Det var under de store Festligheder i Stokholm efter Kong Christierns
Indtog og Kroning, om Tirsdagen. Mikkel Thøgersen stod i Slottets
Vagtstue og skulde bringe Jens Andersen en Besked. Jens Andersen var i
Badstuen, blev der sagt. Men da det hastede ualmindeligt, blev det til,
at Mikkel klædte sig af for at udrette sit Ærinde. Han kom ind i den
hede Badstue og kunde først ikke se en Tomme frem for sig, Dampen fyldte
Rummet saa tykt som hvidt Vadmel, han hørte Raslen af Spande og store
svidende Klask af Vandet mod Ovnstenene. Inde i den svedende Tykning lød
Stemmer. Mikkel blev staaende ved Døren, Dampen brændte ham mod Brystet
og begyndte at rinde i Draaber ned ad hans Ben.
Pludselig var det, som om Dampen formede sig til en Skikkelse, der kom
imod ham, et Skridt til og der stod en Mand fuldt synlig, kobberrød af
Varmen. Det var Kong Christiern. Mikkel tog sit Blik hastigt fra Kongens
Ansigt og saa kun paa hans kløftede Bryst, der var fyldt med røde Haar,
og han hørte Kongens hæftige Stemme. Hvad han skulde her? Mikkel gjorde
Rede for sig med bøjet Hoved.
Jens Andersen, kaldte Kongen barsk, her staar en Mand ved Døren med
Ærinde til dig. Saa trak han sig tilbage ind i Dampen igen. Mikkel
rettede sig op, han rystede endnu i Knæene. Lidt efter kom Jens
Andersen, og Mikkel forrettede sit Ærinde, han vidste ikke selv, hvad de
Ord skjulte, som han havde at overbringe efter Hukommelsen, men de
gjorde Bispen meget eftertænksom. Staa her, sagde han og forsvandt.
Mikkel hørte baade Kongen og Jens Andersen og flere Stemmer inde i den
kogende Røg. Saa raabte Kongen et Par vrede Ord. Der blev næsten stille
i Badstuen, de hørte op med at slaa Vand paa Stenene. Den øverste Luge
aabnedes, og Dampen blev et Øjeblik tæt og hvid som en Væg, lidt efter
klarnede det. Med et saa Mikkel alle dem, der var i Badstuen, han havde
troet, de var ti Gange længere borte, men de var alle lige ved. Kongen
sad paa en Bænk, foruden ham var der Didrik Slagheck, Jon Eriksen og to
til, som Mikkel ikke kendte. Jens Andersen talte til Kongen i en dæmpet,
betydningsfuld Tone, de andre lyttede, men Mikkel havde ikke Øre for,
hvad de talte om, han kunde ikke faa sit Blik fra Kongens Skikkelse. Saa
tæt en Bringe og saa stærke Overarme havde han ikke set før,
Brystmusklerne laa haardt og riflet mod Huden, Senerne snoede sig
snævert ind under Armene. Det mørkerøde Haar brusede om Kongens Hoved i
Dampen som Mos, der rejser sig i Regnvejr, Vandet drev over det vaade
Ansigt ned i Skægget. Kongen var i farligt Lune, lod det til, han saa
fra den ene til den anden med de stramme Øjne paa en egen afmaalt Maade,
hele hans Mine var tung og ladet.
Mikkel lagde ikke meget Mærke til de andre. Jon Eriksen stod ret op og
ned med et beskedent og forgræmmet Udtryk, han var saa gyselig mager paa
Kroppen, at det saa ud som han var surret sammen af Skind og Ben, hans
lange Knokkelfødder stak i et Par Klamper, Anklerne var dækket af
Skorper og snehvide Ar efter Jærnene, han til for nylig havde siddet i.
Ved Siden af ham stod Jens Andersen med den flettede Ryg til og bøjede
sig i sine laadne, sammentrykte Rytterlaar. Men Didrik Slagheck var en
velskabt Mand. Desværre vanheldedes han over hele Kroppen af violette
Stjærner, Mærker efter den franske Syge, de sad stemplet saa tæt som
Pilene i St. Sebastians Legeme. Didrik Slagheck havde en Abes Hoved,
fordi hans Næse var falden ind ved Roden.
Jens Andersen slog pludselig med Hovedet hen mod Mikkel som for at minde
dem paa, at han stod der. Mikkel havde ingenting hørt. Men Kongen saa op
og blev rasende.
Saa lad den Mand gaa! udstødte han tirret. Jens Andersen vendte sig og
viste Mikkel et ligesom formildende Ansigt, Mikkel skyndte sig ud. Slaa
Vand paa! hørte han Kongen raabe. Og medens han ventede udenfor og trak
sine Klæder paa, hørte han igen Vandet pladre og hvisle derinde. Ikke en
Lyd af Stemmer skelnedes.
En halv Time efter kom Bispen ud, han var ophedet og meget kortaandet,
han blæste Væden fra Læberne og viskede sig over Brynene, hans
Fingerender laa i Læg af det varme Vand. Mikkel fik Besked tilbage til
Ærkebisp Gustav Trolle, blot to latinske Ord. Mikkel tillod sig at
smile, da Jens Andersen vilde have ham til at repetere dem tre-fire
Gange som et Barn.
Ja husk nu paa dem, raabte Bispen endnu en Gang, før Mikkel for ud af
Døren.
Ærkebispen stod ved sit Vindue med en Gaasepen i Haanden, han vendte sig
brat, da Mikkel kom. Men da han hørte, hvad Mikkel havde at melde, smed
han Gaasefjeren paa Gulvet og gik stærkt berørt op og ned fra den ene
Ende af Gulvet til den anden. Det var vor Herre Jesu Kristi sidste Ord
paa Korset, som Mikkel havde at sige ham fra Kongen; Ærkebispen gentog
dem halvhøjt for sig selv flere Gange, der stod et aabent Rejsealter paa
Bordet, han nikkede og nikkede:
_Consumatum est._
Mikkel ventede paa mulig Genbesked. Men Gustav Trolle syntes at skifte
Tankegang, idet han atter kom hen til ham, han stod noget og saa Mikkel
adspredt i Ansigtet. Der gik en ubestemmelig Trækning over hans blodløse
Mund, det kunde være et bevæget Smil eller et Forbud paa Nysen; Stemmen
var underlig mild, da han spurgte Mikkel, om der ikke var noget han
ønskede, og han stammede uvist.
Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besværlige og golde
Soldatertjeneste blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin
Ungdoms Ønsker som var det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han
havde tænkt sig nogen spørge derom, vilde han i Tanken svaret: Alting.
Det vilde han -- lige til nu, da han blev spurgt. Nu ønskede han intet.
Mikkel saa slapt op. Om han kunde komme til at tjene i Kongens Nærhed,
sagde han sløvt. Han slog Øjnene ned igen og begyndte at gnide sig
varligt i Hænderne ligesom en Betler, der staar ved Døren og kommer i
Tanker om, at det er koldt, medens man henter Almissen til ham.
Det var Ret! Gustav Trolle nikkede. Han spurgte, om Mikkel ønskede at
komme mellem Skriverne, han kunde jo Latin. Men Mikkel rystede paa
Hovedet. Naar han maatte blive Rytter mellem Kongens nærmeste Folk . . .
Da han gik ned ad Gaden, var han bøjet som en gammel Mand. Han havde i
mange Aar længtes efter at komme i Kongens Brød, og idet han nu følte
sig varm af Glæde over at være ved Maalet, knugedes han tillige ned af
den dybeste Ynkelighed.
Samme Dags Aften var der stort almindeligt Bal paa Slottet.
Mikkel Thøgersen stod som Æresvagt ved Døren i den store Sal, iført
fuldt Harnisk, en flunkeny Udrustning. Forfremmelsen var gaaet hurtigt
for sig, Jens Andersen havde gunstigt hjulpet til og belønnet ham tilmed
for tro Tjeneste. Da Mikkel blev fremstillet for Kongen, kendte han ham
ikke fra om Formiddagen, han tog ualmindelig naadigt imod ham. Og dog
var det den samme, Kongen havde været lige ved at nagle til Badstuedøren
med sit Blik. Saaledes kunde det gaa saa bagvendt til, at Nøgenhed
skjulte og formummede sin Mand, tænkte Mikkel.
Den foregaaende Aften havde været forbeholdt Rigens højeste; idag var
det Kongens Officerer og menige unge Folk, der var indbudt til Dans
sammen med gode Mænd og Fruer fra Stokholm. Det blev en munter Aften for
Alvor. Mikkel stod respektindgydende ved Døren som en Billedstøtte,
dækket af skinnende Plader og Skæl fra Top til Taa, hans stride Skæg
stak ud af Visiret, han fulgte de dansende med Øjnene.
Og hvem saa han danse der, dristig og knejsende og letbenet, andre end
Axel, hans ungdommelige Rejsefælle fra i Foraaret! Endnu var Mikkel ikke
bleven klog paa denne eksempelløst urolige Fyr, der omgikkes saa
letsindigt med sine Hemmeligheder, at han fortalte dem til Gud og
Hvermand. Se nu, hvor han svang sig, og det lod til at være hans
naturlige Gangart; naar han var i Ro, spillede han jo alligevel som et
Spejlskaar i Solen, hans Blik var altid lige saa vanskeligt at holde
fast som nu, da han drejede paa Gulvet med en Skønjomfru i Favnen og
blinkede æventyrligt til højre og venstre. Mikkel saa ham bugte sig og
smutte i Sværmen, til hans gule Hattefjer blev borte i den anden Ende af
Salen; saa kom han igen, lige springende henrykt, og den unge Piges
Ansigt var hele Tiden hældet op imod ham med et stille, drukkent Smil.
Mikkel flyttede sig over paa et andet Ben. Musiken slog Triumf. Det
ruskende Novembervejr kølede ind ad Vinduerne. Mikkel saa ikke længere,
skønt han stod med aabne Øjne, han faldt i Tanker. Der var noget, der
begyndte at plage ham, en stakkels Følelse af egen Retskaffenhed og en
Attraa efter at løbe avet om en Gang ogsaa som de andre værdiløse Narre.
Han var over de fyrretyve Aar nu, Mikkel, men han var ingenlunde klogere
end for tyve Aar siden. Hans Forlængsler var ikke bleven gjort til
Skamme, de var ikke gaaet i Opfyldelse nemlig, ikke en eneste en. De var
bleven forlængede. Der var dog god Tid til Daarskab endnu.
Musiken begyndte at stige til den rene stormende Galskab og afleverede
Takterne Slag i Slag, de strygende Instrumenter fløj i Vildelse op og
ned ad Tonestigen, saa endte Musiken med en samlet, langt udtrukken
Jubelklang. De dansende spredtes paa Gulvet og talte og lo.
Axel var henne og slaa Mikkel Thøgersen paa Skuldrene og ønske ham til
god Lykke. Nu var de altsaa i Tjeneste sammen. Siden naar Mikkel blev
afløst, eller i Morgen, maatte de ud og besegle Venskabet! Hvorpaa Axel
var forduftet.
Under Pavsen gik Kongen med et Følge af de fornemste Mænd gennem Salen.
Han blev staaende og talte med forskellige Mænd fra Byen. Kongen var i
Zobelskind og bar det gyldne Vlies om Halsen, han lo et Par Gange højt
og oprømt. Jens Andersen havde travlt, han brød ud med sin Vid til
Besvær for snart den ene snart den anden. Ved Kongens Side gik Ærkebisp
Matthias af Strengnæs. Den gamle Herre slæbte sit kostbare Skrud efter
sig paa Gulvet, han bevægede sig adræt, kom med et Par skindmagre
Vitser, maaske de eneste fra en længst henfaren glædeløs Studentertid,
og han viste sin tandforladte Mund, idet han smilede hele Salen rundt.
Da de gik igen, vendte den gamle Prælat sig endnu en Gang og kneb de
hjærtelige Øjne til og nikkede ad Ungdommen med hele sit rynkede Ansigt
oplivet af Solskin.
Saasnart de naadige Herrer var borte, blæste Musiken med sand
Dommedagslyd til Dans igen. Mikkel spejdede efter Axel, men han lod ikke
til at være paa Gulvet.
Lidt efter glemte Mikkel alting om sig. Han tænkte igen paa sit
mislykkede Liv, op og ned, han følte sig træt af alle de Mil, han havde
vandret efter Umuligheden. Hvordan det saa var gaaet til, han havde
forvist Lykken fra sit Hjærte og var bleven en hjemløs mellem glade
Folk. Medens han stod lænet til Hellebarden, digtede han fire latinske
Heksametre, hvis Mening var:
Jeg mistede mit Livs sande Foraar i Danmark af Længsel efter Lykken i
det fremmede; og derude fandt jeg ingen Lykke, for jeg led overalt af
Hjemve efter mit eget Land. Men da Alverden tilsidst lokkede mig
forgæves, da var endelig ogsaa Danmark døet ud af mit Hjærte; saaledes
blev jeg hjemløs.