Jakob Spillemand havde faaet opspurgt, at Axel, Ides døde Fader, var
født i Helsingør; han var uægte Søn af den jødiske Kone, der hed Susanna
Nathansohn, Jakob og Ide kom ogsaa til Samtale med hende, hun boede i et
stort fornemt Hus midt i Byen. Susanna talte om sin Mand og sine voksne
Børn, men hun viste sig villig til at indrømme Fejltrinet, som hun havde
begaaet for fyrretyve Aar siden, og erkendte, at hun havde faaet Axel.
Han var imidlertid blevet sat ud hos fremmede, straks da han kom til
Verden, og siden havde hun ikke hørt noget til ham. At Ide var en Datter
af ham, kunde jo godt være muligt. Den gamle Kone saa paa Ide, men hun
kendte ikke Trækkene. Ide lignede sin Bedstefader paa mødrene Side,
Mikkel Thøgersen. Da Jakob og Ide nu stod der raadvilde, blev det til,
at den gamle Kone gav dem lidt Penge og noget at spise. Hun havde ogsaa
saa daarlig Tid netop den Dag, da det var en Lørdag.
Jakob og Ide rejste fra Helsingør og gik hele Sjælland igennem. Det var
de to Aar om. Da Krigen brød ud, og der blev usikkert paa Landevejene,
sejlede Jakob med Ide over til Samsø, og her flakkede de om i over et
Aar. Ide voksede til. Beboerne paa Øen blev godt kendt med de to, og der
gik siden mange Fortællinger om den fattige Spillemand, der ikke regnede
nogenting. Efter at Krigen var endt, begav Jakob og Ide sig igen paa
Vandring ind i Jylland. De var kommen til at længes efter Hjemegnen.
Inden de naaede hjem, spurgte de imidlertid, at alle kendte Folk var
bleven slaaet ihjel i Krigen, de blev derfor slet ikke i Kvorne men
vandrede lige igennem uden at træffe nogen, der standsede dem. De havde
ikke hjemme i Kvorne mere, det var endda som om de aldrig havde haft
hjemme der.
Et Aar efter naaede Jakob og Ide igen til Skagen. De vendte om og Stod
med Ryggen til de to Have, der tørner sammen udenfor Grenen. De saa ned
i Landet, som bredte sig svimlende dybt ned i Sønder. Jakob lo og tog
sin stumme Kammerat ved Haanden, og de gik ned langs den nordre Strand.
Høststormen snurrede dem rundt. Tit maatte de skynde sig op mod Klitten,
naar en stærk Sø væltede ind over hele den lave Forstrand, hvor de gik.
Det var svalt og aabent Vejr. Maagerne skruede sig tavse op i Modvinden.
Den bitre Fraade fløj fra Søerne og højt op paa Land, hvor den satte sig
paa Sandet og dirrede i Vinden som frysende Fugle. Himlen var lav og laa
hele Tiden paa Rejse fra Nordvest.
Ved Aftenstid kom Jakob og Ide til et Fiskerhus, det eneste der var at
se paa den øde Strand. Jakob stillede sig udenfor Døren og for kraftigt
med Buen over Strængene fra Bas til Kvint. Døren gik øjeblikkelig op, og
der viste sig et bevæget Ansigt, en gammel Mands Ansigt. Tre--fire smaa
Børn tumlede ud, den ene ovenpaa den anden.
Hvad var det ikke for en Klang! Jakob spillede, og det lød som Guld og
Diamant og brogede Stoffer. Violinen var som en stor Stjærne, hvorfra
der straalede rød og blaa og gul og hvid Ild. Den fremtryllede Synet af
Blomster. Der var et vildt Hjærte i den.
Kom indentil! bad den gamle Fisker rent højtidelig, da Jakob havde
afspillet. De blev bænket derinde og beværtet, der var ingen Ende paa
Folkenes Glæde over at have faaet Musik til Huse. Og da Jakob havde
spillet nogle Toner mere, slog den gamle Aftægtsmand pludselig i Bordet.
Min Søn er paa æ Hav, udbrød han med lange Øjne. I Dag vil jeg raade.
Sørine!
Men Sønnekonen var saa blid. Den gamle lod sin Vrede fare. Han rejste
sig kry for Bordenden. Der stod han i hvidt Vadmel og Toplue, med
halmgult Haar og Skæg, og nu var han Manden fra de henfarne Dage:
Sørine, kom med Flasken!
Hu-i! Jakob løb i Galop paa Fjolen. Men han gik om i en sagte, kyssende
Melodi, idet Flasken bares paa Bordet.
Det var de klare Draaber. Og den Aften laa Hytten ikke der midt i
Sandflugten som det usle Ly for Høststorm og Mørke. Klynelyset brændte
som en Sol, der hang sydlandsk Varme under Taget. Hele Stuen løftede sig
snart som et flammende Køretøj, hvor Jakob sad Kusk med sin dumdristige
Mine og sit piskende Violinspil, medens den gamle Fisker svingede i
Agestolen, forklaret af ny Ungdom, og Ides og Børnenes Engleansigter
svævede over den skybaarne Konkylie. Havet kogte ude i Stranden, og
Stormen jog Flyvesand mod Blæreruden, men det var Stjærnerne, der
støvede imod dem, mens de kørte i Stads gennem alle syv brusende Himle.
Næste Morgen tidlig vaagnede Jakob, usalig til Mode, han vækkede lille
Ide, og de gik sagte deres Vej fra Familjen, som laa og sov med tomme
Ansigter. De gik videre ned langs Kysten.
Efteraaret overtog dem, de gik ind i de korte, modløse Dage, da det
mærkes, at alle Trækfugle har forladt Landet, og Kulden kommer i Luften.
Og en Dag, som de var vandrende fra Kysten ind mod Landet og hele Tiden
kunde se Vestervig Kirke, faldt Aarets første Sne.