I Aaret 1523 kom der fire tyske Landsknægte ind til en jødisk Købmand i
Amsterdam og præsenterede ham et Dokument, der var affattet paa
hebraisk, en Fordring paa tredive tusinde Gylden. Fordringen var ægte
nok, og Købmanden havde Pengene i Forvaring, men han gjorde gældende, at
Pengene i Følge Papiret tilkom en vis Axel eller Absalon, Dattersøn af
Mendel Speyer, der havde sat Pengene hos ham.
Knægtene forklarede imidlertid, at de havde Dokumentet fra en Pige ved
Navn Lucie, og hun havde faaet det af Ejermanden; de havde nu ladet det
tyde og paastod, at Pengene tilfaldt Ihændehaveren af Dokumentet.
Da Købmanden ikke vilde udlevere Pengene, bragte de fire Knægte Sagen
for Domstolene, som gav dem Ret, og de fik den store Sum udbetalt i de
samme tredive tusind prægede Guldstykker, Mendel Speyer i sin Tid havde
deponeret hos Købmanden.
Knægtene delte Pengene og rejste som rige Mænd mod hver sit
Verdenshjørne.
Den ene købte sig, straks da han havde faaet sin Del af Skatten, et
Studekøretøj for at fragte den, han kørte i Mag og blev slaaet ihjel
samme Nat i en Landsby to Mil fra Amsterdam.
Den anden for til sit Hjemland ved Rinen og gravede alle Pengene ned der
et Sted, han døde ensom og i største Usselhed uden at have brugt en
Hvid.
Den tredie spillede sig til Bettelstaven i Turin otte Aar efter.
Den fjerde gik det ogsaa galt, han døde fra Rigdom, Fester og Fraadseri
i sit syv og helvfemsindstyvende Aar.
Axel laa lykkelig død paa Graabølle Kirkegaard.