I Urskoven

I to Aar saas Mikkel Thøgersen og Axel ikke. Da Mikkel var bleven rask,

fulgte han Kongen ned til Danmark. Men forinden var Axel forsvundet fra

Stokholm. Det gik der megen Snak om, han forsvandt lige før Jul,

Andendagen efter sit Bryllup, og lod sig ikke siden se. Det var en

forstyrret Historie, der gik Ord af Besvimelserne i Familjen; Sigrid kom

til at sidde for tidlig Enke.

Den der tog sig Sagen mindst nær, og tillige mest, var Axel, den

angerløse. Det hang saa enkelt sammen for hans vedkommende, og dog var

det ham en vidtløftig Historie. To Dage efter at han var bleven gift,

red han sig en Morgentur ud i Landet sønden for Byen. Og da han nu var

saa ubeskrivelig glad ved Tanken om Sigrid, saa stærk og vaagen, kom han

til at tænke paa Kirsten i Danmark. Det var hans eget Hjærte, der

raabte, men han hørte Raabet som kom det langt borte fra; hans Hjærte

raabte af sin Rigdom ved Sigrid, og han hørte det som om Kirsten kaldte.

Han blev saa stormende varm af Elskov, at han red til i Firspring.

Mindet om Kirsten rykkede ham nær, han maatte se hende.

Axel glemte, at der var gaaet næsten et Aar siden sidst, at der laa

hundrede Mile imellem, han red i strakt Galop vesterpaa ad Kongevejen.

Da Hesten efter en Times uafbrudt Galop slog over i Trav, huskede Axel

naturligvis paa, at der var langvejs til Danmark. Han kunde ikke være

der lige med det samme. Men nu var hans gale Tilskyndelse allerede

bleven til sund Beslutning, han red jævnt til og saa Tingen an. Vel, han

agtede sig paa en Rejse til Danmark for at besøge Kirsten, hans Kæreste

fra i Fjor.

Om Aftenen var Axel tyve Mil borte fra Stokholm. Han tog ind i en Kro og

satte sig for sig selv i Stuen. Der var mange Bønder tilstede. Talen var

om Gustav Eriksen Vasa, men Axel hørte ikke efter. Man henvendte sig

høfligt til ham og vilde spørge nyt fra Stokholm, men Axel fortalte dem

ikke mange Tidender. For Resten tog de Afstand fra ham, da de hørte, han

var dansk. Axel vilde ikke tale, han tænkte paa Sigrid.

Selvsamme Dags Morgen -- der laa nu tyve Vejmil, flere Herreder imellem,

Skove og Byer i Sne; og der laa en Sindsforandring imellem, Tingenes

Ansigt var kommen til at vende Proflien til -- samme Dags Morgen havde

Axel kysset Sigrid. Han var staaet først op og vilde ud, men hun syntes,

det var saa koldt. Da han kyssede hende, havde hun vovet de hvide Arme

ud af Dynerne for at tage ham om Halsen. Hun var forunderlig klejn og

hvid. Og da Axel kom ud i Luften, havde han maattet kaste sig paa sin

Hest og ride, saa det peb, for at bedøve sin Lykke.

Saaledes var det gaaet til. Om saa og saa mange Dage, naar han havde

redet Vejen, der skilte imellem, skulde han se Kirsten! Han glædede sig,

han vred sine Fingre knagende i hinanden ved Tanken. Kirsten. O du

Kirsten!

Det var som _saa_ han Gaarden deroppe paa Brinken med den skæve Abild

hældende over Taget. De bitre Søer gik vel endnu ind paa Sandet nedenfor

som den Martsdag, han sidst vendte sig og saa det fra Hesteryggen.

Axel sov godt den Nat i Kroen. Men en Gang vaagnede han pludselig,

Kirstens Ansigt havde været lige over hans, hendes Læber ikke en Tomme

fra hans Mund. Sigrid! hviskede han og sov.

Han red næste Dag i klingrende Frostvejr. Vejen gik i ujævne Bølger,

stenet og vanskelig, men Hesten vedligeholdt et stift Galop. Den stærke

Luft susede Axel om Ørene, han sad i en klippende Larm af Hestens

Hovslag og Luftens Bulder. Og han sang. Hans Stemme gik som en skærende

Strime mere i Ridtets Støj. Han red og sang som i et piskende Stormsus,

Sne og Sten strømmede under ham. De sneede Agre vekslede i Solskinnet,

en sjælden Gang saas en rød Bjælkebytte; store rimede Klipper ragede op

af Jorden som Pandeskaller af begravne Riser. Han susede gennem

Granskov, han straalede ind i enge Pas og ud igen. Og han sang. Det var

som ludede han sig ud over en ædende Kværn og lod sin Sang forsvinde som

en tynd Kornstraale ned i Larmens Tykning.

Om otte, om ti Dage . . . pludselig holdt Axel ikke længere ud at ride

mod Vest, naar han _skulde_ sønderpaa. Hvorfor følge Vejen, det maatte

være nærmere at rejse tværspaa, og han kastede Hesten fra Vejen og red

ud i det vejløse Skovland.

Han red hele Dagen. Men mod Aften begyndte Landet at stige og blive

stenet. Gamle vildtudseende Fyrretræer ludede fra Klippeblokkene,

Smaakrat fyldte op derimellem, overalt laa Sne; Axel maatte staa af og

lede Hesten. Det var ikke opmuntrende, han kom kun meget smaat frem. Da

Mørket næsten var falden paa, naaede han ind i en smal og øde Kløft, der

dog var saa jævn, at han kunde ride langs Bunden, han fulgte den til

langt ud paa Natten. Saa slap Kløften op, og Axel maatte trække sin Hest

videre ind i den tykke Skov, Skridt for Skridt. Det gik stadig opad.

Træerne stod tættere og tættere.

Natten var fuldstændig stille. Træerne sov i Frosten, ikke en Lyd

hørtes. Axel tænkte ikke over Stillingens Mislighed just. To Døgn var

gaaet over ham, og det var bleven hans Skæbne at trække sin Hest efter

sig i en haabløs Skov om Natten og i bidende Kulde; hans Liv var nu

saadan.

Ved Midnatstid fandt Axel et Hus i Skoven, hvor han fik Nattely.

Men i dette Hus blev Axel; thi Brændehuggerens Datter var dejlig.

Kese hed Manden, og hans unge Datter hed Magdalene. Da Axel kom ned fra

Loftet Morgenen efter at han havde fundet Huset, var Kese gaaet til

Skovs, og Magdalene stod og kogte ved Gruen. Axel saa hende, og de gik

hinanden hastigt imøde, snusede en Gang til hinanden og var

øjeblikkeligt fortrolige, han slog ud efter hende og lo, styrket af

Søvnen, og hun lo kampberedt med løftet Slev. Derpaa tog Axel hende

alvorligt om Livet og undersøgte hende ind i det dybe af Øjnene.

Magdalene veg under hans Blik, men han kyssede hende med Bestemhed. Og

de klamrede sig i et Nu om hinandens Hals.

Da Kese kom hjem, gik han længe tiende rundt i den lille Stue, hvorpaa

han nikkede adskillige Gange hen i Vejret; de unge tog sig hans Nik til

Indtægt. Saaledes gik det til, at Axel blev Svigersøn i Hytten.

Du skal have hende, sagde Kese flere Dage efter, idet han pludselig

sænkede Øksen; de stod og fældede Træer. Han saa op paa Axel, som havde

han endelig faaet Sagen tænkt igennem i de Dage, der var gaaet.

Du skal have hende. Kese lænede sig til Øksen og tænkte efter. Det var

ikke andet end ved et Træf at han selv havde faaet hende, erklærede han

videre. Det var gaaet til uden al Ordentlighed, ved at han havde haft et

Kvindfolk i Huset. Hun var siden løbet væk og havde ladet ham sidde med

Barnet, de var slumpet til at faa. Magdalene kaldte han hende, fordi det

var et Navn, men hun hed det nu ellers ikke, hun kunde for den Sags

Skyld . . . kort sagt, hun var i alt Fald til, siden hun gik der lige

saa stærk og køn som et andet Menneske.

Tag hende du da, sagde Kese. Hun er let kommen, let skal hun gaa!

Kese spyttede i Hænderne og svang Øksen mod Træet. Han holdt ikke flere

Taler siden.

* * *

Og Vinteren strængedes, det blev saa knagende koldt. Alle Vinde lagde

sig, Luften døde ud.

Solen stod tindrende hvid og kold ved Middagstid som en sleben Isklump

langt borte, om Aftenen tidlig sank den i en dunkel Blodsø bag Skovene.

De lange Nætters Stilhed brødes kun, naar en mat Fugl fløj nær nok til

at støve Sne fra Træerne, eller naar vilde Dyr lod deres Sorg og Sult

høre i det fjærne.

I Keses Hytte holdt de Kulden ude. Den var polstret med Mos baade oppe

og nede, der var Faareskind at lægge sig i, og Ilden gik aldrig ud,

Ilden brændte bestandig. I Hjørnet ved Arnen laa Træstubbene friske og

vaade fra Skoven, Mosset paa Barken blev levende i Varmen, det skære Ved

udsondrede Harpiks, naar Frossenheden var tøet ud. Træet længtes efter

Ilden, og det strakte sig, saasnart Flammerne havde fat. Røgen søgte

rundt i Stuen og satte sig i Ansigtet, saa man smagte af Skov paa

Læberne. Træet svedte lifligt i Ilden, Kraften i det dunstede ud og

krydrede i Stuen.

Men de havde ingen rigtig god Jul, der var kun Brød og gammelt, garvet

Spegekød i Huset. Snart var der heller ikke mere at føde Axels Hest med.

Og hvorfor holde Hesten, mente Kese. Han fik et vist Liv i sit laadne

Ansigt den Dag, der blev Tale om det, han blev saa virksom og tankefuld.

De enedes da om at slaa Hesten ned, og Kese paatog sig at gøre det. Han

opsatte det imidlertid til næste Dag og havde mange Hemmeligheder for.

Tidlig om Morgenen vækkede Kese de to unge og førte dem højtideligt ud.

Hesten laa død udenfor Døren, varm endnu. Og nu begyndte Kese at slagte

den, først lidt tøvende, men efterhaanden med Liv og Lyst.

Da det gik op for Axel, at Kese var en Hedning, blev han noget ilde

tilmode; men idet han uden Betænkning gjorde Springet og fik Blod paa

Tand, grebes han af Vellysten ved det forbudne og blev dobbelt begærlig.

Magdalene hjalp ogsaa til, de sled flittigt alle tre.

Kese slog i al Stilhed flere Boller Blod ud mod Østen og Syden. Han

viste en næsten kejtet Glæde ved sin Kyndighed i at sønderdele, Kese,

han pegede med Knivsspidsen paa de ædle Livsdele, eftersom de kom til

dem, nikkede, jo jo.

Den var otte Aar, hviskede han og plirrede fortroligt til Axel. Og da

Axel maatte bekende det, aabnede Kese sin Haand og fremviste det lille

blodige Ben, hvoraf han havde bedømt Alderen. Kese laa med sin Næse til

Spalten i Bugen, uhyre travl, han havde begge sine Arme derinde lige til

Albuen. Tilfreds var han. Slagtningen kunde ikke være skønnere; det

havde været en frisk og fyrig Hest. Det var svært, den Livsvarme den

havde haft og som var i den endnu, man kunde næsten skolde Armene i dens

Indre.

Op paa Formiddagen kaldte Magdalene ind til det første Maaltid, de

fineste Stykker af Dyret, kogt og rygende; Kese skar Tænder, da han saa

det hede Kød, han kunde faa Fingrene frem!

Men Magdalene saa med et kysk Blik til Axel og satte Hestens Hjærte frem

for ham, det havde hun stegt over levende Ild, Dampen stod ud af

Venerne. Axel spiste først idet han lod som ingenting, men da han havde

smagt nogle Bidder, gav han sig hen.

Det var klart og stille Frostvejr hele Dagen, de gik fra og til,

slagtede og spiste det meste af Dagen. Lugten af den kogte og stegte

Mad, der var liflig, indeholdt ligesom en Mindelse om den nys aabnede,

dunstende Krop og om Tarmene mens de endnu gik. Hele Huset røg af

Slagtning, Osen volmede ud af den lave Dør og rullede op ad Taget. Sneen

smeltede i Tagskægget over Døren og frøs igen til blodbrune Istappe.

Henad Aften vendte Magdalene tilbage til Begyndelsen og bagte

Blodpandekager. De to unge var bleven aldeles stille; men Kese kunde

ikke længere styre sig, han begyndte at snurre og svælge over Maden, han

sang og gjorde henrykt Fagter til Sol og Maane. Han havde spist næsten

siden imorges og var i et Sovs og Fedt lige til Øjnene, den gamle Mand

laa med Armene i Skindtrøjen langt ind over Bordet og favnede om den

Overflod, der var, han tyggede, stoppede Talg ind ved Mundvigen,

snurrede og sang. Magdalene gik fra og til, hun puttede ogsaa imellem en

skær Bid ind til sine smaa Tænder.

. . . Hele den lange stille Nat drømte Kese oppe i Moslejet paa Loftet,

lo og snakkede sort med sig selv i Søvne. De unge vaagnede og hørte ham.

Og en Gang i den sorte, stillestaaende Nat hørte de en Bæven ude fra

Skoven; der var gaaet et Pust over Træerne, og ved at Rimen og den

hærdede Sne faldt fra Kvistene, klingede det fint, græd det afmægtigt i

Skoven.

Axel kiggede ud af Ruden, som var grøn, og saa Hesten ligge ude i Sneen

med alle Ribben i Vejret som et Vrag. De stivfrosne Skanker kastede

Skygger paa Sneen i det grønne Maaneskin.

Næste Dag spiste de igen, saalænge de kunde, Kese indtil hans Øjne faldt

i. Men forinden havde han gjort Axel og Magdalene halvt bange ved rene

Udbrud af Galskab, han stirrede paa dem i den højeste Madrus, det

rablede for ham, han sang et Vers om de døde Heste, der vrinsker i

Helvede, hans Haar og Skæg stod ud fra Hovedet aldeles stindt af Fedt.

Han udstødte overgivent de farligste Trusler mod Axel og Magdalene, i

samme Aandedræt tog han dem til Naade igen, gispende af Rørelse; han

fordybede sig hovedrystende i sig selv og løb over af Minder. Axel hørte

ham nævne flere gammeldags Kvindenavne for sig selv, og Axel kunde ikke

andet end forestille sig Keses længstforsvundne Veninder, alt efter som

Kese var bevæget til, den ene blond og buttet, den anden slank og

sorthaaret, en med glade Øjne, en anden galsindet og fin som en Ræveunge

. . . Kese viftede med sine blodsmurte Laller og vendte det hvide ud af

Øjnene, sang og gramsede i Maden.

Da han var faldet hen, bar de ham i Seng. Ogsaa Trediedagen festede de,

saa blev Kese ædru og satte Hverdag ind igen.

* * *

Men det svenske Foraar kom. Det varede usigelig længe. En Dag skinnede

Solen højt og ilddryppende fra Himlens bløde Blaa; skønt der ikke var en

Sky paa Himlen, laa Jorden i smeltende Væde, Sneen styrtede vaskende ind

i sig selv, Lyset brødes i Vand, i Draaber overalt.

Da den første kølige, snefri Dag indfandt sig med løbende Skygger og

kruset Vand, gik Axel ud i Skovene. En eneste Fugl kvidrede i en Trætop,

hvor de hvide Skyer drev, de luftige Foraarsdampe. Foraaret var brudt

ud. Der lugtede som af en glemt Sommer i Skoven, det visne Græs og

Træernes vaade Bark duftede gribende. Hvor var nu hans Hest, hvor var nu

hans Hest?

Der var saa trangt i Keses Hus nu, det lignede en Skibskahyt efter

Maaneders Rejse, Stuen laa med en Indespærringens og Vanens Smuds.

Magdalene sad derinde. Magdalene var bleven saa moden; skøn var hun, der

fløj en Blussen over hendes Ansigt og Hals, bedst som hun sad.

Solen fik mere og mere Varme. En Dag da Axel saa i Vejret og fik et

varmt Vift i Ansigtet og et blændende Stik ind under Øjenlaagene,

foregreb han Tidens Gang og lovede sig Sommer straks. Han blev urolig,

det slog ham, at Sommeren hang over Danmark nu. Axel havde før redet

over Hederne i det milde Danmark og mødt en Pige, der vogtede Faar,

missende mod Solen, og kom gaaende med Græstoppe og Blomsterhoveder

mellem Tæerne. Medens der var milevidt mellem Højene.

Samme Dag gik Axel fra Keses Hus.

Kongens Fald · 第 30 / 48 题