Anno 1500 var Junker Slentz paa Marsch op i Holsten med sin Garde, han
var hvervet af Kong Hans og Hertug Frederik, der agtede sig mod
Ditmarsken.
Paa højre Fløj af en Fænnik gik Mikkel Thøgersen. Han havde for et halvt
Aar siden taget Sold af Junkeren. Mikkel præsenterede sig godt i
Geleddet, han var lang og speget som en Knokkel, det røde Overskæg
gjorde mageløs Virkning. Han lignede Røveren paa Korset -- ikke ham, der
skulde være med Nazaræeren, men den anden. Hans Vaaben var Luntebøsse og
Slagsværd, han var iført blaa Fløjelsbukser med Pomponer, Læderkøllert
og Jernhat. Hele Udstyret stammede fra et Lig, Mikkel havde fundet paa
Landevejen en Morgenstund. Ved Siden af sig havde Mikkel Clas, som var
levende endnu.
Kammeraterne sang, og Mikkel tog Tonen med efter bedste Skøn:
Gedenkst du noch, es war ein' Nacht in Böhmen --
O Gotts Marter ja, Kamrad, ein' Nacht gar schön!
Der hat ein Arm, ein Bein, ein Aug' verloren,
Und mancher Bube muss seitdem auf Stelzen gehn.
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
Svillevillevit dreh um das Aug',
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!
Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen --
O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen --
O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
Svillevillevit dreh um das Aug',
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!
Du kleiner Vogel, der du fliegst vom Neste
Schönre Heimat suchend in das fremde Land,
Sag, kommst du wohl von unbekannten Fluren,
Oder kommst du von des Herzens tiefem Grund?
Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
Svillevillevit dreh um das Aug',
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!
O Mutter, krieg' ich Schnappsen, weil ich lebe,
Oder, Mutter, krieg' ich Flügeln, wenn ich sterb';
O Mutter, krieg' ich Flügeln, weil ich lebe,
Oder krieg' ich, Mutter, Schnappsen, wenn ich sterb?
Sss . . . Svillevillevit dreh um das Aug',
Svillevillevit dreh um das Aug',
Sville ville vit, pum pum
Den ganzen Hals dreh um!
-- Ud paa Dagen tav de fleste; de havde gaaet langt, og der var langt
igen. Da de endelig hen paa Natten nærmede sig Kongens Lejr, var hver
Mand udaset som et Trækdyr. Det var Maaneskin, og der laa et tyndt Lag
Sne paa Jorden. Mikkel gik og saa ned for sig, han var dødsens træt og
havde været sløv de sidste Timer. Da lagde han pludselig Mærke til
Skyggerne, som faldt skraat fremefter paa Sneen, seks urolige Skygger af
det Geled, han gik i. Han saa med Forundring, at der var stor Forskel
paa Skyggerne, et Par var en Grad lysere, og hans egen forekom ham
mørkere end de andres. Han tænkte noget over det, blev et Øjeblik kold
af Skræk, glemte det igen, kom tilbage til det . . . og Fremmarchen
vedblev, hele den uoverskuelige Masse skred frem. Hver eneste kunde
segne af Overanstrængelse, men de blev ved at vandre sammen, og Mikkel
vandrede med, han havde igen glemt alting i Verden.
De naaede Lejren og fik Hvile. Mikkel kom til at sove i en Lade
tilligemed et hundrede andre. Men da han var falden hen, skød Varmen
altfor stærkt igennem ham, han for op med et Gisp. Kun Ladens Mørke var
om ham, og dog havde han set en Hær, der vandrede milelangt ud og fyldte
hele Synskresen -- sorte Faner langt fremme mod den lave Himmel -- og
selv var han med, han følte den umælende Melankoli, der overfalder hver
enkelt dødtræt Mand i en ustanselig Hær. Næsten i det samme for Clas
gispende op ved hans Side. Han hviskede smaaleende og med en egen
Venlighed til Mikkel, at han havde drømt, de marcherede endnu.
Mikkel for op flere Gange den Nat, redet af Vandringssmærte og af
kvælende Hærsyn. Og hver Gang, han var vaagen, hørte han en og anden
sætte i Halmen og stønne rundt om i den umilde Lade.
Det var i Januar Maaned, Garden stødte til Kong Hanses Hær. Mikkel kunde
igen tale med Danskere efter to Aars Forløb. Da fik han en Dag at vide,
at Otte Iversen stod ved Kongens Hær -- Fændrik i Rytteriet -- Hadet
brændte op i ham. Han længtes efter at se ham. Mon Otte Iversen hadede
ham dygtigt? Forhaabentlig gjorde han. Men Mikkel havde ikke Held til at
faa Otte Iversen at se. Derimod traf Clas ham tilfældigt en Dag og
fortalte Mikkel det. Og Clas mindede Mikkel om den Aften i København for
tre Aar siden. Det var alligevel underligt, fandt Clas. Heinrich . . .
han var død, slaaet ihjel af dumme Bønder. Clas rystede paa Hovedet, han
kunde aldrig glemme Heinrich.
Nu gik den Krig sin Gang. Den begyndte, som enhver ved, med umaadelig
Vigtighed og Tillid fra Angribernes Side og endte med aldrig anet Ulykke
og Død for Kniven. De spillede talentfulde Dramaer i fordums Tid. Læg
Mærke til Fablens vittige Antitese -- disse Riddersmænd, der i virkelig
retfærdig Tro paa Overmagten lægger Pansret i Trosvognen og bryster sig
med Guldkæder paa; denne grausame Oberst Slentz, der er parat til at
stange Ditmarskerne fordærvet med de bare Knebelsbarter -- femten tusind
Hjærter, hvori det hede Blod er spærret inde. Riddernes Skemt, Hertug
Per til Meldorf, Grev Poul af Hemmingsted -- og som en sidste uhyre
licentia poetica de femtenhundrede Vogne bagved til Byttet. Hele dette
svimlende Apparat skulde ikke forbavse den, der ikke kendte Udfaldet;
thi det var jævnt menneskeligt. Det er naturligt for den levende at
brovte med Udødelighed, den højeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og
Trusel, Menneskets fineste Potens er den dundrende Løgn. Naar Manden er
paa sin Krafts Højdepunkt, maa han slaa ihjel. Livet dræber.
Og saa anden Akt -- Slagtningen. Disse høje Hoveder blev slaaet ind med
Bondeknipler under en storartet Iscenesættelse af Storm og Tøbrud, Sne
og Regn fra Nordvest og Indvælten af det vilde Hav. Der løsnedes en halv
Snes daarlige Kanoner, og Kuglerne braadede ind i det tykke Hærlegeme,
Døden smaskede højt uopdragent med Kæberne i denne Fylde. De druknede,
de blev traadt ned i Mudderet, og Ditmarskerne aabnede flittigt for alle
de hidsige Blodstrømme. Væsken var ikke sen til at styrte ud i det fri.
De gamle Soldater, der blev prikket Hul paa, forblødte ikke saa meget
hastigt endda; men de unge frodige Fyre slog Blodet fra sig næsten i et
eneste Plask. Dette var Stykkets Kynisme og Pointe. Selve Handlingen
virkede som før sagt ved sin indre Modsætning.
Mikkel Thøgersen saa Clas falde. En Marskboer kom som et Lyn fra Siden
og slog et stort Hjørne af hans Hoved med sin Økse.
Lidt efter blev Mikkel trængt ud i Grøften og sank under Laag i det
svidende kolde Vand. Han drev et Stykke tilbage med Strømmen, før han
kom op. Da han fik haget sig fast og drog Aande, saa han, han var kommen
helt ned til Kongens Rytteri. Det var snarere en Grød af Heste og
Mennesker end en Slagorden, de kunde hverken komme frem eller tilbage.
Forvirringen og Dræbningen gik paa . . . men Mikkel spejdede efter Otte
Iversen, og han opdagede ham. Han holdt noget inde i den sammenpakkede
Masse med Fanen i Haanden. Hesten var stuvet fast under ham, han holdt
ganske stille og som det syntes ligegyldig. Han var blaafrossen i
Ansigtet.
Mikkel forskede nysgerrigt efter, om det endnu var kendt paa ham, at han
havde skadet ham. Han blev liggende, til Otte Iversen fik Øje paa ham.
Men Otte Iversen var forkommen af Kulde, ikke videre. Det rørte ham ikke
at se Mikkel. Hans Haand var blaa af Frost. Huden bliver yderst
ømfindtlig i Kulde, selv det mindste Rap over en frossen Kno kan perse
Taarer af en Karl. Man taber Lugtesansen i Kulde. Han lod sig drive
endnu et Stykke med den rivende Strøm, i Snegrød og mellem døde Kroppe.
Han naaede bagom Hæren, kravlede op og undkom levende til Meldorf.