Det var en sløret Morgen, Støvregn, i Oktober, da et stort Skib
fortøjede ved Københavns Brygge. Det kom fra Sverig. Da Broen var bleven
lagt ind, gik flere Herrer i Land under munter og oprømt Snak, de begav
sig straks op i Byen.
En blev staaende, efter at de andre havde taget hjærtelig Afsked med
ham. Det var Otte Iversen. Han ventede paa sin Hest, der var paa Skuden.
Krigen i Sverig var heldig overstaaet, han havde tjent baade Ære og
Fordel. Saa havde han taget Orlov, og nu vilde han hjem, hjem.
Medens han stod og ventede paa Hesten og saa sig om, underlig betagen af
at være naaet _saa_ langt -- der laa alle Huse og alting som for et
Fjerdingaar siden -- lagde han Mærke til en gammel Mand i en sort Kappe,
der paa en underdanig Maade nærmede sig Skibet og talte med Føreren. Da
saa han Hovedet af sin Hest, to Mænd kom med den og søgte at lokke den
ud paa Landgangsbroen, den strittede imod og rev Hovedet i Vejret. Otte
Iversen vendte sig, den gamle Mand var kommen hen til ham og stod nu
høfligt bøjet foran ham.
Er det Hr. Otte Iversen? spurgte han paa Tysk. Og da han fik det
bekræftet, forsvandt det krybende Udtryk fra hans Ansigt, han nærmede
sig tæt og sagde med lav Stemme:
Es sind drei Monate her, dass ein Otte Iversen in meinen Garten
hereinbrach und meine Tochter entehrte -- Sie also sind es gewesen, ja
ich seh' es schon . . .
Han rakte Halsen frem og stirrede Otte Iversen stift i Øjnene, han
krængede Munden ud, Stemmen kom fra Struben som Fuglehvæs og vanskabte
Ordene:
Verflucht sollst du sein auf Erden, hörst du mich -- ruhelos, schlaflos,
dein Kelch Sehnsucht, das Brod Stein dir im Munde! Du sollst verwesen,
verwesen, dein Glied verfaulen zwischen den Beinen, du sollst deinen
Vater und deine Mutter sterben sehen vor Scham, krr krr -- Unglück über
dich! Hinwelken sollst du wie ein räudiger Hund, und dein Leichnam soll
aus den Löchern deines Sarges _triefen_. Unglück!
Den gamle Mand vendte Hviden ud af Øjnene, han hævede sine brune Kraller
forbandende i Vejret.
Otte Iversen var vegen tilbage. Han saa, at Hesten stod rede bagved, han
drejede sig paa Hælen og greb Tømmen. Hesten satte i Løb, og Otte fulgte
den ved Siden. Saa sprang han to Gange paa det ene Ben, fangede
Stigbøjlen og hvirvlede sig i Sadlen. Faa Minutter efter galopperede han
ud gennem Vesterport.
Og mens han red til, lukkede han i Laas for sin Bevidsthed, tilstod ikke
for sig selv, at han havde hørt noget. Han gjorde sig tæt, snørede
Benene om Hestens Liv og gav sig alene hen i Ridtets Fart og Stød.
Luften tordnede forbi hans Øren, han holdt Forgørelsen fra sig, lod den
slet ikke komme til. Marker og Huse og gule Skove drejede forbi ham, og
hver Gang han kom i Tanker om den gamle, arbejdede han med Tømme og
Sporer og satte sig i endnu voldsommere Bevægelse. Saaledes slettede han
det onde Møde ud. Da han i Sved og Damp sprængte ind gennem Roskilde,
var den Ting næsten glemt, og da han ved Aftentid red gennem Sorø Skove,
opkogt og skoldet af det vilde Ridt, havde han trængt det ud. -- Først i
Korsør stod han af Hesten og søgte Herberge, da var det bælgmørkt.
Næste Morgen vaagnede Otte Iversen -- Ane Mette! sagde han for sig selv
og sprang ud af Sengen. En halv Time efter sejlede han paa Bæltet i
udmærket Velgaaende -- kun utaalmodig, Hjemdriften trak i hans Lemmer
som en Feber.
Over Fyen opdagede Otte sin Hest, saa at sige, han havde ikke lagt Mærke
til den før. Hans egen brune Hest blev skudt under ham for Stockholm, og
i Stedet havde han faaet en rød, højbenet Hingst. Satan til Dyr til at
vinde over Bunden -- men den stødte som en Træbul, ikke Tale om, den
skulde se sig for paa Vejen. Na! Pisk og Sporer bestandig. _Det_ var
ikke Ottes egen Hest, der havde været saa blød af Gemyt og villig til
det yderste, den laa død inde i Sverig nu . . . Ah saa skal da! Og Otte
savede den røde Langben i Mundkrogene. Imidlertid fik han en vis Agtelse
for Dyret, der løb, arbejdede og svedte ustanseligt.
Paa den anden Side Odense kom en Storm med Slagregn op fra Nord, Otte
dukkede sig og red til. Snart brast han igen i Raseri -- se om
Trampeldyret skulde lægge sig den mindste Smule, Otte maatte hænge sig
ud paa Siden af den mod Stormen, han skreg højt til Hesten og lagde den
en fem seks Valk hen ad Halsen, til den jog i Firspring. Stormen øgedes
stadig. Otte drev tænderskærende paa Hesten. Se saa stoppede den
pludselig op med nogle uhørt hensynsløse Skump, Otte Iversen ligefrem
hylede af Vrede. Han bedede ikke, før det blev uomgængelig nødvendigt.
Hjem vilde han.
Staldkarlene i alle de Kroer, Otte Iversen saa sig tvungen til at holde
Hvil i, mønstrede Hesten med en egen Højtidelighed i Kenderminen; deres
tavse Visdom sagde saa meget som: Idag Hest, imorgen Krikke.
Ane Mette! tænkte Otte Iversen paa Lillebælt. Ane Mette, sagde han højt
en Gang, da han red gennem Skovene ved Vejle. I to Dage sloges og
skærmyslede han med Hesten op og ned ad det bakkede Land, gennem Skov og
over Vadesteder, forbi Bondebyer, Landsbykirker, Bissekræmmere, Hytter
og Ungkvæg. Nu regnede det, og nu skinnede Solen. Trækfugle susede i
Flokke over de gule Skove. Det var Nattetid, da han kom til Randers, og
Portene var lukket, men han red udenom Byen, svømmede Hesten over Aaen
og rejste videre.
Og da Otte Iversen i Dagningen red ned ad en stejl Bakke, mærkede han
pludselig, at Hesten bugnede Ryggen op under ham, den brast over i
Forbenene og styrtede paa sit Hoved. Otte kom af Sadlen og fik Hestens
Hals rejst, men dens Øjne var allerede brustne. Den gav et Par Spjæt med
de lange haarede Skanker og døde lige saa tavs, som den havde
galopperet, stridt og stejlet sig det meste af Danmark igennem. Otte
Iversen tog Seletøjet af det døde Dyr og gik til den nærmeste By.
Noget over Middag naaede Otte Iversen hjem paa en ny Hest. Han kom i
Firspring ned over Bakkerne, var i faa Minutter over Dalsænkningen og
sprængte op foran Jens Sivertsens Hus, han sprang af Sadlen og vendte
sig gispende mod Døren. Jens Sivertsen aabnede den sindigt og kom ud i
bart Hoved.
Ane Mette, spurgte Otte, hvor er hun?
Ane Mette er ikke hjemme, sagde Jens Sivertsen sagte og med et
tvivlraadigt Blik -- mere, tilføjede han.
Hvad, hvad? Hvor er hun da henne?
Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blæst. Han vilde til at
sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev
graa og svag i Trækkene -- han tav bestyrtet.
Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt.
Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande
frem og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten. Den snusede
til ham, Jens strøg og glattede og begyndte ganske jævnt at fortælle som
det var.
Ja, hun blev jo henne for en Maanedstid siden. Ved samme Lag lod Thøgers
Søn sig heller ikke se mere, ham Mikkel, der var kommen fra København.
Han var tagen ud at fiske, kunde de fortælle, da jeg kom hjem. Saa
tænkte jeg, de kunde være dreven til Salling.
Her saa Jens Sivertsen uvist op.
Jeg søgte og spurgte de første mange Dage bestandig derovre, men der var
ingen, der havde set dem eller vidste noget. Det var ikke førend nu for
fire Dage siden, at jeg fandt hende; hun tjener for Pige paa en Gaard i
Vestersalling. Men hjem vilde hun ikke for nogen Sag, hvad jeg saa bød
hende, og hvor meget jeg snakkede for hende.
Jens Sivertsen sænkede Stemmen.
Hun skadede ellers ikke noget, saadan yderlig at se; meget forknyt var
hun jo. Mikkel . . . ham vilde hun ikke høre nævnt. Rejst væk var han
jo.
Jens Sivertsen saa op igen, og Sandheden stod at læse paa hans
forgræmmede Mund.
Det var jo ham, der havde gjort det, tilføjede han meget febrilsk skønt
bestemt.
Og da Otte Iversen fremdeles tav, lagde Jens endnu en Lok omhyggeligt
tilrette i Manken og smaasnakkede. Thøger Smed er ikke mere tilfreds end
jeg ved dette her. Sønnen er helt væk og med Vanære til. Men han har
endda Niels, jeg er alene nu. Der kan times en meget, ogsaa for det en
bliver gammel, ja der kan endda. Hvad jeg skulde sige . . .
Jens lagde Hagen paa Hestens Hals og stirrede i dybe Tanker over den ud
paa Fjorden, hvor Vandet gik koldt under de svangre Skyer. Han vendte
sig endelig igen og saa et Par Øjeblikke paa Otte Iversens Ansigt. Det
var slet ingen Ansigt, Trækkene var visket ud og pint sammen mod Midten
som paa en Kat, der er bleven kvalt af Røg.
Jens Sivertsen slap Hesten og gik tilside med et dæmpet Ord, en Stump af
en Bøn.
Men Otte steg i Sadlen og skubbede sig tilrette.
Saa! sagde han til Hesten. Og han red hjem til Moholm i Skridtgang, Fod
for Fod.