København blev mere og mere opfyldt af Mennesker, alt som Varmen tog
til. Lensmændene var kommen med deres Folk og laa i Kvarter rundt om, de
indkaldte Bønder kom i store Flokke til Byen hver Dag, Byen svedte af
Forberedelser til Krigen. Saaledes stod Sagerne tilfældigvis -- uden
stor indre Nødvendighed -- hver voksende Sommer bragte i Følge sin Natur
Uro og Sammenpakning med sig. Ved det Lag Rugen dræer, sidder Bønderne
hvert Aar paa Trappestenene i København, flokkevis, og hver Mand sidder
skinsygt paa sin Madpose. Store Melmader fra Ringstedegnen eller fra
Himmelbjærget kommer for en Dag helt vinde og skæve af at være gemt saa
længe, spegede Flyndre fra Blaavandshuk fortæres i Naboskab med Røgelaar
fra Hedeegnene. Ryttere, Tyskere, Junkere sværmer paa Gaderne fra Morgen
til Aften -- det er Juni Maaned, den Tid, da man stimler, Skibene ligger
rede, Kongen indtager Sverig hvert Aar paa denne Tid.
Dagen før Hærens Afrejse i Mørkningen -- Mikkel Thøgersen bukkede sig
efter et Flæskesvær, der var bleven smidt paa Gaden; længere henne fandt
han Skindet af en Blodpølse. Han var paa Vejen ind i Byen i et vist
Ærinde, han bar en Seddel paa Brystet, som han havde skrevet i Morges.
Just som Mikkel kom forbi en høj Trappe, fik han et susende Ræk over
Nakken med en Kæp -- det var en velklædt Mand, der stod oppe udenfor sin
Dør og trak Aftenluft. Mikkel var kommen ham for nær. Et Par vrede Ord
fulgte med. Nu, Mikkel skuttede sig, Slaget havde ramt ham paa det ømme
af Rygbenet. Han gik et Par Skridt -- det var maaske et godt Varsel for
det, han havde i Sinde. Men pludselig vendte han om, greb Manden deroppe
i Foden og rev ham voldsomt ned, saa han kom til at hænge i Skrævet paa
en Stavre af Rækværket, gav et højt Skrig og besvimede. Mikkel tog
tilbens om et Hjørne.
Ah -- sa . . . se til ham! lød det fra den anden Side Gaden -- da skal!
-- høje Raab. Mikkel blev skarp forfulgt, men han løb og løb, og han
stansede ikke, før han med et Hop var over Diget og inde paa
Kirkegaarden. Her lagde han sig forpustet i Leje mellem Gravene.
Det var ikke videre mørkt endnu, Mikkel tænkte foreløbig kun paa det
Pølseskind, han havde fundet, han tog det frem og gjorde sig tilgode med
det. Mikkel havde ikke før været paa Kirkegaarden i Mørke, det var om
Dagen, han sov der. Han blev aarvaagen, efterhaands som Mørket tiltog,
han saa sig om og begyndte snart at skælve af Ophidselse -- rask lagde
han sig ned og stak Hovedet i Ly af det høje Græs.
Da han havde ligget noget, hørte han en knistende Lyd -- nu stod Satan
bøjet over ham og lo. Mikkel saa vildt i Vejret, der var ingenting.
Kirken ragede sort og usalig op mod Himlen, utydelig som en Klump
fortættet Mørke. Mikkel rystede af Rædsel, han satte sig op og paakaldte
ufrivilligt den Onde, han bandede rasende -- i hede Helvedes Navn! Der
laa Gravene tavse og mætte af Ondskab, Kors og Sten grinede med raa
Fortrolighed i Mørket -- alt det ildesindede, der er usynligt og som
triumferende lader være at vise sig, svævede i Nærheden og blæste efter
Mikkel. Han bævede, han saa truende frem for sig og hviskede Satans Navn
i sin Hede.
Mikkel tvang sig til at se i en og samme Retning i længere Tid, fristet
af sin Dødsangst til at blotte sig og give Helvede frit Spil bagved.
Naar han nu vendte sig, stod der en led Abe lydløst groet op af Jorden
-- han vendte sig bragt til det yderste af Banghed, men der var
ingenting. Tænderne klaprede i hans Mund. Men den vilde komme, han vilde
ligge under Dyret og værge sig forgæves. Ingen Forklaringer, ikke et
Ord, men Dyret hæver sin laadne Haand op over hans Hoved, spiler to
Fingre fra hinanden og sigter -- Mikkel faar Tid til at tænke efter, om
der dog ikke gives noget Middel mod denne hadefulde Magt, dette
Fingerpar, der sigter paa hans Øjne -- Ah nej! Ah! Den Onde begraver
begge de strakte Fingre i hans Øjne. Ah! Igen. Afmægtig sidder Mikkel
paa sine Knæ og knejser op -- Ah! Den Lede begraver begge Fingre i hans
Øjne.
Længe æskede Mikkel de fejge Magter ud, kom an! -- og han var mere angst
end den fortvivlede Spurv, der vil forsvare sin Unge foran Hundens Gab.
Men Ondskaben om ham mente at tie ham ihjel. Alle Korsene stod mageligt
stille som en Kapital af Skræk og Forbandelse, der er sat paa Rente og
Renters Rente, selve den mørke Luft hvilede sit Indhold af giftig Spot
om ham, Mørket gik bagfra og stak ham. Intet gav sig tilkende, den
stille Grusomhed vilde ikke give ham Naadestødet.
Ja ja, i Djævelens Skind og Ben, Mikkel lagde sig ned og svor at faa Ro
paa sig. Han følte ind paa Brystet, om Seddelen var der. -- Men allerede
nu havde Tvivlen faaet Overhaand. -- Mikkel var af Natur en Hedning; det
eneste, han og hans Slægt i Grunden havde nemmet af Religionen op gennem
Tiden var Ederne -- mon det betød noget det hele?
Men bange var han, knuget af Bævelse, han laa de Timer inden Midnat og
blev febersyg af Skræk. Koldsveden sprak ud af ham, Draaberne faldt fra
Haar til Haar paa hans Bryst, Skrækken slog sig løs i Maven paa ham, saa
han paa Stedet maatte føje Naturen.
Og Tiden krøb frem, det blev mørkere og mørkere. Stilheden tiltog. Alt
forandredes umærkeligt og uigenkaldeligt som for én, der dør. Luften
størknede ved den mindste Lyd. Rædselen sad i Luften med Ansigtet rakt
forstenet frem og med vidtaaben Mund.
Da de tolv Slag endelig rungede oppe i Taarnet, var Mikkel saa syg, at
han døjede med at rejse sig. Han havde slaaet det hele hen, det var
umuligt, der var ingen Fornuft i det. Men han vilde alligevel gøre det,
skønt han ikke troede paa det længere. Og Mikkel listede hen til
Kirkedøren med sin Pergamentstrimmel i Haanden, hvorpaa han havde
skrevet Forsværgelsen. Han bøjede sig ned mod Nøglehullet -- og for
straks tilbage, ramt af en kold Luftstraale under Øjet. Men uden at bie
længere blæste han ind i Nøglehullet og bankede tre Gange med Knoen paa
Døren, idet han nævnede alle den Ondes Titler og Grader.
Satan hyttede sig, han kom ikke.
Saa drog Mikkel et dybt, skamfuldt Suk og skruppede af.
* * *
Det hændte samme Dags Middag, at Otte Iversen gik gennem Pilestræde og
fik Mendel Speyers Datter at se. Han var optagen af sine Tanker -- i
Morgen skulde han afsted, Ane Mette, hvordan levede mon hun, Ane Mette
med det dyrebare gule Haar? -- Da saa han Susanna. Han gik videre uden
at fæstne sig derved.
Om Aftenen sad Otte Iversen ude hos sin Hest. Hele hans Udrustning var i
Orden, alt var rede. Hvad skulde han saa videre tage sig til; Hjærtet
sad i hans Hals, rolig kunde han ikke være for Hjemve og Længsel. Det
var allerede bleven sent, men hans Blod vilde ikke lægge sig.
Han gik ud og strejfede i Gaderne, han kom gennem Pilestræde forbi
Haven, hvor han havde set et Glimt af en ung, sorthaaret Pige. Og han
ruskede vredt to Staver ud af Stakittet, brækkede ind og kom som en
Hjort hovedkulds gennem Buskene ind i Gangen. Tilvenstre for ham lød et
let Skrig, han hørte nogen flygte, en Kjoles bløde Bulder, da sprang han
til over Græs og Ukrudt, sporede mere end han saa, smuttede om et Træ og
fangede hende.
Han slap øjeblikkeligt igen og lod Armene synke. De stod lidt foran
hinanden, han kunde ikke se hende tydeligt, men han hørte hende aande
hurtigt. En Kvist, der var bleven trykket ned, slap og gled op over
Ottes Ansigt med laadne kølige Blade.
Pludselig gjorde hun en hastig Bevægelse som for at undvige.
Nej, stammede Otte sygeligt bønfaldende, han rakte i en Fart begge Arme
ud, en paa hver Side af hende.
Hvad, hvad . . .? hviskede hun hæst. Dirrede hun, strakte hun sig paa
Taaspidserne -- Otte saa hende og kunde dog ikke skelne hende i Mørket
under Træet. Da lagde han sin højre Haand i hendes Haar, der var koldt
af Dug. Og han sukkede klagende. Tog saa Haanden til sig og spurgte
sagte:
Hvad hedder du?
Susanna, svarede hun aandeløst hviskende. I samme Nu satte hun til
Siden, tumlede mod Træet, rullede bag om det, og var borte. Buskene
raslede stærkt, før de lukkede sig efter hende, og blev ved at nikke. Og
endelig var alting stille.
Otte Iversen saa op. Sommerhimlen hvælvede sig over Haven, de fromme
Stjærner funklede. Gavlenes mørke Trekanter stod paa hver Side. Hun var
borte! Otte gik langsomt, kvælende trang om Hjærtet ud mod Gaden igen.
Hver Gang han rørte op i det dybe Græs med Foden, følte han en sval Lugt
af Urter og Græs. Nej, Otte kunde ikke forlade Haven endnu. Han gik bag
om Buskene ad Gangen og kom til et Hyldetræ, som var hult ind mod Haven.
Der havde hun gemt sig inde. Otte fandt hende, idet han famlede sig frem
med udstrakte Arme, hans Hænder stødte mod hendes Haar. Hun gav ikke en
Lyd men trak Hovedet helt ned i Skuldrene, hun rystede. Otte lagde sig
paa Knæ og vilde omfavne hende, men hun trykkede sig haardnakket ind i
det tætte Greneværk, Otte flyttede sig efter hende paa Knæene og stødte
mod Kanten af et Bord, der var derinde.
Susanna, hviskede han. Susanna. Han gentog Navnet og var bleven
roligere. Hun sprang hurtigt op. Men han holdt hende fast med begge
Armene om hendes Kjole og Knæ.
Hvem er du? spurgte hun bævende.
I Stedet for at svare lo han dæmpet, fortabt, han mærkede Varmen fra
hendes Legeme; hendes Kjole var ru og grov at føle paa, men han blev
lykkelig i begge sine Hænder derved. I sin Glæde rakte han Armene op om
hendes Liv og tvang hende i Knæ foran sig, han fattede hende varsomt om
Haaret og de hede Kinder og vilde dreje hendes Ansigt om til sig. Han
fik det ogsaa vendt -- da narrede hun ham og snoede rask Ansigtet den
anden Vej. Otte tvang igen hendes runde modstræbende Hoved om -- da gav
hun uventet efter og fik Ansigtet gemt til den modsatte Side.
Nej -- nej, hviskede Otte henrykt, han kom i sin gode Ret, han brugte
Magt og trak hende til sig, men hun stemmede baade Knæ og Albuer imod
ham -- han rækkede Halsen og naaede til at kysse hende, inden hun vidste
af det, han kyssede hende endnu en Gang og fik ikke andet end en lille
haardtlukket Mund at smage -- men da strakte hun sig langsomt,
godvilligt ud under ham, og han havde hende i hele hendes ydmyge Længde,
smal og føjelig i sin Favn. Otte kyssede hende igen, og hendes Mund
sprang ud som en Rose med mange svulmende Blade. Det løb ham harskt
gennem Svælget, han hummede sig sky. Endnu engang kyssede han Susanna og
mødte hendes Ild, og da blev han mod i Viljen, han hældede sig dybt
forstemt ind mod Hyldetræets kolde Løv. Men Susanna lagde sit Hoved paa
hans Bryst op under hans Hage.
Saaledes sad de længe. Der var stille i Byen. Midnatsklokkerne faldt ind
med dybe rungende Slag.
Imorgen rejser vi, sagde Hr. Otte. Det var der ikke noget ulykkeligt i,
og det kunde ikke være derfor, Otte løftede Susannas Hoved med dybe Suk.
Sørger du over noget? spurgte Susanna.
Hvad? Hans Stemme lød som en Klang. Ja, svarede han længe efter tonløst.
Susanna bed og kyssede Knoerne paa hans Fingre.
Otte hørte Skridt paa Gaden og lyttede skarpt et Øjeblik -- de holdt op,
og han glemte dem igen.
Men det var Mikkel Thøgersen, der nu stod udenfor Hyldetræet. Han var
kommen og havde set Hullet i Stakittet. Og han blev staaende paa Stedet,
til han hørte Kirkeklokken ramme Et ud over den sovende By. Da kom de to
frem, og Mikkel kendte Otte Iversen. Han saa dem svøbe sig mellem
Buskene ind i den øde Have, hvor gamle skæve Stammer stod i det duftende
Vildnis, graanede Urvæsner, der rakte Grenene hid og did, som vidste de
ikke, hvorhen de skulde pege i deres knoklede Livsvisdom.
Otte kom op ad Stigen til Susannas lille Jomfrukammer, hun ledte ham ved
Haanden. Her, hvor det frie Sommernatslys faldt ind ad Lugen, saa Otte,
hvor hun var dejlig, mørk og hvid som Natten og Dagen, et Solbarn fra en
Verden, han ikke kendte -- se hun var skinnende hvid og skygget af
gylden Brunhed, som havde hun været helt solbrændt, før hun voksede til
og blev hvid. Og hendes Blod var som Natten og Dagen, vildt og uskyldigt
-- Otte bøjede sig blændet af hendes Glød, han skræmmedes ind i sig selv
og mindedes Ane Mette. Men jo mere dødelig sorgfuld han blev, des rigere
straalede Susannas Følelse, Fryd og Ængstelse, hun blev lyksalig ved
denne lyssky Smærte, hun elskede ham, fordi han tav og havde Øjnene
fulde af fremmed Fortvivlelse. Tre Gange lokkede hun ham, lysende af
Ømhed, med sin gulbrunt skyggede Barm, og tre Gange veg han tilbage, som
skulde han dø. Indtil han sønderknust og hemmeligt grædende tog hende i
Favn.
Vægteren sang nede paa Gaden -- vor Klokke er slagen fire! Langt borte
blæstes der paa Trompet gennem det hvide Morgenstille. Da tumlede Otte
Iversen afsted. Udenfor Haven løb han lige i Armene paa Vægteren og fik
et Par gnavne, lysvaagne Ord i Ørene. Han skyndte sig bort. Det var en
taaget Morgen. Hør, Hestehove skrabede paa Stenene i de lukkede Gaarde,
nu begyndte de allesammen at gøre sig i Stand.
Lidt Lys trængte hist og her ud gennem Dørsprækkerne, og der lød sagte
Klirren af Vaaben, nu stod de inde midt paa Gulvet ved Lys og hægtede
Harnisk paa . . . Otte Iversen løb tværs paa for at komme til sit
Kvarter, han vilde til Verdens Ende straks paa Timen, lukt paa Hovedet
ud i Slag og Spektakel -- han maatte syde ud af sit Hjærte, hvad han
havde gjort, glemme, glemme. Medens han løb, klemte han uvilkaarligt
Øjnene haardt i, fordi han blev ved at se hende, der havde taget saa
flammende kærligt imod ham, han følte hendes Hænder endnu i sit Haar. O,
hun havde trykket hans Hoved saa fast, saa fast mod sit Bryst -- og selv
græd han i Smug ved hendes Hjærte . . . Otte sprang en Alen lige op i
Luften ved Tanken som ramt af en Kugle. Han løb forstyrret gennem de
morgentaagede Gader.
I sin Blindhed løb Otte vildt og kom ind i en snæver Gyde, han gik
langsommere og faldt til at lette sin Strubes Kval ved at græde lige
frit op af Halsen. Han følte sig truet paa Livet af Pine og satte i Rend
igen. Da saa han et smudsigt Lys i Taagen, det var fra en oplyst Rude i
et lille fattigt Hus. Og ligesom et Barn falder paa at pille Kalk af
Væggen i sin overvættes Graad og Sorg, gik Otte Iversen hen til Ruden og
kiggede ind ad et lille, trekantet Hul, der var ved Rammen.
Han saa en lav, uordentlig Stue. Lige for stod en Mand med Ryggen til
lænet over en Stol, i Stolen sad en ung Kvinde, kun hendes lyserøde
Ærmer og Hænderne var synlige. De to Skikkelser dækkede Lyset, som stod
paa Bordet. Netop i det Øjeblik, Otte skulde komme til at kigge ind ad
det lille Hul, saa han Manden løfte sin højre Arm paa en snigende Maade
-- og det saa ud, som om han lagde den venstre Haand over Panden paa
hende, der sad foran ham paa Stolen -- Herre Jesus! og der skar han med
en stor rund Bevægelse Halsen over paa Kvindemennesket; der lød et kvalt
gurglende Kvæk. Og Manden vendte Kniven i Haanden og plantede den i sit
Offers Bryst, lod den sidde, og paa samme Tid stemmede han Knæet mod
Stoleryggen og væltede den med den dræbte over mod Bordet. Lyset
slukkedes.
Otte Iversen greb sig til Hovedet og vendte sig stirrende som en gal ud
mod Gaden. Saa tog han tilbens og løb, indtil han uden Hue og med Haaret
piskende efter sig naaede hjem til sit Kvarter. Han stormede fuldstændig
trøstesløs ind i Stalden til sin Hest.