Lucie

Lucie, Tusmørkets Barn . . . hun var dog ung. En falden Engel var hun,

ja et Menneske. Hendes Bryn var vokset sammen mellem Øjnene, Tusmørket

havde signet hende i Panden med en flyvende Flagermus.

Le kunde Lucie slet ikke, kun grine glædeløst som et umælende, der

venligt og advarende viser Tænder. Hun lod sig kun nu og da formilde, og

da lignede hendes Smil en Septemberdag i Danmark, naar sorgløse Fugle

styrter sig i Sværm under den forklarede Himmel, medens de falmende

Blomster staar stille og ved bedre Besked. Ak, Lucie var ikke tyve Aar,

og hendes Bryst hældede allerede, det var desværre sejgt som nedfalden

Frugt.

Lucie, hun kunde tralle en Visestump, men glad var hun ikke. Hun forstod

ingenting, andet end at flyde nedad, som et synkende Menneske mod

Havsens Bund. Det var af hendes fri Vilje, og derfor havde hun en

uhjemlig Kulde i sit Væsen; men uden selv at vide deraf udtrykte hun

enfoldig Undren ligesom Skarnbassen, der er falden om paa Ryggen i

Hjulsporet og marcherer paa Stedet med Benene opad sit Liv ud, til det

knusende Hjul kommer.

Men der var Øjeblikke i denne Nat, da Lucie lyste i Syndens salvede

Majestæt. Hun fik Glorie om sit dunkle Hoved af utrætteligt Begær,

Rædsel, hendes Sjæl slog ud i et vildt, maalløst Blik som i

Korsridderens Øjne, naar han pludselig ser de røde Blodroser springe ud

om det viede Kors paa hans Bryst.

Axel blundede hen.

Han sov og drømte, han var gledet ind i en anden, halv og vaklende

Virkelighed, han sad ved Havbredden, og hos sig havde han Sigrid; det

kom ham for, at han var dødelig søvnig. Imidlertid stod han op og ravede

frem for at rede dem en Seng, og han tumlede længe med Bølgerne, lagde

dem tilrette og tog efter en hvid Bølge til Hovedpude, men alt hvad han

redte svandt væk i Favnen paa ham; han greb efter Flige af Lagner, der

løftede sig og flød ud i ingenting, han brødes tilsidst med de urolige

Puder. Endelig opgav han det.

. . . Lidt efter fløj Axel og Sigrid fra Jorden. Ja, de stod lidt stille

i Luften, og Sigrid tog ham i Haanden. Saa fløj de vidt og svimlende

højt, men Axel syntes i dyb Søvnighed, at de maatte endnu langt videre

ud i Himlen, det bares ham for, at der var en Udsigt ved Verdens Ende,

som de maatte se. Men da de havde fløjet længe, gav Sigrid efter, hun

blev tung og begyndte at klage sig, og da styrtede de begge ned. Axel

vaagnede. Han sov igen og drømte igen underlige Ting, der ikke lod sig

huske.

Vis mig et Modermærke paa dig et Sted, hvis du har et, for at jeg kan

kende dig i Helvede, bad Axel halvt forrykt, da Dagen gryede.

Lucie lo skamfuld, hun var lige ved at græde af Lykke, og hun viste ham

Arrene, hun havde paa Ryggen efter Kagstrygning; de lignede gustne Siv

og endte ligesom Siv i brune Blomster, hvor Piskens Knude havde kysset.

. . . Atter var Axels Øjne sunkne til, uden at han vidste det, og atter

flyver han, men alene. Han flyver i oprejst Stilling midt ad Gaderne i

Stokholm i Højde med Tagskæggene, han tvinger Armene i Siden som en

Løber og holder sig oppe ved sin indre Kraft, glider stærkt og stille

frem. Gaderne er tomme og ligger i lurende Skumring; langt fremme i de

dybe Gyder ser han Skygger røre sig og skynde sig afsted med Ryggen til,

men der hvor han flyver, er der aldrig nogen levende. Himlen er

brændende, lysende gul, det er som rummer den en lykkelig Viden.

Da lukkes Gaden af et højt Hus, og Axel frygter for at flyve mod den

skumle Mur, utydelige Hoveder lurer i Vindueshullerne; han tager sig

sammen og naar at hæve sig skraat i Vejret, han slipper luftigt over

Mønningen af Huset, kan lige naa. Axel svæver siden lavt og rører med

sine Fødder ved Ris og Træer. Men pludselig fylder han sig og vil, vil,

han stiger, medens Luften bliver endnu dybere Og endnu gulere, han gaar

stejlt tilvejrs og hænger over alle Taarne som et Fnug i den lyse, frie

Luft.

Axel flyver, og dybt nede huler Vandet sig i lydløse Bølger, han ser

Skibet skraat nede og overvejer ængsteligt, om han vil træffe det med

den Retning han har. Det er som formaar han kun med yderste Anstrængelse

at styrte derimod, skønt han flyver af sig selv. Men han naar i

Sikkerhed ned paa Skibets Dæk. Det er Lykkens Skib.

I Stavnen staar en Vild og holder Udkig uden at mindes noget andet i

Verden, han stirrer kun ud efter Havets Taager; Skibet sejler og nejer

aandeagtigt let hen i Havet.

Det er Columbi Lykkes Skib. Han selv, den forliste Skipper, staar ved

Roret og bøjer sit Dødningeansigt over Kompasset, Kursen er stik Syd;

paa hver Side af sig har han en nøgen, rød Skovdværg, der vædsker

giftigt overalt af Ælde. Og Sejlene bovner som Spindel fra Ræerne,

Stjærnerne gennemskinner de fulde Sejl.

Men agterude i det bratte Tømmerkastel, paa Dækket og under Dækket, i

hver en Vraa og Rede venter Alverdens Kvinder; der er en af hver Slags

fra Jordens tusinde Landskaber. Af hvide er der mange, fra de yngste

unge med Drengeben og spirende Barm til de føre Fruer, hvis Knæ er ru af

Gangen i Kjolen; fra de hvide Frøkner, som vasker sig tidligt og silde,

til Bondedøtrene, der lugter som Mælk af Munden, og hvis haardføre,

laadne Lemmer slaar som Knipler. Der er Piger af røget Lød med Øjnene

fulde af dristig Uskyldighed, der er Kvinder med luerødt Haar og Fødder

saa hvide som Sne, Negerprinsesser med rosenrøde Mundvige og Tigertænder

i Krans rundt om de ranke, sodsorte Lænder. Arabiske Møer, slunkne og

smidige som Leoparder; frodige Jomfruer fra de rige Gaarde i Polen, smaa

blomsterstøvede Væsner fra det inderste Asien, og Kvinder, som ingen

Evropæer saa, fra Øerne i Havet.

Paa alle er der Forskel i Højde og Alder og Skabning, som de er ulige i

Sind og Tanke. En smiler sorgfrit med sin friske Mund og taler ud af sit

unge alvidende Hjærte, en anden ler nok gæstmildt men fortier sit

Tungsind; nogle bryster sig af deres vitterlige Skavanker, andre slaar

Øjnene ned og skammer sig over deres lydefri Figur. En er ikke

fuldstændig lige, fordi der ogsaa skal være en af Jordens skæve paa

Lykkens Skib; en er mindre hvid, en andens forunderlige Fylde bredte sig

rigelig stærkt, det er der spinkle Skønjomfruer for paa Lykkens Skib.

Den enkelte er vel aldrig fuldendt, men ingen er undværlig; de mange

tilsammen stiler mod Fuldkommenhed. De er alle meget nær ens paa Lykkens

Skib, for saa vidt som hver for sig bedaarer.

Lykkens Skib sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet. Lykkens Skib,

Axel drømte sig ombord derpaa. Og han følte Sigrids Nærhed.

Da vaagnede han pludselig og havde Lucie.

Det var lys Dag, de blæste i Trompet nede paa Torvet, fyrige, pralende

Signaler.

Det er bare at de blæser i Trompet, mumlede Lucie søvndrukken og krøb

bedre i Leje uden at aabne Øjnene.

Men Axel rejste sig og slog Vinduet op. Da saa han, at der stod to

lange, ubevægelige Rækker Knægte med Hellebarder fra Slottet over Torvet

og helt hen til Raadhuset. Ellers var der tomt paa Torvet. Lige udenfor

Raadhusets Port . . .

Skafottet er rejst, sagde Axel og gik fra Vinduet. Han snappede sit Tøj

og klædte sig paa i en Fart. Lucie lagde sig om paa Ryggen og saa

lysvaagent paa ham uden at sige noget. Axel gik ned i Huset.

Men han kom snart op igen. Han havde faaet at vide, at Døren var lukket,

og at Herolderne nylig havde forbudt alle og enhver Borger i Stokholm at

gaa udenfor sit Hus.

Axel stod ved Vinduet og ventede. Der gik en halv Time, der gik en hel,

han blev jo længere jo mere begærlig efter at faa Rede paa, hvad dette

betød. Men der skete ikke noget. Et Par Mand gik og ordnede ved

Skafottet, ellers var der kun de to rette og rolige Soldaterlinjer tværs

over Torvet og op mod Slottet. En ganske dæmpet Lyd af Mumlen og Hvisken

lød op fra dem. Vejret var raakoldt. Nu og da red en Høvedsmand i

bragende Galop langs ned ad Rækkerne og rettede dem, ellers holdt han

stille oppe ved den lukkede Slotsport.

Da Axel en Timestid efter var henne og se ned igen, stod

Soldaterrækkerne uforandret.