Axel, den sorgløse, døde om Aftenen under aaben Himmel, de sidste Timer
var han ved fuld Bevidsthed.
Trediedagen efter at han havde faaet Saaret, blev han dødssyg. Og han
var træt af Evigheden, han havde slidt Livet ud gennem to Døgns
legemlige Smærter. Da han mærkede den sidste Hede, lod han sig bære ud,
han skreg som et Dyr de Minutter, de havde ham paa Armene. Nu sad han i
en Stol udenfor Huset Dagen over.
Da han slog Øjnene op i Solskinnet -- Ænderne snadrede ved Brønden --
saa han Mikkel Thøgersen, han havde staaet der noget.
Kan du ikke komme dig? spurgte det gamle ulykkelige Menneske. Axel
rystede ligegyldigt paa Hovedet og lukkede Øjnene. Længe efter da han
saa op, stod Mikkel der endnu.
Det var bagende varmt og stille. Solen glittede i et Potteskaar paa
Jorden.
Bien di svalmer, sagde en trohjærtig Bondestemme henne fra Krohusdøren.
Der hang en Sværm Bier oppe i den snehvide Luft over Kaalgaarden, den
stod tæt ved Solen som en kuglerund levende Sky; snart spændte den sig
ud, snart tættedes den igen om sin mylrende Kærne, nu og da blev den
helt usynlig i Solilden; der lød en hed Syden ned derfra.
Axel hørte Mikkel sige, at Kapslen havde været tom. Der var ingenting i
den, Axel! Men Axel var ligeglad. Mens han levede, var det aldrig faldet
ham ind at tvivle paa, han jo havde Dokumentet; nu han skulde dø
bekymrede det ham ikke, at det var væk.
Vil du da tilgive mig? bad Mikkel i sin dybe Usselhed. Han plagede kun
den døende, Axel rørte sig ikke. Siden bemærkede han, at Mikkel var
gaaet.
Axel tænkte ustanseligt paa Inger nu. Havde de glemt ham? De kom ikke.
Han havde jo ikke sendt noget Bud, men han troede i Stilhed, de skulde
fundet ham alligevel. For noget siden vilde han ikke have set hende, men
nu . . . hvorfor havde de ikke fundet ham? Mikkel havde dog kunnet finde
ham! Hvorfor saa han ingen af dem? Det græd i hans Bryst. Han sad ganske
stille. Der var ingen Lindring, han kunde ikke en Gang gøre en
Synkebevægelse for at hjælpe sit svidende Bryst. Hans Svælg var tørret
ud.
* * *
Hen paa Eftermiddagen vaagnede Axel i Følelsen af Smærtefrihed!
Ja. Han blev saa taknemlig, at han rødmede. Smærterne blev ved ikke at
være der! Han mærkede Forløsningen uafbrudt og kunde ikke bare sig for
indre Lykke. Han holdt sig rolig i sin uendelige Mathed og opløstes
vidunderlig smærtefrit. Nu og da hoppede Hjærtet tyst i Livet paa ham
som et træt Barn, der fryder sig ved at komme i Seng og ler hulkende.
Hans Tanker var bleven saa klare, glemte Ting faldt ham ind; han
mindedes før og nu i en Samtidighed, der ikke gjorde ondt.
Erindringssmærten havde forladt ham. Det var ikke bittert at dø. Det er
ikke saa haardt, siden man kan dø, inden man er død.
Axel erindrede Træk fra sin Barndom, da han havde været saa stolt, at
haard Behandling, Prygl smagte ham bedre end Venlighed. Den Kampesten
laa der vel endnu, han en Gang havde klæbet til i over en Time, aa det
var en Sten paa et Par tusinde Pund, som han i blind Vrede vilde kaste
efter en anden Dreng; og da han ikke kunde rykke den ud af Jorden, blev
han hængende paa den fastklamret med Hænder og Fødder som en rasende
Myre. De maatte slide ham derfra. Hvor det var kort Tid siden.
Axel tænkte paa Tilfælde, da han havde nyst flere Gange i Træk. Axel
mindedes en Skruptudse, der i Regn og Aftenmørke var krøben paa Maven
gennem Nælderne som en Spejder. Han kom til at huske et luvslidt Sted
paa Ærmet af en Trøje, han en Gang havde haft. Han døde, mens han kom
lutter Smaating ihu, de glemte Smaating, der smærter som gloende Jærn;
men Erindringens Grusomhed var bleven et med den lykkelige Følelse af
dens Ophør. Saaledes døde Axel levende. Som Sne, der smelter. Han levede
sig ind i Døden . . .
Inger! O ho ho! Hun var langt borte, skønt han mindedes hende i Døden.
Kære Inger, Farvel! Men det var ikke svært at dø.
* * *
Den Aften lavede Bønderne i Graabølle til Fest, det var Helgaften. Da
Mørket, Sommerens nænsomme Skumring, begyndte at falde paa, slog Himlen
ud i gult, og Græsset duggede. Det tunge grønne Korn hang som i Kager ud
over de sunde Agre, der kom en gejl Lugt fra Grøden i alle de tusinde
unge Aks. Nede i Engene ved Aaen brølede Køerne efter Malkepige. Langt
borte paa Graabølle Hedebjærge stod et Punkt mod den miledybe Himmel,
det var en Hyrdedreng, der søgte ovenud nu mod Aften.
Der var saa aftenligt stille og duftende svalt under Himlen, selve
Skumringen syntes grøn, som var Luften en frugtbar Sø. Alle Lyde kom
blødt til Øret. Ethvert Raab fra det fjærne lød som en Melding om Lykke
der hvor det kom fra, det fik Lykkeklang undervejs under den algode
Himmel. Det skulde jo ikke blive Nat, det var de lyse Nætters Tid.
Og da der nu var røgtet ind og fredeligt spist Nadver, samlede Godtfolk
i Graabølle sig sammen paa Bygaden udenfor Kroen. Der lød Musik af en
enkelt Violin, der sang som en menneskelig Stemme.
En og anden stillede sig hen nogle Minuter og saa til den fremmede, der
sad udenfor Kroen; de kunde blive enige om, at han nok saa grumme ringe
ud.
Snart drog alle Byens Folk, gamle og unge, op til Kirken, hvor Gildet
skulde staa. Spillemanden gik i Spidsen. Kun en gammel Kone blev i Kroen
for den syges Skyld; hun satte sig i Døren med sin Rok og spandt Time ud
og Time ind uden selv at gøre ringeste Støj.
Tider gik. Oppe fra Kirken kom nu og da en svag Bølge af Stemmers Lyd.
Et Vindpust førte stigende Larm med sig derfra, Latter, Udbrud af de
dansende.
Axel aabnede Øjnene, halvt henne som han var, og saa, at Natten var lys.
De sang oppe i Kirken. Det kunde høres, at de bankede Spundset ud af en
Øltønde. De sang højt og overstadigt deroppe, som dansede de nu
allesammen i Ring. Festen blev saa stormende, at den hørtes vidt ud i
Landet.
Axel aabnede Øjnene endnu en Gang og saa den lyse Nat.
Himlen var som hvide Roser.
Langt ude, en Mil ude brændte en Glædesild paa en Høj.
Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring.
Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade
i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natluften.
Himlen var taaget af Stjærnelys. Axel lukkede sine Øjne.
Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa
Lykkens Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og
da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land,
der har den forunderlige Sommer. Du mærker med lukkede Øjne den søde
Lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i
Havet, Fødeseng, Dødsseng. Himlen hvælver sig med Forkærlighed over det,
Skyerne staar stille over det, Bølgerne rækker ind og klapper den lyse
Strand. To blaa Have bejler til Kysterne, hvor Sandet er fint, og hvor
den magre Græsbund er pikket med lutter runde, brogede Sten. I Landet er
en Fjord, der aldrig glemmes, dér staar Solens Støtter. Landets Kyster
og Øer viser sig med vidunderlig Ynde i Havet. Fjordene synger, og
Sundene er som Porte ind til Overflødighedens Land. Her er alting dybt
farvet. Jorden er grøn, grøn, og Himlen mødes med Havet i blaa Stemning.
Det er den store Sommers Land, Dødens Land.