Det var Aften, da Mikkel tumlede ud paa Gaden. Beboerne holdt et farligt
Levned, de sang og vinkede ud af Vinduerne med store Krus. Soldater og
Søfolk gik larmende gennem Gyden. Mikkel skyndte sig, han dinglede
afsted, og Soldaterne hilste ham med høje Lattersalver, men han slap
igennem og naaede halvt i Blinde hjem til »Den gyldne Støvle«. Her
forlangte han Vin og drak som en febersyg, med Graaden i Halsen. Han
opnaaede hurtigt at blive bevidstløs.
Værten lod ham bære ind paa Sengen i Gæstekamret. Nogle Minutter efter
hørte de ham ligge og græde afmægtigt derinde, og da de gik ind for at
se til den gamle Mand, laa han paa Ryggen i Sengen med Albuerne i Siden
og stirrede som en usalig op mod Loftet. Der var ikke noget at gøre ved
ham andet end at lade ham sukke og snøfte, indtil han holdt op igen.
Nogle Timer efter, da de saa til ham, havde han stærk Feber, og han
vaagnede ud paa Natten i Vildelse, saa at de maatte vaage ved ham. Men
ved den Lejlighed snakkede han over sig, om hvad han havde set, og om
Morgenen gik Værten til Politiet og meldte det hele. En Time efter var
Zacharias i Bolt og Jærn, og hans _homunculus_ under Rettens Forvaring.
Det kan nok være. Borgerne i Lybæk fik noget at korse sig over.
Mikkel laa betænkelig syg i to Dage, saa kom han sig og kunde staa op
igen. Men han var meget svag og gik ved to Kæppe. Samme Dag, som han
rejste om Eftermiddagen, blev Zacharias og Carolus brændt om
Formiddagen, Mikkel var henne paa Torvet og se det. Hele Lybæk var paa
Benene og havde stuvet sig sammen paa Torvet allerede fra Morgenstunden
af, men Mikkel fik en god Plads nær ved, fordi han var skrøbelig. Baalet
var rejst og tog sig saa tillidsvækkende ud, der var en halv Snes Favne
Ved af den allerreneste Sort, og Mestermanden havde stablet det
kunstfærdigt op, saa at der var Kanaler for Trækken. Zacharias skulde
nemlig brændes levende, det vil sige ikke kvæles af Røg, den rene Ild
skulde tære paa ham. Folk ventede sig noget ualmindeligt af denne
Henrettelse, for Zacharias havde nok om man saa maatte sige Øvelsen; han
havde været paa Baal før og badet Fødderne i den tørre Ild. Det var i
Magdeburg og for samme Misgærnings Skyld som nu; man havde faaet det
oplyst under Retsforfølgningen. Men den Gang var Zacharias bleven
benaadet i yderste Øjeblik, fordi han havde reddet Kurfyrstens Liv en
Gang.
Ved Ellevetiden kom Toget, Drabanterne ryddede Vej ind gennem
Folkemassen med Hellebarderne. Zacharias gik bag Bøddelen med en
Rakkerknægt paa hver Side af sig, han var barfodet og havde kun en
Lærredskittel paa Kroppen; den var smurt til med teglstensrød Maling,
som skulde forestille Flammer. Paa Hovedet havde han et højt spidst
Papirhylster, der var bemalet med Snoge og Tudser og Skorpioner.
Zacharias krykkede sammen og holdt Hænderne om hinanden ind mod Brystet,
han frøs bitterligt i den raa Oktoberluft og lod ikke til at føle andet.
Folk skreg rasende imod ham og strakte knyttede Hænder frem over og
under de Indhegninger af Lanser, som Drabanterne spændte Mængden sammen
med. Zacharias saa ikke hverken til Højre eller Venstre. Bag ham kom en
af Bøddelens Haandlangere bærende med Carolus, som var puttet i en Sæk,
ingen kunde se ham. Dernæst fulgte Raadet og Dommerne og Gejstligheden i
Procession.
Medens Dommen blev læst op, stod Zacharias ligegyldig og uden saa meget
som en trodsig Mine. En Gang imellem bævrede han over hele Kroppen,
næsten sank i Jorden, men det var af Kulde, han var stiv og forkommen i
Ansigtet. Det var nu ogsaa en hundekold Dag. De nærmeststaaende lagde
Mærke til, at Forbryderens Arme og Ben var lyserøde af indtørret
Blodvand. Man havde haft ham i pinligt Forhør og vasket ham bagefter.
Begge hans Tommelfingre var blaa og hang brækkede ved Haanden.
Dommeren blev færdig, og Bøddelen førte Zacharias hen til Stigen, han
gik villigt op. Derpaa bar Rakkerknægten Carolus op paa Vedstabelen og
tog ham ud af Sækken. Der gik en Orkan over Menneskemængden, de skreg og
truede, da de saa det gyselige Misfoster, nogle svor og andre sang
Salmer. Carolus blev lagt ned tæt ved Pælen, som ragede op midt i
Baalet; Zacharias fik en Lænke om Livet.
Saa gik Bøddelen ned og tændte Baalet. Der var nu dødsensstille paa hele
Torvet.
Til at begynde med røg det stærkt, og der bredte sig en Ængstelse mellem
Tilskuerne, for at Ofrene skulde blive kvalt. Men Træet var knastørt, og
da Ilden først havde faaet rigtigt fat og begyndte at brumme i
Trækhullerne, røg det ikke videre. Træet knitrede og sprang med høje
Knald, de første klare Luer hoppede begærligt ud mellem Brændestykkerne
og fangede op efter Synderne.
Da gik Zacharias frem fra Pælen, saa langt som Lænken kunde naa, og
raabte roligt:
Er Mikkel Thøgersen her tilstede?
Mikkel blev frygtelig angst, der hvor han stod. Han tog Øjnene til sig,
og det lykkedes ham at staa fuldstændig som uberørt. Han dukkede sig og
vendte Hattepulden mod Baalet for ikke at blive opdaget af Zacharias.
Ikke en eneste fattede Mistanke om, at det var ham, hvis Navn var bleven
raabt, heldigvis. Han aandede op igen.
Luerne tog forfærdelig hurtig til i Magt, de slog op, saa at man kunde
mærke Lufttrykket og Heden langt hen. Zacharias flyttede sig frem og
tilbage for Ilden. Da ingen svarede, stod han stille og syntes at belave
sig paa at sige noget.
Men i det samme ramte en lang glubsk Lue ham og sved i et eneste Pust
Kitlen og Hatten af ham. Han stod nøgen, de skruplo nede i Forsamlingen,
han krummede sig sammen og krøb i Ly ind til Pælen. Men nu slog Luerne
op fra alle Sider, Zacharias kunde ikke blive siddende ved Pælen. Han
rejste sig, og blev yderligt levende, han sprang omkring i Ilden, han
dansede paa de brændende Planker. Pludselig brød han ud i et Par dyriske
Hyl.
Mugit et in teneris formosus obambulat herbis.
Mikkel huskede Verset. Det kom ubetvingeligt over ham, han lo i dødelig
Smærte.
Zacharias faldt nu om, tav og krøllede sig sammen. Hans ene Haand laa ud
over Kanten af Baalet, og Mikkel saa, hvorledes Finger efter Finger
buldnede ud i Ilden, indtil den sprang, dryppede og blev sort.
Se, se, se! lød det med stormende Vælde fra hundrede Munde mellem
Tilskuerne. Og da Mikkel saa til, bemærkede han, at Carolus' Hoved havde
rejst sig deroppe paa Baalet. Han laa midt i Ilden og var øjensynligt
levende endnu, men Hovedet laa ikke formløst, det stod fuldt ud fra
Brynene i to tydeligt adskilte Halvdele, som hver for sig igen var delt
i fyldige Vindinger.
Se! skreg Mængden i Rædsel. Og det var et grufuldt Syn, Blodet stred i
det voldsomt spændte Hoved, Aarerne brød tykke og levende ud mod Huden.
Hele Hovedet rørte paa sig, det lavede sig til Spring. Der maatte
foregaa en Kamp i dets Indre.
_Se nu!_ lød det i vildeste Ophidselse, se nu, se, se! Aarerne havde
aabnet sig, og det sorte Blod krøb ud som Orme, der væltede sig i Ilden.
Hovedet revnede paa flere Steder og begyndte at forkulle, der satte sig
smaa Flammer rundt om paa det. Men ovenover det falmede Ilden snart og
blev grøn som Edder, snart blussede den og løb i røde Hvirvler.
Baalet var nu paa sit højeste, det var en eneste stormsusende Lue. Der
var kun en lille sort Stump tilbage af Zacharias. Saa skred hele Baalet
paa en Gang sammen og blev en hvidglødende Hob. Heden slog saa stærkt ud
derfra, at de nærmeste fik Vabler i Ansigtet, der opstod Trængsel og
Panik. Men saa var det forbi.
Mange vilde siden paastaa, at de havde set Satan spille i Flammerne,
blaa som Staal, og fare ud med Røgen, da Baalet skred.