Mikkel Thøgersen red over Vindebroen. Men da han kom ud i den frie Luft,
svimlede han og var nær dinglet af Hesten; Udsigten til alle Sider
fortumlede ham, det var som skulde han skilles ad. Han red det korte
Stykke Vej ned til Færgestedet, prajede Baaden og blev sat over. Men saa
kom han heller ikke længere den Dag, han maatte syg og halvt forstyrret
tage ind paa Færgekroen, hvor han straks gik i Seng. Næste Morgen var
han ved godt Mod igen, han slog nogle af sine Penge i Stykker paa Kroen
og begyndte at se lysere paa hele denne Rejse, som han havde været bange
for, lige fra den blev bestemt. Han og Værten pæglede lidt sammen paa
Formiddagen. Men saa fik Mikkel pludselig travlt og beordrede Hesten
frem.
Jeg skal til Lybæk, erklærede han betydningsfuldt. Jeg har langt at
ride. Det er i Kongens Ærinde.
Mere vilde han ikke sige, han omgav sig med en Statsmands skæbnesvangre
Hemmelighedsfuldhed:
Lad min Ganger føre frem!
Værten fik ikke mere at vide, og han var vist ogsaa saa temmelig
ligeglad. Mikkel var en Smule kæfret, han besteg Hesten med rullende
Øjne og svang en stor Mønt i Støvet til Staldkarlen. Saa red han, og
Skam slaa, den gamle Negl viste sig til sin Fordel i en Galop, han red
som Edder og Forgift ud ad Landevejen.
Mikkel rejste for Alvor, han var inde i hver eneste Kro paa Vejen. Hvert
Sted lod han sig forlyde med det vigtige og paatrængende Ærinde, han var
i for Kongen. Folk undrede sig over den affældige gamle Mand og
spekulerede paa, om det mon var en forrykt, bansat Kardinal eller en
hjempermitteret Oberst eller en alderdomssvag Markedsgøgler. Han saa ud
som en højbaaren Mand med sin side Skaldepande, men han tog sin Snaps
som en Geworben. Der stod Respekt af ham, og dog gik man bag om ham og
lo. Hvad mon det var for et Ærinde, han talte om? Det maatte haste svært
og kræve stor Erfaring, siden de sendte en Mand ud at ride i Galop, der
knap kunde hænge sammen. Man maatte dog lade ham, at han kunde tie med
det, der var ingen der fik ringeste Besked.
Da Mikkel havde rejst et Par Dage, slog det ind med Regn og Storm,
Bladene suste i de gule Skove, han kunde ikke taale Vejret og lagde sig
syg ind paa en Kro. Her troede de, han skulde være himlet, men nej, han
var paa Benene allerede næste Morgen og vaklede i Saddelen, han ilede
gennem Sønderjylland, som skrevet staar, og ankom endelig mere død end
levende til Lybæk.
Mikkel tog ind paa »den gyldne Støvle«. Dagen ud hvilede han og gjorde
sig tilgode, og han sov til næste Dags Middag, hvorpaa han vandrede i
Raadhuskælderen. Men saa skulde han ogsaa være færdig med sin private
Fornøjelse af Rejsen, nu gjaldt det at faa Ærindet udrettet. Han spurgte
sin Vært efter Veilchenstrasse.
Veilchenstrasse! Værten saa paa ham med rundbuede Øjenbryn. Hm! Naa ja,
den kunde han jo godt vise ham. Den laa der og der. Og Mikkel begav sig
afsted. Da var det langt hen paa Eftermiddagen. Han havde nær aldrig
fundet den, det viste sig at være en snæver Gyde, som allerede laa
næsten i Mørke. Oppe i Vinduerne sad velnærede unge Kvinder, og mere end
en af dem kaldte henrykt paa Mikkel, som gensaa hun en længe savnet, kær
Ven. Mikkel tog dog ingen af dem alvorlig. Omsider fandt han det Hus,
han søgte. Det var kun et Fag bredt, og der var ingen Vinduer i det, kun
et Par Lemme højt oppe. Over Dørkarmen hang et irret Messingbækken.
Døren var laaset, Mikkel tog Hammeren og lod den falde.
Der gik flere Minutter. Men Mikkel var taalmodig. Endelig hørte han
Skridt udenfor, og en Nøgle blev stukken i Døren. I det samme mindedes
Mikkel sært nok en Gang for mange mange Aar siden, da han havde hvisket
ind ad Nøglehullet i St. Nicolaj Kirke i København. Døren gik op paa
Klem, og Mikkel saa et Ansigt med store sorte Briller.
Er det Mester Zacharias? spurgte Mikkel.
Ja, min Herre, hviskede det blødt.
De tav begge lidt. Saa begyndte Mikkel med svag Stemme at klare for sig.
Men Zacharias havde næppe hørt Kongen nævne, før han med solemne Fagter
aabnede Døren helt.
Kom ind, kom ind, raabte han kvækkende. Ah saa! Min kære Ven!
Mikkel traadte over Tærskelen, og Zacharias laasede Døren igen. De stod
i Mørke. Zacharias slog Ild og tændte en Spaan og førte an hen til
Stigen.
Følg efter mig. Der er lysere ovenpaa.
De kom op i en stor Stue, som fik Lys fra et Vindue ud til Gaarden. Men
der var meget skummelt derinde. Mikkel saa et Krokodilskelet og nogle
Fuglehamme hænge under Loftet, paa Gulvet flød Bøger og gamle Klæder.
Der stod en Globus paa Bordet mellem en Mængde støvede Papirer. Rundt
paa Væghylderne skimtedes Flasker i alle Størrelser. Der var en grim
doven Medicinlugt i Stuen, som af Rust eller af Svamp.
Nej se! raabte Zacharias fremdeles overrasket og hjærtelig. Kom dog til
Sæde! Naa saa Kong Christiern sender Bud til mig ringe Lærde! -- Dog det
er ikke min kirurgiske Kunst, Kongen har Brug for!
Nej, bekræftede Mikkel slaaet.
Zacharias satte sit gule Kranium i en vuggende Bevægelse fremefter og
tilbage. Og han begyndte at knurre.
Vi bliver gamle, _Mikkel Thøgersen_, sagde han saa overrumplende, han
sad med fremstrakt Hals og et fast Blik.
Mikkel for sammen og saa op. Han maabede:
Hvorledes, kender . . .?
Zacharias satte igen sit Hoved i en vuggende Bevægelse og nød Triumfen.
Joh! sagde han. Joh! Men dermed skulde Spøgen være forbi, han gjorde sig
alvorlig. Naa!
De tav i nogle Minutter. Mikkel saa med virrende Hoved ned i Gulvet.
Denne Mand maatte man holde sig gode Venner med. Han lagde Hovedet lidt
skævt og saa trohjærtig paa Zacharias.
Gammel -- Aa! De ser endda ikke ud til at være saa gammel. Jeg er over
de halvfjers. Saa gammel er De ikke.
Da for Zacharias ud paa Gulvet og opslog en voldsom, kaglende Latter,
gik rundt med lange Skridt. Pludselig lo han endnu skrækkeligere og slog
Knips foran Mikkels Ansigt:
Jeg er vel endogsaa ung!
Og idet han tog endda længere Skridt, citerede han for Mikkel, hylende
af Lystighed:
Mugit et in teneris . . .
Han hujede af Grin:
Formosus . . .
Han storkede skogrende rundt:
Obambulat herbis.
Det varede længe inden Zacharias blev færdig med at more sig over denne
blodige Strime af Ovid.
Mikkel sad forlegen og vaskede sine gamle Hænder i Uskyldighed. Han
tænkte paa sit Ærinde, skottede til Globen paa Bordet.
Zacharias opfangede gridsk hans Blik og indstillede sit Spektakel.
Kongen ønsker Besked om himmelske Konstellationer? sagde han hurtigt.
Ja, Mikkel indrømmede det med en Oldings Ydmyghed og Fatning. Denne Mand
der vidste altsaa al Ting.
Fortæl! raabte Zacharias.
Og Mikkel gjorde saa i al Korthed Rede for sit Ærinde. Kongen og han var
kommen paa Kant med hinanden om et astronomisk Spørgsmaal for et halvt
Aars Tid siden. I Jerusalem havde Mikkel truffet en tysk Munk, der
fortalte ham som sin Overbevisning, at Solen ikke gik rundt om Jorden,
men at det var omvendt. Siden havde han ogsaa hørt det i Italien. Og en
Dag, da han fortalte Kongen om sine Rejser, var han kommen til at nævne
det. Kongen var straks bleven forfærdelig ophidset. Siden havde de
næsten daglig været oppe at trættes om det. Mikkel havde nu en Gang
indset Rimeligheden i det, Munken fortalte; han havde maattet give ham
Ret, da de red paa Kameler gennem Lilleasien og fulgte Stjærnernes Baner
om Natten. Desuden var det en personlig Erfaring, han selv ad anden Vej
havde gjort. Hans Liv havde virkelig lært ham det samme; han var begyndt
med at tro, at hele Tilværelsen drejede sig om ham alene, og havde lidt
efter lidt gjort den Iagttagelse, at det kun var tilsyneladende. Men
Kongen vilde ikke taale, at han troede det, han var rasende.
Mikkel tav og pustede lidt angrebet ved Tanken om Uretten, han i den
Anledning havde lidt. Det var hændt mere end en Gang, at Kongen havde
listet sig op om Natten og gennempryglet ham i Sengen i Mørket, naar han
ikke havde kunnet klare sig i Disputationen om Dagen.
Saa var de endelig bleven enige om at anke Sagen ind for Zacharias, om
hvis store Lærdom der gik Ry.
Zacharias kneb Øjnene sammen. Mikkels løjerligt udslukte Fortællemaade
imponerede ham næsten. Et saa grufuldt Kætteri som at endevende
Firmamentet vilde han selv have nydt anderledes. Han rejste sig og
vimsede omkring i Stuen, satte Brillerne paa og bladede længe i
forskellige Papirer. Saa kom han endelig hen til Mikkel igen, han havde
anlagt en koldblodig og resolut Mine og udbrød paa Latin:
Godt, saa sætter vi en Undersøgelse i Gang. Kom igen imorgen.
Mikkel rejste sig med Besvær og takkede. Saa skulde han gaa. Men han
blev staaende og lod et langt, søgende Blik glide rundt i Stuen paa alle
de sære Flasker.
Jeg skal følge Dem ud.
Mikkel saa paa Flaskerne og rørte Munden. Det lod ikke til, at Zacharias
kunde læse hans Tanker mere nu. Han sukkede og smaalo:
Jeg er saa tørstig, Mester, det skulde ikke være muligt . . .?
Zacharias beklagede meget, han havde ikke andet end Medikamenter i
Huset. Han var saaret over Mikkels læge Smag og begyndte med klangløs
Stemme at underholde ham om lærde Folks Nøjsomhed og Tarvelighed.
Imidlertid fandt han alligevel en Stob og et Tinbæger frem og skænkede
det halvfuldt. Mikkel smagte, det var en stærk spansk Vin, han drak med
Begærlighed og var saa heldig at huske et Vers af Horats bagefter.
Zacharias nikkede oprømt og tog sig en Slurk selv. Men da han havde
faaet den i sig, slog han de smalle Gummer sammen:
Gigigi!
De tømte Kanden. Mikkel genfandt sin Ungdoms Latin og lod staa til uden
om Konjunktiverne. Men Citaterne strømmede fra Zacharias. Han fortalte
svinske Historier fra sine Studenterdage i Leipzig, han trængte ind paa
Mikkel med smaa hundske Anekdoter, han skreg af Latter og blev snart
fuldstændig vild. En Gang imellem pokulerede de med største klassiske
Gravitet. Mikkel søgte at følge Zacharias og afgav Billedet paa en
svirende Alumnus saa godt han kunde. Men han havde glemt meget og var
bleven stiv i Ledemodene, Mikkel. Han sad der som et gammelt slidt Orgel
med hullet Bælg, og naar Zacharias traadte ham, gav han maaske Lyd paa
rette Sted, men han gav ligesaa ofte Vind. Mørket faldt paa.
Fuglehammene begyndte at gro og vifte under Loftet.
Zacharias blev fuld og desperat. Han stod op paa Stolen og udsang hele
den skønne Metamorfose om Europe og Jupiter. Men pludselig saa Mikkel
rystet op paa ham, med en gammel Mands hellige Enfoldighed, og han blev
næsten ædru. Kunde han ogsaa følge ham her? Hvad var det nu, han slog
Skidt paa?
Ved du, hvem jeg er? hujede Zacharias.
Nej, det vidste Mikkel ikke.
Det var mig, der kørte Solen for nær. Jeg har været paa et varmt Sted.
Kan du ikke se, jeg er afbrændt?
Mikkel maatte sande det. Der var ikke et Haar paa Zacharias' rødgule
Hoved eller paa hans Hænder, ikke en Gang paa Øjenlaagene var der Haar.
Huden var skrumpen og poleret som lutter Ar.
Det var i Magdeburg for tolv Aar siden, lo Zacharias pludselig dæmpet og
med skurrende Røst, der kom jeg Ilden for nær. Men vi fik Befordringen
vendt.
Han lo som en Pisk. Tog sig saa sammen og tav alvorlig med brændende
onde Øjne. Mikkel sad og var helt forvirret.
Skal vi gaa op og se mit Orakel? spurgte Zacharias. Hvad? Du holder jo
Tand for Tunge, min fine Mikkel. Kom!
De ravede op ad Stigen og kom ind i et lille Kammer i øverste Stokværk.
Der var mørkt, og Mikkel fik næsten ondt af Lugten derinde, det var en
tung, sørgelig Lugt som af smaa Børn eller af syrnet Kød.
Ja jeg ved selv ingen Besked om Stjærner og om Filosofi, raabte
Zacharias støjende, jeg har al min Tid været Kirurg og har ikke
beskæftiget mig med Forholdet mellem Organerne eller Sjælen. Men da jeg
praktiserer som almindelig Vismand, har jeg sørget for et _alter ego_.
Og der er ikke det metafysiske Spørgsmaal, som man ikke kan faa besvaret
hos mig. Jeg skal præsentere to ærede Kolleger for hinanden.
Dermed slog Zacharias Lemmen op. Dagslyset faldt ind, og Mikkel saa, at
de var tre i Kamret. Henne ved Væggen paa en lav Bænk laa et Væsen og
stirrede paa dem med syge, dybe Øjne. Men Hovedet var af en unaturlig
Størrelse og Form, det syntes at være sunken fladt sammen paa Bænken.
Det var hvidt som Talg og laa i store Valker.
Ja se paa ham! raabte Zacharias. Han er tam. Det er min alvidende
Makker. Han hedder Carolus. Men i Øjeblikket kan han ikke sige meget.
Det tager sine to Timer at faa ham gjort varm, og der skal en Kradser af
et Problem til. Rejs dig, Carolus, og hils paa os!
Carolus hentede to spøgelsetynde Arme ud fra Felden, som han laa under,
stemmede dem mod Bænken og rejste sig møjsommeligt op i siddende
Stilling. Det var først som om det store, bløde Hoved ikke vilde følge
med, men han fik det samlet fra Bænken. Og da han sad op, hang Hovedet
ham som en Dejg ned over Øjnene og naaede Skuldrene.
Han er meget slap i Dag, oplyste Zacharias, men han grublede ogsaa
betydeligt igaar. Derfor er det, han skal ligge i Mørke. Læg dig kun ned
igen, Carolus, og lad Hvile falde paa dig!
Carolus lod sig langsomt synke bagover og ordnede sig med Hovedet paa
Bænken, saa at han havde Øjnene fri. Det lille usigeligt gammelagtige
Ansigt antog et forstenet Udtryk. Kun Munden, der sad opadvendt som paa
en Flynder, gik i sære lidende Trækninger.
Naar han ligger som nu, kan han bruges til lettere Ting, Regning,
Hukommelsesarbejde -- giv ham et Tal at hæve i anden Grad.
3719, sagde Mikkel.
Carolus lukkede Øjnene og aabnede dem næsten straks igen.
13830961, svarede han med en svag, belagt Stemme, der lød som Kvækket af
en Padde.
Det er godt. -- Ja vi kommer med en Opgave til dig, Carolus, du kan godt
begynde paa den med det samme. Kongen af Danmark vil vide for bestemt,
om Solen gaar rundt om Jorden, eller om det er Jorden, der o. s. v.
Værsgod.
Zacharias vendte sig stadig højrøstet konverserende mod Mikkel og
henledte hans Opmærksomhed paa en meget stor Klokke af græsgrønt Glar,
der stod inde i Kamrets Hjørne.
Den er Carolus bleven dyrket op i. Aa, den kostede mig mange Penge, den
Glasklokke! Det er nu ni Aar siden, jeg fik Carolus. Jeg købte ham af en
omløbende Rakkerkvinde. Han var to Aar gammel den Gang, saa nu er han jo
ikke saa ung. Jeg har haft Held med ham. For en sytten Aar siden
begyndte jeg med et Barn i Magdeburg, det var i en mindre Klokke, men
han døde af en Betændelse, da han kun var halvt saa udviklet som
Carolus. Han var nu heller ikke af fineste Ekstraktion, han var Frugten
af den radikale Elskov mellem en ganske menig Munk og saa en rigtignok
fribaaren og højfornem Frue. Carolus derimod er en født Fyrste! Han har
kongeligt Blod i sine Aarer, og det frisk fra Fad -- _ved du, hvem han
er_!
Zacharias var komplet ellevild, han stirrede paa Mikkel med Dødsforagt,
han lettede det ene Ben og slap en Vind.
Skal jeg fortælle dig, hvem Carolus er, kan du tie stille med det? Han
er Søn af Kongen af Danmark! Ja. Han blev født paa Sønderborg Slot!
Kongen fik ham i sit Fængsel! Hans Moder var en Pige af Folket. Barnet
blev taget fra hende af velbaarne Hr. Knud Pedersen Gyldenstiærne og
givet til den Taterkone, som jeg købte det af. Jeg har Papirer paa det.
Jo, Carolus er den ædleste Spire, der nogensinde er blevet podet paa
Kundskabens Træ, Carolus, Kongens Søn, Prins af Danmark! Hans Hoved har
vist sig at være af en enestaaaende Ekspansionsevne. Jeg fjærner
Hovedskallen, forstaar du jo, og lader Hinden over Hjærnen danne sig til
en Hud, og saa ernærer jeg kraftigt men sørger for høj Temperatur
omkring Hovedet. Derfor er Klokken nødvendig. Carolus holder saamænd
endnu af at kravle ind i sin Klokke, hvor han har siddet saa mange Aar,
skønt den nu er lovlig lille til ham. Han er det bedste Hoved i Evropa.
Ikke alene er han grundig, men han er hurtig! Der er ikke Mage til
Apparat. Han er nemlig nogenlunde før paa Kroppen og Lemmerne ogsaa,
ingen Vanskabning, og han nyder et udmærket Helbred; der er godt Blod i
ham til Hovedets Brug. Han er en Finmærker som faa. Jeg behøver blot at
_vise_ ham Jærn, saa begynder han straks at sagle, han skelner mellem
Metallerne ved Berøring alene; Bly og alle uædle Legeringer gør ham
svedig paa Fingerspidserne med det samme, men Guld eller Sølv har en
lægende Indflydelse paa ham. Og saa maa jeg sige, han er slet ikke
ensidig lærd, han kan Talsystemet, og saa har jeg lært ham Latin. Men
alt andet har jeg holdt ude fra ham, netop for at han skulde blive, hvad
Plato vilde kalde en Norm. Der er alting i ham, han er rigtig, han har
Universet indvendig paa Hinderne . . . se nu paa ham!
De traadte hen til Bænken, og Mikkel saa, at Carolus' Hoved var bleven
mørkere, alle de bløde Valker var rosenrøde og havde hævet sig en Del.
Han laa med lukkede Øjne. Zacharias slog Felden tilside og viste Mikkel
det stakkels spinkle Legeme, der laa foldet sammen i Fosterstillingen.
Lemmerne var ved at blive døde og kolde.
Nu har han begyndt, hviskede Zacharias. Se, hvor han er forpint i
Ansigtet. Mærk her, mærk Pulsen!
Mikkel følte modvilligt paa det bløde Hoved, der allerede var meget
varmt og bankede uroligt.
Ja vi kan godt gaa, sagde Zacharias, han er langt inde i Opgaven. Men
det vil vare over en Time, inden Hovedet er fyldt og udspændt. Han ser
rigtig godt ud, naar han er fuldt opsvulmet og sidder som en Stilk paa
sit eget modne Hoved. -- Jeg ved ikke, om Kollega vil vente og faa
Besked om et Par Timer eller komme igen i Morgen?
Hvorfor ligger han og ser saa elendig ud i Ansigtet? spurgte Mikkel
bange og deltagende. Mikkel var næsten ude af sig selv, af Vinen, af
Skræk og Ynk.
Det er kun naturligt, svarede Zacharias, det følger med Tænkeevnen.
Jeg troede, man blev glad af Klogskab, stammede Mikkel, og han blev saa
svag.
Skal vi gaa? foreslog Zacharias. Hr. Mikkel! Visdom fordobler Gaaderne.
Carolus har sagt mig det som Essensen af sin Grublen. Hans Hoved vejer
et Lispund og nogle og fyrre Kvint, kold Vægt, og hver Gang han løser et
Problem, tager Vægten til med et Kvint. Carolus har ogsaa sagt mig, at
man under abstrakt Tænkning efter et vist Tidsrum kommer tilbage til
Udgangspunktet. Det vil sige, at i samme Øjeblik man nærmer sig den
virkelige Løsning af et Problem, ophører Problemet at eksistere som
saadant. Men selve Processen, der iøvrigt ytrer sig som Smærte, og hvis
Udstrækning er ligegyldig, har jo sin Interesse og sin Værdi. Jeg ved
ikke, om Kollega forstaar. Skal vi gaa ned? Jeg tror, jeg har en Kande
dernede endnu.
Men Mikkel vilde ikke blive, han vilde hjem, han følte sig syg og
bedøvet. Zacharias fulgte ham ned ad Stigerne, han var ikke fuldkommen
ædru, han knebrede en hel Del med sin skaanselsløse Livlighed, men
Mikkel hørte ingenting mere. Nede i Døren aftalte de, at Mikkel skulde
komme igen Dagen efter og hente Besked.