Sent om Aftenen kom Niels hjem tilligemed Thøger og Anders. De var i et
Støv og Skidt over det hele, og Niels, som jo ikke var ung mere, kunde
næppe slæbe sig frem. Foruden Moholm og Stenerslev havde de været med
til at brænde endnu en Herregaard længere østerpaa. Men Niels var uglad
over det altsammen. Han smed sig paa Bænken og gav Mikkel Beretning.
Jeg lider det ikke, sagde han nedslaaet. Vi kunde have sparet Moholm,
havde det ikke været for Sallingboernes Skyld. De siger, det var Folk
fra Himmerland, der var de første til at begynde ovre i Salling. Naa,
vor Herremand var endelig ikke bedre værd, men jeg syntes alligevel, han
var sagesløs Mand, da de slog ham. Der fik Steffen Ende! Aa vi for
grusselig frem, og jeg ved knap, hvem jeg har lagt til med Øksen og hvem
ikke. Herremanden paa Stenerslev skraalede som en Gris, da de tog Livet
af ham. Men nu har vi begyndt, det kan ikke modbevises, og nu faar vi
blive ved. Imorgen gaar vi nord paa og samles med Vendelboerne. Ja. Men
jeg troede Krig var noget andet, tilvisse jeg gjorde.
Næste Dag rejste de, og Mikkel tog med. Jens blev hjemme ved Moderen og
Gaarden. De vilde vist faa det fredeligt nok, mente Niels, da
Herremændene rundt omkring var slaaet ihjel -- saa det var maaske godt
nok, de havde gjort det.
Saaledes lettede nu Bønderne over hele Jylland. Tiden var af Lave. Der
gik fjorten Dage, og Flokkene rejste hertil og dertil, brændte og
svirede og vidste snart hverken ud eller ind. Det er saa sin Sag, naar
Bønderfolk bliver rykket væk fra deres Sted og slynget ud paa det vilde.
Saalænge de kender hverandre, er der en Slags Sammenhold, men Folk fra
to forskellige Herreder er allerede halve Fjender. Saa forenes to Flokke
under en Fører, og ham har i alt Fald den ene Flok ingen Tillid til, saa
bliver de mange Førere selv uenige. Det var en Fører fra først af de
manglede. Da Flokkene fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper
Klement Kommandoen over dem. Der var seks tusind Mand med næsten lige
saa mange Slags Vaaben, da de stod samlet ved Svenstrup By. Her mødtes
de med Adelsmændene. De talte kun seks hundrede, men saa var de til Hest
og i Harnisk. Bønderne fik Sejr.
Mikkel Thøgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt
Herremændene kom afsted. De to Hære nærmede sig hinanden ved Solopgang.
De fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige
store, mørke Pletter, der skred mod hinanden i det milevide Land og
under den store Himmel. Naturen selv var udeltagende, det var en graa
Morgen, Jorden var kold efter Regn. Mikkel saa ud over de lavt svungne
Bakker og tænkte paa, at Landet alene varer, medens Slægterne skrider
hen over det som Skygger af Skyer.
Saa begyndte de at tørne sammen. Men Adelsmændene var for faa. Mikkel
kunde paa lang Afstand se, hvor Bønderne i Flokkevis samlede sig om hver
enkelt Rytter og bogstavelig talt plejlede ham af Sadlen. Det var
sigtbart Vejr, Mikkel saa, hvor Støvet røg af Herremændenes Tøj under
Harnisket, naar Bønderne bankede løs paa dem. Engang imellem bar Vinden
Gnyet op paa Bakken, hvor Mikkel stod, han hørte det skratte, naar
Økserne traf Rytternes Skinner og Skæl. Men Herremændene slagtede ogsaa
svært ind paa Bønderne, inden de gav sig fortabt. Fægtningen spredte sig
mere og mere, den sparsomme Bøsseskydning var helt hørt op. Naar en
Herremand blev overvældet og tærsket i Bunde, var der ligesaa tykt med
Bønder omkring ham og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange
begyndte at vende Hestene og tænke paa at komme i Ly.
Neden for Bakken, hvor Mikkel stod, gik en Karl og pløjede. Han ikke saa
meget som standsede Øgene, mens Slaget stod paa. Han kunde mageligt
passe Ploven og se til paa en Gang.
Omsider opgav Herremændene Striden, som man kunde vente, de maatte, og
flygtede i Trav og Galop sønderpaa ned i Landet. De havde stolet for
meget paa deres Værdighed denne Gang og havde ikke husket paa, at alle
er lige for Øksen. Der kom mange Herremænd af med Livet i den Træfning.
Men det var sidste Gang de danske Bønder leverede et Slag med Ret til at
slaas. For det blev sidste Gang de sejrede. To Maaneder efter satte de
deres Ret overstyr og blev dømt Oprørere, fordi de tabte. Og ved den
Lejlighed hørte Danskerne op at være et nordisk Folk.
Det var en sørgelig Dag, Mikkel saa, da Bønderne forsvarede Aalborg og
led Nederlag. Vinteren var inde, og det var hundsk Vejr. Johan Ranzau
førte Herremændene, som nu var mere mandstærke, men desuden havde han
sine tyske Landsknægte og Bøsseskytter med.
Og de tog haardhændet fat. Bønderne glippede med Øjnene for hele det
moderne Bøsseapparat, Johan Ranzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der
kom straalende, var en Fjende, som de ikke kunde se eller møde. Det tog
Pippet fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor Mand staar
mod Mand. Strategiske Regnestykker havde deres Fædre heller ikke
overleveret dem noget om. Da de endelig kom i Nærkamp, som de saa
inderligt vilde, og fik fat med Næverne, da var det jo for sent, da
havde Slaget allerede længe været tabt.
Stillingen var haabløs, men Bønderne for ud som Grævlingen mellem
Hundene, da de opdagede det, de sloges desperat, de udviklede tre Mands
Styrke hver for sig, de klippede næsten Herremændene i Stykker med deres
Leer og Hakkelseknive, naar de kunde faa dem indenfor Hænders
Rækkevidde. Men de blev snart splittet. Man havde omringet dem, der hang
en Koldblodighed over dem, de var solgt.
Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over
Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte
dem ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog
og stak om sig, mens Sejrherrerne dræbte paa dem, de græd i det bidende
Vintervejr, de faldt hulkende om i Sneen med kløvede Hoveder.
Den allersidste lille Flok værgede for sig i Vanvid, med rasende Skrig,
de græd tænderskærende, men Sværdet var over dem, Jærn og Bly slog
gennem deres Lammeskindstrøjer og ind i de rystende Kroppe, Pigkolber
knuste deres Hænder, drev gennem Kabudserne og sprængte Hovedet paa dem,
der var ingen Pardon, de blev lagt øde til sidste Mand.
Havde Kong Christiern dræbt alle Herremændene i Stokholm istedet for
nogle faa Snese, saa havde der ikke været saa mange til at beklage sig
bagefter. Den Halshugning spurgtes gennem Aarhundreder; men der blev
ikke jamret farlig meget over de to tusinde Mennesker, som Johan Ranzau
gruttede ved Aalborg. Dér blev Bønderne knust saa tilgavns, at ikke en
Gang Urettens Historie kunde blive overleveret. Efter den Strid faldt
der en svær Stilhed over Jylland.
Til Graabølle kom der ikke mange hjem. Niels Thøgersen faldt ved
Aalborg, hans ældste Søn var bleven efter i Slaget ved Svenstrup. Mikkel
opsøgte Broderens Lig udenfor Aalborg og dækkede hans Ansigt til med
Jord. Niels var falden som en hæderlig Mand, hans Bag var knust af en
Kanonkugle.
Anders, den næstældste Søn, kom hjem ældet og hulkindet med Tidenden.
Han tog siden Gaarden som en ufri Mand under den ny Herremand paa
Moholm.