Og Tiden den gik. Tiden tog Overhaand. Dagene greb om sig, og Aarene
udbredte sig som et smitsomt Onde, der er hinsides menneskelig Magt. Det
Folk tog sig for, fik de halvt begyndt; det de skimtede færdigt i det
fjærne, slyngede Tiden som et Makværk for deres Fødder. Og det var
allerede Aar og Dag siden altsammen; gamle Folk talte derom som noget de
kunde huske. Famlende Førsteforsøg blev forladt af Tiden, men det var
endelige Kendsgærninger, da Solkuglen allerede hvirvlede sin Ild og sin
Aske ind i et nyt Aarhundrede. Mændene sank forglemte i Jorden, men
deres Tilløb til Handling blev staaende som ubestemmelige Støtter ved
Vejen indtil evig Tid. Deres Historie saa ud som et Landskab efter Flod,
hvor Grushobe og sorte Træer med blottede Rødder bedækker Jorden, som er
gold af Salt og Slam, saa langt Øjet naar.
Gustav Trolle -- han fik et dødeligt Saar i Slaget ved Øksnebjærg og
sank om. Han laa udstrakt paa Jorden i sin Bevæbning, jærnklædt fra Top
til Taa, han følte sit Sind delt mellem Smærte og inderlig Glæde. Da han
med Ulivssaaret in mente overtænkte sin Tid og sin Gærning, følte han
vel en brændende Vrede, over at han blev mejet ned; men Sindsoprøret
angreb ham saa stærkt, at han træt og elendig hilsede sin Hvile
velkommen. Der var dog Mening i hans Endeligt, forsaavidt en Række af
Meningsløsheder herved fik en rimelig Afslutning. Ingen Anger paakom ham
uden Anger over ugjorte Ting. Her laa han og var naaet saa langt som til
Begyndelsen, skønt han var bleven en gammel Mand. Han havde gjort sig
ensom for en Sags Skyld, og dermed endte han. Hans Livs Ramme lukkede
sig uden at indeslutte andet end Foreløbighed og Savn. Der kunde siges
om ham, at han for iøvrigt ukendte Formaals Skyld havde isoleret sig og
stillet sig fjendtlig til alle levende. Da Gustav Trolle mærkede sin
Skæbnes Overtag, smagte han endelig Sødmen i at bøje sig, han laa varm
og lydig; da han følte Dødsfeberen, gav han sig hen for første Gang i
sit Liv.
Man bar ham bort sanseløs, og han kom ikke mere til sin Bevidsthed. Han
laa i et Hus bevogtet som Fange, og Folk der gik til og fra, hørte
Bispen skoggerle. De saa ham ligge med røde Kinder og bitter om Munden
som en Djævel. Han var fra Samlingen, de hede Øjne havde et
overnaturligt forskende og advarende Blik. Siden da Dødskampen begyndte,
hørte de ham ralle eller smaagræde i Vildelse som et stivsindet Barn,
han laa en hel Dag og hulkede med længere og længere Mellemrum,
efterhaanden som Livet og Trodsen faldt i ham. Dødskampen varede i to
Dage. Han havde et Anfald af Skræk, da han fraadede og lyste Forbandelse
over Syner, som han lod til at se. Da Kramperne fik fat i ham, spændte
hans Lemmer sig og sprang som Staalbuer, eller han laa stiv under
Veerne, knyttet i Knuder og haard som Sten over hele Kroppen. Den sidste
Nat fik han Lindring og brød ud i høje Klager. Han døde skrigende under
et vildt Hurtigløb af alle Lemmer.
Efter Slaget ved Øksnebjærg var Modstanden brudt i Fyn. Nu var det kun
Sjællænderne, der holdt deres Liv og Ejendom til Kong Christierns Haand.
Men da ogsaa de blev bøjet, havde Johan Ranzau erobret det hele Land.
Han havde maattet vriste hver enkelt Landsdel til sig, som man Ben for
Ben plukker en stædig Hest af Stedet. De samme Danskere, der for ti Aar
siden faldt fra Kongen, de var nu bleven af det Sind, at de vilde have
ham igen eller dø. Ligesaa vægelsindede de var i Danmark lige saa
forstokkede. København lod sig belejre i et Aar. Under de sidste
Maaneder blev de sat saa langt tilbage, som Mennesker kan komme; de
bekvemmede sig først til at spise Rakkeres og Hedningers vanærende Kost,
Heste, Katte og Hunde, siden tog de til Takke med samme Slags Mad som de
allerlaveste ormespisende Vilde, Mus og Skælbidere; tilsidst mættede de
sig paa dyrisk Vis med Aadsler og andet Affald. Børn døde ved
Moderbrystet som altid under en rigtig Hungersnød, der manglede heller
ikke paa Folk, som faldt døde om, bedst som de stod og gik. Og da de
havde ofret disse usigelige Lidelser paa at bevare Byen for Kongen, da
der ikke var den Nød, de ikke havde lidt, eller den Pine, der ikke var
prøvet, saa overgav de Byen, for at den store Frugtesløshed kunde
fuldkommes.
Ambrosius Bogbinder, Kong Christierns Barndomsven, der aldrig havde
kendt Maadehold i sin Iver for Kongens Sag, han tog Gift! Hans Liv og
Energi vendte susende tilbage i sig selv som Bumerangens Bane.
Aaret efter døde Jens Andersen Beldenak som en landflygtig i Lybæk. Sine
sidste Aar var han rolig, for Alderen faldt paa ham; tilmed var han en
Krøbling. Jens Andersen, der aldrig selv havde sparet nogen, blev ødselt
mishandlet af sine Fjender, da han kom saa vidt, at de kunde naa ham.
Han var en gammel Mand, da de stillede Aaringers Hævntørst ved langsomme
og grove Pinsler paa hans Person. Stikkende Vitser, der i hans
Frodigheds Dage var undsluppen ham mod Gud og Hvermand, fik han tilbage
paa sin Krop, da han blev skrøbelig. De klædte den faldne Guds Mand af
til Skindet og salvede ham med Honning og satte ham ud i Solen til Skive
for Fluer og Myg. Se ham, se denne Kæmpeskikkelse, som Alderen har
plyndret, blottet og prisgivet Insektsværmen! Det var den store Biskop
og Soldat, det var den utrættelige Studepranger, Levemanden og Juristen!
Det var Sortekunstneren, det var Adepten, der manede med Bogen paa
Saddelknappen! Tiden var falden fra ham. Tiden havde trukket sig tilbage
fra ham. Denne Ruin var en Gang et ukueligt Forstandsmenneske og en
blind Spiller. Hvor der nu kvalmede en lav Røg, der stod i fordums Tid
et Baal af Drifter.
Jens Andersen, Naturens kongeligt begavede Slegfredsøn, hans Hoved var
Sædet for den lykkeligste Forening af Teologi og Jura, der nogensinde er
bleven set i Danmark. Og han, der efter Tidens Forhold var en
fremragende Skønaand, kunde resumere sit Levned og sin Filosofi i to
ganske smaa latinske Digte. Det ene var en tør Gravskrift. Det andet
meddelte i en Stabel radmagre Distika Realregistret over hans Plager.
Jamen der var Sandhed i Jens Andersens benede Poesi! Hans Vers lignede
Skelettet til den menneskelige Historie. To af dem klaprer som saa:
Os, dentes, nares, genita ia, brachia dantur
Torturis, quibus adjunge manusque pedes.
Men Kongen havde været en Fange paa Sønderborg nu i mange Aar. Siden
Slaget ved Aalborg delte Mikkel Thøgersen Fangenskabet med Kongen og fik
derfor seks lybske Mark om Aaret.
Nu da Mikkel havde faaet denne faste Stilling som Fange sammen med
Kongen, saa han sig foranlediget til at leve stille. Mikkel havde hele
sit Liv igennem følt sin Skæbne knyttet til Kongens. De havde fulgtes ad
paa en Maade. I samme Grad som Mikkel var rykket Kongen nærmere, var
Kongen falden!
Det var nu fyrretyve Aar siden Mikkel saa Kongen første Gang som
sekstenaarig Prins, da han sværmede i de rige Købmænds Boder i
København. Da havde Kongen sit vinrøde Haar, og da var hans Haandbage
endnu glatte og ubeskrevne. Nu stod Haaret ham vintergraat og busket om
Hovedet som en forladt Fuglerede, og hans knoklede Hænder var tæt
gennemvævet af Rynker og svulne Aarer.