Henad Middag den følgende Dag kom Mikkel og Axel hjem. De begav sig op i
Axels Kvarter, han havde et Tagkammer i et højt Hus ud til Stortorvet.
Her sad de over en Kande Øl, begge godt forvaagede og medtagne. Men de
straalede hver for sig underfundigt af Øjnene, befandt sig vel ved
Hovedpinen og Minderne.
Særlig Mikkel var inderlig oprømt, der var en næsten udfordrende
Festlighed over ham. Havde han ikke noget vist kvindeligt i Blikket, saa
han ikke ud til at ville omfavne hele Verden og give den Døden og
Djævelen i samme Aandedræt!
Axel begreb ham ikke, han saa nysgerrig paa ham. For der var en Ting,
Axel vidste. Om Natten havde han hørt et Menneske klage ude paa Skibet,
det kom nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab. Der var noget særlig
rystende ved at høre Jammerskrigene, de lød ikke som fra et menneskeligt
Væsen. Og da han vilde ile til Hjælp, havde man fortalt ham, at det var
hans Ven, den rødskæggede, der bare laa dødelig fuld. Han var da gaaet
ned i Rummet og havde set Mikkel ligge ukendelig, fortrukken i Ansigtet
som en Misdæder paa Pinebænken. Axel syntes endnu man kunde høre de
sørgelige Skrig, Mikkel havde udstødt, mens han laa paa Nakke og Hæle og
stirrede opad i dybeste Nød, han hørte ham svælge og knirke med
Tænderne. Men nu lod han til at være svært tilpas, ualmindelig tilpas .
. .
Axel saa til de runde, grønne Ruder. Solen brødes i dem, han slog hele
Vinduet op. Det var bleven Solskin. Tagene laa i hvidligt Lys; nede paa
den smalle Strøm krøb en lav Kaag for en Stump Sejl, og langt ude stod
det store Taarn paa Søndermalm skarpt belyst imod Skoven, Gruberne i
Muren efter Beskydningen kunde tydelig ses. Torvet lige nedenunder laa
endnu med Søle og Pytter efter Regnen igaar.
Se! udbrød Axel, nu skal der festes paa Slottet igen, Mikkel!
Langs op ad Gaden mod Slottet red en lang Række af Adelsmænd og høje
Herrer.
Mikkel for til Vinduet. Saa maa jeg afsted, mumlede han uroligt. Det var
galt at blive saa længe borte, hvis nogenting stod paa, han kom
rimeligvis i Forlegenhed nu. Mikkel gik straks.
Axel blev staaende og saa, hvorledes alt hvad stolt og rigt var i
Stokholm langsomt trak op mod Slottet. Der kom Riddersmænd paa
langhalede Hingste, med Agrafer paa Huen og pelsbræmmet Vams,
Guldsporerne glittede ved deres Hæle; Ærkebisp Matthias red bøjet og
affældig i Sadlen, hans røde Fløjelskaabe hang ned over Siderne paa den
lille jævne Graaskimmel og lyste stikkende som en stor Valmue i Solen.
Vægtige Borgermænd skred tilfods, stive af Tøj og med lange Stokke,
fornemme Fruer agede i Skridtgang; fra Sidegaderne kom der mange og
sluttede sig til, og de drog alle ind ad Slotsporten, hvis runde Murbue
efterhaanden tog dem ind under sig.
Da Axel havde set sig mæt paa Processionen, vendte han sig ind i Stuen,
strakte sig og vidste ikke længere, hvad han skulde gøre af sig selv.
Sigrid! Han rakte sig knagende og smilede stærkt bevæget. Blodet jo i
hans Hoved og i hans Bryst af Længsel. Endnu en Gang saa han sig om i
Kamret, der flød med hans Vaaben og Saddeltøj, og han fortvivlede. Saa
smed han sig paa Sengen og sov.
Nogle Timer efter vaagnede han og gik ud i Byen. Solen hældede, der var
saa stille paa Gaderne. Kun ud fra Herbergerne lød der Tummel af
Soldater, men selv deres Svir havde faaet en egen neddæmpet Lyd; det var
paa tredie Dag Byen jubilerede.
Axel gik gennem Gaderne i et ubestemt Haab. Han ledte efter Sigrid. Og
da han ikke kunde finde hende, tog han ud paa et af de skovklædte Skær
og vankede rundt paa maa og faa, som kunde Sigrid være at finde bag et
eller andet Træ.
Her stod Axel, da Solen var gaaet ned, og Byen ragede sort og takket fra
de levrede Bølger op i den gule Himmel. Klokkerne ringede til Aftenmesse
derovre. Nordfra samlede sig høje mulmende Skybanker, men i Syd laa en
lav Taagerand, som var det den henfarne Dag, der endnu kunde øjnes.
Da Axel kom ind til Byen igen, var det mørkt og roligt overalt, meget
stille. Han søgte op paa sit Kammer. Men idet han traadte ind, hørte han
en Kvindes sorgbefriede lille Hvin, som et Fuglefløjt, og hun hilsede
ham om hans Hals. Det var Lucie!
Men hvordan var hun dog kommen her, det var jo hende forbudt at vise sig
i Byen, og hvordan havde hun fundet herop? Jo Axel havde selv fortalt
hende, hvor han boede, og hun havde hvad Resten angik overlistet alle
mulige vogtende Mennesker.
Axel hentede Mad og Vin.
* * *
Ved samme Lag stod Mikkel Thøgersen Vagt i Slottets store Sal. Han blev
Vidne til et skæbnesvangert Optrin i Nordens Historie; skønt han kun
deltog som Tilskuer, mærkede det ham for alle hans Dage.
Hvad der skulde ske havde ingen anet. Hele denne udsøgte Forsamling, der
talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt
tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige
Sol . . . de blev alle paa en Gang musestille. Og der lød kun en enkelt
tør Stemme under det store Loft, en daarlig behersket, stigende og
faldende Røst. Det var Gustav Trolle, der talte. Stemmen alene spaaede
Skade, som naar der er dødsstille i Naturen foran et Uvejr, og kun en
Spætte hakker paa en vissen Gren dybt inde i Skoven. Men ved Ordenes
Mening gik Kraften af Knæene paa dem, der hørte til, mere end en blev
hed om Ørene. Det var fatale Historier, Ærkebispen var ved at pirre op
i.
Gustav Trolle havde ikke mere det Ansigt, Mikkel kendte. Gustav Trolle,
hvem han havde lagt Mærke til, fordi han beundrede ham blindt. Han var
ligesom Jens Andersen den lærdeste Mand i sit Land og tillige den
mægtigste, et Hoved uden Lige og en hærdet Idrætsmand, han var den
helligste og den mest ryggesløse, han forbandt hele sin Tids Viden og
Kunnen med Rigdom paa Gods og Penge; i teologisk og juridisk Indsigt
saavelsom i strategisk Kyndighed overgikkes han af ingen. Men de Gange
Mikkel havde set hans Ansigt, var det furet og beskrevet af hans
Ulykker, usundt af Hadefuldhed, ikke heller fri for kuede Træk. En
Alvor, der vilde dække over mange gemte Ting, gjorde ham kun nedtrykt,
Smil klædte ham ikke, han kunde ligne en udvisket, narrevorn Skriver.
Men nu var Ærkebispens Ansigt endelig støbt om -- og bleven koldt. Paa
samme Maade forvandles en Elskers plumrede Hensyntagen, naar Tiden er
til det, hans Øjnes tiggende Sødme bliver en ubønhørlig Dom, hans Bejlen
en raa Befaling.
Denne deres Ærkebisp havde Svenskerne behandlet saa haardt, som man
behandler en haard Mand. Foruden at de jævnede hans Slot og Befæstning
med Jorden og plyndrede hans Domkirke, røvede de alle hans Ejendomme,
smed ham i Fængsel som en Tyveknægt og pinte ham der. De ventede, at
hans Fjende, Sten Sture, skulde blive siddende som Konge. Nordboen var
altid værst mod sig selv. Nu blev Christiern Konge, voldeligt, mod alle
Svenskeres Vaaben og Vilje, og nu var der til dem.
Jon Eriksen, hvis Liv som Følge af hans Begavelse havde været en Række
af bitre Ulykker, læste den skriftlige Klage op i Forsamlingen. Han
havde siddet tre Aar Fange paa dette samme til Tænderne befæstede Slot,
hans Ankler var ikke lægte endnu.
Medens Jon Eriksen læste, begyndte de at murre i Salen og røre paa sig,
de tabte al Fatning som Dyr i en Faldgrube.
Og Processen gik sin Gang som den maatte paa denne Dag, da de to Folk,
der var lige og dog uforenelige, endelig opnaaede Skilsmisse. De var
hinanden bestemt som to Søskendebørn, der ikke kan undvære hinanden og
som martrer hinanden godt, slaar hinanden Saar med behændigt og dygtigt
Nænne -- indtil de skilles, hver for sig med Døden i Hjærtet.
Aftenen bragte et Tillæg i Ulykke, som ikke en Gang de onde Viljer havde
udpønset. Det var en Kvinde, der afstedkom det, Sten Stures Enke. Hendes
Livssyn og Kaar medførte, at hun bar Papirer hos sig, Statspapirer, hun
var ikke stort mere end tyve Aar. Hun alene svarede paa Anklagen ved at
fremlægge et Dokument, der beviste, at alle Forbrydelserne mod Gustav
Trolle og Kirken var en Beslutning af Sveriges samlede Rigsraad,
beseglet af Landets første Mænd! Men her blev der ikke tillagt
Rigsraadsbeslutninger elementær Magt, nej her drejede det sig om en Sags
Inderste. Nu fik Retten kun i al Magelighed Forbrydernes Navne og Segl.
Vand, der plejer at slukke Ild, nærer den just, naar Ilden er sluppen
løs i sin hvideste Majestæt; det var selve Satan, der spillede dette
Dokument paa Bordet.
Nu gik Døren op for den bevæbnede Vagt, Folk i Harnisk og med nøgne
Sværd kom ind og begyndte at gøre de anklagede til Fanger.
Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat. Den
store Guds Mand og Studepranger forstod sig paa at forlige Lovens
Bogstav med Sagens Krav, han fulgte heri sit stærke Hjærtes Drift. Og
det raadede ham sandt. Men selv den dybest tilgrundeliggende Sandhed,
den djævelske Sandhed, slog Klik her, kunde ikke redde Norden. Saa stor
Uvilje til Lykke kendetegner Nordboen, at netop det yderste, radikale
Redningsmiddel slaar alt Haab ihjel for stedse. Saa mystisk var Folkenes
Uenighed, saa stædig deres Skæbne. Nordens Riger sprang i tre som en
ildskørnet Sten.
Det var den syvende November 1520.
Men den Mand, der holdt det hele i sin Haand, der havde sat de ustyrlige
Hoveder sammen og benyttet sig for sin Kongesag af de hævngerrige Mænds
Talent, Ondskab, Snuhed, han sad nu fuldstændig ene i sit Kammer, medens
hans Tjenere gjorde det færdigt, der skulde gøres.
Mikkel Thøgersen saa Kong Christiern sidde inde ved sit Bord, han sad
rank op mod Stoleryggen, kulsort i Skyggen fra Kaminilden bagved. Mikkel
bar Lys ind. Han saa Kongens Ansigt, det var baade spændt og slappet,
han saa ud som den, der endnu tager sig sammen til Beslutningen, som
forlængst er gaaet i Fuldbyrdelse.