Inden Mikkel Thøgersen fik Orlov og begav sig til Jerusalem, begyndte
Kongens haarde Tid; Mikkel kom til at følge ham et Stykke, han var med
den Nat, da Kongen rejste paa Lillebælt.
Kong Christiern fik Betalingen for sin Manddoms Arbejde nu; Stenene, han
havde slynget mod Himlen, begyndte at falde ned paa hans Hoved. Kongens
Kraft hævnede sig.
Historien beretter kortelig om Kongens tungeste Nat. Det var den tiende
Februar 1523, Tvivlens og Fortvivlelsens Nat; den stammede ned fra den
syvende November 1520, da Kongens Kraft faldt. Ja, da Kongens Kraft
ophørte, idet han anvendte den.
Kong Christiern havde faaet Opsigelsen i Ry, hans Stilling var yderlig
svær. Men naar Kongens Sag stod saa redningsløst, saa var det, fordi det
var hans eget kæmpemæssige Arbejde, der styrtede sammen om ham. Han
havde erobret Sverig med det onde og knyttet det til sig ved Haardhed,
det faldt ham nu lidenskabeligt fra; han havde regeret dygtigt og
hensynsløst i Danmark, derfor stod de nu uforsonligt i Oprør. Den, der
slaar, faar.
Nu sidst havde Kongen søgt Forlig med Farbroderen, der efterstræbte
Riget, han havde gjort besværlige Rejser frem og tilbage og om igen i
Jylland, skrevet og underhandlet til ingen Nytte. Han var udslidt, hele
hans Politik syntes haabløst strandet. Da tvivlede han.
Om Aftenen den tiende Februar opgav han sin Sag. Han gik ombord i Færgen
for at sejle over til Fyn. Øerne havde ikke svigtet Kongen, og hele
Norge hang jo endnu ved ham; men som Sagerne stod, var han sig bevidst,
at han opgav sin Sag, Danmarks Sag, naar han slap Underhandlingerne og
forlod Jylland. Lillebælt var det Vand, Karon færger over.
Det var en raakold Aften, hverken mørk eller lys, det regnede ikke, men
Luften var fuld af Fugt. Kongen gik i Færgen ved Høneborg Slot
tilligemed en halv Snes af sine Mænd; det gik for sig i Stilhed, kun
Indladningen af Hestene foraarsagede nogen Tummel. De øvrige af Kongens
Følge blev paa Land for at komme efter næste Dag, de stod med Fakler
inde paa Bredden, da Færgen gled ud paa det mørke Bælt.
Kongen sad bagest i Færgen, de kunde allesammen se hans Ansigt i
Fakkellyset fra Stavnen, og de anede, hvorledes det stod til, ingen
sagde et Ord. Men da de havde sejlet et Stykke, brød Kongen selv
Tavsheden med en ganske dagligdags Bemærkning, han spurgte til Strømmen
og Afdriften. Hans Stemme var saa fattet, den lød saa tonløst der paa
den aabne Færge, at de der fulgte ham, berørtes unaturligt og bange, de
tav.
Kongen vilde noget efter have Besked om en af Hestene, som var gaaet
halt den Dag, Mikkel Thøgersen svarede saa vidtløftigt han kunde. Og de
tav igen. Søen bugnede om Færgen, i Stavnen stod en Mand med en Fakkel,
det var som om Bølgerne søgte Lyset. Af og til vendte alle Øjne sig mod
Faklen for at se, om den holdt ved at brænde godt; de sad rundt om
Rælingen med Ryggen ud mod Vandet. Tavsheden plagede dem, red dem alle.
Vi vil ikke have, at I holder Mund, sagde Kongen pludselig lavt og med
noget af sit Væsens Farlighed i Røsten. Det er opsætsigt, tilføjede han
saaret og vred.
Da rømmede de fleste af Mændene sig, samlede Tankerne og gav sig til at
spørge hinanden ud om Prisen paa Harnisk, om hvor tit de havde været i
Hamborg, og hvad de nu kunde sige. Men de talte som de syge, der snakker
om Trækken fra Vinduet og mener Døden. Dog da de var kommen paa Gled,
faldt Kongen i Ro. Stemmerne holdt hans Sind oppe som hos en ung Pige,
der er kommen til at gaa alene i Skoven med en ukendt Mand; hun taler,
taler, hun hører sin egen fattige Stemme i Skoven.
Færgekarlene roede sindigt, de sad i deres klamme Faareskindspelse og
duvede over Aarerne; Kabudserne skyggede dem over Øjnene, de var saa
forsete paa Kongen, deres Hundeøjne veg ikke fra ham. Hestene i Midten
af Færgen holdt sig saa roligt som de kunde, men de snorkede jo noget
betænkeligt ved Vandets Nærhed og skelede det hvide ud af Øjnene. Faklen
lyste ujævnt ind i den grove, tjærede Baad; nu var Snakken almindelig
ombord.
Og Kongen fik Ro til at gaa i sig selv. Saalænge Jyllands Kyst var at
se, følte han sig nogenlunde rolig, derfra drog han! Han havde opgivet
sin Sag. Alle de tusinde Enkeltheder og Forviklinger i hans knuste
Regeringsplan gik endnu en Gang gennem hans Hoved. Han overskuede sin
hele Stilling, drog Tiden sammen i et og beregnede Afstande, han vejede
Muligheder og Genmuligheder, og idet han med en smærtende Anstrængelse
_saa_ Summen deraf, maatte han bøje sit Hoved og lade Sagen ligge.
Men da Faklerne inde paa Land var flammet hen og sunken af Syne, da
Færgen laa paa det aabne Bælt, hvor Farten ikke sporedes, blev Kongen
uvis. Og da han øjnede Lysene i Middelfart, kom han til at tænke paa det
Land, han havde forladt. Det var dog hans Rige, han saa som i et Syn
Danmark, der er en Virkelighed i Havet, en Sum af Strækninger i alle
Farver, _et Land_.
Det er i al Evighed sandt, at Danmark ligger mellem de to blaa Have,
grønt om Sommeren, rustent om Høsten og hvidt under Vinterhimlen. De
danske Strande viser sig vidunderligt vinkende, Agrene derinde runder
sig fortroligt, de klædes med Korn og fælder Kornet igen. Solen staar i
Vifter over Bakkerne ved Limfjorden, hvor Vestenvinden blæser hjemligt;
Dagenes Veksel i Danmark er altid forskellig og altid den samme. De smaa
Fjorde og Bifjorde gentager Danmark hundrede Gange, Øresund er som en
Port ind til det endelige Land. Her rinder Aaerne ud mod Havet, Skovene
gror i Havets Nærhed, du ser en Maage, du øjner en sættende Hare i
Heden, Sol og Sorgfrihed, det er Danmark.
Og da nu Kongen _havde_ forladt sit Land, forsaavidt han havde været
helt henne i Visheden om, at han forlod det, saa blev Tanken paa Danmark
saa stærk i hans Hjærte, at han ikke kunde forlade det.
Vend om! befalede Kongen pludselig og rejste sig op i Færgen. Alle de,
der var med ham, tav som med een Mund, Færgekarlene blev liggende stille
paa Aarerne og stirrede. Kong Christiern gav dem Ordren igen i en
utaalmodig og dog fredelig Tone. De lystrede og fik den tunge Færge
vendt i Søen. Saa gik det snart ensformigt tilbage ud i Bæltet, Lysene i
Middelfart svandt. Ingen dristede sig til at spørge Kongen om hans
Mening, men de blev allesammen saa lettede, at de af den Grund tav.
Indtil de huskede Kongens Befaling fra før og sørgede for at holde
Snakken vedlige.
Kongens Mod tog hurtigt til, da han først var vendt om. Thi han vendte
jo om til sine Kongeformaal, sit Livs Planer, og idet de steg op for
ham, styrkedes han. I selve den Afgørelse, at han nu sejlede mod Jylland
igen, var der jo en Fortrøstning om, at Vanskelighederne lod sig
overvinde, han tænkte nu kun paa sine Planer. Han saa frem paa det enige
Norden, forestillede sig Roligheden og den fuldstændige Anerkendelse,
han skulde nyde i Rigernes Midte. Han bekræftede for sig selv de
Foranstaltninger, han vilde træffe; han saa Lovene og Forbedringerne,
han havde skabt, og erkendte dem gode. Han mindedes sin Plan om at
stemme Handelens Næring fra Lybæk og lede den ind over sine Lande; endnu
en Gang gennemskuede han det urimelige og skadelige i Adelens
Privilegier, han blev lys tilmode ved Tanken om Købstæderne, der skulde
dyrkes i Vejret, og Bondestanden, som skulde have Frihed til at pløje
Rigdom ud af Jorden. For sin indre Tanke saa han Stænderne i sit Rige
som uhyre, milevide Planer eller Gulve, og han saa, hvorledes det ene
uhyre Gulv skulde hæve sig, medens det andet sank, indtil de stod lige,
ved et stadigt Tryk paa Vægtstangen i hans regerende Haand. Og saa . . .
Saa sad Kong Henrik paa Englands Trone. Med hvad Ret? England havde hørt
til Danmark før. Der var gaaet danske Flaader den Vej i tidligere Tid,
et enigt Norden kunde vel endnu en Gang vende Kløerne vesterpaa. Saa og
saa mange Penge -- naar Lov og Enighed og Handel og Jordbrug lokkede
Guld sammen i Norden -- saa og saa mange Skibe og Knægte . . . og hvad
Storm og Vejr saa sagde, skulde danske Kanonkugler rende Panden i Dover
Klint.
Kejser Carl i Tyskland var Kongens Svoger, ham kendte han, og han
beundrede ham ikke. Kong Frants i Frankrig var ingen mærkeligt overlegen
Mand heller. Nuvel, blev de end siddende, hvor de sad, saa vilde Kongen
dog nappes med dem om Rigerne i den ny Verden, som Columbus havde
udstrakt under Evropa: Skibe, Skibe! Norden havde sin Part tilgode og
skulde faa sin Part. Deraf flød Penge og ny Magt og nye Skibe, Skibe.
Nordboen skulde komme langt, saa længe der var Verdener at erobre.
Ja. Men Kongens Tro svandt, da han fik Jylland at se igen. Der var ingen
Lys paa Stranden, og Færgen gik tæt ind under Land, saa at Kysten og
Høneborg Slot pludselig dukkede frem af den graa Nat. Landet derinde laa
med spredte Rester af Tøsne, Krager og Alliker fløj skrigende op fra de
nøgne Træer. Paa Slottet var alt slukt, Natten laa tung og klam overalt.
Synet af den faste Kyst ramte Kongen som et Slag. Han følte, hvor sandt
det var, at Landet stod i Oprør. Det var ramme Alvor. Og da Stillingens
Haabløshed allerede en Gang havde været ham indlysende nok, var Vejen
kort til samme bitre Bekendelse igen. Der var Forestillinger,
Erindringer nok, der kunde hjælpe til at nedslaa Kongen, Erfaringer fra
alle de Aar, han havde staaet for Styret. Uendelig Møje, Skuffelser,
daglig Udregning og Anspændelse ti Aar igennem. Sverig havde han erobret
to Gange med Sværdet, det havde kostet ham dyrt og uopretteligt i mange
Henseender, og nu var han lige nær. Danmark havde han ofret sine Evner
til det yderste. Nætter og Dage, de takkede ham for det ved at afsætte
ham som en utro Forvalter. Var der da noget at stille op med disse Folk,
som ikke vilde? Paa hver Gaard i hans udstrakte Rige sad en Stædighed, i
hver Mand havde han en Kortsynethed, som han skulde slaas med eller
overliste. Alt for et Formaals Skyld, som ingen kunde se. Det var en
ulige Kamp. De var mange om Forstokkethed, og han var ene om den
kongelige Tanke. Det var en Kamp mod Skildpadder. Og nu de lavtboende og
fortrykte, dem han vilde løfte, de saa ikke længere end til Øjeblikkets
Nødtørft, de var nu gaaet ud af Hytterne fra Skagen til Vejle Fjord med
deres Økser og Plejle, fordi han vilde lægge en Skat paa dem til Rigets
Redning. Nej, der var ikke noget at stille op. Smaa Hoveder og haarde
Halse overalt i Danmark, lukkede Hjærter og Lommer, Stivhed,
Ildesindethed, Dumhed.
De havde fortøjet Færgen og skulde til at lægge Landgangen ud, da Kongen
bød dem at kaste los og sejle til Fyn igen. Hans Stemme var modløs, men
da de ikke skyndte sig, for han op i rasende Vrede. Der blev dødsstille
i Kongens Følge. Og medens de for anden Gang sejlede over til Fyn, faldt
der ikke et Ord.
Da Kongen kom til Middelfart, forlod han øjeblikkelig Færgen og gik op i
det nærmeste Hus. Det var ud paa Natten, Folkene blev banket op, deres
Forvirring var stor. Kongen forlangte Natteleje, og mens der blev gjort
i Stand til ham, fik han Lys bragt ind og satte sig til at skrive. Han
vilde nu gøre et sidste Forsøg og skrive til forskellige af
Oprørsmændene. Thi den Lede ved Danmark og ved hele Stillingen, der
havde grebet ham, da han saa Jyllands Kyst igen, den var han bleven
lettet for i samme Stund, han besluttede og vendte om derfra. Da han nu
havde skrevet disse Breve i Middelfart, blev han beroliget og i al
Hemmelighed forhaabningsfuld.
Kongen spiste en Smule til Aften sammen med Ambrosius Bogbinder, der var
med ham den Nat. De talte saa sammen i en Time, hidsigt, Kongen blev
heftig, og Ambrosius glemte ogsaa sig selv. Han var mod al Underhandling
og vilde bevæge Kongen til at samle Hæren paa Øerne og gaa i Gang med at
udrydde de jammerlige Hundesjæle i Landet. Ambrosius dirrede ved Tanken
om det danske Pak.
Ja, ja, ja, sagde Kongen og gav ham Ret. Men han var adspredt i Blikket,
hørte ikke efter. Lyset osede paa Bordet i den smalle Smaaborgerstue.
Det var over Midnat. Kongen gik til Vinduet og slog det op for at se
efter Vejret; Natten var uforandret fugtig og skyet. Ja, sagde Kongen og
vendte sig fra Vinduet, han gik flere Gange rundt om sig selv. Saa
stansede han og saa op, nikkede, det var afgjort. Ambrosius Bogbinder
blev som forstenet.
Vi tager derover, det er vor Bestemmelse, sagde Kongen med dybt Mæle. En
halv Time efter sejlede de.
Og Kongens Forsæt var uafvendeligt. Han tænkte sig langt frem i Jylland,
_var_ i Tanken til Hest ad Viborg til. For han havde nu besluttet sig
til det tungeste, det vanskeligste af alt, til at slaa af! Ja, han vilde
slaa af paa sin Ret for Endemaalets Skyld. Om han saa skulde vente, naar
han blot foreløbigt fik Tag igen . . . han vilde samle Stænderne paa
Viborg Ting og love dem den Eftergivenhed, de forlangte.
Medens Færgen sled sig over, fyldtes Kongen mere og mere af denne Tanke.
Og _nu_ forstod han, hvor galt han havde gjort den Gang i Stokholm, da
han slog til. Ikke nogen Synd, ingen Urigtighed, det maatte til . . .
men det _var_ dog urigtigt, forsaavidt som Følgerne blev saa store og
fordærvelige. Han havde jo glemt at regne med sine Undersaatters Mening,
der er en Virkelighed, selv om den er taabelig. Herefter skulde han
visselig ogsaa regne med Smaafolks Hævngerrighed, Dumhed og Uvidenhed,
ligesom man sigter over Maalet af Hensyn til Pilens Neddrift. Han vilde
slaa af, gøre Indrømmelser! Kom han saa først igen til Magten, var der
Lejlighed til at forkorte de gode Mænd, der vilde tage til af hans
Indrømmelser; han oversaa saa løseligt et hundrede danske Hoveder,
valgte dem ud, han vilde bøje sig for.
Men Kongen naaede ikke over Bæltet. Midtvejs ude blev han svag. Han
følte sig ilde ved Hjærtet, angrebet af Træthed og Sindsbevægelser. Da
de næsten havde naaet Jyllandskysten, gav han Ordre til at vende om, han
vilde til Middelfart og sove i Ro Natten over idetmindste.
Saa sejlede han da mod Fyn. Ja det var ham, der sejlede fra det hele
igen. Og da han nu var saa sønderknust, at han dirrede, saa nedtrykt og
tillige rystet, blev han slaaet med Skræk over selve sin dødelige
Raadvildhed. Han saa, hvorledes han der sejlede frem og tilbage, han
saa, hvor umuligt det var for ham at træffe en Afgørelse til en af
Siderne. Det var Tvivlen, der slog ind i ham selv, han opdagede den, og
den forværredes. Det var nu ikke selve Sagen længere, hans Tvivl gjaldt,
nej det var ham selv. Rigernes Skæbne, Hærenes Bevægelser, Krig og
Modkrig, alt skrænkede sig ind til at blive Processer i Kongens Tanke,
og han var sig det bevidst. Saaledes drog Tvivlen hans Kongelighed ned
og levnede ikke andet af ham end et febersygt, raadvildt Menneske.
Og dog vendte Kong Christiern om, da han saa Lysene i Middelfart. For da
han havde opdaget, at han tvivlede, blev han saa afblanket og slagen,
saa bundløs udtømt for Haab, at han kom til en Slags Rolighed, en
_Fortvivlelse_. Han blev sikker paa sin Tvivl, og det saa afgjort, at
han paa en mærkelig omvendt Vis fattede Haab igen.
Imidlertid svandt hans Kræfter. Og da han nærmede sig Jylland, kom han
til at indse, at han nu dog aldrig vilde blive Mand i Danmark mere,
siden Danmark havde gjort ham til en Tvivler. Han maatte forlade Landet,
som man forlader en Kvinde, der har set ens Nederlag. Og han sejlede
tilbage til Fyn, syg af Sorg og Smærte.
Men Færgen var ikke kommen over Midten af Bæltet, før Kongen droges mod
Jylland, Danmark, som man drages mod en Kvinde, der har set ens Afmagt.
For der hvor man havde sit Nederlag, maa man hente sin Oprejsning. Man
kan sejre over al Jorden, men før man har sejret igen paa det Sted, hvor
ens Nederlag er fra, før har man ikke faaet Oprejsning. Kongen lod vende
og sejle ad Jylland til. Men han var træt og angst, han var saa elendig
som et Menneske kan blive.
Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat.
Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da
Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han
tilfældigvis var der.
Nej men det var ikke tilfældigt. Og det var ikke Solens Opgang, der
gjorde en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed. Nej der staar
skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han
skal ende med at lade den Sag _falde_, der er Genstand for hans Tvivl.