Men Inger hun var saa sorgfuld. Hun vred Hænderne og græd for sin
Fæstemand Dag og Nat. Inger saa over Fjorden mod Himmerland hver Nat fra
Vinduet i sit Kammer, naar hun græd. Det var de lyse Nætter, Himlen stod
aaben Dag og Nat.
Inger, hun var saa sorgfuld. Det hørte Axel i sin Grav paa Graabølle
Kirkegaard, da rejste han sit mødige Hoved i den vaade Jord og stod op.
Der var saa blæsende aabent paa Kirkegaarden; inde mellem Gravene
tuntede Helhesten, den rimmede langmodigt hen efter ham, men Axel
vandrede gennem Laagen med Kisten paa sin Nakke.
Han gik ud over Heden ad Fjorden til, møjsommelig, møjsommelig, gennem
den lyse Nat i Danmark. Himlen var hvid og gul, og Jorden laa i
Skumring. Fjorden lyste, Brinkerne ovre i Salling strakte sig trygt.
Ude paa Heden gik en død Mand i Ring, han stod stille og saa forgræmmet
efter Axel, til han var af Syne med sin Kiste i Hulvejen, saa begyndte
han igen at gaa rundt i sin Ensomhed.
Solen dukkede sig under Landet i Nord, hvor Himlen var gul. Blæsten gik
med Dug og tung Blomstersved, alle Vækster sov og drømte svangert.
Axel kom til Hvalpsund og saa, hvor Bølgerne fulgte hverandre troligt
derude, han gik uopholdeligt over og kom til Kvorne.
Han stod i sine Ligklæder for Ingers Kammerdør og bankede paa, han var
saa forkommen.
Staa op Inger, luk mig ind.
Inger hun hørte det, men hun blev liggende noget og lyttede efter.
Blæsten peb ganske sagte i Nøglehullet. Var det maaske kun den husvilde
Vind, der bad derude? Da flyttede nogen sin Fod paa Dørstenen udenfor,
da bankede det saa naadeligt.
Staa op Inger, luk mig ind.
Hun rejste sig under hede Taarer, hun kom ubændigt til at græde. Men da
blev hun bange og maatte tøve. Hun tænkte paa, om det nu mon ogsaa var
Axel.
Kan du nævne Jesu Navn? spurgte hun grædende derindefra, saa lukker jeg
op.
Ja jeg kan, svarede Axels Røst, han var hæs, ja jeg kan nævne Jesu Navn
lige saa vel nu som før. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind.
Hun aabnede rystende Døren og saa ham staa udenfor bøjet under den sorte
Kiste i lange muldede Klæder, hun saa, at det godt nok var Axel.
Men da de var kommen til Sæde hos hinanden, havde Axel ingenting at
sige, hvormed han kunde trøste og dæmpe. Inger græd af al sin Magt,
hendes Mund stod aaben. Bevægelsen rystede hendes Hjærte. Inger græd
længe og blindt, den uimodstaaelige Fryd i Sorgen vakte hendes Kraft,
saa at hun næsten knustes.
* * *
Natten var stille, kun den blæsende Vind. Inger havde grædt, grædt, hun
var saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun blev ved at græde, men
hun græd gennem Latter. Axels Haar var koldt, hans Hoved var koldt som
en Graasten paa Marken.
Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrædt. Der
sidder Smaasten paa Bagen af dine Hænder.
Axel vendte sine livløse Hænder og tænkte efter. Ja han havde ogsaa Jord
i Munden.
Du er saa kold! udbrød Inger, og hendes Stemme blev raa af den Frysning,
der rystede hende fra Hoved til Fod. Hun stillede sig tilfreds, græd og
lo, hun hikkede. Hun redte saa saare, og Axel bøjede Panden imod sin
Elskede.
Natten var stille, det gule Skær fra Nord stod paa Ruderne. Vinden
lullede udenfor.
* * *
Sig mig, hvordan der er under den sorte Jord i Graven hos dig? spurgte
Inger kærligt, fuld af Frygt og Omsorg. De sad saa godt sammen i den
venlige Nat, i det hvide Kammer. Og hvorfor har du din Kiste med?
Min Kiste har jeg med, fordi jeg ellers kunde blive hjemløs, den er mit
Hus, svarede Axel tro. I min Grav har jeg det godt. Jeg har det godt,
naar du trøster dig, Inger. Naar du synger og er glad, da glemmer jeg.
Jo min Kiste er fuld af Roser, jeg sover paa Roser i Himmerigs Mørke.
Det er vidunderligt at hvile i Jorden. Naar du traller i din Stue og er
glad.
Da lad mig komme med dig! bad Inger under en Storm af Graad, da tag mig
med ned i Jorden.
Naar du sørger og klager for mig, Inger, naar du græder, da løber min
Kiste fuld af levret Blod! Der er forfærdeligt i Graven. Kære Inger,
hvorfor længes du efter mig? De døde skal blive nede, hvorfor begræder
du mig, jeg er død, hvorfor elsker du mig?
Det sagde Axel taalmodigt og med Styrke som et Sigende, han kunde. Han
var bleven over al Forstand klog, Axel, han var rusten i Mælet af en
uigenkaldelig Erfaring.
* * *
Skal du saa ikke kysse mig? hviskede hun knap hørligt, hun nærmede sig i
Skælven. Han rørte sig ikke. Da vilde hun varme ham, hun lagde sit
Hjærte til hans for at varme ham, hun prøvede at vise ham Ømhed. Men han
var ikke levende. Hun kaldte ham forknyt ved Navn, i den Tro at han var
faldet hen. Men han laa vaagen. Ja han laa vaagen.
Og Natten gik.
Nu galer Hanen ad Dag, sagde Axel. Inger vilde ikke slippe ham.
Nu bliver Himlen hvid, alle Lig søger Jorden, sagde Axel og fik Uro paa
sig. Men Inger lagde sit Hoved ved hans døde Hjærte.
Nu bliver Ruderne røde, Solen kommer snart, stammede Axel klangløst, nu
maa jeg tilbage til Jorden.
Men da Axel var gaaet, blev Inger saa fortvivlet, at hun glemte hans
Bud, hun gik hændervridende efter ham og indhentede ham nede i den mørke
Skov. Hun fulgte ham og græd for hvert Skridt, til de kom ud af Skoven
ved den aabne Strand. Da saa hun, at Axel falmede. Der drev Blod og Vand
af hans Mund.
Tag mig med, bad hun vild af Sorg og Gru, og han tog hende med over
Sundet, hvis Bølger lysnede. Det tændte i Østen, mens de gik over Heden.
Og da de stod paa Kirkegaarden, da randt Solen. Inger saa i den skærende
Dagning, at Axels Øjne opløstes, hans Kinder svandt fra Benet. Hans
blottede Fødder, som han stod paa, havde lidt gyseligt af Jorden.
Nu græder du saa aldrig mere for mig! sagde Axel til sin Allerkæreste,
forvaaget og med Kulde i sin Røst.
Græd ikke tiere for mig! bad og befalede han. Men hun kunde ikke slippe
ham.
Axel lo saa stille.
Han stod lidt der i sin Sønderknuselse, i sin Myndighed.
Se op til Himlen, sagde han og lo uendelig mildt, ja og længselsfuldt,
han var udtømt af Træthed og Længsel efter Jorden. Ser du, hvor
gladeligt Natten den gaar!
Inger saa i Vejret efter de blege Stjærner. Og den døde Mand slap i
Jorden. Hun saa ham ikke mere.