Axel var ikke paa Gulvet mellem de dansende, han sad nede i Borgestuen,
hvor der var dækket op med Mad og Drikke. Han havde faaet den unge
Jomfru, som han alene dansede med, bragt til Sæde paa en Bænk helt inde
i det mørkeste Hjørne. Hun hed Sigrid og var en Raadmands Datter.
Axel havde travlt med at sørge for Sigrid. Desværre sagde hun Nej til
næsten alting, vilde hverken drikke Pryssing eller smage paa Tærterne;
Axel betænkte sig og vidste ikke sine levende Raad, han kunde jo se, at
Sigrid havde lært at sige Nej udenad. Selv spiste han kun tøvende, og
det smagte ham ikke; først da han havde faaet Sigrid til at bide af en
Kage, hoppede Hjærtet i Livet paa ham, og han tog for sig af Retterne i
vidt Omfang.
Drik mig til! bad Axel. Hun sagde raadvildt Nej. Sigrid vidste ikke om
hun vilde, nej hun vilde ikke. Axel saa pludselig længselsfuld paa
hendes Mund, der var fin og fugtig som en Moseblomst, han blev siddende
med Kruset og faldt i Staver. Da lo Sigrid ret sikkert. Axel drak og
brast selv i Latter, de lo voldsomt begge to. Sigrid blev derefter
siddende med et Skær af Munterhed i Øjnene. Hvor hun var ung og spæd.
Sigrids Hænder maatte Gud beskytte, saa rent ud smaa og skrøbelige som
de var.
Sigrid havde Træk, der gjorde, at hun lignede sig selv som Barn, og dog
kunde man se, hvordan hun vilde blive som gammel Moder; Sigrids milde
Ansigt syntes et Mysterium af Menneskets tre Aldre. Man kunde stemmes i
Aandenød ved at betragte hendes tynde gule Haar.
Axel saa med et varsomt Blik over Sigrids Kjole, det brune Tøj havde
Udskæringer paa Halsen og ved Albuerne, Silken tittede ud. Endelig
sukkede han dybt.
Axel og Sigrid skyndte sig omsider op i Salen igen, Musiken spillede
fyndigt, og nu dansede de længe, aandeløst, hele den salige Nat. Sigrid
kunde blive ved at danse. Hun blev jo længere jo mere stille, men naar
Axel bød hende op, var hun villig, og hun blev ikke træt. Sigrids smaa
Hænder var aldeles vaade og kolde, hendes Aande lød som lette, næsten
usporlige Pust. Hver Gang en Dans var forbi, smilede hun uden at sanse
hvorfor.
Hen paa Natten var Tiden bleven evig om dem, de havde danset saaledes
siden alt begyndte. Axel ramtes af Vemod som et ældgammelt Menneske, der
tænker tilbage paa svundne Tider. Da trykkede han Sigrids Haand. Hun saa
op i hans Ansigt og vaagnede, hun smilede uden mindste Forbehold, fuld
af Hengivenhed for ham og Tillid. Men han vidste ikke, hvorledes han
skulde komme hendes hvide Sjæl imøde. De dansede mere langsomt og blev
puffet fra alle Sider, de dansede sagte videre som i Drømme.
Snart efter kom Sigrids Broder og hentede hende hjem. Axel vilde følge
med, til Døren, blot ned ad Trappen, han bad som en dødsdømt, men Sigrid
sagde Nej. Det var hendes sidste nølende og milde Nej.
Axel stod da paa Trappen og saa hende gaa ned med sin store Kaabe om
sig, hun vendte sig helt nede og nikkede, det fine Ansigt i Hætten
skinnede hvidt i Fakkellyset ovenfra. Saa var hun gaaet.
Der var ikke mange der dansede mere nu, de fleste sad nedenunder og
drak.
Axel fandt Mikkel Thøgersen siddende alene over et Krus dernede, han
havde faaet Harnisket af. Og Axel kunde faldet den ordknappe Krigsmand
om Halsen. Han drak et Par varme Bægre med ham.
De sad og smaasnakkede lidt, Axel blev saa vel berørt af Mikkels bløde
Stemme. Tummelen rundt i den store Borgestue gik højt, overalt lød
Bægerklang og glade Raab. Genlyden glammede ned fra Hvælvingerne som en
fordrejet Spejling af Støjen. De tyske Knægte begyndte at blive fulde,
Klammeri tegnede det ogsaa til hist og her. De fleste af Byens Folk var
gaaet hjem.
Da rakte Axel sig frem over Bordet og borede sit Blik i Mikkel
Thøgersens, han foreslog ham en Ting, dæmpet og som kunde der ikke være
Tale om andet. Mikkel trak paa Næsetippen, et sjældent Udtryk for Lune
hos ham; for sit indre Blik saa han _Galejen_, han nikkede og strøg sit
Skæg.
Nu var Sagen den, at der laa en lybsk Flaade i Skærgaarden udenfor
Stokholm, Købmænd, som Kong Christiern havde indbudt til at komme og
sælge Levnedsmidler til Hæren, mens han belejrede Byen. En Del var
sejlet bort nu igen, men den store berømte Karavel, der var lastet med
_farende frouwen_, laa derude for sine Ankere endnu. Det var en
Storkræmmer i Lybæk, der holdt dette Skib paa Søen, det sejlede med samt
sin Ladning rundt til alle de Steder, hvor Landsknægte holdt til i
større Styrke.
Axel og Mikkel brød øjeblikkelig op, tog deres Vaaben og begav sig ned i
Byen. Det var mørkt og taaget i Vejret, Klokken kunde være henad tre.
Gaderne laa ganske tomme, ikke en Lygte, de snublede og faldt adskillige
Gange over et og andet Skramleri, endelig naaede de ned til Sønderport
og slap med gode Ord forbi Vagten. Nedenfor Broen under Muren plejede
der at ligge en Del Joller, som man kunde leje, men i Nat var der ikke
en eneste. De listede da østerpaa langs den smalle Strandkant og fandt
en Baad et godt Stykke henne, den brækkede de løs og sejlede med den.
Skibet laa temmelig langt udenfor Slotsholmen, det varede noget, inden
de skimtede Lysene fra dem i det tykke Vejr. Det de skulde til laa
længst tilvenstre. Efter at have roet en halv Snes Minutter i Nattens og
Søens ubehagelige Fugt, naaede de Karavelen, der laa for sit Anker med
det høje Agterkastel ragende op i Mørket og Taagen.
Men de havde _hørt_ Karavelen længe før de kom til den, der stod en
mægtig Fest derude. Tre Lygter, en paa hver Mast, spredte Lys over
Takkel og Dæk, mange Skikkelser rørte sig deromkring. Tykningen dannede
store Ringe om de tre røde Lygtemaaner.
Der ligger alle Jollerne, sagde Axel dæmpet med et Grin, idet de gled
ind under Klyverbommen. Jo en god halv Snes Smaabaade flød i Stime rundt
ved Ankerkættingen.
Der blev raabt an oppe fra Stavnen paa tysk, det var Skudens strænge
Fører. Og Gallionsfiguren, en blodtørstig Drage, viste alle Pløkkerne i
sit Gab.
Gute Freunde! raabte Axel og satte fra den skvulpende Jolle op i
Tovværket, Skipperen gav ham en Haand og hjalp ham paa Dækket. Mikkel
bandt Jollen og fulgte efter.
Ved Masterne laa Øltønder under Lygten, rundt om paa Dækket var rejst
smaa Halvtag af Sejldug. Kastellet agter ude var oplyst, og herfra lød
Larm af Piber og Skalmejer, Fryd og Bægerklang. Det var Pigestemmer. Og
hvor de lød varmt her paa den salte Sø. Det var hjemligt, det bevægede
Hjærtet at høre zarte Stemmer paa en havvant og umild Skude. De tjærede
Planker rystede under Festlighederne oppe og nede, hele Skibet vuggede
langeligt i Søen. Der stak Dyner op af Lugerne.
Lette Trin lød paa Dækket lige ved Axel og Mikkel, smidige Fjed, og dog
fjedrede Plankerne under den sunde Vægt af et voksent Menneske. En Pige
i lyse Klæder var dukket op fra Rummet og skyndte sig hen til dem, hun
smøg sig blødt imod dem begge to og lod en kærtegnende Lyd høre til
Velkommen, uden Ord, de mærkede pludselig Varmen af hendes forunderlige
Nærhed.
De gik sammen hen mod Lygten, hvor Krusene blev svunget imod dem med
Hyldestraab, og da Axel saa Pigens Ansigt, bøjede han sig hastigt, hun
havde sammenvoksede Bryn. Han bøjede sig hastigt og spurgte, snublende i
Tysken:
Hvad hedder du med hvide Tænder?
Hun svarede med lav og varm Stemme, som havde hun kendt ham længe og
vidst, at han vilde komme:
Lucie.