Hver Nat kom en ringende, søndrende Lyd nærmere til Mikkels venstre Øre.
Det var som Lyden af en Møllesten ikke langt fra hans Hoved. Han laa
ofte og tænkte, at nu var han død. Der gik Aarhundreder, hvor han var
strakt lam ud i Mørkets staalskarpe Syngen.
Og dog vaagnede han endnu af og til og kunde røre en Haand eller skimte
noget af Stuen omkring sig. Men hver Gang den uhyre Lyd begyndte paany i
hans Øre, var den kommen nærmere og gennemskingrede ham forfærdeligere
end før.
Det var den samme Lyd, han havde sporet i sin Ungdom, men da var den
svag og fjærn, tusinde Mile borte. Siden var den vokset, hver Gang den
mindede ham. Og nu var Gnyet saa vældigt, at der ikke _var_ andet,
Mikkel blev borte deri. Det var Lyden af en Stenkværn.
Det var den nære Lyd af _Grotte_, som Fenja og Menja svinger i
Nordpolsnatten.
Deres Møllesang skal tage dig, den skal komme indenfra i din Hjærne som
søndermalende Stenlyd. Dit Hoved skal blive Centret for Grottes Hvirvler
af Verdensstøv, for Fenjas og Menjas splintrende Kværnsang.
Vi maler, synger Fenja, vi svinger Stenen, der er tung som Jorden, vi
maler dig Solopgang og Høveder og frodige Agre. Vi maler dig skinnende
Skyer og Grøderegn, Kløver, gule og hvide Blomster.
Og vi maler dig Sygdom og Tørke, synger samtidigt Menja, afsvedne
Marker, Vandløshed, og vi maler dig Hagl som Knoer, vi hvirvler dig en
Tordensky op fra Vest, Mørke, Lyn og ulmende Tomter.
Vi maler dig Foraar og blaa Bølger, stønner Fenja, vi faar Sommeren
færdig i Tide, vi maler dig grønne Skove fulde af Sangfugle, vi maler
dig Kærlighed, Glemsel og lyse Nætter.
Og vi maler dig Fimbuls Mørke, lyder Menjas skurrende Sang, Askeregn,
Visnen, vi maler dig Vinteren ind i Sommerens Hjærte. Vi synger dig en
Høststorm, vi svinger Rim og Frost over alt groende, vi maler Varmen ud
af Menneskenes Sind.
Og dog maler vi nyt Foraar og ny Grøde, synger Fenja rasende, vi maler
dig Solhverv og Blikstille paa Havet, vi maler dig Føl og fimrende
Hundehvalpe og Søndenvind, vi maler dig Løvspring og Tro.
Ja, og vi svinger Kværnen, saa det knager, skogrer Menja, vi maler til
Barsel og vi maler i Kisten, vi maler Sne og Fortvivlelse. Jeg synger
sidst.
Og nu skyder de Ryg, de vrede Jættepiger, og planter Benene dybt i
Mulmet og svinger den rygende Kværnsten. De synger sammen, Fenja og
Menja:
Vi maler dig Sol, Maane og Stjærner løbske om Jorden. Dagen og Natten
skal veksle i Blink, hvidt og sort, og Himlen skal gaa som et Hjul. Vi
maler dig Sommer og Vinter som Feber; Hede skal flyve paa dig og vige
igen for Kulde.
Men tilsidst maler vi dig Vintertid. Vi træller i Aartusinder, men vi
maler dig endelig Istid.
Nordlys over vore Hoveder! Vi maler dig milevid Is og Aaret fuldt af
Nordenstorme og fygende Sne. Vi maler Haabet tyndt i dig, vi synger
Regnestykker, hvor Kuldens Tal stiger. Vi maler dig evige Nætter, vi
svinger Solen ud paa fjærne Veje. Vi maler hostende Isbjærge med knust
Fjæld ned fra Norden og ud over alle rige Sletter, vi knuser Byerne
under Bræen, vi grutter al Frugtbarhed.
Og vi forstener dit Hoved, vi hvirvler Øde ud, vi synger med frostkoldt
Hjærte, til Kværnen springer.