt nok skulde man blevet var den om man saa
strøg lige forbi, for den laa paa indsiden af en holme som skjærmet
fortrinligt.
«Ja nu er vi her. Hvad næst?» spurgte Dick Darling. Han stod i lugen
sin, søvngrætten og sur og gren i den regntunge morgen.
«Nu skal vi trække kaffe og spise frokost, og naar det er besørget,
saa skal vi tørne ind og sove til den store guldmedalje.»
«Vel, det er et program som anstaar mig.»
En halv time senere snorksov alle tre.
* * * * *
Gamle kaptein Brinkstein paa «Ariadne» stod paa broen og speidet
forover. Det blaaste en stiv nordvestkuling og gamlingen var krøbet i
ly af brotrækket. Sydvesten havde han klemt godt ned over ørene og
hænderne var begravet i lommerne paa den store ulster. Styrmanden
stod ved siden af ham og borte ved rattet stod baadsmanden tilrors.
«Ser De noget til fyret nu, styrmand? Det er længe siden vi passeret
Ryvarden, og det er snart saa mørkt at Slotterø skulde være tændt nu.
Dette er den værste svinejob jeg har havt saalænge jeg har været
skipper og jeg var en tosk, som ikke sagde nei. Vi har indenbords
1000 gallons wisky som skal losses, guderne maa vide hvor; men paa
Bergens toldbod er det ialfald ikke. Bliver vi knebet saa er jeg en
ødelagt mand, og bliver vi ikke knebet, saa ved hver mand ombord at
her er ugler i mosen, saa før eller siden maa det lække ud. Gjorde
jeg min ret, saa gik vi nu ret ind til Flesland og praiet
toldstationen der og overgav det hele. Saa kunde Hahn & Hinken rase
saameget de vilde, det fik blive deres sag. Min ryg vilde ialfald
være fri; men sparken fik jeg naturligvis.»
«Aa ja, det lægs en slæber til, siger man; men Hahn & Hinken ved
ellers, hvad de pleier at indlade sig paa. De maa vel have en mening
med, at de har givet ordre til at vi skal have maskinskade saasnart
vi er tværs af Slotterø.»
«Er De gal mand? Hahn & Hinken har aldeles ikke givet nogen slig
ordre. Har De en anden opfatning bør De ændre den snarest mulig.
Hinken har bare skrevet til mig, at hvis vi tilfældigvis skulde faa
maskinskade tvers av Slotterø, saa kan vi temmelig sikkert paaregne
assistance, saasnart vi heiser tre røde lanterner for at vise at
skibet er uden styring. Men De indser vel, at det er noget helt andet
end det De vrøvler af Dem.»
Saa underlig kan det gaa for sig. Da «Ariadne» fik Slotterø i sigte
kom maskinisten op paa broen og meldte, at ikke mindre end tre
rammelagere holdt paa at gaa varme for ham, og hvis han ikke fik
stoppe og kjøle dem af saa kunde han ingenting garantere.
Skipper Brinkstein besvor ham ved alt mellem himmel og jord om at
holde det gaaende en stund til, saa de kunde komme sig ind i ly af
skjærgaarden og dryppe anker, og han sørget for at baadsmanden ved
rattet hørte hvert ord han sagde. Det kunde være hændigt at have et
vidne, om der siden blev sjøforklaring.
Maskinisten lovet at gjøre sit bedste.
Der gik et kvarters tid endnu; men saa begyndte maskinens fart at
aftage mærkbart og ret som det var gjorde den et par dump og stoppet
op fuldstændig. Der laa «Ariadne» og drev med hele Nordsjøen tværs
paa siden og brændingerne en liden kvartmil nede i læ.
Det saa rigtig hyggelig ud.
«Faa op nødsignal, styrmand. Tre røde lanterner, saa faar vi se om
der kommer hjælp. Men for sikkerheds skyld faar De se efter om
livbaadene er klar.»
Styrmanden gik om sit arbeide og Brinkstein blev staaende igjen paa
broen. Der lagde sig et træt trist drag over hans ansigt.
Men idet de tre røde lys for tilveirs paa formasten, tog han sig
sammen. Han trak i fløitesnoren og udover sjøen klang der et langt
skjærende ul. Lidt efter ulte det endnu engang og saa endelig for
tredie gang.
Næppe var den sidste dybe tone forsvundet i kulingen, saa svaret det
ensteds langt nede i læ. Der kunde ingenting sees; men tre lange
gjennemtrængende hvin arbeidet sig op mod veiret ganske tydelig.
Brinkstein tog kikkerten og gransket kysten nøie og et par minutter
efter saa han en liden svart slæbebaad pile ud fjorden med kursen ret
tilhavs.
Styrmanden var færdig med sit og kom atter op paa broen og meldte af.
«Se der styrmand,» sagde skipperen og rakte ham kikkerten. «Der
hænder mirakler endnu lader det til. Nu faar De purre ud
andenstyrmand og folkene forud. Det kan blive heisent nok at faa
slæberen ud.»
«Allright, skal blive, kaptein. Vi faar vel tage den nye
manillatrossen?»
«Ja, den skal vel holde.»
* * * * *
Samstundes laa en Collin Archer skøite med tre rev i seilet bidevind
ud gjennem Korsfjorden med kurs for Marstenen fyr. Den grønne rand om
det sortmalede skrog fortalte, at det var en af statens toldkuttere,
og den omstændighed, at den stod udover nu mod natten i sligt
ruskeveir tydet paa, at den havde et specielt ærinde. Det kunde
forsaavidt være rigtig nok. Nogen fiskere inde ved Haakelsund havde
ladet falde et ord om, at der den foregaaende aften var strøket en
liden damper sydover udenfor kysten. Det var jo i og for sig ikke saa
underligt; men den havde foretaget nogen høist besynderlige manøvrer
og gaaet i en bue indenfor fyret istedetfor at holde kursen ret
sydover, og den havde ikke ført lanterner.
Føreren bestemte sig derfor til at løbe ud under fyret for at høre om
man havde observeret noget der, endskjønt der var vel liden hjælp i
det, for selv om det skulde vise sig at være rigtig, saa var det jo
nu et helt døgn siden. Man fik gjøre sin pligt og heller stikke ind
til Haakelsund for uveir til natten.
Men under Marstenen fik han høre noget som tog natteroen fra ham.
Fyrvogteren kunde meddele, at det var bugserbaaden «Styggen» af
Bergen, som havde staaet sydover, og den havde undladt at svare da
den blev praiet. Fyrvogteren havde kjendt den paa hosten dens; han
kunde ikke sige, hvor den skulde hen; men han var villig til at sætte
sin sjæl i pant paa, at den ikke havde rene papirer.
Paa toldkutteren holdt de skibsraad. Den hele historie lugtet
raaddent. Dertil kom at Ratje med sædvanlig elskværdighed havde
tirret skipperen paa kutteren langt udover al taalmodigheds grænser
her engang i sommer, da den laa i vindstille en dag, den skulde
indover til byen og hente hyre paa toldboden. Da havde Ratje, det
bæst, staaet og viftet med en taugende og slængt mange haanende ord
efter sig; men han havde ikke taget tolderen paa slæb.
Nu var der udsigt til at faa betale gammel gjæld, hvis lykken var
med; saa fik heller natteroen gaa fløiten. Det var ikke den første
nattesøvn man var gaaet glip af. Bare der havde været et lidet
fingerpeg om hvad Ratje havde fore; men foreløbig var det hele
jevngodt med at søge efter en synaal i et høilæs. Den eneste trøst
var, at den gamle skranglemaskinen til Dick Darling pleiet at holde
sligt leven, at man kunde høre den halve milen borte i fint veir. Og
en tolder maa have øren saavel som næse.
Det blev besluttet at et forsøg skulde der gjøres. Her var intet at
tabe og muligens meget at vinde.
* * * * *
«Styggen» fik slæberen stukket ud og skjønt det faldt haardt nok i
den høie sjø lykkedes det at bringe «Ariadne» i sikkerhed. Den lagde
sig i ly af den første den bedste holme i passende avstand fra fyret.
Mandskapet blev sendt tilkøis. Bare skipperen og styrmanden blev
igjen paa dækket; men nede i maskinrummet holdt de paa hele natten at
udbedre den skade, som maskinmesteren paastod at der fandtes.
Andenmaskinisten mente rigtignok, at det hele var noget forbistret
tøis; men han var ung og uerfaren.
Saasnart der blev rolig ombord blev der stukket en stor gummislange
ud gjennem sideventilen fra salonen. Den anden ende blev anbragt
direkte i «Styggen»s vandtanke, og ret som det var begyndte en væske
at rinde. Dick lurte lidt paa dette, indtil det gik op for ham hvad
det var; men da grebes hans skotske sjæl af en næsten hellig gysen:
«Forlade min synd, det er jo den rene uforfalskede Highland wisky vi
fylder paa tanken.»
«Ja gamle dreng, det stemmer,» sagde Ratje. «Nu begynder vi at faa
sammenhæng i lidt af hvert. Men det er saameget du ved det, at hvis
du smager saameget som en eneste draabe, saa hamrer jeg dig slig
igjennem, at du aldrig har været saa mørbanket i dit syndige liv.
Dette er ikke længer et picnic forstaar du, men den farligste
business som du nogengang har været i nærheden af. Save?»
«Oh yes, save.» Dick faldt uvilkaarlig i staver. Om lidt kom det:
«Men jagu er det haardt for en gammel synder. Her pumper de forsyne
mig best special Highland blend ombord som om det var det klare
kildevand; this is the oppertunity of a lifetime, som de siger hjemme
i Skotland og saa ikke smage det. Paven og alle hans helgener og
engler kan ikke staa for en slig fristelse.»
«Hør nu her Dick. Tænk dig lidt om før du indlader dig paa dumheder.
Du maa jo kunne regne ud ligesaagodt som jeg, at denne lasten tager
vi ikke ind paa tanken for at beholde den der i al evighed. Den skal
altsaa ud igjen en dag, og da kan det vel ikke være saa nøie, om der
kommer ud en ti tyve liter mindre end der kommer ind. Du faar altsaa
dit gallafyld uforstyrret naar du bare giver tid. Vi faar heller
lægge op en dags tid eller to mens det staar paa. Men foreløbig
gjælder det: Fingrene af fadet.»
Dick hørte paa og mens han hørte indaandet han med velbehag
wiskyduften. Han sukket, som om alverdens synd tynget paa ham: «Aa
ja. Du har vel ret; men -- --.» Slutningen af sætningen forsvandt i
et suk som var endnu tyngre end det første. Han skruet af den døsige
lampe under dækket og satte den og sig selv ved siden af slangen.
Kunde han ikke faa smage, saa vilde han ialfald fryde sit øie ved
synet af denne mængde wisky, hvis mage han aldrig før havde skuet.
Timerne gik og det vokset jevnt i tanken; men først langt over midnat
var de fire ton wisky vel forvaret ombord i «Styggen», og da var Dick
Darling sovnet ved siden af slangen fuld som en alke. Han havde holdt
sit løfte og ikke smagt en draabe; men spiritusdunsterne han havde
indaandet i timevis havde alligevel gjort sin virkning.
Ratje bandte, svor og skjældte værre end nogensinde før i sit syndige
liv; men da han havde forbrugt hele sit repertoire af eder og
skjældsord, og dertil havde udtømt sin opfindelsesevne i retning af
at lave nye, tog han det fornuftige parti at overveie, hvad der
skulde gjøres.
Og det var snart nok besluttet. Han havde jo ikke valget mellem saa
svært mange alternativer.
Han fik se at komme sig ind i ly af holmen i sundet igjen. Uheldigvis
havde Dick, det asen, forsømt at passe fyren under kjedlen, saa den
var sluknet. Det var en nydelig historie. Ratje alene kunde ikke
passe baade fyringen, maskinen og styringen i dette farvand, saa
forbistret trangt og vrient som det var indover. Og strilen skulde
blive ombord i «Ariadne» som kjendtmand.
Det eneste var om kaptein Brinkstein vilde laane ham et par mand i
travaljebaaden og bugsere ham ind paa ankerpladsen. Det blev ogsaa
enden paa historien.
Og vel var det, for det viste sig, at her havde lykken været bedre
end forstanden; for næppe var baaden vendt tilbage lige med det samme
det saavidt lysnet af daggry i øst før «Ariadne» blev praiet af en
skøite som dukket frem af mulmet. Det var toldskøiten og tolderen gik
ombord.
Hvad han sagde da han fandt salonen fuld af tomme wiskyfustager skal
være usagt; men kaptein Brinkstein havde en hel møie med at faa fyren
til at forstaa, at tomme wiskyfader ikke er toldpligtige, og at han
havde en speciel fornøielse af at have sligt skrammel i salonen. Det
var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at
tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham.
Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemærke at den i og
for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne.
Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at
fortsætte til Bergen?
For maskinskade. Ene og alene for maskinskade. Uheldet var passeret
ret udfor fyret, og var der ikke tilfældigvis kommet en slæbebaad og
hjulpet ham ind her i læ, saa var skuden sikkert gaaet i stenene.
Slæbebaad? Hvilken slæbebaad? Hvor var den nu?
Det kunde kaptein Brinkstein desværre ikke sige. Det hele var hændt
om natten og han havde rent glemt at spørge om slæbebaadens navn. Den
havde hjulpet ham ind her og var blevet liggende til man ikke længer
havde brug for den, hvorefter den var forsvundet, sandsynligvis
sydover. -- Jo det var mulig, at det var «Styggen» af Bergen; men det
var ogsaa mulig, at det var en anden.
Og mere var der ikke at faa ud af Brinkstein.
Men tolderen gik fraborde med den moralske overbevisning at hvis han
bare kunde skaffe beviserne, saa var han sikker paa at kunne afdække
en af de frækkeste smuglerhistorier som nogengang var passeret paa
disse kanter af landet.
* * * * *
I tre døgn laa «Styggen» med samt dens to eiere fanget som mus i en
fælde. For nat og dag laa toldskøiten og krydset i Sælbøfjorden.
Ombord i bugserbaaden turde de ikke engang stikke fyr under kjedlen
for at røgen ikke skulde forraade dem. Det eneste de havde opnaaet i
al denne tid var at Dick var bleven ædru igjen; men endnu klaget han
over hovedpine.
Ratje tilbragte dagene med at ligge paa maven oppe paa toppen af
holmen, hvorfra han gjennem kikkerten kunde følge alle skøitens
bevægelser. Naar han var kjed af denne ensformige beskjæftigelse,
satte han sig til at forbande toldere og alt deres væsen og alle
deres gjerninger systematisk og vældig; men naar han saa sluttet og
atter greb kikkerten, saa laa den forbistrede skøiten fremdeles
derude i fjorden med tre rev i seilet og tog det saa rolig at det
kunde ærgre en sten.
Men den fjerde dags morgen fandtes der ikke længer den mindste smule
proviant ombord. Ja ikke drikkevand engang. Desuden var Ratjes
taalmodighed absolut og uigjenkaldelig tilende, saa nu stod det klart
baade for ham og Dick Darling, at store begivenheder var
uundgaaelige. Nu fik man vove noget, og saa fik det briste eller
bære. For sidste gang tog Ratje kikkerten og begav sig op paa sin
udkigspost. Skulde den infame skøiten være der fremdeles?
Vinden var lidt efter lidt gaaet om paa sydvest og var tillige løiet
betydelig. Regnet gjorde det heller ikke netop nu, saa at veiret var
usædvanlig sigtbart.
Ratje laa paa maven som almindelig. Han turde ikke staa opreist, for
tænk om skøiten var i nærheden, saa vilde han blive seet. Men han for
hele synskredsen rundt med kikkerten uden at se det spor. Han reiste
sig paa knæerne og lidt efter stod han opreist. Da var det saavidt
han langt nord kunde øine skøiten som stod rumskjødes opover mod
Bjørnefjorden.
Han raabte ombord: «Dick, hvorlang tid trænger du for at faa dampen
op?»
«Tre timer. Vandet er iskoldt paa kjedlen.»
«Allright, du skal faa to. Stik fyr straks. Vi faar forsøge at lure
os øst til Brandesund, der er landhandler, saa der kan vi altids faa
kjøbt lidt kaffe og mad. Hurry up mand. Foreløbig er snushanen blevet
lei; men det er ikke godt at vide naar vi har ham tilbage.
Dick fyrte op. Han stelte med ilden, raget og skuflet kul paa med
kyndighed og mange aars erfaring; for der var ingen som Dick, naar
først han lagde sig i sælen. Det var ikke længe før raadampen
begyndte at komme, og da to timer var gaaet kunde han begynde at
lunke maskinen. Han mumlet misfornøiet iblandt. Det var jo det rene
barbari at forcere fyringen slig paa en gammel raadden kjedel. Det
kunde jo ende med, at man sendte baade den og hele greien til
himmels; men Ratje trøstet ham med, at en vis mand havde hjulpet ham
hidtil og nok vilde gjøre det fremdeles. Selv stod Ratje og halte ind
ankeret. Tiden var kostbar. De havde ligget her paa fjerde døgnet nu
til ingen nytte. Hinken vilde nok læse dem en lekse, naar han fik
regningen.
Endelig slog befrielsens time. Rokken skranglet rundt og Ratje satte
kursen ud mellem holmerne, gjennem trange sund og smyghuller ret ud i
fjorden.
Men da han fik fri horizont, kvak han til og blev ganske bleg om
næbbet. En liden kvartmil oppe i fjorden kom toldskøiten skjærende
med baugen ret mod dem og frit farvand helt frem. Et øieblik stod han
som fjetret, raadvild. Det bæst av en tolder! Saa havde det hele
bare været en krigslist, og han, dumme naut, havde været saa sikker
paa sin sag, at han rent havde glemt at se sig for, før han stak
næsen ud fra sit smuthul. -- -- -- Men saa skaket han sig sammen,
slog kloen i rattet og brølte til Dick som forskrækket stak hovedet
op af lugen sin: «Shake her up, old man! Giv hende hver smit og smule
hun kan taale og lidt til, for ret nu er gamle Erik løs i alle
papirer, og nu faar vi en dans som vi mindst havde tænkt os.»
Dick fanget situationen i et eneste øiekast, saa forsvandt han som en
bussemand i en æske. Han forstod hvad det gjaldt, og at nu var
spillet hans saavel som Ratjes.
Her var bare et at gjøre. Ratje svinget rattet saa spagerne næppe
kunde sees. Det fik staa til ud forbi Stolmen og nordover eller
udover eller pokker i vold. Det fik blive et kapløb paa haarde livet.
Her var alt at tabe og svært lidet at vinde.
Dick stak hovedet op af lugen: «Nu har hun fuld aabning og høieste
damptryk. Nu faar vi prøve hvad «Styggen» taaler.»
«Allright!» sagde Ratje. Hans ansigt lukket sig i haarde bestemte
linjer. Han bed tænderne sammen saa det knaget i kjakerne.
Ombord i skøiten var de heller ikke søvnige. Der for en streng af
signaler tilveirs; men Ratje bare keg over skulderen: «Giv fanden i
de glorede tøilapperne,» mumlet han og fortsatte ufortrødent sin
kurs. Hver kabellængdes forsprang han kunde vinde nu var guld værd.
Damp mod seil, det skulde igrunden ikke være tvilsomt.
Men skøiten stak ud rev efter rev, til storseilet stod i top. Og saa
begyndte dansen.
Til en begyndelse gik det herlig; for saalænge skøiten endnu maatte
krydse havde «Styggen» alle fordele. Stolmen laa allerede langt
agterud før skøiten fik svinget om næsset; men da fik den først vind
i seilene for alvor. Hu, hei, saa den seilet. Det velbyggede fartøi
formelig danset fremover fra sjø til sjø; medens «Styggen», som
egentlig var alt andet end skikket for færden, laa og hugget i
sjøerne som et traug.
Men nordover bar det. Forbi Møgster og Marsteinen, og endnu var det
uafgjort om afstanden mellem de to vokset eller minket. Det strøg
Ratje som en tanke, at egentlig burde han stikke ind Korsfjorden for
siden at forsøge paa at gaa sydover igjen indenskjærs, hvor seiladsen
vilde blive saa meget vanskeligere for skøiten. Men enten det nu var,
at han ikke fik tid til at overveie denne planen ordentlig, eller det
var det at alle piratens vovehalslyster var vaagnet hos ham, det er
ikke godt at sige; men nok er det, han lod staa til nordover paa
udsiden af Sartorøen.
Men saa til al ulykke frisket vinden. Fra frisk bris steg den til
passelig kuling. Skøitens fører vidste at udnytte denne chanse til
det yderste. I løbet af næste kvarter blev det klart, at den halte
ind paa sit bytte.
«Dick, vi maa have mere fart. Dette ender med fiasko. Giv hende alt,
mand, som kan trække.»
«Hun har alt. Det er fuld aabning og største tilladte damptryk.»
«Saa giv hende alt, hvad du kan af det som ikke er tilladt da vel.»
«Der er straf for at fingre med sikkerhedsventilen.»
«Hu, dit bagbæst! Skammer du dig ikke. Der er straf for at seile med
fire ton wisky i lasten ogsaa. Har du endnu ikke begrebet det, du.
Spild ikke flere ord, mand. Shake her up!»
«Det er farlig. Det gjælder livet, saa gammel og skjør som kjedlen
er.»
«Blaas i livet! Det gjælder tugthuset, hvis vi bliver knebet. Det er
værre det.»
«Vel, som du vil. Jeg har varskuet. Du skal faa din vilje; men du
faar ogsaa tage følgerne.»
«Aa skidt! Eksploderer den gamle thekanden din, saa faar vi nok begge
tage følgerne, tænker jeg. Men klem paa. Her er ingen tid at tabe.»
Dick dukket ned i sit rige, hvor han stængte sikkerhedsventilen og
øget trykket til den gamle skranglekjedlen formelig ristet paa
puderne, og dampen piblet ud af lække pakninger og utætte
naglehuller. Han stod med øinene stivt fæstet paa manometer og
vandstandsglas. Det dirret nervøst om mundvigene hans, og trods
kulstøv og smuds lyste ansigtet næsten graahvidt dernede i
halvskumringen. Han vidste jo, hvad dette havde at betyde selv om
Jonas Ratje i sin uforstand var uberørt af hele vovestykket.
«Nu gaar det bedre,» sang Ratje ud efter en stunds forløb. «Vi haler
fra hende. Endnu kan tolderen komme til at faa en lang næse. Giv
hende et par pund til om du kan.»
Men Dick svaret ikke. Der fik være grænser.
Der gik en time. Fremdeles drev Dick kjedel og maskine til det aller
yderste, og fremdeles syntes avstanden mellem «Styggen» og skøiten at
holde sig uforandret.
Saa sprang hoveddamprøret. Ikke voldsomt. Men just i bændet ved
paaslipningsventilen piblet der ud en fin kvas glohed dampstraale.
Det kvak ordentlig i Dick med det samme. Ved et rent tilfælde havde
han flyttet sig lidt, saa han undgik at blive skoldet, hvad han
uvægerlig vilde blevet, hvis straalen havde truffet ham.
Han greb skruenøglen og aabnet sikkerhedsventilen; men han skjalv saa
paa haanden, at der gik næsten et minut, før dampen buldret ud
gjennem spildrøret. Men da seg han sammen paa bænken og hele hans
krop rystet som et aspeløv.
Da Ratje hørte dampen rutsje ud gjennem røret, svor han en vældig ed,
slap rattet og løb til lugen: «I svingende svarte Jerusalem, hvad er
det som plager dig mand?»
Dick saa op, og han hakket tænder, saa han næsten ikke kunde tale;
men endelig fik han da frem: «Ikke andet end at spillet er tabt. Vi
kan ligegodt give os med det samme. Hoveddamprøret er sprunget læk.»
«Du kan selv være læk. Stæng ventilen og det straks. Forstaar du da
ikke, hvad det har paa sig at vi lægger os til her nu?»
Men Dick bare rystet paa hovedet. Han orket ikke eller vørret ikke at
svare.
Da blev Ratje rasende. I et eneste hop var han nede paa dørken. Han
stak sin knyttede næve opunder næsen paa gamlingen og brølte ildrød i
ansigtet: «Vil du lystre, din forbandede saapekoger, eller saa
forsyne mig driver jeg til dig, saa du aldrig ser dagens lys mere.
Det er mig som er skipper her. Forstaar du det?»
Dick Darling reiste sig bare ganske rolig: «Bare driv til, du Jonas.
Du er jo gal mand. Du ved slet ikke, hvad du taler om.»
Det virket. Ratjes haand faldt slapt ned. --«Men er der da slet ingen
raad?»
«Ikke som jeg ser. Jeg kan i det høieste holde det gaaende for halv
eller trekvart fart. En times tid kanske, knapt det og.»
«Hm!» Ratje sagde ikke et ord mere. Han bare krøb op igjen paa
dækket. Skøiten var halt stygt indpaa dem nu, og rent mekanisk gik
han til rattet igjen og lagde baaden paa ret kurs. Han strøg sig over
panden. Hvad skulde han nu gribe til?
Pludselig holdt dampen op at buldre. Trykket var gaaet ned og
sikkerhedsventilen lukket sig med et lidet smeld. Ratje mærket
instinktmæssig at maskinen gik fremdeles, og at «Styggen» lystret
roret. Da var det ligesom han vaagnet igjen. I et nu havde han klart
for sig, hvad han skulde gjøre. Kanske tolderne endnu skulde faa
næsen i en klud.
«Kom hid Dick!» bed han i.
Dick kom, muggen nok og spurgte: «Hvad nu?» De to mønstret hinanden
et sekund.
«Du faar glemme at jeg forløb mig; men du kan vide jeg blev hidsig.
Omforladelse gamle ven.»
«Aa, det er allright,» sagde Dick. Han tog den fremstrakte haand og
knuget den som var det et hammerskaft han tog i.
«Men nu faar du holde det gaaende saa godt du kan i længste laget, og
saa faar du sætte pumpen igang fra tanken. Der er fire ton, det hiver
vi ud paa en times tid og saa længe maa vi klare os.»
Dick stod et øieblik ganske uforstaaende; men saa gik det op for ham,
hvad det var Ratje vilde. Det var som om man havde forlangt hans
hjerteblod. Hele hans skotske natur gjorde oprør mod denne formidable
tanke: «Pumpe? -- -- -- pumpe klare wiskyen ud i Nordsjøen? Aa
gudfaderbevaremigvel. Tusen gallon wisky ud gjennem pumperne. -- --
-- End Hahn & Hinken?»
«Til Bloksbjerg med dem. Det er vort eget skind det nu gjælder, og
dette er den sidste mulighed. Men tiden er kostbar, klem paa.»