Samme Nat saa Folkene i Graabølle Herregaardene brænde ovre i Salling.
Men endnu vidste de ikke, hvordan de for deres eget Vedkommende skulde
gribe Tingen an. Ved Midnatstid saa de Fakler bevæge sig paa Fjorden, og
en Time efter landede tre store Pramme med bevæbnede Sallingboere ved
Hvalpsund. De sprang fra Borde med høje Hvæl, de lo og sang, mange af
dem var ikke fri for at være beskænkede. Men da Himmerlandsbønderne
hørte jævne Folk af deres eget Slags vrinske og bøle som løse Dyr,
begyndte Blodet ogsaa at suse i deres Hoved.
Der blev en Stimen og et Spektakel i Mørket paa Strandbredden. Steffen i
Kvorne, der førte Sallingboerne, raadførte sig med Søren Brok, og da
først ingen rigtig vidste, hvordan det gik til, bevægede hele Massen
sig. Begge de forenede Flokke rykkede ind i Landet.
Mikkel blev hjemme ved Gaarden. Foruden ham var der kun Niels' Kone, men
hun gik grædende i sin Seng. Mikkel tog Stade oppe paa Højen. De fire
Ildebrande ovre i Salling steg og sank. Men et af Stederne var Baalet
paa sit højeste. Brandskæret slog undertiden helt over Fjorden, Mikkel
saa de hvide Gavle, der vendte mod Vest oppe i Graabølle, lysne og glane
mod Branden. Ellers var Natten stille. Men der var opstaaet en Grumhed i
Naturen, det røde Skær paa Vandet og i Skyen var saa foruroligende. I
denne Nat vilde mangen blodig Vrangside blive vendt udad.
Al Lyd fra Flokken var forstummet. Men Mikkel havde stadig paa Følelsen,
hvor langt de var kommen. Og da der var gaaet henved en Time, vidste
han, de nærmede sig Moholm. Han lyttede skarpt i Retning mod Gaarden men
sporede ikke en Lyd. Ti Minutter efter skelnede han en blodrød Funke paa
det Sted i Mørket, hvor Gaarden laa. Det tændte hurtigt, en høj bugtet
Flamme slog i Vejret. Snart saa han den skære Ild springe ud af
Vinduerne. Gaarden blev synlig i Blusset fra sig selv. Røgen væltede tyk
og gulgrøn op i Natten. Men stadig hørtes ikke en Lyd.
Da satte Mikkel sig ned. Og Tiden blev ham lang. Noget efter følte han
sig søvnig, han gik ned i Stuen og lagde sig paa Bænken. Det var Daggry,
da han vaagnede. Niels' Kone laa endnu og græd inde under Dynen. Mikkel
gik op paa Højen og saa, at Moholm var saa omtrentlig brændt ned. Det
røgte stærkt fra Grunden, og der stod ligesom en kobberrød Glorie om
hele Ruinen, sorte og sprængte Murrester dukkede nu og da frem af
Dampen. Det var i de stille Minutter før Solopgang. Røgen laa over hele
Aalejet og Dalen, den drev langsomt vesterpaa. Da Mikkel sporede
Brandlugten, fik han Følelsen af den svidende Hede, der havde været,
hans Hjærte begyndte at banke.
Men idet han nu vendte sig, saa han en ny vild Brand lidt længere nord
paa. Det maatte være Herregaarden Stenerslev. Luerne slog hvide og
næsten usynlige op i Morgengryet -- splitternøgen Ild -- og Røgen
pulsede som et drejende Hjul højt op i Luften over Stedet.
Nu stod Solen op. Mikkel hørte Fiskene snappe efter Fluer nede i Aaen.
En halv Time efter kom Jens, Niels' yngste Søn, hjem. Mikkel saa ham
komme rendende langt borte paa Agrene og blive ved at rende uafbrudt.
Hans Læber var saa tørre, at han ikke kunde samle dem om Tænderne, og
hans Bryst gik som en Bælg, da han naaede Gaarden, han styrtede hen til
Kelden og drak af selve Truget. Da han saa op, bemærkede Mikkel i hans
Øjne, at han havde set Blod og var bleven ustyrlig.
Hvor er din Fader? spurgte Mikkel barsk.
Han er reddet, svarede Jens. Det skulde jeg sige til min Moder.
Knøsen var forstyrret. Mikkel kunde ingen fornuftig Besked faa af ham.
Jens begravede Ansigtet i Keldtruget igen.
Nu kan du passe paa din Moder, sagde Mikkel skændende, og dermed begav
han sig hurtigt langs Aaen ad Moholm til.
Bønderne havde forladt Gaarden, da han kom dertil. Kun en halv Snes
Stykker gik temmelig roligt og syslede med Løsøret, der var bleven
bjærget ud af de brændende Bygninger. Mikkel kendte en af dem, der var
fra Egnen, og spurgte ham om Besked. Og Manden svarede ham med stor
Sorgløshed. Jo de havde brændt Gaarden, som han kunde se, det havde ikke
været nogen lang Forestilling. Nu var alle de andre henne og gøre Ild op
paa Stenerslev. Naar de kom igen, skulde der Spise og Drikke til'en.
Manden pegede paa en Dynge Kødvarer og Tønder, der var bleven slæbt ud.
Varmen var utaalelig i Nærheden af den gloende Tomt.
Var der ingen, der forsvarede sig? spurgte Mikkel.
Jo, rigtignok. Herremanden havde længe hørt Nys om Stillingen og holdt
mange Folk paa Gaarden. Men Kampen stod ikke længe paa, Bønderne var
meget de fleste, og de kunde jo gaa lige ind i Gaarden, da den ikke var
befæstet. Otte Iversen og en af hans Sønner blev straks slaaet ihjel
tilligemed en Hoben af Karlene. Herremandens øvrige Familje havde faaet
Held til at rømme. Bønderne mistede en halv Snes Mand, og mange blev
skamferet. Steffen i Kvorne blev skudt, straks da de rendte paa Gaarden.
Mikkel saa sig om. En af Mændene gik og samlede Bly op, der var smeltet
ned fra Taget og størknet i Græsset; det var hedt endnu, og han bandte
og blæste paa Fingrene. De andre havde ogsaa travlt med at samle og
værne om Stumperne af Gaarden, de lige havde brændt.
Hvor har I gjort af Ligene? spurgte Mikkel.
De ligger inde i Kaalgaarden, oplyste en af Mændene let. Vi skal vel
have dem kastet hen, naar Søren Brok kommer tilbage.
Mikkel gik ind i Haven langs den rygende hede Mur og saa en Snes
menneskelige Legemer ligge udstrakt paa Rad i Græsset under
Abildtræerne. De var lagt til Rette med Omtanke, Bønderne for sig og
Herremanden og hans Folk for sig. Mikkel kendte ingen af Bønderne uden
Steffen i Kvorne. Det var en meget før Mand, han havde Sølvknapper i
Vesten, han laa yderst i Rækken. Faa Skridt fra ham laa Otte Iversen med
sin unge Søn lagt tæt op til sig, Hovedet var sønderslaaet paa dem begge
to. Da Mikkel saa sin Uven fra gamle Dage, krympede Hjærtet sig i hans
Bryst. Han følte, hvor alt var svundet tilligemed Tiderne, der var nu
ingenting igen. Han satte sig ned i Græsset mellem Steffen og Otte
Iversen. Ja de var døde, de laa med blussende Saar. Den svære Bondemand
laa med Hagen presset ned i sin Hals, Maven var falden sammen til den
ene Side; der var en, der havde lukket hans Øjne. Men Otte Iversen laa
med vidt opspilede Øjenlaag og med visne Øjenstene. Otte Iversen var
skaldet, og hans Skæg var hvidt. Trækkene, som Livet havde furet,
udtrykte bitter Misnøje i Døden. Ved Siden af ham og ind under hans døde
Arm laa en Søn af ham, hvis Pande og Haar var en knust Masse; han havde
et lille Overskæg, ligesom Otte Iversen havde haft i sine unge Dage.
Her er vi nu alle tre, Ane Mette, tænkte Mikkel. Hans Mund aabnede sig,
uden at der kom nogen Lyd, som paa en Fisk, der kvæles i Græsset. Nu er
vi samlet -- den du holdt af, og den der holdt af dig, og den du blev
gift med. Ane Mette, her er dine Mænd!