Kapslen

Nu bliver at berette om Axel, Bastarden, at han under uafbrudte

Omskiftelser naaede viden om. Bestemmelsen at rejse til Danmark til

Kirsten og bagefter naturligvis tilbage til Sigrid, blev ikke ved at

være Stammen i hans Skæbne, den var kun en vissen Stump deraf mellem

andre kraftige Grene, som havde bemægtiget sig Grøden. Axel førtes

omkring af en vekslende Beundring for de unge Kvinder i Verden. Det maa

bemærkes, at han gennem smukke Erfaringer lidt efter lidt fik Afsmag for

de dejligste Piger. Ikke saaledes, at han skyede dem, slet ikke, men han

var lige saa unøjsom som han var taknemlig, han vilde have den halve og

kvarte Lykke ogsaa, naar den var at faa, foruden den hele.

Axel, den harmløse, han kom godt ud af det med alle Mennesker. Der var

det ved ham nemlig, at han ifølge sin Natur regnede alt for lige godt;

naar det gik ham pinegalt, trivedes han mægtigt endda, netop, han kunde

kun _faa_, miste blev der ikke Tid til. Han kendte kun til Indtægt, der

gik aldrig noget fra ham. Han flyttede sit Hjærte med sig.

Men til Danmark kom Axel omsider, for der ventede ham den store Sommer.

Vel et Aar eller mere efter at han havde taget sig den lille Ridetur

efter sit Bryllup i Stokholm, kom han gennem mange Tilfældigheder, ad

lunefulde Omveje til Danmark igen.

Imidlertid var der sket meget. Sverig _var_ faldet fra Danmark, det trak

op til Krig og Rebellion paa alle Kanter, fra alle fire Verdenshjørner.

Christiern, den store Konge, var ved at sætte sine Riger overstyr.

Hør nu her, hvordan det traf. Mikkel Thøgersen var paa Rejse i Jylland

for Kongen. Han kom fra Thy og havde sidst været paa Spøttrup i Salling,

da han fik i Sinde at gøre en Afstikker til sin Hjemegn, nu var han den

saa nær. Det var ikke vist, han kom paa den Kant igen for det første,

maaske aldrig, Mikkel havde faaet Løfte paa Orlov af Kongen, han agtede

sig ad Aare som Pilgrim til det hellige Land.

I en Kro i Salling ikke langt fra Hvalpsund spurgte Mikkel underligt

nyt. Værten berettede hist op og her ned om et mageløst Gilde, der stod

en Fjerdingvej oppe ad Kysten i Byen Kvorne. Det var begyndt Dagen før,

og det kom vist til at vare baade en og to Dage til, endda det kun var

et Fæsteøl. En sære Historie, for Fæstemanden skulde nok have Penge som

Skidt, han hed Axel og lod til at være af fornem Stand. Iøvrigt var han

Officer, men hvor han egentlig kom fra, vidste ingen. Man fortalte om

samme Axel, at han ejede en uhyre Skat, ialtfald var han mødt op som en

Hertug i Klæderne. Men Bruden var heller ikke nøgen, det var Inger,

Datter til den rige Steffen i Kvorne. Ja nu var de trolovede. De holdt

Gilde paa Gaarden, saa man kunde høre det halve Mile hen.

Saaledes fortalte Værten, og Mikkel Thøgersen hørte efter, han var en

taknemlig Tilhører. Han spurgte selv ud og fik at vide, at Steffens Kone

hed Ane Mette. Ane Mette . . . om hende gik der nok en Historie. Inger

var ikke Steffens Datter. Men Ane Mette havde været Steffen en Hustru nu

i over tyve Aar og havde ægte Børn med ham, saa det var næsten glemt.

Der var forresten ingen, der vidste klar Besked; nogle sagde, at Ane

Mette var bleven bortført og krænket af en Student i sin Ungdom.

Studenten var Mikkel Thøgersen. Ingen skulde se det paa ham nu. Han var

ogsaa overflødig. En fremmed, der stod og sludrede for sin Kronærings

Skyld, oplyste ham, sig selv uafvidende, om, at han i tyve Aar havde

haft en Datter uden at ane det. Da Værten havde leveret passende Snak

til Øllet, lod han Gæsten sidde ene ved Bordet. Jo Mikkel sad for sig

selv, _alienus_, det var hans Omkvæd.

_Alienus_.

Det forholdt sig rigtigt nok med Axel, han skulde have Inger, Steffens

Datter i Kvorne. Efter at have set sig meget om i Verden var Axel kommen

ridende til dette ringe Sted, det var nogle Maaneder siden. Han havde

hørt Ingers Ry allerede langt nede i Landet, han fik hende at se, og nu

stod deres Forlovelsesgilde med en Storhed uden Lige! Steffen i Kvorne

var Herredets rigeste Bonde; foruden sin Part af Landsbymarken ejede han

en Egeskov, og desuden drev han Fiskeri og Saltsyderi i det store.

Mikkel Thøgersen lod sin Hest staa i Kroen og gik op langs Stranden. Det

var mod Aften. Han kom til Kvorne meget før end han ønskede. Da han

hørte Violinen fra Gildegaarden, stod han stille, lænede sig op ad et

Havedige og kom ikke længere. Aftenen var saa sval, der var god Tid i

den, de lyse Nætter var jo inde. Frøerne sang frodigt i Kæret, ude fra

Stranden hørtes nu og da et Pip af en fredløs Terne. Der var en Hyld i

den Kaalgaard, som Mikkel var stanset ved, han kendte Duften af dens

Løv, og det gjorde ham saa sorgfuld i et gammelt Minde, at han blev

bange for sig selv. Han vendte om og gik hjem til Kroen gennem Aftenens

milde Luft.

Næste Formiddag stod Mikkel paa samme Sted og gik igen. Han kom tilbage

over Middag, men denne Gang nærmede han sig Gaarden mere. Tilsidst stod

han paa Vejen ligefor Porten uden at kunne gaa ind. Gaarden holdt fuld

af Stadsvogne, fra Indhuset lød Fest og Halløj.

Et Barn kom ud i Porten, løb ind igen og fortalte, at der stod en stor

Krigsmand udenfor. Da der kom flere for at se, trak Mikkel sig tilbage.

Men han var ikke gaaet langt, før nogen kom løbende efter ham og raabte

ham ved Navn.

Det var Axel selv. Han blev uendelig glad ved Gensynet, kunde ikke komme

sig af sin Forundring. Men det nedslog ham straks, at Mikkel ikke vilde

lade sig bevæge til at gaa med ind, skønt han var kommen. Axel kunde

ikke forstaa det. De stod og talte forlegent midt paa Vejen, Axel i

Festklæder og barhovedet, han vidste ikke, hvad venligt han vilde sige.

Mikkel ludede, han gned sig vedholdende paa Hagens graanede Skægstubbe,

sagde ikke meget.

Axel havde forandret sig, saa Mikkel, han var bleven jævnere; men det

var som havde al hans tidligere Urolighed samlet sig i Øjnene, de skød

Straaler af Livsmod.

Om Mikkel saa dog ikke vilde gaa med ind, bad Axel for tyvende Gang. Han

kendte Mikkels Særhed men vilde ikke opgive Haabet. For at se Inger? Han

maatte. De vilde saa gærne hilse paa ham. Bordet stod med Mad og Drikke

. . .

Ingers Moder blev syg, da jeg talte om dig, bemærkede Axel let leende

som en Pudsighed. Kom nu! Du maa gøre hende rask igen.

Mikkel saa sidelængs ud i Vejret med sine lyse Øjne, han sagde ikke Nej,

men han vilde ikke. Axel rykkede i ham, han strittede imod og gned sig

paa Hagen i dyb Eftertænksomhed.

Jaja. Axel sukkede modfalden og opgav det. Men saa vilde han besøge

Mikkel nede paa Kroen. Det hastede vel ikke med hans Rejse. Mikkel

maatte love at blive paa Kroen til næste Dag. Jamen kom alene! sagde

Mikkel barsk. Saa skiltes de.

Da Axel kom ned til Kroen næste Dag, gik Mikkel rejseberedt udenfor, sin

Hest havde han sendt over med Færgen i Forvejen. Han var opsat paa at

komme videre. Axel saa mildt til sin gamle Krigskammerat, og da han

mærkede, han helst vilde afsted, foreslog han det selv for dog at gøre

Mikkel noget godt; han vilde saa gøre ham Følgeslag over Sundet.

De sejlede det første Stykke i Tavshed, Mikkel kom sig ikke af sin

Fortrykthed. Men ude midt paa Sundet -- Solen skinnede langt ned i den

grønne Sø, Kysterne laa lyse og sommervenlige for og bag -- da saa Axel

i Vejret og smilede, han kunde ikke holde sig længere. Han begyndte at

fortælle, om Inger, om hvordan de skulde have det, han vilde købe en

Herregaard! Nu med det første skulde Skatten endelig hentes . . . Inger

. . .

Axel talte, hans Stemme blev saa uendelig varm og varsom, han saa hen

for sig, greben i sit Inderste; af og til smaalo han bevæget ved hvad

han selv sagde. Han blev urolig, han virrede med Hovedet, han saa

udtryksfuldt paa Mikkel, glemte alt andet . . . Og Mikkel følte Drengens

guddommelige Godhed som en Uret, der var regnet hjærteløst ud.

Axel lagde knap nok Mærke til, at de gik fra Borde ovre paa

Himmerlandssiden, han blev ved at fortælle, medens de fulgtes ad op over

Vejen.

Mikkel hørte ikke længere efter hvad han sagde, han gik stærkt

foroverbøjet. De kom op paa Heden og omsluttedes snart af Stilheden der.

Middagsvarmen lokkede en krydret Luft fra de tørre Smaaurter i

Lyngbunden. En Bi summede over Vejen. Græshoppernes Musik lød som et

gispende Aandedræt i Lyngbuskene. Men ellers var der ikke andet Tegn paa

at Landet var befolket end den brede Kørevej, der krinklede sine Snese

af Spor ud og ind længere og længere frem mod Himmelranden. En Mil borte

stod Graabølle Bjærge. Den skære Himmel hvælvede sig udstrakt over

Landet.

Her -- da de var bleven godt alene i Heden -- tog Mikkel sin Hævn.

Det var ham ikke muligt at tilgive Axel. Inger havde Mikkel jo aldrig

set. Han tænkte heller ikke paa Ane Mette nu, uden forsaavidt som han

pintes. Han tænkte ikke paa andet, end at Axel havde fornærmet ham den

Gang i Stokholm. Ja og . . . ja han hadede ham ustyrligt. Men Hjærtet

sad i hans Hals. Mikkel følte sin Svaghed stige i samme Forhold som han

svor at handle. Han var en Afmagt nær, ligesom et Menneske, der ikke kan

faa sagt, at han elsker, og _vil_ sige det. Alt vel betragtet var det

kun en kold Sag; men Mikkel tøvede for sin egen Fornøjelses Skyld, for

sin Pinsels Skyld. Han var ydmyget til Grunden, sanseløs, hans Hjærte

sved. Han gik under Følelsen af alle Tings Sammensværgelse mod ham

alene. Tilsidst formørkedes han og kunde dog ikke bekvemme sig til

Mørkets Gerning. Indtil det Øjeblik kom, da det var som om et andet

Væsen end han selv handlede.

Det gik saaledes til, at Mikkel pludselig ravede og stod stille, han

stirrede paa Axel. Axel holdt op at fortælle. Saa drog Mikkel sit lange

Tohaandssværd og gik ind paa Axel, der var ubevæbnet; han fejede

underlig hjælpeløst frem for sig med Klingen som et Barn, der er ude af

sig selv. Men da Axel fik et Slag, ramte det haardt for Alvor. Axel

sagde ikke et Ord, han saa efter Sværdet, søgte at hytte sig med Armene,

han greb med Haanden efter Klingen, da fik han et Hug i Knæet. Det sang

ham op gennem alle Knogler, hans Nakke dansede paa Halsbenet, og han

segnede til Jorden.

Mikkel førte langsomt Sværdet i Skeden. Han strøg sit Skæg og tænkte sig

om. Saa bøjede han sig ned og stak Haanden ind ved Axels Halslinning,

søgte rundt paa det varme Bryst, til han fandt Hornkapslen. Den tog han

og gik nogle Skridt bort, før han aabnede den.

Kapslen var tom, og da Mikkel havde gjort sig klar over det, smed han

den fra sig i Lyngen og satte i fuldt Løb frem ad Vejen.