En gammel Mand med Pilgrimenes Hætte over Hovedet og en Muslingskal
hængende i en Snor om Halsen naaede op paa Bakkerne søndenfor Graabølle;
han foldede Armene om sin Stav og blev staaende lidt, saa ud over Dalen,
Fjordarmen og de lave Høje. Det var Mikkel Thøgersen.
Han kom igen hjem. Egnen var uforandret, men lavere, syntes han. Det var
i September, Solen skinnede køligt. Spurve og Stære fløj i Flokke om
Kornstakkene i Byen ovre paa den anden Side Dalen. Nede ved Aaens Udløb
laa Mikkels Fødested. Han saa, at der var bygget et stort nyt Hus
dernede foruden de gamle. Og der laa Agre, som ikke havde været opdyrket
før, helt op mod Brinkerne. Mon Niels er levende? tænkte Mikkel.
Jo Niels levede endnu, men han var en aldrende Mand. Det traf sig, at
Niels var alene i Stuen, da Mikkel kom, han sad for Bordenden, søvnig og
med Halm og Avner i det graa Haar, han var lige staaet op af sin
Middagssøvn. Fluerne mylrede paa Kanten af Ølstoben og fløj surrende i
Vejret ved Mikkels Komme.
Da Niels saa sin Broder i hellige Klæder, korsede han sig i Stilhed. Han
blev langsomt overrasket og lidt efter lidt glad. Mikkel satte sig
stille, de talte smaat af Hensyn til Roen i Huset.
Drengene er henne og sove, sagde Niels. Velkommen, Broder! Er du træt,
ja det maa du være -- er du ikke tørstig? De skammelige Fluer! Bi lidt.
Niels tappede friskt Øl og satte sig igen til at snakke. Han blev saa
inderlig glad. Spørgsmaal og Udbrud vekslede i hans Mund paa den sære
stive Maade, der altid havde været ham egen. Han var forresten livligere
i Blikket og meget friere end den Niels, Mikkel huskede fra Fortiden;
men han havde jo ogsaa været selvstændig Mand paa Stedet nu i mange Aar.
Ja den gamle er jo henne, din og min Fader, udbrød Niels med lav Stemme,
da han kom i Tanker om det. Ikke mange Uger efter at du havde været
hjemme og set ham, saa kunde vi bære ham ud. Det er vel tolv Aar siden
nu. Ja han var gammel.
Mikkel tav. Fluerne summede og løb paa det skurede Bord.
Jeg havde knap tænkt, du skulde komme indom vor Dør mere, lo Niels og
undgik Mikkels Blik. Men pludselig saa han grebet paa Broderen: Vi to
bliver ogsaa gamle.
Mikkel vendte i Tanker Ansigtet opad og nikkede.
Niels snakkede om andre Ting, han var efterhaanden bleven oplivet. Han
rejste sig.
Jamen du er kommen Mikkel! sagde han. Det skal være en Mindedag. Jeg
faar kalde paa de andre.
Niels stod udenfor Døren paa Stenbroen og raabte med lystig Stemme paa
sine Sønner, tre Navne: Anders, Thøger og Jens. Mikkel sad inde i Stuen
og saa sig om og flyttede paa sine mødige Ben. Ja, jo, sang det ude i
Laden fra Niels' Sønner, der blev vækket saa brat. Den ene af dem hujede
længe i Halvsøvne, som blev han grueligt forskrækket, og Mikkel hørte
Niels smaale ude paa Stenbroen. I det samme gik Døren til Frammerset op,
og Niels' Kone kom ind. Sønnerne viste sig en efter en, hver med et
stort Blik til Pilgrimen paa Bænken. Det var voksne Karle alle tre.
Se jeres Farbror! sagde Niels fornøjet. Mikkel forskede i de unge
Ansigter og genfandt Slægtens Træk i dem alle.
Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt
om ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og glædede sig ved hans
Appetit, Konen og Sønnerne holdt sig sømmeligt tilbage og tav, men de
betragtede Mikkel uafbrudt med mægtig og velment Nysgerrighed. Mikkel
spiste og svarede paa alt, hvad Niels spurgte om.
Og den store Musling, hvad betyder den?
Den er fra Jerusalem, sagde Mikkel. Vi spiste af den, hvad Folk vilde
give os paa Vejen.
Naa se saadan. Niels tav og tænkte sig om. Han saa med ét sky og
hjærteligt til Broderen, vilde spørge om en Ting men opgav det, idet han
bøjede sig for noget, han ikke forstod. Han sad lidt i Tanker.
Naa ja. Ja du bliver vel ved os nu en bitte Tid. Du skal fortælle os
mange Ting, som har set noget.
Niels saa stift frem for sig. Pludselig satte han sig haardt med Ryggen
imod Væggen:
Her er ellers noget paa Færde, her paa Egnen, sagde han med sænket Røst,
mon du ikke skulde have spurgt noget?
Mikkel saa op fra Maden og rystede paa Hovedet. Men Niels lod ham ved
sin Mine forstaa, at det skulde de siden snakke om. De andre vidste,
hvad Niels rørte ved, hans Kone saa hurtigt ned med et Udtryk af Frygt,
Thøger, den ældste Søn blev tæt og vaagen i Trækkene som en Mand paa
Spring.
Om Eftermiddagen var Mikkel og Niels ude omkring og se paa Gaarden.
Niels smeddede nu ikke meget længere, han havde købt Jord og dyrket op
og sad i en stor Landbedrift, Elkærgaarden, som den blev kaldt, var en
af de største Ejendomme ved Aaen. En Gang, da de stod stille oppe i
Marken, blev Niels pludselig sært urolig men fattede sig samtidigt. Han
tog et Straa op mellem Stubbene og talte med en Stilfærdighed, der
opskræmmede Mikkel:
Vi er ved og skal have Krig, sagde han. Han holdt inde og stødte Luften
et Par Gange ud af Næsen. Saa fortsatte han ganske jævnt:
Ja du kender vel ikke meget til Stillingen, siden du har været saa længe
udenlands. Jo, vi skal have Krig, vi andre her paa Egnen, og nu skal du
høre . . .
Hermed gjorde Niels Rede for, hvordan det stod. Ufreden i Landet havde
varet for længe. Herremændene holdt Kongen indespærret paa Sønderborg,
Kong Christiern, men nu vilde Bønderne i hele Landet have ham ud igen.
De vilde tage sig selv til Rette, Vendelboerne havde længe været bestemt
paa det, og i Salling var Bønderne ogsaa begyndt at samle sig.
Men vi andre Himmerlændere vil ikke klatte ebag, erklærede Niels, idet
han beherskede sig næsten over Evne. Vi har begyndt at skærpe Økserne.
Niels for sig med Haanden over Øjnene, der var bleven hede, og rømmede
sig med Voldsomhed.
Kom her, følg med mig, skal du se!
Niels gik i Forvejen hjemad og førte Mikkel ind i den lille Smedje, hvor
alt var uforandret som i Thøgers Dage.
Vi har haft meget at bestille i det sidste, hviskede Niels. Men baade
Anders og Thøger er dygtige til Hammeren. Vi har skæftet mange Høleer
for Folk. Vi har ogsaa faaet Stunder til at sørge for os selv, her skal
du se!
Niels hentede en stor nysmeddet Økse frem fra Hjørnet. Bladet spillede
endnu i Regnbuens Farver efter Glødningen.
Vi har gjort mange af det Slav, sagde Niels dæmpet. Han rakte ind efter
en anden.
Se den her er min egen, kan du kende den? Ja jeg har lagt nyt Staal i
den.
Mikkel kendte Øksen, det havde været hans Faders, saa længe han huskede.
Den vilde den gamle ikke skille sig ved, sagde Niels. For den blev taget
af Haanden paa vor Bedstefader, da han laa død paa Aagaard Mark i Han
Herred. Det er tre og halvfemsindstyve Aar siden. Da var det, Bønderfolk
krigede og blev slaaet fordærvet. Det skal vi ikke glemme nu.
Anders, Thøger, Jens! kaldte Niels med usædvanlig Myndighed. Og de tre
lange Karle stillede næsten i samme Øjeblik. Da rejste Niels sit
uanseelige Hoved og lagde Haanden paa den fædrene Økse. Sønnerne stod
rundt om ham og saa ham spændt ind i Ansigtet. Han sagde ingenting, men
de forstod ham.
Mikkel slog Øjnene ned. Han vilde ikke se paa Broderen med
Krigerhjærtet. Det klædte ham ikke. Og dog følte Mikkel sig bitterligt
beskæmmet. Men han mindedes Faderen, der havde været en fornemmere Mand.
I de følgende Dage kom der mange Folk til Niels Elkær med et eller andet
Værktøj, der skulde gøres om til et Vaaben. Der blev talt meget,
undertiden hidsigt, men i Reglen stille og indeklemt om de forestaaende
Ting; Mikkel fik Indtryk af, at Niels havde en hel Del at sige mellem
Egnens Folk. Dog var det en anden Mand oppe i Graabølle ved Navn Søren
Brok, der var den vedtagne Fører. Gamle Thøger kunde ikke bleven andet
end første Mand, havde det været i hans Dage.
Tiderne blev hurtigt urolige. Snart hver Dag saa man en eller anden
Rytter flyve paa Landevejen, og man mødte ofte Bønderfolk, som slet ikke
var kendt. Saaledes trak Tiden hen, til September Maaned var gaaet.
Vi kunde jo let skaffe dig nogle andre Klæder, sagde Niels en Dag til
Mikkel, idet han busede ud med, hvad han længe havde gaaet med. Mikkel
smilede.
Hvis du vilde gaa fælles med os. Niels stod og holdt et helt færdigt Sæt
Tøj frem imod ham.
Men Mikkel rystede paa Hovedet. Og da han i samme Anledning tænkte sig
om, følte han, at han var bleven gammel.
Nej Niels, sagde han alvorlig. Nej, jeg har været i Slag nok i mine
Dage, selv om det var paa Steder, hvor jeg ikke havde noget at gøre. Men
nu er jeg træt. Der er voksne Folk nu, som var spæde Børn, da jeg
begyndte at tjene som Soldat. Nej, skal jeg gøre Kongen nogen Gavn, da
bliver det paa en anden Led. Men du kan lade mig blive her og se,
hvordan det gaar.
Niels nikkede skuffet men overbevist.
Nu fulgte et Par meget stille Dage. Alt var rede, og man ventede kun.
Det var for alle, som maatte Krigen begynde udenfra. Ingen var rigtig
klar over, hvordan det vilde komme. Niels vandkæmmede sit tynde,
jærngraa Haar hver Dag som til Højtid. Der blev ikke bestilt mere paa
Gaarden end nødvendigt. Sønnerne var fra By det meste af Tiden, de holdt
til oppe i Graabølle ved de andre unge Karle. Niels' Kone bandt Hoser,
hun sad Dagen lang som et Menneske, der knap aander, ret op og ned paa
Bænken.
I disse Par Dage talte Niels og Mikkel meget sammen om Faderen. Niels
gik fra og til og puslede paa Gaarden og fordybede sig i Erindringer om
den gamle. Mikkel fulgte ved Siden af i sin hvide Pilgrimskittel og
hørte alle Smaatrækkene fra den fremfarne Tid. Niels fortalte levende,
naar han kom i Aande, med et eget sagte Lune, og hvert nok saa lille
Frasagn nærede Mikkels Fantasi. Selv talte han næsten aldrig.
Saa den sidste Dag berettede Niels noget, han aabenbart havde opsat saa
længe som muligt, fordi det angik Mikkel personligt. For godt to Aar
siden var der kommen et sært Par ovre fra Salling, og de havde spurgt
efter Mikkel. Den ene var en halvgammel, noget Korn forfalden
Spillemand, der hed Jakob, den anden var en døvstum Pige, som han havde
med sig. Hun var en sær sygelig bitte en. Jakob fortalte, at han havde
taget hende til sig, for det ingen anden vilde have hende. Hun var
Datter af en Pige, der hed Inger, og saa af en vistnok fornem Mand. Han
havde hedt Axel og var bleven slaaet ihjel, han skulde nok ligge paa
Graabølle Kirkegaard. Nu vilde Jakob hjælpe den lille Pige til at finde
sin Slægt, for at de kunde tage sig af hende. Men hvorfor de nu spurgte
efter Mikkel, det var fordi . . .
Her afbrød Niels Fortællingen og saa paa Broderen som for at forberede
ham.
Ja Ane Mette er jo død, sagde han varligt.
Mikkel rørte sig ikke. Det var et Slag for ham. Men det var som havde
han ventet det i hundrede Aar, det gjorde ikke ondt. Han havde _vidst_
det, eller hans Sind var selv dødt paa det Sted.
Jo, fortsatte Niels omsider, og det er længe siden. Hun har været død nu
i flere Aar. Men nu synes jeg, jeg vil sige dig, hvad den Spillemand kom
efter. Han forklarede, at Pigen, der hed Inger, nok var dit Barn med Ane
Mette. Saa du er Bedstefader til den bitte Pige, Jakob havde med. Han
kaldte hende Ide. De var her nogle Dage, saa rejste de, og jeg ved ikke
hvorhen.
Niels tav og lod Mikkel summe sig. Og da Mikkel ikke ytrede noget,
fortalte han videre:
Se Sagen var vist den, at Steffen i Kvorne aldrig kunde lide Inger,
Steddatteren, skønt han jo ellers udstyrede hende redelig, som en Fader
vilde have gjort. Det gik hende meget elendig; Manden hun fik -- som
Folk knap vidste hvem var -- kom af Dage, ja han gjorde nok saa . . .
Niels tav og snusede flere Gange, inden han kunde fortsætte:
Næsten inden de havde faaet hinanden, og selv døde hun i Barselseng. Da
var det Ide blev født. Men da Ane Mette nu ogsaa døde, vilde Steffen
ikke længere sørge for hendes Familje ved Siden af. Saa var det, Jakob
Spillemand tog sig af Ide.
Niels tav.
Vi kan ellers vente at se Steffen med alle sine Sønner, naar det nu
begynder, oplyste Niels lidt efter i en anden Tankegang. Han fik seks
Drenge med Ane Mette, foruden nogle Tøser, store Pløger allesammen og
jævngamle med mine.
Det var ude paa Agrene, Niels fortalte dette. Mørket faldt paa. Nu tav
de meget længe begge to. Mikkel gik med Hovedet skjult i Hætten. Niels
var inde paa Marken og flytte et Par Faar. Da han kom tilbage igen, stod
han stille ved Siden af Mikkel og vilde sige noget men kunde ikke.
Hvad vil du sige, Niels? spurgte Mikkel syngende.
Jeg har hørt en Ting fortælle, stammede Niels med stort Besvær. Hvis det
er sandt -- ja eller det kan være mig ligemeget. Men jeg vil snakke om
det, da det maaske kan hænde, vi bliver skilt. Folk i Graabølle har
fortalt, at det var dig, der slog ham den Axel ihjel -- din egen
Svigersøn paa den Maade -- for at tage hans Penge. Du var i alt Fald paa
Egnen i de Dage, men jeg saa dig ikke, du kom ikke ind til vort. Er det
sandt, Mikkel?
Ja, svarede Mikkel med den Ro og Trods, som Niels kendte fra gammel Tid,
og som han nu ogsaa straks bøjede sig for.
Saa har du haft din Aarsag, sagde han dæmpet og lettet. Det vil jeg ikke
forske i. Men du skulde ikke gaaet min Dør forbi. Der er meget, som mig
og mine Lige ikke kan sætte sig ind i. Lad os gaa hjem og se til Konens
Nadver.
Da de stod udenfor det mørke Hus, hviskede Niels hastigt:
Skulde du leve efter mig, Mikkel, saa kunde du jo holde et Øje med hvad
_her_ er.
Ja, svarede Mikkel med en forkommen Røst. De gik ind.