Kongen havde befalet Kuréren paa Taarnet at blæse Velkomstsignal, naar
han saa Mikkel komme tilbage. Og godt og vel fjorten Dage efter Afrejsen
begyndte Kureren ogsaa at blæse en Formiddag, men han holdt op midt i,
som var han ikke vis i sin Sag. Efter et Øjebliks Tøven tog han fat igen
og blæste med fuld Kraft Signalet ud. Mikkel kom ikke ridende tilbage,
han var kørende, hans Hest gik bagefter Vognen med tom Saddel. Det
regnede.
Port efter Port aabnede sig for Køretøjet og lukkede sig efter det igen,
og omsider naaede det ind i Slotsgaarden.
Oppe paa Trappen stod Kong Christiern med Baret paa Hovedet og i sin
falmede Skarlagens Kappe. Og paa hver sin Side af Trappen havde han
plantet Jakob Spillemand og lille Ide. De stod smukke og tilfredse i
Tagdryppet. Jakob skulde stryge en Melodi til Velkomst, han stod med
Fjolen parat og hyttede den for Væde under Frakkeopslaget.
Kongen vinkede til Mikkel og lo over hele Ansigtet. Aa, haa haa!
Velkommen hjem.
Men Mikkel blev liggende bag i Vognen uden at hilse igen.
Guds Dros! udbrød Kongen altereret og gik til Vognen. Er det galt fat
med dig, Mikkel?
Ja det var nok saa. Mikkel laa gusten og med halvt lukkede Øjne, det saa
ud, som han var død. Kongen lagde hastig Bagen af sin Finger til Mikkels
Ansigt og fornam, at han var varm endnu.
Lad os faa ham baaret op, befalede Kongen med blege Læber. Jakob, hent
Portvagten! Hvor er de henne allesammen, kald paa Berent! Saa! Tag nu
ved ham.
Mikkel kom til Live, mens de bar ham op; men han var yderst svag. De fik
ham lagt i hans Seng oppe i Taarnstuen, og Kongen satte sig hos ham.
Efter en Timestids Forløb begyndte Mikkel at se bedre ud, han fik lidt
Farve igen. Nu laa han ogsaa saa godt.
Hvordan er det, Mikkel? spurgte Kongen bekymret.
Jo, Mikkel syntes endda. Men pludselig blev han igen ligbleg og svag.
Han var saa bange for, at Kongen skulde begynde at snakke om Ærindet.
Hvor er du syg? spurgte Kongen.
Jeg er lam i venstre Side, læspede Mikkel. Der var noget i Vejen med
Tungen.
Hum! Kongen sukkede meget beklemt. De tav en Stund. Mikkel blev snart
urolig, han famlede omkring med højre Haand og aabnede Munden, saa paa
Kongen og saa fra ham igen. Det laa saa tungt paa ham, det med Ærindet,
nu vilde han have det overstaaet. Kongen forstod ham endelig og slog det
hen; det kunde de jo altid snakke om. Men Mikkel havde paa Hjemvejen
udtænkt en Historie om Udfaldet af Rejsen, den vilde han have fortalt.
Kongen skulde ikke vide Sandheden.
Da Kongen saa, at Mikkel absolut vilde af med Besked, søgte han at
hjælpe ham:
Du naaede altsaa derned?
Jo, stammede Mikkel forpustet, han saa bort for at skjule, hvor
ulykkelig han var. Jo. Men jeg fik ingen Besked. Jeg fik ingen Besked.
Jeg blev syg og maatte rejse forinden. Mikkel vendte under hede Taarer
Ansigtet mod Væggen.
Naa jaja, sang Kongen beroligende. Jamen det gør ingen Ting, Mikkel. Du
skulde slet ikke være sendt afsted. Vi har angret det hver Dag siden. Nu
skal du se at blive rask igen.
Kongen talte mange trøstende Ord til sin gamle Fængselskammerat, og
Mikkel laa ganske stille i den gode Seng, taknemlig og sønderknust.
Noget efter saa Kongen, at han var ved at falde hen, de forgræmmede Træk
glattedes. Han for op et Par Gange i Halvsøvne med lukkede Øjne, og
Sorgfuldhed og Smærte drog sig over hans Ansigt, saa glattedes det igen
langsomt ud, indtil han endelig sov med tomme Træk. Kongen listede
forsigtigt fra Sengen og satte sig til at læse.
Næste Dag var Mikkel bedre, og han kom sig nogenlunde. Men rask blev han
aldrig mere, han var sengeliggende hele Vinteren og Foraaret til sin Død
i Marte Maaned.
Det var en stille Vinter. Kongen ældedes meget i den Tid han gik om
Mikkel og saa ham falde sammen.
Men Tiden blev lang for Mikkel. Han kunde alligevel ikke rigtig dø.
Livet hang endelig ved ham, nu da han vilde af med det. Nu hævnede det
sig. Mikkel havde jo aldrig ladet Livet vederfares Retfærdighed, fordi
han hele sit Liv igennem aldrig havde villet dø. Han laa og tilstod det
for sig selv i de lange Nætter, naar Kongen sov i sin Seng, og Mikkel
var alene med sine vinterlige Tanker. Vinden sukkede dybt og fortroligt
udenfor Taarnet som en erfaren, der lyttede til hans Forladtheds Tanker.
Den der ikke dør hver Dag, skal aldrig leve. Men Mikkel havde aldrig
villet dø.
Kongen lod en Dag lille Ide komme op og fremstillede hende for Mikkel,
han tænkte, at nu skulde han blive rigtig glad, naar han saa sit
Barnebarn. Men Mikkel vendte Ansigtet mod Væggen. Han vidste ikke af, at
han havde noget Barnebarn, han havde aldrig haft noget Barn, han havde
ikke været gift. Han var alene. Han laa mere ensom end den, der dør
barnløs, han var dobbelt alene. Skønt Ane Mette _var_ den, han holdt af,
havde hans Længsel aldrig været hjemme hos hende. Det var gaaet ham
saadan, at han mistede netop den Kvinde, han fik!
Saa lod Kongen lille Ide gaa igen.
Og der var de nu, de to Stormere! Kong Christiern, der sprang ud som
selve den flammende Utaalmodighed, med uhyre Planer, og blev Skaberen af
Danmarks Mangel paa Historie. Mikkel Thøgersen, der med sin suveræne
Stolthed og alfavnende Længsel blev Stamfader til en vidtforgrenet,
tænkt Slægt. Der sad de i Celle hos hinanden, tilsammen Grundlæggere af
et Dynasti i det Blaa.
Den Nat Mikkel døde, vendte hans Ungdoms dybe og vældige Følelser
tilbage. Han fik sit Væsens Varme, Hjærtets favre Vaar tilbage i samme
Øjeblik som hans Hjærte holdt op at slaa.
Men det var Evigheden, der gik, inden Mikkel naaede saa vidt. Han blev
skuffet Gang efter Gang. Ved Midvinterstid saa det endogsaa ud, som han
skulde staa det over, han laa helt fyrig i Sengen, og hans Næses røde
Kulør var kommen igen.
Kongen begyndte at klapre regelmæssigt med Kruslaagene som før Mikkels
Rejse, og de optog den gamle Levevis paa Taarnstuen blot med den
Forskel, at Mikkel laa. Kongen sparede ham nu heller ikke længere for
Urimeligheder. Han forlangte som før Underholdning af ham, og Mikkel sad
henne i Sengen og repeterede sine Historier derude fra Slagmarkerne. Han
havde fortalt dem om og om igen, skønt det var mange, han kunde. Mikkel
havde været med i alle de store, berømte Slag, der havde staaet i Evropa
i den sidste Menneskealder, han havde tjent næsten alle Evropas Fyrster
og kunde fortælle Træk om dem, og hvordan de saa ud. Hvad der særlig
interesserede Kongen var Slagenes Mekanik, Artilleriet og alt dette, som
Mikkel nok havde lagt Mærke til men aldrig hæftet sig videre ved; Kongen
kunde spørge ham ud i det uendelige; og Mikkel gravede i sin Hukommelse
for at stille Kongen tilfreds.
Mikkel havde en sluttet, fremadskridende Maade at fortælle paa.
Historier, han havde fortalt før, berettede han altid nøjagtig med samme
Enkeltheder igen, selv om han paa det nærmeste havde opdigtet dem selv
første Gang. Kongen bad ham ofte om den og den Historie, som han saa
ofte havde hørt, og som det adspredte ham at høre igen.
Naar Kongen vaagnede om Natten, vaagnede Mikkel af gammel Vane ogsaa
straks, de kunde da ligge i flere Timer og udveksle fredelig Snak. De
laa i hver sin Alkove med Skindene godt op om Hagen og aandede den kolde
Luft, der kom ind i Taarnværelset fra Kaminen, naar Ilden var slukket.
Maaneskinnet lysnede i de dybe Vinduesnicher gennem de grønne, frosne
Ruder. Kongen vendte Sanduret ved sit Hovedgærde. Tiden var lang, og
Mikkel maatte komme i Tanker om en ny god Historie, som Kongen ledsagede
med sine Naa og Hm, sit Bifald eller sin Hovedrysten.
Om Morgenen var Kongen altid ladet og farlig, saa tav Mikkel og laa
musestille, medens Kongen gik og klædte sig paa og væltede Stolene.
Berent blev laaset ind tidlig om Morgenen og fyrede i Kaminen, og naar
Kulden var dreven ud, stod Kongen op. Han lagde sig straks paa sine bare
Knæ paa Stengulvet og bad Morgenbønnen, der rigtignok mange Gange lød
som ædende Forbandelser. Naar det var besørget, gik han i Lag med den
svære Stenkugle, som han hver Morgen stødte hundrede Gange op over sit
Hoved, halvtredsinstyve Gange med hver Arm. Mikkel hørte hans Tællen og
hans Fnys, der blev forsonligere efterhaanden som han udmattede sig.
Medens han gjorde Toilette, talte han hviskende og hedt med sig selv.
Vandet plaskede nu og da paa Gulvet, naar han greb ustyrlig i det. Han
pustede truende, og naar Mikkel skævede stjaalent hen til ham, kunde han
se ham staa med Haandklædet og tørre sig, rød af det kolde Vand, stivnet
om Brynene og om Munden og med vilde Øjekast til alle Sider.
Naar Kongen havde vasket sig, plejede han at læse ondartet behersket i
Skriften, til Slaaerne blev taget fra Døren, og Berent viste sig med
Morgendrikken, varmt Øl med Nelliker og Ingefær i. Mikkel fik sin Part,
og de drak uden at tale sammen. Var Øllet for varmt, smed Kongen Kruset
og det hele paa Gulvet.
Kongen gik saa ned en Times Tid eller to og spadserede i Gaarden. Hans
fire Tjenere, der skulde ledsage ham, naar han bevægede sig udenfor
Taarnet, gik bagved. Kongen morede sig med at træde de hvide Isblærer
sønder i Rendestenen, eller han lod sig bringe en Armbrøst og skød efter
Kragerne i de rimede Træer udenfor Runddelen. Men naar det hændte, at
der var kommen Brev til Kongen, gik han altid ud i Abildgaarden, sendte
Tjenerne fra sig og spadserede ene op og ned mellem Træerne. Her havde
han vænnet sig til at søge hen, naar Minderne blev levende.
Naar Kongen kom op i Taarnstuen igen, var han blid og kaldte muntert paa
Mikkel. Saa begyndte Dagens Spisninger og Andagtsøvelser. Nu da Mikkel
laa til Sengs, var der ikke Tale om at spille Kegler mere. Kongen havde
ikke desto mindre nok at bestille hele Dagen, han havde endogsaa saa
travlt med tusind betydningsløse Ting, at han maatte skynde sig Dagen
lang, han skyndte sig uafbrudt. Om Aftenen gik han rigtig træt og
gudhengiven til Hvile.
Medens Julen stod paa, blev der festet dygtigt paa Slottet. Kongen
sørgede paa det omhyggeligste for, at Mikkel fik noget, som maatte ligge
alene næsten hele Tiden. Der gik Dage, hvor Kongen slet ikke var oppe i
Taarnet, han sad i den store Vagtstue nede i den ydre Gaard og soldede
sammen med Jakob Spillemand og Landsknægtene. Jakob bragte Liv til Huse.
Om Aftenen, naar det led mod Lukketid, kom Kongen krydsende hjem. Han
gik bidevind over den ydre Slotsgaard, idet han holdt Kursen mod Porten,
og naar han havde sløret sig igennem den sejlede han nynnende og
hikkende over den indre Gaard, hilsede op mod Frostmaanen og gik over
Stag, med sin Skygge efter sig paa den hvide Sne.
Jakob Spillemand var ikke ædru een Dag i Juletiden heller. Og Julen
varede ved til Paaske.
Over Nytaar blev det et klingrende Frostvejr. Sundet var tillagt, og de
milevide Isgulve sukkede og sang om Nætterne. Der var en vanvittig Magt
i Isens Drøn. Det var Frostens Lynslag fra Kyst til Kyst, det var
Mindelser om forfærdelige, bundne Kræfter.
Mikkel hørte det, hvor han laa. Han vækkede Kongen en Nat, han troede
han skulde dø.
Det ringer saa voldsomt for mit venstre Øre, fortalte han isnende kold.
Kongen gik op og tændte Lys, han ravede, og Haaret stod ham pjusket om
Hovedet, han havde ikke sovet Dagens Rus ud endnu. Da han saa, at Mikkel
havde et angstfuldt Udtryk i Ansigtet, tænkte han, at han vel ikke kunde
være døende. Det er bare Isen, Mikkel! trøstede han, hvorpaa han
slukkede Lysene og kravlede i Seng igen.
Oppe i et Kammer i Slottets venstre Fløj var der en, der hørte de dybe
uhyggelige Skud, en ung Drabant af Slottets Besætning, og han sluttede
sig sammenfarende ind til sin stumme Elskede, til lille Ide. Ide hørte
ingenting, men hun gren betaget imod sin Ven, naar han saa uforklarligt
bange søgte ind til hende. Hun saa ham, der var stor og stærk, pludselig
blive sky som ramt af en indre Rædsel og ligge med fattig Mund og syge,
raadvilde Øjne. Ide elskede ham, hun kyssede ham. Der kom Ro og Fryd
igen i hans Blik, han holdt Ide i sin Favn. De laa i Skinnet af Lyset,
der brændte som Guld i Kamret, og han kyssede den hvide, fine Filt paa
Ides jomfruelige Bryst.