Næste Dag var Hæren borte, Kong Hans med sine Mænd, Landsknægte og
Bønder, Faner og Sporer, Bøsser og Madposer, alt var fejet ud af Byen.
Gaderne laa grelt folketomme fra den ene Ende til den anden. Luften, der
før genlød af Jernlyd og Pral, tav angrende stille. Nu da Faren for
tilfældige Spark var bleven mindre overhængende, tonede Hunde og Svin
tappert frem allevegne og snusede i Affaldet, der var bleven tilbage
efter Hæren. Byen kunde i Almindelighed vende sit Blik indad. Samme Dags
Middag blev Galgen udenfor Vesterport pyntet med to forgemte Misdædere,
en stor og en lille. Der blev sat Undersøgelse i Gang i Anledning af
flere Forbrydelser, som var bleven begaaet om Natten; blandt andet havde
man fundet Hamborg-Lotte død i sit Hus med overskaaren Hals. Der var
gaaet adskilligt for sig den Nat, som tænkeligt kunde være. Mangt et
Hjærte var vel bleven rørt paa forskellig Vis ved Tanken om den nære
Afskedsstund. Den der er væk, bliver ikke hængt.
Hen paa Eftermiddagen havde der samlet sig et lille Opløb foran
Raadhuset. Der sad to i Stokken, en Mand, som havde stjaalet, og en
Kvinde, der var blevet grebet i Hor. Hun var meget ung og over al Maade
køn, det var Mendel Speyers Datter Susanna. Vægteren havde fakket hende
tidligt om Morgenen, ligesom hendes Kunde var løbet fra hende. Han havde
længe haft Kig paa Susanna, over det Folk skrev saa umiskendeligt paa
Hushjørnet om hende. Vægteren var enøjet; en Skælm havde stukket hans
ene Øje ud under en natlig Hurlumhej en Gang . . . hvis Susanna
Mendelsdatter nu havde været dansk, saa man kunde stole paa, hun drog
Næring til sig, der blev i Byen, vilde Vægteren sagtens have vendt det
blinde Øje til her; han havde Øvelse i at skifte Ret og Skel. Men
Susanna var en udenlandsk sort Ting. Nu blev hun altsaa stillet til
Skue, og naar Folk havde spyttet paa hende, skulde hun bære Sten af By.
Folk stod i rund Klynge om Stokken, og der kom stadig flere. Tyven sad
aarvaagen og snar i Blikket, kom nogen ham for nær, kæftede og fraadede
han med alle sine hvide Tænder snappende ud i Luften som en gal Hund.
Selv begge hans Fødder, der stak ud af Hullerne i Blokken, dirrede af
Raseri. Saa faldt han lidt i Ro og slappedes i Trækkene, fik en
forgræmmet Mine . . . og opdagede i det samme en halvgammel pæn Mand,
der nærmede sig ham med en Spøg paa Læben -- raj raj raj, der bed Fangen
saa lynsnart og tindrende rovdyrisk om sig, at Manden for tilbage i
Forskrækkelse. Folk tog sig et Grin. Og se, den pæne Mand forhærdedes i
Ansigtet, blev hadsk om Munden, han saa efter, om den bevæbnede Vagt
passede paa -- og gav Fangen i Blokken et Spark i Næse og Mund, hvorpaa
han med et ondt Blik drejede sig -- se til Skidtet! -- og gik. Tyven
blinkede tre-fire Gange, saa staalblankt efter ham og knuste Tænder men
gav ingen Brøl af sig. Der blev en lighvid Plet paa hver Side af hans
Næse.
I passende Afstand, fire Huller, fra Tyveknægten sad Susanna. Fødderne,
der var nøgne, stak i Blokken; mere end én følte sig fristet til at
kilde hende under de smaa allerkæreste Fødder. Hun havde en grøn Kjole
paa, over hendes Skuldre havde man lagt en grov Sæk, der skjulte Armene.
Hun sad aldeles urørlig stille med Ansigtet bøjet ned mod Brystet, det
svære sortebrune Haar var fuldt af Spytklatter.
Noget til Side stod den gamle Mendel Speyer. Han var i sort Jødekappe,
Skægget hang ned fra de lange, bekymrede Træk, han stod duknakket og
talte med en ung sortsmudset Mand, som ingen kendte noget til. Det var
en med et stort purlet Haar og rødligt sorte Rotteøjne, han var mager
som en Kniv. Han var Købmand i Helsingør; Mendel Speyer havde faaet Bud
efter ham siden i Morges.
Rakkeren, Jerck, var imidlertid kommen og havde bundet to store Stene
sammen. Der gjordes saa ikke flere Omstændigheder behov. Men førend de
løste Susanna af Stokken, nærmede hendes Fader sig tøvende og
tvivlraadig -- han saa med sine døde Øjne op paa Vagten og derfra ned
paa et Par smaa Sko, han havde i Haanden, og saa ned paa Datterens bare
Fødder -- og samme Tur om igen en Gang. Vagten støttede sig til
Hellebarden og rørte ikke sit glubske Overskæg ud af Stedet, sagde ikke
nej -- men betød det ja? Mendel Speyer nølede og var hele Tiden fattet
paa et Tilbagetog, mens han hastigt og ubehjælpsomt bandt Skoene paa
Susannas arme Fødder. Han gav hende Haanden og hjalp hende op. Saa
maatte han af Vejen.
Jerck rørte ikke en Muskel i sit gule Mandsansigt, idet han lagde Rebet
over Nakken paa Susanna. Der var forresten dem, der mente, at Stenene
var valgt lovlig smaa.
Toget satte sig i Bevægelse. Forrest gik Jerck og Susanna. Paa den anden
Side af hende rokkede Mendel Speyer; noget bagved kom den unge Morian,
han havde talt med. Derpaa hele den glade Sværm af ærlige og renlivede
Folk fra Staden, Skomagere og Fiskere, Studenter, Barselkoner og Møer.
Ned ad Vimmelskaftet gik det langsomt, langsomt, thi Susanna ravede
under Byrden. Hver Gang hun vaklede, for Mendel Speyer op med sin brune
Knoglehaand for at faa Lov til at støtte, og Smærten trak sig over hans
Ansigt som efter et Piskeslag.
Morskaben var rigtig gavmild idag -- sese, »Storken« var nok ogsaa
kommen paa Støvlerne. Det røde Skræmsel dukkede frem ved Hjørnet af
Helliggejstes Kirke, Ungdommen hilsede ham straks velkommen. Men han
slog fra sig den Gang og stak med Pigkæp, Drengene spredtes under
forargede Skrig og lod ham gaa i Fred. »Storken« havde nok faaet
Overskæg i Ansigtet, fastslog Folk smaaleende. Se kuns, hvor travlt han
havde med at komme hen og se Pigen.
Da Toget naaede Torvet, steg Opsigten, Folk kom frem i Døre og Vinduer.
En ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet
han gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og
hvirvlede den i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet. Men
hvorvel Folk tog dette for vellykket Humor, maatte det ikke være, det
var utilstedeligt, Jerck vinkede alvorligt med Øjenlaagene til den
muntre Svend og gik nærmere Susanna for at værne hende mod Løjer. Idet
Jerck saa sig om, bemærkede han Mikkel Thøgersen. Men Jerck gjorde ikke
Mine til at kende ham.
Susanna kunde næppe bære Stenene længere, hun rystede af Træthed, hendes
Kinder blussede som Purpur af Anstrængelse. Et Stykke inde paa Østergade
slog hun for første Gang de store blanke Øjne op -- og straks brast hun
i Graad -- og stod stille. Da lettede Jerck uden at mæle en Stavelse
Byrden ned paa Jorden og støttede sig ventende til sin Kæp. Mendel
Speyer hviskede hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i
Mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd
ikke mere.
Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten.
Her læste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med
hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen,
vilde hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn,
Fader og Datter steg op tilligemed den fremmede Jøde, og de kørte bort.
Mikkel Thøgersen fulgte bagefter.
Det elendige Køretøj kom ikke rask af sted; Kusken, en lille Bonde med
solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrødent til sit Øg og hyppede
overordentligt, saa hjulede de ogsaa lidt af nedad Bakke og rejste
Støvet paa Vejen, Vognen knirkede ude af sig selv, over det den
præsterede. Det gik snart Fod for Fod igen.
Det var en tør Julidag, de store Buske gul Snerle, der groede paa
Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i
den varme Blæst. Sundet gik mørkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede
sig i den klare Sommerdis. Men Solen hældede til Vest, det kunde snart
blive Aften.
Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig
en eneste Gang.
Et Par Mil fra Helsingør tog de ind og bedede i en Kro, Mørket var
falden paa. En halv Mil inde i Landet ringede en stakkels Kirkeklokke
endnu ud mod Aftenrøden, den klagede, skændte, mjavede utrøsteligt som
en Kat, der gaar rundt ved Udhusene og ryster Dugstænk af Poterne og
leder og leder efter sine døde Killinger.
Mikkel Thøgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte
sig hen paa Fattigmandsbænken under den store Lind. Da der noget efter
blev tændt Lys inde i Skænkestuen, rejste han sig og gik hen udenfor den
aabne Dør. Han lige blot saa derind.
Susanna sad ved Bordet, og de to andre stod op og talte ivrigt til
hende. Gamle Mendel lod til at ville overbevise og trøste hende med hele
sin Erfaring, han talte saa dulmende, hans Holdning udtrykte al den Omhu
og Længsel efter at hjælpe, en Fader kan vise sit Barn. Den unge Jøde
med det store Krølhaar og de kolde Øjne faldt ind, idet han bevægede
Hænderne i vidt og bredt bevisende Figurer -- var det ikke rigtigt, var
det ikke sandt? Men Susanna overhørte vist alt, hvad de sagde.
Hun sad med Hænderne foldet over Stoleryggen og med det trætte Hoved
hvilende derpaa, Ansigtet vendte ud mod Døren, hun saa ingenting. Munden
stod lidt aaben, det var hende -- den fine Skyggestreg over Munden, de
forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen,
usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende . . . O
men hendes Sorg galdt ikke det, de troede -- det lidende Træk ved Munden
kunde ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene
var ikke Sorg alene. Udtrykket i de forgrædte Øjne var delt mellem Sorg
og Sødme.
Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtigt frem ad Helsingørvejen
Bakke op og Bakke ned. Først da han øjnede Lysene i Byen, sagtnede han
Gangen og satte sig ned i Grøften. Han kunde ikke mere. Der var
overgaaet ham meget ondt i det sidste Døgn. Men det bitreste var hændet
ham nu, da han saa Otte Iversen i Susannas sorgomslørede Øjne. Han brød
sig ikke om hende mere fra nu af. Han mindedes de modbydelige Tegninger
paa Mendel Speyers Hushjørne (som han før hemmeligt havde dyrket i sit
Hjærte) og kom i vildt Affekt. Nej væk med hende!
Og medens Mikkel sad der paa Grøftekanten, kom hans Livsdrift et Øjeblik
til at staa alene, han kastede sig ned i Grøften og stønnede af Angst.
Men han var ung, endnu kunde hans Lidenskaber ikke bestaa i sig selv, de
krævede Objekt. Og saa vendte al hans Smærte sig da til Had, Had mod ham
Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev
straks roligere og begyndte i Tanken at martre og dræbe . . . saadan og
saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde
han se ham traadt flad af Ulykke og brækket Led for Led.
Mikkel Thøgersen vaagnede af sine brændende Hævndrømme ved at høre
Vognen komme langt borte, Hjulene peb i den stille Aften. Nu naaede de
op over Bakken, Mikkel hørte Kuskens Psi psi -- han rejste sig og gik
ind i Byen saa hurtigt han evnede. Samme Nat fik han Lejlighed med en
Skipper til Grenaa. Da Fartøjet løb i Vindstille under Kullen, laa
Mikkel Thøgersen i Forrummet og sov, som skulde han aldrig vaagne mere.
Da Solen kom, var det fremdeles totalt Vindstille. Skuden var drevet
noget nordpaa, Kullen stod som en lav kammet Sky i Syd. Skipperen og
hans to Mand lagde et Par Aarer ud, men det kunde ikke blive til noget.
I sin Utaalmodighed hentede Skipperen et Anker Øl op fra Rummet og
vækkede Mikkel. Mikkel gned Øjnene og saa sig blændet om paa det
spejlstille Vand. De ryddede tilside paa Dækket og begyndte at drikke.
Og Mikkel blev fuld, før han endnu var rigtig vaagen, udsultet og
lidende som han var. Han svang Kruset og gik rent fra Samlingen.
Tilsidst tav de andre, og Mikkel fablede ganske alene.
Jeg er for længe siden solgt til Undergang, raabte han saglende og
gispende, jeg er saa arg en Sjæl, at ikke engang Satan vil eje mig --
men det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele,
naar jeg ikke vil længere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra!
Kom I til Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjæl og
slaaet for Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er,
i Kisteklæderne -- her er Plads for dem, der har Kinderne hængende i
Laser og Haandbagene sat med Smaasten -- kom an I Strandvaskere og
Fattigfolk fra Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart gengælde
Besøget. Hvad bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hører ingen til længere,
jeg er fuldstændig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er
en Fugl til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar
bestiger Tronen i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke længere se ud
af Øjnene, Farvel, Farvel!
Fartøjet laa fuldstændig dødt paa Søen i Solskinnet, der var ikke anden
Lyd end Vandets Sveden. Skipperen og hans Mænd morede sig meget godt,
Mikkel drak, hulkede og pralede en rum Tid snart paa Dansk og snart paa
Latin, til han endelig drev om paa Dækket og sov igen.