Mikkel var kommen tilbage til det Sted, hvorfra han var gaaet ud, han
sov igen i sin Faders Hus. Han kunde igen vaagne om Natten og se de
samme tre store Stjærner over Lyrehullet i Taget og høre Spærene give
sig; Biller og Orme pikkede i det møre Tømmer. Udenfor pustede
Nattevinden fortroligt, Mikkel kendte den gode Lyd. Men ellers var der
saa stille overalt oppe og nede, at Mikkel plagedes af Suset i sine
Øren, det ringede, strømmede og stred i hans Øren. Medens han sov her
som Barn, kunde han vaagne og høre Stilheden koge, han tænkte sig da
nogen, der rejste evigt forbi. Slædemeders stille Gliden hen gennem
uendelige Snefører, og af og til en spæd og skrøbelig Klang som af
fjærne Bjælder. Senere troede han at høre Svanerne ude fra Fjorden,
efter at han en Vinter havde fornemmet deres fine, frostskøre Musik ude
fra Vaagerne.
Men nu hørte Mikkel Stilheden igen, og nu var den meget forandret, saa
stærk og syngende, saa fuld af dump Underlyd, at den skrækkede ham. Det
var otte Aars Liv i Hjemløshed, der mindede, det var otte Aars endelige
Ingenting, der spillede Salme i hans Øren og ikke vilde tie.
En Nat faldt det paa hans Sind med en usigelig tung Vished, at denne
stigende Lyd af Tomhed vilde forfølge ham, indtil den en Gang i et
pludseligt Nu svulmede til et Knald, et eneste forfærdeligt Knald, som
spaltede hans Hoved og blæste ham over i Usaligheden.
Mikkel længtes hjemmefra.
Jeg tykkes du ser noget forkedet ud, sagde Thøger. Tag ud og fisk, det
er en rosom Beskæftigelse. Følg ud med Jens, eller du kan jo tage
Prammen og liste gamle Børre med dig -- han er nok taabelig men ikke saa
ringe til at fiske.
Og Mikkel sejlede paa Fiskeri med Børre, en sindssvag Tumling, der havde
været paa Egnen i umindelige Aar. Børre var god nok, de laa dagelang ude
paa Bredningen uden at mæle et Ord eller gik inde paa Fladvandet med
Gliben. Børre bar sig meget fornuftig til, han havde det ellers kun med
stille Fjogethed: det var hans Vane at gemme sig med Ansigtet tæt ind i
et Hjørne, mellem to Udhuse f. Eks. og her kunde han staa i Timevis og
fnise uhyre oprømt med sig selv. Man saa mestenstid Ryggen af Børre, og
den var altid i Uro, fordi han hemmelig lo og gottede sig. -- Bedst som
de gik og glibede i Vand op til Brystet, kunde Børre vende sig bort ud
mod den aabne Fjord og le og henrykke sig, saa at Vandet dirrede og
ringede ud fra hans Krop.
Mikkel tog da ogsaa ud med Jens Sivertsen, han saa ofte Ane Mette. Hun
havde faaet et lille hudløst Sted ved Mundvigen, bare Ungdom og Sundhed,
der slog ud.
* * *
Hvor Somren var lang og uforanderlig den samme det Aar, Dalen og Engen
bar Græs og Blomster som aldrig før eller siden. Solen havde ikke travlt
paa sin Bane, alt levende gav sig god Tid. En Fugl fløj gennem Luften nu
oppe og nu nede, som rejste den over Høj og Dal, og naar den var borte,
lod den Mindet om et sorgløst Kvidder tilbage. Humlebierne dryssede ude
over de fugtige Hængemoser, Vandtægen skrev paa Spejlet over de sorte
Høller i Aaen.
Det var Udødelighedens Dal. Hedebakkerne satte Panderne sammen om den
paa begge Sider, Aaen listede sig vidtløftigt gennem den, og ovenover
flød hvide Skyer med Flyvefødderne drivende under sig.
Vandet i Aaen ilede lattermildt over de stenede Grunde og fordybede sig
i Bugterne og tav stille. Fiskene slog op, holdt deres Vejr og snappede
efter Fluer og Myg. En Skikkelse flimrede i Luften over det blanke Vand,
kun et hvidt Spejlglimt, og en dæmpet Latter klang hen. Ekko spøgede
oppe mellem Brinkerne.
Middagens hede Stille var dybt som Midnattens Forstenelse, thi Solens
Tavshed rugede over alt, hvad der aandede. Der var en tvungen Stumhed
under Himlens Lys, langt mere svanger med Trusel end Nattens Mørke. Oppe
i den hvide Luft fløj Lykken; den faar ingen noget at vide om, før den
er død, død.
Naar Skumringen omsider faldt paa, blev der saa lydt over den vide Jord.
Horsgumren kastede sig voldsomt oppe i de svimmelhøje Lufte, gjærp,
gjærp lød dens Skrig i det duggede Mørke. Ude fra Moseholmen gøede
Ræveungerne fint og stikkende og kaldte sig selv ved Navn: Ræv, ræv,
ræv. Og pludselig lo det oppe i Brinkerne, mangedobbelt og skrækkelig
forvildet. Der blev stille efter det, til Ræveungerne tog næsvist paa
Veje igen.
Natten kom. Vandet skiltes i den dybe Aabugt, og Manden dernede rejste
sine dyndede Skuldre op i Luften. Ude over de vaade Ufører hang
Dødsrigets Aander som sorte Terner, der staar stille paa Vingerne og
forsker ned i Dybet.
*
Mikkel stod i Husdøren en Aften og saa ind over Engen. Der var et Lys,
som flyttede sig derude i det fjærne Mørke, en Lygtemand. Alle Folk var
for længe siden inde. Høbjærgningsfolkene overnattede ikke mere i Engen,
Høet var kørt hjem. Det var i August Maaned.
Alting laa øde og stille. Fugle og Dyr tav stille. Paa en saadan Aften
turde Mikkel som Barn ikke en Gang se ud af Døren til Kærene af Frygt
for at faa Øje paa en Lygtemand. Og selv nu stod han og blev
ubetvingeligt bange, han følte sig ømtaalig kuldskær, som var han sat
værgeløst nøgen ud i en bidende Vind. Men tiltrods for den
uovervindelige Legemsangst _maatte_ Mikkel gaa ud mod hvad der saa var i
den giftige Nat. Det var som kunde han ikke leve uden Skræk, han maatte
veje sit indre Mismod op med udvendig Skræk.
Og Mikkel leverede sig til Nattens Magter, idet han gik ud i Kærene.
Rædselen veg fra ham efor og strømmede sammen ebag, han gik som i
svidende Flamme. Lygtemanden foran ham blev borte. Henad Midnat stod
Mikkel stille. Og i samme Nu lo det oppe i Bakkerne, højt galende og i
flyvende Fart. Genlyden blev ved at svare. Da faldt Mikkel ned paa alle
fire og borede Hovedet ind i sin Arm -- han krøb hurtigt et Stykke,
vendte sig saa ved en kluntet Manøvre og kravlede hurtigt hjemad. Først
længe efter at det var bleven stille, rejste han sig og gik.
-- Jeg vil ikke have, du gaar ude om Nætterne, sagde Thøger Smed Dagen
efter til sin Søn, mens de sad og spiste.
Mikkel tav forbløffet og næsten velgjort ved den korte Afgørelse.
Senere hen paa Dagen talte Thøger om den Slags Ting. Han troede ikke paa
noget, for han havde ingenting set, der var aldrig noget kommen ham for
nær. Men det var usundt at gaa ude om Natten -- man skulde aldrig byde
sig til.
Ikke at Mikkel troede paa noget heller, forsikrede han. Det var blot en
Vane, han havde at gaa ude om Natten, naar han ikke kunde sove. Hvad var
det for Resten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne, havde nogen
hørt den?
Thøger løftede ringeagtende paa Brynene. Aa, det er nogen Dyr, der
skroller. Eller ogsaa er det Jøven.
Jøven?
Ja! Thøger lo misfornøjet. Jeg kan ingen Besked give dig, jeg har
pinnede aldrig set en Jøve. Det maa du vel kende, som har lært.
Dermed rejste Thøger sig og gik ud og smeddede, saa at Funkerne føg om
ham.
Mikkel sejlede paa Fiskeri. Et Stykke fra Aamundingen laa Jens Sivertsen
i sin Baad. Da han saa Mikkel, rejste han sig og raabte over til ham.
Mikkel roede derhen.
Vi har spurgt nyt fra Krigen, fortalte Jens. Der har været en Kræmmer
paa Gaarden, og vi har ogsaa faaet det at vide. Det gaar knusgodt.
Kongen har Heldet med sig hele Tiden.
Jens Sivertsen var kendelig oplivet. Han talte ikke om Otte Iversen, men
Mikkel forstod, de havde hørt godt Nyt om ham ogsaa. Han vilde ikke
spørge og roede bort igen.
-- Skal jeg ellers fortælle dig om Jøven, sagde Thøger venligt om
Aftenen.
Der har været mange Jøver, hvis man ellers kan tro, hvad Folk de siger.
Men er der nogen nu, saa kommer den Børre ved. Ja, du ser paa mig, men
saadan vil de nu have det til. Ikke ham selv, vel at forstaa, men hans
Vid -- som er fra ham. Børre har jo været forstyrret i mange Aar. Han er
meget ældre end nogen tror. Jeg kan lige huske det, han blev taabelig et
Foraar, og det var Kærestesorg, der skørnede Hovedet paa ham. Men siden
den Tid snakkede de om en Jøve, der skulde være oppe i Bakkerne. Jeg har
hørt den mange Gange. I fordums Aar, da jeg brændte Salt, hørte jeg den
tit om Nætterne, naar jeg sad ved Gryderne nede paa Stranden. Mangen en
Gang var Børre med mig, og han hørte den selv. Ingen har set den. Der er
aldrig nogen, der har set en Jøve og kan fortælle om den; for en dør ved
at se den.