Medens Kongen og Mikkel Thøgersen nu saaledes befandt sig i største
Sikkerhed indenfor Sønderborgs Slots Befæstning, var der to der vandrede
husvilde om i Landet, Jakob Spillemand og lille Ide.
Jakob var en Mand af ubestemmelig Alder, og han blev ikke ældre i de
mange Aar, han og Ide vandrede. Men Ide, der var et Barn, da de forlod
Kvorne, voksede paa Landevejene og blev en Jomfru under aaben Himmel.
De drog fra Salling samme Dag som Ane Mette, Bedstemoderen, var bleven
jordet. Da Ane Mette laa maalløs i sin Seng med Dødens Hellighed om det
gamle magre Hoved, gjaldt hendes sidste Blik Barnebarnet Ide. Alle
hendes store Børn stod om hende, men hun saa efter Ide. Da hun nu var
bleven begravet, tog Jakob den lille ubeskyttede Pige ved Haanden og gik
bort med hende fra Kirkegaarden.
Den Dag var Viben kommen til Egnen. Jakob hørte dens friske Klageskrig,
da de gik over Kæret. Der var luftigt om dem, de var fri, og de gik mod
Øst, mod den hvide Sol, over den optøede Jord. Den Høj, som lille Ide
havde set hele sin Barndom igennem og som laa yderst ude, der hvor Solen
hvilede paa Skystøtterne, den gik de forbi, ja den gik de totalt forbi,
og nu drejede en vildfremmed Egn sig sælsomt for Ide som en Port ud til
Verden.
Jakob og Ide kom til Graabølle, hvor Jakob forgæves spurgte efter Mikkel
Thøgersen. Han var i det hellige Land, hvis han ikke var død, oplyste
Niels, og med den Besked drog de spillende videre.
Jakob og Ide var i to Dage paa Moholm og forlystede Gaardens Folk med
Musik. Herskabet fik de ikke at se. Lille Ide spillede paa Triangel til
Jakobs Violin, hun saa Takten paa hans Hænder og spillede meget fint;
høre kunde hun jo ikke. Men en Aften kom den graa Herremand ud med sit
misundelige Ansigt og bad dem pakke sig, han vilde ikke høre deres
Kvidder. Saa stoppede Jakob Violinen i Rævebælgen igen, og de gik Haand
i Haand ud af Gaarden. Ides Triangel klingrede ved hendes Bælte, naar
hun gik, som spæde Klokker.
Og de drog nordud i Landet over Heden. Foraaret kom, men det lod sig
nøde som en grædende Brud. Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde
begynde forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at
hylle sig i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til
Morgen, og om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte
Vægelsindethed, der dog hele Tiden haaber.
Regnen vaskede Ides Haar ned over hendes Ansigt, det blege Haar, og
Solen tørrede det igen, saa at hun fik et skinnende Pur om Hovedet.
Regnen varede længst, Ide gik paa Vejene og saa frem for sig med sine
hvidlige Øjne under det klamme Haar, der var blegt som Linned.
Ide med Regnhaaret! sagde Jakob for sig selv og saa opmuntrende til
hende.
Alle Danmarks Fugle kom hjem nu. Stæren fløjtede lidenskabeligt hver
Morgenstund, naar Solen randt funklende op og slettede Rimen af Agrene.
Lærkerne hang trilrende paa Vingen taarnhøjt oppe over de golde Marker.
Vinden løb i det visne Græs paa Bakkehældene og krusede det blaa iskolde
Vand i Pløjemarkerne. De første gule Blomster stirrede ud af Jorden,
Svalerne red tavse paa Østenstormen. Og saa blev det endelig stille.
Varme Nætter. Det groede. Tudserne begyndte at gø saa inderligt dulgt og
trøstigt i Sigene. Jorden blev grøn, og Frøerne sang deres uendelige
Aftensang om Grøde og Frugtbarhed paa Jorden.
Der blev grønt i Landevejsgrøfterne, hvor Ide gærne gik, fordi der var
saa meget at se. Hun plukkede hvide Musser af Dværgpilen og førte dem op
til sin Mund, strøg sig paa Kinden med dem, hun flettede sig Baand af
Sivene, som det var saa lifligt at rykke op med Rod. Ide saa de nyfødte
Lam paa Marken, der ikke kunde rejse sig endnu men laa ved Faarets
ludende Hoved.
Det blev varme Dage med blændende Solskin. Den første Maj spillede Jakob
og Ide til Dans i Aalborg og tjente store Penge. Der købte Jakob nye
Træsko til dem begge to, og de rejste saa videre i allerbedste
Velgaaende. Folk hørte gærne Musik, de to savnede aldrig Mad eller
Husly. Saaledes kom de til Skagen, hvor Ide saa det store Hav. Sandet
var det hvideste og fineste her, hun nogetsteds var truffet paa. Og da
de var naaet yderst ud paa Grenen, sang Jakob den Vise, han havde lagt
om sig selv og Ide. De havde ikke andre Tilhørere end Maagerne, som fløj
nær til dem.
Jakob lo og slog ud med Haanden imod dem, mens han sang. Ide saa de
hvide Fugle aabne Næbbet, men hun hørte ikke noget, hørte heller ikke
Havet ligge og spinde og knurre i det gode Vejr. Visen, som Jakob sang,
lød saaledes:
Gi Husly til to Persowner,
Der haar saa grusselig traant,
Vi kommer fræ »Mannemilherfræ«
Og er paa Vejen til »Laant«.
Gi Husly!
Gæssen' di goer i djæ baa Bien,
Der hu vi to er føj,
Og Husen' stoer ud' om Nætten
I den sam' sturige Bøj.
Gi Husly!
Vor Gaard i »Mannemilherfræ«
Den kan I tro den er pæn,
Væggen' er gjow o jenne Vind,
Og Stowen er tækket mæ Ræn.
Gi Husly!
Og tror I et, de' er Sandhied,
Saa ka I min Dætter spør,
Som aaller haar hat no Foreller
Og hverken ka snak' eller hør.
Gi Husly!
Da Jakob og Ide nu havde været saa langt nordpaa, som de kunde komme i
Danmark, gjorde de sig gode Venner med en Skipper og sejlede med ham i
de to lyse Maaneder. De kom baade til Læsø og Anholt, de fik de grønne
Bakker i Randersfjord at se, de laa inde i Limfjorden, hvor Bønderne gik
i Stranden og glibede og ofte lettedes højt op i Vejret af
Solspejlingen. Det var lange Dage.
Men da Sommeren hældede, og alle Agre inde paa Landet blev gule, tog
Jakob og Ide paa en lang Rejse med Skipperen til Sjælland. De gik i Land
i Helsingør, og her spillede de i mange Dage med godt Udbytte. Jakob
drak sig tit fuld og sang og turede. Medens han sov Rusen ud, skjulte
Ide sig i Rugmarkerne ved Byen. Hun flettede modne Straa i sit Haar og
badede Hænderne i det hede Støv.
En Dag blev der en ualmindelig Uro i Byen. Alle Mennesker skyndte sig
ned til Havnen og skyggede med Haanden over Øjnene, de talte ivrigt og
grebet sammen og pegede sønderpaa ned i Sundet. Dér kom tre store mørke
Skibe i den friske Kuling, og det midterste af dem førte det røde Flag
fra Mastetoppen. Snart var alle, der kunde krybe og gaa i Helsingør
forsamlet nede ved Stranden, og der bredte sig en Stemning af dyb
Beklagelse mellem dem alle, skønt kun de færreste vidste hvorfor. De tre
Orlogsskibe kom skridende saa dumpt i det flade Sund og i Augustdagens
sparsomme Solskin. Det varede to Timer inden de naaede Helsingør.
Jakob spurgte en Mand, hvem det var der kom sejlende, og fik at vide, at
det var Kong Christiern selv. Nogle kunde fortælle, at han kom fra
København, hvor han havde underhandlet med Rigsraadet efter sin
mangeaarige Landflygtighed i Holland og Norge, men ingen vidste rigtig,
hvor han nu agtede sig hen. Kun saa meget anede de allesammen, at nu
skulde de miste ham.
Da de tre tunge Karaveler var lige udfor og passerede med højtbugnende
Sejl, begyndte en og anden i Flokken paa Stranden at raabe ud imod dem.
Skibene ligesom dukkede sig og slog Søerne ud fra de stumpe Bove. Ingen
rørte Hattene derude, der lød ikke et Skud og ikke et Signal.
Men alle Borgerne i Helsingør fulgte et Stykke med langs Stranden. Og
der var kommen endnu flere Folk til, Bønder inde fra Landet og langs
Kysten, som havde faaet Øje paa Skibene; der var mange hundrede
Mennesker, gamle og unge, og de løb vinkende og kaldende langs
Strandbredden, til de kom til den yderste Pynt. Her blev de staaende,
her trængte de sig sammen i en lang tæt Stimmel saa nær ud til Vandet,
som de kunde komme.
Farvel, Kong Christiern! raabte en gammel Mand. De der stod ved Siden af
og hørte den skrøbelige Røst, brast i Graad og gentog Raabet.
Farvel! lød det enigt som et svingende Stormsus fra dem alle paa en
Gang. De tav lidt for ængsteligt at følge Skibene med Øjnene. Der lød
Klager og Suk. De rakte sig over hverandre og viftede og viftede ud mod
Skibene. Saa rejste de sorgfulde Raab sig igen, men nu var Skibene
allerede langt ude, og det lød svagere og mere forknyt:
Farvel, Kong Christiern!
Allersidst i Flokken stod en gammel Kone, hun havde haft saa svært ved
at vinde med. Nu stod hun og støttede sig nikkende af Træthed til
Stokken foran sig. Det brungule Mumieansigt indfattedes af Hovedlinet,
hun græd, hun kvækkede højt, da Raabet stormede:
Farvel, Kong Christiern!
Hun stod med den svage Ryg ganske sammenbøjet af Alder, hun var ikke
stort mere end en Alen høj, hun rystede og vimrede over denne fælles
Smærte, hun selv som gammelt Menneske næppe fattede. Denne Morlille var
Mendel Speyers Datter Susanna.
En sidste Gang lød det klagende:
Farvel, Kong Christiern.
Jakob Spillemand rev Violinen ud af Bælgen og gned en falsk Melodi, mens
Taarerne løb ham ned i de fortvivlet leende Mundkroge. Lille Ide stod
ved Siden af og legede paa Trianglen og saa alle Folk aabne Munden og
fare sammen, som gik der med Smærte noget ud af dem; hun bladede med
Tungen i Munden for ligesom at begribe det.