Jens Andersen Beldenak holdt Gilde paa sin Bispegaard i Odense. Lyset
faldt ud paa Gaden, det var det eneste Sted, der var oplyst i den mørke
By.
Der var kommen en Rytter, og medens han ledte efter en Ring at binde
Hesten ved, hørte han Stemmer oppe fra Gaarden, som larmende Vindstød,
hoho; han havde redet langt. Axel hed Rytteren. Han hørte, hvor Støjen
skiftede deroppe, eftersom der stod Døre aabne mellem Stuerne, og da
Larmen med et steg vældigt og holdt ved som et Vandvæld fra aaben Sluse,
kunde han forstaa, at en Dør ud mod Trappen og den aabne Port maatte
staa gabaaben. Han skyndte sig med at fortøje Hesten det første det
bedste Sted, mens de skraalede og lo i lange Tag deroppe; i en
almindelig Hujen skelnede han en enkelt Mands Grin, der trængte igennem
som en Hagl af Stokkeslag og blev henne og kom igen med ny Kraft, og han
forestillede sig med Velbehag Ophavsmanden til denne Latter som han
maatte se ud, idet han hylede med fuld Træk gennem Halsen, blussende Fyr
paa ham, en Ildebrand af en forvorpen Krop! Axel sprang op ad Trappen og
tonede i fuldt Rend ind i Gildesalen.
Han kom lige tidsnok til at se fire strunke Knægte gaa i Fodslag frem
mod Bordet med en ung Kvinde paa et stort Messingfad. Hun sad ned og
holdt sig til Kanten af Fadet, pyntet med sit sorte frie Haar. Før nogen
ret kunde besinde sig, satte Knægtene Fadet ned midt paa Bordet mellem
de andre Retter. Faklerne brændte paa de kalkede Vægge, der var en god
Snes Svirebrødre tilstede, og det var dem, der lo, de krummede sig i
Sædet, gik bagover af Latter. I det Axel stansede betaget af Synet og
slog Hænderne sammen, havde han allerede mærket sig, at den knaldende
Latter, der overdøvede alle de andres, kom fra det store Mandfolk for
Bordenden. _Han_ saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han
lo. Det var selve Bispen.
I det samme blev der stille i Stuen. Da Kumpanerne havde let ud, var
det, ligesom Spøgen ikke stod til at redde; de skelede forlegent til
hinanden med vaade og røde Øjne, de tørrede sig og tog forgæves Tilløb
til Grin igen. Pigen paa Fadet sænkede langsomt Hovedet, det sorte Haar
faldt fremefter og hang lige ned.
Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra
Bordet. Mens han kom lige løs paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da
han stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville
slaa.
Hvad?
Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed
havde Jens Andersen forstaaet ham.
Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om. Velkommen til, se at
faa noget at spise.
Jens Andersen vendte sig imod Bordet, han slog op med Armene og kom igen
i en mægtig Stemning, der steg og steg, mens han raabte og svaredes af
tiltagende Munterhed fra Laget.
Naa skal ingen tage en Bid?
Jens Andersen vendte sig tilsidst som en Kat og saa Axel ind i Øjnene,
hans Ansigt lyste pludselig af et haardt Lune. Han greb ham fast i
Skuldren og sænkede Stemmen, med en vis Myndighed, Forsigtighed og med
en Slags Godhed:
Den der kommer sidst er mest sulten. Det bedste er tillevns -- tag hende
saa!
Dette Løsen befriede dem allesammen, de lo igen og slog sig vildt paa
Laarene. Men Axel bøjede sig frem i smidig Erkendtlighed, han kneb
Øjnene venligt til og saa forskende paa Pigen, som tog sig sammen og
rystede Haaret under hans Blik.
Tak for det, sagde Axel. Hans ligefremme Svar, den gyldne Stemme, faldt
just i en Pavse og vakte et Bifald, der fik Loftet til at gungre under
Salven. De saa alle et Øjeblik paa Fyren, som stod der, han var jo godt
klædt, noget vaad og sølet derudefra, hans Ansigt var rødt af Regn, og
Haaret tjavsede ham om Ørene. Han mønstrede Bordet med et levende Blik.
Imidlertid tog Gæsterne til Krusene igen. Og Pigen blev baaret ud, ingen
saa efter hende. Men hun vendte sig i Døren og smilede fattigt fra sit
høje Stade, Trækken tog i hendes lange Haar, hun frøs gudsjammerligt. Da
nikkede Axel til hende. Det var en Glædespige fra Byen, som Bispen havde
lejet.
Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet
varede ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Knægtene, der havde
baaret Skueretten, en høj, rødskægget Hugaf. Det var Mikkel Thøgersen,
han tjente i Bispens Følge.
Agnete, oplyste Mikkel.
Hun var ikke ilde.
Mikkel tav. Axel fik ikke mange Ord ud af ham. Axel stod og glattede sit
Haar, hans Klæder var næsten tørre, han pustede efter Maaltidet. Da det
ikke kunde blive til mere, vendte Axel sig fra Mikkel og saa paa
Drikkelaget. Men han var snart ligegyldig ved Gæsterne; der var et Par
tarvelige Herremænd i Ridestøvler, flere tykke Borgere med Signetringe
paa Tommelfingrene, en Graabrødremunk, en Skriver, lybske Skippere;
fulde var de næsten allesammen. Axel gik rundt i Stuen og klirrede med
sine store Jærnsporer, der lignede Stjærner.
Salen gjorde et forfaldent, hyggeløst Indtryk. Jens Andersen havde
heller ikke boet der i længere Tid, det var først for nyligt han var
kommen hjem efter sit Fangenskab og sit haarde Klammeri med Kongen.
Bispen, som var en aldrende Mand, havde hule Kinder endnu siden den
Tørn. Og nu beredte han sig allerede paa at rejse igen, til Stokholm.
Gildet, han holdt, var til Velkomst og til Afsked paa en Gang.
Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at være meget
varm, han var rødflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel
med Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer,
hvor Mørket lugtede af Bøger, og hvor der gik to store knurrende Hunde.
Jens Andersen tændte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet.
Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit
Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler
paa Gulvet.
Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved
som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed,
kun i Blikket var der endnu noget sorgløst. Axel skulde videre til
Bispen paa Børglum, han skulde have en Mand med . . . det var bedst det
blev Mikkel Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og
Besked. Og det hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde.
Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne
paa Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de
andre. Mikkel Thøgersen blev forundret og tillige glad ved at høre, at
han skulde med ad Børglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af
Natten angik, de begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der.
Begge følte det nyttige i at søge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med
hinanden ved at være fælles om en Svaghed, nu da de skulde gøre Rejse
sammen.
Agnete forærede Axel en Lok af sit Haar.
Klokken var otte næste Morgen, da Axel og Mikkel red fra Odense, begge
to forsynet med Breve og Instrukser fra Bispen. Axel førte Breve til
forskellige Herremænd paa Vejen, Jens Andersen havde mange Jærn i Ilden
paa en Gang.
Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et
Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han
mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom
til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde.
De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og
blev duggede om Næseborene. Da Dagen klarnede, lagde Axel Mærke til sin
Ledsager og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hænder;
men han kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor
Musklerne sidder højt oppe i Ærmerne. Hver Gang Hesten slog over i
Galop, bemærkede han, at Mikkel Thøgersen samlede Hesten og gjorde sig
til et med den paa en egen sparsommelig Maade. Han var klædt som en
velforsynet Landsknægt, Mikkel, og havde gode Vaaben. Men de prunkende
Klæder stak af mod Ansigtets Udtryk af Armod; det røde Børsteskæg gav
ham nok en farlig Mine, alligevel kunde det ikke skjule Mundens tavse
Sprog, stædig Hjemløshed, Overlæben var tyk som af hemmelig Græden
alene.
Lidt efter lidt blev de varme. Mikkel hostede og begyndte at se sig om.
Hestene gik opad Bakke.
Hvordan stod det til i København? spurgte Mikkel.
Pest og Sygdom, svarede Axel rask. Det sidste jeg saa, da jeg red ud af
Vesterport og vendte mig om, var en Ildebrand.
Naa.
Axel blev ved at fortælle og kom ind paa Krigen i Vinter, som han havde
gjort med. Den optog ham stærkt endnu, han fortalte om Slaget ved
Bogesund og de uhørte Strabadser i Tivedens Skove. Det var saa koldt,
forsikrede Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man
rørte ved det. Sneen var anderledes end i Danmark, fin og hvas som et
slibende Pulver, der smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede
den. Der faldt Snefingre ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de
paa Huden, bed de sig fast som graadige Igler. Den svenske Sne var
særlig brændt eller udpint af Frosten, i alt Fald _drak_ den paa
Haandbagene som Sugedyr, den fortærede alt hvad den saa. Det var den
værste Slags Sne, den laa florløst, den groede som et Mos paa Huden; de
faldnes Lig var groet til i et Øjeblik. Jo, det var haarde Dage. Naar
Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine Splinter, saa man gærne
kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod Hestene sammen og ømmede
sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mænd. Og da det kom til Slag, blev
det først galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev ramt, hvællede som
Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange blev baade vilde
og gale. Men de havde jo vundet en storartet Sejr. Nu laa Hæren for
Stokholm . . .
Aprilsolen brød nu og da igennem. De var nær aldrig kommen over Bæltet,
som gik med stærk Strøm i det haardtblæsende Vejr. Hestene blev bange og
vilde sætte udenbords, saa de maatte surre dem fast i Færgen. Da de kom
paa Land og red videre, rejste Axel Hovedet og vejrede rundt.
Det er saa Jylland, sagde han og smækkede med Tungen, her har jeg aldrig
været.
Mikkel tav. Axel følte, at den høje tørre Landsknægt blev ved at tænke
paa andre Ting. Han saa til ham fra Siden og studerede Arrene, han havde
i Ansigtet, som var det en Skrift.
Her i Jylland ligger der en Skat, som jeg skal hæve ved Lejlighed,
raabte Axel noget efter, medens de red i Galop med Vinden buldrende om
Ørene. Mikkel vendte Hovedet og gav ham et aandsfraværende Nik. En stor
Skat . . . saa blev Axel ærgerlig over Mikkels Mangel paa Deltagelse og
sporede sin Hest, de red tæt Side om Side, alt hvad Hestene kunde
straale ud af Jorden. Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene
under store Bevægelser, men Mikkel sad lavt og indgroet i Saddelen med
krumme Knæ, det saa ud som om han næppe aandede.
Regnskyerne aabnede sig i strakt Drift fra Vest for den hvide, varmeløse
Sol, lukkede sig igen. Kragerne stred ude over de vaade Agre. Blæsten
tvang de bladløse Hegn. Og langt foran satte en Sky Foden paa Jorden og
kom imod de to Ryttere, de red ind i en hvirvlende Mørkning af strid og
bitter Regn. Den sprøjtende Vej stod i et Regnpisk, Hestene galopperede
rygende, Dampen reves fra Haarlaget som Røg fra en Hedebrand i Storm.
Saaledes red de Dagen ud.