Axel rider frem

Jens Andersen Beldenak holdt Gilde paa sin Bispegaard i Odense. Lyset

faldt ud paa Gaden, det var det eneste Sted, der var oplyst i den mørke

By.

Der var kommen en Rytter, og medens han ledte efter en Ring at binde

Hesten ved, hørte han Stemmer oppe fra Gaarden, som larmende Vindstød,

hoho; han havde redet langt. Axel hed Rytteren. Han hørte, hvor Støjen

skiftede deroppe, eftersom der stod Døre aabne mellem Stuerne, og da

Larmen med et steg vældigt og holdt ved som et Vandvæld fra aaben Sluse,

kunde han forstaa, at en Dør ud mod Trappen og den aabne Port maatte

staa gabaaben. Han skyndte sig med at fortøje Hesten det første det

bedste Sted, mens de skraalede og lo i lange Tag deroppe; i en

almindelig Hujen skelnede han en enkelt Mands Grin, der trængte igennem

som en Hagl af Stokkeslag og blev henne og kom igen med ny Kraft, og han

forestillede sig med Velbehag Ophavsmanden til denne Latter som han

maatte se ud, idet han hylede med fuld Træk gennem Halsen, blussende Fyr

paa ham, en Ildebrand af en forvorpen Krop! Axel sprang op ad Trappen og

tonede i fuldt Rend ind i Gildesalen.

Han kom lige tidsnok til at se fire strunke Knægte gaa i Fodslag frem

mod Bordet med en ung Kvinde paa et stort Messingfad. Hun sad ned og

holdt sig til Kanten af Fadet, pyntet med sit sorte frie Haar. Før nogen

ret kunde besinde sig, satte Knægtene Fadet ned midt paa Bordet mellem

de andre Retter. Faklerne brændte paa de kalkede Vægge, der var en god

Snes Svirebrødre tilstede, og det var dem, der lo, de krummede sig i

Sædet, gik bagover af Latter. I det Axel stansede betaget af Synet og

slog Hænderne sammen, havde han allerede mærket sig, at den knaldende

Latter, der overdøvede alle de andres, kom fra det store Mandfolk for

Bordenden. _Han_ saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han

lo. Det var selve Bispen.

I det samme blev der stille i Stuen. Da Kumpanerne havde let ud, var

det, ligesom Spøgen ikke stod til at redde; de skelede forlegent til

hinanden med vaade og røde Øjne, de tørrede sig og tog forgæves Tilløb

til Grin igen. Pigen paa Fadet sænkede langsomt Hovedet, det sorte Haar

faldt fremefter og hang lige ned.

Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra

Bordet. Mens han kom lige løs paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da

han stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville

slaa.

Hvad?

Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed

havde Jens Andersen forstaaet ham.

Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om. Velkommen til, se at

faa noget at spise.

Jens Andersen vendte sig imod Bordet, han slog op med Armene og kom igen

i en mægtig Stemning, der steg og steg, mens han raabte og svaredes af

tiltagende Munterhed fra Laget.

Naa skal ingen tage en Bid?

Jens Andersen vendte sig tilsidst som en Kat og saa Axel ind i Øjnene,

hans Ansigt lyste pludselig af et haardt Lune. Han greb ham fast i

Skuldren og sænkede Stemmen, med en vis Myndighed, Forsigtighed og med

en Slags Godhed:

Den der kommer sidst er mest sulten. Det bedste er tillevns -- tag hende

saa!

Dette Løsen befriede dem allesammen, de lo igen og slog sig vildt paa

Laarene. Men Axel bøjede sig frem i smidig Erkendtlighed, han kneb

Øjnene venligt til og saa forskende paa Pigen, som tog sig sammen og

rystede Haaret under hans Blik.

Tak for det, sagde Axel. Hans ligefremme Svar, den gyldne Stemme, faldt

just i en Pavse og vakte et Bifald, der fik Loftet til at gungre under

Salven. De saa alle et Øjeblik paa Fyren, som stod der, han var jo godt

klædt, noget vaad og sølet derudefra, hans Ansigt var rødt af Regn, og

Haaret tjavsede ham om Ørene. Han mønstrede Bordet med et levende Blik.

Imidlertid tog Gæsterne til Krusene igen. Og Pigen blev baaret ud, ingen

saa efter hende. Men hun vendte sig i Døren og smilede fattigt fra sit

høje Stade, Trækken tog i hendes lange Haar, hun frøs gudsjammerligt. Da

nikkede Axel til hende. Det var en Glædespige fra Byen, som Bispen havde

lejet.

Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet

varede ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Knægtene, der havde

baaret Skueretten, en høj, rødskægget Hugaf. Det var Mikkel Thøgersen,

han tjente i Bispens Følge.

Agnete, oplyste Mikkel.

Hun var ikke ilde.

Mikkel tav. Axel fik ikke mange Ord ud af ham. Axel stod og glattede sit

Haar, hans Klæder var næsten tørre, han pustede efter Maaltidet. Da det

ikke kunde blive til mere, vendte Axel sig fra Mikkel og saa paa

Drikkelaget. Men han var snart ligegyldig ved Gæsterne; der var et Par

tarvelige Herremænd i Ridestøvler, flere tykke Borgere med Signetringe

paa Tommelfingrene, en Graabrødremunk, en Skriver, lybske Skippere;

fulde var de næsten allesammen. Axel gik rundt i Stuen og klirrede med

sine store Jærnsporer, der lignede Stjærner.

Salen gjorde et forfaldent, hyggeløst Indtryk. Jens Andersen havde

heller ikke boet der i længere Tid, det var først for nyligt han var

kommen hjem efter sit Fangenskab og sit haarde Klammeri med Kongen.

Bispen, som var en aldrende Mand, havde hule Kinder endnu siden den

Tørn. Og nu beredte han sig allerede paa at rejse igen, til Stokholm.

Gildet, han holdt, var til Velkomst og til Afsked paa en Gang.

Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at være meget

varm, han var rødflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel

med Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer,

hvor Mørket lugtede af Bøger, og hvor der gik to store knurrende Hunde.

Jens Andersen tændte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet.

Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit

Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler

paa Gulvet.

Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved

som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed,

kun i Blikket var der endnu noget sorgløst. Axel skulde videre til

Bispen paa Børglum, han skulde have en Mand med . . . det var bedst det

blev Mikkel Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og

Besked. Og det hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde.

Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne

paa Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de

andre. Mikkel Thøgersen blev forundret og tillige glad ved at høre, at

han skulde med ad Børglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af

Natten angik, de begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der.

Begge følte det nyttige i at søge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med

hinanden ved at være fælles om en Svaghed, nu da de skulde gøre Rejse

sammen.

Agnete forærede Axel en Lok af sit Haar.

Klokken var otte næste Morgen, da Axel og Mikkel red fra Odense, begge

to forsynet med Breve og Instrukser fra Bispen. Axel førte Breve til

forskellige Herremænd paa Vejen, Jens Andersen havde mange Jærn i Ilden

paa en Gang.

Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et

Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han

mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom

til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde.

De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og

blev duggede om Næseborene. Da Dagen klarnede, lagde Axel Mærke til sin

Ledsager og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hænder;

men han kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor

Musklerne sidder højt oppe i Ærmerne. Hver Gang Hesten slog over i

Galop, bemærkede han, at Mikkel Thøgersen samlede Hesten og gjorde sig

til et med den paa en egen sparsommelig Maade. Han var klædt som en

velforsynet Landsknægt, Mikkel, og havde gode Vaaben. Men de prunkende

Klæder stak af mod Ansigtets Udtryk af Armod; det røde Børsteskæg gav

ham nok en farlig Mine, alligevel kunde det ikke skjule Mundens tavse

Sprog, stædig Hjemløshed, Overlæben var tyk som af hemmelig Græden

alene.

Lidt efter lidt blev de varme. Mikkel hostede og begyndte at se sig om.

Hestene gik opad Bakke.

Hvordan stod det til i København? spurgte Mikkel.

Pest og Sygdom, svarede Axel rask. Det sidste jeg saa, da jeg red ud af

Vesterport og vendte mig om, var en Ildebrand.

Naa.

Axel blev ved at fortælle og kom ind paa Krigen i Vinter, som han havde

gjort med. Den optog ham stærkt endnu, han fortalte om Slaget ved

Bogesund og de uhørte Strabadser i Tivedens Skove. Det var saa koldt,

forsikrede Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man

rørte ved det. Sneen var anderledes end i Danmark, fin og hvas som et

slibende Pulver, der smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede

den. Der faldt Snefingre ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de

paa Huden, bed de sig fast som graadige Igler. Den svenske Sne var

særlig brændt eller udpint af Frosten, i alt Fald _drak_ den paa

Haandbagene som Sugedyr, den fortærede alt hvad den saa. Det var den

værste Slags Sne, den laa florløst, den groede som et Mos paa Huden; de

faldnes Lig var groet til i et Øjeblik. Jo, det var haarde Dage. Naar

Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine Splinter, saa man gærne

kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod Hestene sammen og ømmede

sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mænd. Og da det kom til Slag, blev

det først galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev ramt, hvællede som

Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange blev baade vilde

og gale. Men de havde jo vundet en storartet Sejr. Nu laa Hæren for

Stokholm . . .

Aprilsolen brød nu og da igennem. De var nær aldrig kommen over Bæltet,

som gik med stærk Strøm i det haardtblæsende Vejr. Hestene blev bange og

vilde sætte udenbords, saa de maatte surre dem fast i Færgen. Da de kom

paa Land og red videre, rejste Axel Hovedet og vejrede rundt.

Det er saa Jylland, sagde han og smækkede med Tungen, her har jeg aldrig

været.

Mikkel tav. Axel følte, at den høje tørre Landsknægt blev ved at tænke

paa andre Ting. Han saa til ham fra Siden og studerede Arrene, han havde

i Ansigtet, som var det en Skrift.

Her i Jylland ligger der en Skat, som jeg skal hæve ved Lejlighed,

raabte Axel noget efter, medens de red i Galop med Vinden buldrende om

Ørene. Mikkel vendte Hovedet og gav ham et aandsfraværende Nik. En stor

Skat . . . saa blev Axel ærgerlig over Mikkels Mangel paa Deltagelse og

sporede sin Hest, de red tæt Side om Side, alt hvad Hestene kunde

straale ud af Jorden. Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene

under store Bevægelser, men Mikkel sad lavt og indgroet i Saddelen med

krumme Knæ, det saa ud som om han næppe aandede.

Regnskyerne aabnede sig i strakt Drift fra Vest for den hvide, varmeløse

Sol, lukkede sig igen. Kragerne stred ude over de vaade Agre. Blæsten

tvang de bladløse Hegn. Og langt foran satte en Sky Foden paa Jorden og

kom imod de to Ryttere, de red ind i en hvirvlende Mørkning af strid og

bitter Regn. Den sprøjtende Vej stod i et Regnpisk, Hestene galopperede

rygende, Dampen reves fra Haarlaget som Røg fra en Hedebrand i Storm.

Saaledes red de Dagen ud.

Kongens Fald · 第 21 / 48 题