Ved Midsommertid, naar Solen staar højest og alt er bagende stille,
hænder det, at der slaar Lys ud af Sydhimlen, i Middagsstunden; ind i
det hvide Dagslys farer Glimt, der er endnu hvidere. Just Halvaaret
efter spøger den selvsamme Aand, naar Fjorden er tillagt og Landet
begravet i Sne. Om Natten jager der Revner fra den ene Ende af Fjordens
Isgulv til den anden, det lyder som skarpe Skud, som Brøl af et
vanvittigt Væsen.
Bønderne graver sig Kryler fra deres Husdør gennem Driverne hen til
Nøset. Hvor er nu Trolde og Ellefolk, hvor er Naturens Stemme? Mon ikke
ogsaa Jøven er død og forglemt? Der er ingen Forskel mere. Tilværelsen
er svunden ind. Blot om at bjærge Livet. Ræven plumper i Snehoser ude i
Egepurlet og arbejder sig dødsforskrækket op igen.
Det er den stille Tid. Rimtaagen gemmer Fjorden indtil Evighed. Dagen
lang sukker det forunderligt ind fra Isen, det er en Fisker, der staar
ensom ude ved sin Vaage og stanger.
En Nat sner det igen, Luften er Sne, Blæsten Strømme af Kuld. Ingen
levende er tilfærds. Da kommer en Rytter til Færgestedet ved Hvalpsund.
Der er ingen Vanskelighed ved at komme over, han sagtner ikke en Gang
Fart men rider i samme skarpe Trav fra Bredden ud paa Isen.
Der gaar Lynslag af Lyd under ham. Isen brøler milevidt. Han kommer over
og rider ind i Landet, Hesten kløver Snestormen med strakt Hals; det er
en vældig Traver, den kan smide Skankerne.
Stormen slaar Rytterens Askekappe tilside, han sidder nøgen i de bare
Knokler, Sneen piber i hans Ribben. Det er Døden, der er ude at ride.
Kronen sidder ham paa tre Haar, Leen peger i Triumf bagud.
Døden har sine Luner, det falder ham ind at staa af, da han ser et Lys i
Vinternatten, han giver sin Hest et Slag over Krydset, og den springer
op i Luften og er væk. Nu gaar Døden Resten af Vejen som et Menneske,
der har glemt sine Bekymringer hen og drysser aandsfraværende afsted.
Paa en Gren ved Vejen sidder en Krage i den snestribede Nat, dens Hoved
er meget for stort til Kroppen, den ser genkendende paa Vandringsmanden
og tindrer med Perleøjnene, den skrukker og ler lydløst, klapper Næbbet
uhyre vidt op, og Tungebrodden staar den langt ud af Halsen, den er lige
ved at falde ned fra Grenen af Grin. Den bliver ved at se efter Døden
med gennemtrængende Lystighed.
Døden sejler videre. Pludselig er han ved Siden af en Mand, han slaar
ham med Fingrene paa Ryggen og lader ham ligge.
Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i
Striben og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa
nær, at Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok
endelig hjem han er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af. Det
har knebet for ham at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind,
og et Par gamle enlige Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at
det er en rejsende Haandværkssvend, der er udgaaet og syg. Han lægger
sig straks paa Sengen uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger
paa Ryggen -- de gaar med Lyset i Stuen og snakker -- han glemmer dem.
Han ligger længe vaagen og stille. Saa begynder han at klage, først
sagte og afbrudt, som om han prøver sig frem, han græder men holder
snart op igen.
Men han bliver ved at klage, højere, han jamrer med tørre Øjne. Han
ligger i en Bue med Ryggen krummet, hviler kun paa Nakken og Hælene, han
ser i dybeste Nød op mod Loftet og skriger, skriger som en
Barselskvinde. Tilsidst falder han sammen og klager sig ikke saa haardt.
Han tier omsider og ligger stille.