I to Aar saas Mikkel Thøgersen og Axel ikke. Da Mikkel var bleven rask,
fulgte han Kongen ned til Danmark. Men forinden var Axel forsvundet fra
Stokholm. Det gik der megen Snak om, han forsvandt lige før Jul,
Andendagen efter sit Bryllup, og lod sig ikke siden se. Det var en
forstyrret Historie, der gik Ord af Besvimelserne i Familjen; Sigrid kom
til at sidde for tidlig Enke.
Den der tog sig Sagen mindst nær, og tillige mest, var Axel, den
angerløse. Det hang saa enkelt sammen for hans vedkommende, og dog var
det ham en vidtløftig Historie. To Dage efter at han var bleven gift,
red han sig en Morgentur ud i Landet sønden for Byen. Og da han nu var
saa ubeskrivelig glad ved Tanken om Sigrid, saa stærk og vaagen, kom han
til at tænke paa Kirsten i Danmark. Det var hans eget Hjærte, der
raabte, men han hørte Raabet som kom det langt borte fra; hans Hjærte
raabte af sin Rigdom ved Sigrid, og han hørte det som om Kirsten kaldte.
Han blev saa stormende varm af Elskov, at han red til i Firspring.
Mindet om Kirsten rykkede ham nær, han maatte se hende.
Axel glemte, at der var gaaet næsten et Aar siden sidst, at der laa
hundrede Mile imellem, han red i strakt Galop vesterpaa ad Kongevejen.
Da Hesten efter en Times uafbrudt Galop slog over i Trav, huskede Axel
naturligvis paa, at der var langvejs til Danmark. Han kunde ikke være
der lige med det samme. Men nu var hans gale Tilskyndelse allerede
bleven til sund Beslutning, han red jævnt til og saa Tingen an. Vel, han
agtede sig paa en Rejse til Danmark for at besøge Kirsten, hans Kæreste
fra i Fjor.
Om Aftenen var Axel tyve Mil borte fra Stokholm. Han tog ind i en Kro og
satte sig for sig selv i Stuen. Der var mange Bønder tilstede. Talen var
om Gustav Eriksen Vasa, men Axel hørte ikke efter. Man henvendte sig
høfligt til ham og vilde spørge nyt fra Stokholm, men Axel fortalte dem
ikke mange Tidender. For Resten tog de Afstand fra ham, da de hørte, han
var dansk. Axel vilde ikke tale, han tænkte paa Sigrid.
Selvsamme Dags Morgen -- der laa nu tyve Vejmil, flere Herreder imellem,
Skove og Byer i Sne; og der laa en Sindsforandring imellem, Tingenes
Ansigt var kommen til at vende Proflien til -- samme Dags Morgen havde
Axel kysset Sigrid. Han var staaet først op og vilde ud, men hun syntes,
det var saa koldt. Da han kyssede hende, havde hun vovet de hvide Arme
ud af Dynerne for at tage ham om Halsen. Hun var forunderlig klejn og
hvid. Og da Axel kom ud i Luften, havde han maattet kaste sig paa sin
Hest og ride, saa det peb, for at bedøve sin Lykke.
Saaledes var det gaaet til. Om saa og saa mange Dage, naar han havde
redet Vejen, der skilte imellem, skulde han se Kirsten! Han glædede sig,
han vred sine Fingre knagende i hinanden ved Tanken. Kirsten. O du
Kirsten!
Det var som _saa_ han Gaarden deroppe paa Brinken med den skæve Abild
hældende over Taget. De bitre Søer gik vel endnu ind paa Sandet nedenfor
som den Martsdag, han sidst vendte sig og saa det fra Hesteryggen.
Axel sov godt den Nat i Kroen. Men en Gang vaagnede han pludselig,
Kirstens Ansigt havde været lige over hans, hendes Læber ikke en Tomme
fra hans Mund. Sigrid! hviskede han og sov.
Han red næste Dag i klingrende Frostvejr. Vejen gik i ujævne Bølger,
stenet og vanskelig, men Hesten vedligeholdt et stift Galop. Den stærke
Luft susede Axel om Ørene, han sad i en klippende Larm af Hestens
Hovslag og Luftens Bulder. Og han sang. Hans Stemme gik som en skærende
Strime mere i Ridtets Støj. Han red og sang som i et piskende Stormsus,
Sne og Sten strømmede under ham. De sneede Agre vekslede i Solskinnet,
en sjælden Gang saas en rød Bjælkebytte; store rimede Klipper ragede op
af Jorden som Pandeskaller af begravne Riser. Han susede gennem
Granskov, han straalede ind i enge Pas og ud igen. Og han sang. Det var
som ludede han sig ud over en ædende Kværn og lod sin Sang forsvinde som
en tynd Kornstraale ned i Larmens Tykning.
Om otte, om ti Dage . . . pludselig holdt Axel ikke længere ud at ride
mod Vest, naar han _skulde_ sønderpaa. Hvorfor følge Vejen, det maatte
være nærmere at rejse tværspaa, og han kastede Hesten fra Vejen og red
ud i det vejløse Skovland.
Han red hele Dagen. Men mod Aften begyndte Landet at stige og blive
stenet. Gamle vildtudseende Fyrretræer ludede fra Klippeblokkene,
Smaakrat fyldte op derimellem, overalt laa Sne; Axel maatte staa af og
lede Hesten. Det var ikke opmuntrende, han kom kun meget smaat frem. Da
Mørket næsten var falden paa, naaede han ind i en smal og øde Kløft, der
dog var saa jævn, at han kunde ride langs Bunden, han fulgte den til
langt ud paa Natten. Saa slap Kløften op, og Axel maatte trække sin Hest
videre ind i den tykke Skov, Skridt for Skridt. Det gik stadig opad.
Træerne stod tættere og tættere.
Natten var fuldstændig stille. Træerne sov i Frosten, ikke en Lyd
hørtes. Axel tænkte ikke over Stillingens Mislighed just. To Døgn var
gaaet over ham, og det var bleven hans Skæbne at trække sin Hest efter
sig i en haabløs Skov om Natten og i bidende Kulde; hans Liv var nu
saadan.
Ved Midnatstid fandt Axel et Hus i Skoven, hvor han fik Nattely.
Men i dette Hus blev Axel; thi Brændehuggerens Datter var dejlig.
Kese hed Manden, og hans unge Datter hed Magdalene. Da Axel kom ned fra
Loftet Morgenen efter at han havde fundet Huset, var Kese gaaet til
Skovs, og Magdalene stod og kogte ved Gruen. Axel saa hende, og de gik
hinanden hastigt imøde, snusede en Gang til hinanden og var
øjeblikkeligt fortrolige, han slog ud efter hende og lo, styrket af
Søvnen, og hun lo kampberedt med løftet Slev. Derpaa tog Axel hende
alvorligt om Livet og undersøgte hende ind i det dybe af Øjnene.
Magdalene veg under hans Blik, men han kyssede hende med Bestemhed. Og
de klamrede sig i et Nu om hinandens Hals.
Da Kese kom hjem, gik han længe tiende rundt i den lille Stue, hvorpaa
han nikkede adskillige Gange hen i Vejret; de unge tog sig hans Nik til
Indtægt. Saaledes gik det til, at Axel blev Svigersøn i Hytten.
Du skal have hende, sagde Kese flere Dage efter, idet han pludselig
sænkede Øksen; de stod og fældede Træer. Han saa op paa Axel, som havde
han endelig faaet Sagen tænkt igennem i de Dage, der var gaaet.
Du skal have hende. Kese lænede sig til Øksen og tænkte efter. Det var
ikke andet end ved et Træf at han selv havde faaet hende, erklærede han
videre. Det var gaaet til uden al Ordentlighed, ved at han havde haft et
Kvindfolk i Huset. Hun var siden løbet væk og havde ladet ham sidde med
Barnet, de var slumpet til at faa. Magdalene kaldte han hende, fordi det
var et Navn, men hun hed det nu ellers ikke, hun kunde for den Sags
Skyld . . . kort sagt, hun var i alt Fald til, siden hun gik der lige
saa stærk og køn som et andet Menneske.
Tag hende du da, sagde Kese. Hun er let kommen, let skal hun gaa!
Kese spyttede i Hænderne og svang Øksen mod Træet. Han holdt ikke flere
Taler siden.
* * *
Og Vinteren strængedes, det blev saa knagende koldt. Alle Vinde lagde
sig, Luften døde ud.
Solen stod tindrende hvid og kold ved Middagstid som en sleben Isklump
langt borte, om Aftenen tidlig sank den i en dunkel Blodsø bag Skovene.
De lange Nætters Stilhed brødes kun, naar en mat Fugl fløj nær nok til
at støve Sne fra Træerne, eller naar vilde Dyr lod deres Sorg og Sult
høre i det fjærne.
I Keses Hytte holdt de Kulden ude. Den var polstret med Mos baade oppe
og nede, der var Faareskind at lægge sig i, og Ilden gik aldrig ud,
Ilden brændte bestandig. I Hjørnet ved Arnen laa Træstubbene friske og
vaade fra Skoven, Mosset paa Barken blev levende i Varmen, det skære Ved
udsondrede Harpiks, naar Frossenheden var tøet ud. Træet længtes efter
Ilden, og det strakte sig, saasnart Flammerne havde fat. Røgen søgte
rundt i Stuen og satte sig i Ansigtet, saa man smagte af Skov paa
Læberne. Træet svedte lifligt i Ilden, Kraften i det dunstede ud og
krydrede i Stuen.
Men de havde ingen rigtig god Jul, der var kun Brød og gammelt, garvet
Spegekød i Huset. Snart var der heller ikke mere at føde Axels Hest med.
Og hvorfor holde Hesten, mente Kese. Han fik et vist Liv i sit laadne
Ansigt den Dag, der blev Tale om det, han blev saa virksom og tankefuld.
De enedes da om at slaa Hesten ned, og Kese paatog sig at gøre det. Han
opsatte det imidlertid til næste Dag og havde mange Hemmeligheder for.
Tidlig om Morgenen vækkede Kese de to unge og førte dem højtideligt ud.
Hesten laa død udenfor Døren, varm endnu. Og nu begyndte Kese at slagte
den, først lidt tøvende, men efterhaanden med Liv og Lyst.
Da det gik op for Axel, at Kese var en Hedning, blev han noget ilde
tilmode; men idet han uden Betænkning gjorde Springet og fik Blod paa
Tand, grebes han af Vellysten ved det forbudne og blev dobbelt begærlig.
Magdalene hjalp ogsaa til, de sled flittigt alle tre.
Kese slog i al Stilhed flere Boller Blod ud mod Østen og Syden. Han
viste en næsten kejtet Glæde ved sin Kyndighed i at sønderdele, Kese,
han pegede med Knivsspidsen paa de ædle Livsdele, eftersom de kom til
dem, nikkede, jo jo.
Den var otte Aar, hviskede han og plirrede fortroligt til Axel. Og da
Axel maatte bekende det, aabnede Kese sin Haand og fremviste det lille
blodige Ben, hvoraf han havde bedømt Alderen. Kese laa med sin Næse til
Spalten i Bugen, uhyre travl, han havde begge sine Arme derinde lige til
Albuen. Tilfreds var han. Slagtningen kunde ikke være skønnere; det
havde været en frisk og fyrig Hest. Det var svært, den Livsvarme den
havde haft og som var i den endnu, man kunde næsten skolde Armene i dens
Indre.
Op paa Formiddagen kaldte Magdalene ind til det første Maaltid, de
fineste Stykker af Dyret, kogt og rygende; Kese skar Tænder, da han saa
det hede Kød, han kunde faa Fingrene frem!
Men Magdalene saa med et kysk Blik til Axel og satte Hestens Hjærte frem
for ham, det havde hun stegt over levende Ild, Dampen stod ud af
Venerne. Axel spiste først idet han lod som ingenting, men da han havde
smagt nogle Bidder, gav han sig hen.
Det var klart og stille Frostvejr hele Dagen, de gik fra og til,
slagtede og spiste det meste af Dagen. Lugten af den kogte og stegte
Mad, der var liflig, indeholdt ligesom en Mindelse om den nys aabnede,
dunstende Krop og om Tarmene mens de endnu gik. Hele Huset røg af
Slagtning, Osen volmede ud af den lave Dør og rullede op ad Taget. Sneen
smeltede i Tagskægget over Døren og frøs igen til blodbrune Istappe.
Henad Aften vendte Magdalene tilbage til Begyndelsen og bagte
Blodpandekager. De to unge var bleven aldeles stille; men Kese kunde
ikke længere styre sig, han begyndte at snurre og svælge over Maden, han
sang og gjorde henrykt Fagter til Sol og Maane. Han havde spist næsten
siden imorges og var i et Sovs og Fedt lige til Øjnene, den gamle Mand
laa med Armene i Skindtrøjen langt ind over Bordet og favnede om den
Overflod, der var, han tyggede, stoppede Talg ind ved Mundvigen,
snurrede og sang. Magdalene gik fra og til, hun puttede ogsaa imellem en
skær Bid ind til sine smaa Tænder.
. . . Hele den lange stille Nat drømte Kese oppe i Moslejet paa Loftet,
lo og snakkede sort med sig selv i Søvne. De unge vaagnede og hørte ham.
Og en Gang i den sorte, stillestaaende Nat hørte de en Bæven ude fra
Skoven; der var gaaet et Pust over Træerne, og ved at Rimen og den
hærdede Sne faldt fra Kvistene, klingede det fint, græd det afmægtigt i
Skoven.
Axel kiggede ud af Ruden, som var grøn, og saa Hesten ligge ude i Sneen
med alle Ribben i Vejret som et Vrag. De stivfrosne Skanker kastede
Skygger paa Sneen i det grønne Maaneskin.
Næste Dag spiste de igen, saalænge de kunde, Kese indtil hans Øjne faldt
i. Men forinden havde han gjort Axel og Magdalene halvt bange ved rene
Udbrud af Galskab, han stirrede paa dem i den højeste Madrus, det
rablede for ham, han sang et Vers om de døde Heste, der vrinsker i
Helvede, hans Haar og Skæg stod ud fra Hovedet aldeles stindt af Fedt.
Han udstødte overgivent de farligste Trusler mod Axel og Magdalene, i
samme Aandedræt tog han dem til Naade igen, gispende af Rørelse; han
fordybede sig hovedrystende i sig selv og løb over af Minder. Axel hørte
ham nævne flere gammeldags Kvindenavne for sig selv, og Axel kunde ikke
andet end forestille sig Keses længstforsvundne Veninder, alt efter som
Kese var bevæget til, den ene blond og buttet, den anden slank og
sorthaaret, en med glade Øjne, en anden galsindet og fin som en Ræveunge
. . . Kese viftede med sine blodsmurte Laller og vendte det hvide ud af
Øjnene, sang og gramsede i Maden.
Da han var faldet hen, bar de ham i Seng. Ogsaa Trediedagen festede de,
saa blev Kese ædru og satte Hverdag ind igen.
* * *
Men det svenske Foraar kom. Det varede usigelig længe. En Dag skinnede
Solen højt og ilddryppende fra Himlens bløde Blaa; skønt der ikke var en
Sky paa Himlen, laa Jorden i smeltende Væde, Sneen styrtede vaskende ind
i sig selv, Lyset brødes i Vand, i Draaber overalt.
Da den første kølige, snefri Dag indfandt sig med løbende Skygger og
kruset Vand, gik Axel ud i Skovene. En eneste Fugl kvidrede i en Trætop,
hvor de hvide Skyer drev, de luftige Foraarsdampe. Foraaret var brudt
ud. Der lugtede som af en glemt Sommer i Skoven, det visne Græs og
Træernes vaade Bark duftede gribende. Hvor var nu hans Hest, hvor var nu
hans Hest?
Der var saa trangt i Keses Hus nu, det lignede en Skibskahyt efter
Maaneders Rejse, Stuen laa med en Indespærringens og Vanens Smuds.
Magdalene sad derinde. Magdalene var bleven saa moden; skøn var hun, der
fløj en Blussen over hendes Ansigt og Hals, bedst som hun sad.
Solen fik mere og mere Varme. En Dag da Axel saa i Vejret og fik et
varmt Vift i Ansigtet og et blændende Stik ind under Øjenlaagene,
foregreb han Tidens Gang og lovede sig Sommer straks. Han blev urolig,
det slog ham, at Sommeren hang over Danmark nu. Axel havde før redet
over Hederne i det milde Danmark og mødt en Pige, der vogtede Faar,
missende mod Solen, og kom gaaende med Græstoppe og Blomsterhoveder
mellem Tæerne. Medens der var milevidt mellem Højene.
Samme Dag gik Axel fra Keses Hus.