En Nat vaagnede Mikkel ved en svær Rullen i Luften og blændedes i det
samme af en blaa Lysning -- hans Fader sad fuldt paaklædt paa Kisten.
Vi faar Torden, sagde Thøger stille. Jeg vidste ikke, om jeg skulde
vække jer.
Mikkel trak i Klæderne, Niels vaagnede straks efter og klædte sig ogsaa
paa. Tordenen var endnu langt borte, men den rullede næsten uafbrudt;
det lød som om den i stødvis men stadig Fart kom nærmere og nærmere.
Lynene spillede hurtigt efter hinanden, uregelmæssigt som en blaffende
Ild.
Det vil blive haardt, sagde Thøger og vendte sit Ansigt mod det lille
Vindue; der kom et Lyn, og Mikkel saa det højtidelige Udtryk i Faderens
Ansigt.
Kan I gaa ud og tage Stigbordet op, sagde han lidt efter, at Vandet ikke
skal stemme ovenud ad al Ting, naar det kommer. Og gør Hjulet godt fast.
Niels og Mikkel gik. Det var ikke meget mørkt. Men østerpaa stod Mulmet
som en Væg, Himlen var farlig opsvulmet og sort. Lynene sprang ud deraf,
saa at smaa Sten paa Jorden blev synlige. Lysningen for helt op mod
Himlen over Hovedet, hvor den var natteren og blaa. Niels surrede Hjulet
fast i Tavshed; da det var gjort, tog Mikkel Stigbordet, og Vandet
flusede ned over Skovlene uden at kunne flytte dem. De gik ind igen og
satte sig stille om paa Bænken.
Vejret kom hastigt nærmere; en Gang imellem løste et hvidt vildt Lyn sig
blandt de bestandige Glimt, og kort efter knaldede det nærmere end før,
Tordenen klaprede voldsomt tilbage og blandede sig med den fjærne
Varselsdundren.
Et Vindstød rejste sig udenfor og støvede op mod Ydermuren, nu slog en
vældig Regndraabe mod Ruden, flere, og det puslede udenpaa Lyngtaget.
Thøger lukkede Lyren. Et hæftigt Lyn gjorde det daglyst i Stuen, Mikkel
saa sin Faders klare senile Øjne. Og næsten i samme Nu skrattede det med
rasende Haardhed over dem, to forfærdelige Skud og en lang skarp Rallen
som af et Stenskred efterfulgt af hul Torden.
Var jeres Øjne, sagde Thøger.
Og da det næste Lyn kom, sad Niels med Huen for Ansigtet for ikke at
komme til at se ind i Himlen og blive blind. Lidt efter lagde han sig
tavs i Seng. Det lynede, gul og grøn Ild straalede ind i Stuen; Niels
rykkede Skindene over Hovedet, de saa ham ligge med Knæene op mod Hagen
som et Barn i Moders Liv. Og Skra skra, der kom Knaldet saa frygteligt
bedøvende, som var det Himlen, der brast ned.
Mon det var saadant et Tordenskrald, der var bestemt til at blive den
sidste Lyd, Mikkel hørte?
Lynene fulgte nu saa hurtigt paa hinanden, at der var lyst i Stuen hele
Tiden, og Skraldene gennemrystede Himmel og Jord fra alle Sider. Regnen
piskede stridt mod Taget, plaskede ude paa Dørstenen, susede ned i Aaen.
Pludselig støjede Jernet ude i Smedjen, som om en Stabel skred sammen --
Naadelige Navn! raabte Thøger og hævede sit hvide Hoved i en Ildregn --
i det samme slog Lynet ned i Smedjen, de hørte som et stærkt Sug, et
Rabalder og en Knitren. Saa sad de i Gravmørke et Øjeblik og i Lugt af
Svovl, Mikkel snappede efter Luft.
Da slog Thøger Ild, strit, strit arbejdede han med Fyrtøjet, til han fik
Flamme. Han aabnede Døren til Smedjen og kiggede ind. Ambolten laa
væltet fra Knobben, Kullene var blæst af Essen, men det havde ikke tændt
nogetsteds.
Lidt efter sagtnede Vejret. Regnen kom igen drypvis i sin sidste Vrede.
Thøger og Mikkel gik udenfor.
Tordenskyen stod over Fjorden, sorteblaa og tyk, Lynene hakkede ned og
drev Vandet i Skum. Mod Øst var Himlen klar og renset, Stjærnerne
straalede igen. Aaen svulmede mørk og urolig, alt var i en Væde, og
Luften lugtede svedent. Men da de kom op paa Højen ovenfor Huset, saa de
et jammerligt Syn. Det brændte inde i Landet, det brændte paa over en
halv Snes Steder, store ganske uforstyrrelige Ildebrande lige op i
Luften.
Aa! udbrød gamle Thøger harmet.
Han gjorde sig hastig Rede for Beliggenheden. Det brænder baade i
Graabølle og i Kourum, sagde han meget modfalden. Pludselig vendte han
sig . . . Nej, udbrød han befriet. Mikkel saa samme Vej, Jens Sivertsens
Hus laa helt og kvit nede ved Stranden. Han tænkte paa Ane Mette og blev
hjærtelig bevæget. Thi hun var mere i hans Hjærte, end han vidste.
-- Der skrider Taget, mumlede Thøger, som igen havde vendt sig ind mod
Landet -- det var et Sted, hvor Flammerne med et Spring pulsede
taarnhøjt i Vejret.
Skyen stod over Salling. For hvert Lyn kunde de skelne Huse og tavlede
Marker derovre, det blev saa lyst, at de øjnede Kornnegene, der var sat
i Traver oppe paa Hældene, og saa Bølgeskummet mod Strandkanten. Længe
varede det ikke, før Ildebrandene blussede op derovre. Lynene straalede
ned. Thøger vaandede sig saaret derved.
Det er en stræng Nat for somme Folk, sagde han hovedrystende. -- Vi faar
se til Kværnen.
Der var ingenting i Vejen. Mølledammen var stegen højt, men Bindingerne
holdt, Hjulet stod midt i Strømmen næsten begravet af Vand. Thøger gik
sukkende ind i Huset igen. Men Mikkel begav sig op paa Højen, tankefuldt
tiltrukken af det vældige Spil.
Skyen var sunken lavt ned, Tordenen lød drønende og meget fjærn, og
Lynene havde ikke saa blændende en Kraft. Ildebrandene lyste op som
grove røde Baal rundt om i Landet.
Mikkel vendte sig mod Syd, og her saa han en høj, sløret Sky, der stod
op mod Himlen som en Mur. Dens øverste Kant lyste, og den var i sær
indre Bevægelse, levende, gennemkrydset af fine Naalelyn -- nu besloges
den af et rødt Skær, som steg Ilden bagved . . . og pludselig gik der
lydløst et Syn ud i det klare Himmelrum, en Rytter -- Hesten sprang med
alle fire fra sig og med Halen ligeud, Rytterens Fødder pegede i den
frie Luft. Efter ham steg en bølgende Røg af Heste og Folk ud i Luften,
tusind Lanser vendte sig alle paa engang, og nye Heste og Lanser
sprudede lige i Vejret, gled ud paa de frie Baner og slyngede sig op og
ned, sitrede uroligt ind over Himlen uden en eneste Lyd. De blev ved at
komme med højtrejste Spær, svimmelhøjt oppe, lutter Hestfolk i
Firspring, og de jog frem og fældede Lanserne, som Korn bøjer sig for
Blæsten -- de havde Hastværk, og der var vidt at ride. Som ved indre
Pulsslag blegedes Hærene, blev glimtvis tydelige igen -- og se nu
straalede Myriader af Soldater ud paa Himlen, hvor de spredtes og tog
til, vælige Knægte i udskaarne Klæder og med Hagebøssen paa Skuldren
skrævede ud i den lyse Luft, Oberster i Harnisk red frem med Staven
almægtigt støttet mod Hoften, Kanoner og Vogne fulde af Kugler kørte i
Karriere, Tærninger fløj herreløst omkring, unge fede Kvinder vandrede
opskørtet afsted . . . snusende Hunde, Marodører, Præster og Skyer af
Ravne! Og atter Knægte i Possement og Fløjel, Fjer og opskaarne Sko, og
alle med Næsen i Vejret. Unge Fanejunkere, glatte af Vækst som
Ganymeder, bar deres Lokkehoveder i Skyen, magre Graaskæg stirrede ud,
griske under Brynet som Gribbe. Toget drev ind under Stjærnerne . . .
alle Lykkens Ryttere, alle de umættelige Stormere, og de forsvandt som
en Dug i det bundløse Rum.