Axel kom til sig selv nogle Timer efter. Han kunde ikke støtte paa Benet
og led stærke Smærter, han slæbte sig en halv Snes Skridt frem ad Vejen,
saa satte han sig i et Hjulspor og ventede, trak Vejret saa stille og
ventede. Han havde saa ondt i Hovedet, at han næsten ikke kunde se ud af
Øjnene. Knæet værkede, han turde længe ikke se til det. Endelig løste
han rask for Tøjet og undersøgte, hvad han havde faaet. Der var kun et
ringe blaat Hug paa Ydersiden af Knæet, det blødte ikke en Gang; men
Ledet var opsvulmet og ulidelig ømt.
Det led mod Aften. Fuglene fløjtede mod den nedgaaende Sol. En sagte
Blæst aandede ude fra Heden. Lige ved Siden af Axel stod en Rævlingbusk
med Bær, men de var haarde og umodne.
Langt borte hørte han en knirkende Vogn, den kom fra Færgestedet. Det
var en Studebefordring; det gik smaat med den, usigelig smaat. Men
endelig kom den saa nær, at Axel kunde hvøvte Manden til sig. Han bad
ham ikke om at blive kørt til Færgestedet, han spurgte ham om den
nærmeste Kro østefter, og da Graabølle Herberge var det nærmeste, lod
han sig køre dertil. Det var mod Natten, da han kom til Maalet, og skønt
Axel havde ligget temmelig blødt i et stort Knippe Lyng, var han i en
ussel Forfatning.
Han blev bragt tilsengs i Herbergets eneste Gæstekammer, og der faldt
han hen i en Slummer.
Da Axel vaagnede om Morgenen og saa det hvide Gry paa Ruderne, ventede
der ham ikke Befrielse efter hans kvælende Drømme, det første han følte
var et Hug, Benets Smærte, og han blev hed om Ørene, over at det var
sandt. Men da han saa efter, blev han prikkende kold af Frygt, Knæet var
dobbelt saa tykt som naturligt, rødt og fuldt af Uro. Da lagde han sig
tilbage og brast i Graad, skjalv som et Straa i Vinden, han foldede
Hænderne og knyede mod sin Skæbne, Taarerne løb ham salt ind i
Mundvigene.
Hen paa Formiddagen kom der et Menneske ind til Axel, en lille brun
Mand, der kaldte sig Zacharias. Han var omrejsende Badskær og holdt
tilfældigvis til paa denne Egn. Da Axel saa ham, fik han øjeblikkelig
bedre Mod. Godmorgen, raabte Zacharias muntert, hans Stemme var som Træ,
naa lad os saa se!
Dermed slog han Dynen væk og greb med begge Hænder paa det saarede Knæ.
Axel skreg højt en eneste Gang.
Ho ho, sagde Zacharias og knurrede, han følte med haarde Klør, men Axel
strakte sig ud og tav. Ho ho, Zacharias bøjede sig og begyndte at spinde
. . . saa! Jo det var som han nok tænkte. Han rettede sig og fortalte
Axel, at han maatte skære ind til Skaden, det var ingen farlig Historie.
Og nu gjorde han sig rede, hentede et Bækken med Vand og pakkede sin
Taske ud.
Axel fulgte ham trofast med Øjnene og fik et uudsletteligt Indtryk af
denne Mand. Han var graabrun og vissen i Huden, de flade Læber var
skimlede. Gummerne og de halvraadne Tænder saa ud, som havde han drukket
ædende Syrer. Øjnene skinnede i det røde, og der var krudtblaa Skygger
under dem, Haaret lignede Hø, som er bleven fordærvet af Fugt, selv det
lille Overskæg var jordslaaet i Kuløren ligesom gæret Hø. Han var rap i
Vendingen som et Firben, Zacharias, de mørke Hænder saa ud til at have
været i mange Slags Svinerier. Og der var en Lugt ved ham, en tør og
harsk Lugt som den, Padder og andre Krybdyr udsondrer.
Zacharias fortalte imidlertid en Historie, medens han lagde Knive og
smaa Messingtænger tilrette paa Halmstolen, en fuldstændig tom og
taabelig Sludder om ingenting, og han lo, pludselig ramlede der et
Spektakel ud af Halsen paa ham.
Naa, sagde han omsider og blev meget alvorlig, han strakte Hænderne
langeligt frem mod Knæet og følte efter et Sted at begynde. Medens han
skar, forholdt han sig tavs.
Axel blev først ligesom lam ved den utrolige Raahed, der var i Smærten
mellem Kniven og Saaret. Men han spændte sig, og idet han holdt Vejret
af al Kraft og tvang sit susende Baghoved ned, faldt han langsomt i
Besvimelse.
Da Axel vaagnede, saa han Badskærens Ansigt over sig og hørte ham
befale: Aand ud! Træk Vejret! Han syntes, der var dunkelt i Kamret,
Døren stod aaben, og et Par Ansigter kiggede ved Karmen.
Axel lagde sig ud over Sengekanten og kastede op, saa faldt han ind i
Sengen igen, kraftesløs. Og Smærterne var der, saa sørgelige, saa
gruelige, de virkede stille men med en forfærdelig Magt. Aa nej, aa nej!
Men de blev ved. Han spillede i Sengen som en der har været falden i
Isen, han nikkede forkomment, og Tænderne klamrede sammen, Luften gik i
hans arbejdende Bryst. Han vædede Læberne med Tungen, de var som brændte
eller skamferede.
Saa saa saa, tyssede Zacharias, der stod og rørte en sort Grød sammen i
en Kovse, saa nu skal det snart lindre. Se her er en god Smørelse, den
bestaar af syvoghalvfjersindstyve Elementer, der er Kraft af hele
Naturen i den; naar vi nu faar den paa, hoho . . .
Zacharias smurte Salven i Saaret, og Axel sank hen i en ny Bedøvelse. Da
han igen blev klar, laa Benet stramt og forbundet ved ham. Det brændende
Saar tav lidt, som var Smærtens første Hunger bleven stillet. Men det
tav ikke længe. Zacharias var gaaet.
Resten af Dagen laa Axel hen i Smærter, Smærter der slog sammen over
hans Hoved, eller i dybe Udmattelser. Man bragte ham Mad, og han spiste,
i Feber, med klaprende Tænder, han havde et Hastværk med at faa spist,
og han skyndte sig bagefter at lukke Øjnene og stride igen.
Da han slog Øjnene op Timer efter, ventede han, at det skulde være Nat.
Men det var jo ikke mørkt, de lyse Nætter var inde. Og da han nu saa,
det var en lys Nat, begreb han som i et Syn sin Vaande. Han led
overordentlig. Knæet smærtede i Takt, som var det et Væsen, der havde
sat sit Overfald i System. Han var alene, han hulkede hjærteligt. Og han
laa vaagen hele den lyse Nat, blev sygere og sygere.
Men da Solen kom, gik der en Rytme gennem hans Hjærte, en Kraftsang, han
følte sig som Gud, hver Blodslag fornyede Smærtebevidstheden i hans
Hoved. Det var, som stod der en dundrende Larm om ham, skønt han laa i
fuldkomment Stille; nej Gud, hvor dulmende det var at høre ligesom en
Halsen i Luften, han laa og voksede i Styrke, vældigt, han følte sin
uhyre Dødsdømthed.
* * *
Axel for op i Sengen af Søvne, thi der straalede en Visnen ud fra et
Sted paa hans ene Laar, som var det Døden, der havde sat sin Mund der og
suget. Sveden haglede af ham. Men han var skælvende træt, han maatte
falde hen igen.
Han saa Ansigter for sig. Bedst som hans Skræk havde sat sig, løb en
Hare imod ham, dens Øjne voksede! Spyfluer summede med Metalvinger paa
Dynen, det blev til en voksende Lyd! En Sang af en Stenkværn! Og Axel
fandt sig i sin Angst, sank lydig. Men han vaagnede atter og genfandt
sin Pine.
Zacharias kom og tog Forbindingen af. Han kneb Munden misfornøjet
sammen, der var mægtig Brand i Saaret. Han skar lidt igen og smækkede en
ny, kraftig Salve paa. Derefter satte han sig ved Sengen og fortalte
frit væk Historier. Axel havde det bedre, Smærterne belejrede ham ikke
saa haardt, han hvilede . . .
Hvad var det Zacharias fortalte? En rask lille Fortælling om en mærkelig
By, han engang var kommen igennem nede i det indre Tyskland. Alle Folk
var Krøblinge der, og vilde man levende gennem Byen, maatte man binde
sit ene Ben op og kravle igennem paa Krykker. Det var der ikke noget at
sige til.
Axel saa Zacharias' Ansigt som i en Taage, det ubekymrede Grin, han
syntes, at Badskæren lignede en stor Skælbider.
Brudstykkevis hørte Axel en anden Historie. Det var ogsaa en af disse
smaa befæstede Byer nede i Tyskland. Zacharias var kommen derigennem og
havde set Folk flygte nede i Gaden som ved Magi; Døre og Porte trak dem
til sig, de _blæste_ væk. Hvorfor? Fordi der travede en enkelt gal Hund
med Fraade for Munden midt ad Gaden.
Axel smaaslumrede.
Zacharias fortalte en Legende. Det var om en Munk, der rejste ad en
Genvej til Jerusalem. Først var han kommen forbi to klare Søer og over
en lille Høj og var gaaet udenom en Grav. Efter en lang Rejse Bakke op
og Bakke ned var han saa kommen til to store, hvide Bjærge, og der havde
han bedet. Saa var han rejst milevidt over et rundt Højland, først op og
saa ned. Fra Toppen havde han øjnet Getsemane Have. Saa var han kommen
til Jerusalem.
. . . Pludselig laa Axel lysvaagen ved noget Badskæren fortalte. Og han
saa Lystigheden i det misfarvede Ansigt.
Det var ikke andet end en kvalmende Historie om en ung Pige i Holland.
Hun var kommen til Zacharias og havde bedt ham om en Medicin mod Rotter
i sin Husbonds Navn, det var en stor frodig Pige i Tyveaarsalderen,
netop den tidligmodne Type, der ligefrem bruser. Og saa var der -- læg
nu Mærke til det -- en Dovenskab over hende . . . den Slags har mættet
sig med forbudt Elskov i saadan noget som et halvt Aar, det skal aldrig
slaa fejl. Se, to Dage efter blev Zacharias hentet for at foretage et
Ligsyn. Det var jo hende. Hun var frugtsommelig. Ho ho ho. Hun havde sat
otte Lod Rottekrudt tillivs, den Portion, hun under falske Foregivender
havde faaet af ham. Der laa hun paa et Bord. Og hun saa ud i Døden, som
havde Gud den almægtige, den Gang han i sin Tid indblæste hende Livsens
Aande, pustet lige almægtigt nok til, saa at der var bleven en Bule paa
hende . . .
Her knaldede Zacharias i Grin. Det var som faldt en Stabel Brænde
pludselig ned.
Men Axel saa paa ham i dybeste Rædsel. Han havde ikke faaet andet ud af
det, end at han _saa_ dette døde Legeme paa Bordet. Og han mindedes
_Inger_, der havde snappet en Blomst paa Marken og gaaet med den i
Haanden som et Lys . . . ved hans Side. Hele hans Væsen rejste sig og
fornægtede, det var ikke muligt, væk, væk! Han lukkede til for sine hede
Øjenstene og vendte Ansigtet mod Væggen, han holdt sit Vejr og græd.