Det sneede. Stortorvet i Stokholm laa med et blødt, skinnende Tæppe, og
Sneen blev ved at strømme jævnt fra oven. Mørket var ikke falden helt
paa, men der var tændt Lys i Ruderne.
Fra alle Gader, der mundede ud paa Torvet, kom festklædte Folk, de gik i
den nysfaldne Sne, og alle søgte op ad Raadhusets Trappe. Der var
Ruderne oplyste til Gilde, Stokholms Stad gav et Gæstebud til Kong
Christierns Ære. Da Spisningen var endt i Salen, strømmede de unge ind,
de havde længe ventet i Trængsel uden for Dørene. Nu skulde der danses.
Saa spillede Musiken. Axel var den første paa Gulvet. Han svang sig
hensynsløst en Times Tid, hengav sig alene til Dansens Strabadser uden
at tænke paa, hvem han delte dem med. Da han kom ned for at slukke
Tørsten og kiggede ud, var det mørkt som i en Bælg, den hvide sværmende
Sne trængte ind ad Døren som Møl, der søger Lyset. Axel strøg ud og løb
et Par Gader hen for at se til Mikkel Thøgersen, der laa syg. Mikkel
havde holdt Sengen i en Uge, det tegnede til at blive ringe med ham.
Inde i det simple Herberge, hvor Mikkel havde Kvarter, sad et Selskab af
Knægte ved Drikken. Axel gik dem forbi med en Hilsen og ind bagved i et
af Kamrene, hvor Mikkel laa. Der var mørkt derinde, og Luften var meget
kvalm. Mikkel, som laa i Feber, spurgte, hvem det var; hans Stemme lød
svag og hed. Axel tændte Lys og trykkede Mikkels svedige Haand. Hvordan
det stod til?
Det saa ikke bedst ud. Mikkel laa rødskjoldet og med dryppende Bryn,
hans Magerhed gjorde et uhyggeligt Indtryk. Han aabnede Øjnene grumme
træt og lukkede dem igen, de var blodsprængte og sløve.
Ho, sagde Axel nedslaaet. Han satte sig paa Halmstolen udenfor Sengen og
saa ufravendt i flere Minutter paa det syge Ansigt. Mikkel trak Vejret
kort og vendte Hovedet fra og til, som vilde han flytte paa sig uden at
evne det. Axel holdt Vand hen for ham, men han afslog det ved at
fortrække Munden.
Det saa ud til, at Mikkel skulde dø her i dette nøgne Kammer. Saa langt
naaede han. Paa den hvidtede Væg hang Slagsværdet, hvis Skæft var slidt
af hans Haand. Men nu var Mikkels Hænder bleven saa modløse og sløje.
Det stride Mundskæg, som var begyndt at graane om Næsen, klistrede af
Slim. Den skaldede Pande sprang underlig kantet frem, baade barsk og
fattig som tømret, umageligt Bohave. Og Kinderne var faldet helt ind.
Axel kunde ikke sige noget. Hvad var der at tale om. Det var saa
usigelig tungt. Han vilde gærne have tørret Slimen af Mikkels Skæg men
kunde ikke beslutte sig til det. Han blev siddende i lang Tid og saa,
hvor Mikkel døjede Sygdommen paa sin sædvanlige indadvendte Maade.
Ja ja, mumlede Axel omsider og stod op. Han søgte Mikkels Blik, idet han
bøjede sig for at slukke Lyset. Saa greb han den hede Haand, stammede
Farvel og gik.
Ude i det brandstagende Mørke, hvor man tilmed maatte knibe Øjnene i for
Sneen, løb Axel bus paa et Menneske, han lo, og Mennesket lo, en kort
Pigelatter.
Sigrid! Sigrid! raabte Axel i Fryd og langede Armen ud for at faa hende
fat igen. Men han hørte paa Skridtene, at der var flere, og de tav, han
havde gjort noget galt i at raabe, indsaa han. Det var lige ved
Raadhustrappen, og da Døren gik op for Lyset, saa Axel, at Sigrid
fulgtes med sin Broder og desuden en ældre Kvinde. Han hilsede ærbødigt.
Axel havde ikke kunnet finde Sigrid, skønt han havde tænkt paa hende
uafbrudt lige siden den Aften, de først saa hinanden. Nu vidste han ikke
rigtigt, hvordan han turde være. Men Sigrid saa ham straks aabent i
Ansigtet. De traadte ind i Dansen. Sigrid var kold endnu udefra, hendes
Kjole aandede Kulde mod Axel, hendes Haar var fuldt af duftende Kulde;
det friske Ansigt straalede.
Hvordan kan det være, jeg ikke har kunnet finde dig? hviskede Axel
brændende bevæget under Dansen. Sigrid dansede eftertænksomt:
Ja, svarede Jomfru Sigrid.
Lysene uttede overstadigt paa Væggene, som kunde de vævre Flammer ikke
være rolige, mens de diede og drak af Talgen. Gulvet dundrede under de
svimle Par. Den store Hal var kun daarlig oplyst. Hjørnerne laa i
Skummelhed, ude i Salen dansede der flere lemmeløse Skygger, end der var
Mennesker. Tæpperne bølgede paa Væggen i den kolde Træk. Og Musiken
skrattede. Parrene svang sig, de vindige Skygger sprang rene Dødsspring
over Hjørnernes Afgrunde.
Jeg har ikke husket dig som du er, hviskede Axel aandeløst kærlig i
Dansen, jeg huskede dig helt anderledes. Men du er . . . han tav længe
og med et arbejdende Bryst. Sigrid!
Sigrid dansede uudgrundelig sværmerisk.
Ja, svarede Sigrid med en sagte Klang.
Spillemændene, de Mænd med ubetalelig Færdighed, gav ikke fortabt;
Klarinetten hvirvlede med Tungen, de klare Horn tuttede, og Trommen
holdt Takten stiv.
Uforanderlig er den dansende Nat. Axel og Sigrid danser i Evighed
sammen. Da ser Axel, hvor blegt Sigrids Ansigt er.
Om Blodet nu styrtede ud af din Mund! udbryder han stærkt og staar
næsten stille. Sigrid ser op med runde, sorte Øjne og bliver endnu
blegere, han slutter hende tæt til sig med skælvende Arm og fører hende
ganske langsomt videre i Dansen.
De sad paa den hyndebredte Bænk ved Væggen. Axel talte, og Sigrid
begyndte at spille af Liv imod ham. Hun saa frit paa Axel som for at
undersøge ham, og han gjorde uvilkaarlig et Kast med Kroppen, se kun.
Han var i blaa Sækærmer, der var skaaret op for gul Silke underneden, og
grønne Hoser, hans Sko lignede Hammerhajer, de var forlænget paatværs i
Snuden. Sigrid havde en Kjole paa af blaat Fløjl, der var aaben for det
fine Lin paa Halsen; hendes spæde Haar, og det var gult som Byg, flød
hende om Kinderne. Hun lod Axel se sin Ring, en tindrende Diamant paa
den korte, butte Finger.
Vi har samme Slags Hænder, sagde Axel. Han sænkede Stemmen: Vil du have
en Ring af mig? Jeg har en hel Del. Sigrid?
Sigrid afbrød ham udeltagende. Han spurgte igen. Sigrid sagde let Nej og
rystede Haaret tilbage.
Aa jo! bad Axel forfærdet ved Afslaget. Hans Munds veltalende
Bevægelighed satte sig, han tav og trængte paa med sit lange, bejlende
Blik. Og han sukkede sindsbevæget.
Da nikkede Sigrid men saa ikke paa ham. Han fik et nedslaaet Udtryk,
tav. I det samme lo Sigrid, og hans Ansigt vekslede. Han bøjede sig
henrevet og begyndte at fortælle saa inderlig om sine Skatte. Hun skulde
have alle de lødige Halsringe, alle Ædelstenene, funklende fra Jordens
Skød, friske som de kom fra deres Hvile i den sorte Muld. Hun skulde faa
tunge Armbaand, Kæder saa ædle og ægte som der ikke var Mage, hvis hun
blot vilde.
Skal vi danse? mente Sigrid og lo. Hun rejste sig og pustede ud, som
havde hun kedet sig ærligt ved hans Snak.
Axel dansede krænket. Men han var fuldt lykkelig, og i denne Stemning
reves Sigrid med, saa at hun smilede forelsket til ham, med en Jomfrus
sære Varme. Hun dansede ung og skrøbelig, nær og dog fjærn.
Men saaledes gik Natten. Hver Gang Sigrid gav ham Haab, blev Axel
besynderlig modfalden; naar hun paa Pigevis vejrede al hans Tro bort,
led han, men lykkeligt. Og da forbarmede hun sig, droges mod ham og kom
ud af sin Fjærnhed. Naar han da følte ligesom Anger over Sejren, lo hun,
til han blev usalig og henrykt. Saaledes gik Natten.
Klokken tre kom Sigrids Broder og en ældre Kvinde, hun skulde hjem. Axel
fik Lov at følge med. Det var hørt op at sne, Natten laa ren og kold.
Sneen lyste. Nu fik Axel da at vide, hvor Sigrid boede. Han gik hjem i
sit Kammer, løftet, fast bestemt paa at vinde Sigrid.
Der gik nogle Dage. Axel blev trolovet med Sigrid. Hendes Slægt var ikke
udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Førstningen. Men
han slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer,
hvem han nu ellers var, fare med Løgn? Hvorfor kunde der ikke netop være
en stor Arv til et Menneske uden Efternavn? Hvilede der et Mørke over
hans Byrd, saa meget des bedre; naar han hævede Arven, men dermed
hastede det ikke, vilde man nok ogsaa faa at vide, hvem han egentlig
var. Derved blev det; hvem kunde staa for et Menneske, som ikke kendte
til Tvivl. Fæsteøllet blev fejret med megen Herlighed.
. . . Stokholm By laa under den kyske Sne, der blev ved at falde og
udslette alle Spor. Hver Dag blev der festet saa smaat; snart hver Aften
stod der en Dans i et eller andet formaaende Borgerhus.
Axel satte en Stige til Sigrids Kammervindue en Nat men blev halet ned
igen af hendes Brødre under megen Munterhed, hvorpaa han maatte give Vin
paa Raadhuset, Bryllupet blev bestemt til kort før Jul.
Ja, Stokholm festede under den skjulende Sne. Altid Gildefolk paa
Gaderne! En sen Aften, da Axel kom gaaende hjemad, saa han en
Kvindeskikkelse foran sig, hun gik langsomt tæt ind til Husene med
Hætten ned over Hovedet, hun var alene, og hun græd. Axel saa ikke
andet, end at hun var ung, hvorfor gik hun alene paa Gaden og græd? Da
han talte til hende, svarede hun ikke, men da han tog hende ved Haanden,
fulgte hun ham. Hun var hos ham uden at sige et eneste Ord. Snart græd
hun, snart sukkede hun utrøstelig, hele Natten. Hver Gang Axel vaagnede,
hørte han hendes stumme Sorg, han fik ikke at vide, hvorfor hun var saa
fortvivlet. Om Morgenen tog hun sine sorte Klæder paa og gik igen,
grædende som hun var kommen.
Samme Dag Axel havde fæstet Sigrid, var han henne og se til Mikkel
Thøgersen, som ikke kunde komme sig. Mikkel led ikke længere, men han
var falden i en dyb Afkræftelse, og det gik hurtigt nedad.
Axel saa, hvor Mikkel var bleven dødelig bleg, han lod til selv at være
klar over, at han laa paa sit yderste.
Da Axel havde siddet en Time hos den døende i raadvild Bedrøvelse, vilde
han gaa. Mikkel slog Øjnene op og hviskede Farvel, men da Axel vendte
sig bort, kaldte han ad ham. Mikkel vilde sige noget, og Axel bøjede sig
varsomt ned til ham.
Skatten . . . skal jeg nu læse Seddelen for dig? sagde den døende næsten
ikke hørligt.
Axel rettede sig og fik vaade Øjne. Men da saa han pludselig paa Mikkel,
meget vist.
Nej, svarede han kort og godt. Han drejede sin Hue forlegent.
Nu tror jeg alligevel . . . du skal se, du kommer dig, Mikkel!
Mikkel Thøgersen laa maalløs. Men Synet af Axels Ryg i Døren slog ham
med Harme, han tilsvor ham Hævn. Han hadede igen.
Næste Morgen var Mikkel Thøgersen i Bedring. Og han kom sig.