Mikkel Thøgersen laa i Aamundingen og fiskede, en Septemberdag, da han
saa Ane Mette komme; han lagde ind til Bredden og ventede paa hende. Da
hun var naaet paa nogle Skridts Afstand, blev hun staaende og smilede,
hun havde et mørkt Hovedklæde om Haaret. Mikkel hilsede, og de tav lidt
begge to. Fuglene flokkedes ude paa de graa Agre, Luften var forunderlig
klar og gennemsigtig. Alle Planter stod falmet i den sælsomt forklarede
Luft. -- Det var som om Mikkel og Ane Mette begge stiltiende opholdt sig
ved Vejret. Ane Mette blev først færdig og gik til Sagen.
Jeg skulde bede dig, om du vilde se til min Faders Kroge i Nat, dem
udfor Maageholmen -- hvis jeg fik dig at se. Han er sejlet til Byen. Det
kunde ellers være det samme, hvis jeg ikke traf dig.
Det skal jeg nok, sagde Mikkel og tog ikke sit Blik fra Ane Mette. Han
tænkte paa helt andre Ting end Jens Sivertsens Kroge. Ane Mette vendte
sig for at gaa men tøvede, syntes aabenbart, hun skulde komme jævnere
fra det.
Du -- du kunde gærne tage en Sejltur med, sagde Mikkel og forsøgte at
smile.
Ane Mette blev venligt staaende.
Det bliver saadan en mild Aften, Solen er ikke gaaet ned endnu, vedblev
Mikkel. Han saa Ane Mette ind i Ansigtet. Hun lod Øjnene løbe ud over
Aamundingen, og Mikkel sporede et flygtigt Liv i hendes blaa Øjne -- ja
Mindet, Mindet om en anden Gang.
Det kunde jeg gærne, svarede hun med et altfor mildt Tonefald, og hun
saa endnu ud over Vandet i sine egne Tanker.
Kom saa! udbrød Mikkel utaalmodig. Hun overhørte det grimme i hans Røst
og strakte Foden ud efter Baadens Ræling. Mikkel fik ingen Lejlighed til
at hjælpe hende, hun sprang let til og satte sig straks paa Agtertoften.
Mikkel roede ud i Strømmen.
De tav en lang Tid, Ane Mette saa ud over Vandet. Solen naaede
Synsranden og begyndte at gløde. Fjorden farvedes af Skæret. Det var saa
stille, at Fuglenes Fløjt hørtes tydeligt inde fra Land. Ane Mette gav
sig til at tale lidt om almindelige Ting, og Mikkel svarede ikke mange
Ord; Baaden drev udad med den sidste svage Strøm i Udløbet. Ane Mette
tav igen.
Og Solen gik ned.
Lidt efter krusedes Vandet, det var Fralandsbrisen, der rejste sig mod
Skumringen.
Vi faar hjem nu, sagde Ane Mette, hun sukkede sine Tanker bort fra sig.
Mikkel svarede ikke. Hun saa op paa ham og mødte hans hvasse Blik, just
som han med begge Hænder skød Aarerne langt bort fra Baaden. Hun rejste
sig med saa smidig en Kraft, at Baaden krængede, og vendte sig ind mod
Land, de var langt derfra, allerede ude paa det sorte -- hun vilde
skreget højt men glemte det, lammet af en krydsende Erindring -- hun gav
en kort Lyd, et Hik, og sank ned paa Toften igen.
Mikkel lagde sine ledige Arme over Kors.
Da for Ane Mette op, hun brast ud i Graad og Skrig.
Hvad er det Mikkel, hvad vil du? Aarerne . . .
De skal drive, sagde Mikkel i en ubehersket vredagtig Tone. Jeg vil tage
dig fra Otte Iversen.
Aa nej, Mikkel, Mikkel! Aa nej, bad hun forfærdet, hun klagede sig og
græd højt, hun slæbte sig et Par Skridt paa Bunden af Prammen og vred
sine Hænder op imod ham.
Sæt dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bøjede Hovedet
dybt ned i Hænderne og græd.
Mørket faldt paa. Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig
mere. Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden
drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille.
Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om
fire--fem Timer.
Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet
bøjet ned mod Skødet og græd. Pludselig tog hun Hænderne fra Ansigtet og
saa op paa ham.
Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske
træt af Graad.
Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste
Møje.
Du er i mit Hjærte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg.
Andet kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke
Sammenhængen, han følte kun, hvor Smærte og Fortræd var over ham og
viede ham til Ulykke.
Baaden drev sagte ud over den mørke Fjord, Landet var ikke at se til
nogen af Siderne mere.