Den graa Novembermorgen gik op over Stokholm, uden Gry, ulystelig; de
første Tegn paa Liv og Bevægelse var en Skikkelse, der bugtede sig et
Par Gange, idet den fløj tilvejrs i Galgen.
Op paa Dagen begyndte Folk at komme frem og se, hvad der var forefaldet.
De halshuggede laa endnu paa Torvet i en Vask af Blod og Natteregn.
Soldater stod Vagt og friskede sig med Øl og Vin i det ramme Vejr. Over
Middag gik Bøddelen i Gang med endnu en Del overbeviste Kættere og
Landsforræddere.
Det blev en saare stille Dag. Dagen syntes mere karrig og kort end
ellers, paa en Gang lavede den til Aften, uden at det var bleven til
mere.
I sin Undergang flammede Solens Baal igennem, og alle Skyerne gled fra
Himlen som et Øje, der langsomt aabner sig. Da Solen var gaaet ned, stod
Himlen længe efter klar og bleg. Fjærnt ude paa Havet laa en halv Snes
svindende Punkter, det var de lybske Skibe, der var lettet om
Eftermiddagen og gaaet under Sejl. Aftenrøden dybedes i Vest, Himlen
tænkte, der var saa vidt ud i den faldende Efterdag, der var saa fattet
en Kulde over Aftenen.
I dette Stille brød Klokkerne i St. Nicolaj Kirke ud med en sorgstemt
ringende Klang. Ja, ja svarede det straks fra St. Klara Kloster paa
Nørremalm og fra St. Jakobs Kirke. Og fra Søndermalm løftede Klokkerne i
Marie Magdalene Kirke deres Stemmer. Mens de ringede med hver sin
anklagende Røst, faldt flere hurtigt jamrende Klokker ind fra de smaa
Kapeller.
Der laa nu Byen som et mørkt Jordskud ude i Vandet, Usalighedens Ø, hvor
al Lyd er Klage, hvor Metaltunger uroer Luften og raaber, saa at det
sukker, under den smærteklare Himmel. Luften runger fra og til som en
levende, der duver af Pine, Klangen fødes højt grædende og dør som en
affældig Bølge hen i Luften. Det samme Klagemaal vender tilbage, Luften
ømmer sig, de usete Ganer kvækker med stædig Bedrøvelse, og Luften
svirrer.
Men da Klokkerne i Byen havde talet og forklaget længe, tog de pludselig
alle haardt paa Vej, de klemtede, de stormede. Og med et friedes lange
Luftskrig af Klokkernes blandede Tumult, klare og skingre Raab sprang ud
højt oppe; vilde Klange, der var renere end nogen jordisk Lyd, blev til
inde i selve Rummet. Det var som kastede usynlige Væsner sig oppe i den
ildgule Luft, store hvide Legemer styrtede sig med Lynkraft omkring oppe
i Luften og raabte ned, sang, klagede og sang.
Mikkel Thøgersen kom over Broen fra Søndermalm. Han hørte Klokkerne, han
kom ind i Byen og gik omkring der. Aldrig før havde han vidst, hvor lavt
det er at gaa paa Jorden, han følte sig paa Bunden mere end nogensinde
før i sit ufrie Liv, _nede_. De usle Huse forlod Bunden mere end han,
der gik under dem; han saa op ad de skumle Trærønner, bøjede Hovedet og
gik frem som et Dyr under Aaget. Langs Grunden af Husene i den ene Side
af Strædet laa Rendestenen med gammelt smudsigt Blod, der var flydt ned
fra Torvet. Det blæste, Luften var høj og ligesom udhungret, det var
koldt, koldt.
Mikkel kom over Torvet, hvor alle de henrettede laa, en Dynge
fuldstændigt ubevægelige Kroppe; han gik hen mod St. Nicolaj Kirke.
Udenfor paa Trappen rejste de syge og værkbrudne sig og vendte sig mod
Mikkel, de fik travlt med deres Elendighed; idet de stod op, rystede de
Lugten af raadne Saar ud af Klæderne.
En Mand i hvide Vadmelspjalter viste begge sine Hænder frem, der var
gaaet for tidligt i Aadsel, og strakte Læberne ud efter Almisse. En
Dreng skønnede sig frem efter Lyden og saa med to store blodige
Kødhuller, hvor han havde haft Øjne. En ung Krøbling sad ned og holdt
sit nøgne Ben paa et Bræt, det vejede flere Lispund af Betændelse og
stank varmt. Der var en Lunhed paa Trapperne fra dem, der svedte i
Feber.
Men helt nede i Skumringen ved Kirkemurens Fod sad et Væsen, kun en Bylt
Klude og et Hoved. Det er et Kvindehoved, skævt og bulet af Vandsot, hun
har ingen Lemmer, hun rører kun Øjnene. Blikket staar op gennem
Tusmørket, og da Mikkel ser med Ynk ned paa hende, forfærder hun ham ved
et Udtryk af Ondskab, et dyrisk ondt Ønske for ham og for alle.
Da Mikkel kom ind i Kirken, fornam han Røgelse, Kirkerummet stod i sin
Højhed, de tunge Kvaderstene syntes at spille og spinde dunkelt, det var
Orglet, der tonede sagte; der gik som en Lydtræk oppe under
Hvælvingernes Mørke. Kun faa Lys brændte her og der paa de festlige
Altre.
Mikkel gik ikke langt ind i Kirken, han blev i et Hjørne tæt ved Døren,
og da han følte sig som brudt i Benene af Træthed, satte han sig ned paa
Gulvet helt inde i Mørket. Han lukkede Øjnene.
Orglet blev ved at suse stille. Det dulmede, det gjorde ham tillige
tungere om Hjærtet. Han var den, der stod udenfor som ellers altid,
derfor hørte han den kvægende Musik saa kvalt og langt borte. Han stod
hjemløs udenfor.
Da, just som Mikkel tænkte saaledes, vældede Tonerne ud med fuld Styrke,
som blev alle de store Porte aabnet! Og et Kor af skære Stemmer løftede
sig, en Sang. Alle Orglets fine Piber stormede ungt og lyst ud sammen
med de dybe Sorgklange og de allerdunkleste blødende Toner. Sangen steg.
Mikkel sank sammen i sit Hjærte. Herre Jesus! klagede han. Han betroede
sig til den mægtige. Han følte sine Aars Byrde af Ensomhed smelte.
Ja, han havde været ensom. Men den ensomme er fordømt, det kommer
endelig en Gang for Dagen. Gennem sammenhængsløse Tider fortykkes
Tanken, alle simple Klarheder viger langt ud og forlader dig. Den
vældige Evne, du sporede i dig med en Stolthed, som var du den eneste i
Verden, der undergraves af Tvivl; hvad er din Indbildnings Kraft, siden
den ikke kan holde Verden oppe? Du er som de andre, ikke stærkere -- men
den eneste i Verden skal du være, ja ensom.
Og hvordan gik det dig, hvad blev der af den fødte Mildhed i dit Hjærte,
den dybe Trang til at bruge Godhed mod alle, der holdt dig søvnløs i din
Ungdom? Livet vilde ikke forløse din overmægtige Trang til Lykke, det
nødte dig til Had, Hævn, og du blev hjemløs. Tilsidst fablede du om at
befinde dig som hjemme paa et vildfremmed Sted længst ude i Verden og
klage der, om ikke andet saa græde din ufattelige Sygdom ud. Men heller
ikke, ikke en Gang din Sjæls grænseløse Mon af Klage og Smærte vilde
Livet forløse.
Orglet strømmer med Forløsning. Smærte og Lyst rinder endelig sammen i
en lykkelig Klage. Salmens Toner rejser Sindet i lægende Syner. Hjærtet
rører sig pludselig i Brystets Indre med egen levende Vilje som et
Foster.
Hør, hvor de klare Stemmer synger vaandefuldt og lyst. Orglet raaber og
stormer, hvisker, alle Dyrestemmer taler med, de umælende kvæder med
deres vilde Røster, Dommens Basuner høres og Himmerigs hvide Fløjter.
Da glimter det, saa at Vejen ses fra Dødsriget ind i den store Sommer.
Alle forkomne Mennesker søger sammen derimod, fra Slagmarker og fra
Byer; de gaar fra Plovene, de lander ved Kysten og forlader Skibene, de
kommer ud af deres Grave, og de søger sammen for at gaa ad Vejen.
Om dem blæser Skuffelsernes pibende Blæst. De rejser efter Forbarmelse,
de havde ikke andet end ondt, mens de levede. Deres Tænder klaprer, de
græder i Tusindvis, de vrider Hænder, fordi der var bittert paa
Jorderig. De kaster en Stormklage ud i Vejret, mens de vandrer, de hæver
de blege Ansigter og beder i Vildelse til Stjærnernes Barmhjærtighed.
Fra den fjendtlige Jord stiger en Lyd af det der foregaar, et Sus af
alt, hvad Tiden ødelægger. Der blæser en Vind af den evige Visnen paa
Jorden, af alle Tings Henfald. Det er den koldeste Vind i Zonerne, den
er giftigere end enhver Vinter, den bærer Genlyd i sig, som Isnaales
knitrende Sagtevals i Skyerne, det er Ekko af Hovslag og Latter og Liv,
som for hen, det er stille jamrende Koncerter. Tys! Det er hemmeligt en
Støj af Ben, den inderste Lyd er som sagte Skred i Kisten.
Stille! Det fyger i dit Minde, hvis du tænker; der gaar et isnende Pust
af Glemthed over dig. Du hører kun Sneens Fygevise i din vinterlige
Erindring. Der jager et Sting gennem din Bevidsthed, det maner dig om et
ulideligt Mørke.
Saaledes lytter de arme, der er sat ud paa Jorden, og de bliver bange.
De flokkes, ikke af Sammenhold, men som Kreaturer i Høststormen paa en
Holm, hvor de søger ud paa den yderste Pynt og kalder indstændigt mod
Land.
Der er halvmørkt her at bo, ingen Varme, de forviste lever adskilt uden
at kende til Venlighed. Den frysende skal nok sørge for Træk til sin
næste; den der savner og nages, drypper Nid i sin Medfanges Hjærte.
Nætterne er lange og fredløse for de ensomme, for de ubeskyttede.
Men Mikkel saa Smærtens Fyrste! Han hørte ham i Salmen. Han saa
Frelseren og Herren tage de utrøstelige til sig; en efter en tages de op
fra Vejen, nøgne, gode nok for Gud. Den barmhjærtige Forløser trøster
med sin Varme. Mikkel ser alle de besværede Sjæle modtage Retfærdighed,
de rejser sig, de faar Part i Himmerigs Orden. Musik strømmer ned over
dem. Mikkel ser alle dem, han har kendt i sit Liv og som Aarene spredte,
forsamlede igen; ynkelige Ansigter, han blot saa et Glimt af mellem de
faldne paa Valpladsen, dem ser han igen i deres Oprejsthed. Han ser sin
Fader Thøger Nielssøn staa frem for Gud, mishandlet af Alder, i sit
Legems tunge Bevis. Han ser Himlen aaben, og han brister ned for Gud i
sit Hjærte. Han kryber paa sine Knæ ud paa Kirkens Gulv, hvor han synker
sammen.