Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar
Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.
Hvad kunde der ske, hvad maatte de indespærrede Folk forestille sig! De
sad nu forstummet inden Døre, ved hver Rude glanede et uforstaaende
Ansigt, til hver Sprække laa et spejdende Øje. Den hele By rejste sig
tæt og klinet paa sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de
ophejsede Vindebroer i Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind
Kamre havde man stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud i vilde
Formodninger, løb løbsk i Angster. Der staar en Syrelugt op fra et
Myrebo, hvor de hidsede Myrer vrimler i blindt Raseri, saaledes var
Luften over Slotsholmen, usynlig forgiftet af Skrækkens Fantasier.
Først hen ad Middag -- Axel havde set sig halvt rasende paa den evigt
lige rette og sejge Soldateropstilling dernede -- henad Middag kom det.
Ja, alle de samme Mænd, der Dagen i Forvejen havde begivet sig til
Slottet i deres bedste Stads og i højeste Følelse af deres Betydning for
Landet, de kom nu tilbage.
Det var som havde de høje Herrer af Sverig brugt Natten ene alene til at
øve sig i at formere bedre Orden. De var kommen som det kunde falde sig,
men nu gik de samlet efter Rang, de store Gejstlige først, dernæst
Adelsmændene som de var fornemme til, og tilslut Stokholms myndige
Borgmestre, Raad og Rigmænd. Ingen var længere til Hest, de gik
taalmodigt lige nær ved Jorden allesammen, som slotne Faar. Profossen
havde ventet fra Morgenstunden af, han længtes. Og de naaede Skafottet i
Procession; de gamle gigtsvage Bisper holdt sig ikke meget ranke, mellem
Adelsmændene var der dem, der traadte i Jorden som udfordrende Væddere;
en og anden Borgermand virrede med Hovedet som et Faar, der vil smøge
Tøjret af sig; men de fleste gik villigt i Flokken. Der var ved
tredive-fyrre Par.
Ærkebisp Matthias af Strengnæs tilkom det paa Grund af hans høje
Værdighed at blive rettet først; han havde endnu sin røde Fløjelskaabe
paa. Axel kendte ham, da han krøb paa Knæ og hævede sit lille Ansigt
opad og lagde Hænderne sammen. Men det hastede. Ærkebispen rejste sig
igen og begyndte at klæde sig af der under aaben Himmel for Bødlerne.
Da kom Axel i en hamrende Uro. Han vendte sig om mod Lucie, som stod bag
ham, og skød hende ind i Stuen. Du skal ikke se det, sagde han i saa
stærk Ophidselse, at Lucie kom til at ryste; hun lagde sig i Seng.
Det var sket, da Axel kom tilbage til Vinduet. Ærkebisp Matthias' Krop
laa paa Jorden kun iført Hoser og Brog, hans Hoved sad noget derfra. Den
røde Kaabe . . . nej det var hans Blod, der laa slaaet ud under ham.
Endnu medens Axel betragtede dette arme, fraskilte Hoved, hørte han,
hvor Bøddelens Sværd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra
Blokken hen ad Jorden med et Blodsprøjt efter sig. Det var Bisp Vincents
af Skara. Erik Abrahamsen Leionhufvud stod og klædte sig af. Der var
stor Uro dernede, mange raabte og gav ondt af sig.
Axel stod ophidset og blussende ved Vinduet. Han saa en høj, meget svær
Adelsmand række Armene i Vejret og slaa i Luften, mens han talte, den
vilde Stemme var ikke til at forstaa. Oppe i Husene paa den anden Side
Torvet var flere Ansigter synlige i Vinduerne, og den oprørte Mand
syntes at henvende sine Ord til dem. Men de svarede ham ikke. Axel saa
de lave graa Skyer drive over Tagene, af og til slog de ned og fyldte
Torverummet med en tynd Dis.
Axel saa den ene efter den anden blive taget, og han kendte derimellem
de aller højeste i Sverig. Nogle skyndte sig og kludrede selv med at
komme af Klæderne, andre lod Bødlerne flaa og gøre med sig som de vilde.
Flokken holdt tæt sammen, udenom stod Soldaterne i Vaaben. Axel kendte
Mikkel Thøgersen og flere af sine Kammerater dernede.
Axel var bleven rolig igen, han stod og saa, hvorledes Jørgen Homuht
ledede og kommanderede Bødlerne, idet han pegede med sin behandskede
Haand, han var i sin fineste Puds.
Der laa mange Hoveder nu, de _sad_ paa den blodige Jord som Svømmere,
der træder Vande. Blodet flød ud over Torvet og dannede en Figur som et
kæmpestort Bogstav. Hver Gang Axel var henne ved Vinduet, havde denne
Rune skudt nye Grene, som skulde den nu tydes paa en anden Maade.
Henrettelserne gik paa med stor Ensformighed. Den glansløse Dag tyknede
mere og mere, det tegnede stærkt til Regn. Flokken tyndede ud. Ligene
laa i Hobe.
Axel trak Vejret saa stille. Da alle de ukrænkeligt høje Mænd af Byrd
var slaaet ned, og Bødlerne med forøget Flid huggede ind paa de
borgerlige, følte han med en Svimlen, for det laa over hans Fatteevne,
at _Kongen_ maatte have uhyre, aldrig anet Magt, siden han kunde lade
dette gøre. Han saa ham for sig, Kongen over Norden, den korte
bredstammede Skikkelse med de bærekraftige Skuldre og Armenes Bomme. Det
var en Mand, der kunde tage mod Byrder og rykke Stene ud af Jorden op
foran sit befalende Ansigt. Han huskede Kongens Blik, der stod som en
strakt Lanse, Kongens Bryn, som altid var i Skiften. Han mindedes
Kongens Røst, der var skødesløs paa Grund af Mandens Stolthed. Han følte
et Pust af Kongens enevældige Raadslutning, han bøjede sig for Styrken
af denne Majestæt.
Omsider gik Axel fra Vinduet, slog det i.
Han og Lucie tog sig for at holde Maaltid. Lucie viste ingen
Nysgerrighed efter, hvad der var gaaet for sig. Derpaa lagde de sig til
at sove. Det styrtregnede udenfor.
* * *
Det var i Skumringen samme Dag, Axel blev vækket ved en Larm ude paa
Loftet, Trin af en, der gjorde sig Umage for at løbe let, de tabte sig
over Loftet og forsvandt. Axel kom i Tanker om det tomme Værelse i
Gavlen ud til Gaarden, han sprang op og løb over Loftet.
Just som han aabnede Døren til Kamret, fik han Følelsen af, at en i
samme Nu gemte sig derinde. Han blev staaende i Døren og saa rundt, der
var kun et tomt Sengested i Kamret, Lugen stod halvaaben. Da rejste et
lyslevende Menneske sig op fra Sengen, en fornem klædt Fyr med et langt
blegt Ansigt, han skrævede ud fra Sengestedet og smilede til Axel halvt
skræmt og halvt med Forsøg paa Lystighed. Han var meget høj, smal om
Hofterne, havde en mørk Streg paa Overlæben; der var noget vist
ufuldstændigt i hans Paaklædning, Axel saa pludselig, at han manglede
alle Vaaben, og i samme Nu bemærkede han røde Spor af Reb om hans
Haandled.
Saa vidste Axel Besked, han sprang ind i Kamret, de talte i Munden paa
hinanden. Kom her, sagde Axel rask. Jeg bliver forfulgt, forklarede den
anden ligesom undskyldende, mit Navn er . . .
I det samme knagede Stigen voldsomt neden for Loftet, en raa Stemme brød
Stilheden i Huset. Flygtningen vendte Hovedet rundt og saa sig om efter
Skjul, raadvild, ikke angst, og dog tog han sig sammen og vilde smile,
han stod paa Spring og kom alligevel ikke af Stedet. Grove Støvleskridt
dundrede ude paa Loftet. Axel skubbede stærkt til den fremmede, som
vilde han dog i det mindste have ham hen i Hjørnet, hvor der var
mørkere, og den fremmede vaklede et Par Skridt stadig halvt smilende.
Saa rettede han sig og strammede Brynene. Og der væltede en bred Knægt i
Læder, raslende af Jærn, ind gennem Døren som en rasende Stud med Selen
og Hamlen paa Haserne, hans lange Sværd slog mod Dørkarmen og fjedrede i
Balgen. Axel stod i Skjorten, vaabenløs, det var som blæstes han
tilside. Hans Haand kom mod det skraa Tag, og han brækkede en mør
Lægtestump til sig, vidste næppe, hvad der foregik, Tramp, en kort
Hvirvel mellem de to som mellem en Bøffel og en ung Hest. Han slog sin
Pind i Støv og Stumper paa Soldatens Hjælm, hørte hans hede Prust, og da
var Kampen aldeles pludselig forbi, de skiltes ad. Den unge ubekendte
gik baglængs, tøvede et Nu, som om han hentede Vejret, og gav saa et
højt, lyst Skrig fra sig.
Dette havde ikke varet mere end tre-fire Øjeblikke. Den store halvgale
Knægt satte i et Spring op i Lugen og vred sig ud af den.
Nej for Satan, Mand! raabte Axel uvilkaarligt, han vidste, der var tyve
Alen ned. Men han saa Karlens grove, svedige Ansigt lige over Karmen,
saa ham spile Snuden forpustet op og i og hejse sig ned. Nu holdt kun en
Haand i Karmen, et Øjeblik, saa var ogsaa den væk. Axel for til og saa
Mennesket entre hurtigt og sikkert sidelængs ad en Gesims hen mod
Svalegangen i den skumrende Gaard.
Da Axel vendte sig mod den fremmede, saa han, at han ravede.
Han har stukket mig, hviskede den unge Svensker med en forlegen Mine.
Han skød Brystet stærkt frem og stemmede begge Hænder i Siderne, han
flakkede lidt i Blikket, ligesom sygeligt eller trængende. Pludselig
drejede han sig om mod det tomme Sengested og lagde sig langt bagover
med Ryggen presset mod Sengefjælen. En enkelt Smærtelyd, et Hvæs pinte
sig gennem hans Hals. Da Axel tog ham, var han død.
Lige midt i Hjærtet havde han faaet det. Ansigtet sitrede lidt endnu.
Overlæben rejste sig et Par Gange. Det var kun et attenaars Menneske,
han var paafaldende mager og saa ud, som var han ældet altfor tidligt,
maaske af Sult under Belejringen nu for nylig. Axel strakte ham ud og
sad og saa paa ham. Og han blev sønderknust af Sorg, hele hans Indre løb
i et, kvalfuldt, han gik aldeles fra Samlingen.
Det listede ude paa Loftet, Døren knirkede, og da Axel saa op, var det
Lucie. Hun saa, hvad det var, og hun lagde sig stille ned ved Siden af
Axel, hendes Haar faldt paa den dødes Ansigt.
*
En Ting randt Axel ihu, mens han sad der. En Vinternat ved Baalet inde i
Tivedens frosne Skove, da han havde ligget med et Dækken svøbt om
Hovedet og tænkt og tænkt paa en Mands gruelige Fattigdom i Døden. Det
var den Gang Efterretningen om Sten Stures Død kom til Hæren. De danske
hørte det med stor Tilfredshed, der var Glæde i den hundekolde Lejr hele
Aftenen. Sneen knirkede festligt under Støvlerne den Aften, Stjærnerne
hang i Regnbuens Farver mellem de øde Trætoppe. Det drøftedes hyggeligt,
hvorledes denne farlige Mand døde. Men Axel, der med egne Øjne havde set
ham blive ramt paa Isen ved Bogesund og den Gang glædet sig over det
bratte Fald af en Fjende -- Hest og Rytter styrtede ind i Billedet af
Hest og Rytter paa den spejlende Is! -- Axel var kommen til at tænke sig
dette ensomme Menneske, der døde i Slæden paa Mælarens frosne Strømme,
med et knust Ben under sig. Han døde, han maatte dø.
Sneen sænkede sig i den sorte Luft, eller var det selve Himlen, der
hældede og truede med at komme; Søen gav sig sukkende under Slæden, som
tvivlede al Jorden nu om at kunne holde længere. Da brast et
menneskeligt Hjærte af kongelig Bekymring. Sverigs vide Land sank fra
ham som Is og sukkende Sø, Sten Stures Kongeomsorg og hans Sygdom og
hans Smærte fik Ende i den snævre Slæde som en Barnegraad, der tier, som
en Vugge, der staar stille. Da de saa til Sten Sture, var han død. Sneen
smeltede ikke længere paa hans Ansigt. Saa langt Øjet rakte var der kun
Is og Sne, Sten Sture, og du sad stille, vidt ude fra den frosne Ørken
tonede det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten
Sture.
* * *
Hen paa Aftenen kom Mikkel Thøgersen. Han fandt Axel og Lucie siddende
over Liget med hver en Stump Vokslys. Mikkel sagde ingenting, han var
slap og indfalden i Ansigtet. Da han havde set lidt paa den unge dræbte
Fyr, der laa paa Gulvet foreslog han at fire ham ned i Gaarden, for at
han kunde komme afvejen. Axel og Lucie gik ind og lagde sig, de hørte
Mikkel snakke halvhøjt med sig selv.
Da Mikkel kom ind i Axels Kammer efter at have faaet Liget fjærnet, sov
Axel. Lucie laa vaagen, hun ænsede ikke Mikkel, hun laa og stirrede
fromt og forknyt ind i Lyset, da han gik.
Lucie var den første der vaagnede Dagen efter. Lysene var brændt ned paa
Bordet, men det var Dag. Hun satte sig op og saa sig om, hun vendte
Øjnene fra og til, som lyttede hun, som kaldte nogen paa hende. Saa
aabnede hun med let Haand Hornkapslen, som Axel havde om Halsen, tog
Pergamentet ud og gemte det i sin Vandrepose. Axel havde fortalt Lucie
om sin Skat, havde ogsaa snakket om den i Søvne. Lucie blev endda
forsigtigt liggende lidt, Axel sov fast. Hun listede op, klædte sig paa
og gik stille sin Vej.